I anledning af Militærhistorisk Konference på Frederiksberg Slot medio marts bringer tidsskriftet dette studie i sin helhed i dette nummer.
Af oberstløjnant Helge Klint
I. Fæstningsbyggeriet i Europa
Allerede i århundrederne lige før vor tidsregnings begyndelse evnede grækere og romere at rejse fæstningsanlæg af hugne sten, mure hvis højde kunne nå en halv snes meter. Den ældste middelalderlige borgtype i Nordeuropa var et tårn, først af træ, siden af sten, rejst på en kunstig højning, omgivet vold med palisader. Det franske navn for tårnet - og senere det centrale tårn i en fæstning - var donjon. Om byer var stenmure sjældne endnu i midten af 12. århundrede; senere i middelalderen afveg byfæstninger i Syd- og Mellemeuropa med deres ringmure og tårne ikke meget fra romernes tusind år før. I Nordtyskland, Nederlandene og Danmark holdt jordfæstninger med palisader sig langt op i middelalderen. Medens de lette ildvåben, håndvåbnene, meget vel lod sig anvende fra fæstningsmure og -tårne, egnede disse sig ikke til anbringelse af det svære skyts - kanoner, haubitzer og morterer. Derfor kom man i slutningen af det 15. århundrede ind på at forstærke murene ved at opkaste store jordvolde på deres indersider; hermed skabtes også standpladser til det svære skyts. Omkring 1500 var artilleriet udviklet så vidt, at angrebet var blevet forsvaret overlegent - især når det drejede sig om de mindre borge. Som reaktion imod denne udvikling opstod hen imod 16. årh.s midte det så kaldte ældre italienske befæstningssystem1), som var karakteriseret ved, at der med store uregelmæssige mellemrum blev anlagt ret små murede bastioner. Herved opnåedes, at skyts opstillet i bastionerne kunne deltage i nærforsvaret, idet de skød i bastionsmellemrummene, hvilket vil sige langs kurtinerne. Man forsynede også værkerne med murede hulrum, kassematter, hvorfra der kunne skydes. Fæstningselementemes gængse benævnelser fremgår af fig. 1. I 1500-tallets midte udviklede det ældre italienske system sig således, at bastionerne blev større og fik mindre mellemrum og benævntes det yngre italienske system2). De italienske systemer spredtes ud over Europa og videreudvikledes i en række nationale skoler. I Tyskland var Daniel Specklin i 1500-tallets sidste år toneangivende; han lagde vægt på store bastioner med kortere afstande og på store forværker: Raveliner. Specklin indførte også, at bastionens flanker anlagdes vinkelret på defenslinien - modstående bastions-faces forlængelse. Større fæstninger forsynede han ofte med et citadel, hvorfra det sidste forsvar kunne føres.
I Nederlandene antog man også det yngre italienske system, men af pengemæssige og terrainmæssige grunde blev værkerne helt af jord og fik våde grave. Her udformedes i 1600-tallets første år den ældre nederlandske skole, hvis endelige karakter skyldtes Freitag3); skolen er bl.a. kendetegnet ved relativt små bastioner, og den benytter ofte forværker som homværk (2 halve bastioner) og kronværk (1 hel og 2 halve bastioner). En anden væsentlig fornyelse skabtes i Frankrig, hvor Vauban (1633-1707)4) sidst i 1600-tallet blev den franske skole s betydeligste repræsentant; høje volde og omfangsrige bastioner med murklædte skråninger begunstigede et stærkt artilleriforsvar. Vauban udformede iøvrigt fæstningen under stærk hensyntagen til det foreliggende terrain. Samtidig udformedes det yngre nederlandske system, hvor Coehoom (161-1704)5) lagde særlig vægt på infanteriforsvaret, der optoges i flere linier bag hinanden: Raveliner foran kurtiner og kontregarder foran bastioner; desuden ofte en enveloppe6). Til rokering af forsvarsstyrken ved modangreb anlagdes en såkaldt lukket vej med våbenpladser foran den yderste grav. Ved 1700-tallets midte, hvor så mange nederlandske fæstninger måtte give op over for Vaubans systematiske fæstningsangreb udviklede Coehoorn det yngre nederlandske befæstningssystem; da han lagde hovedvægten på infanteriforsvaret, kunne han nøjes med at give værkerne en ret beskeden højde, men til gengæld benyttede han mange udenværker, og herved og ved at sørge for gravenes effektive flankering, muliggjorde han et sejt forsvar. Under påvirkning af artilleriets stadigt øgede ildkraft kom man i Preussen ved 1700-tallets midte ind på det såkaldte tenaillesystem, hvor fankeringen skete fra mindre, fremspringende kasematter - kaponierer - i stedet for som hidtil fra de store bastioner. I det 19. årh. blev Preussen klart førende i fæstningskunsten med det ny-preussiske system, der med sin enceinte7) og foranliggende fortrække fra 1800-tallets midte slog igennem overalt i Europa. Fæstningsbyggeriets hovedskikkelse i 19. årh.s 2. halvdel var Brialmont (1812-1903)8), der forøgede afstanden mellem for ter og enceinte til godt 10 km. Brialmont blev den førende m.h.t. panserkonstruktioners indpasning i fæstningerne, og han benyttede også i vid udstrækning beton, der armeredes9), til disse. Omkring 1900 fik fæstningsbyggeriet i Europa et hidtil ukendt omfang i nyere tid, idet ikke alene en række hovedstæder blev centralfæstninger, men samtidig forsynedes grænserne med udstrakte fæstningssystemer. Efter 1. verdenskrig søgte Frankrig at sikre sin østgrænse med den stærkt udbyggede Maginot-linie, og Tyskland opførte senere på sin side Siegfredlinien. Kernevåbnenes uhyggelige ødelæggelseskraft har efter 2. verdenskrig ført til, at der ikke længere anlægges fæstninger med udstrakte kampstillinger.
2. Fra mur til vold med bastion i Danmark
I højmiddelalderen fandtes der i Danmark foruden de kongelige et betydeligt antal stormands-borge. Selv om dronning Margrethe I (1353- 1412) søgte at dæmme op for det uhæmmede borgbyggeri, byggede stormændene fortsat herreborge. Jens Holgersen Ulftands Glimmingehus, der påbegyndtes 1499, i det sydøstlige Skåne, er et stadig stående, lysende eksempel herpå. Unionstidens mest imponerende fortifikatoriske bygningsværk er nok Erik af Pommerns ringmursborg Krogen ved Helsingør, bygget ca. 1420. Kun de færreste store byer var i 1400-tallet forsynede med bymur, og såvel borge som byfæstninger søgte deres styrke i murenes tykkelse og højde. Porte sikredes af og til ved foranliggende bolværker af jord eller træ - studom murede. Ved 1500-tallets begyndelse gav bl.a. forladeskytsets fortrængen af kammerladningsskytset det svære skyts en sådan virkning på murene, at disse for alvor måtte forstærkes. Dette skete enten ved opkastning af en vold foran muren eller ved jordpåfyldning bag denne; herved opnåedes også gunstigere placering af forsvarets svære skyts, der efterhånden blev talrigere. Denne forstærkning af muren med jord lod sig selvsagt lettere udføre ved en byfæstning end i en borg - et forhold, der varslede slotte og borges snarlige endeligt som fæstninger. Under Grevens Fejde (1534-36)10) kom det til en række belejringer, og de fleste borge faldt hurtigt i de grevelige hænder. Det nye skyts hos angriberen - omend ikke særlig talrigt - gjorde som oftest udslaget. I det store og hele viste slotte og borge sig kun lidet modstandsdygtige i fejdeårene, men en række byer udholdt længere belejring. Længst holdt København sig, idet byen først efter et års belejring, da hungersnød afgjorde dens skæbne, overgav sig d. 29/7 1536. Hermed var fejden endt. I årene lige efter Grevens Fejde blev flere byfæstninger nedlagt, ligesom flere kongelige slotte ophørte med at være fæstninger. Til gengæld udbyggedes den tilbageværende del i ret betydeligt omfang; nogle helt nye slotte opførtes og forsynedes med helt nye fæstningsanlæg. Af de ældre slotte opretholdes Malmøhus, Varberg, Riberhus og Koldinghus. Følgende nye slotte byggedes i 1540- og 50’erne: Aalborghus, Lykaa (nordøst for Christianstad), Landskrone og Dronningholm ved Randers. Af de befæstede byer blev det især København, der kom i forgrunden; men også ved Nyborg, Nakskov, Malmø, Varberg, Halmstad og Landskrone byggedes nye værker i disse år. Byggeårene i 1550’eme er bemærkelsesværdige, idet middelalderbefæstningsformen afløstes af den nyere tids krigsbygningskunst. Det vertikale, murforsvaret, fortrængtes efterhånden af det horisontale, vold- og dybdeforsvaret. Jord værkerne var atter kommet til deres ret, efter at jorden en tid lang udnyttedes som forstærkning af middelalderens mure. Nu begyndte jordvolde også at optræde i forværker til slottet eller bymuren. Disse anlæg forsynedes med værker, hvorfra de mere systematisk kunne flankeres11); en overgang brugtes en forvold, dvinger (Zwinger), en del. Dvingeren er en ret lav jordvold - til tider mur - en forløber for faussebraien. De tidligere, som oftest ret tilfærligt udformede skanser afløstes af rondeller - hel eller halvrunde fremspring - der anlagdes i forsvarsliniens hjørner, ved porte og tit også de lige linier, hvor de var af større længde. Rondellen eller runddelen opførtes af såvel jord og tømmer som murværk. Disse nyanlæg varslede den genfødelse af fæstningsbyggeriet, som var en af renaissancens mange virkninger. I 1558 indkaldtes den sachsiske bygmester Hans von Dieskau til Danmark bl.a. for at projektere en nybefæstning af Krogen ved Helsingør. Hans forslag gik ud på at forsyne det gamle ringmurskastel med bastioner12) på borgens nordøstlige og sydvestlige hjørner. Disse flankeringsanlæg blev aldrig udført, men Dieskaus tegninger hertil er bevaret, og de viser, at han var vel skolet i den ældre italienske metode. Kendskabet til den nye fortifikationskunst nåede således til Danmark i Chr. Ills regeringsperiode, men de nye anlæg ved Ørekrog kom først til udførelse efter den nordiske Syvårskrig (1563-70).
Da Gottorp Slot efter brand genopførtes sidst i 1560’eme stod italienske bygmestre for byggeriet, og de sørgede for, at den nye vold fik bastioner med orilloner13) i hjørnerne. Bastionen kom endelig til Danmark, da Fr. Ils Kronborg i 1570’erne afløste Krogen. Det nye slot forsynedes med vold og 4 bastioner i hjørnerne, og bygmester Valentin von Spangenberg forestod også jordarbejdet, da de to nordligste bastioner i 1583/85 udvidedes meget betydeligt til »Ridderpostejen« og »Strandposteien«; samtidig hermed udgravedes også på de tre landsider af slottet grave, som let lod sig gøre våde på bedste nederlandske maner. Interessant er det at konstatere, at da fæstningen Kronborgs nyindrettede vigtige front nærmede sig fuldendelsen i 1589, var den på to vigtige punkter i overensstemmelse med den i Nordeuropa førende fortifikationsekspert, Daniel Specklins, nyeste teorier. Det var Specklin14), der udformede den revolutionerende sætning i kravet om, at flanken skulle stå vinkelret på defenslinien15). Dette opnåede Antonius van Opbergen, der i 1577 havde afløst Hans van Paeschen som ledende arkitekt på Kronborg, under ombygningen af den nordre front ved at forsyne kurtinen med et knæk omtrent på midten, således at den ene bastions flanke kom til at stå vinkelret på den modstående bastions face. Dette var en betydningsfuld forbedring, idet besætningen nu ikke risikerede at skade sig selv, når den åbnede ild fra de to bastionsflanker; væsentligt var det, at man nu også kunne flankere den modstående face. Specklin lagde også stor vægt på indretningen af kasematterede gallerier til frontalt forsvar af graven. Et sådant galleri var den lange mørke gang, der ender i Ridderposteien. Som slot repræsenterer Kronborg et gennembrud i Danmark for højrenaissancens ornamentik, takket være de dygtige flamske kunstnere og kunsthåndværkere, men også fæstningen Kronborg repræsenterede noget epokeskabende nyt.
3. Christian IVs Byfæstninger
På en herredag i juli 1595 besluttede rigsrådet, at den udvalgte kong Christian skulle krones næste sommer. Med kroningen i august 1596 trådte formynderregeringen tilbage, og Christian IV stod på egne ben. Allerede i foråret 1595 havde prins Christian, to år efter at han havde overtaget regeringen i hertugdømmerne, foretaget en rejse til monarkiets sydgrænse i Holsten. Han besøgte herunder fæstningen Krempe i Vestholsten, og skal have medbragt et projekt til fæstningens modernisering, udarbejdet af rigens bygmester Hans van Steenvinckel d.Æ.16). I 1550 var Krempe, der ligger en halv snes kilometer nordøst for Gliickstadt, blevet forsynet med mur og 6 runddele; nu var den ikke længere moderne. Steenwinckels forslag huede ikke Chr. IV, der i stedet godkendte et forslag af Dresden-bygmesteren Schultz. Arbejdet gik i gang i 1595 og varede til henved 1605. Fæstningen stod da om den beskedne by med volde og 6 snævre bastioner i et uregelmæssigt rektangel. Ellers var det fæstningsbyggeriet ved grænserne mod Sverige den unge Chr. IV især viede sin interesse. Omkring århundredskiftet arbejdedes der således ihærdigt på fæstningsværker i Bohus, Varberg og Halmstad - fæstninger, der burde hamle op med det svenske Ålvsborg-byggeri ved Gota-elvens munding.
Arbejderne kom først i gang ved Halmstad, hvor der toges fat i 1598 under Hans Steenwinckel d.Æ.s ledelse, som de andre steder i Halland. Hans værker ved Bohus og Varberg slotte har tydelige træk fælles med Kronborgs værker og Specklins tidligere omtalte teori. At Steenwinckel virkelig har studeret denne, synes at fremgå af, at det eksemplar af Specklins Architecture von Vestungen fra 1589, som Det kgl. Bibliotek besidder, har påskriften: Hans van Steenwinckel hært Dies Buch zu. Allerede i midten af 1200-tallet var der en bydannelse øst for elven Nissan ved dens udløb i Laholmsbugten. Først i 1300-tallet havde byen en halvcirkelf ormet mur, der nordpå og sydpå støttede sig på Nissan. I tiden frem til 1605 lagdes uden på muren en vold med bastioner og våd grav foran. Ved nordre og søndre port, begge tæt ved Nissan, anlagdes ret store halvbastioner, medens fronten iøvrigt fik 4 små bastioner. Mod Nissan opførtes en rolid mur, som bl.a. forstærkedes med et par små bastioner eller platforme. Iøvrigt døde Steenwinckel i Halmstad i 1601 og efterfulgtes af ingeniøren Willum Cornelissen; under ham afsluttedes arbejderne ved Halmstad med opførelsen af et udenværk foran Nørreport. I Sverige var i den sidste halvdel af 1500-tallet medlemmer af familien Paar, der stammede fra Norditalien, virksomme i fæstningsbyggeriet. Det var således en Paar, der forud for Kalmarkrigen (1611-13) forestod Kalmar bys nybefæstning. Denne skete på den måde, at Paar foran den middelalderlige bymur med 17 tårne - men i nogen afstand herfra - lagde en vold med 3 bastioner og 1 rundel; således at der oprettedes to forsvarslinier. Det var hele situationen i forholdet til Sverige og specielt Kalmars udbygning til en tidssvarende fæstning, der fik Chr. IV til at overveje opførelsen af en byfæstning - Styr-Kalmar - 50 km syd for Kalmar og 6-7 km syd for grænsen ved Brømsebro. Der udvalgtes et smalt, klippefyldt næs, der strækker sig sydpå; befolkningen i den nærliggende Avaskær flyttedes til den nye by, der anlagdes af Hans Steenwinckel d.Æ. Anlæggelsen, der varede fra 1597 til 1608, omfattede mur af tilhugne sten mod havsiden og kombineret vold og mur mod landsiden, hvor der anlagdes 5 uregelmæssige bastioner i hugne sten. Fæstningens endelige navn blev Christianopel, og den blev under Kalmarkrigen overrumplet og udplyndret af den 16-årige prins Gustav Adolf (d. 2.) i spidsen for en lille rytterstyrke. I begyndelsen af februar 1612 foretog prins Gustav Adolf et strejftog dybt ind i Skåne med en betydelig rytterstyrke. Han passerede grænsen ved Loshult og fulgte vejen vest for Helgeåen mod syd til han nåede den lille men rige klosterby Væ, der plyndredes og afbrændtes. Han fortsatte plyndringerne i sognene sydvest for Væ og blev efter en for ham ugunstig træfning ved Vidsø med Anders Billes ryttere og gønger drevet nordpå og over grænsen ved Markaryd. Denne begivenhed satte efter fredsslutningen i 1613 yderligere gang i Chr. IVs planer om en ny fæstning i Nordøstskåne. Lilløhus’ befæstede slot på en holm mellem Helgeåens to løb en snes kilometer nordvest for Åhus var forlængst umoderne, og i maj 1614 blev den nye fæstning på Allø et par kilometer sydøst for Lilløhus »afstukket«. Stedet, som kongen personlig valgte, lå i et udstrakt sumpet område øst for Helgeåen; de første arbejder var allerede gået i gang i efteråret 1613 med at udbedre Alløens vejforbindelser mod såvel vest som øst med dæmninger og en solid pælebro over Helgeåens dybeste løb. Allø havde en udstrækning i nordnordvest-sydsydøst på godt 800 m og en bredde på godt 300 m; under normale forhold var øens overflade kun lidt over vandspejlet og i vår- og høstflodeme oversvømmedes den ofte. Derfor blev den første opgave for den kongelige ingeniør Peter Buysser sommeren 1614 at sørge for en forsvarlig påfyldning af jord på øen. I sommeren 1617 kom kongens ingeniør, hollænderen Johan Semp, der var specialist i jordarbejder i vandfyldt terrain, fra København første gang til Christianstad, som den nye by døb tes, for at inspicere arbejderne. Iøvrigt inspiceredes Chr. IV selv byggevirksomheden så længe den stod på - i første omgang frem til 1618. I Christianstads grundlæggelsesdokument fra 22. maj 1614 ophævedes Væs købstadsrettigheder og overførtes til den nye by, hvortil Væs borgere pålagdes at flytte. Christanstads præg af fæstningsby og garnison fremgår tydeligt af flere bestemmelser i det foran nævnte dokument. Således skulle borgerne indrette plads til mindst 8 heste i deres gårde. Gadenettet udlagdes i det fra flere datidige fæstningsbyer kendte strengt rektangulære system, og byen fik to rummelige torve. Volden, som krævede uhyre store anstrengelser i det sumpede terrain, anlagdes i tilslutning til byens rektangulære form med 10 bastioner og våde grave efter det ældre nederlandske system - bl.a. kendetegnet ved snævre bastioner og korte kurtiner. Som nævnt foran var fæstningsværkerne stort set anlagt i 1618, hvorefter der - efter en periode med pest i byen - fortsattes mindre forceret i årene 1619-28 bl.a. med anlæg af udenværker foran vindebroerne i nord
og syd. I fæstningsbyens seneste byggeperiode stod opførelsen af Trefoldigheds-kirke iøvrigt i forgrunden. Kirken, der opførtes på en plads, som var udlagt fra første færd, tæt vest for Storetorv, var i det væsentlige færdig - dog tårnet uden spir - i 1626. - Det er ganske givet, at Kalmarkrigen gav stødet til anlæggelsen af Christianstad, men krigen var også anledning til oprettelsen af den nationale milits, hvis soldater som billig arbejdskraft frem genem resten af århundredet blev en væsentlig forudsætning for det omfattende fæstningsbyggeri i Danmark. Den omstændighed, at fæstningsbyen Krempes havn først i 1600-tallet sandede til, og at Itzehoe lå vel langt inde i landet, bevirkede, at Chr. IYs interesse for Vestholstens forsvar førte ham ind på tanken om at grundlægge en ny by ved Elbens vestlige brede del, en fæstning, der også kunne beherske dette vigtige flodløb. I foråret 1615 indledtes arbejdet med inddigning af et område lige nord for Rhin-flodens udløb i Elben og 46 km neden for Altona; dette arbejde forestodes af den hollandske digeingeniør Eggert Speerforck. Iøvrigt var Chr. IV den egentlig ledende både da pladsen for den nye stad, Gliickstadt, afstikkes i 1616 og siden. Fæstningsbyens første byggeperiode strakte sig frem til sidst i 1620’erne.
Fæstningsværkerne påbegyndtes først for alvor i 1620 efter en plan af og ledet af franskmanden Pachewall med Abraham de la Haye som voldmester. Tanken har nok været at anlægge en virkelig 6-kantet stjeme-by - datidens helt ideelle fæstningsby. Den tanke har dog hurtigt måttet vige for de praktiske muligheder, der kom til at betinge to temmelig forskellige bydele; den østre del blev udformet som halvdelen af en sekskant, og den anden som et trekantet appendix. Sekskantdelen fik en stor centralplads, hvorfra radialgader løb ud i polygonspidseme og imellem dem; anlægget havde en treknækket ringgade og en voldgade parallel hermed lige bag volden. Byplanen viser en fast og klar opdeling med matematisk regelmæssighed. Ringgaderne løber i totrediedels afstand fra centralpladsen af voldgadernes afstand; hver polygonside er godt 250 meter og det samme er afstanden fra pladsens midte til polygonsideme. Befæstningen slutter sig for østdelens vedkommende nøje til gadenettet - eller måske rettere omvendt. Den store centralplads var i første række beregnet til parade- og våbenplads med også vel anvendelig som torveplads. Her kunne garnisonen samles og rykke ud til truede punkter. Hvis fæstningsværkerne blev erobret af en fjende, kunne forsvareren endda frit skyde ned gennem de 12 lige gader og yde kraftig modstand. I trekantdelen går radialsystemet for så vidt igen, som aksialgaden og to af radialgaderne er fortsat imod vest. Gliickstadt skulle ikke blot være en fæstning med også en handelsstad, hvorfor havnen fra inddigningsarbejdeme uddybedes og udvidedes betydeligt i 1619-20. Kun den østlige del fik i årene 1616-25 en virkelig befæstning af moderne art mod nord, øst og syd. Der lagdes en firkantet vold med små spidsvinklede bastioner i polygonhjømeme og halvbastioner mod nord og syd; denne bydel havde fæstningsgrav og hinsides den en dækket vej,17), endvidere anlagdes ud for kurtinerne raveliner. Den vestlige bydels forsvar havde kun det tenailleformede18) Elbdige at støtte sig til. I 1627 nåede Kejserkrigen Gliickstadt, der belejredes fra juni til november 1628 og herunder stod sin prøve. Efter krigen var der meget at udbedre ved fæstningsværkerne. Iøvrigt opholdt Chr. IV sig ret lange perioder i byen, og han afstak i august 1629 selv »lossemente« af et slot Gliicksburg, til hvilket ingeniøren Willum Steenwinckel sikkert leverede tegningerne. Han ansattes som bygmester i Gliickstadt netop i 1629 med henblik på at gennemføre kongens plan om en ny bydel syd for Rhin; denne anlagdes 1630—48 og fik voldlinie med bastioner, der fortsatte i den gamle bydels forlængelse. Udgifterne til genrejsningsarbejdet efter Kejserkrigen afholdtes i vid udstrækning gennem den i perioden 1630-45 opkrævede Elbtold. Det skyldtes Chr. IV, at København først i 1600-tallet udviklede sig fra en provinsiel middelalderstad til en hovedstad med umiskendelige renaissance-træk, såvel arkitektonisk som fortifikatorisk. Der har næppe foreligget nogen helhedsplan, men visionerne har været af en sådan art, at da de omfattende byggearbejder udfoldede sig i 5 tempi blev slutresultatet harmonisk og præget af tingenes naturlige logik. De 5 tempi er:
1) Udbygningen af søarsenalet, 2) moderniseringen af befæstningen mod landsiden, 3) anlæggelsen af fæstnigsbyen Christianshavn, 4) opførelsen af Kastellet og endelig 5) anlægget af en ny voldlinie i forbindelse med anlæggelsen af Ny-Københavh. Allerede i sit kroningsår tumlede Chr. IV med planer om et trefløjet søarsenal i to stokværk tæt syd for Københavns Slot. I 1598 blev grundstenen lagt til den vestre fløj, den nuværende tøjhusbygning; den østre fløj, Proviantgården, påbegyndtes i 1602 samtidig med at havnebassinet mellem de tre fløje udgravedes. Den tredie fløj, gennemsejlingsfløjen, arbejdedes der på fra 1604. Søarsenalkomplekset var projekteret af Hans Steenwinckel d.Æ., og det stod færdigt omkring 1610. Chr. IV var i 1600 betænkt på »at Københavns befæstning blev forbedret og noget videre udlagt, end som den nu er«. Men rigsrådet »sad på pengekassen« og var ikke til sinds at sanktionere kongens plan, der sikkert skyldtes Hans Steenwinckel d.Æ.; derfor blev det i første omgang kun til opførelsen af en skanse - bastion - på Slotsholmens sydvestlige hjørne, hvor Kongens Bryghus senere opførtes. Kongen havde imidlertid bedre held med sig næste gang, da han i 1606 atter forelagde rigsrådet sin plan. I tiden frem til 1624 gennemførtes - afbrudt af Kalmarkrigen - hovedstadens ombefæstning og til dels nybefæstning, der i første omgang skete i tilslutning til middelalderfæstningens bymur. Denne lå i linien: Vartov - Jarmers Tårn - Nørreport - Gothersgade - Kgs. Nytorvs vestkant til Vingårdsstræde, jfr. fig. 8. Bymurens tårne nedbrødes til murkrone og muren »druknedes« i den ca. 5 m høje jordvold med næsten 2 m høje brystværn. Ialt opkastedes efter det ældre nederlandske system 11 små bastioner. Iøvrigt var det, som først gjordes færdigt i forbindelse med udvidelser ved Vandkunsten og Bremerholm, voldarbejder her. Også på Slotsholmens sydvestside befæstedes i forbindelse med store opfyldninger, idet der fra bryghusskansen lagdes en mur med 1 bastion og op til Langebro, hvor nu Stormbroen ligger. I 1618 startede man på bastionsbyggeriet med Hanens og Vesterports Bastioner på hver sin side af Helmers Bastion; dette varede til 1629. Bastionerne var knapt så snævre, som i Chr. IV’s allerførste år, idet de fik en saillent19) på 20°, og flankerne var 20 m. Københavns vandforsyning var midt i 1500-tallet ordnet i princippet ved et storstilet arrangement, der førte vandet fra de vandrige områder ved Bagsværd og ved Gentofte ind til Peblingesøen, der kom til at ligge som reservoir for fæstningen. Herfra gik en kanal til hjørnet ved Jarmers Bastion. At skaffe vand til byens grav på en effektiv måde var længe et svært løst problem, fordi terrainet ved Nørreport ligger ca. 8 m over vandhøjden i Sundet og havnen. Man havde forsøgt at danne bassiner i voldgravene. Nu ordnedes også dette forhold effektivt først og fremmest ved opførelsen af nye dæmninger, der nu kaldtes kamme. Kammen ved Vesterport opførtes 1620 i en højde der muliggjorde forskel i vandhøjden nord og syd for muren på 4 m. Hvornår Chr. IV fik tanken om at anlægge en befæstet havnestad på nordspidsen af Amager - det femte byanlæg efter Kalmarkrigens afslutning - vides ikke. Da der skulle skaffes penge til projektets gennemførelse, udtrykte kongen sig således til rigsrådet: »Det vil tjene vor Skibsflaade, Tøjhus, Slottet og den gamle By, som større magt paaliggende er, til Defension og Forsikring«. Det første projekt til anlægget af Christianshavn blev forelagt Chr. IV i september 1617 af hans ingeniør Johan Semp. Den lige nævnte skat blev udskrevet i sommeren 1618, men da var der forlængst sluttet kontrakt efter et nyt projekt, og i januar 1618 lagdes den første sten til det store foretagende. Semps første projekt gik ud på at placere den påtænkte by som et centralanlæg på det opfyldte terrain i sundet mellem Sjælland og Amager. I teorien havde Semp valgt en 10-kant, men da byen skulle ligger ud mod stranden, valgte han de 7 sider af 10-kanten; befæstningen skulle omfatte en bastionær front med 6 helbastioner fordelt på hvert af polygonens hjørner, mod havnen 2 halvbastioner forbundne med et retranchement. Det endelige projekt blev anderledes praktisk og overkommeligt. Arbejdet strakte sig - bl.a. på grund af det mægtige opfyldningsarbejde - fra 1618 til langt op i århundredet, men i 1639 var man da nået så vidt, at Chr. IV kunne forsvare at give byen købstads frihed og våben. Som det fremgår af fig. 8 fik Christianshavns vold, der var lidt lavere end Københavns, 2 helbastioner, en på hver side af byens svenske port, Amagerport, og tre halvbastioner. Da Chr. IV i 1606 gik i gang med hovedstadens ombefæstning, opkøbte han betydelige arealer mellem Bredgade, Sortedamssøen og Stranden; her anlagde han en have og opførte et lysthus«, der efterhånden voksede til Rosenborg. Den store udvidelse af »lysthuset« fandt sted i 1613-15, formentlig i samarbejde mellem kongen og Steenwinckel d.Y.20). Samtidig ændredes det til et befæstet anlæg, idet der anlagdes volde med 4 hjørnebastioner og foranliggende grave. Rosenborg blev således et forværk foran Østervold, men dette mistede meget hurtigt sin fortifikatoriske betydning. Sagen var den, at forholdene efterhånden var modne til, at Chr. IV kunne påbegynde arbejdet med en ydre forsvarslinie. Forudsætningen herfor var, at sørækken vest for byen omkring 1620 for alvor var skabt gennem opstemninger. Den ydre forsvarslinie var et omfattende projekt, hvis gennemførelse stod på i næsten 25 år. Der startedes ved St. Jørgens Sø, der fik et retrenchement21) såvel langs vest- som østsiden. Fra søens sydkant lagdes noget senere en bastionær linie i en stor bue tilbage mod Vestervold syd for Vesterport. Først i 1620’eme blev der taget fat ved den nye ladegård, hvor Abraham de la Haye ledede arbejderne, der omfattede vold med 4 bastioner. Et lignende værk opførtes ved Vartov - værker, der var færdige 1630; begge disse værker ses på fig. 8. Sidst opførtes et retrenchement fra Vartov til kastellet og et værk ved Ravnsborg (ved sydenden af Ravnsborggade). På det af kongen i 1606 indkøbte terrain nord for byen sattes arbejdet på et fort, der kunne sikre indsejlingen til havnen, i gang 1625. Stedet var omtrent hvor Frihedsmuseet nu ligger, og anlægget kaldtes St. Annæ Skandse, men arbejdet skred kun langsomt frem, især da vanskelige opfyldnings arbejder var påkrævede. St. Annæ Skanse-projektet medførte, at toldboden flyttedes til sin nuværende plads. Kejserkrigen optog meget af Chr. IVs tid og interesse, så først i 1629 vendte han atter opmærksomheden mod Københavns befæstning. Et projekt fra det år gik ud på at lægge en ny voldlinie fra Nørreport til St. Annæ Skandse. På fig. 8 ses denne linie indtegnet, og af kortet fremgår hvilket vidtløftigt værk den nævnte skanse var tænkt som.
4. Rigsingeniør
Axel JJrup På herregården Vognø en halv snes kilometer nord for Halmstad fødte fru Helle Marsvin d. 13. september 1601 kort efter ægtefællen, lensmand Axel Urups død, et drengebarn. Drengen fik posthumt efter tidens skik faderens navn. Den lille drengs adelige stamme og herkomst var i den aller bedste orden - han var efter begge linier af gammel dansk adel. Hans drenge- og ungdomsår adskilte sig ikke fra velbjergede adelssønners dengang. Som dreng og ung knøs førte han en ret omflakkende tilværelse, men sådan var mange adelsbørns lod dengang; Axel Urups tidlige undervisning forestodes dog af to højlærde undervisere, hvis flittige undervisning holdt ham til »gudsfrygt under adelig opdragelse«. I sine drengeår opholdt Axel sig ret ofte på Varberg Slot og Fæstning, hvor stedfaderen - Jakob Bech - var lensmand; på Varberg arbejdedes der netop i de år på de mægtige anlæg, der nok har givet Axel Urup et stærkt indtryk af befæstningens vælde. Hvorom alting er, han besluttede sig tidligt til at opfylde adelens krigerpligt. Velskabt var han ikke - »en liden krogrygget Kavaler«22) - men dette blev ingen hindring for hans senere karriere. I 1622 dog han ud på en stor udlandsrejse, der varede i hele 4 år. Turen gik først til Holland, hvor Urup en tid lang studerede ved det berømte lærdomssæde i Leyden. Fra Leyden drog han over Haag til de hollandske fæstningsbyer, og han overværede kampene i 1622 om Bergen op Zoom og Skumcker Skanse. Det var ikke mindst ved disse kurser i praktisk krigskunst, at han »besynderlig lagde Wind paa at lære Rudimenta militaria, fortificatoria og andre exercitia castrensia (militære, fortifikatoriske og andre krigsmæssige grundbegreber), som til Landes og Rigers Defension i Fremtiden med at betjenes udi militærisk Brug nødvendig kunde eragtes«23). Hollandsk befæstningskunst - det ældre nederlandske system - var netop da i frodig udvikling. Samme år gik rejsen til Brussel og derfra til England, hvorfra han vendte sig til Frankrig, hvor han blev i et par år. I Frankrig studerede han artes - de såkaldte syv frie kunster - linguæ (sprog) »og andre adelige Exersitier«; han besøgte også de franske fæstninger han kunne overkomme. Sidst på året 1624 gik rejsen videre til Italien over Savoyen, hvor han var indskrevet ved universiteterne i Siena og Padua. Også i Italien så han sig godt om, idet han besøgte Rom, Florenz, Neapel og Milano. Hans sidste opholdssted var Venedig, hvor han som ellers søgte steder, hvor »Studia humaniora og equstria mest florerede« - studier med humanistisk og ridderlig kavaleruddannelse som mål. Den 25. juni 1626 - næsten 25 år gamel - begyndte Axel Urup sin livslange militære virksomhed, idet han da blev ansat som fænrik i oberstløjtnant Enevold Kruses danske Regiment til Fods. Hurtigt avancerede
han til løjtnant, men snart ramte ulykken ham. Han deltog i slaget ved Luther am Barenberg d. 17. august 1626, hvor han blev taget til fange. Wallenstein ville nødigt slippe ham, men det lykkedes til sidst Chr. IV at få Urup løst af fangenskabet, og i foråret 1627 modtog han bestallingen som ingeniør med kaptajns rang. I bestallingen er hans virkeområde fastlagt, idet han skal have indseende med befæstningerne i Skåne, Halland og Blekinge samt med de befæstninger, der skal anlægges i Jylland. Det blev så afgjort de sidste fæstnings arb ej der, der kom til at lægge mest beslag på Axel Urups arbejdskraft i de første år, indtil hans virkefelt 1635 blev udvidet til at omfatte hele riget. Ved 1630 lå det ældre nederlandske system med kendelige forbedringer klar til brug for den, der ville udnytte det; senest var udkommet A. Freitags »Architectura militaris nova et au eta, oder New© vermehrte Fortification ... auff die newste Niederlandische Praxin gerichtet und beschrieben«, der oplevede talrige oplag. Allerede før sin indgriben i Tredi veårskrigen var Chr. IV inde på den tanke, at anlægge en fæstning på vestsiden af Kielerfjorden, som støttepunkt for militære operationer til lands og til vands. Planen strandede dengang på modstand fra hertugen af Gottorp, i hvis område egnen lå. Den 31. juli 1630 fik Urup ordre til at besigtige et til befæstning belejligt sted, hvorfra ikke blot Slesvig men også Jylland kunne forsvares; men først sommeren 1631 kom købet i orden, og Axel Urup gik så straks i gang med arbejdet med 2 sjællandske kompagnier. Arbejdet fortsattes de følgende år frem til 1640 fra tidligt om foråret til hen på vinteren. I efteråret 1634 arbejdede 400 soldater på fæstningen. Sommeren 34 var arbejdet så vidt fremme, at Urup d. 3. september udnævnes til guvernør. I begyndelsen af næste år befæstes hans stilling yderligere, idet han d. 2. februar 1635 - men gældende fra 1. maj 1634 - fik
forleningsbrev på kronens fæstning Christianspris. Lensb revet giver et indblik i, hvorledes fæstningens fredsstyrke var: De menige soldater var 54, hvortil kom artilleriets folk, 6 bøsseskytter; øverste officer var en kaptajnløjtnant og desuden var der en arkelimester, 3 korporaler og 6 gefrejter, en trommeslager m. fl.; den lille garnisonsby omfattende ialt ca. 80 sjæle. Endnu var fæstningen dog langtfra færdig - i vinteren 1634-35 arbejdede 200 soldater på den - og stadig krævedes store beløb. I februar 1637 indgiver Urup en betænkning, hvori han bl.a. krævede 300 bøndersoldater og 400 løsgængere til sommer abe j det, der i august fik yderligere 100 soldater. Af særlige arbejder sommeren 37 kan nævnes en kat (kavaler) på en af bastionerne og 2 kamme (batardeaux) i gravene, tjenlige til at regulere vandstanden. I 1638 nåede arbejdsstyrken op på godt 1000 mand, og man var da nået så vidt, at spørgsmålet om bestykningen meldte sig, og det voldte også kvaler at få samtlige »stykker« bragt til veje. Selve voldarbejdet blev dog først helt afsluttet i 1640. Christanspris er et af Axel Urups hovedværker. Det var et stort og imponerende foretagende - at opfatte som et byanlæg, omend med hovedvægten lagt på befæstningsanlæggene. Christianspris blev nogenlunde færdigbygget, hvad langtfra altid var tilfældet med tidens fortifikatoriske foretagender, men netop denne fæstning kunne hele tiden glæde sig over såvel kongens som rigsrådets bevågenhed, og relativt betydelige pengemidler var stillet til rådighed. Det tekniske ansvar for resultatet var ingeniørens, og der var givet ham frie hænder - dog kun til en vis grad. For Chr. IV kunne ingen af hans ingeniører eller bygmestre være helt sikre. Christianspris blev d. 18. dec. 1643 indtaget af svenskerne, og kort efter Chr. IVs død 1648 blev fæstningen solgt og demoleret; senere erstattedes den af Henrik Ruses Frederiksort. For Axel Urup var der i mellemtiden sket det vigtige, at han januar 1635 blev udnævnt til rigens ingeniør - den første og den sidste indehaver af denne titel. I foråret 1647 fik Urup direktionen over Københavns befæstning, men han var i tiden 1648-51 lensmand i Christianopel, der var i dybt forfald, og han bragte denne fæstning på fode. Da fæstningsarbejderne ved København efter overvejelser i 1647-49 var i god gænge, overtog Urup d. 16. april 1651 det vigtige Københavns Len, en stilling han beholdt i 4 år. I maj 1656 aflastedes Urup for arbejdet med Københavns fortifikation, der da blev overdraget den dygtige fynske adelsmand Henry Quitzow. Da Axel Urup i foråret 1647 overtog ledelsen af Københavns fortifikation, var det i virkeligheden et dobbelthverv, han påtog sig. Befæstnings-
anlæggene og planlægningen af den nye bydel nord for Gothersgade, og de første tiltrængtes i et format, der både i princippet og i omfang gik langt ud over, hvad der tidligere var besluttet. I marts 1649 blev Uraps generalplan for et nybefæstet og udvidet København approberet af den nye konge, Fr. III, hvorefter den kom i gang for alvor. Urups plan omfattede anlæg af et helt nyt kastel, lidt nordligere end St. Annæ Skanse, og en ændret Østervold samt ombefæstning af den gamle bys værker fra Nørreport til Kalvebodstrand. Planen omfattede også en ny voldlinie fra Vesterport i en bue uden om Slotsholmen, så der mellem denne og volden blev plads til en ny bydel, Frederiksholm. Axel Urups arbejdede med Københavns befæstning i 9 år, men hvad han fik udrettet, fra 1651 med Peter Buysser som eneste ingeniør, ligger ikke helt klart. Givet er, at da krigen med Sverige kom i 1657, var dele af Østervold endnu ikke i orden og moderniseringen af Nørre- og Østervold, endsige den projekterede voldlinie syd om Slotsholmen endnu ikke påbegyndt. Derimod synes kastellet så godt fremskredet, at det dog var en brugelig fæstning. Da Carl X Gustav 1658 opgav at storme København, var det dog også den daværende befæstning, der, sin svaghed til trods, afholdt ham derfra. Det er derfor berettiget at betegne Københavns befæstning og Ny København som det andet af Urups hovedværker. I marts 1646 mødte rigsrådet i København til langvarige og vidtløftige forhandlinger om rigets forsvar. Rigsmarsk Anders Bille havde forberedt dette møde med udarbejdelsen af det først kendte forslag til en rigsbefæstningsplan, der havde et intimt samarbejde mellem hær og flåde som forudsætning. Planen gik ud på, at nye og gamle befæstninger skulle danne et sammenhængende system, idet de både skulle kunne »corresponded« indbyrdes og undsættes fra havet. Det drejede sig om følgende befæstninger: Helsingborg, Landscrone, Malmø, København, Knudshoved, Stribodde, Løverodde, Hals og Mov. Anders Billes rigsbefæstningsplan var grundlaget for de store befæstningsanlæg, der blev sat i værk i tiåret 1647-57. Planen var også grundlæggende for, at »Jyllands By« fandt sit blivende sted på Bersodde. Her begyndte man straks efter Torstensonfejden i 1646 under Axel Urups ledelse at udvide og forbedre den derværende skanse. Næppe var Fr. III kommet på tronen, før man genoptog rigsbefæstningsplanens forslag til en fæstningsby her, og d. 10. december 1649 modtog ingeniøren Georg Hoffmann kongelig befaling til at tegne kort over fæstningen, der hurtigt benævntes Frederiksodde.
Denne fæstningsbys beliggenhed på et næs gjorde det naturligt at lægge en voldlinie i form af en halvcirkel uden om selve bebyggelsen. Dimensionerne blev betydelige, idet voldlinien fik den imponerende længde af 1,8 km, og da cirklens radius blev på 1,4 km, skabtes der god plads til bebyggelsen inden for volden. Denne forsynedes med 7 bastioner og 2 halvbastioner mod kysten. Dennes lange linier fik kun en slags retrenchementsbefæstning, støttet af kastellet yderst på odden. Kurtiner og bastioner var forsynede med faussebraie, hvorimod glacisanlæg manglede. Fra 1649 gled Georg Hoffmann ud af arbejdet med København og blev den daglige leder af anlæggelsen af Frederiksodde, men allerede 1651 drog han til udlandet. Afløser blev broderen Gotfred, der i 1653 flyttede til Skåne og efterfulgtes af ingeniøren Erik Kaad. Uanset disse daglige ledere, så var Axel Urup den egentlige ophavsmand til Frederiksodde, og han havde overopsynet med såvel befæstningen som byplanen. Frederiksoddes landbefæstning fulgte da naturligt det ældre nederlandske system på et udviklingstrin, som Urup var fuldt fortrolig med, og Frederiksodde er det tredie af Axel Urups hovedværker. Fæstningen erobredes i oktober 1657 af svenskerne, og var herefter stærkt medtaget, men efter krigen genopbyggedes den, og Frederiksodde blev til Fredericia. Her er Urups 3 hovedværker omtalt kort, men glemmes må det ikke, at han i årene 1647-57 havde et vågent øje med alle de foran ved rigsbefæstningsplanen nævnte fæstninger. Det var karakteristisk for Axel Urups virksomhed særlig i perioden 1647 til 1657, at rent militære opgaver med høje kommandoposter gik hånd i hånd med hans arbejde som rigsingeniør. Urups egentligste arbejdsområde i disse år var og blev dog rigsingeniørens. Da krigen brød ud i 1657 opholdt rigsmarsken Anders Bille sig ved rigets sydgrænse, hvorfor Urup overtog kommandoen over styrkerne i Skåne og Blekinge og til en begyndelse havde gunstige resultater. At Axel Urup i begyndelsen af 1657 overtog sit hverv i Skånelandene medførte, at han i realiteten var ophørt med at fungere som rigsingeniør.
5. Henrik Ruses epoke
I 1654 udgav Henrik Ruse sit værk: Yersterckte Vestung, og i dettes fortale beretter han selv om sin barndom. Han blev født i landsbyen Sauwert en snes kilometer nord for Groeningen i Holland d. 9. april 1624 og var søn af sognepræsten. Allerede som 15-årig valgte han at blive soldat og opholdt sig i Frankrig til 1644, da han gennem Schweiz tog til Lombardiet og hvervede et kompagni for Venedig. I Italien besøger han så mange fæstninger, som det er ham muligt, og han har en tid en ingeniørpost i Dalmatien. I 1651 vender han som 27-årig tilbage til Holland og besøger forældre og venner i sit fædreland. I 1652 blev han kaptajn og virkede en tid som ingeniør ved Amsterdams befæstning. Han havde tidligt interesse for den fortifikatoriske side af det militære kald, og i 1654 udgav han som nævnt sit berømte værk »Versterckte Vestung«, der indeholdt krigskunstens nyeste teorier og principper. Hovedtankerne i bogen kan meget kort omtales således:
at hovedvoldens bastionsflanke skal stå vinkelret på defensionslinien,
at faussebrayen ikke føres rundt om hele volden, men kun anlægges på kurtinernes forside,
at der med henblik på et effektivt forsvar af graven opføres halvmåner og contregarder foran såvel bastionsspidser som kurtiner,
at man i den vandfyldte grav forbinder contregarder og raveliner, så der opstår en fortløbende ildlinie parallelt med bastionsfacerne.
Om værket udtalte Ruse selv, at dets opgave ikke var at lære fortifikation fra grunden af, men at vise de forstandige og i videnskaben erfarne den moderne fortifikations svagheder samt hvorledes disse svagheder afhjælpes og fæstningen gøres uforholdsmæssigt stærkere. Efter i begyndelsen af 1650’eme at have været knyttet til nybefæstningen af Amsterdam, trådte Ruse i tysk tjeneste; siden i hannoveransk
tjeneste befæstede han byen Hameln, og som brandenburgsk general deltog han i befæstningen af Berlin. I 1659 lod hertug Ludwig af Braunschweig-Liineburg en guldmedalje præge til Henrik Ruses ære. Det var således en meget erfaren mand, der knyttedes til den danske stat, da Ruse d. 4. juli 1661 fik en bestalling og d. 11. juli samme år aflagde ed som oberst, generalkvartermester og overinspektør for det danske riges fæstninger. Hen på efteråret overtog Ruse kommandoen over Liibkes Regiment, det senere 9. regiment i Tønder, dengang et af de 5 hvervede infanteriregimenter. Ruse besigtigede naturligvis hurtigt fæstningen København og foreslog kongen visse ændringer, herunder væsentlig ændringer ved Kastellet. Allerede d. 22. juli studerede Hans Schack, Axel Urup og Gottfried Hoffmann Ruses projekt, og d. 26. juli afsluttedes kontrakt om, at Ruse skulle fuldføre Kastellet i 3 år fra foråret 1662 at regne og derefter indestå 1 år for volde og grave og 2 år for Langelinie; der skulle udbetales Ruse 110.000 rigsdaler i 6 halvårlige terminer begyndende med Mortensdag 1661. Herefter tog Ruse på en inspektionsrejse til landets forskellige fæstningsanlæg, hvorfra han vendte tilbage til København i januar 1662.
Fra foråret 1662 satte Ruse så sit eget regiment i gang med arbejdet, idet han startede med den østlige hovedvold med Prinsessens og Grevens Bastion. Da hele den østlige halvdel var færdigbygget, tog han fat på contrescarpen, Langelinie. Vanskeligheder var der nok af, men her skal blot nævnes to, nemlig arbejdsstyrken og stemningen i Københavns befolkning. Om den sidste er man ganske vel underrettet dels gennem den svenske gesandt, Gustav Duvall, dels gennem en agent, som den svenske generalguvernør i Pommern, Carl Gustav Wrangel, sendte til København, hvor denne nøje fulgte arbejdet på fæstningen. Denne agent var Peter Chambers, som jævnligt indberettede til Wrangel eller direkte til den svenske konge. Den 26. februar 1662 skrev Chambers således: »Forgangen fredag har Borgmestre og Raad og de 32 Oldermænd indfundet sig hos Kongl. Mayestat til Audients og givet til Kende, hvorledes dette Borgerskab finder sig højligt besværet over den fattede Resolution om Citadellets Opbyggelse, foregivende, det kunde blive dem og denne by til største Skade. De tvivlede ikke om, at Kongl. May. ville ved deres Troskab ikke have nogen Aarsag til at lade Citadellet opføre, hvad de i den forløbne Krigstid med deres største Skade selv havde bevist. Hans May. skal da have forandret Mening, og holder man nu paa, at Citadellet vil ikke blive gjort færdig, eller i hvert Fald ikke paa det Sted, men andet Stedes.« En overgang synes virkelig arbejdet at have været standset, for Chambers skrev d. 3. marts: »Der bygges nu ikke videre derpaa, det venter paa Hs. May. videre Ordre. Borgerne truer med, at hvis Ingeniøren (Ruse) faar Kongen til at fortsætte med Byggeriet, vil de knække Halsen paa ham«. Dog i april måned er afgørelsen truffet og arbejdet genoptaget med fuld kraft, hvilket Chambers også beretter om. I slutningen af 1662 kræver Ruse hjælp fra andre regimenter, og i april 63 ankom 8 sjællandske kompagnier af det nationale infanteri til København. Med denne hjælp lykkedes det Ruse i løbet af 1663 at opføre resten af hovedvolden samt contrescarpen mod vest (Smedelinien). Den egentlige fæstning, femkanten, begyndte da at tage form. Mod øst var Prinsessens og Grevens Bastion fuldførte, mod landsiden fulgte fra nord Prinsens, Kongens og Dronningens Bastion. Voldgravene var under udbygning, og de to »linier«, Langelinie mod øst og Smedelinien mod vest med dennes contregarder, raveliner og reduiter nærmede sig fuldførelsen. Den 3. april 1663 - og senere ved to andre lejligheder - oprettedes kontrakter om opførelse af en del bebyggelse i Kastellet. Ved en kontrakt af d. 28. juni 1664 påtog Ruse sig at ændre således ved Københavns hovedvold nordøst for Østerport, at volden og Kastellet fik et hensigtsmæssigt sammenstød. Kastellet var så vidt færdigt, at de første soldater d. 28. oktober 1664 rykkede ind i dets 6 stokke, der således er Danmarks første kaserne. Samme år blev Ruse medlem af krigskollegiet og generalmajor, ligesom han optoges i den danske adelsstand, idet hans gods, det kongelige slot Bøgling ved Lemvig, blev ophøjet til baroni under navnet »Rysensteen«; herefter nævnedes Ruse ofte som generalmajor Rysensteen. I det store og hele ligger Kastellet i dag, som det anlagdes i 1660’erne, og er således en smuk påmindelse om, at det nederlandske fæstningssystem da var indført i Danmark i sin yngre skikkelse, her meget iøjnefaldende ved den kendsgerning, at Kastellets forsvar faldt på flere linier. Det varede ikke ret længe efter at Christianspris var demoleret i 1648, før man indså det fejlagtige i ikke at beherske indsejlingen til Kielerfjord. Det besluttedes derfor i 1663 at opføre en ny fæstning, Frederiksort, ca. 9 km nordnordøst for Kiel, blot et par hundrede meter nærmere Kiel end Christianspris. Fæstningen stod færdig i 1667, og det daglige arbejde havde hollænderen oberstløjtnant Vooght forestået. Fæstningen danner en noget uregelret femkant, og bylegemet er en kort trapez med målene ca. 150X150 meter. Anlægget er noget mindre end Kastellets i København, men minder meget stærkt herom; også i Frederiksort er den
egentlige hovedakse i vest-øst og bestemt af en regulær paradeplads. I Frederiksort fandtes kun een port, lagt i sydkurtinens midte, og fæstningen, der havde 5 bastioner, forsynedes med en fremskudt linie østpå langs fjordkysten. Frederiksort må betragtes som et af Ruses hovedværker i hans danske epoke. Den urupske plan om Vestervolds forlængelse østpå blev til virkelighed i 1660’eme. Oberst Niels Rosenkrantz var i 1666 blevet kommandant i København, og han gik straks i gang med det meget omfattende og højst besværlige arbejde med inddæmningen af arealet syd for Slotsholmen. I 1667 indledtes voldarbejdet, der bl.a. omfattede Gyldenløves, Hoicks og Rysensteens Bastioner, og dette var i det væsentlige afsluttet i 1668. Det indvundne areal omfattede 75.000 m2, og 3 fjerdedele af dette var i 1676 afhændet til private, medens den sydøstlige fjerdedel forbeholdtes offentligt byggeri. I forbindelse med anlægget af Frederiksholm flyttedes på Amagersiden Christianshavns vold noget mod syd, således at den kom til at korrespondere med den nye Vestervold. I 1665 inspicerede Henrik Ruse Rendsborg og bemærkede ved den lejlighed, at den lignede »en befæstet bondekirkegård«. I foråret 1668 befalede Fr. III, at troppestyrker fra Krempe og Frederiksort skulle udkommanderes for at udføre fortifikatoriske arbejder ved Rendsborg, og i marts samme år indgav Ruse en betænkning angående byen. Året efter fik Ruse så overdraget at omlægge Rendsborgs befæstning, og i 1673 afleverede han arbejdet, der var ganske storslået og også omfattede store opfyldnings
arbejder. Ved disse fordobledes øens areal næsten, hvor byen lå, og den fik 7 nye bastioner af betydeligt omfang på volden; endvidere anlagdes 6 værker ude i Ejderen. I begyndelsen af 1671 var der efter Ruses projekt givet ordre til anlæg af en contrescarpe af kampesten ved Kronborg. Kronborgs kommandant fandt imidlertid planen uudførlig, og det trak ud med arbejdet, der dog blev indledet før vinteren 1671/72. Ruses plan omfattede også anlægget af et kronværk inden for contrescarpen, og dette fuldførtes i de næste år. I slutningen af 1671 blev Ruse kommanderet over til de slesvig-holstenske fæstninger, og han flyttede så med familie til Gliicksborg; iøvrigt var han d. 25. maj ophøjet til friherre af Rysensteen. Imidlertid blev Henrik Ruse d. 1. oktober 1673 udnævnt til generalløjtnant i Norge, og i Skånske Krig fik han kommandoen over styrker i Skåne; men d. 28. august 1677 blev han beordret til København og straks efter suspenderet fra tjeneste. En kommission nedsattes til bedømmelse af hans forhold. Der skal her ikke kommes nærmere ind på denne kommissions resultat, der i det væsentlige godkendte Ruses optræden i Skåne. Den 4. december 1677 fik Henrik Ruse efter ansøgning sin afsked i nåde og med 1500 rigsdaler i vartpenge. Herefter tilbragte den 50-årige fæstningesekspert sine dage i ro på sine godser. Allerede d. 4. marts 1679 døde Henrik Ruse kun 55 år gammel og blev begravet i sit fødesogn.
6. Fortifikations-Etaterne
Før 1684 henhørte Danmarks fæstninger og ingeniører og konduktører , under generalkvartermestrene, en for kongeriget og en for hertugdømmerne. Ingeniørerne havde m.h.t. vedligeholdelsesarbejderne som oftest opsyn med flere fæstninger, og ved hver af de vigtigste af disse var ansat en eller flere konduktører. I 1676 var der således i kongeriget ansat 9 fortifikationsofficerer eller konduktører, placeret således: I København - 3, Kronborg - 1, Fredericia - 2, Nyborg - 1, Nakskov - 1 og Korsør - 1. Når nyanlæg forestod iværksattes projektering og arbejdets igangsættelse ved særlig ordre, som det f. eks. skete ved ordre af 26. januar 1684, da der skulle bygges et lille fort på Ærteholmene. Projektet var udarbejdet af generalkvartermester Gottfried Hoffmann, og det drejede sig om det fæstningsværk, der stadig kendes på Christiansø. Da det drejede sig om Danmarks eneste klippefæstning i nyere tid tilkaldtes generalkvartermester Coucheron fra Norge for at lede arbejderne.
I begyndelsen af året 1684 omfattede ingeniørpersonalet i Danmark og hertugdømmerne foruden de to generalkvartermestre: 7 ingeniører, 6 overkonstruktører og 14 konduktører. De overvejelser der lå bag en nyorganisation af ingeniørpersonellet, kender vi ikke, men de er sikkert gået i retning af, at den spinkle organisation, som stammede fra Chr. IVs tid, ikke længere slog til over for de meget betydelige vedligeholdelsesarbejder uanset, at Skånelandenes fæstninger forsvandt ud af billedet ved Roskildefreden i 1658. Ved en resolution af 6. november 1684 oprettede Chr. V Fortifikations-Etaterne i Danmark og hertugdømmerne som selvstændige afdelinger. Chef for Danske Fortifikations-Etat blev generalkvartermester Hoffmann og chef for Holstenske Fortifikations-Etat generalkvartermester W. W. Rømer med sæde i henholdsvis København og Gliickstadt. Fortifikationsbetjentene omfattede: Kaptajn, overkonduktur, underkonduktør, værkbase og skansegraver. Samtidig med etableringen af etaterne oprettedes under hver etat 4 kompagnier, hver på: 1 kaptajn, 1 o verkonduktør, 2 underkonduktører, 2 værkbaser og 9 skansegravere, ialt 15 fortifikationsbetjente. Kompagniinddelingen forsvandt efter få års forløb, således at etaterne herefter ikke havde nogen egentlig opdeling. Ved patent af 15. december 1694 anordnedes, at fortif ikationsbetjentene fremtidig skulle have rang med de øvrige officerer således, at oberstløjtnanter, majorer og kaptejner rangerede med de samme charger ved livregimentet og artilleriet; konduktører skulle rangere med premierløjtnanter og underkonduktører med secondløjtnanter af infanteriet. Af reskript af samme dato fremgår, at generalløjtnant og kommandant i København, Hans Schack, havde kommandoen over fortifikationsvæsenet i Danmark. Den danske Fortifikations-Etat var da opført med 1 oberstløjtnant, 1 generalkvartermesterløjtnant, 1 ingeniørkaptajn, 3 overkonduktører, 3 konduktører, 6 underkonduktører, 3 værkbaser og 3 toraplantere. Som nævnt foran blev Hoffmann Den danske Fortifikations-Etats første chef til sin død i 1687. Han fulgtes af Peter Poulsen Arboe, der døde allerede i 1689. Heller ikke hans efterfølger sad længe i embedet - kun til 1694. L. C. Engell fik endnu kortere virketid, idet han døde i 1696. Efter ham overtog den tyskfødte Hans Erasmus v. d. Pfordten stillingen. I den sidste snes år af 17. århundrede skete som nævnt foran anlægget af Christiansøværkeme, men den største opgave for Danske FortifikationsEtat var Christianshavns volds store udvidelse mod nord. I 1680 blev det nye flådeleje anlagt i »Hukket« sydøst for Kastellet, og i forbindelse hermed blev ældre planer om udvidelse af Christianshavns vold med 7 bastianer fra Hukket ag ned til det gamle Christianshavn genoptaget. Planen blev approberet i 1682 af Chr. V, og arbejdet kom i gang 1685 under generalkvartermester Hoffmanns egen ledelse. Arbejdet var i hovedsagen afsluttet i 1692, og dermed havde Danmarks hovedstad fået den fæstning i nyere tid, hvis ring blev liggende i næsten 200 år.
7. St.-Germain sanerer fæstningsvæsenet
Medens det 17. årh. fra først til sidst havde været de store nyanlægs århundrede, blev det 18. årh. præget af stagnation. Af større nyanlæg blev det kun til, at Christianshavns vold i århundredets midte forsynedes med en enveloppe med redaner, og at Kronborgs udenværker udvidedes ganske betydeligt. Efter Generalkvartermester H. C. Geddes projekter udbyggedes i 18. årh.s sidste halvdel fæstningens landfront, således at den nåede helt frem til Helsingør bebyggelser, søfronten fik 13 søbatterier på strandbredden mod nord, øst og syd. Når fæstningsbyggeriet i Danmark i det væsentlige lå stille i det 18. årh., skyldtes dette, at seklet var fredeligt bortset fra Den store nordiske Krig, der udkæmpedes uden for landets grænser. Et sådant fredens århundrede måtte naturligvis også opfordre til at sætte de havende fæstninger på smalkost m.h.t. vedligeholdelsesarbejder. Fr. III stadfæstede i 1703 et reglement for fæstningernes vedligeholdelse, der kun afsatte godt 11.000 rigsdaler til kongerigets 7 og godt 8.000 rigsdaler til hertugdømmernes 8 fæstninger. Kun København, Kronborg og Rendsborg lå på 3.000 rigsdaler eller derover; til Citadellet Frederikshavn og Gliickstadt var der afsat 2.000 rigsdaler til hver. Denne udvikling understregedes yderligere frem gennem århundredet. Den 24. december 1763 approberede Fr. V det ham af General-Krigsdirektoratet forelagte forslag til ordningen af Fæstnings-Etaterne i Danmark og i de tyske provinser. Der skulle herefter, da det var nødvendigt, at kongen havde nogle »haltbare und redoutable« fæstninger, udarbejdes planer til, hvorledes København og Citadellet Frederikshavn, Kronborg og Rendsborg kunne forstærkes »således at disse fæstninger, efterhånden som man kunne afse de fornødne midler til arbejdernes udførelse, kunne bringes nærmere til det endemål, hvortil de skulle tjene«. Til de andre fæstningers vedligeholdelse skulle kun anvendes det allernødvendigste, således at man efterhånden kunne nå til kun at have 2-3 virkelige fæstninger og tilforladelige depotpladser.
Generalfeltmarskal C. L. de Saint-Germain, der i årene 1763-66 og i marts til november 1767 var præces i General-Krigsdirektoratet, lod monarkiets fæstninger inddele i 5 klasser således: 1-klasse - København og Rendsborg; 2. klasse - Citadellet Frederikshavn, Kronborg og Gliickstadt; 3. klasse - Fladstrand, Frederiksort, Helgoland, Hitler Skanse og Oldenburg; 4. klasse - Nyborg og Fredericia; 5. klasse - Korsør, Hals og Gottorp samt et par skanser i Holsten. Resultatet af S.-Germains fæstningsreform i 1763 blev, at kun fæstningerne af 1. og 2. klasse opretholdtes som sådanne. Besætningerne i fæstningerne af 3. klasse reduceredes til et gamisonskompagni hvert sted, og vedligeholdelsen af disse fæstningers værker pålagdes, som for fæstningerne af 4. og 5. klasses vedkommende, de pågældende magistrater. De 7 fæstninger i 4. og 5. klasse nedlagdes således, og de 5 fæstninger i 3. klasse i realiteten også. Det danske monarki havde således ved det 18. århundredes udgang kun 5 nødtørftigt vedligeholdte fæstninger tilbage.
Benyttede kilder
Erich Langenskiold: Bastionssystemets upprinnelse och tidigare Utveckling; 1943. Otto Nom: Christian Ills Borge; 1949. Vilh. Lorenzen: Vore Byer I og II; 1947. Hærstabens militærhistoriske Arbejders seddelarkiv. Otto Nom: Kronborgs Bastioner; 1954. G. F. Lassen: Documenter og Actstykker til Københavns Befæstnings Historie; 1855. Vilh. Lorenzen: Chr. IV Byanlæg; 1937. Vilh. Lorenzen: Axel Urap; 1953. Thøger Bang: Københavns Befæstning under Svenskekrigen, artikel i »Et vendepunkt i Danmarkshistorien«, udg. af Københavns Kommunalbestyrelse; 1959. Axel Liljefalk: Københavnske tilstande efter 1660; artikel i Historiske Meddelelser for København IV, 1913-15. Vilh. Lorenzen: Problemer i Københavns Historie 1600-1660; artikel i Historiske meddelelser for København, 1929-30. Vilh. Lorenzen: Håndtegnede kort over København 1600-1660; 1930. Vilh. Lorenzen: Håndtegnede kort over København 1660-1757; 1942. J. H. Jahn: Henrik Ruse; artikel i Militært Repertorium 2. r., V b.; 1847. V. E. Tychsen: Fortifikationsetateme og Ingeniørkorpset 1684-1884; 1884. Herluf Krabbe: Kastellet gennem 300 år; 1964.
