I Millitært Tidsskrift Nr. 1/1933 har Premierløjtnant, cand. juris Agersted givet et interessant Svar paa et Spørgsmaal, jeg for et Par Aar siden har fremsat her i Bladet. Spørgsmaalet er af Premierløjtnant Agersted besvaret paa Grundlag a f Oplysninger fra østerrigsk Side, og jeg kan tilføje, at disse i Hovedsagen bekræftes fra fransk og tysk Side. Da de herhen hørende — og tilgrænsende — Spørgsmaal har været meget lidt drøftet herhjemme, og nu med den nye borgerlige Straffelovs Ikrafttræden og Nedsættelsen af en ny Kommission til Udarbejdelse af en ny „Straffelov for Krigsmagten“ er bleven højaktuelle, kan det maaske have Interesse, at der fremsættes et Par korte supplerende Oplysninger bragt ind under en mere psykologisk Synsvinkel. I den freudske Tidsalder, hvori vi lever, med dens tilbagetrængte affektbetonede Komplekser og andre moderne Fænomener, hvor man mere og mere faar Øjnene op fo r Underbevidsthedens Magt og Evne til under farlige og ekstraordinære Forhold at tage Luven fra Bevidstheden og den saglige Overvejelse, og hvor der ogsaa tales om det kinetiske Systems og de mekaniske Kræfters Indgriben og Indvirkning, kommer man, — hvad enten man er Tilhænger a f Freud og de andre Reformatorer eller ej, ikke uden om, at der i Krig maa anlægges en mere psykologisk Vurdering a f Aarsagerne til Forseelser begaaede under Forhold, hvor de voldsomme Indvirkninger — under psykiske og fysiske Træthedstilstande a f mer eller mindre kortvarig Art — har været stærkere end Viljen og Sjælskraften, og at der i „Straffelov for Krigsmagten“ maa være Mulighed for at tage Hensyn til Resultatet a f denne Vurdering og, at Straffenes Art og Afsoning maa kunne lægges saaledes — under langvarig Stillingskrig — , at de kommer til at virke anderledes, men lige saa effektivt, og ikke berøver Hæren dets Kampmandskab. Soldaterne er jo et Udsnit af Nationen og bestaar derfor — lige som Befolkningen i sin Helhed — af gode og daarlige Elementer. Ved Fronten fandtes derfor de samme Drifter, Følelser, Lidenskaber, Mangel paa Forstaaelse a f Samarbejdets Betydning, svigtende Vilje og Nerver m. m., som i Befolkningen under Fredsforhold. Men ved Fronten var Mentaliteten forandret, Sæder og Moral revet ud a f deres Ligevægt og sædvanlige Leje og kunde — grundet paa de voldsomme Paavirkninger og de stadig skiftende Situationer og Forhold — vanskeligt finde et naturligt og fast Leje trods Krigens Varighed. Dertil kom, at Livet i den stadige Fare maatte leves paa kort Sigt. Allle disse Forhold indbyder til og gør det forstaaeligt, at der begaas Fo rseelser. Men i Krig og ved Fronten kan en Svigten især med Hensyn til god Vilje, Disciplin, Samarbejde m. m. ikke taales. Den svækker, kan ødelægge Sammenhold og Samarbejde og Resultatet a f de andres Kamp og Livsindsats, og er meget smitsom. Straffelov for Krigsmagten maa derfor være streng, og der bør i Almindelighed være meget kort mellem Forseelse, Dom og (hidtil ogsaa) Straf. Loven maa være tilpasset til den forskellige Varighed af og alle Former for og Forhold i en moderne Krig og maa være smidig nok til at kunne tage Hensyn til de fysiske og psykiske Aarsager til Forseelserne, — forsaavidt de kan oplyses, og Straffene maa afpasses efter Forholdene, saa de ikke bliver en Livsforsikring og derved en Svækkelse af Afdelingerne, men mere af moralsk Art. Det skal mere blive' en Skam at faa en Straf end noget afskrækkende, saa man træffes mere paa Selvopholdelsesdriften og Æ ren end paa Friheden. Vender man Blikket mod Forseelsernes Aar sag, synes de efter nogenlunde samstemmende Oplysninger fra fransk Side at se saaledes ud:
Drukkenskab ca. 42%
Frygt ca. 25%
Sjælelige og legemlige Sygdoms- og Træthedstilstande og andre Aarsager = Resten
Men saa let at klassificere er de nu ingenlunde, for de gaar over i hinanden, og flere Aarsager kan samtidig være medvirkende. Drukkenskaben var saaledes — som tidligere — Aarsag til et meget stort Antal Forseelser af forskellig Art, men de drukne Misdædere kunde deles igen i mindst 3 Kategorier:
1) De forfaldne,
2) De der havde hentet sig en Rus i et kammeratligt Lag i den opstemte Livsglæde, der, naar Faren var overstaaet, kom frem i Hvilekantonnementet, og
3) De der for at dulme Frygten havde indtaget for rigegelige Mængder af Spiritus som Stimulans.
Sexualdriften var ogsaa ofte Aarsag til Forseelser. De saakaldte ,,escapades amoureuses“ var ret hyppige og var farlige saavel for Hæren som for den civile Befolkning bag Fronten og vilde have været langt hyppigere, om der ikke var tru ffet særlige Foranstaltninger og givet Orlov. Opreven Sindstilstand, Nervesvækkelse, Overanstrengelse og andre sygelige Tilstande a f psykisk eller fysisk A r t var meget hyppig medvirkende — eller den fulde Aarsag — til Forseelserne.
Daarlige Efterretninger fra Hjemmet, Irritationer, Skuffelser med Hensyn til Mad, Søvn, Hvile, A fløsning og Orlov, Tvivl, Spekulationer, Afslappelse efter voldsom Nerveanspændelse, Nervesvækkelse, Nervechok, Oprevethed, apatiske og psykopatiske Tilstande, Given op o. s. v. kunde ofte bevirke Brud paa Disciplinen, Forsømmelse a f Pligter og Paalæg m. m. Patrick Macg'ill skriver: E fte r Angrebet faldt vi i Søvn hvorsomhelst og naarsomhelst; Skiklvagterne stod op og faldt i Søvn, Patrouillerne ude i Ingenmandsland faldt i Søvn, hvor de var. Renn fortæller i „K rieg", at han med sin Deling havde nogle fremskudte Poster a f stor Vigtighed, men grundet paa sjælelig Træthed lagde han sig ned og faldt i Søvn, skønt han vidste, det var forkert. En pludselig Beskydning med Sammenstyrtning a f en Del a f Gravene faar ham til at vaagne forfærdet op, og i Stedet for at faa Hold paa Delingen og undersøge dens Tab og Stilling løber han i en Slags Vildelse brødebetynget ned til sin Kompagnikommandør, Løjtnant Lamm, der straks ser, at det er galt med Renns Nerver, følger med ham og faar Hold paa Delingen og faar Manden beroliget. Der er ikke Tale om Straf. Forfatteren Ernst Jünger fortæller, hvorledes han gentagne Gange efter Nerveanspændelse og Kamp kaster sig hulkende ned, medens hans Kompagni staar og ser dystert til. Dette maa være Eksempler nok.
Blandt de, der begik Forseelser paa Grund af Frygt, kunder der skelnes imellem:
1) Hid til — og senere igen — gode Soldater, som paa paa Grund af daarligt Eksempel, Træthedstilstande og daarlige Nerver i et Øjebliks Uforberedthed og Svaghed havde manglet Vilje og Sjælskraft til at holde Frygten nede.
2) Egocentriske, viljes-, æres- og ansvarsløse eller nervesvækkede Folk, som i panisk Skræk, ved Simulation eller som Marodører sogte at unddrage sig den forestaaende fælles Fare.
3) Folk som af Frygt ved Selvbeskadigelser eller Fremkaldelser a f Sygdomme paa sig selv søgte at unddrage sig Faren, ja, Soldatertjenesten i det hele taget. De første bibragte sig ufarlige Saar, de sidstnævnte skaffede sig Medicin (se M. Hirschfeld: Sittengeschichte des Weltkrieges, II, f. Eks. Side 78), Præparater eller Smitstof hos Kammerater eller hos kloge Mænd, som lavede sig Geschäft heraf. Begge Parter var vanskelige at afsløre.
Berigelse dyst var ikke den eneste — maaske ikke engang den almindeligste — Aarsag til Tyverier. Tyske Soldater stjal — grundet paa den slette Forplejning — Kartofler fra Markerne og Fjerkræ fra Husene. Andre Tyverier blev begaaet a f Letsindighed eller for at skaffe større Behagelighed og Velvære i Hvilekvarterer eller Skyttegrave eller under Henvisning til, at tog man det ikke, blev det taget a f dem, der kom efter, og endelig blev en Mængde begaaet med den Motivering, at Sagerne ellers vilde blive ødelagt ved Beskydning og saaledes ikke vilde komme nogen til Gode. Ved en fransk*) Division blev (ca. 1915) i Løbet af 15 Maaneder afsagt 200 Domme ved Krigsret. Divisionsgeneralen havde Bemyndigelse til at udsætte Straffens Fuldbyrdelse til efter Krigen og gjorde næsten altid Brug deraf, skønt han maatte regne med, at Straffene til den Tid vilde blive eftergivet. Men Soldaterne var alligevel bange for Dommene, som vistnok var vanærende, selv om man benaadedes. De var meget bange for at blive stemplet overfor Kammeraterne — især fra Hjemegnen eller for Beboerne i Hjemegnen — , og heri laa Dommenes store moralske Betydning. Om man ligefrem bekendtgjorde Dommene i vedkommende Landsdels Aviser, ved jeg ikke. Af de 200 ovennævnte Domme blev kun ca. 10 fuldbyrdet. De 2 var Dødsdomme, de øvrige 8 var Straffe i Forbindelse med Degradation; men man kunde ved Fronten tjene sig frem paany. I Begyndelsen af Krigen kom der mange flere Forseelser for Krigsretterne, men efterhaanden som Befalingsmændene lærte Mandskabet nøjere at kende og opdagede og forstod de psykiske Aarsager, fordi de selv ad Erfaringens Vej havde stiftet Bekendtskab med dem, kom en stor Del af Forseelserne med psykiske Aarsager ikke frem for Krigsretterne, især hvis Manden ellei’s havde vist sig som en god Soldat. De blev a fgjort ved Fronten, eller man lod Sagen helt falde. Krigsretterne lærte ogsaa hurtigt at tage Hensyn til disse Aarsager ved Strafudmaalingen. Det kunde ofte være vanskeligt at udmaale Straffen retfærdigt. Det er jo en skærpende Omstændighed ved en Forseelse, hvis den er begaaet i Nærheden af Fjenden. Men nu om Stunder, hvor A rtillerie t rækker milevidt, og hvor Flyvere kan optræde overalt, er Begrebet „i Nærheden af Fjenden“ vanskeligt at definere. Hvorledes en „Straffelov fo r Krigsmagten“ — tilpasset til de moderne Synspunkter og Krigsforhold — ogsaa skal kunne passe til Fredsforhold, hvor de samme Hensyn ikke skal og ikke maa tages, er en Knude, som ikke er let at løse. Som man maaske af de her givne Strejf, hen over det store og indviklede Emne, har faaet Forstaaelsen af, er en udpræget psykologisk Forstaaelse fra Befalingsmændenes Side baade paa dette og mange andre Felter en bydende Nødvendighed i vor Tid, om man ikke Gang paa Gang vil begaa de største Fe jlgreb og Uretfærdigheder. I K rig vil Befalingsmændene blive stillet overfor Mængder a f psykologiske Problemer, a f hvis rette Løsning overordentlig meget vil afhænge.
Hansgaard.
*) En Del af det her anførte er hentet fra René Planhols: „la Justice aux armées" (findes i Københavns Garnisnnsbiblietek).
