Dr. phil Kristian Hvidt er historisk konsulent i Folketinget og Dr. phil Knud J. V. Jeppesen er professor ved Odense Universitet og Kongelig Historiograf. Begge er medlem af Militærhistorisk Kommission, der består af “professionelle historikere” samt officerer. Dette selskab har for tiden generalløjtnant K.G.H. Hillingsø som formand.
Militærhistorie skrevet af danske historikere stammer typisk fra tiden før århundredeskiftet eller fra den seneste snes år. Denne kronologiske særegenhed hænger sammen med den såkaldte radikale historikertradition og dens dominerende indflydelse på historieforskning og -skrivning fra det fagligt fik en professionel status fra- slutningen af forrige århundrede. Intellektuelt havde denne tradition fælles rødder med Det radikale Venstre fra 1905 og delte dette partis pacifistiske og antimilitaristiske holdninger. For de toneangivende radikale historikere var krigen som fænomen i strid med tingenes naturlige fredelige tilstand og et brud på verdens iboende rationalitet - slet ikke et anliggende for oplyste og tænkende mennesker. I denne traditions øjne rangerede krig intellektuelt set på linie med værtshusslagsmål, hvormed seriøse historikere ikke beskæftigede sig. Sådanne holdninger var bestemmende for tre-fire slægtleds historikere, begrundelsen for, at der først fra midten af 1970'erne begynder at foreligge seriøse militærhistoriske arbejder fra fagfolk på universiteter, arkiver og biblioteker. Billedet begyndte først at vende, da en gruppe yngre historikere for en snes år siden tog mod til sig og med held fik rejst en debat om det fornuftige i at fjerne den historiske berøringsangst overfor militærhistorie. Skiftet skal formodentlig ses i lyset af den store indsats efter 1970 på udforskning af Besættelsestidens historie. Da isen først var brudt, fik gruppen efterhånden betydeligt følgeskab, og i dag betragtes militærhistorie som en helt legitim disciplin på linie med de veletablerede specialer. En udtømmende oversigt over de seneste 10 års militærhistoriske arbejder er det ikke muligt at give. Særligt interesserede vil kunne skaffe sig fuldstændige oplysninger ved at konsultere Det kongelige Garnisonsbiblioteks udmærkede løbende oversigter, som registrerer både bøger og artikler. Hvad angår tiden før 1960 er man godt hjulpet med de sammenfattende ræsonnerende oversigter, udarbejdet af A.P. Tuxen, Dansk Krigshistorieskrivning de sidste hundrede Aar, Kbh.1921, og Gordon Norrie i Historisk Tidsskrift 12.r., bd.l, 1963-66 samt Helge Klint Militærhistorie, Kbh. 1970.1 den følgende oversigt tilsigtes det blot at standse ved nogle udvalgte, centrale eksempler for at illustrere såvel bredden som dybden i faghistorikernes militærhistoriske virksomhed gennem de sidste 10 ar. Egentlige krigshistoriske arbejder om enkelte krige, felttog eller slag er ikke særlig talrige, men dækker til gengæld punktvis hele den nyere historie fra svenskekrigene til 2. verdenskrig. I grænselandet mellem sikkerhedspolitik og krigshistorie ligger det svenske to-binds værk om det baltiske områdes konflikthistorie , Gåran Rystad, Klaus-R. Béhme & Wilh.M. Carlgren (eds), In Ouest of Trade and Security: The Baltic inpower Politics, 1500-1990, 1-11, Stockholm 1994, 1995. Heri har Knud J.V. Jespersen behandlet den danske situation 1500-1720, medens Ole Feldbæk har taget sig af tiden 1720-1864 og Michael H. Clemmesen af perioden 1864-1990. Netop hinsides 10-årsgrænsen, men alligevel nævneværdig på grund af den suveræne beherskelse af alle emnets aspekter, ligger Ole Feldbæks værk om. Kbh. 1985 - den hidtil mest kompetente behandling af det engelske angreb 1801 og den storpolitiske baggrund for det. Endnu savner vi en moderne, mere alsidig behandling af krigene 1848-50, hvorimod 1864-krigen, dels blev udførligt skildret ved en bog i hundredåret, 1964, og dels med en læseværdig fremstilling i form af Johs. Nielsens 1864 - da Europa gik af lave, Odense 1987. Udenlandsk krigshistorie skrives ikke meget herhjemme. En undtagelse er den udmærkede, ganske udførlige skildring af den amerikanske borgerkrig 1861-65, som nu foreligger på dansk i form af to hefter beregnet for undervisning i gymnasiet: John Christensen: Nord & Syd. Den amerikanske borgerkrig, 1-11, Kbh. 1996. Bogen gennemgår også krigens våbentyper og den betydning borgerkrigen fik for de følgende årtiers krigsvidenskab. Om 2. verdenskrig foreligger nu et dansk to-binds værk, som har et internationalt format hvad angår historisk perspektiv, overblik og sagkundskab, nemlig: Hans Kirchhoff (red), Den 2. Verdenskrig, 1-11, Kbh. 1989. Heri behandler Henning Poulsen perioden 1939-41, medens Äage Trommer har taget sig af årene 1941-45, begge i en fin sammenfletning af krigens militære og politiske elementer. Om samme periode, men på grænsen mellem det krigshistoriske og det mere alment organisationshistoriske har vi Knud J.V. Jespersens: Brigaden. Den danske Brigade i Sverige 1943-45, Kbh. 1993, hvori Brigadens opbygning og rolle i den samlede modstandskamp behandles. Om modstandskampen 1940-45 udkom der ved 50-året dels for opgøret 1943 og dels i 1995 for befrielsen en sand syndflod af store og små publikationer for en stor del finansieret af den særlige bevilling, Statsministeriet havde stillet til rådighed. Bøgerne er helt overvejende skrevet af medlemmer af modstandsbevægelsen. En udmærket samlet status over 50 års besættelsestidsforskning gav Aage Trommer i jubilæumsåret 1995 trykt i Knud J.V. JESPERSEN & Thomas Pedersen (red), Besættelsen i perspektiv. Bidrag til en konference om besættelsestiden 1940-45. Odense 1995. En side af militærhistorien, som har tiltrukket sig interesse, er de militære efterretningstjenester, dels under besættelsestiden, i form af Hans Chr. Bjergs tobindsværk Ligaen fra 1985. Men også efterkrigstidens efterretningsvæsen, da netværket på ny skulle trækkes, er blevet udførligt behandlet i nu afdøde Wilh. Christmas-Møllers Obersten og kommandøren. Efterretningstjeneste, sikkerhedspolitik og Socialdemokrati fra 1995. Bogen beskriver på fornem måde tiden frem til ca.1962. Af interesse for den militære undervisning i historie er også den omfattende litteratur, som forskere i statskundskab har skrevet om dansk sikkerhedspolitik i efterkrigstiden, problemerne omkring dansk indgang i NATO og landets forhold til den kolde krig. En fin oversigt over denne litteratur foreligger i tidsskriftet Historie fra 1995 s.233-60 med Thorsten Borring Olsens artikel: Danmark og den kolde krig 1945-49. Nævnes bør måske også Bertel Heurlins bog: Security Problems in the New Europe fra 1994. En fremtrædende bog om efterkrigstidens danske militærhistorie er Poul Villaumes doktordisputats: Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig 1949-67, Kbh. 1995. Den britiske militærhistoriker Michael Howard fastslog engang, at militærhistorien først blev til nyttig historie, når den studeredes i bredden, i dybden og i sammenhæng. Kendetegnende for faghistorikernes arbejder gennem de seneste 10 år har været, at militærhistorien deri behandles som et integreret aspekt af den bredere samfundshistorie som bidrag i et større fortolkningsmønster. Et eksempel på, hvorledes militærhistoriske aspekter kunne integreres i en makrohistorisk fortolkning i en længere tidsramme, frembyder Knud J.V. Jespersens Stat og nation 1500-1870, bind 4 af Det europæiske hus, red. af Søren Mørch, Kbh. 1992. Heri ses den dynamiske udvikling i Europa 1500-1900 som resultat af et dialektisk samspil mellem vekslende militære organisationsmønstre og udviklingen af civile institutioner til kontrol af disse og af militær magtudøvelse. Bortset fra dette forsøg på at medtænke den militærhistoriske dimension i en samlet fortolkning af et længere historisk forløb har den faghistoriske interesse for militær organisationshistorie især været koncentreret om Christien 4.8 tidsalder, ude i Europa betegnet som den militære revolutions æra. Forskningen blev stimuleret af festlighederne omkring Christian 4.-jubilæet i 1988. Magtstatskonceptet har de seneste 10-15 år spillet en væsentlig rolle for forståelsen af den moderne statsmagts tidlige udvikling og organisation. Der hersker almindelig enighed om, at den moderne ekspansive statsmagt opstod omkring 1500. Derimod har historikerne været uenige om, hvad det egentlig var for mekanismer, der drev den frem. Man har hæftet sig ved to væsentlige karakteristika, nemlig den tidlige statsmagts monopolisering af brugen af organiseret vold (=militærstaten) og dens samtidig voksende evne til at skaffe sig de fornødne indtægter ved beskatning (=skattestaten). I første omgang interesserede historikerne sig især for sidstnævnte aspekt, mens det første i den radikale historikertraditions efterdønninger kun blev genstand for strejfvis behandling. Netop denne side af spørgsmålet har imidlertid på dansk grund fået sin egen store undersøgelse i form af Gunner Linds dybdeborende dokotrdisputats, Hæren og magten i Danmark 1614-1662. Odense 1994, hvori den danske hærs udvikling fra lejetrophær til permanent statshær analyseredes på grundlag af et meget stort kildemateriale. Dette værk er et centralt bidrag til såvel hærens som den fremvoksende statsmagts historie og samtidig et eksempel på de nye almene indsigter, der kan vindes ved konsekvent at inddrage militærhistorien. Christian 4.-jubilæet 1988 affødte to væsentlige publikationer om kongen og hans forsvarsvæsen, nemlig Finn Askgaards Christian IV. Rigets væbnede arm Kbh. 1988, som rummer en omfattende gennemgang af både forsvarets organisation og tidens krige. I samme forbindelse udsendte Jens Kirchmeier-Andersen en stor dobbeltartikel om Christian IV som taktiker, Vaabenhistoriske Aarbøger, 1988, hvori vægten - som titlen antyder - ligger på vurderingen af kongen som feltherre og militær taktiker. Efter en nøje gennemgang af Kejserkrigens felttog konkluderes, at kongen nok var en udmærket taktiker, men til gengæld en fattig feltherre. Han manglede simpelthen penge til at føre krigen med held. For en senere periode kan der være grund til også at pege på Hans Chr. Bjergs to publikationer om værnepligtsystemet, begge udgivet af Værnepligtstyrelsen. En generel, oversigtsmæssig indføring får man i hans lille bog, Til Fædrelandets Forsvar. Værnepligten i landet gennem Tiderne. Kbh. 1991, og: Stavnsbånd og værnenligt - omkring værnepligtsreformen 1788. Kbh. 1988, udkom i forbindelse med stavnsbåndsjubilæet 1988. Om de enkelte militære afdelinger og garnisoner foreligger der ikke stort fra faghistorisk side; men det bør dog anføres, at de mange købstadshistoriske arbejder, som i de senere år har set dagens lys, indeholder interessant stof om byernes garnisoner og de daglige forhold mellem garnison og borgerskab. I denne forbindelse kan der være grund til at henlede opmærksomheden på et lille værk om garnisonsbyer i europæisk perspektiv, Thomas Riis (ed), Garrison Towns and Society in Early Modern Europe. Odense 1993, hvori Knud J.V. Jespersen med baggrund i danske forhold anlægger nogle principielle betragtninger om garnisonsbyen som type. Selv om der således er sket en hel del på det militærhistoriske område inden for de seneste 10 år, er der naturligvis endnu meget at gøre, inden feltet er tilfredsstillende opdyrket. Denne korte og ufuldstændige oversigt understreger, at der er tale om en forskningsgren med mange vækstpunkter - forhåbentlig til berigelse for fagmilitær uddannelse og forskning.