En fortrop er ikke længere et rent fodfolkskompagni med fremskudt deling o. s. v., men i langt de fleste tilfælde en „underkampenhed“ bestående af f. eks. et kampvognskompagni, et motoriseret fodfolkskompagni, en ingeniørdeling (eller -gruppe) plus en artilleriobservatør og en artilleriforbindelsesofficer.
Denne „fortrop“ vil oftest rykke frem med forrest: en kampvognsdeling plus en artilleriobservatør (kan være balterichefen), en fodfolksdeling, en ingeniørgruppe etc.
Vi ser her en intim blanding af mindst 4 våbenarter, som må regnes for normen og måske minimum i langt de fleste kamphandlinger på en krigsskueplads.
Kampens udfald vil afhænge af dygtige, rutinerede delingsførere og delinger, men i lige så høj grad af sammenspillet mellem underafdelingscliefer af mindst 3 våben og af en fortropchef, der tilbunds kender, i dette tilfælde, 4 våbenarters ydeevne og rette anvendelse.
Der er ikke slækket på fordringen til den enkelte miderafdelingschefs faglige dygtighed inden for hans speciale; men han må ved siden af denne besidde en udtalt viden om andre våben. Skal han udfylde sin plads, må han til punkt og prikke kende de andres force og svagheder, så han kan benytte sig af naboen eller støtte ham.
Er det en fodmand eller en kampvognsmand, der har kommandoen? Dette spørgsmål løses på stedet og kan under fremrykningen skifte, det afhænger af opgavens beskaffenhed, om den er fodfolkseller kampvognsbetonet. Kan artilleristen komme til at fore enheden? Sikkert kun i rent undtagelsestilfælde og for et meget kort tidsrum; men udelukkes kan det ikke.
Med andre ord: delingernes sammenspil må aldrig kompromitteres af den ene våbenarts ukendskab til den anden. Alle officerer må i nødsfald kunne lede en artilleriskydning, sætte ingeniører ind eller føre en fodfolksdeling uden forst at skulle spørge den enkelte ud, om han kan påtage sig det og det.
Der eksisterer i enhver hær en våbenånd, som er en udmærket ting; men kommer den til at tangere våbenhovmod, kvæler den mulighederne for samarbejde.
Den eksisterer til skade for samarbejdet mellem hær, flåde og luftvåben, og den kan ligeledes spores imellem hærens forskellige våbenarter.
Den bunder i nogen grad, om ikke helt og holdent, i manglende kendskab til naboens arbejdsvilkår og våben.
Fodmanden tror, at han har privilegium på kamp til fods i alle dens afskygninger; rytteren, at han er den eneste, der kan opklare; artilleristen, at han har eneret på indirekte skydning, og at det or en lige så svier sortekunst som at vaske linned hvidt; ingeniøren tror, at han er den eneste, der kan afgøre, om der skal benyttes et par spader, eller om der skal anvendes en bull-dozer.
Det er sandt, at de hver især skal være yderst fremragende specialister: men det er lige så sandt, at et grundigt kendskab til, hvad der foregår ved siden af, er en nødvendighed.
At løse spørgsmålet ved teoretisk undervisning i våbenarternes samvirke, gør det ikke. For ret at vide, hvad det drejer sig om, må man ha\e haft tingene mellem hænderne.
Hvorledes spørgsmålet kan løses inden for hæren, skal der ikke gøres forsøg på at besvare; blot skal der stilles et par spørgsmål.
De vil viere af utraditionel karakter og alene af den årsag stødende.
Hvad om en fodfolksoberst for et par år blev cbef for et artilleriregiment?
Eller en afdelingschef for et år bataillonschef ?
Skete der stort andet, end at cheferne dels på nær! bold stiftede kendskab til ting, de tidligere kun havde haft periferisk kendskab til, og at chefskiftet ved nye impulser blev frugtbringende.
Når en eskadronchef bar udklækket 3—4 eskadroner og gjort det tilfredsstillende, hvad om han så blev batteri- eller kompagnichef i et par år? Hvad ville resultatet blive andet end en mere udstrakt militær horisont, en større egnethed til samarbejde med andre i marken og — engang udnævnt til højere grad — større vurderingsevne!
En vis tilvænningstid måtte der til; men med en sådan og en vis personlig indsats skulle springet ikke være uoverkommeligt.
Alle officerer er det vel næppe ønskeligt at uddanne på denne måde, ej heller muligt; men en del vil gøre sit til at sammenflette lue ren til en enhed.
Problemet er ikke nyt; men det er kommet i forgrunden under sidste krig.
V. Carneiro.
