I efterfølgende artikel af oberstløjtnant K.V. Nielsen redegøres kort for A.F. Tschernings virke som officer, intellektuel og krigsminister. Emnet og forfatteren behøver næppe yderligere omtale, velkendte som de er af officerskorpset.
Indledning
Året 1989 var i høj grad præget af festligholdelsen af 200- året for den franske revolution i 1789. Det kulminerede med de store revolutionsfester omkring Bastilledagen den 14. juli. Meget er talt og skrevet om idealerne fra denne revolution, om frihed, lighed og broderskab, om de undertrykte, forarmede, sultne og kuede klasser i samfundet, og om det nødvendige og retfærdige i at få ændret på disse tingenes tilstand. Anthon Frederik Tscherning, var hele sit liv præget af og handlede i overensstemmelse med de friheds- og retfærdighedsidealer, som også var baggrunden for den franske revolution. I den vanlige opfattelse er han gået over i historien som krigsministeren, der i forbindelse med oprøret i Slesvig-Holsten i marts 1848 fik sat den danske hær på krigsfod, så den kunne slå oprørsstyrkerne ved Bov den 9. april 1848, som måtte indkassere nederlaget ved Slesvig den 23. april samme år, som efter panikken i Flensborg dagen efter beordrede hæren til at trække sig tilbage til Als og Fyn, og som søgte at hindre overgeneralen i at gå offensivt til værks i Sundeved i slutningen af maj (den 28.). Denne hektiske periode i Tschemings liv, som kun varede fra Martsministeriets dannelse den 22. marts 1848 til dets afgang den 15. november, altså knapt 8 måneder, var en betydningsfuld periode af de næsten 80 år, han levede, og jeg skal senere vende tilbage til den. Det er imidlertid nok først og fremmest som liberal politiker og politisk skribent, med udprægede evner som sådan, som den belevne og vidende verdensmand, der færdedes lige hjemmevant blandt sjællandske bønder, på Rigsdagen og ved europæiske hoffer, som Frederik VIIs og Christian IXs fortrolige, og som en fremragende pædagog, at han rettelig bør huskes. At han hele sit liv var bekymret over sine økonomiske forhold og levede spartansk, nærmest asketisk, bør vel også nævnes i forbifarten. I en dagbogsoptegnelse fra september 1838 skriver hans kusine og senere kone om en rejse, hun foretog til Frederiksborg og Frederiksværk om ham bl.a.:
"Jeg har - fornøjet mig meget, især ved at blive så vel modtaget hos min familie, som jo hidentil har været mig fremmed, men det at være adopteret har knyttet båndene—. Det er alle dannede, åndrige folk, i hvis selskab jeg føler mig vel, thi man lærer at omgås dem; især glæder jeg mig ved min fætters hjemkomst. Jeg har ikke før kendt ham, det gør jeg heller ikke nu, det er vanskeligt, men han besøger os ofte, noget jeg ret varmt har ønsket -. Han er ikke ung, over de 40, han er heller ikke egentlig smuk. Uniform klæder ham godt, han har livlige, smukke øjne og sorte knebelsbarter, cela ne vas pas mal - men han har en ypperlig forstand, et herligt snakketøj og forstår at bringe enhver på den materie, han ved interesserer. Da han har tilbragt næsten sit halve liv på rejser, har han hørt og set så meget, som mange mennesker tilsammen ikke kender. Han var her i dag, og jeg talte en times tid ene med ham. Han fik mig i snak om maleri -. Jeg vil nu studere perspektiv. Han tilbød mig vejledning, om jeg ikke forstod det selv. Han er desuden en dameven, såvidt som han holder af at snakke med dem --. Som hans kusine lader han til at mene, at en lille venskabehg omfavnelse hører til, og hvorfor ikke (E.C.Tschemings efterladte papirer, VIII, p. 33ff.)
Som det fremgår, var kusinen allerede fra begyndelsen betaget af sin væsentlig ældre fætter, men det skulle holde hårdt, inden hun fik ham indfanget som ægtemand.
Slægten
Lad OS efter disse generelle bemærkninger søge mere detaljeret at få et indtryk af personen Anthon Frederik Tscheming. Såvel på fædrene som mødrene side er slægten af fremmed oprindelse. På fædrene side stammer den fra Bøhmen. På Christian IVs tid levede der to Tscherninger her i landet, som menes at være kommet hertil med Christian IVs tropper, der optog en del flygtninge fra Det hvide Bjerg. Paulus Tscheming, der endte som generalauditør, menes benyttet af Frederik III i forbindelse med udformningen af arvehyldningsaktens udformning. Han menes, at være død under en hemmelig mission til Rusland i 1666. Om det var ham eller broderen, David, der var kobberstikker, som var fader til løjtnant Andreas Tscheming, er uklart, i hvert fald kan slægtskabet videre frem følges fra denne løjtnant. Anthon Frederiks fader, oberst Eiler Peter Tscheming, startede sit voksenliv med at studere teologi og senere jura, men meldte sig til krigstjeneste i krigen mellem Danmark og Sverige i 1788. Han avancerede hurtigt, og i 1791 finder vi ham beskæftiget med at forelæse i matematik for officerer af Det søndenfjeldske Regiment i Frederiksstad. I 1792 gifter han sig i København med sin forlovede Marie v. Lützow, datter af søkaptajn og senere admiral Anthon Frederik v. Liitzow, hvis slægt stammede fra Venden. I august blev obersten prøvekommissær i Frederiksværk og allerede samme år inspektør på værket, der dengang ejedes af Landgreve Carl af Hessen. En stilling han beholdt, indtil han i 1830 tog sin afsked og blev vicekommandant på Rosenborg. Her døde han i 1832. Han efterfulgtes i øvrigt i Frederiksværk af sin svigersøn, major C.G.Dahlberg, der var gift med Anthon Frederiks yngre søster, Albertine.
Barndommen
Inspektøren på Frederiksværk boede i den solide, to-etages inspektørbolig, der senere blev bolig for direktøren for jemstøberiet, og nu tjener som byens politistation. Her fødtes den 12. december 1795 Anthon Frederik som den tredie i rækken af seks søskende. Hans ældste søster, Elisabeth Birgitte, blev gift med den senere fra krigen 1864 så herostratisk berømte general de Meza. Den næstældste, Karen Marie, giftede sig med kammerjunker Schumacher, der blev chef for Raketkorpset. En ét år yngre broder, Andreas, døde som bam. Søsteren Sara, der var ni år yngre, døde ugift i 1842, medens den yngste søster, Albertine, blev gift med faderens afløser som inspektør, major C.G. Dahlberg. Opdragelsen i inspektørhjemmet var streng, men retfærdig. Pligter blev pålagt og skulle opfyldes. Allerede som lille dreng var det Anthon Frederiks opgave at hente posten på Arresødal. En tur gennem skoven han ikke altid var lige stolt af. Hans morbroder, den senere general v. Lützow, undrede sig engang under et besøg over at se drengen sidde med et strikketøj. Moderen mente imidlertid, at det havde han godt af: ”han kan dog ikke altid gå ud og gøre dumme streger med de andre drenge”, svarede hun. Opdagede moderen, at han førte sig for meget frem overfor de andre drenge, opfordrede hun dem til at give ham bank. Men Anthon Frederik kunne dog også sætte sin vilje igennem overfor moderen. Da han engang meget mod sin lyst blev sat til at luge moderens blomsterhave, ryddede han den for såvel blomster som ukrudt med den undskyldning, at han ikke kunne kende forskel på brændenælder og riddersporer. Herefter blev han kasseret som havemand. Frederiksværk var allerede på den tid langt forud for omverdenen på det sociale og uddannelsesmæssige område, præget som stedet var af Landgreven af Hessens liberale livssyn. Man havde egen milits efter amerikansk forbillede, et velordnet fattigvæsen og eget skolevæsen uden for det almindelige. Præsten var nok medlem af skolekommissionen, men kun på lige fod med de andre medlemmer, og religionsundervisning var et fag på linie med andre. Indtil sit 13. år gik Anthon Frederik i denne almindelige almueskole, der dog kun var for drenge. Undervisningstiden var 2 timer daglig. Derudover fik han, sammen med sine ældre søstre, privatundervisning af skolens lærer, ligesom han fik en plads på faderens kontor, hvor han kunne drive selvstudier. Endvidere tog faderen ham daglig med på sin tur rundt til værkstederne, hvor han måtte gøre rede for, hvad han hørte og så. Fra 12-års alderen arbejdede han 2 til 4 timer daghgt i værkstederne navnlig smedeværkstedet interesserede ham. "Og dette førte mig", skriver han senere, "tidligt i nøje forhold til den menige og arbejdende befolkning, og der herskede stedse det velvilligste forhold imellem os". Det førte også til, at han tidligt blev interesseret i at uddanne sig til mekaniker (Tschemings papirer, 1, p. 1-13). Han måtte imidlertid også deltage i avlsbruget, som hørte med til inspektørstillingen. Hans kendskab til landbrug afspejler sig i de indgående beskrivelser i brevene til faderen af landbrugets tilstand i de egne, han gennemrejste på vej til Frankrig med Auxilærkorpset i 1815. Således skriver han under marchen fra Bremen til den hollandske grænse i december 1815 bl.a.:
"Bønderne er ret velhavende, men kun få af dem renlige, og de fleste boliger slette -. Mit kvarter i Ipium var hos en bondeenke- Huset var nyt bygt og i mange henseender godt indrettet, dog manglede brolægning i staldene. På mit spørgsmål om årsagen dertil, svarede man mig, at det var nødvendigt for at få den til deres agerbrug nødvendige gødning. Alle husene var omplantede med træer, hvoraf mange var frugttræer” (Tschemings papirer, 1, p. 75-76).
Den 16. december er han nået til egnen omkring Cloppenborg, om hvilken han bl.a. skriver:
"Vejen gik gennem store heder, hvor store fåreflokke, nogle vist på 200 får, blev vogtede. I nærheden af staden er jordbunden bedre og dyrket med megen flid. Alt er delt i temmelig lange, smalle agre, som er pløjede højt i midten og adskilte ved dybe agerrender. Man ser sjælden eller aldrig nogen ager bestemt til hvede; hvad der ikke allerede er besået med rug, kan man se er bestemt til at besås til foråret, formentlig med havre. For at vedligeholde denne dyrkningsmåde udfordres naturligvis megen gødning, hvilket man skaffer sig dels ved flid, dels ved et slags svineri. Hver bonde har nemhg foruden sit agerland et betydeligt stykke hedeland, som han aldrig søger at dyrke, men som må formere hans gødning. Han afskræller nemlig skorpen med den derpå voksende lyng og bringer det sammen i en hob, hvorfra det, når det er halvt forrådnet, bringes i møgdyngen. For at få virkelig gødning, gør man staldene, som er ubrolagte, kun yderst sjælden rene hverken for heste eller kvæg, strøer derimod temmelig flittig under dem. At strøelsen på denne måde forrrådner stærkere, er rimeligt, imidlertid tror jeg, skulle man næsten opnå det samme ved at rense stalden ofte, og kaste gødningen tillige med strøelsen i en fugtig fordybning." (Tschemings papirer, 1, p. 77-78).
Efter at faderen under de engelske troppers besættelse omkring København i 1807 havde måttet opgive at komme igennem de engelske linier med en transport krudt til Hovedstaden, organiserede han en rejsning imod englænderne i Nordsjælland. I den forbindelse gjorde han flittigt brug af Anthon Frederik som kurer.
Den militære karriere
Oplevelserne i 1807 førte til at Anthon Frederik den 1. august 1809 indtrådte som kadet i Det kgl. Artillerikorps og i 1813 udnævntes til løjtnant ved korpset med anciennitet fra 1. juni 1811. Han kom straks i aktivitet, idet han fik til opgave at føre en transport krudt til Nakskov. Herefter blev han ansat ved kaptajn v. Lumbyes kørende batteri. Det hørte til den hærstyrke, som under kongens egen kommando blev samlet på Fyn. Efter Kielerfreden i 1814 fik han til opgave at føre en transport stykkuske til Rendsborg, og indgik derefter i kaptajn Moltkes 3. kørende batteri. Dette batteri var en del af det auxiliairkorps, der sendtes til Frankrig, og som deltog i blokaden af Jiillich i Holland. Det var i øvrigt lidt af en tilfældighed, at Tscheming fik transportopgaven til Rendsborg. Det skete nemlig, fordi den dertil udsete officer manglede både saddel og penge. Og det er karakteristisk for de da rådende tilstande, at Tschemings afdeling, da den nærmede sig Rendsborg, måtte tigge sig til levnedsmidler som følge af mangel på penge. Man manglede også fodtøj og måtte tage til takke med nogle støvler fra Frederik Ills tid, som fandtes i Tøjhuset i Rendsborg. Støvlerne var imidlertid så gamle og møre, at sålerne hurtigt faldt af. (Tschemings papirer, 1, p. 14). Med freden i Paris endte korpsets opgave i det fremmede. Det blev derfor trukket hjem og opløst, og Tscheming gik tilbage til gamisonen i København. Igennem hele Tschemings liv er der ingen tvivl om, at han havde en klart monarkistisk indstilling, men det er lige så ubestrideligt, at hans forhold til Frederik VI var anspændt. Det fremgår af hans efterladte papirer, at han nærede et uopfyldt håb om, at Frederik VI regime dog i sidste ende ville opfylde det almene folks berettigede håb om tålelige forhold. Det var jo trods alt Frederik VI, der som kronprins havde været ansvarlig for Stavnsbåndets ophævelse, og det var den samme regent, der søgte at bedre uddannelsesstandarden på landet gennem oprettelsen af rytterskoleme. Ikke destomindre eksisterede der i hele Frederik Vis seneste regeringsår et spændt forhold mellem kongen og A.F.Tscheming. Personlig har jeg dannet mig den opfattelse, at Frederik VI i høj grad accepterede Tschemings personlige og faglige kvalifikationer, men at det ikke var muligt for ham at overkomme mistroen imod Tschemings ønske om og muligheder for at rokke ved den absolutte monarks uindskrænkede ret og myndighed over land og folk. Dette - man kunne vel nærmest karakterisere det som et had-kærligheds- forhold mellem monarken og en af hans officerer - kom til at præge Tschemings tilværelse i resten af Frederik Vis levetid. Første gang de to var på koUisionskurs var allerede i 1814, hvor Tscheming på den ene side begejstret over erklæringen om Norges uafhængighed, og på den anden side dybt beskæmmet over de ydmygelser, Danmark måtte indkassere på Wienerkongressen, søgte om afsked for at søge tjeneste i udlandet. Dette blev ham afslået, og i stedet blev han sendt med et 6 Pds feltbatteri med det danske kontingent, der i året 1815 rykkede ned i Tyskland. Begivenhedeme ved Waterloo endte denne mulighed for at opleve krigen. I stedet rykkede batteriet ind i Frankrig som en del af den besættelsesstyrke, Danmark have forphgtet sig til at deltage i.
I begyndelsen af 1816 finder vi Tscheming i Nordfrankrig i kvarter i Bouchain, men meget snart bliver han på Frederik Vis ordre sendt til Paris og senere Metz for at videreuddanne sig i matematik, kemi og artilleristiske studier. Man kan spørge, hvorfor det netop blev ham, der fik denne opgave. Svaret må nok søges dels i den omstændighed, at faderen ikke var uden indflydelse, dels i, at han havde udfærdiget et croquis over en manøvre, det danske kontingent havde deltaget i, som faldt kongen tilpas, idet det afgjorde en strid om en fejl begået af prinsen af Hessen (Tschemings papirer, 1, p. 16). Under opholdet i Paris knyttede han et livslangt venskab med den landsforviste P.A.Heiberg og mødte andre, såvel danske som udlændinge, der var strømmet til Paris. "Alle", som han senere skrev, "begejstrede af den frihedsånd og frihedsdrift, som havde ledsaget den såkaldte befrielseskrig, og i Paris forhandledes med iver og begejstring alt, hvad der angik det nye forfatningsliv, som var bragt til Frankrig med freden" (Tschemings papirer, 1. p. 17). Tilbage i København fra slutningen af 1818 kom Tscheming til at deltage i den almindelige tjeneste i gamisonen, men karakteristisk for ham var dette ikke nok. Han søgte om at starte en hyrevognsforretning med 50 enspændervogne med faste holdepladser. Men også dette initiativ satte kongen sig imod (Tschemings papirer, 1. p. 18). I perioden 1820 - 1828 var han assistent hos faderen på Frederiksværk, og også her søgte han at reformere og indføre forbedringer. Bestræbelser, som i høj grad lykkedes for ham. Da han forlod Frederiksværk, var det begyndende forfald i de forskellige fabrikationsgrene vendt til fremgang. I taknemmelighed forærede samtlige mestre ham en forgyldt sabel med inskription ved afskeden. Også på andre områder satte hans ophold sig spor. Han skriver herom bl.a.:
"Ligesom min fader havde været og var rådgiver for alle slags betrængte af almueklassen, så blev jeg, der var vokset op på stedet, det også. På den tid gmndlagde sig den overbevisning hos mig, at staten savnede en middelklasse, at denne kun lod sig finde i landboklassen, at bondefrigørelsen var et halvgjort værk, at laugsvæsen og købstadafpæling var hindrende for en naturlig udvikling, at eksamensvæsnet for en stor del var en støtte for middelmådigheden, og at det latinske laug var laugenes laug, og det skadeligste af alle. Da jeg havde afvundet min erfaring og mine undersøgelser denne gmndanskuelse, åbnede jeg felttoget ved meddelelser til pressen, ved at tage mig af forskellige sager, kort ved hjælp af de få midler, der stod til min rådighed, uden at overskride lovlighedens grænser" (Tschemings papirer, 1. p. 19-20).
Han var hermed slået ind på den virksomhed som skribent, folkeopdrager og politiker, som kom til at fylde resten af hans liv.
Efter fra oktober 1828 til oktober 1829 at have deltaget som observatør ved det franske ekspeditionskorps i Grækenland og på hjemvejen besøgt forskeUige artillerietablissementer, startede han som lærer i fysik og kemi ved Artilleriinstituttet, men blev snart udset til at være medlem af den organisationskommission, der skulle tilrettelægge undervisningen på den nyoprettede Kgl. militaire Højskole. Denne skole blev oprettet i henhold til Frederik Vis parolbefaling af 3. maj 1830. Da skolen startede sin egentlige virksomhed i november samme år blev Tscheming 1. skoleofficer og samtidig lærer i praktisk artilleri. Allerede efter 3 år på skolen kom Tscheming imidlertid igen på kollisionskurs med Frederik VI og med sit eget korps’. Artillerikorpsets, ældre officerer. I højskolens brevbog skriver undervisningsdirektøren den 6. juni 1833 herom:
"Vor gode Tscheming har fået afsked i dag. Det er et hårdt stød og i sandhed et betydelig tab for højskolen. Vi vil alle føle det længe og meget hårdt. Han var en nidkær medarbejder og hans kraft og selvstændighed, hans ånd og kundskaber var os ved hel mangen lejlighed til stor nytte, også er der kun een stemme derom mellem alle ved højskolen. Gud være med ham! Gud ved, når vi ser ham igen!” (Tschemings papirer, 1, p. 23).
At der var grundlag for denne karakteristik kan ses af, at lærere og elever i fællesskab inviterede ham til en afskedsfest på Den kgl. Skydebane og forærede ham en kårde ”med en meget smigrende indskrift”, som han selv beskedent har udtrykt det. Baggmnden for hans afsked fra højskolen var dels en uoverstigelig uenighed med Artillerikorpsets ledende officerer om en revision af uddannelsesbestemmelseme for Landkadetakademiet, som skulle forestås af en kommission, hvor også Tscheming var medlem, dels hans virksomhed som deltager i den offentlige debat, som han med iver havde kastet sig ud i, bl.a. med artikler og piecer om de i 1831 oprettede provincialstænder og om ordningen af det danske væbningssystem. Denne offentlige virksomhed blev Frederik VI og kredsen om ham for meget. I stedet for, som det var sket med andre liberale, blev Tscheming dog ikke direkte landsforvist. Kongen anvendte den langt mere raffinerede metode på grund af hans særlige duelighed, at ”overdrage ham at berejse Preussen, Frankrig og England for at studere de forskellige nyere artillerisystemer og især jemskytset og give beretning herom” (Tschemings papirer, 1, p. 30). Denne sendelse blev senere udstrakt til at omfatte også Østrig, Schweiz, Norditalien, Belgien, Baden, Würtemberg, Bayem og Sachsen, idet det blev pålagt ham, ”at indhente efterretninger om forskellige militærforfatninger”.
Allerede i kongens reskript var det forudset, at rejsen "ville medtage lang tid", som det hedder (Tschemings papirer, 1. 30). Og den kom da også til at strække sig over 5 år, indtil 1838. Før Tscheming rejste i begyndelsen af juli 1833 gav nogle venner en frokost for ham hos Madam Lynge på Frederiksberg. Han blev ved den lejlighed hyldet af en del unge mennesker, der havde samlet sig uden for huset, anført af Orla Lehmann. Der foreligger fra denne periode en omfattende korrespondance, der viser, hvorledes Tscheming til stadighed holdt sig underrettet om forholdene hjemme, kommenterede udviklingen såvel hjemme som i de lande, han gennemrejste, og som afslører hans stadigt voksende frustration over meningsløsheden i de vekslende undskyldninger hjemmefra for at holde ham rejsende rundt i udlandet. Det første han derfor gjorde, da han igen kom hjem, var at søge om sin afsked, men igen blev den ham afslået. Han søgte derfor - og fik - to års orlov uden løn. Disse brugte han til igen at tage til Frankrig, hvor han først bestyrede et kulværk i Auvergne og senere blev direktør for jernbanen Montpellier - Cette. Det var formodentlig erfaringerne herfra, der fik Tscheming til under 1. behandling af et lovforslag om en jembane i Jylland i Folketinget at foreslå "en undersøisk forbindelse mellem Sjælland og Fyen". Da han igen kom hjem i december 1840 søgte han for tredie gang om afsked, men fik, trods tronskiftet efter Frederik Vis død den 3. december 1839, igen afslag. Først mod udgangen af 1841 lykkedes det ham endelig i forbindelse med ændringer og reduktioner i hærens organisation at blive afskediget. Han var dog forinden igen løbet ind i en strid med dele af Artillerikorpsets ældre officerer, denne gang om princippeme for forfremmelse af underofficerer til visse officersstillinger. En strid, som i øvrigt indbragte ham en disciplinærstraf på 8 dages arrest i Hovedvagten (Tschemings papirer, 1. p. 32). Udover at supplere sin pension med private forretninger - han rejste som agent for forskellige handelshuse, projekterede og ledede anlæggelsen af en vandledning langs Strandvejen, bestyrede et finérskæreri og anlagde tørreovne for komhandelshuse i provinsen - udover alt dette, kastede han sig med større kraft, end han hidtil havde kunnet, over politiske aktiviteter.
Giftermål
Inden vi går videre med disse, må vi imidlertid kort opholde os ved Tschernings privatliv. Som allerede nævnt indledningsvis, var hans kusine meget indtaget i ham. Hun var uægte datter af kaptajn, senere oberst og chef for Artillerikorpset, Adam Tobias v. Lützow og hans husholderske Bolette (Bodil) Rasmussen - selv uægte bam af Margrethe Christiansdatter fra Ønslev på Falster og efter sigende enten en fransk eller spansk militær, men med Rasmus Larsen af Eskildstrup i kirkebogen udlagt som barnefader. Først i november 1837 vedkendte faderen sig officielt slægtskabet ved at adoptere Eleonore Christine og hendes broder (E.C.Tschemings efterladte papirer, VIII, p. 1-6, 28-29). Det tog imidlertid lang tid for Eleonore Christine at overbevise sin 22 år ældre fætter om det rigtige og fornuftige i at gifte sig. Efter deres første møde i Frederiksværk i 1838 opretholdt de kun forbindelsen gennem sporadiske breve. Men i hendes dagbogsoptegnelser fra 1841 kan man se, at han efter sin hjemkomst fra Frankrig var en hyppig gæst i oberst V. Lützow hjem.
"En dag", skriver hun, "da jeg fulgte ham til entredøren, lagde han sin arm om mit liv og sagde: Giv nu et kys til farvel, det er en fætters rettighed. Jeg kyssede ham. Dermed var mit livs fremtidsskæbne afgjort. Jeg stod længe ved døren og hørte hans skridt og hans klirrende sabel ned ad trapperne. Jeg sagde til mig selv: Ham eller ingen! Var det mig, det toogtyveårige, uerfarne bam, der havde handlet letsindigt, eller var det ham, den fire og fyrretyveårige mand med det vide blik på livet, den rige erfaring og menneskekundskab?" (E.C.Tschemings efterladte papirer, VIII, p. 46).
Dagbogsoptegnelserne og brevene fra de følgende år afspejler den forelskede piges stemningsskrift mellem fortvivlelse, håb og begejstring og den stadigt reserverede fætters forsøg på at undgå at binde sig. I et brev fra Tscheming til kusinen hedder det bl.a.:
"Hvis jeg var 30 i stedet for 46, så ville jeg ønske at favne Dem som min kone, men nu føler jeg, at det kun vil føre til begges ulykke",
og senere i samme brev:
"De spørger mig om der ingen forpligtelse påhviler mig, som hindrer mig fra at indgå en ægteskabelig forbindelse; hertil kan jeg svare det mest afgørende Nej, men derimod har jeg engang vænnet mig til at finde min lykke i at understøtte enkelte personer, således blandt andre min lille guddatter, hermed kan jeg ikke beslutte mig at ophøre" (E.C.Tschemings efterladte papirer; VIII, p. 71).
I et langt brev fra 8 januar 1844 beskriver Tscheming sit hidtidige livs forløb og udvikler sine betænkeligheder ved et ægteskab mellem to af alder så forskellige som kusinen og ham selv, og han slutter:
”De skylder endnu Qvindens tribut til menneskelivet. De bør erlægge den i en mands arme, som er mere Deres jævnaldrende, og i en længere række af år kan bejle til Deres glødende omfavnelser, og give Dem den tilfredsstillelse naturen kræver" (E.C.Tschemings efterladte papirer, VIII, p. 89).
Den 14. april 1844 døde Eleonore Christines fader, og hjemmet i Tøjhuset måtte rømmes. Selv besluttede hun at tage ophold på Svendstedlille Gård hos skovrider Manza for at hellige sig tegning og maling. Herfra skriver hun, den 4. juni 1844, og forsøger igen at indfange Tscheming ved at foreslå ham, at de flytter sammen, hun som hans værtinde. Hun opstiller endog et detaljeret regnskab over deres økonomiske udsigter (E.C.Tschemings efterladte papirer, VIII, 104- 108). Heller ikke denne gang bider Tscheming dog på krogen. Han svarer hende i et brev fra Flensborg af 16. juni 1844 ved at gendrive hendes økonomiske overslag (ibid, p. 109). Endelig den 17. september 1844 var Tscheming så blødgjort, at han besøgte kusinen i Svendstedlille og antydede muligheden for ægteskab.
"Jeg er vis på, at han gifter sig med mig. Og jeg er vis på, at vi trods aldersforskel, og hvad der ellers kan indvendes, skulle blive lige så lykkelige ægtefolk, som vi har været vedholdende og dog i gmnden begge lige passionerede elskende",
betror hun i oktober sin dagbog (E.C.Tschemings efterladte papirer, VIII, p. 116). Men Tschemings økonomiske sans svigtede ham heller ikke i denne situation, for han vil have, at hun før giftermålet skal søge pension, så hun har noget at leve af, hvis han hurtigt skulle falde væk. Den 27. august 1845 bærer kusinens vedholdende anstrengelser så endelig fmgt, da præsten i Svendstedlille vier dem
"Ensomt og mørkt, fjemt ude ved landevejen stod vort brudehus",
skriver hun i dagbogen.
"Uden velkomst, uden afskedshilsen af glade slægtninge flyttede vi vore kufferter og pakker ind i vort bmdegemak, der var en yderst tarvelig af fluer besudlet stue i Skomagerkroen med en stor messingbeslået dragkiste, to senge med mørkerødt, stribet bomuldstøjs omhæng og uhyre dyner, to stole, et vandfad og et håndklæde og et stort slagbord, som vi straks tog i brug for endnu samme aften at skrive, Tscheming til sin søster, jeg til min broder, for at anmelde os som ægteviede mand og kone". (E.C.Tschemings efterladte papirer, VIII, p. 119).
Trods ofte trange kår blev det et lykkeligt og langt ægteskab. I begyndelsen flyttede de ind i Tschemings ungkarlelejlighed, 3 værelser uden køkken, i Brolæggerstræde (ibid, p. 121). Hurtigt blev de optaget i de liberale og intellektuelle kredse i byens borgerskab, som Tscheming jo i forvejen var kendt med. J.L. Heiberg, sønnen af den til Paris forviste P.A. Heiberg, var den første, der inviterede dem. Omgangskredsen var dog først og fremmest at finde blandt de politiske venner. Kort før deres første datter, Marie Elisabeth, blev født i april 1847, flyttede familien til en 6 værelses lejlighed på Gammeltorv, hvor de dog måtte have en "ung kostgænger" for at klare huslejen. 1 1848 flyttede familien til Hausers Plads, hvor børnene Anthoine Eleonore, den senere blomstermalerinde, fødtes i 1849, fulgt af sønneme Eilert Adam i 1851 - han blev overkimrg på Kommunehospitalet - og Johan Andreas i 1853. I årene fra foråret 1854 til efteråret boede familien på Ørholm ved Kongens Lyngby, indtil de igen flyttede nærmere til byen, nemlig til Kastelsvej, hvor Tscheming døde den 26. juni 1874. (E.C.Tschemings efterladte papirer, VIII, p.l20,129,153, 165, 192ff.).
Politisk virksomhed
Efter disse rids over familien Tschemings privatliv kan vi vende tilbage til Tschemings politiske virksomhed. Som det allerede vil være fremgået, var Tscheming liberal og fremskridtsvenlig af indstilling. Hans hjerte bankede varmt for de svageste i samfundet, og han så det som sin livsopgave at fortsætte og udvikle den frigørelse af bondestanden, som var indledt med Stavnsbåndets ophævelse, men som han anså for langt fra tilstrækkelig. Hans ambition var - som det er nævnt tidligere - at få skabt en oplyst og medbestemmende middelklasse med bondestanden som det bærende gmndlag, og at få afskaffet embedsstandens og laugsvæsenets dominerende indflydelse. Samtidig var Tscheming imidlertid en varm tilhænger af monarkiet, og en stor del af den politiske virksomhed i hans senere år blev en stadig bestræbelse på at sikre sammenhængen i det danske monarki over for de trusler, som de politiske kræfter, navnlig i Tyskland, udgjorde. Bl.a. som følge af Holstens placering som et tysk hertugdømme i Det tyske Forbund, Slesvig-Holstenismens krav om at bevare sammenhængen mellem de to hertugdømmer, de forskellige arve regler i kongeriget og hertugdømmerne, og Preussens ambitioner om at opnå kontrol med Kielerbugt. Han så indledningsvis den så folkekære Frederik Vis restriktive regime som den væsentligste hemsko for en udvikling imod et friere og mere driftigt samfund. Heraf hans stadige kontroverser med kongen. Allerede i forbindelse med det kongelige reskript om provincialstændemes oprettelse var han aktiv. Han satte sig i spidsen for oprettelsen af et 28. maj-Selskab af 1831, som skulle have til formål "ved gensidige meddelelser og fortrinligen ved mundtlige undersøgelser at vænne sig til ved offentlig tale at behandle anliggender af den art, der ligge inden for Anordningens grænser". (Tschemings papirer, 1, p. 289ff). Dette blev venligt, men bestemt afslået af Københavns politidirektør, efter at Det kgl. danske Cancelli havde haft sagen til udtalelse. En indbydelse til et middagsselskab den 28. maj 1832 på Den kgl. Skydebane blev afvist af de fleste indbudte, der - som det fremgår i af afslagene - fandt på de mærkværdigste undskyldninger for at slippe for at møde op. (Tschemings papirer, 1, 291ff). 1 1842 finder vi ham som en af indbyderne til et møde på hotel d’Angleterre, hvor man vedtog at indbyde til subskription til en gave til P.H. Lorenzen, som tyskerne i Slesvig ville have smidt ud af stænderforsamlingen. (Tscherlings papirer, 1, p. 35). Ifølge et kgl. reskript af 8. november 1845 blev det forbudt at holde forsamlinger på landet uden forud given tilladelse af Øvrigheden. Dette var den direkte anledning til daimelsen af Bondevennernes Selskab den 5. maj 1846. Ideen til selskabet kom fra en bonde i Holbæk Amt, men selve dannelsen skete efter opfordring af daværende skolelærer, senere bureauchef i Rigsdagen, A.C. Glerup samt Tscheming og en række af deres meningsfæller. Tscheming blev selskabets første formand, og var det, indtil han blev minister i martsministeriet i 1848 (Tschemings papirer, 1, p. 36, E.C. Tschemings efterladte papirer, VIII, p. 152). Han forblev som medlem af selskabet og dets bestyrelse indtil han, foranlediget af politisk uenighed om hans stilling i forfatningssagen, i et langt brev, dateret 16. marts 1854, meldte sig ud af selskabet (Tschernings papirer, 3, p. 133ff). En udmeldelse, som selskabets formand m.fl. tog til efterretning i et brev to dage senere (ibid. p. 140).
Krigsministeren
Højdepunktet i Tschemings politiske karriere må vel nok siges at være hans indtræden som krigsminister i det første "folke" ministerium den 22. marts 1848. Det var karakteristisk for ham, at han ikke selv pressede på for at opnå denne post, men at det var hans politiske venner, der ønskede ham på posten. Han kunne derfor stille - og fik også opfyldt - nok så kategoriske krav for at påtage sig opgaven. Han har selv detaljeret beskrevet forløbet omkring udnævnelsen og sine betingelser for at påtage sig opgaven. Han skriver således bl.a.:
"Jeg gjorde opmærksom på, hvor lidt det var ønskeligt ligeoverfor en hær, der var vant til at tillægge grad og tjenestefølge en så stor betydning, at overdrage en sådan post til en afskediget kaptajn".
Til sidst lod han sig dog overtale, som han selv skriver,
"såfremt der blev tillagt posten fornøden myndighed, tilføjende, at mine fordringer i denne henseende gik meget vidt".
Og hvad var da så hans betingelser?
"Kongen måtte i krigssager ophøre at betragte sig som overhærfører, men være konge Hgeoverfor den ansvarhge krigsminister",
som måtte være berettiget til at træde tilbage, såsnart kongen nægtede at acceptere ministerens forslag (Tschemings papirer, 2, p. 269ff). Disse betingelser gik såvel kongen som den udpegede konseilspræsident. Grev W. Moltke, ind på. Herefter gik Tscheming med ildhu og energi igang med at bringe hæren på krigsfod med henblik på at nedkæmpe oprøret i hertugdømmerne så hurtigt som muligt, inden Det tyske Forbund kunne gribe ind. En opgave der som bekendt ikke lykkedes for ham. Han fik stillet en seng op i ministeriet og arbejdede døgnet rundt med at organisere såvel hæren som det nye ministerium, bl.a. stærkt hjulpet af kaptajn Harbou, som han havde truffet på slottet og straks udnævnt til sin adjudant (Tschernings papirer, 1, p. 37; 2, p. 268-276). Eleonore Christine Tscheming har i sine dagbogsoptegnelser beskrevet den hektiske første tid i ministeriet. Hun skriver bl.a.:
"Jeg gik hver formiddag med skåret smørrebrød og kaffe ud i ministeriet, og der i Tschemings sovekammer ved et lille bord stod han og nød dette lette måltid. I reglen kom hans adjudanter og kontorherrer ind med, drak et glas vin og fik en bid til" - "I reglen kom Tscheming hjem og spiste sin middagsmad, thi han længtes efter at se sin lille datter. Om aftenen gik jeg atter ud i ministeriet og skænkede the for ham. Ofte var disse aftener, som vi håbede at have i ro for os selv, dog ikke ganske rolige, thi der kom og gik folk af alle slags-" (E.C. Tschemings efterladte papirer, VIII, p. 135).
Krigen gik ikke ganske efter Tschemings ønske. Selv om træfningen ved Bov den 9. april blev set som en dansk sejr, så lykkedes det ikke, som det havde været Tschemings hensigt, at omringe og eliminere oprørshæren. Godt nok gjorde kongen ham til oberst under taflet den 10. april men med forbundsstyrkemes indrykning i hertugdømmeme stod det Tscheming klart, at den danske hærs offensive muligheder var begrænsede, og at det var politiske initiativer, der var mest bmg for. Han søgte dog under hele sin ministertid at forberede hæren på kommende opgaver, og det lykkedes ham inden afgangen som minister at få rejst en hær på over 40.000 mand, og ikke mindst få indkøbt våben og udmstning til dem. Kort efter martsministeriets tilbagetræden i november 1848 udnævnte kongen Tscheming til medlem af den gmndlovgivende forsamling. Først langt senere og efter at han havde måttet søge om det, fik han officielt sin afsked som oberst med pension. Det var Tschemings gmndlæggende holdning, at man ved overgangen fra det absolutte kongedømme til en repræsentativ forfatning ikke med et slag skulle kuldkaste alt det bestående, men kun foretage de nødvendige justeringer, som følge af ændringen. Han ønskede således Kongeloven bevaret. Hans gmndsyn var, at gmndloven alene skulle fastlægge principper og ikke overfyldes med detailbestemmelser. Dette gmndsyn fastholdt han gennem hele sin politiske karriere. Hans klare argumentation overbeviste mange, og han kom hermed til at præge den første gmndlov i væsentlig grad, ikke mindst fordi han fandt støtte for sine synspunkter blandt folk som bl.a. Gmndtvig. Det problem, som han indtil sin død var mest optaget af, og som førte til bmddet med Bondevenneme i 1854 og mange andre af hans tidligere politiske venner, var spørgsmålet om arvefølgesagen og hertugdømmemes forhold til monarkiet. Han, der var valgt ind som repræsentant for Holbæk Amts 2. kreds i den første Rigsdag og siden med en enkelt valgperiodes undtagelse, hvor han valgtes andetsteds, blev i 1858 vraget af sin kreds på dette spørgsmål. Hans bestræbelse gik stedse ud på at finde en formel efter hvilken såvel Holsten som Slesvig kunne forblive inden for det danske monarki, men dette bragte ham i opposition til Eiderpolitikeme, der ville knytte Slesvig tættere til kongeriget end Holsten. Tschemings synspunkt var, at over for voksende politiske kræfter i Tyskland ville det være monarkiets undergang, såfremt man gennemtvang en så drastisk adskillelse, som forfatningen af 1863 blev udtryk for. Sin oprindehge begejstring for Skandinavismen, som den bevægelse, der kunne støtte Danmark overfor tyske enhedsbestræbelser, forlod han tidligt, da han så, hvor lidt substans der var i denne idealistiske bevægelse. Han fik jo iøvrigt sørgeligt ret i sit syn på, at Eiderpolitikken ville føre til en ny krig. Hans politiske kamp for at bevare monarkiet og føre en forsonlig politik over for de tyske nationale kræfter inden for monarkiets grænser førte ham ind i et fortrolighedsforhold, ikke alene til Frederik VII, men også til efterfølgeren Christian IX, som i februar 1864 bad ham om at fortsætte som medlem af Rigsrådet, efter at han i et brev af 8. januar havde begæret om tilladelse til at udtræde (Tschemings papirer, 3, p. 233-234). En opfordring som Tscheming naturligvis imødekom. I øvrigt holdt han sig i sine sidste år for sig selv, havde kun få fortrolige politiske venner tilbage, men vedblev at ytre sig i pressen, når han kunne få spalteplads, hvilket han først og fremmest fik i Nørrejydsk Tidende. Han udtrådte endeligt af Rigsrådet efter begæring med udgangen af 1865 (Tschemings papirer, 3, p. 247-249).
Afslutning
Tscheming døde stille af brystbetændelse i sin egen seng den 26. juni 1874 om aftenen. I løbet af eftermiddagen var et voldsomt tordenvejr mllet hen over byen.
"Skovfolkene vendte hjem på kildevogne, syngende og hurraende, våde af tordenbygeme, men glade og højrystende - alt medens den stærke rallen tog til og standsede i et langt, tungt, uklart åndedrag - og så var alt stille",
skriver hans kone i dagbogen (E.C.Tschemings efterladte papirer, viii, P. 195). Hermed var livsbanen for en betydelig personlighed i dansk politik endt. Jeg kan imidlertid ikke slutte uden igen at nævne Tschemings økonomiske omsorg og de bekymringer, han nærede for familiens fremtid. Dagen før han døde, sagde han ifølge hans kones dagbog til lægen, der besøgte ham:
"Ja, De må holde mig i live til den 1. for at min familie kan få pensionen!" (E.C.Tschemings efterladte papirer, VIII, p. 194).
Kilder:
Af Anthon Frederik Tschemings efterladte papirer, 1-3. Udgivet af hans efterlevende familie. København 1876-78. Af Eleonore Christine Tschemings efterladte papirer, VIII. Udgivet af Julius Clausen og P.Fr.Rist. København 1908. Troels Fink: Otte foredrag om Danmarks krise 1863-64. Aarhus 1964. - Carl Christensen: Frederiksværk. København 1926. - General Classens Frederiksværk før og nu. Frederiksværk 1979. - Frederiksværk. Fra kanoner til kedler. København 1956.
Endvidere:
A.F. Tscheming:
- Nogle bemærkninger om det danske væbningssystem og dets mangler. - Om Danmarks forsvar. - Udkast til love ang. en forandret hærorganisation. - Om det danske væbningssystem. - De preussiske Provincialstænders historie. - Til bedømmelse af forfatningsstriden.
A.Tuxen:
- Tscheming, Hedemann, Læssøe. Marts-juH 1848.
