Da jeg fra forst af ret uforbeholdent har stillet mig paa Premierløjtnant Diechmanns Side i Diskussionen om ovenstaaende Spørgsmaal, vil man antagelig finde det naturligt, at jeg føler mig truffen af det Angreb, som Kaptajn DalhoffNielsen i 1. Juli Heftet har rettet mod de af min Meningsfælle forfægtede Anskuelser.
Kaptajn D.-N. søger under Henvisning til 24 Aars Forskning og Erfaring og med Anvendelse af Videnskabens og en bestikkende Fremstillingsevnes farlige Vaaben at slaa til Lyd for sine vel kendte Teorier og at reducere Prmltn. D.s (altsaa ogsaa mit) Syn paa Sagen til det samme ungdommelige Standpunkt, som han vedkender sig selv at have indtaget for 24 Aar siden. Hvor dog den menneskelige Udvikling kan være forskellig. I mine første Løjtnantsaar, da jeg beskæftigede mig en Del med «videnskabelige. Undersøgelser paa det betragtede Omraade, naaede jeg netop til det Resultat, som Kapt. D.-N. nu med saa stor Avtoritet søger at fastslaa som det rette. Min Erfaring lærte mig imidlertid, at den opstillede Teori ikke holdt Stik i Praksis - i hvert Fald ikke under vore Forhold; saa brød jeg med Teorien og dannede mig en Mening ud fra vore særlige Uddannelsesvilkaar og mit eget Syn paa Sagen, og denne Mening har siden fæstnet sig til en fast Overbevisning, som altsaa efter Kapt. D.-N.'s Udtalelser gaar stik imod de store Hærføreres og fremragende Forskeres Tanker og Udsagn.
Det har hidtil været mig ubevidst, at jeg var i den Grad paa Kant med Videnskaben; det har forekommet mig, at Meningerne ogsaa her var noget delte, og at Videnskaben undertiden lod sig tage til Indtægt for endog ret forskellige Anskuelser. Derhos gik jeg ud fra, at man ved Afgørelsen af nutidige, af ganske særlige Forhold fremkaldte Spørgsmaal i ikke ringe Grad burde tage sin egen Erfaring og Forstand til Hjælp
Hermed være dog ikke ment, at man skal ignorere, hvad de store Hærførere og fremragende Forskere har talt og skrevet; man bor tværtimod ved at læse og tilegne sig deres Værker skaffe sig Indsigt og Dømmekraft, udvikle sig til at kunne fatte en selvstændig Mening. Men man gor D'Hrr. en daarlig Tjeneste ved at gaa rundt med deres Teorier uden at forstaa at anvende og overføre dem i Praksis og at lempe dem efter de særlige Forhold, man arbejder under. Og man vogte sig især for at lade Videnskaben bortforklare, at det rette altid ligger naturligt og lige til for den, der har den praktiske Mands forstaaende og lykkelige Greb paa Tingene. Det var det, der glædede mig ved Prmltn. D.'s Betragtninger, at de var saa folte, saa velgørende fri for videnskabelige Krogveje, og at de saa paa Sagen, som den fremstiller sig for en sund og selvstændig Tankegang; er de i Kapt. D.-N.'s Øjne materialistiske og lidet overbevisende, saa er de i mine naturlige og umiddeltbart indlysende. Men Kapt. D.-N.'s og min Maade at se paa er vist i det hele taget saa grundforskellige, at det ikke lønner sig at forsøge paa at opnaa Overensstemmelse; og da jeg fremfor alt vil gøre mit til at undgaa, at der «gaar Videnskab i denne Sag, saa vil jegtrods Faren for at blive misforstaaet lade den videnskabelige Side af Kaptajnens Indlæg ligge og indskrænke mig til nogle enkelte nærliggende Bemærkninger.
Jeg underkender ikke Betydningen af den stramme Eksereits (se mine tidligere Bemærkninger), men stiller den unægtelig i anden Række og advarer mod at knytte for stærke Forhaabninger til en Tugt, der hænger noje sammen med visse bestemte Former og Forhold, som intet eller dog meget lidt har med Krigen at gøre. Jeg anerkender ogsaa visse, mere eller mindre underordnede Fredshensyn, som dog vistnok har mindre paa sig her i Danmark end mange andre Steder. Men forst og fremmest maa vi bibringe vore Folk det Minimum af praktiske Færdigheder og aandelige Egenskaber, vi nodvendigvis maa fordre af dem under Fugtning, paa March, i kantonnement og i Bivuak; det koster Tid og Arbejde, og da vi har saa urimelig lidt af Tiden, maa vi slaa af paa de sekundære Hensyn.
Jeg kan godt til en vis Grad dele kapt. D.-N.'s Begejstring for tysk Paradeeksercits - dog nærmest som tysk Seværdighed, og kun fordi jeg ved, at Tyskerne bringer det krigsmæssige Element i Uddannelsen en mindst lige saa stor Tribut og forstaar og har Tid til at forlige den stramme Disciplin med de feltmæssige Former. Men skulde vi naa et blot udvendig set nogenlunde antageligt Resultat ad Stramhedens Vej (der forevrigt ligger saa daarligt for vore Samfundsformer og det hele danske Naturel), saa maatte vi lægge Hovedvægten paa denne side af Uddannelsen, og det Surrogat af en militær Uddannelse, vi da kunde naa, vilde - som Kapt. D.-N. meget rigtigt profeterer - næppe naa længere end til at faa vore Kompagnier til at staa for Lyden af de første Granateksplosioner.
Det er derfor, at Prmltn. D., jeg og mange med os, der sætter os et noget videre Maal og tror paa Muligheden af at naa det, anbefaler, at vi nøjes med den mindst mulige (men bedst muligt udforte) stramme Eksercits, driver megen Gymnastik, der gavner Soldatens legemlige og aandelige, naturlige udvikling og temmelig direkte lader sig overfore pan de krigsmæssige Ovelser, og saa forresten jo for jo hellere gaar over til den direkte Forberedelse og Indovelse af den krigsmässige Eksereits i sluttet og spredt Orden, hvorved Fordringerne til Disciplin og Udforelse lempes efter krigens Krav og Former. Stramheden vil herved snart gaa tabt, men Disciplinen behover det ikke, om den end vil ytre sig under mindre iejnefaldende, mindre flatterende Former; det bliver et Arbejde, der nærmest maa se sin Belonning i den gode Samvittighed og i Overbevisningen om, at det Resultat, der naas ad denne Vej, bedre vil staa sin Prore end det Eksercerkunstprodukt, som endnu altfor ofte ses herhjemme, men som sikkert, om end langsomt vil forsvinde.
Kapt. D.-N. vil utvivlsomt finde disse Betragtninger lige saa lose, materialistiske og uvidenskabelige som Prmltn. D.'s, og han vil næppe indremme, at en Anskuelse om det betragtede Sporgsmaal kan vindes paa Grundlag af Følelse og praktisk Overbevisning. Der er da for os kun at svare: Qui nous aime nous suive.
