Artiklen i augustnummeret var bl. a. skrevet i den hensigt at indlede en diskussion i „Militært Tidsskrift“ om nogle af de pro­blemer, der behandles i udlandets militære og udenrigspolitiske tidsskrifter, og det kan derfor godt være, at visse ting er sat lidt på spidsen. Det er imidlertid min tro, at den udvikling, som artik­len giver udtryk for, og som man på visse punkter allerede nu kan skimte, i den kommende halve snes år vil nødvendiggøre en gennemgribende omvurdering af mange strategiske og organisato­riske problemer.

Der kan slet ikke herske tvivl om vort ståsted inden for NATO, og jeg kan følge oberstløjtnanten i den af ham opstillede strategi­ ske doktrin for vort forsvar, indtil vi kommer til den sidste sæt­ ning. Jeg anser det nemlig ikke for absolut givet, at NATO ’s stra­ tegiske styrker under alle forhold vil blive sat ind. Jeg tror derfor, at oberstløjtnantens og mine tanker bygger på en forskellig opfat­ telse af begrebet „begrænset krig“. Med dette mener jeg en krig, hvori konventionelle styrker med taktiske atomvåben anvendes, men hvori begge modstandere vil bolde sine strategiske A- og B- våben „in being“. Efter min mening kan NATO som sådan udmær­ ket komme til at fore en „begrænset krig“, måske endda flere steder samtidig, og det er vel næppe helt utænkeligt, at et af ste­ derne kunne blive Danmark. Man kan næppe heller helt se bort fra, at en evt. krig mellem Øst og Vest kan vare længe, og at den derfor måske vil begynde som en „begrænset krig“ og først efterhånden udvikle sig til storkrigen. Det har således fra min side ikke været hensigten at „nedfotografere“ de amerikanske tanker til danske forhold; jeg mener tværtimod, at Kissingers tanker liar al­ men gyldighed også i en konflikt mellem Øst og Vest.

De taktiske atomvåben vil formentlig inden for en årrække blive enhver stats eje, og med den udvikling, de allertde har taget i yield og antal, vil selv en underafdeling og måske endnu mindre led være et lønnende atommål. Det er derfor min opfattelse, at kampen på landjorden i meget væsentligt vil ændre karakter forår­ saget af den stadig forøgede spredning og forøgede rækkevidde af raketvåben. Jeg er enig i, at koncentrationer er nødvendige fra tid til anden, men alting er relativt, og man kan da også koncentrere nogle bataillonsgrupper. Når man i øvrigt betragter de divisioner, som stormagterne i dag eksperimenterer med, så er disse jo netop sammensat af et antal batailloner, dog med mulighed for at kunne danne forskellige „combat teams“, idet mobiliteten og de forbed­ rede telekommunikationsmidler i dag muliggør, at et langt større antal enheder end tidligere kan ledes operativt af en chef. Man kan naturligvis altid diskutere, om man skal kalde disse grupper for regimenter eller batailloner. 1 den amerikanske „Pentomic- Division“ kaldes de 5 grupper for regimenter, men i realiteten indeholder de stort set de samme elementer, som jeg har anført under bataillonsgruppen. Stormagternes styrker skal kunne bevæge sig over store afstande, ofte i fremmede lande, og bl. a. derfor er en inddeling i arméer og divisioner påkrævet, medens vore styrker skal virke inden for et forholdsvis begrænset område, hvorfor jeg mener, at vore mere stedbundne landsdels- og regionskommandoer vil være i stand til at udøve den operative ledelse af bataillons- grupperne, dog bør muligheden for at kunne sætte dem sammen, f. eks. 3 og 3, bevares.

Til slut nogle ord om kommandoorganisationens sammensmelt­ning i toppen. Det er min opfattelse, at der i toppen må være en klar adskillelse mellem det operative, som ikke følger samme ka­naler i fred og krig, og det logistiske, der altid følger samme kana­ler, d. v. s. mellem det allierede og det nationale; derfor mit for­ slag om 3 myndigheder i toppen med hver sin interværns stab. Da man sikkert kan gå ud fra, at ingen suveræn, dansk regering vil give noget af sin konstitutionelle myndighed fra sig i fredstid, er en national operativ myndighed påkrævet. Den „joint allied commander“ er en sammensmeltning af de 3 nu eksisterende eller påtænkte allierede chefer og svarende til „Task Force Commander Northern Norvvay“. Denne sidste tanke har andre tidligere været inde på, og udviklingen synes da også at pege i den retning. JOC er nu blevet til JCOC med tryk på „command“, men kommando har altid været een mands ansvar og ikke komité-arbejde. Der vil ikke ganske blive tale om et nyt led i kæden, idet det også er min tanke, at NAVNORTH og AIRNORTH samtidig skal forenes i HQ AFNORTH, men jeg er som oberstløjtnanten ganske klar over, at dette vil mode den største modstand fra flyverside. At der således skulle være tale om nogen større „skiften heste i vadestedet“ end i dag, hvor „3 heste skifter“, kan jeg ikke se.

Det er med glanle, at jeg har benyttet mig af den mig af „Militært Tidsskrift“ givne lejlighed til at beskæftige mig med oberstløjtnantens indlæg, og jeg vil kun håbe, at andre også vil yde et bidrag til diskussionen om disse problemer, der overalt op­ tager sindene.

M. Amtrup.