Frits Tomøe Vang blev premierløjtnant af ingeniørtroppeme 1940, modstandsmand 1942 og interneret af tyskerne 29. august 1943.
Efter løsladelsen fra internering tog han efter hærledelsens bestemmelse - sammen med 5 andre hærofficerer - illegalt via Sverige til England med kurérfly for her at blive uddannet som faldskærmsagent. I august 1944 blev han nedkastet over Vestjylland for at genindtræde i modstandsbevægelsen som forbindelsesofficer til Hovedkvarteret for den hemmelige britiske organisation Special Operations Executive (SOE) i London. Han virkede som næstkommanderende for den jyske modtagechef Toldstrup i resten af krigen.
Frits Vang beskriver i sin nyligt udkomne erindringsbog*) den alsidige og krævende 6 måneders uddannelse som faldskærmsagent. Bogen skildrer en række af de nervepirrende oplevelser, han kom ud for efter sin tilbagekomst til Danmark.
Bogen er velskrevet og letlæst, den er uden patos eller store ord, og har en selvironisk distance til begivenhederne og til modstandskampens risici.
Litteraturen om besættelsestiden og modstandskampen er efterhånden omfattende og vokser stadig, men det er første gang, der på dansk foreligger en beskrivelse af disse faldskærmsagenters uddannelse og virke fra første hånd.
Forhåbentlig finder bogen vid udbredelse, for den har bud til alle danske, og ikke mindst til den unge generation, og den er forstemmende aktuel netop nu, hvor der for første gang efter 2. verdenskrig er opstået tvivl om den brede politiske og folkelige tilslutning til de nødvendige bevillinger, der kan bevare og sikre et troværdigt, effektivt dansk forsvar som et led i Atlantpagtlandenes fælles forsvar. Den kan måske også være en værdifuld modvægt mod de forsvarsnegative kræfter i vort land, der påny fisker i rørt vande.
Thi som Saxo Gramaticus siger i »Danmarks Riges Krønike«, og som Toldstrup indleder sin bog: »Uden kamp - ingen sejr« med: »Kun ved modgang vinder man de stærke ben, der hører til at bære gode dage. Man skønner heller aldrig på sin lykke, før man har prøvet, hvad det er at miste den, og det er ene efter overstået kummer, vi kan smage glædens fulde sødme«. Det er denne erfaring fra besættelsens år også denne bog, uden politiserende undertoner, yder sit bidrag til at holde levende.
Frits Vang forlod hæren som 60-årig oberstløjtnant for 2 år siden, og han nåede at lægge sidste hånd på korrekturen til denne bog, før han i oktober 1980 pludselig sov ind i døden som den næstsidste af de 6 faldskærmsfolk, hvis virke bogen handler om.
Fæ dør, frænde dør.
Selv jeg dør til sidst.
Et jeg ved som aldrig dør.
Dom om død mands dåd.
