Log ind

Et Uniformsforslag

#

I »Militært Tidsskrift«s Julinummer 1940 redegør Løjtnant A. N. Hvidt for de Uniformsproblemer, der har taarnet sig op for Hæren, og omtaler, hvorledes »Uniformsforbistringen« efterhaanden vil kunne svække — ikke alene Hærens Kampkraft — men ogsaa dens Anseelse i Befolkningen. Da der nu atter er Kræfter i Gang for at styrke Hæren i Folkets Bevidsthed, var det saa ikke rimeligt — hellere i Dag end i Morgen — at gribe regulerende ind i den snart traditionelle Mangel paa Konsekvens i Uniformeringen af Hærens Personel ? I Haabet om, at der i Hærledelsen findes Kræfter, for hvem den vidtrækkende Betydning af dette Spørgsmaal staar klart, skal hermed fremføres et konkret Forslag til ensartet Paaklædning for den danske Hærs Personel, der i Virkeligheden slet ikke mere er uniformeret, bl. a. fordi Selvbeklæderne i en Aar række har kunnet dyrke en nærmest tøjlesløs Individualisme — et Begreb, der normalt er bandlyst i et militært Samfund. Idéen i Forslaget er i det store og hele hentet fra Løjtnant Hvidts Artikel, hvis Saglighed og Logik næppe nogen vil bestride. At Forslaget vil være al anden end behagelig Læsning for de fleste af Hærens Selvbeklædere, er en anden Sag, men det synes indlysende, at man — hvis man ikke ønsker de nuværende Tilstande bibeholdt — maa sætte sig ud over de mange Indvendinger fra Selvbeklædere med personlige Ønsker og med haard Haand gennemføre en Uniformering i dette Ords virkelige Betydning. Forslaget tager al mulig Hensyn til Selvbeklædernes Økonomi, men beklageligvis maa der atter stilles Krav til dem som Følge af de sidste Aartiers uigennemtænkte Bestemmelser eller fuldstændige Mangel paa Vedtægter indenfor Uniformeringen. For at fastsætte en Uniform — ens for Selvbeklædere og iklædt Personel — er det nødvendigt at gøre Beholdningerne for sidstnævnte Kategori op — d. v. s. optælle samtlige Munderingsdepoters Beholdninger — og ud fra denne Opgørelse, der vil fortælle, hvilken Paaklædning den mobiliserede Hær vil bære, at bestemme Normen for danske Soldaters Uniform. Denne Norm er ikke vanskelig at fastsætte i Dag: Khakiuniform med lysegraa Kappe. For nu i Befolkningens Bevidsthed at skabe et fast Billede af Hærens Ansigt burde det — ikke mindst under de nuværende Forhold — fastslaas, at denne Uniform under alle Omstændigheder gennemføres til Udgangs- og Vagtbrug. Her burde af rent nationale Grunde ethvert smaaligt Hensyn til Opslidningskravet af ældre Uniformsmodeller udelades.

At der stadig er Beholdninger af lysegraa Uniformsfrakker og Benklæder og hele Sæt af lyseblaat og graagrønt Tøj er beklageligt nok, men disse Sager burde aldrig mere komme uden for Kaserne- og Øvelsesomraader. Dette gælder i ikke mindre Udstrækning de sorte Kapper, som afgjort ikke mere burde udleveres til Udgangs- og Vagtbrug, specielt ikke efter at C. B.-Mandskabet har faaet en Del af dem som reglementeret C. B.-Uniform. Man skal ikke byde en Hærs Kombattanter, at de uden for Tjenesten skal færdes i den Paaklædning, der er blevet Uniform for Militærnægtere, kasserede og Frinumre! Og Spørgsmaalet burde ikke overses i et Land som Danmark, hvor der bæres Kappe i de seks af Aarets Maaneder. De her anførte Bestemmelser, der er gennemført ved flere Regimenter, skulde man ikke mene, det vilde være vanskeligt at faa gennemført for hele Hærens Vedkommende. Anderledes kompliceret vil det sikkert blive at faa bragt Orden og Logik i Selvbeklædernes Uniform. Thi de Indgreb, der her er nødvendige, vil afgjort rejse en Storm af Forbitrelse, fordi det efterhaapden er blevet en hævdvunden Regel — ja nærmest Ret —, at i den danske Hær (hvis nyeste Uniformreglement udkom i 1911) bærer enhver Selvbeklæder, hvad han vil, hvornaar han vil. De drastiske Bestemmelser, som det bliver nødvendigt at udstede den Dag, man beslutter sig til at uniformere Danmarks Hær, vil kunne sammenfattes i følgende Punkt: Seks Maaneder fra Dato vil det være Hærens selvbeklædende Personel forbudt at bære nogen anden Uniform end Khaki 1923 med lysegraa Kappe 1915/il eller Regnkappe 1923/H (sidstnævnte dog aldrig i Forbindelse med Kampuniform). Undtaget er de Tilfælde, hvor der — efter nærmere fastsatte Regler — vil kunne anlægges blaa toradet Garnisonsuniform (Snorefrakke) med tilhørende blaa Kappe. Dette er Bestemmelsen, der kan uniformere Hæren. Men intet mindre kan gøre det. Det er Paabudet, der gør Ende paa den enradede blaa Uniform, der mærkelig nok aldrig er blevet forbudt, skønt den kom i 1911, og man forlængst har forbudt den lysegraa Uniform, der kom i 1915 — for Resten netop som iklædt Personel var begyndt at faa den udleveret! Det er Bestemmelsen, der forbyder den blaa Kappe anvendt til Khaki og faar alle de blaa, gule, grønne, chokoladefarvede og sorte, civile Støvfrakker, der hidtil har været tolereret sammen med et Orgie af røde og skotsktærnede Halstørklæder, til at forsvinde. Det er en ubarmhjertig Bestemmelse — men den vil uniformere Hæren, — og det er paa høje Tid, det sker. Naar der maa fordres lysegraa Kappe indført til Selvbeklædere, er det, fordi Hæren — med en ganske ubetydelig Undtagelse — overhovedet ikke tæller Khakikapper i sine Beholdninger; disse er fyldt med lysegraa Kapper, der vil være den danske Soldats Kappe, i hvert Fald dette Aarhundrede ud. Dette burde man have betænkt i Tide. I snart 20 Aar har Selvbeklæderne indkøbt de dyre Khakikapper uden at blive gjort opmærksom paa, at ingen nulevende Person kan gøre Regning paa at se den Kappemodel indført i Hæren. (Ganske vist har Livgarden faaet Raadighed over nogle faa Hundrede til Vagtbrug ved de kgl. Slotte, mens Mobiliseringsbeholdningen stadig bestaar af lysegraa Kapper). Khakikappen kan altsaa ikke bruges af sin Ejermand »under virkelige Forhold«, hvad man har forudset (uden dog at forhindre, at nyudnævnte Selvbeklædere anlægger den som eneste Kappe) og derfor truffet Forberedelse til Udlevering af graa Mandskabskapper ved Mobilisering eller Sikringsstyrkes Formering. Men man har ikke betænkt, at f. Eks. beredne Officerer kun er daarligt tjent med disse Kapper, der ikke er »splittet op«, og hvad værre er, at de fleste Selvbeklædere i Mobiliseringsøjeblikket ingen Adgang har til deres Depot — f. Eks. hvis de er borte med en Beredskabsstyrke! Og hvad opnaas der overhovedet ved Selvbeklædningssystemet, naar det alligevel kræver Omuniformering i det afgørende Øjeblik? Som Eksempel kan nævnes vore Styrker den 8. og 9. April. Mandskabet rykkede i Kamp i graa Kapper, Officererne i Khaki og flere Underofficerer i blaa Kapper (som synes særligt populære i Sergentkorpset). Der var ikke Tale om at blive omuniformeret før Udrykningen. Havde de Kampe, der fandt Sted, trukket ud blot et Par Timer til, havde sikkert ikke faa Officerer og Underofficerer dyrt maattet betale Prisen for Manglen paa krigsduelige Uniformsbestemmelser. Men foruden disse — mere end vægtige — faglige Bevæggrunde spiller Uniformeringen en væsentlig Rolle i Arbejdet for at genskabe Hærens Ansigt i Befolkningens Bevidsthed. At Paabudet om Indførelse af graa Kappe (dog i 1923- Snittet) vil vække berettiget Harme blandt det Personel, der har anskaffet Khakikappe uden at være gjort bekendt med, at den ingen krigsmæssig Berettigelse har, kan ikke undre. Men man tvinges til at se bort fra denne Harme og gaa konsekvent til Værks. Man kan nemlig ikke forlange, at Selvbeklæderne skal anskaffe baade Kappe i Khaki og Kappe i lysegraat, maaske foruden blaa Kappe til Garnisonsuniform. Med den sparsomme Udrustningshjælp, som kan tilstaas danske Selvbeklædere, kan der kun blive til een Kappe, og der maa forlanges, at det bliver den, vi skal slaas i — og det bliver den lysegraa. Indtil Uniformsspørgsmaalet kan tages op til en virkelig rationel Behandling, burde der for Selvbeklædernes øvrige Uniformering fastsættes følgende Bestemmelser: Kamp-uniform 1923 indføres for samtlige Selvbeklædere. Den bestaar af Khaki som for menige med Benklæder og Støvler af samme Snit som de meniges. Regnkappe bæres i Geleddet aldrig til Kampuniform, derimod Enmandsteltflage, forsaavidt den bliver indført til Mandskabet. Hue: Hjelmhue 1923. Tjenesteuniform 1923 fastsættes, bestaaende af: Khakifrakke og Benklæder af lettere Klæde med Revers (den mest hygiejniske og mest klædelige Model, der kan antages, fordi denne Uniform aldrig skal bruges til Krigs- og Manøvrebrug). Regnkappe 1923/41. Stof, Skjorte, Handsker, Halstørklæde, Slips, Sporer, Sabel o. 1. kun efter de af Ministeriet godkendte Prøver. Hue: Garnisonsskraahue 1923. (»Brødkuskehuen« udgaar saaledes, hvorved den evindelige Forveksling mellem Funktionærer i forskellige civile Erhverv og Hærens Officerer undgaas. Samtidig bliver en Hue af originalt dansk Snit og med virkelig Tradition i vor Hær Kendetegnet for danske Krigsmænd). Kappe 1913/41 (d. v. s. Kappe af lysegraat Klæde i 1923- Snittet) reglementeres til begge Uniformer. Om Galauniform dette: Saalænge Danmark er besat af krigsførende Magts Tropper og dermed er krigsførende Territorium, burde man ifølge almindelig europæisk Sædvane suspendere al Brug af Galauniformer. At et konkret Forslag som dette vil blive mødt med den voldsomste Modstand af alle de Selvbeklædere, som nu i en Menneskealder har kunnet pleje deres Særinteresser i Uniformsspørgsmaal, maa anses for givet. Men vil man have den danske Hær uniformeret igen, gives der næppe nogen anden Udvej. Maaske mange finder Spørgsmaalet af underordnet Betydning og gerne ser Tøjlesløsheden fortsætte. Men det maa haabes, at de udgør en Minoritet, der ikke vil kunne forhindre den her skitserede Regulering. Biver den nemlig ikke foretaget — og foretaget snarest —, vil de Kræfter, der arbejder for Forstaaelsen mellem Folk og Hær være alvorligt handicappet, saa sandt som det nuværende, uværdige Kaos kun kan opfattes som et Svaghedstegn hos en Hær. Der man skabes Ensartethed — og den kan skabes uden Forsøg og lange Studier. Her er kun Tale om det rent øjeblikkelige Problem. Og det kan løses uden Hensyn til de store, fremtidige Opgaver, som foreligger, og som er omtalt af Løjtnant Hvidt.

Ws.

Artikel
Publiceret den 24. jul. 1941
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner