Log ind

F-35: 5. generation og hvad så?

#

Victory smiles upon those who anticipate the changes in the character of war, not upon those who wait to adapt themselves after the changes occur” – Giulio Douhet.

Implementeringen af F-35 medfører en stor forandring for kampflystrukturen og for Flyvevåbnet, men hvilket imperativ for forandring af det øvrige forsvar følger af den danske F-35 anskaffelse? Denne artikel ser på hvad en 5. generations platform er, og hvorledes den kan bidrage til den operative opgaveløsning i den nuværende sikkerhedspolitiske virkelighed. Artiklen slutter med at konkludere på imperativet for hele Forsvaret givet af F-35 anskaffelsen.

Debatten i Danmark omkring F-35 har hovedsageligt omhandlet økonomien og de udfordringer et så stort udviklingsprojekt står overfor. Man har set F-35 som værende et kampfly på linje med F-16, men F-35 er ikke bare et nyt kampfly, det er meget mere end det. Debatten har derfor ikke behandlet det mest interessante spørgsmål – betydningen af F-35 for Danmarks samlede forsvar.

Flyverstaben har gennem længere tid fulgt udviklingstendenserne i omverdenen, og der lader til at være relativ stor enighed om tendenserne i relation til femte generations kampfly. Udviklingstendenserne deles af især det amerikanske, australske og engelske flyvevåben – formegentligt samtlige F-35 partnernationer – samt den multinationale European Air Group (EAG), der ligesom NATO er ved at formulere potentialet og konsekvenserne ved implementeringen af femte generations fly. Det er dog ikke kun de store nationer, der forudser disse tendenser, for eksempel er Norge ligeledes i færd med en transformation i relation hertil.  Det kan derfor argumenteres, at dette også bør gælde for en lille nation som Danmark. Med udgangspunkt i denne sandsynlige udviklingsretning for de næste 15-25 år, vil denne artikel prøve at bringe et andet perspektiv på, hvad F-35 er for en størrelse, og hvilken virkelighed, den passer ind i.

Smart marketing eller doktrinær tænkning

Udgangspunktet for hele diskussionen er begrebet ”femte generation” – alle steder hører man om F-35 som værende et femte generations kampfly, men sjældent hører man, hvad det rent faktisk betyder. Der skal ikke være tvivl om, at begrebet er opstået som en del af Lockheed Martins marketingskampagne, men det er i dag gået hen og blevet et synonym for den virkelighed, der ligger ”lige rundt om hjørnet”. Oprindeligt set refererer femte generation til de forskellige generationer af jetdrevne kampfly, der har eksisteret. Første generation bestod af de tidlige jetdrevne kampfly så som F-86 og MiG-15. Anden generation medførte evnen til at flyve supersonisk samt at have egen radar monteret i flyet (F-106 og MiG-21). Tredje generation gav os multirolle fly, samt de første præcisionsvåben (F-4 og MiG-23). Fjerde generation kom med sofistikeret avionics, højere manøvreevne samt forbedrede præcisionsvåben (F-16, F-18, Eurofighter, MiG-29 og SU-27). Der er endnu ingen officiel definition af femte generation, men der er en generel enighed om, at det består af følgende karakteristika: Svære at opdage bl.a. ved radar – stealth, intern våbenlast, manøvredygtighed, supercruise (overlydsflyvning uden brug af efterbrænder), avancerede sensorer, hidtil uset evne til at udnytte data og netværk samt automatisk sensorfusion. I skrivende stund findes der kun to femte generations kampfly – F-22 og F-35. Men, at et kampfly er fra femte generation, er faktisk ikke det mest interessante. Det er derimod det paradigmeskift, det forudses at medføre i forhold til måden vi opererer på – ikke bare i relation til Flyvevåbnets luftoperationer, men også for de øvrige værns operationer.

Start med hvorfor

Det nye sikkerhedspolitiske billede og den perciperede trussel fra øst, skærper kravene til vores militære evner. Vi har gennem de seneste årtier været involveret i konflikter, hvor vestlig luftoverlegenhed ikke har været udfordret. Nu skal vi igen have evnen til at kunne indsættes mod en ligeværdig modstander i et reelt krigsscenarie, der for eksempel må forventes at indeholde avanceret fjendtlige jord til luft missilsystemer. Sidst vi trænede til dette, var i forbindelse med den kolde krig. Nu skal vi genopfinde de gamle ”dyder”, og passe dem ind i en nutidig/nær fremtid (Back to the Future), hvor den teknologiske udvikling forløber eksponentielt hurtigere, hvilket forsat øger kamppladsens kompleksitet.

”Femte generation” er bygget op omkring en multidomain battle virkelighed – hvilket vil sige en virkelighed, hvor enhver operation i et hvilket som helst domæne, vil drage nytte af kapaciteter fra de øvrige domæner – operationer vil altså ikke være begrænset til kun ét domæne, men vil indeholde aspekter af alle fem (land, sø, luft, space og cyber). F.eks. bør et fremtidigt dansk Anti Acces/Area Denial (A2/AD) miljø i Østersøen indeholde sensorer, våbenplatforme samt comand & control (C2) netværk på tværs af alle domæner. Disse kapaciteter forbindes i et stort netværk benævnt ”Combat Cloud”, et såkaldt ”system of systems”, beskrevet af general Alex Grynkewich, USAF som: ”USAF’s 2030 air superiority force … must become a truly networked and integrated combat cloud of capabilities. In this new concept of operations, aircraft, spacecraft, and weapon systems in every other domain no longer operate independently, but rather are integrated as sensor-effector nodes in a holistic ISR, strike, maneuver, sustainment complex that can achieve the condition of air superiority at the required time and place for the necessary duration”.

Denne “Combat Cloud” vil konceptuelt bestå af fire ”komponenter: Et network grid, et sensor grid, et effect grid samt et C2 grid. Ideen bag tager udgangspunkt i, at alle sensorer (fra alle domæner) deler deres data på netværket. Netværket vil automatisk sammensmelte (fusion), korrelere og omdanne data til brugbar information. På baggrund af denne information kan ”shooters” fra alle domæner engagere mål, uden at de nødvendigvis selv er i stand til at se målet – et koncept, der allerede er afprøvet med F-35 i november 2016, hvor en F-35 leverede sensordata til en AEGIS cruiser, således at denne kunne nedskyde et krydsermissil. Hele det taktiske engagementet bliver styret via C2 netværket, der kan indsætte kapaciteter på tværs af domænerne. Fordelene ved sådan et ”Combat Cloud” koncept er, at situational awareness forøges markant, det bliver nemmere at udføre engagementer på lang afstand, og det er mindre sårbart, da intet enkelt element (sensor, effect eller C2) er kritisk for udførslen af missionen, hvor al information deles på ”skyen”. Kort fortalt kan der ved at forbinde alle fem domæner opnås en langt større synergi imellem disse.

Den helt store sårbarhed for denne femte generations krigsførelse, er naturligvis funderingen i informationsteknologi – cyber. Hvis en modstander kan stjæle, slette, ændre eller indsætte falsk data, så kan det potentielt have fatal indflydelse på operationerne i alle domæner, da dette vil spredes via netværket. Dernæst er femte generations krigsførelse afhængig af datalinks. Ulempen ved disse er, at de kan opdages når de transmitterer, hvorfor enhederne er sårbare over for at kunne blive lokaliseret og engageret. Begge dele er tekniske aspekter, der forsat udvikles på.

Dette koncept taler naturligvis om interoperabilitet, og det er i sig selv ikke nyt. Men hvis vi skal definere skalaen af interoperabilitet, som gående fra deconfliction på den ene side, og til fuldt integreret på den anden, så skal det være min påstand, at vi i dag befinder os i den lave ende af skalaen – nær deconfliction. Såfremt Danmark om et par år skal etablere et A2/AD miljø i Østersøen, vil vi sandsynligvis indsætte et par fregatter, med deres kommende områdeluftforsvar og ballistisk missilforsvar, og oven over disse vil vi indsætte kampfly. Dernæst vil vi sandsynligvis opdele området, således at fregatterne håndterer alt på kort afstand og under en bestemt højde, samt ballistiske missiler, mens kampflyene håndterer resten. Styringen af den taktiske indsættelse vil forventeligt være delt mellem de to komponenter, og foregå inden for hvert af deres respektive ansvarsområder. Koordination herimellem vil formodentligt bære præg af deconfliction, i stedet for en reel integration – med henblik på opnåelse af en større samlet synergi og effektivitet. Dette er ikke optimal udnyttelse af våbeneffekten. Multidomain battle taler i stedet om en interoperabilitet der er fuldt integreret. Så i stedet for at få en effekt, der er lig de to kapaciteter sammenlagt, så vil de i stedet komplimentere hinanden, og øge hinandens effektivitet, samt mindske hinandens sårbarhed. I en artikel vedrørende fremtidens luftoverlegenhed konkluderer brigadegeneral Alex Grynkewich fra det amerikanske flyvevåben det således: “In the last century, military systems were designed in a segregated fashion, were not interoperable, and integration was an afterthought. That is no longer the case, and this paradigm will not work in the future.”

Når store og små nationer så som USA, Australien og Norge ser et behov for at transformere deres forsvar for forsat at kunne levere effektiv kampkraft, så bør det overvejes, om ikke dette ligeledes fordrer en omstilling i det danske forsvar.

Hvorfor F-35?

air superiority is the sine qua non for successful coalition and joint force operations.”

Luftoverlegenhed (air superiority) er forsat forudsætningsskabende for en succesfuld gennemførelse af operationer i land- og sø domænerne, og noget vi har vænnet os til at have gennem de sidste snart tyve års Counterinsurgency Operations (COIN). Det er derfor en evne vi igen skal have fokus på i forhold til at kunne imødegå en ligeværdig modstander. Som General Goldfein karismatisk har udtrykt det: “Air Power has become the oxygen of the joint force … Have it and you don’t even think about it. Don’t have it and it is all you think about”.

F-35 er en kapabel platform, der overstiger de eksisterende platforme inden for de konventionelle roller. Men F-35 er samtidig en såkaldt multirolle platform, hvor det at skulle kunne løse mange forskelligartede opgaver med den samme platform, kræver kompromisser i forhold til kun at fokusere på én specifik opgave. Derfor vil der også fremadrettet findes nichekapaciteter, som forventeligt vil være bedre egnet til deres unikke opgave. Det er akkurat ligesom med F-16, hvor en A-10 Thunderbolt måske har været at foretrække til Close Air Support i et Afghanistan scenarie. Men hvis scenariet ændrer sig, og der introduceres en nutidig kapabel lufttrussel i form af fjendtlige fly, så ville A-10 ikke længere være at foretrække over en F-16. Men inden vi falder tilbage i den debat, som har verseret det sidste årti, så skal vi huske, at F-35 er en femte generations platform. Vi skal derfor ikke mase den ind i vores fjerde generations virkelighed. Det ville svare til at udskifte sin gamle Nokia 3210 med den helt nye iPhone, og forsat kun anvende den til at ringe fra. Det, der gør F-35 helt exceptionel, er altså ikke blot dennes evne til at udføre de konventionelle kampflyroller, men i høj grad flyets evne til sensorfusion samt brugen af netværk.

Som tidligere F-16 pilot ved jeg, at den største udfordring som pilot ikke er at flyve selve flyet, men derimod at operere våbensystemerne. Når vi øver luftkamp i Nordsøen, så benyttes størstedelen af pilotens ”brainbytes” til at betjene radar, interrogator, targetingpod, våbensystemer mm., således at man kan finde modstanderen, få identificeret ham som ven eller fjende, og engageret ham i tilfælde af sidstnævnte. Det skal være min påstand, at vi bruger så meget energi på at betjene systemerne, at det trækker markant fra den del, der burde fokusere på at løse de taktiske problemstillinger. Tankeprocessen er den, som John Boyd har beskrevet med sit OODA loop (Observe, Orient, Decide and Act). Målet er at gennemføre denne proces hurtigere end modstanderen, således at man bliver den første til at kunne gennemføre sit taktiske engagement, optimalt set inden man overhovedet er opdaget af modstanderen. F-35 er fantastisk i den henseende, da flyets sensorfusion har automatiseret observe og orient delen, dvs. nu skal piloten i langt mindre grad fokusere på at betjene systemer, med henblik på at opbygge sin situational awareness, og kan i stedet fokusere på den taktiske udførelse af missionen.

Flyets evner til sensorfusion samt dets evner til at anvende netværk vil forventeligt være så effektiv, at vi får en situation, hvor piloten i flyet vil have markant bedre taktisk situational awareness, end øvrige C2 enheder og flyvende platforme. Med henblik på at forøge hastigheden af OODA loop processen, samt evnen til at gennemføre flere OODA loops samtidig, er der derfor et behov for at decentralisere den taktiske C2 – i modsætning til tendenserne gennem de sidste årtiers konflikter, hvor vi har centraliseret den taktiske beslutningskraft ved generaler og red-card holders i vores hovedkvarterer. Vi bør fokusere på at decentralisere store dele af denne taktiske beslutningskraft til der, hvor den bedste situational awareness er – indledningsvis i cockpittet på F-35 for så vidt angår luftoperationer. Introduktionen af F-35 forventes derfor også at introducere nye kampflyroller, f.eks. en slags Air Battle Manager, hvor denne vil virke som en force multiplier for øvrige legacy platforme, og kan styre den taktiske indsættelse af disse. Sagt på en anden måde, så skal vi genopfinde ’Auftrag taktikken’ og Mission Command rollen.

​​

Imperativet for Forsvaret

Vi er som organisation så fokuseret på, hvad F-35 kan i dag, og hvordan vi skal implementere den, at vi er i fare for at overse de globale tendenser for fremtiden. For ikke at ende med at bruge F-35 som fjerde generations platform – og dermed ikke få fuldt udbytte af den – er det nødvendigt, at vi 

kigger på krigsførelsens kredsløb (doktrin, teknologi og organisation), og ser hvad dette gør ved resten af Forsvaret. F-35 bliver Forsvarets første egentlige femte generations platform, og der vil komme flere med tiden.

Vi står i dag over for et paradigmeskifte, og det er vigtigt, at alle de valg vi tager (i alle værn, kommandoer samt i efterretningstjenesten) bør tages med henblik på at indgå i denne virkelighed, således at vi fremadrettet kan tilsikre den højst mulige integration på tværs af alle fem domæner samt nationalt og internationalt. Længe har mottoet været: “Flexibility is the key to Air Power”, måske det burde overvejes om et fremadrettet motto bør lyde: “Connectivity is the key to Joint Power”.

Som beskrevet af militæranalytikeren, Dr. Robin Liard, vil F-35 blive en katalysator for hvorledes kapaciteter fra alle værn og domæner fremadrettet vil operere. Spørgsmålet er derfor, om ikke dette også vil gælde Danmark, således at F-35 vil bidrage til at løfte hele Forsvaret op i en hidtil uset liga på den fremtidige kampplads, til gavn for Danmark som helhed.