Log ind

Et Par taktiske Problemer

#

I. Mødekamp.

Man er ofte tilbøjelig til — i moderne Tid — a t negligere Indøvelse af Mødehampen ud fra den Opfattelse, at Mødekampsituationer sjældent eller slet ikke vil forekomme i Nutidens eller Fremtidens Krige. Men mon dette er rigtigt? Rent bortset fra, at ingen med Sikkerhed kan forudsige, hvordan en Frem tidskrig paa Jorden vil forløbe, gøres der sikkert rigtigt i stadigt at regne med, at ethvert Led, ethvert Troppelegeme ogsaa i Fremtiden vil komme ud for Situationer, der er lig med eller i hvert Fald nær beslægtet med de Forhold, vi hidtil har set skildret i Reglementer og Vejledninger for Førelse af Mødekampen. Overraskende Sammenstød med Fjenden vil sikkert ikke kunne undgaas; et Troppeled vil ofte befinde sig i en uopklaret Situation, hvor Mulighed for Sammenstød med Fjenden vil være sandsynlig; enhver Fører vil uden Tvivl i mange Situationer have Brug for at træffe en hurtig Beslutning paa ufuldstændigt Grundlag o. s. v., altsammen Træk, der karakteriserer Mødekampen og dens Væsen.

N aar man taler om Mødekamp, er det maaske hensigtsmæssigt i Hovedsagen at skelne mellem to Forhold:

1) Mødekamp mellem Hære, der vel opstaar navnlig i Begyndelsen af en Krig, hvor to Stormagtshære mødes over bred Front. Tyskerne kalder en saadan Kamp for „Begegmmgsschlacht“. Denne Form eller Art af Mødekamp vil i Løbet af en Krig maaske kun frem træde een Gang og enten føre til en stivnet Front, som vi kender det fra Verdenskrigen, eller maaske bringe et relativt hurtigt Resultat.

2) Mødekamp mellem mindre Led, helt ned til Kompagni, ja maaske Deling. Saadanne Mødekampe kan opstaa naar som helst og hvor som helst som Led i eller Dele af en større Helhedskamp mellem Modstanderne og da som mere eller mindre isolerede Kampe eller som Kampe i snæver Tilknytning til Nabostyrkers Kamp. Selv under saa stationære Forhold som i den rene Stillingskrig vil f. Eks. en Reserve, der sættes ind til et lokalt Angreb eller Modangreb, ofte befinde sig i Mødekampsituationen. Tyskerne kalder denne A rt Modekampe for „Begegnungsgefechte“.

Der er saaledes Anledning nok til at udvikle de Egenskaber, navnlig Føreregenskaber, der er nødvendige for Optræden i Mødekamp: Beslutsomhed, Selvstændighed, Dristighed, Snarraadighed, Handlekraft o. s. v., hvorved ogsaa den svage P art faar sin Chance. Noget andet er, a t selve Forløbet af en moderne Mødekamp — paa Grund af den øgede Vaabenvirkning — vil blive langsommere, end Tilfældet var tidligere. Syndes der saaledes imod Principperne for Etablering af Ildstøtte for enhver Bevægelse i fjendtlig Ild, vil Hævnen ikke udeblive. Men netop Etablering af denne Ildstøtte kræver Tid og fører ofte til en Fremrykning i mere eller mindre udprægede Spring fra Terrainafsnit til Terrainafsnit. Det er Førerens Kunst at tilrettelægge Samspillet mellem Ildstøtte og Bevægelse (herunder Terrainbenyttelse), saaledes at enhver Mulighed for hurtig og overraskende Optræden udnyttes — og da især Udnyttelsen af ubestrøgede Rum til dristig og hurtig Fremtrængen. Udvikling til Kamp direkte fra Marchkolonnen — saaledes som Læren om Mødekampen forudsætter — vil sikkert stadig finde Sted, ikke mindst naar Talen er om mindre Troppeled. Mødekampens Avantgardekampe eller indledende Kampe, Rekognosceringskampe, vil endnu have deres Gyldighed, blot tilpasset efter den øgede Ildkraft og de moderne Vaaben og Vaabenarters Medvirken. For mange mindre Led vil Mødekampsituationer opstaa som Udsnit af Kampens Helhed. Det er Troppeførerens Sag at udnytte de Resultater, som Underførerne gennem selvstændig Handling har opnaaet, og at bringe Plan i Helhedsoperationen og herunder navnlig at etablere Samarbejde mellem Vaabnene, saaledes at dette Samarbejde intet Øjeblik svigter. Af stor Betydning er det sikkert, at den Styrke, der — saavel under større som mindre Forhold — sættes ind til Gennemførelse af Rekognosceringskampen (Indledningskampen) er tilstrækkelig stærk til virkelig at kunne rekognoscere, binde Modstanderen. Kun derved opnaar Troppeføreren at kunne sætte Hovedkræfterne ind paa en mere planmæssig Maade til Kampens Gennemførelse, til hurtig Udnyttelse af Indledningskampens Resultater.

I moralsk Henseende er Indøvelse af Mødekampe af høj Værdi, idet de — rigtigt anlagte og rigtigt gennemførte — udvikler Kampmod og Kampglæde, Faktorer, der under Fredsuddannelsen ikke maa underkendes.

II. At stille, sig rede til Angreb.

Er Føreren paa det rene med, a t Modstanderen har standset sin Fremrykning og sat sig fast i Forsvaret, vil det lønne sig at forberede Angrebet ved forud for dettes Gennemførelse uden for Udvirkningen af Hovedmassen af Modstanderens Vaaben at stille Tropperne rede til Angreb. Hertil vælges et til Formaalet gunstigt Terrain, der paa een Gang giver Mulighed for Skjul og Dækning sam t gode Observationsforhold. Fra Marchkolonnen trækkes Enhederne gennem Terrainet, hvorved de paa naturlig og hensigtsmæssig Maade ledes ind i den senere Angrebsretning, naturligvis under nødvendig Beskyttelse fra hele eller Dele af Artilleriet. Fodfolkets forreste Linie fastsættes, og i denne „Stilling“ — der selvsagt bør være saa kortvarig som muligt —- forberedes og ordnes alt til Angrebets Igangsættelse og Gennemførelse, saasom Kommandoforhold, Forbindelser, Samarbejde mellem Vaabnene, Dannelse af Tyngde, Sikring af Flanker m. m. Tyskerne kalder denne Manøvre at gaa i „Bereitstellung zum A ngriff“. Den svarer hverken til vor „Beredskabsstilling“ eller „Udgangsstilling“, men er nærmest en Mellemting mellem disse to Begreber. Det siger sig selv, at jo mere Befalingen for Indrykningen i denne „Bereitstellung“ tager Henblik paa det følgende Angreb, des lettere og simplere bliver Iværksættelsen af selve dette. Under Indrykning i „Bereitstellung“ og efter Ankomsten i denne maa den infanteristiske Opklaring sætte virksomt ind. Erkendes fjendtlig Besættelse af Terrainpunkter foran Stillingens forreste Linie, Punkter, der har eller vil faa Betydning for Angrebets senere Fremadskriden, maa disse erobres, i hvert Fald saafremt de ligger inden for en Afstand af ca. 1 km.

Kan Opklaringsstyrkerne ikke løse denne Opgave med egne Kræfter, sættes større Styrker ind, og „Bereitstellung“s forreste Rand bliver derved skudt frem paa den paagældende Del af Angrebsfronten. Forreste Linie af „Bereitstellung“ bliver derfor ofte ikke en „Linie“ i egentlig Forstand. Det turde være overflødigt at paapege, at Besiddelsen af saadanne fremskudte Terrainpunkter kan faa betydelig, ja maaske afgørende, Indflydelse paa Angrebets senere Fremadskriden. Erkendes derfor fjendtlig Besættelse af saadanne Punkter, har den paagældende Afdeling, foran hvis Front saadanne Punkter er beliggende, Pligt til at erobre dem og saaledes inddrage dem i Rummet for „Bereitstellung“. Den Ulempe, der opstaar ved, at Angrebshensigten eventuelt røbes, opvejes af Fordelen ved Besiddelsen af saadanne Punkter. Om Opholdet i en saadan „Bereitstellung“ skal være af længere eller kortere Varighed er et Førerspørgsmaal. Troppernes Forhold er og maa være ens under alle Forhold. E t Befalingsudtryk som „flygtig Bereitstellung“ for at angive, at Opholdet i Stillingen kun skal være af kort Varighed, bør derfor ikke komme til Anvendelse, men maa kun tænkes af Føreren. „Bereitstellung zum A ngriff“ kan maaske paa Dansk udtrykkes i Vendingen: „Opmarch til Angreb“.

III. Lidt om selve Angrebet.

Karakteristisk for ethvert Angreb — over for en organiseret Modstander — vil i moderne Krig sikkert være, at dets Forlob bliver langsom i Forhold til tidligere Tiders Angreb og navnlig i Forhold til Forløbet af Angrebs^velser. Forsvarets Udvirkning vil her gøre sig gældende og være den Faktor, der i Hovedsagen bestemmer Angrebets F art hos Modstanderen. Angrebsfodfolket maa regne med den Tid, det tager at etablere Ildstøtten saavel fra Fodfolksvaabnene som fra Artilleriet, og med den Tid det tager disse ildstøttende Vaaben at lamme eller nedkæmpe Forsvarerens Modstandsreder under det frem adskridende Angrebs forskellige Facer. Uden et saadant snævert Samarbejde mellem Bevægelsen og Ildstøtten vil Angrebet uvægerligt gaa i Staa. Det rette, krigstro Angrebsbillede skabes under Fredsøvelser ikke uden klar Forstaaelse af denne Kendsgerning baade hos Førerne (Lærerne) og Mandskabet. A t gennemføre et Angreb kræver sin Tid. Under Fredsøvelser (Uddannelsen) kræves et sikkert Blik for, hvad der er krigsmæssigt gennemførligt, for Terrainets Indflydelse paa Bevægelsernes Mulighed og for Mulighederne for Anbringelse af — navnlig Fodfolkets — Støttevaaben; thi uden dette skabes let et falsk Billede. Til Erstatning for det skarpe Projektil er en udstrakt Anvendelse af Kampdommere nødvendig, Kampdommere, der forud nøje er instrueret, og som ved krigsmæssige Meddelelser til Grupper og Delinger, ja om nødvendigt til enkelt Mand, erstatter Modstanderens Ildvirkning og derved tvinger Angriberen til krigsmæssig Optræden. Kampdommernes Opgave bliver herved tillige under Uddannelsen at aflaste Føreren (Gruppe-, Delings-, Kompagni-) for Virksomheden som Lærer for de undergivne under Øvelsens Gennemførelse, saaledes a t de paagældende Førere i Hovedsagen kun behøver at gaa op i Føringsopgaven. Taktisk Forstaaelse og taktisk Kunnen er derfor lige vigtig, lige nødvendig for Forer og Kampdommer. Tyngden i et Angreb lægges dér, hvor de bedste Betingelser for Angrebsfodfolkets Fremrykning findes. Tyngden giver sig i Hovedsagen Udtryk ved Tildeling af Hjælpevaaben, Frontbredde og Artilleriets Virksomhed og forstærkes ofte derved, at Tyngdeenhedens Nabo (er) lægger Tyngden i Angrebet paa den Fløj, der støder op til Tyngdeenheden. Ofte kan Tyngden lægges langs Skillelinien mellem to Naboenheder, hvilket maa have til Følge, at de to Enheder begge lægger Tyngden paa den langs Skillelinien værende Fløj og giver Pligt til det snævrest mulige Samarbejde mellem de to Enheder. Pariserafværgekanoners Anvendelse i Angrebet, d. v. s. deres Plads, maa vel først og fremmest være saadan, at Føreren skaffer sig selv Mulighed for hurtigt at samle Hovedmassen af sine Afværgekanoner mod et pludseligt indsættende Kampvognsangreb, der søger at bringe Angriberen til Standsning. Findes der saaledes i Angrebszonen Terrainomraader, hvorfra Modstanderen har Mulighed for overraskende at kunne sætte Kampvognsangreb ind, maa Hovedmassen af Angriberens Afværgekanoner vel paa Forhaand bedst grupperes med denne Fare for Øje, det være sig i Fronten eller paa en Fløj. En aaben Flanke, der ikke er støttet til et for Kampvogne uegnet Terrain, bør vel altid søges beskyttet med Afværgekanoner. Fronten kræver i mange Tilfælde ogsaa Afværgevaaben, ligesom Beskyttelsen af Artilleri og Institutioner bag den kæmpende Enhed. En ligelig Fordeling af Afværgekanoneme vil i de fleste Tilfælde næppe svare Regning. Afværgekanonernes Fremrykning sker bedst springvis og ledvis under Udnyttelse af Terrainets dækkende og skjulende Evne. Mørket, d. v. s. Natten, er Angriberens Allierede. Medens Mørket ofte gør Forsvareren utryg*) (Mulighed for Overraskelser og Overrumpling), kan Angriberen udnytte Mørket, navnlig til at træffe Forberedelser. Omgrupperinger kan foretages uset og uhindret, Forsyningstjenesten kan bringes i Orden, mindre Angrebsforetagender — navlig i den Hensigt at opnaa Fordele gennem Vinding af gunstigt Terrain — kan udføres med mindre Tab end ved Angreb om Dagen, Udgangsstilling for Angreb ved Daggry kan indtages; alt Manøvrer, som kræver grundig Indøvelse i Fredstid for at kunne udføres i største Ro, nøjagtigt og uden Friktion. Gennemførelse af saadanne natlige Manøvrer bidrager tillige til — rigtigt anlagte og udførte — at udvikle og højne en Afdelings Disciplin og styrker Sammenholdet, Orienteringsevnen udvikles, og Evnen til i det hele taget at finde sig til Rette i Mørke — den for Mennesket unormale Arbejdstid — øges.

IV. Lidt om Forsvaret m. m.

Det er en kendt Sag, at Forsvareren forbereder og indretter Skiftestillinger for sine Vaaben for derved dels at søge at undgaa Tab, dels at skuffe Fjenden (Angriberen) med Hensyn til en Stillings Besættelse og Styrken. Men saadan Indretning af Skiftestilling er ikke nok, Forsvaret maa normalt føres endnu mere bevægeligt, saaledes at forstaa, at de enkelte Fodfolksvaaben (Maskingeværer, Fodfolksskyts) ikke skal føle sig bundne til den een Gang udpegede Stilling (med eventuel Skiftestilling), men skal kunne flyttes fra en Del af Fronten til en anden — naturligvis inden for et begrænset Omraade. Rekognoscering for saadanne nye Stillinger frem mer selvsagt den nævnte bevægelige Anvendelse af Vaabnene, og Stillingerne maa vælges under Hensyn til Fjendens forskellige Muligheder for Angrebets Gennemførelse paa Stillingen og i Overensstemmelse med Førerens hele Plan for Forsvarskampens Førelse (udvigende, henholdende, afgørende o. s. v.).

*) H er fo rud sæ ttes, a t F o rsv a re re n ikke h a r til H ensig t a t u n d d rag e sig M odstanderens A ngreb.

Indøvelse af frivillig Afbrydning a f Kampen lægges der f. Eks. i Tyskland megen Vægt paa, og Operationen anses for meget vanskelig at gennemføre. I ugunstigt Terrain er det om Dagen sikkert umuligt at frigøre sig, saafrem t Fjenden er træ ngt ind til en Afstand af 300—400 m fra egen forreste Linie, med mindre Betingelserne for Anvendelse af Røg til Sløring i Løsgørelsesøjeblikket er gunstige. Kan Røgsløring anvendes, maa forreste Linie trækkes tilbage paa een Gang samtidigt og hurtigt, og den indledede Bevægelse bør ikke standse, før Tropperne er helt tilbage — uden for fjendtlig Udvirkning eller anbragt i en ny Forsvarslinie til Genoptagelse af Modstanden. At Forsvarets 2’ og maaske 3’ Linie maa støtte forreste Linies Løsgørelse med Ilden — indtil Passage er sket — er en Selvfølge. Under saadanne ugunstige Terrainforhold vil en Løsrivelse ikke kunne foretages ved skiftevis Tilbagegang og Kamp i mellemfaldende Stillinger, den tilbagegaaende Bevægelse maa — som ovenfor sagt — ske uafbrudt i Læ af Røgen og Ilden fra Forsvarets bagved værende Linier. Løsgørelse om Dagen lettes selvsagt i samme Grad som Terrainet giver Mulighed for forreste Linies Tilbagegang i Skjul eller (og) Dækning for Angriberens Ild, ligesom Modstand i mellemfaldende Udstillinger under saadanne Forhold delvis muliggøres. En Løsgørelse i Mørke er selvsagt anderledes let, og Foretagendet kan — i hvert Fald en Tid — holdes skjult for Fjenden ved Efterladelse af et Slør. Ofte ser man et saadant Slør blive forlenet med en Ordre om ved livlig Ild- og Lysvirksomhed at holde Fjenden i Uvished om Tilbagegangen. Men mon ikke en saadan Foranstaltning i mange Tilfælde vil have den modsatte Virkning? Vil den ikke netop fortælle Fjenden, at der foregaar noget, som Forsvareren vil forsøge at skjule? Derved skærpes Opmærksomheden, Angriberens Opklaring og Rekognoscering forøges og forstærkes, og Forsvarerens Operation opdages — trods Hemmeligholdelsesforsøget. Henholdende Forsvar — „hinhaltender W iderstand“, som Tyskerne kalder det — er en Kampform, som endnu ikke finder Omtale i vort Feltreglement I. B. Den tyske „Truppenführung“ omtaler „hinhaltender Widerstand“ i Pkt. 475—502, hvis Bestemmelser imidlertid for nylig er undergaaet visse Æ ndringer til Klarlæggelse af denne Kampform. Først og fremmest er Begrebet „hinhaltender W iderstand“ nu klart defineret saaledes: ,,H.W.*) will den Gegner unten fü r ihn möglichst hohen Verlusten aufhalten, ohne es zu einer Entscheidung kommen zu lassen“, og der tilføjes: „Straffe Führung der Truppe beim H. W. ist unerlässlich.“ Indholdet af de vigtigste Æ ndringer er iøvrigt i Korthed følgende, som antagelig kan have Interesse for Tidsskriftets Læsere:

— De paa hinanden følgende Modstandslinier bør vælges i Terrain, der udelukker — eller i hvert Fald vanskeliggør — Fjenden Anvendelsen af Kampvogne.

— Den gamle Bestemmelse om, at Afstanden mellem Modstandslinierne skal være saa stor, at det fjendtlige A rtilleri tvinges til Stillingsskifte ved Bekæmpelse af 2 paa hinanden følgende Linier, er suppleret med, at det under mindre Forhold er tilstrækkeligt, at Afstanden mellem Modstandslinierne vælges saaledes, at Besættelsen af den nye Stilling kan ske i god Orden.

— Det fremhæves, at Artilleriet og de tunge Fodfolksvaaben — da de skal kunne virke langt frem foran Stillingen for saa tidligt som muligt at tvinge Angriberen til langsom og besværlig Fremrykning — bør anbringes mindre formeret i Dybden end i det rene Forsvar.

— Med Hensyn til Tidspunktet for Afbrydelsen af Kampen i en Modstandslinie bestemtes tidligere, at Troppeføreren „nach Möglichkeit“ skulde befale Tidspunktet. Nu siges det udtrykkeligt, at Troppeføreren skal træffe Bestemmelsen, medens de lavere Førere (indtil Bataillonskommandør ind.) i Nødsfald bemyndiges til at befale en stedlig, begrænset Udvigen, idet de da melder til Nabostyrkeme.

— Den gamle Bestemmelse om, at Troppeføreren kunde nøjes med at befale, at Udvigen kunde paabegyndes, naar Angriberen med stærkere K ræ fter overskred en bestemt Linie i Terrainet, er bortfaldet. Denne Æ ndring er sikkert udpræget baseret paa Krigserfaring, der tydelig har vist, hvor forskellig Bedømmelsen af Fjendens K ræfter kunde være blandt de lavere Førere, idet Nerver og Sindstilstand har spillet en stor Rolle ved Bedømmelsen. Nu véd Kompagni-, Delings- og Gruppeførere, at de ogsaa i H. W. skal holde Stillingen, indtil der gives Befaling til Udvigen.

— Det er nu understreget, at det bør tilstræbes at fastholde en Modstandslinie indtil Mørkets Frembrud.

— Senest naar Fjendens Fodfolk gaar i Udgangsstilling til Angreb paa en Modstandslinie, skal eget Artilleri som Helhed — eller i hvert Fald med Hovedmassen — frigøres til Bekæmpelse af dette.

— Selv om Gennembrud truer en Del af Fronten, er det ikke altid nødvendigt at vige ud over hele Fronten. Ofte kan Nabotropper med Fordel holde igen og derved true Angrebets Flanker.

— Ved Indsættelse af Pionerer lægges Hovedvægten paa Anlæg af Kamp- og Panservognsspærringer.

— Luftværnsenheder maa om nødvendigt sættes ind i Kampen mod Maal paa Jorden.

— Som Helhed kan siges, at Hovedvægten i H. W. nu ikke mere lægges paa „henholdende“, men paa „Forsvar“.

*) H in h alten d er W id erstan d , p aa D ansk m aask e „U dvigende F o rsv a r" .

Af ovenstaaende vil maaske fremgaa, at det under H. W. er endnu mere paakrævet end i det rene Forsvar, at Maskingeværer og Fodfolkets tunge Vaaben anvendes bevægeligt, og at Artilleriets Stillinger maa vælges forholdsvis langt fremme, saaledes at Ilden kan række langt frem. Artilleriets Valg af Stillinger maa ikke være paavirket af Bevidstheden om, at Tilbagegang sandsynligvis forestaar. Fodfolket kan ikke kæmpe sig tilbage ved at løbe nogle Meter og saa skyde. Tilbagegangen maa foregaa „draabevis“ i uafbrudt Bevægelse til næste Modstandslinie, støttet af Tropper i en Optagestilling, der besættes i Tide af de dertil bestemte Enheder. Tropperne i Optagestillingen maa samarbejde med de tilbagegaaende Styrker (hjælpe dem tilbage) ved om nødvendigt fra Stillingen at fremsende Organer (Patrouiller), som kan oplyse de tilbagegaaende Styrker om, i hvilke Retninger og Omraader Ilden fra Optagestillingen lægges (eller maaske bedre — ikke lægges).

Kampvogne er H. W.s farligste Fjende. Det er derfor vigtigt at raade over Afværgeskyts i Stillingerne og nødvendigt for Føreren at holde en Styrke af Afværgeskyts i sin Haand, rede til Indsættelse mod fjendtlige Kampvognsenheder, der m aatte forsøge at bryde gennem Fronten. Opdages det, at fjendtligt Kampvognsangreb forestaar mod en bestemt Del af Fronten, kan det maaske være hensigtsmæssigt forinden dets Frembrud at ændre sine taktiske Fremgangsmaader, eventuelt rømme det truede Terrain paa Forhaand. Det er vigtigt — ved Indøvelse af H. W. — at lade Kampvognsenheder indgaa i Modstanderens Styrke.

Kaalund-Jørgensen.