Log ind

Et fremskridt i artilleriofficerernes uddannelse

#

Under denne overskrift findes i september— oktober heftet 1951 af det amerikanske luftværnstidsskrift, „Antiaircraft Journal“, en artikel af generalmajor W illard D. Irvine. Generalen belyser i sin artikel det her hjemme så stærkt diskuterede problem — jfr. bl. a. oberstløjtnant D. F. Petersens indla-g i „M ilitært Tidsskrift“s juninummer 1951: „Dansk luftværnsartilleris dilemma“ — om fælles uddannelse for felt- og luftværnsartillerister. Da artiklen således må forudsættes at have en vis interesse også for danske læsere, skal den nedenfor gengives i oversættelse. Generalen skriver: „E t betydningsfuldt skridt er nylig blevet taget af „C liief of Army F ield Forces“. Det vil sikkert både i øjeblikket og på lang sigt have indflydelse på artilleriofficerernes uddannelse og — hvad der har endnu større betydning — på sammensmeltningen af de to slags artilleri i een eneste mægtig og alsidig våbengren. Jeg hentyder til beslutningen om at genoptage det fadles felt- og luftværnsartilleriofficers „advanced course“ for faste artilleriofficerer. Dette kursus, som bar været afbrudt ved det stærke behov for officerer som følge af operationerne i Korea, skal ikke alene genoptages, men udvides fra 10 til 11 måneder for at sikre en grundig og fuldstændig uddannelse. Tilm ed skal det begynde uopholdeligt, så at officerer kan afgå fra det første kursus til juni.

E n hensigtsmæssig planlæggelse af uddannelsen er også tilstræbt ved bestemmelsen om, at faste officerer, der har gennemgået f. eks. et „basic“ eller „advanced course“ i luftværnsartilleri, men ikke har haft nogen uddannelse eller erfaring m. h. t. feltartilleri, skal gennemgå et supplerende kursus i feltartilleri og, hvis det er muligt, efter dette gøre en kortere tids tjeneste ved en feltartillerienhed. Når dette program er i gang på batteriofficersstadiet, og uddannelsen i begge slags artilleri er blevet hensigtsmæssigt tilrettelagt fra starten, forventes det, at felt- og luftværnsartilleriofficers „advanced course“ kan blive væsentlig afkortet uden skade for uddannelsen eller nedsættelse af standarden. Allerede den 3. september 1946 henstillede general Devers, der dengang var „Commanding General of Arm y F ie ld Forces“, til „the Chief of Staff“, at der skulle oprettes et artillerivåben, i hvilket faste officerer af feltartilleriet og kystartilleriet skulle indgå, og at feltartilleriets 2 korslagte kanoner skulle være emblem for dette våben. Hærloven („Army Organization Act“ ) af 1950 lovfæstede „Artilleriet“ som en enkelt våbengren inden for hæren. Men en sammensmeltning af to våbengrene, hver især med sin fremragende historie og med en årelang selvstændighed, er ikke nogen let sag. T i l tider har der været tvivl om, hvor vidt sammensmeltningen gik meget længere end til fælles navn og emblem. N u synes det im idlertid, som om sammensmeltningen af de to artillerier er på vej til at blive fuldstændiggjort. Før den kan siges at være fuldt gennemført, må der dog finde en mere udstrakt forflyttelse sted af officerer af de forskellige grader og med forskellige tjenesteområder — troppetjeneste, stabstjeneste og skoler. E t roterende system, som v il gøre forflyttelser til en vedvarende proces, må udvikles for at forhindre den isolation, som uundgåelig vil blive resultatet, når en officer forbliver alt for mange år ved den ene slags artilleri. Fælles uddannelse må med andre ord knyttes sammen med fælles erfaring. Men det er med uddannelsen, processen naturligt må begynde og er ved at begynde. På trods af den eksisterende lov og de positive skridt, som nu er ved at blive taget for at gennemføre den fuldtud, v il der uden tvivl fortsat blive rejst indvendinger mod sammensmeltningen af de to slags artilleri. Det kan indvendes, at en officer, som forsøger at blive både felt- og luftværnsartillerist, ikke vil nå den høje standard, som han kan nå ved at specialisere sig inden for et bestemt område. Det kan også indvendes, at når der opstår et presserende krav om øvede førere, kan man ikke tåle den forsinkelse, som enhver form for dobbelt uddannelse medfører. Med hensyn til det første punkt skal det siges, at det ikke er hensigten at sænke standarden for artilleriets specialister. Det forventes snarere, at officerer vil vinde såvel i dybde som i bredde, når de lærer både de almindelige træk og variationerne inden for deres våben at kende. Hvis en infanterist kan mestre mere end eet speciale og blive en mere fuldkommen soldat derved, så kan artilleristen også. Med hensyn til det andet punkt, hærens uddannelsessystem, må det, selv om det må justeres i nødsperioder, rettest lægges an på lang sigt. Den nuværende periode af international spænding kan vare fra 10— 20 år, og det ville blive katastrofalt at reducere den fremtidige professionelle officers uddannelse på grund af den idag herskende tvangssistuation. Den betragtede og dristigt begyndte plan v il medvirke meget til at gøre vore officerer til på eengang veluddannede specialister og alsidige og erfarne artillerister. Det er et skridt i den rigtige retning, eet som holder trit med den moderne militære udvikling.“

E. Prebensen