„Militært Tidsskrift“ har gjort mig bekendt med overlæge, dr. med. Kjerulf-Jensens foranstående indlæg, hvortil jeg gerne vil knytte nogle afsluttende bemærkninger. Det er til belysning af det af mig rejste spørgsmål meget glædeligt, at der fra overlægens side er fremkommet en redegørelse for problemet set fra lægens side. Da såvel overlægen som jeg arbejder for at nå det samme resultat, nemlig det tigtige. må jeg måske have lov til at fremsætte nogle bemærkninger til noget af det, overlægen har skrevet.

Jeg er fuldt ud klar over, at det er bevidst, når man i en offentligt tilgængelig kassationsattest fortolker en „abnormitet“ som en „nervøs svækkelse“ — man karakteriserer naturligvis ikke offentlig en person som abnorm (men han er del jo altså alligevel, når tilstanden er varig).

Bemærkningerne til det af mig nævnte eksempel 2 synes at tyde på, at man netop har blandet de to problemer sammen: 1) strafegnetheden i straffelovens betydning og 2) spørgsmålet om egnetheden til at være soldat. Det er det første spørgsmål, jeg ønsker besvaret; thi det er det, jeg skal bruge til at forelægge retten. Står man altså overfor en person, der ikke kan betegnes tom psykopat i ordets juridiske betydning, men som ikke egner sig til uddannelse som soldat, så havde det været klarere, om man i erklæ ringen havde sagt det rent ud:

1) strafegnet (jfr. borgerlig straffelovs § 17), men
2) bør kasseres som soldat, da han efter lu-gens mening ikke egner sig til denne uddannelse.

Det er jo to udtalelser, som skal bruges til vidt forskellige formål, selv om det er meget ønskeligt, at juristen (retten) kender begge udtalelserne. I stedet for får man en sammenblanding: principielt strafegnet — men alligevel .......!

At sige, at en mand er egnet til påvirkning gennem straf (straf­ egnet) for borgerlige forseelser, men blot ikke som soldat, er ikke et antageligt synspunkt.

Erklæringerne skal jo indenfor mit område bruges til fore­ læggelse for retten. Retten er ikke bundet af lægeerklæringen, og man kan næppe have undgået at lægge mærke til, at retten ikke altid følger lægeerklæringerne, og mon dette ikke netop skyldes, at det faktisk er erklæringer som den, jeg har påpeget i eksempel 2; erklæringer, der ikke er klare?

Dernæst kommer overlægen ind på mit eksempel 10: manden, der efter 14 måneders normal og upåklagelig tjeneste betegnes som så farlig, at han både erklæres for uegnet til påvirkning gen­nem straf og kassabel. Det er ubestrideligt, at en mand, der er utilregnelig, er farlig med våben i hånd, men kan man pludselig efter 14 måneders god tjeneste finde ud af, at denne mand, der altså for eneste gang i tjenestetiden var kommen fuld hjem, er farlig, så må man, så vidt jeg kan se, af sikkerhedshensyn konse­kvent psykiatrisk undersøge samtlige værnepligtige inden iklæd­ningen. Det vakte ved den pågældende mands afdeling meget stor bestyrtelse, at man kunne komme til det resultat med en mand, som man kendte så godt, at ingen ville finde på at nære betænke­ lighed ved at lade ham fortsætte tjenesten til den ret nært fore­ stående hjemsendelse. Dette eksempel har ved den pågældende afdeling været til stor skade for den tillid til psykiatrien, som man gerne vil nære, men som man efter dette tilfælde vil have noget svært ved at genvinde.

Dernæst et par ord om anmeldelsespligten. Jeg synes ikke, at det er rigtigt, når det anføres, at der i realiteten er en vis partiel offentliggørelse af det opnåede undersøgelsesresultat, for så vidt som det ikke kan skjules, at en mand er kasseret som soldat. Der er ingen offentlig myndighed — i den forbindelse, hvormed jeg har omtalt problemet — der får nogetsomhelst at vide på dette område. Når en mand søger førerbevis, undersøges han rent legem­ ligt af lægen (syn, hørelse, førlighed), men der er ingen, der for­ langer, at han skal gøre rede for, om han er kasseret, end mindre af hvilken kassationsgrund. Dette ville jo også være for meget for­ langt, når det drejer sig om en sjælelig abnormitet (nervøs svæk­kelse). En sådan mand får uden videre førerbevis.

Jeg kan ikke se, at det er en forudsætning for en lægelig undersøgelse, at undersøgelsesresultatet ikke bruges i patientens disfavør. Det drejer sig om et samfundsvigtigt spørgsmål, og lige så lidt som lægen til førerprøven må skjule, at aspiranten ikke kan se med det ene øje, lige så lidt bør man af hensyn til patien­ ten skjule en sjælelig abnormitet, der kan have fuldt så stor be­tydning som øjet. Oplysningen om øjet er også i patientens dis- favør.

Det er slet ikke uigennemførligt med en vis anmeldelsespligt. Alle straffedomme, selv de mindste, indberettes (anmeldes) auto­ matisk til rigsregistraturen (der jo overfor uvedkommende har tavshedspligt), og når en mand søger førerbevis, spørger politi­ mesteren ganske simpelt rigsregistraturen, om den pågældendes forhold giver anledning til betænkelighed ved udstedelse af fører­ bevis (han kan jo f. eks. allerede have haft et førerbevis, der er blevet ham fradømt). Hvis den militære afdeling ganske kort ind­ berettede til rigsregistraturen:

N. N., født den 21/1 1933 i Aalborg, er den og den dato kas­ sere som soldat på grund af nervøs svækkelse, nærmere oplys­ning ved .... K.M.H.,så ville politimesteren derigennem kunne se, at der er mulighed for en mangel paa den åndelige førlighed, der kræves efter motor­ loven, og han kan, hvis han finder anledning dertil, spørge den nævnte lægeautoritet om de nærmere omstændigheder. En sådan oplysning ville forøvrigt også være til uvurderlig nytte ved be­ handling af civile straffesager, hvor man er meget interesseret i at vide, om der er anledning til at drage den pågældendes åndelige normaltilstand i tvivl. En sådan mand, der altså efter psykiatrisk undersøgelse som soldat er kasseret og betegnet som strafuegnet, kan faktisk efter hjemsendelse risikere at blive dømt i en civil straffesag, fordi anklagemyndighed og domstol er ganske uvidende om den kendsgerning, der vil have stor betydning for strafspørgs­ målet overfor den pågældende. Den pågældende fortæller det jo ikke selv.

I øjeblikket kan enhver psykopat få førerbevis, hvis han ikke ligefrem som grov forbryder bar været til mental undersøgelse ved politiets foranstaltning. De militære psykopater hjemsendes bare og kan gå lige ben og få førerbevis, og ingen får nogensinde at vide, at der faktisk er en alvorlig hindring for at betro den på­ gældende et våben........eller et motorkøretøj. Dette er ikke be­ tryggende i vor motoriserede tidsalder, hvor et motorkøretøj er lige så farligt som et gevær i en psykopats hånd.

Jeg er tilfulde klar over, at K.M.H.s medicinske afdeling er overbebyrdet med det kolossale arbejde med at behandle op til 1000 mentale undersøgelser på et år, men tyder dette ikke netop på, at der faktisk er al grund til at oprette en særlig psykiatrisk undersøgelsesafdeling i lighed med politiets (justitsministeriets psykiatriske undersøgelsesklinik). Der er jo, som overlægen på­ viser, arbejdsmateriale nok.

Til slut vil jeg gerne fremkomme med en bemærkning til slutningen af overlægens indlæg, hvor der netop røres ved det væsentligste ved det rejste problem. Det anføres:

„Lægen, dette gælder naturligvis også psykiateren, vil altid føle sig som forsvarer for den aktuelle patient og vil samtidig føle sig som militærets tillidsmand med den opgave at forøge værnenens effektivitet“.

Som det fremgår af min artikel (side 446 f.n.), nærer jeg personligt den største tillid til lægerne, og jeg følger altid deres klare erklæringer, men hvis overlægen havde den daglige forbin­ delse med hærens afdelinger, som jeg bar, ville det stå ganske klart, at man ved hærens afdelinger har det bedste indtryk af psykiateren som forsvarer for patienten, medens der langtfra er den tilsvarende tillid til lægen som tillidsmand for forsvaret. Erklæringer som de af mig nævnte 10 eksempler (og jeg har fået mange af den slags) bidrager ikke til at fremme tilliden til lægens stilling som tillidsmand for forsvaret (in casu den militære afde­ling). For at genvinde den tillid, der — med rette eller urette — er dalet, men som er nødvendig for et frugtbart samarbejde mellem lægevidenskab og forsvar, synes det mig påkrævet at lade de i an­ tal uhyggeligt stigende mentalundersøgelser foregå under ledelse af en embedslæge, der tillige er fast militærlæge (naturligvis spe­ ciallæge), som er fuldt inde i de militære forhold, og om hvis ansvar til begge sider, der ikke kan næres tvivl.

Jeg er ganske enig i, at det er sandsynligt, at den nugældende sessions- og kassationsordning bør underkastes en revision, men dette er jo fremtidsmusik. Det tog 6 år at få udarbejdet den nye værnepligtslov, og det vil også tage år at få spørgsmålet om en nyordning af sessions- og kassationsordningen underkastet en grun­dig behandling, men imedens skal livet gå sin gang, og de 1000 mand årligt underkastes psykiatrisk undersøgelse på K.M.H. Det kan derfor ikke være tilfredsstillende at lade den nuværende „til­ lidskrise“, om man tor kalde det således, fortsætte i håb om en kommende nyordning af sessions- og kassationsvæsenet. Jeg har ved fremlæggelse af mit erfaringsmateriale fra den praktiske gerning søgt at påvise, at der eksisterer en noget svigtende tillid — enten dette så er berettiget eller ej — og at påpege de årsagei, der synes at have fort til dette forhold, samt at slå til lyd for, al dette for forsvaret efterhånden vigtige område kommer ind under former, hvor den tillid, der er nødvendig for samarbejdet mellem læge­ videnskab og forsvar, kan tilvejebringes.

Jeg vil gerne takke overlægen for foranstående indlæg, der belyser sagen fra en anden side end den, jeg har gjort mig til tals­ mand for. Jeg gør ingenlunde krav på at have ret i min opfattelse, men nu har „Militært Tidsskrift“s læsere i hvert fald fået sagen belyst fra to sider, og dette er af meget stor betydning, når man skal danne sig et skøn over et problem, der er så vigtigt for vort forsvar.

S. Wahlstrøm.