Et strejftog gennem v. Manstnins erindringer

Manstein overtog den direkte kommando den 27. november. Han så opgaven som en dobbelt: at undsætte og redde 6. armé, og at imødegå den fare, som nu allerede truede med en tilintet­ gørelse af hele den sydlige fløj af østfronten, hvilket efter alt at dømme ville afgøre krigen i øst og dermed hidføre tabet af krigen. „Lykkedes det russerne at gennembryde det flortynde slør, der i første omgang bestod af rester af rumænske enheder, tyske trainformationer og rent improviserede alarmenheder, og som (ud over den såkaldte „fæstning“ Stalingrad) dannede den eneste sikring af hele operationsområdet mellem ryggen af hærgruppe A og den endnu bestående Donfront, så var ikke alene alt håb ude for 6. armé, men også hærgruppe A’s stilling måtte da blive mere end kritisk.“ Manstein anser det for en meget betydelig, afgørende præstation, at det i de kritiske dage lykkedes bl. a. chefen for 4. panserarmé (generaloberst Hoth) at drage dette slør for, så at russerne hindredes i at udnytte situationen i en fri operation. Trods de vældige risici har, siger M., hærgruppe Don ikke afset en eneste mand til at dække sydefter til gunst for hær­ gruppe A. Alt blev kastet ind til hjælp for 6. armé, så længe der bestod ringeste mulighed for et resultat. Når det alligevel mislykkedes, skyldtes det dels russernes store numeriske over­ legenhed, dels det tyske luftvåbens, trods al offervilje, utilstræk­kelige præstationsevne og endebg den anspændte transport- situation, der vanskeliggjorde undsætningsstyrkernes rettidige frem­ førelse.

Af de to opgaver, M. nævnte, forelå undsætningen til (af) 6. armé omkring juletid ikke længere. 4. panserarmé havde da ikke længere udsigt til at få forbindelse med 6. armé, og denne udnyttede ikke i sidste øjeblik — på trods af ordrer fra hær- gruppen — den sidste, måske endnu foreliggende chance.I sin drøftelse af de operative muligheder skildrer M. ind­ gående sine overvejelser vedrørende luftvåbnets transportm ulig­ heder. Det vil føre for vidt at referere dem her. Men „jo mere problematisk 6. armés forsyning blev, des vigtigere måtte dens hurtige undsætning blive“. Manstein regnede fast med at kunne anvende 4 panserdivisioner, 4 infanteri- eller bjergdivisioner og 3 luftvåbendivisioner (disse, jfr. foran, dog kun til mere sta­tionære opgaver) til undsætningsoperationen, men måtte dog hur­ tigt regne med at blive tvunget til handling, inden alle disse var nået frem. Hitlers svar på Mansteins situationsbedømmelse af 28. november indløb den 3. december og gav M. den opfat­ telse, at H. ikke ville insistere kategorisk på 6. armés förbliven i Stalingrad. Denne opfattelse viste sig forkert, og de to andre afgørende forudsætninger for et heldigt forløb af hele operatio­ nen: luftvåbnets transportkapacitet og den fortsatte tilførsel af forstærkninger, svigtede ligeledes. Et skoleeksempel på die Frik­tion im Kriege: opstillingen af luftvåbendivisionerne tog uger, og en af dem måtte indsættes i en nødssituation, hvor den straks blev revet op. Tøvejr opblødte vejene uventet i et forsynings­ område, hvilket umuliggjorde forskydningen af en af panser­ divisionerne. Arméartilleriet fra hærgruppe A nåede ikke frem. Af ialt 7 divisioner til den nordlige af de to aflastningsgrupper (kommando Hollidt) måtte 2 indsættes som „korselstivere“ i 3. rumænske armé for at forhindre dennes totale sammenbrud. En bjergdivision blev omdirigeret til armégruppe A for at imødegå en momentan krisesituation her.

En lovet panserdivision viste sig kun at være en „ruinhob“. „Under disse omstændigheder blev det hurtigt klart, at den oprindelige plan om at iværksætte an­ greb til undsætning af 6. armé fra to retninger — med 4. panser­ armé fra egnen om Kotelnikowo øst for Don, med kommando Hollidt vestfra fra mellemste Tschir frem mod Kalatsch — som følge af kraftmangel ikke ville være gennemførlig. Alligevel kunne man håbe på at være stærk på eet sted. Som forholdene lå, kunne der da kun være tale om at benytte 4. panserarmé til und­ sætningsangreb“, da den havde kortest vej til Stalingrad og ikke skulle forcere Don. Også styrkeforhold og andre omstændigheder indicerede en sådan løsning.Den 2. december begyndte de egentlige russiske angreb på den indesluttede 6. armé. På grund af de antydede vanskeligheder måtte 4. panserarmés aflastningsangreb udsættes gang på gang, indtil den 12. december, mens russerne koncentrerede kræfter foran armeens nordfront og samtidig ved Tschir-fronten, hvor kommando Hollidts divisioner skulle have bundet fjenden. Det var nu et „kapløb om, hvorvidt det skidle lykkes 4. panserarmé at række 6. armé hånden øst for Don, før fjenden ville tvinge os til at afbryde undsætningsoperationen, enten ved at det lykkedes ham at løbe vor svage front ved Tsohir eller venstre fløj af hærgruppen (kommando Hollidt), evt. samtidig højre fløj af hærgruppe B, over ende og dermed bane sig vej til afskæring af alle hærgruppe Dons forbindelser bagud og hærgruppe A’s ved Rostow“.

„Hitler har altid hævdet, at generalerne — og generalstaben — kun kunne „regne“, men ikke vove. Der gives vel næppe noget mere slående modbevis end det vovestykke, som chefen for hærgruppe Don indlod sig på, da han befalede 4. panserarmé’s fremstød mod Stalingrad og fastholdt det til det sidste mulige øjeblik i en situation, der i sig rummede faren for tilintetgørelsen af hele den tyske sydfløj“.

Efter voldsomme russiske forebyggelsesangreb gik tyngde­ punktsenheden i 4. panserarmé, 57. panserkorps, den 12. december til angreb i retning mod Stalingrad og indvikledes her under sin fremrykning i voldsomme kampe indtil den 17. december, samtidig med at russerne med stor voldsomhed angreb ved Tschir og navnlig med overraskende store kræfter mod hærgruppe Dons nordfløj, hvor rumænere og italienere totalt svigtede over for de russiske panserformationer. I denne krise opfordrede Manstem den 18. OKH til straks at lade 6. armé indlede udbrud i ret­ ning mod 4. panserarmé, men fik afslag fra Hitler. Manstein lod alligevel en generalstabsofficer flyve til general Paulus og orien­ tere denne om, at den kritiske situation ved Tschir og navnlig på hærgruppens venstre fløj kun tillod fortsættelse af kampen øst for Don med 4. panserarmé, der tilmed syntes i færd med at løbe fast over for stedse nye fjendtlige enheder, hvilket på den anden side syntes at skabe en gunstigere situation for udbrudsforsøg af 6. armé end før. En bedring i forsyningssituationen kunne ikke ventes. Kort sagt: 6. armé skulle forberede sig bedst muligt på hurtigt at handle i konsekvens heraf. Paulus syntes at blive stærkt påvirket af disse synspunkter, men hans stærke generalstabschef, Schmidt, afviste tanken om udbrud som en „katastrofeløsning“ og mente, at man kunne holde „kedlen“, blot denne blev bedre forsynet.

En sådan divergens mellem chef og generalstabschef ville normalt være resulteret i personskifte, men dette var umuligt under de foreliggende omstændigheder. Der var altså ingen anden vej, end at Manstein i givet fald måtte befale udbruddet og tage ansvaret for at opgive Stalingrad.Befalingen blev givet. Grunden til, at den ikke blev udført, vil fremgå af det følgende.Den 19. december bragte et håb om, at det ville lykkes at skaffe forbindelse mellem 4. panserarmé og 6. armé. Panser­ armeen nåede efter heldige kampe denne dag frem til 48 kilo­ meter fra den sydlige indeslutningsfront om Stalingrad. Hvis i denne situation 6. armé trådte an til udbrud, ville fjenden mel­ lem de to armeer komme under dobbelt ild, og muligheden for at forsyne armeen med ammunition, benzin og forplejning til udbruddets videreførelse ville være givet (motorkolonner med 3000 tons forsyninger, foruden med traktorer til bevægeliggørelse af dele af 6. armés artilleri, boldt parat bag 4. panserarmé med henblik herpå). Samtidig syntes situationen vest for Don at stabiliseres så meget, at afgørelsen på tyngdepunktsfronten kunne kæmpes til ende, men dog kun, hvis ingen time blev skænket bort uden nødvendighed.

Manstein rettede derfor den 19. de­ cember om middagen en indtrængende appel til Hitler om at give ham og 6. armé operativ frihed, d. v. s. til udbrud mod sydvest, 4. panserarmé i møde. Da der ikke kom svar, udgav Manstein befaling til de to armeer med ordre til 6. armé om ufortøvet at træde an til gennembrud mod sydvest, i første om­ gang med „gennemslusning“ af forsyningerne som mål. Stalin­ grad skulle derefter rømmes trinvis, til en total forening med 4. panserarmé var gennemført, dog først på særlig ordre, hvilket tilsigtede forinden at muliggøre den vanskelige koordinering af gennemslusningen og at give Manstein tid til at overtale Hitler til at opgive sin kategoriske „stå fast“-ordre, som hæmmede ge­ neral Paulus’ handlefrihed, uagtet Manstein var parat til ved ud­ givelsen af nævnte ordre at tage det fulde ansvar.Hitler tiltrådte, at 6. armé måtte angribe mod sydvest, men stod fast på, at den indesluttede hær samtidig skulle holde sin øst-, nord- og vestfront om Stalingrad — i håb om, at der kunne kæmpes en „korridor“ fri, som Stalingrad-hæren kunne forsynes igennem over et længere tidsrum.

Ved at stille en sådan betin­ gelse blev det førnævnte tilsagn illusorisk, og Hitlers hele vur­ dering var bygget på ønskeforestillinger, ikke på realiteter. 6. armé hævdede samtidig over for Manstein, at den (Paulus) ikke kunne bryde ud stik mod Hitlers klare ordre. Yderligere mente Paulus at behøve seks dage til at forberede udbruddet, hvilket efter Mansteins mening var overdrevet og for længe til, at ud­bruddet da overhovedet ville kunne realiseres, navnlig imder hen­syn til den farlige situation på hærgruppens venstre fløj, ligesom man jo ikke kunne vente, at russerne på indeslutningsfronten om Stalingrad ville se uvirksomme på så langvarige forberedel­ ser. Dertil kom Paulus’ frygt for, at et udbrud måtte betales med et totalt sammenbrud (nemlig af de øvrige fronter) under udbruddet, hvilket Manstein mente kunne forebygges ved en dygtig ført udvigende kamp, omend der naturligvis krævedes stor hurtighed og dristiglied i hele føringen. Endelig var trop­ pernes bevægelighed efter general Paulus’ mening meget ringe på grund af deres hele udmattelse og de lidte tab og først og fremmest på grund af den nu kritiske benzinforsyning — armeen havde kun benzin til højst 30 kilometers kørsel med sine kamp­ vogne! Manstein mente, at det — omend man løb en stor risiko — alt i alt nok skulle være muligt at klare driftsmiddelproblemet. Men uden at løbe en stor risiko kunne man jo overhovedet ikke gøre sig håb om at redde 6. armé.

„Men den afgørende grund til, at dette spørgsmål i sidste instans gav udslaget til, at 6. armé forblev om Stalingrad, var den kendsgerning, at Hitler havde en forbindelsesofficer i kedlen. Derved fik H. kendskab til, at general Paulus på grund af benzin­ situationen ikke alene havde erklæret gennemførelsen af et gen­ nembrud mod sydvest, men endog opmarchen hertil for en umu­lighed“.

Manstein stod derfor på den ene side over for Hitler, som gjorde angrebet mod sydvest afhængigt af, at de andre Stalingrad- fronter blev holdt (som sagt: et afsindigt krav), og på den anden over for Paulus, der erklærede det af Manstein befalede ud­ brud for umuligt på grund af benzinsituationen. „Hitler kunne ved sin afgørelse påberåbe sig arméchefen, der jo selv skulle klare den vanskelige opgave. Hvis Hitler ikke havde haft denne indvending til disposition, ville han måske alligevel under si­ tuationens tryk have opgivet sit krav om at holde Stalingrad under et udbrud af 6. armé mod sydvest“.M. har redegjort så detailleret for Paulus’ motivering til ikke at benytte den sidste chance til redning, fordi han anser det for en moralsk pligt over for 6. armés chef. At gribe denne sidste chance var at sætte alt på eet kort. Men „efter hærgruppechefens opfattelse var dette nu nødvendigt“.

Manstein under­ streger atter hvilket uhyre vovestykke iværksættelse af udbruds- forsøget ville have været for Paulus: muligheden for at blive hængende på halvvejen i en håbløs situation, for at blive knust ved flankeangreb, indhentet af russerne og bundet, altsammen mens tropperne var dødeligt udmattet. „Alligevel ville vel håbet om at genvinde friheden og undgå døden eller fangenskabet, have givet tropperne kraft til at gøre det tilsyneladende umulige muligt“ .

Vi, som i dag kan overskue Stalingrad-dramaet i dets fulde omfang, ved, at af de ca. 120.000 fanger, russerne tog, var min­ dre end 10 procent i live ti år efter. (Professor Gollwitzer gør i sin overmåde gribende bog om sine fangeår i Rusland rede for grundene til denne vældige dødelighed og fremhæver, at den ikke skyldtes russisk grusomhed, men fangernes på grund af langvarig sult under kampene nedsatte modstandskraft i forbindelse med uundgåelige strabadser ved transporten bort fra operationsområ­det). Hvor meget den definitive viden end har karakter af bagklogskab, er det altså øjensynligt, at det ikke alene operativt, men også for hver enkelt soldat i den indesluttede armé havde været rigeligt umagen værd at vove gennembrudsforsøget. Værre end det gik, kunne det umuligt være gået.

Til trods for Paulus’ tøven og i de anførte omstændigheder begrundede passivitet lod Manstein 4. panserarmé forblive i dens meget udsatte stilling øst for Don, så længe der blot var det ringeste håb tilbage om, at 6. armé ville og kunne udnytte denne sidste chance. Fristen udløb, da udviklingen på hærgruppens venstre fløj gjorde en omdirigering af kræfter fra østlige Don-bred dertil uomgængelig nødvendig, og da 57. panserkorps’ stilling ved floden Meschkowa den 25. december blev uholdbar, efter at korpset havde dannet brohoved på dens nordlige bred og dets forreste styrker i horisonten havde kunnet se glimtene fra fron­ ten omkring Stalingrad!

„Et heldigt resultat syntes at ligge in­ den for rækkevidde, hvis blot 6. armé ville skaffe 4. panserarmé luft ved at gå til angreb og derved i det mindste hindre fjenden i at kaste stedse nye kræfter mod panserarmeen“.Den uholdbare situation på venstre fløj af hærgruppen skyld­ tes det totale sammenbrud af rumænske og navnlig italienske divisioner over for russiske, koncentrerede panserangreb. At holde den operative balance i denne situation, med begrænsede kræfter og vanskelige forskydningsforhold, ville i sig selv have stillet maksimale krav til den ansvarlige førers sjælsstyrke og kunnen. Næsten uudholdeligt må det have været, at der som yderligere friktionsmoment indgik Hitlers personlige indgriben i føringen af og dispositionsretten over de enkelte divisioner.

Hvor en hurtig flytning af en enkelt division kunne have muliggjort en meget vigtig standsning af russerne, kunne Hitlers passivitet hindre flytningen i mange dage, så at Manstein gang på gang måtte se modstanderen gribe initiativet og selv slippe det af hænde. Under trusel om omfatning i begge flanker — de til sikring af disse indsatte rumænske divisioner havde mistet enhver kampvilje — måtte 57. panserkorps nu trække sig tilbage til af­ lastningsoffensivens udgangspunkt, Kotelnikowo. Hermed var und­ sætningsforsøget strandet. Manstein mente imidlertid i stejl fast­ holden ved, at tilførsel af operative reserver endnu kunne gøre det muligt at give 4. panserarmé ny offensivkraft, og op­ fordrede med klar angivelse af, hvilke enheder det drejede sig om, OKH til straks at give de fornødne bemyndigelser.

Den yderste frist for et fornyet forsøg (kombineret med en ekstra forsyningsindsats ad luftvejen) ville efter Mansteins mening ligge i dagene omkring nytår. Derefter ville navnlig de indesluttede styrkers udmattelse og utilstrækkelige forsyninger gøre al yderli­ gere operation formålsløs, og selv et eventuelt sidste undsæt­ ningsforsøg som det beskrevne omkring nytår ville ikke kunne resultere i mere end at redde personel; 6. armé ville ikke kunne frelses som operativ enhed.Men Hitler afviste kravet om tilførsel af operative reserver (fra 1. panserarmé af den sydligste armégruppe (A)).

Ifølge Manstein skyldtes dette afslag dels Hitlers utilbøjelighed til at opgive noget som helst (og afgivelsen af 3 divisioner fra 1. panser- armé ville nok have nødvendiggjort hærgruppe A ’s overgang tilbevægelig krigsførelse), dels at Hitler ganske urealistisk hå­ bede på i februar at kunne iværksætte en større modoffensiv med SS-panserkorpset fra Charkow — 500 kilometer .

„Hvis Hitler virkelig bar troet på muligheden af, at et sådant raid ville være gennemførligt, er det et klart bevis for det, rier er sagt om ham i et tidligere kapitel“.„

Da Hitler i slutningen af december afslog alle hærgruppe Dons anmodninger om hurtig forstærkning af 4. panserarmé, var 6. armés skæbne definitivt beseglet. Forgæves havde vi sat den sidste disponible mand, den sidste granat ind på befrielsen af armeen! Forgæves havde vi holdt fast ved undsætningsoperatio­ nens gennemførelse indtil det sidste mulige øjeblik, forgæves kastet hele hærgruppens skæbne i vægtskålen!“Vedrørende 6. armés sidste kampe siger Manheim, at når han ikke specielt dvæler ved deres tragiske og heroiske aspekter, er det „visselig ikke, fordi vi i hærgruppens overkommando ikke følte alt dette dybt i vore hjerter.

Det er ærefrygten for et heltemod, der vel næppe har mage, der hindrer mig i at finde de ord, der kunne yde denne begivenhed virkelig retfærdig­ hed“. Derimod er han som tidligere hærgruppechef — siger han — kompetent til at udtale sig om den operative betydning af armeens sidste kamp — „et spørgsmål, som man dog ikke bør betragte i relation til det sluttelige tab af krigen, men til den dengang foreliggende operative situation og dennes ubøn­ hørlige nødvendigheder“.

Af en melding fra general Paulus den 26. december frem­ gik, at denne ikke anså et udbrud for gennemførligt, hvis der ikke forinden var skabt en korridor og forstærkning og for­ syninger tilført. Forplejningen var i realiteten opbrugt ved flere af korpsene.

Den 9. januar opfordrede russerne 6. armé til at kapitulere. Opfordringen blev afvist efter ordre fra Hitler.„Jeg tror ikke, at man kan beskylde mig for at have stået kritikløst over for Hitlers militære beslutninger eller dispositio­ ner. I dette tilfælde tiltræder jeg dog fuldt ud hans beslutning, da denne på dette tidspunkt endnu var en nødvendighed, omend den — menneskeligt set — var nok så hård“.„Jeg vil se helt bort fra det rent soldatermæssige stand­ punkt, at en hær ikke bør kapitulere, så længe den endnu over­ hovedet er i stand til at kæmpe. At opgive dette standpunkt ville betyde afslutning på al soldatergeming. Så længe den lyk­kelige tidsalder ikke er kommet, i hvilken staterne kan klare sig uden væbnet magt, så længe der altså eksisterer soldater, må dette den soldatermæssige æres standpunkt opretholdes. Selv den tilsyneladende håbløshed i en kamp, der vil kunne undgås ved en kapitulation, er i sig selv på ingen måde en retfærdig­ gørelse af en overgivelse. Hvis enhver chef, der anser sin situa­tion for håbløs, ville kapitulere, ville man aldrig vinde nogen krig.

6. armé havde — hvor håbløs dens fortsatte modstand end kunne være på længere sigt — en vigtig rolle at spille in­ den for rammen af den samlede situation, så længe det over­ hovedet kunne praktiseres. Den måtte forsøge længst muligt at binde de fjendtlige kræfter over for sig“.Den 19. januar var 90 af de 259 større taktiske russiske enheder på hærgruppe Dons front bundet af 6. armé.

„Hvad det havde betydet, hvis disse 90 enheders masse var blevet fri­ gjort ved en kapitulation af 6. armé den 9. januar, behøver ikke at påpeges nærmere i betragtning af den tidligere skildrede situation ved hærgruppen og de truende følger for hele østfron­tens sydfløj“.  Armeens holden stand var af afgørende be­ tydning for situationen på sydfronten. Hver dag, den endnu kunne fastholde fjendtlige kræfter, var afgørende for østfrontens skæbne. Man må ikke nu bagefter komme og sige, at krigen alligevel var tabt, og at dens fremskyndede afslutning ville liave sparet uendelige lidelser. Det er bagklogskab. I disse dage var det endnu på ingen måde givet, at Tyskland skulle tabe kri­gen militært.

Et militært remis, der også havde ladet et poli­ tisk ’uafgjort’ synes opnåeligt, lå endnu absolut inden for det muliges grænse, hvis det lykkedes at retablere situationen på østfrontens sydfløj, hvilket jo til sidst også lykkedes.. . Det var krigens hårde nødvendighed, der måtte tvinge den øverste føring til også at kræve dette sidste offer af de tapre tropper ...

“Mulighederne for en kompromisfred skal ikke her diskuteres nærmere, ejheller om en sådan var mulig med eller uden Hitler og det nazistiske styre. Det er i nærværende forbindelse en af de kyndigste og højst ansvarsbetroede, som kommer til orde, og ingen bør af sin brændende retfærdighedstrang, sin dybe harme over nazistiske rædselsgeminger og sit krav om straf og hævn glemme det faktum, at historiens vældige afgørelser gennem år­ tusinder er blevet skrevet mere med kamppladsens blod end af­ gjort med følelsernes og retfærdighedens stemmer. På denne bag­ grund må også feltmarskallens betragtninger læses. —12. januar meldte Paulus, at reserver ikke længere fandtes. Benzin opbrugt, ammunition kun til tre dages kamp, og „fæst­ningsfronten“ ville forventelig kun kunne holdes få dage, hvis fjenden fortsatte sine angreb. Forsvaret ville da gå over i usam­ menhængende enkeltkampe.

Efter relativ stilstand i nogle dage begyndte de russiske an­ greb, der var sat an efter det afviste kapitulationskrav, med ny styrke den 16. januar. Forsyning ad luftvejen var nu kun mulig ved nedkastning om natten, da transportflyvene havde lidt pro­hibitive tab om dagen og kun en enkelt og meget udsat flyve­ plads endnu var til rådighed.Den 24. januar meldte Paulus, at „fæstningen“ kun ville kunne holdes få dage, men at han kort før et endeligt sammen­ brud ville give sine tropper ordre til at søge at slå sig igennem i smågrupper. Hitler svarede, at han ville forbeholde sig afgørelsen herom, og en sådan afgørelse blev aldrig truffet. Paulus bad om­ trent samtidig om bemyndigelse til at indlede kapitulationsfor­ handlinger, og Manstein støttede nu dette ønske stærkt over for Hitler. Skønt hver dag, med hvilken modstanden blev afkortet, betød en skærpelse af hærgruppens samlede situation var jeg dog af den anskuelse, at dagen nu var kommet, da den tapre armés dødskamp burde ophøre.

Fra nu af ville dens lidelser ikke længere stå i forhold til den nytte, som den fortsatte binding af fjendtlige kræfter endnu kunne bringe“. Manstein førte en langvarig og forbitret telefonisk diskussion med Hitler om dette spørgsmål, men Hitler var ubøjelig og anså ethvert forsvar for at være af værdi, navnlig i betragtning af en i mellemtiden op­ stået katastrofal situation ved hærgruppe B, hvor den ungarske armé ved Don var blevet rendt over ende, og både Don-gruppen og hærgruppe A efter Hitlers mening var truet af tilintetgørelse (afskæring). Manstein mener dog, at Hitler herunder lededes mindst lige så meget af prestigehensyn som af strategiske be­ tragtninger.Manstein redegør for sin stilling til en eventuel tilbage­ træden, efter at Hitler havde afvist hans indtrængende fore­ stillinger. Han siger indledningsvis, at tanken naturligvis måtte beskæftige ham gang på gang i disse måneder, og nævner, at hans nærmeste medarbejdere ustandselig lagde pres på ham for at formå ham til ikke at give op. Desuden „kan en høj chef lige så lidt som nogen anden soldat i krig gå hjem uden vi­ dere . . . Soldaten i felten er ikke i samme bekvemme situation som en politiker, der til enhver tid kan stå af, hvis tingene går skævt eller regeringens kurs ikke passer ham. Soldaten må kæmpe, hvor og hvordan han får ordre til det“.

„Der findes tilfælde, hvor en høj chef ikke kan forene det med sin samvitighed at udføre en modtagen befaling — tilfælde, i hvilke han ligesom Seydlitz i slaget ved Zorndorf må sige: ’Efter slaget kan kongen disponere over mit hoved, men i slaget må lian give mig lov til at bruge det’. Ingen general vil kunne undskylde tabet af et slag med, at han — mod bedre vidende — har måttet udføre en befaling, der har ført lige til nederlaget. 1 denne situation har han ingen anden vej end den ulydighed, for hvilken han hæfter med sit hoved. Dets skæbne vil i reglen bero på udfaldet“.

Så tydeligt som nogensinde taler her den gamle tyske ge­neralstabs „ulydighedstradition“, som jo i sidste instans kun er en krystallisation af føreransvars-begrebet (Skoleeksempel fra ver­denskrig I:

v. Francois ved Tannenberg).Manstein fremhæver, hvordan han på trods af Hitlers ordre gav befaling til udbrud med 6. armé, og at det var dennes chef, der valgte at lyde H. i stedet for sin umiddelbart foresatte; også ved senere lejligheder har M. gang på gang handlet mod Hit­ lers ordrer. Manstein lod sig også lede af „den ansvarsfølelse, som en høj fører må have over for sine soldater“.

„Når det lyk­ kedes ledelsen af hærgruppe Don til sidst at klare en af de vanskeligste situationer i denne krig, tror jeg, at jeg i denne kendsgerning tør se en retfærdiggørelse af, at jeg hin dag gav afkald på at slynge min post som olief for Hitlers fødder“. Han belyser dette med en sammenfattet skildring af situationen på sydfronten som helhed og tilføjer nogle ord om Stalingrads fald den 1. februar. Han oplyser her bl. a., at luftvåbnet bragte ikke mindre end 30.000 sårede soldater ud af kedlen ved Stalingrad, en enestående opofrende indsats.Den 5. februar blev Manstein beordret til at møde i fører- hovedkvarteret, hvor Hitler indledede mødet med følgende ord:

„Jeg alene bærer ansvaret for Stalingrad! Jeg kunne måske sige, at Goering har givet mig et urigtigt billede af muligheden for at forsyne tropperne ad luftvejen, og dermed i det mindste vælte en del af ansvaret over på ham. Men han er min af mig selv udpegede efterfølger, og derfor kan jeg ikke bebyrde ham med ansvaret for Stalingrad“.

Manstein anerkender denne klare ansvarstagen, „men over­for denne står den kendsgerning, at han (Hitler) desværre ikke drog konsekvenserne for fremtiden af dette svære, af hans føring forårsagede nederlag“ .

I en afsluttende artikel skal refereres Mansteins førervirk­somhed under de senere faser af felttoget i øst.(Sluttes).Del 2Den sidste trediedel af v. Mansteins vældige erindringsværk handler om felttoget i Sydrusland fra efter Stalingrad og til han den 3. april 1944 forlod fronten for ikke mere at overtage nogen aktiv kommando. Det er et vældigt og dramatisk afsnit, gennem­syret og gæret af de enorme begivenheder, i hvis centrum Man­stein stod i denne periode, så sandt som østfronten er den største og måske også den blodigste af alle verdenshistoriens krigsskue­ pladser. At forsøge på at fortætte dette i sig selv så umådelig koncentrerede stof mere, end Manstein selv har gjort, er på for­ hånd dømt til at mislykkes. Den, der ønsker sig en sammen­ hængende og plastisk fremstilling af begivenhederne, må derfor selv gå til Mansteins værk. Dette indeholder dog også i dette afsnit så mange enkeltheder for den ikke specielt krigshistorisk interesserede, at nærværende uddrag og omtale af hans værk ikke skal gå til ende, uden at også dette sidste afsnit gøres til genstand for behandling.

Det er med god grund, at Manstein indleder dette afsnit med Moltkes ord om strategien som et system af „Aushilfen“ (den almindelige danske oversættelse: udveje er ikke god; im ­ provisationer forekommer bedre). Har en operationskæde nogen­ sinde måttet improviseres, var det visselig her.6. armés kamp i Stalingrad var en vigtig del, men også kun en del af østfrontens strategi. I vinteren 1942—43 kæmpedes der om selve den sydlige østfronts eksistens og dermed om hele fron­ tens opretholdelse. Manstein skriver, at dette felttog „rummede . . . en sådan fylde af vældige spændinger, næsten dødeligt forekom­ mende kriser, at det vel hører til den anden verdenskrigs mest spændende.

“Ved vinterfelttogets begyndelse stod den tyske front i en langt østpå fremspringende bue i Kaukasus og det østlige Ukraine. Den russiske talmæssige overlegenhed, som Manstein anslår til at være syvdobbelt, i forbindelse med fejl i Hitlers overledelse af felttoget, resulterede nu i en afgørende strategisk fare for, at russerne skulle kunne afskære hele sydfløjen ved at skære igen­nem til Rostow og Dnjepr-overgangene. Ved de ungarske, ru­mænske og italienske hjælpestyrkers sammenbrud var truslen herom blevet yderst håndgribelig. Manstein måtte løse den kæm­ pemæssige opgave at redde sydfronten i bevægelige operationer og forhindre, at den blev afskåret fra sine forsyninger og der­ efter trykket ud mod kysten af det Asovske Hav og senere af Sortehavet. Tilintetgørelsen af armégruppe Don, som han selv førte, og af Kaukasus-armégruppen, ville være ensbetydende med den øvrige fronts totale sammenbrud. Den russiske operative hovedtanke (omfatning i nord og vest af den tyäke sydfløj med henblik på afskæring af forsyningerne) var „direkte inspireret“ af den situation, som den tyske føring alt for længe havde ladet hærens sydfløj forblive i.Mansteins ønsker om at redde 6. armé i Stalingrad strandede på Hitlers prestige-dikterede modstand.

Men selv i denne bitre stund mente M., at der stod en vej åben for den øverste hær­ ledelse, nemlig at ofre det område, der var blevet erobret i som­ merens løb, idet man trak armégrupperne A og Don tilbage fra den langt fremspringende bue, først bag nedre Don og Donez og derefter mod nedre Dnjepr. Denne frontforkortelse ville frigøre en del divisioner, der efter Mansteins mening burde have til op­ gave at koncentrere om Charkow og herfra at rette et stort flankestød mod de russiske styrker, der forfulgte de tilbagegående hære eller søgte at afskære deres forbindelseslinier. Tilbagegan­ gen ville herved have kunnet forvandle sig til en vældig om­ ringningsmanøvre — en enkel tanke (som de fleste store strate­ giske ideer) — og derved måske til en betydningsfuld sejr. Denne løsning havde Manstein foreslået OKH, efter at 6. armés skæbne var beseglet og faren for en afskæring af hele sydfløjen var blevet aktuel ved gennembruddet af den italienske front i armé­ gruppe B's område.

Men enhver operation, der indebar tilbage­ gående bevægelser, måtte være sikker på at møde modstand hos Hitler, hos hvem prestige- og råstofmæssige synspunkter altid do­minerede over de operative.

Armégruppe B forsvandt i stedse højere grad fra skueplad­sen som følge af opløsningen i forbundsfællernes hær. Med hjælp af begrænsede styrker fra armégruppe A måtte Manstein følge­lig bære hovedbyrden i den operationskæde, der tilsigtede at for­ skyde styrker fra den østlige til den vestlige fløj af gruppen for at kom m e de russiske . om fatningsforsøg, der strakte sig stedse længere vestpå, i forkøbet. Manstein skriver, at dette var en ganske simpel tanke, der næppe kan gøre krav på at være en „udspekuleret strategisk konception“, men „i krigen viser det simpleste sig ofte at være det sværeste“ (nyt ekko af Clausewitz).

„De sande vanskeligheder ligger ikke i beslutningen i sig selv, men i dens konsekvente gennemførelse. I den foreliggende si­ tuation måtte enhver fjernelse af styrker fra østfløjen betyde en fare for denne, og man kunne ikke vide, om denne fare ville kunne mestres. Men navnlig måtte disse forskydninger for at kune få virkning i rette tid indledes på et tidspunkt (delvis ugevis forinden), hvor faren for en afskæring endnu ikke var direkte aktit og derfor enten endnu ikke var eller blev erkendt af Hitler.

“En afgørende rolle måtte det for sydfløjen spille, at Kaukasus-gruppen blev hjulpet tilbage i rette tid Et nederlag ved Mansteins 4. panserarmé ville have givet russerne mulighed for uden vanskelighed at komme ind i ryggen på Kaukasus-hæren, som dog var meget utilbøjelig til at afgive styrker, bl. a. fordi dens enheder (på grund af dårlig kommandoføring direkte fra Hitlers side) var stærkt sammenblandet og desuden efterhånden meget bundet til deres feltbefæstninger og store ammunitions- og materieloplag. „Der findes i øvrigt mange militære førere, der ikke har sans for, at man skal lade tropperne blive sammen i deres normale organisation, hvis man vil nå et maksimum af ydeevne og beholde sikkerhed for operativ smidighed.“

Mansteins armégruppe kæmpede med 4. panserarmé syd for nedre Don for at sikre ryggen af armégruppe A og dennes forbindelser, og i den store Don-bue og foran Donez med arméafdeling Hollidt, for at hæmme russernes fremrykning nord for nedre Don, så at de ikke kunne afskære 4. panserarmé og dermed også armégruppe A. Samtidig måtte Hollidt hindre fjenden i at gå over Donezlinien Forchstadt— Kamensk— Voroshilovgrad og dermed at rykke mod Rostow nordfra. Endelig måtte Mansteins styrker holde for­ bindelserne mod vest (mod nedre Dnjepr) åbne. Den største fare bestod dog i det faktum, at armégruppe A ikke var i stand til at løsgøre sig hurtigt fra Kaukasus-området. „Det viste sig atter, at stillingskrigen — og til en sådan var kampen blevet på denne front — uundgåeligt fører til ’indefrysning’ af både enhederne og af føringen ... Resultatet er altid, at tropper og føring mister evnen til at tilpasse sig de hurtigt skiftende situationer, som bevægelseskrigen daglig fører med sig.

Trægheden og stivheden vinder overhånd, da enhver forandring medfører vanskelige af­ løsninger, forskydninger, ubehageligheder og ofte farer. Den uund­gåelige ophobning af våben, materiel og forråd af enhver art knæsætter normer, som man ikke mener at kunne give afkald på for den videre krigsførelse. Følgen er, at når føringen stilles over for nødvendigheden af en tilbagegangsbevægelse i stor stil, kræver denne først og fremmest en lang forberedelsestid til røm­ ningen — hvis den da ikke på grund af det uundværligt fore­ kommende materiel helt afviser tanken om en stor tilbagegang, selv om kun denne synes at åbne mulighed for en senere sejr. M an kan mindes, at selv en så betydelig militær fører som Ludendorff i året 1918 efter den tyske offensivs fastløben ikke kunne få sig selv til at gennemtvinge den overgang til bevægelseskrig, i hvilken dengang det eneste håb om en tysk sejr kunne have ligget — i sidste instans fordi han troede, at han ikke kunne forsvare at ofre det materiel, der var indsat i og bag fronten, og fordi han ikke kunne få sig selv til at opgive det terrain, der var erobret med så store ofre.“ På tilsvarende måde lå det her med armégruppe A, der jo desuden fandt støtte for sin til­ bageholdenhed i Hitlers uvilje mod at opgive terrain.

„Den, der vil søge efter et eksempel på anvendelsen af sæt­ ningen om, at strategien er et system af improvisationer, vil næppe finde noget bedre end denne kamp, som armégruppe Dons to armeer førte. Når det trods mange kriser lykkedes at mestre de foran skitserede opgaver, skyldes det, at armégruppens og armeernes føring holdt fast ved de hævdvundne tyske førings­ grundsætninger :— at føre operationerne bevægeligt og smidigt, og— at give initiativet og selvstændigheden hos førere af alle grader så stort spillerum som muligt.Dette var dog grundsætninger, der stod i skarp modsætning til Hitlers tænkning.Det har altid været den tyske førings særlige styrke at ind­ rømme underforernes selvstændighed et vidt spillerum, at give dem opgaver, og at overlade måden, hvorpå disse skal løses, til vedkommende førere.

Den tyske føring har meget længe — i hvert fald siden den ældre Moltkes tid — med dette princip adskilt sig fra de fleste andre armeer. I disse fik underforernes selvstændighed på det operative og taktiske område ikke samme spillerum, ja tværtimod blev også udførelsen af det befalede foreskrevet i lange, detaillerede direktiver, eller den taktiske handlen presset ind i et skema“. (Mon ikke disse ord har bud til mange, der på grundlag af den britisk-amerikanske sejr i 1944—45 mener, at den atlantiske land-operative doktrin er den eneste rigtige??).

„På tysk side var man af den opfattelse, at en sådan fremgangsmåde er skadelig. Ganske vist synes den at forringe risikoen for et fejlslag for en gennemsnitsfører. Men den fører kun alt for let til, at de udførende må handle imod den lokale situations krav, og frem for alt giver (denne metode) til gunst for en forventet sikkerhed afkald på den chance, der kan frembyde sig ved den dristige udnyttelse af en måske op­ stående gunstig situation, af et afgørende øjeblik, fra en selv­ stændig underforers side. . . Dog forudsætter indrømmelsen af en sådan selvstændighed til miderførerne, at visse grundsætninger for operativ og taktisk handling er gået alle medlemmer af det militære hierarki helt i blodet — en homogenitet i anskuelserne, som vel kun den tyske generalstabs skole har frembragt i dette omfang.

Alligevel vil den ansvarlige høje chef ofte stå over for det spørgsmål, om han ikke skal gribe ind i føringen af de armeer etc., der er ham underlagt. Jo vanskeligere situationen er, og desto færre de kræfter er, han må klare sig med, des oftere vil fristelsen indfinde sig til at gå hans undergivne i næ­ ringen. Det vil dog altid være af afgørende betydning, hvilken værdi han tillægger disse . . . Hvad armégruppens overkommande angår, tror jeg, at vi kun har foretaget indgreb i armeernes fø­ ring, når sådanne indgreb var virkelig uundladelige — navnlig i tilfælde, i hvilke armégruppens operative hensigt betød over­tagelsen af et ansvar, som man ikke kunne kræve af vedkommende armé. Men vi har altid givet afkald på at give uforbindende ’råd’, der betyder graven for ethvert initiativ og en tilsløring af an­svaret.“

I afsnittet om 4. panserarmés kamp skildrer M. de for­ tvivlede forsøg på at få tilført styrker fra annégruppe A i rette tid, kam pen om de enkelte divisioners indsats og for en operativ løsning på trods af Hitlers statiske pseudostrategi: „Et forsøg på i den givne situation at mestre armeens opgave ved, at man bandt den til en bestemt linie, ville kun være resulteret i at byde fjenden et spindelvæv som hindring.“ Da Hitler insisterede på en sådan løsning, anmodede Manstein i begyndelsen af januar 1943 om fritagelse for sin post.“ Af det tidligere anførte vil fremgå, med hvor stor ulyst han har gjort delte.

„Sådan som sagerne stod, drejede det sig for 4. panserarmé om — i stedet for at gøre forsøg på en utilstrækkelig modstand i en alt for vidt udstrakt linie — at holde sine kræfter sammen. Kun således kunne den, alt efter situationen, byde modstanderen en stærk modstand på det vigtigste sted eller eventuelt rette et overraskende slag mod ham. At den herved periodevis fuldstæn­ digt måtte blotte andre afsnit af det område, den skulle dække, og på atter andre steder måtte klare sig med et sikrende slør, var en selvfølge. Generaloberst Hoth løste, støttet af sin for­ trinlige generalstabschef, general Fangohr, denne vanskelige op­ gave på en lige så rolig og beslutsom som behændig måde. Han forstod behændigt at opholde den frontalt energisk forfølgende fjende uden at udsætte sig for faren for et nederlag ved at bolde for længe fast i en enkelt stilling. Men desuden bragte han ved korte slag af hurtigt sammenskrabede kræfter på begge fløje gang på gang fjendens hensigt om at omfatte armeen til at strande.“

Såvel 4. panserarmé som armégruppens anden store forma­tion, arméafdelingen Hollidt, løste under store vanskeligheder deres operative opgaver i denne fase. Den sidstnævnte lykkedes det at standse russerne ved Donetz, medens panserarmeen dæk­ kede de første tilbagegangsoperationer af armégruppe A. Hitler havde helst ønsket, at hele denne skulle gå tilbage til Kubanbrohovedet for herfra at danne en konstant trusel mod de rus­ siske olie-områder, men det lykkedes dog at overtale ham til at lade en del af styrkerne vige ud mod Rostow, d. v. s. mod den operativt afgørende front, hvor der visselig var brug for dem.

Kuban-brohovedet stod i begyndelsen af februar ca. 400.000 mand, som ganske vist bandt betydelige russiske kræfter, men dog ikke havde tilnærmelsesvis samme værdi, som hvis de havde deltaget i de bevægelige operationer. (Vi ved fra næsten al fæst­ ningskrig, at det oftest er en dårlig spekulation at binde tropper inden for en befæstet perimeter — jfr. f. eks. Antwerpen under den første verdenskrig).

Hitlers strategi i demie krigsfase bestemtes i høj grad af hensynet til Donetz-bækkenet, uden hvis kul han hævdede, at krigen ikke kunne vindes, foruden at disse kul efter hans me­ ning var uundværlige for russerne. Manstein indrømmer, at det ud fra krigsøkonomiske synspunkter var ønskeligt at holde om­ råder, men skriver, at hævdelsen var problematisk fra det øje­ blik, da den ungarske front brød sammen syd for Voronesh, og russerne dermed så vejen åben til Donetz og videre til Dnjepr- overgangen og kysten af det Asovske Hav. Han gjorde nøje rede for sine tanker i en skrivelse til Hitler i begyndelsen af februar og blev den 6. februar fløjet til Hitler, hvor (som tidligere om­ talt) denne påtog sig skylden for nederlaget ved Stalingrad og desuden af Manstein lod sig overtale til en noget mere bevægelig operationsføring på sydfronten. (En drøftelse på det samme møde vedrørende udnævnelse af en generalstabschef direkte under Hit­ ler og med betydelig faktisk myndighed førte ikke til noget resultat).

Denne overtalelse kostede dog uhyre anstrengelser, idet H. ustandselig veg uden om operative drøftelser og satte krigs- økonomiske faktorer i forgrunden samt reducerede alle strategi­ ske overvejelser til „hypoteser“, hvad de jo ifølge sagens natur må være, da det jo som bekendt er svært at spå, navnlig om fremtiden. „På den anden side vil kun den militære fører vinde sejr, der er i stand til at tænke forud. Han må i hvert fald kunne se en smule gennem det slør, der altid vil tilhylle fjendens frem­ tidige handlen, idet han i det mindste bedømmer de muligheder rigtigt, der frembyder sig for modstanderens og egen handlen. Jo større den ramme er, i hvilken man skal føre, des længere må man naturligvis også tænke forud.

Jo større de rum er, der skal overvindes, og jo større de troppestyrker er, der skal flyt­ tes, desto større er også det spand af tid, der må hengå, indtil en truffen beslutning kan bringes til udførelse.“ Manstein havde nok forståelse for, at Hitler gerne ville bevare de erobrede om­ råder, og ville meget hellere have forelagt H. løfterige offensiv­ planer. „Men det er en gammel erfaring, at den, der i krig vil bevare alt, bevarer intet.“ Også denne sætning vil være enhver operativt skolet officer i minde.Et andet argument, Hitler ustandselig fremførte var, at en sådan frontforkortning, som rømningen af Donetz ville betyde, ganske vist ville frigøre betydelige tyske kræfter, men at rus­ serne ville få relativt lige så store kræfter frigjort. Dette var rigtigt på en vis måde, „men det er dog i denne henseende stadig afgørende, hvilken af de to modstandere, der ved sådanne om­ grupperinger vinder forhånden — altså hvem der således ved rettidig handling får chancen for på det afgørende sted at til­ rive sig initiativet og derved at diktere den ’efterhinkende’ fjende handlingens lov, selv hvis han alt i alt er stærkere.

Hertil kom, at ved forsøget på at holde Don-Donetz-buen måtte frontbredder­ nes alt for voldsomme udstraktbed praktisk taget ophæve den større styrke, som forsvaret i sig selv har over for angrebet. An­griberen får i en sådan situation muligheden for selv med for­ holdsmæssigt få kræfter og uden store ofre at kunne gennembryde denne overstrakte front, hvor det passer ham. Da forsva­reren mangler reserver, kan angriberen bringe hele bygningen til at styrte sammen.

“Endelig må nævnes, at Hitler overvurderede de russiske tab og undervurderede russernes evne til bl. a. at retablere jernbane­ nettet. Trods alt lykkedes det dog M. at opnå tilladelse til at føre sin armégruppe tilbage til Mius-stillingen, og i den kom­ mende periode forstærkedes den betydeligt ved tilførsel af di­ visioner fra nordligere frontafsnit, foruden at der blev underlagt den betydelige enheder af nabogrupperne.I første halvdel af februar forva-rredes situationen, og den 15. rommede SS-panserkorpset, der var den slagkraftigste opera­tive enhed på hele sydfronten, Charkow for at uudgå at blive indesluttet. I denne situation gjorde Hitler det for ham højst usædvanlige, at han begav sig frem til armégruppestaben (i Saporoshe) for at høre Mansteins bedømmelse af forholdene. Til at bolde en front på 700 kilometer havde armégruppen her 32 divisioner, en front, der „af en overlegen fjende kan gennem­ brydes, hvor denne ønsker det.“

Men navnlig kunne man ikke forhindre, at fjenden omgik armégruppen i nord, hvis denne blev stående på stedet. Den kortvarige, forudseelige slamperiode ville ikke bevirke nogen principiel ændring heri. Manstein skildrer, hvorledes det lykkedes at iværksætte de modangreb, der i slutningen af februar førte til det heldigt forløbende slag mellem Donetz og Dnjepr og kort efter til tilbageerohringen af Charkow (14. marts), hvorefter tøbruddet og mudderet foreløbig standsede operationerne. De tyske hære stod nu stort set i samme stilling som den, de havde holdt i vinteren 1941—42. Det var ikke lykkedes russerne at afskære og tilintetgøre den tyske syd­ fløj. Russerne havde ganske vist opnået at slå en række af de tyske forbundsfællers styrker afgørende og likvidere en hel tysk armé, og de havde opfanget og afbødet truslen mod deres olie­ områder. Men, skriver Manstein, „ved vinterfelttogets afslutning var initiativet atter overgået til tysk side. Vi havde tilføjet rus­ serne to nederlag. De savnede ganske vist afgørende karakter, men muliggjorde dog på tysk side en stabilisering af fronten og åbnede udsigt for tyskerne til at videreføre krigen i øst med en remis-løsning som mål.

Dog måtte forhåbningerne om en krigsafgørende offensiv i sommeren 1943 utvivlsomt begraves. Hertil var tabet af kampkraft for stort. At den tyske øverste føring ud fra denne kendsgerning måtte drage den slutning, at der med alle midler måtte tilstræbes en forståelse med i det mindste een af fjenderne, var sikkert. Ligeledes måtte det være den klart, at den fra nu af måtte føre krigen i Øst med det mål, at en udmattelse af den russiske angrebskraft måtte nås under økonomi med de tyske kræfter og specielt med undgåelse af tab af hele armeer, sådan som ved Stalingrad. Den måtte ydermere under resolut given alfkald på alle sekundære mål lægge de tyske kræfters tyngdepunkt på østkrigsskuepladsen, så længe de vestlige modstandere endnu ikke kunne være i stand til at lande i Frank­rig, eller til at føre et afgørende stød fra Middelhavsområdet.

Årsagen til, at det ikke lykkedes russerne at nå det afgørende operative m ål i vinteren 1942— 43, analyserer M . på følgende måde: De russiske tropper havde, som næsten altid, kæmpet tappert og for manges vedkommende bragt utrolige ofre. Dog kunne man konstatere en tilbagegang i infanteriets værdi, og man havde efter de store tab af artilleri i 1941—42 endnu ikke nået den fornødne styrke i så lienseende. Sovjetføringen havde lært meget i krigens løb, ikke mindst f. s. v. angik organisation og føring af store panserstyrker, men det var dog endnu lykke­ des tyskerne som regel at slå de russiske panserstyrker, omend ofte først dybt inde i de tyske stillinger. Årsagen til, at russerne ikke kunne bryde igennem og afskære den tyske sydfløj, var, mener M., i første række, at russernes øverste ledelse ikke evnede både at være stærk nok på det afgørende sted hver gang, og at handle hurtigt nok; man turde ikke i tilstrækkelig grad sætte alt på eet kort. Samtidig giver M. naturligvis også sine tropper en væsentlig ære for, at man operativt overlevede den kritiske vinter, og glemmer herunder ikke 6. armés betydning for, at fronten kunne stabiliseres i marts 1943. Schlieffen har et sted sagt, at begge parter, sejrherre og besejret, ved deres dispositio­ ner bidrager til resultatet af et slag eller et felttog. Dette gælder naturligvis også det her nævnte felttog, som Manstein slutter omtalen af med en hyldest til de tyske troppers præstationer.Det følgende afsnit af erindringerne behandler operation „Zitadelle“ — den tyske offensiv mod den langt ind i den tyske front ragende russiske bue ved Kursk, og vel samtidig østkrigens definitive operative vendepunkt, i juli 1943. Med denne offensivs afbrydelse og dermed fejlslag gik initiativet aldeles over på russisk hånd.

De to storoffensiver i sommeren 1941 og 1942 var endt stra­ tegisk set resultatløst, og nu, i det tidlige forår 1943, syntes den frist, Tyskland havde til at søge afgørelse i øst, mens ryggen i endnu var landmilitært fri, at løbe ud. „Fra nu af ville ikke alene spørgsmålet øm kræfterne, men også om tiden være af­ gørende for krigsførelsen i øst.“ Manstein og hans medarbejdere var af den opfattelse, at en remis-løsning militært set i øst endnu var mulig i 1943, selv om de erkendte, at de ikke til­ strækkeligt kendte de politiske forudsætninger. I øvrigt anså M. det for en militær pligt at fortsætte kampen, så længe den po­litiske ledelse krævede det, og anfører også Casablanca-erklæringens kategoriske krav om betingelsesløs kapitulation som motive­ rende, „der slet ikke gav os andet valg end i det mindste at kæmpe til udligning i øst.“

En offensiv med fjerne mål strakte kræfterne i 1943 ikke til. En passiv defensiv ville på den anden side gøre det muligt for russerne at samle kræfter og angribe på det for dem gun­ stigste tidspunkt, koordineret med en invasion vestfra. En rent defensiv strategi måtte også frafaldes af mangel på kræfter. Dette tilsyneladende paradox var nu reelt nok, for en „bevogtning“ af den enorme front ville, jfr. det herom tidligere anførte, be­ tyde „svaghed overalt“ og direkte invitation til russisk gennem­ brud af fronten med deraf resulterende Cannæslag eller alminde­lig tilbagegang. Det måtte derfor komme an på at bringe de faktorer til spil, med hvilke den tyske bær kunne hævde sig: troppernes højere kvalitet og den bedre og smidigere troppe­ føring, omend dette måtte ske inden for den strategiske defensivs ramme, altså at tilføje fjenden partielle, stærkt svækkende neder­ lag, som tilsammen kunne gøre ham „remis-moden“, altsammen under udnyttelse af den bevægelige operation, der stedse har været den tyske førings force. Det måtte da blive et valg mel­ lem at afvente russisk angreb for derefter at slå til på passende sted og måde, eller selv at slå til, før fjenden var kommet sig efter følgerne af vinterfelttoget.

Både rent strategiske og krigsøkonomiske faktorer indicerede, at russerne atter planlagde et storangreb på den sydlige fløj, til afskæring af armégruppe syd, som Mansteins vældige kommando nu var omdøbt til. Mansteins tanke i årets første måneder var at vige ud for sådanne russiske angreb for med stærke kræfter at falde dem i flanken nordfra. Den tyske strategi ville ved en sådan løsning udelukkende sigte på tilintetgørelse af store rus­ siske hærstyrker, ikke på nogen egentlig territorial vinding. Manstein regnede herunder med, at Donetz-bækkenets totale røm­ ning ville være så fristende for russerne, at de ville lade store styrker følge efter, uanset risikoen for en tysk flankeoffensiv. En sådan tysk strategi havde dog til forudsætning, at hele krigens tyngdepunkt i denne fase lagdes på østfrontens sydfløj, d. v. s. at man bl. a. måtte vove en stærk svækkelse af andre frontafsnit, og at man klart så rømningen af Donetz-området i øjnene. Hitler ville imidlertid hverken gå med til at opfylde den ene eller den anden af disse forudsætninger, navnlig fordi Donetz- bækkenet efter hans mening var krigsøkonomisk afgørende. Dette standpunkt kostede armégruppe syd den operative frihed, der alene havde båret udsigten til en remis-løsning i sit skød.

På den anden side indrøm m er M., at der ingen garanti var for, at russerne ville gå til storoffensiv (man tør måske sige: „opfylde den dem tiltænkte rolle“!) Man måtte med andre ord også overveje selv at slå til „aus der Vorderhand“, og på grund af Hitlers afvisning af de førnævnte muligheder måtte resultatet altså blive en „forebyggende offensiv“ fra tysk side: Operation „Zitadelle“. Frontbuen ved Kursk ind i det tyskbesatte område var „mere end en blot skønhedsfejl“, idet den forlængede fron­ ten med henved 500 kilometer og overskar vigtige tyske for­ bindelsesmuligheder, foruden at den kunne danne fortrinlig ud­ gangsstilling for russisk angreb mod armégruppe syds nordflanke og den centrale armégruppes sydflanke. Et samtidigt angreb på buen fra nord og syd forjættede foruden frontkorrekturen til­ intetgørelse af stærke russiske kræfter.

Endelig håbede Manstein på, at et tysk begyndelsesresultat her ville nøde russerne til at indsætte deres operative panserreserver under vanskelige for­ hold, og at man ved under gunstige betingelser at slå disse ville skaffe sig mulighed for at tilføje russerne andre, afgørende standsningsstød.Operation „Zitadelle“ skulle føres ved stød fra de to nævnte tyske hærgrupper mod frontfremspringets hjørner.De to annégrupper indsatte ialt 3 armeer til offensiven, herunder meget stærke panserstyrker. Manstein vurderer den artilleristiske dotering som værende „rigeligt svag“ til et gennem­ brud gennem et stillingssystem, og anfører som et ubehageligt faktum, at panserdivisionerne måtte indsættes i første linie, fordi der ikke kunne stilles tilstra'kkelig mange infanteridivisioner til rådighed fra OKH.

For at skabe tilstrækkelig tyngde på angrebs­ fronten måtte armégruppe syd blotte sine øvrige frontafsnit, så at 21 divisioner her måtte holde 630 kilometer front. Enhver kan let regne ud, hvor vældige frontbredder regimenter, afdelinger og miderafdelinger under disse vilkår måtte forsvare, tilmed med stærkt reducerede styrker. Som reserve bag hele denne front rådedes kun over 3 divisioner.Manstein havde ønsket at kunne begynde „Zitadelle“ i de første dage af maj, men generaloberst Model — en meget dygtig soldat, der som en af de få generaler nød Hitlers ubetingede til­ lid — der skulle føre 9. armé nordfra mod Kursk-buen, fik be­ tænkeligheder, navnlig fordi han nåede til den opfattelse, at det russiske panserforsvars effektivitet var blevet stærkt øget i de seneste måneder.

Hitler mente på grundlag af Models be­ tragtninger at måtte udsætte offensiven, til nye og tunge panser­ afdelinger var opstillet. De andre højere førere protesterede for­ gæves med henvisning til, at en udsættelse ville være til større gavn for russerne. Hitler mente dog, at de nye pansertyper „Ti­ger“, „Panther“ og „Ferdinand“ ville garantere overlegenhed over russerne. Resultatet blev alligevel en foreløbig udsættelse til midten af juni og derefter til juli. Denne udsættelse blev skæbne­ svanger for offensivens forløb.Angrebskampene var allerede fra begyndelsen, den 5. juli, præget af overordentlig hårdhed, og Models armé løb efter få dages forløb fast, hvortil kom, at store russiske aflastningsangreb mod Orel-buen (nord for Kursk-buen) nødte armégruppen her til at trække styrker til fra 9. armé og belt at indstille dennes angreb omkring den 11. juli. Mansteins arméer gennembrød un­ der liårde kampe de russiske stillingssystemer sydfra og kunne likvidere dele af de russiske operative reserver, foruden at Man­ stein endnu liavde et lielt panserkorps i reserve til slagets af­ gørelse.

Dette korps måtte han dog først indsætte med Hitlers billigelse, og da de allierede netop den 10. juli var landet på Sicilien, blev Hitlers tilbøjelighed til at vove store risici på østfronten yderligere svækket. Forgæves forklarede Manstein i et dramatisk møde den 13. juli i førerhovedkvarteret, at store resultater syntes at vinke, hvis han måtte videreføre sin opera­ tion som planlagt, uagtet 9. armé havde måttet standse sin kamp: Hitler nægtede tilladelse til indsættelse af panserkorpset og be­ stemte, at „Zitadelle“ skulle afbrydes, dog med visse beføjelser til Manstein med hensyn til en begrænset afrunding af operatio­nerne.

En sådan blev dog umuliggjort af snart indløbende ordrer om afgivelse af store panserenheder til OKH og den centrale armégruppe. Manstein røber sin inderlige bitterhed over, at sejrs­ palmen blev forholdt hans soldater, efter at de næsten havde haft den i hænde. Han hævder, at der allerede med den givne kraft­ fordeling var mulighed for et stort taktisk resultat, og at dettes operative virkninger ville kunne være blevet meget betydelige, hvis Hitler havde været en virkelig feltherre og kimnet beslutte sig til at blotte andre fronter og områder, derunder at rømme Nordafrika.De interessante paralleler mellem Kursk-øffensiven og vest­ frontoffensiven 21. marts 1918 samt Ardenner-offensiven i de­ cember 1944 kunne nok fortjene en analyse, fra hvilken der dog af pladshensyn her må afstås.

Resten af krigen på østfronten er russisk initiativ. Da Kurskslaget endte som en beskeden taktisk-operativ torso, kunne man ikke længere hindre russerne i at udfolde deres fuldt kraft i frie operationer, som af tidligere omtalte grunde naturligt førtes med tyngden på den sydlige front. Manstein tvivler ikke om, at det russiske mål hermed påny var en afskæring og likvidering af armégruppe syd og armégruppe A syd for denne. At hindre russerne i at nå dette mål blev hovedopgaven for armégruppe A fra standsningen af „Zitadelle“ og til slamperiodens begyndelse i foråret 1944. Denne kamp måtte, skriver Manstein, føres over for en knugende russisk talmæssig overlegenhed, og fortsat over for det operativt hæmmende faktum, at Hitler ofte gav politiske og krigsøkonomiske hensyn fortrinnet fremfor de operative nød­ vendigheder.

Sovjetunionens evne til både personelt og materielt at regenerere aftvinger Manstein den bemærkning, at „vi stod i virkeligheden over for en hydra, på hvilken der syntes at vokse to hoveder frem for hvert, der blev hugget af.“ Og Hitler kræ­ vede sukcessivt fastholdelse for enhver pris af Donetz-området, og senere af Dnjepr-buen (ved amiégruppe A af Kuban-brohove- det og af Krim). Disse krav tvang armégruppe syd til en urime­ lig forlængelse af fronten i en bue, mod hvis sider russerne havde gunstige angrebsbetingelser. En opslidende psykologisk kamp om disse problemer mellem Hitler og Manstein akkompagnerede ud­ viklingen ved fronten, under Mansteins fortsatte fremhævelse af, at man ikke både kunne slå fjenden og betingelsesløst fastholde alle de områder, man ønskede.I korte træk skildres nu de russiske offensiver i sommeren og efteråret 1943. Under de givne uhyre vanskeligheder, som Hit­lers ubeslutsomhed og taktisk-operative utilstrækkelighed beredte armégruppen, søgte dennes chef alligevel ustandselig at opnå re­sultater, så snart dette blot var muligt.

I denne forbindelse giver M. en meget åben og interessant karakteristik af sine arméchefer og deres generalstabschefer, samt skildrer det gode og åbne for­ hold mellem disse førere og armégruppens stab. — Efter indtrængende forestillinger fra Mansteins side bemyndigedes annégruppen i midten af september til at gå tilbage til linien Melitopol— Dnjepr (indtil oven for Kiew)— Desna. Denne operation var „formentlig den vanskeligste, som armégruppen måtte gennemføre i felttoget 1943—44.“ Der fandtes kun ganske få overgange over Dnjepr, og til disse måtte de tilbagevigende styrker, ofte under kamp, koncentrere sig for derefter i hast at vide sig ud og danne en forsvarsfront på den anden bred, inden russerne kunne nå at komme dem i forkøbet.Manstein redegør i denne sammenhæng for iværksætteksen fra tysk side af „den brændte jords politik“, en konsekvens af de overordentlig vanskelige betingelser, på hvilke disse bevægel­ ser måtte finde sted: alt måtte gøres for at vanskeliggøre for modstanderen at følge efter. „Det drejede sig om at forhindre, at fjenden umiddelbart efter at have nået Dnjepr kunne fortsætte sin offensiv direkte fra forfølgningen.“

I en zone af 20— 30 kilometers dybde foran Dnjepr blev alt, hvad der kunne lette fjen­ den en øjeblikkelig fortsættelse af offensiven på bred front over vandløbet ødelagt eller ført tilbage, altså alt, hvad der havde kunnet yde dækning og underbringelse eller lette forsynings­ tjenesten (herunder også troppernes forplejning).

Den 30. september stod annégruppen med alle armeer i linien Melitopol— Dnjepr, altså dækket af en stærk hindring, der dog atter på grund af modstand fra Hitlers side — ikke var blevet udbygget til en så stærk stilling, som den havde kimnet blive med de til rådighed værende midler. Grunden til Hitlers mod­ stand var dels hans modstand mod „rückwärtige“ stillinger over­ hovedet, dels at han lagde tyngdepunktet i fortifikationsarbej­ derne i den såkaldte Atlantvold. Under disse forhold, hvor der foruden brohoveder kun havde kunnet anlægges let feltbefæstede stillinger, hvortil kom enhedernes ringe mandskabsstyrke, måtte armégruppen tidligt se i øjnene, at det var tvivlsomt, om stil­lingen kunne holdes over for et stærkt fjendtligt angreb. Hver infanteridivision langs Dnjepr skulle forsvare ca. 20 kilometer front, og til indsats i forreste linie havde den i gennemsnit kun ca. 1000 mand, et tal, der muligvis ville stige til ca. 2000 efter tilførsel af erstatningsmandskab. Panserdivisioneme var så stærkt svækket, at de knap rådede over nogen virkelig angrebs­ evne. Alligevel anså Manstein ikke situationen for håbløs. Blot måtte her, som han også i tidligere situationer havde ønsket, andre dele af østfronten blottes for at muliggøre dannelse af et tyngde­ punkt foran fjendens hovedangreb. Kunne russerne i så fald bringes til standsning for Dnjepr-linien, forelå atter en situation, der ville kunne udnyttes strategisk eller politisk.

Som sædvanlig kom OKH og Hitler for sent, og i slutningen af september lyk­kedes det russerne at gå over Dnjepr flere steder og danne bro- hoveder, fra hvilke større operationer øjensynlig forberedtes, og i oktober kom det til afgørende kampe om Dnjepr-lmien, kampe, som efterhånden gik over i slaget i Dnjepr-buen og derefter i november i slaget om Kiew, der måtte rømmes for at forhindre indeslutning af et armékorps. Nye tilbagegange, nye kriser og nye lidenskabelige diskussioner med Hitler refereres. Under en af disse — den 27. januar 1944 — afbrød Manstein med et tilråb Hitler midt i dennes kritik af de højere førere, hvilket førte til en yderligere afkøling af atmosfæren mellem dem, navnlig da Manstein til Hitlers kritik af en af hans dispositioner havde slut­tet med ordene:

„Til Deres opfattelse kan jeg kun svare, at jeg er en gentleman.“Den kommende periode kendetegnedes af tabet af Nikopol med krigsvigtige mangan-lejer, „kedelslaget“ ved Tscherkassy, kampen om Rowny o. s. v„ hen til marts måned, da Manistein den 27. blev kaldt til Obersalzberg og her påny havde skarpe meningsudvekslinger med Hitler. Den efterhånden utålelige til­ stand endte med, at Hitler få dage efter afskedigede Man­stein som armégruppeclief og indsatte Model i stedet, omend afskeden af hensyn til Mansteins umådelige prestige blev iklædt besmykkende omstændigheder af forskellig art.

Mansteins an­seelse, personlighed og hele position fremgår af, at han ved af­ skeden med Hitler kunne sige til denne: „Jeg ønsker for Dem, at Deres beslutning ikke vil vise sig at være uheldig.“Sine erindringer slutter Manstein med følgende ord om kon­ flikterne med den øverste hærledelse:

„Dybest set drejede det sig om en uforligelig forskel i de strategiske og operative tankegange, nem ligHitlers, der hvilede på hans egenskaber og anskuelser, sådan som jeg har skildret dem i kapitlet om ’Hitler i udøvelsen af den m ilitæ re overkommando’, og Armégruppeoverkommandoen, der byggede på den tyske generalstabs overleverede grundsætninger og anskuelser.

På den ene side stod opfattelsen hos diktatoren, der troede på sin viljes magt, ved hvilken han mente ikke alene at kunne nagle sine armeer fast dér, hvor de stod, men også at kunne byde modstanderen holdt — diktatoren, der imidlertid samtidig måtte sky faren for den risiko, som i sig rummede muligheden for et prestigetab, manden, som trods al begavelse manglede grundlaget for virkelig militær kunnen.På den anden side stod opfattelsen bos militære førere, der ifølge deres opdragelse og uddannelse endnu boldt fast ved, at krigsførelse er en kunst, livis vigtigste elementer er en klar vurdering af situationen og beslutningens dristighed, en kunst, hvis resultat kun findes i den bevægelige operationsføring, da den tyske førings og de tyske troppers overlegenhed kim kan komme til fuld udfoldelse i denne.

Retfærdigheden byder dog at anerkende, at en operations­ føring af den art, som armégruppekommandoen tænkte sig den, ville liave krævet høje risici af Hitler på andre krigsskuepladser og i andre afsnit af østfronten — krævet, at tungtvejende po­litiske og krigsøkonomiske ulemper havde måttet tages med i købet. Dog ville det vel have været den eneste måde, på hvilken man i året 1943 endnu havde kumiet nå til en udmattelse af Sovjetunionens angrebskraft og dermed åbnet veje til et politisk remis i øst.

Selv om det stort set ikke lykkedes amiégruppeoverkommandoen at gennemføre sin kamp for en anden operationsføring og dens optimisme med hensyn til at vinde over modstanderen der­ for ikke viste sig begrundet, var dog een ting opnået: Det var ikke lykkedes fjenden at gennemføre den indkredsning af hele østfrontens sydfløj, som den operative situation og hans mange- dobbelte overlegenhed havde givet ham alle chancer for at opnå. Vi havde måttet overlade fjenden store områder, medens vore tropper sled sig mere og mere op. Men det afgørende skridt til sejren var dog blevet fjenden nægtet!“ 

Hermed er da denne gennemgang af generalfeltmarskal v. Mansteins erindringer til ende. Den har kun kunnet blive meget ufuldstændig og har stedvis helt måttet udelade omtale af såre vigtige referater. Et indgående studium af disse memoirer er nødvendigt for den, der for alvor beskæftiger sig med østfron­ tens problemer, og en lapidarisering af operationsreferaterne ville kun føre til opregning af slagområder og datoer. Dette har jeg derfor i alt væsentligt ment at burde afstå fra og i stedet at lægge vægten i skildringen på de betydningsfulde almene be­ tragtninger vedrørende strategien og krigsførelse i det hele taget, som dette store memoireværk indeholder.„Verlorene Siege“ er sammen med Heusingers „Befehl im Widerstreit“, der tidligere er anmeldt her i tidsskriftet, det betydeligste skrift om krigen fra tysk side. Det er ifølge sagens natur en begrænsning, at bogen kun dækker feltm arskallens egne kommandoer; som fremstilling af krigen som helhed kan det ikke læses. Men om østkrigen er det uden sidestykke. Hvis den anden verdenskrig endnu har strategisk-operativt-taktiske lærer at give, er det visselig østfronten og ikke den vesteuropæiske krigsskueplads, som skal være studiemateriale. Selv om den dan­ske geledofficers behov for udnyttelse af det vældige erfarings­ stof i første række ligger på regiments- og lavere planer (jfr. herom undertegnedes artikkelserie i tidsskriftet om krigserfarin­ ger fra østfronten), giver Mansteins bog dog på så at sige hver side nyttig lærdom om den strategiske teoris anvendelse i praksis, i den frie operation.

Det turde lønne sig at studere den, ikke mindst i en tid, hvor tilegnelsen af et stort nyt elementært, mnemoteknisk og skematisk materiale vel nok kan have fået en og anden til at glemme nogle af les lois éternelles de la guerre.

Mogens Boisen.