Paa Krigsvidenskabens Omraade var ved Udbruddet af Krigen i 1870 en væsentlig Del af Interessen meget naturlig knyttet til den Omstændighed, at man for første Gang saae to Hære i Kamp med hinanden, der begge vare bevæbnede med Bagladegeværer. Man kjendte dette Geværs overordentlige destruktive Evne fra Krigene i 1864 og 1866; alle Stater havde forsynet sig med det; man vidste, at dets Indførelse nødvendiggjorde en betydelig Modifikation af Taktiken, maaske en Omvæltning, og man kunde nu vente en rig Høst af de i saa mange Retninger attraaede taktiske Lærdomme.
Siden Krigens Afslutning er der som bekjendt frem kommet en hel Literatur, hvis Qvintessents dreier sig om paa Grundlag af de indvundne Erfaringer at finde en tilfredsstillende Løsning af de forskjellige «taktiske Spørgsmaal». Det er vel nu almindelig anerkjendt, at Bagladegeværets Indførelse har været af epokegjørende Betyd ning for Taktiken; de taktiske Midler ville for Fremtiden faae en modificeret Betydning, og den hidtil benyttede Taktik, den saakaldte «Stødtaktik», der grundede sig paa de sluttede Massers moralske Kraft, har vist sin Magtes løshed lige over for den i saa høi Grad forøgede Udvirk ning. Det tør betragtes som fastslaaet, at Kolonnen som Angrebsmiddel er dødsdømt, og at Fremtidens Taktik fordrer en fuldendt Benyttelse af de andre Kamp midler, nemlig af Terrainet, afVaabenet og af Kampens Ledelse henimod Modstanderens svage Punkter eller hans Flanke og Ryg.
Er man end saaledes enig med Hensyn til den nyere Taktiks Grundregler, da kan dette paa den anden Side langtfra siges at være Tilfældet, naar Talen er om Maaden eller Formen for deres praktiske Gjennemførelse. Spørgsmaalene lyde endnu bestandig: hvad skulle vi sætte istedetfor den med Kolonnen tabte moralske Kraft under Angrebet? hvorledes skulle vi forhindre den mer og mer om sig gribende Uorden i forreste Linie, som det netop nu mere end nogensinde er vigtigt at undgaae, eller med andre Ord ved hvilke Former og Regler skulle vi sikkre os Midlerne til at forhindre, at Ledelsen slip per ud af Hænderne paa de underordnede Førere, hvor ved enhver overordnet Ledelse bliver næsten umulig? Paa disse Spørgsmaal give Erfaringerne fra sidste Krig ikke aldeles fyldestgjørende Svar, hvilket ogsaa er rimeligt; thi under en Krig er det farligt at anstille Experimenter af altfor gjennemgribende Natur, og som fordre en forudgaact Indøvelse af Mandskabet. Dog mangler der ikke Svar paa Spørgsmaalene; men Svarene have ikke den Autoritet at støtte sig til, som Krigskunsten for langer for at kunne slaae noget fast, nemlig Erfaringen, og vi se derfor ogsaa, at trods Anerkjendelsen af den nye Taktiks Principer har endnu ingen Hær i sit Regle ment afskaffet Kolonnen som Middel til Gjennemførelsen af Angrebets sidste Moment.
Det er ikke min Hensigt med nærværende Linier at ville give et direkte Bidrag til Besvarelsen af de oven nævnte Spørgsmaal ved at fremkomme med et eller andet Forslag om en Form eller Regel. For det Første vil det ikke være let at fremføre noget Nyt i saa Henseende, og dernæst maa man erindre, at Taktiken som experimental Videnskab kun kan skride frem ved Forsøg, som man hidtil i det Væsentlige ikke har kunnet anstille med erfaringsmæssigt Udbytte udenfor Krigstid, eftersom man under Forsøgene i Fredstid mangler Kampens vigtigste Faktor, Ildvirkningen. Det er jo netop denne, der næsten altid er den oprindelige Aarsag til Forvirringen under Kampen og Skyld i de første Brud paa Ordenen, og det er paa Grund af de ved liden foraarsagede Tab, at man seer sig nødsaget til at lade de bagvedværende Reserver erstatte Hullerne i forreste Linie, hvorved Af delingerne blive sammenblandede og Uordenen forøges.Saalænge man altsaa saavel under Rekruternes Uddan nelse i spredt Fægtning som under de senere større Øvelser i Marken ikke troer at kunne anskueliggjøre Virkningerne af Ilden, vil Prøvelsen af Midlerne til at indskrænke dennes Betydning ogsaa kun kunne foretages under virkelige Kampforhold. Kunde man derimod bringe Ildvirkningen som medspillende Faktor ind i vore Øvelser, var det at vente, at man allerede i Fredstid kunde komme til betydningsfulde Resultater om mange af desvævende Spørgsmaal. Det feiler vel ikke, at Mange strax ville vige tilbage for den blotte Tanke herom; at imidlertid Sagen, i alt Fald under visse Omstændigheder, slet ikke er forbunden med særdeles store Vidtløftigheder, skal jeg i det Følgende søge at godtgjøre.
Først maa man gjøre sig Uordenens egentlige Væsen klar og erindre, at Orden under Fægtningsforhold ingen lunde er fast betinget af en regelmæssig Form, men derimod nærmest afKommandoforholdenes Opretholdelse, saaledes at hvert Led af Kampstyrken til enhver Tid har sin Fører, der staaer i Rapport til den nærmest over ordnede Fører. Hvis denne Regel ikke overholdes i sin fulde Strenghed, vil den overordnede Ledelse savne den aldeles nødvendige Understøttelse franeden. Enhver veed imidlertid, at det næsten altid hænder, at naar en Deling under Kampen mister sin Fører, geraader den snart i den kompletteste Uorden; den nærmest underordnede Fører, der skal tage Kommandoen, kan ikke strax gjøre sin Myndighed gjældende, og kort efter vil en Del af Mandskabet, f. Ex. under en Fremrykning, have trykket sig, medens en anden Del har sluttet sig til en ved Siden værende Deling og derved lagt Grunden til en begyndende Uorden i denne. Under en Fægtning ere end videre Førerne i Almindelighed udelukkende optagne af de dem selv nærmest paahvilende Pligter, saa at de savne det nødvendige Overblik til strax at kunne overtage Førelsen af et større Led af Kampstyrken. Naar saaledes en. Delingsfører ved Kompagnichefens Fald skal indtage dennes Plads, vil han meget ofte være uvidende om de Dispositioner, der ere trufne med de andre Delinger, og det Samme gjælder i desto høiere Grad, jo større det Kommando er, som en underordnet Fører pludselig skal tage Befaling over. For at det under Fægtningen hyppig omvexlende Kommandoforhold kan ordnes med den mindst mulige Friktion og uden Skade for Fægtningens videre Ledelse, er det derfor paatræn gende nødvendigt, at en saadan Omvexling indøves, ogat enhver Fører allerede under Fredsøvelserne vænnes til altid at være parat til at overtage Kommandoen over det næste større Led af Kampstyrken.
Det er dog ikke alene Tabet af Førere, der bevirker Uorden og Slappelse; det er indlysende, at ogsaa de fremkomne Huller i de Meniges Rækker løsner Sammen holdet, hvortil kommer, at Forstærkningernes Indrykning i Ildlinien har til Følge, at Mandskabet af forskjellige Underafdelinger, ja ofte af forskjellige Afdelinger blandes sammen. For at skaffe Orden tilveie i det derved frem komne Kaos er det nødvendigt, at de forskjellige Ele menter ere øvede i at finde sig tilrette under deslige for virrede Kampforhold, Førerne i at handle i Overensstem melse med hinanden for hurtig at gjenoprette det brudte Kommandoforhold, og Mandskabet i til rette Tid at samle sig om den Fører, som det paagjældende Led er under lagt. Øvelser med disse Formaal for Øie ville selvfølgelig kun kunne foretages, naar det er muligt at anskueliggjøre Ildvirkningen, og Spørgsmaalet bliver da, om man under Fægtningsøvelser uden Modstander er istand til at gjøre denne Virkning gjældende. Svaret herpaa er ikke vanskeligt. De fjendtlige Projektilers Virkning paa det moralske Element kan man naturligvis ikke kunstig frem bringe; men hvad er der iveien for at lade Ildens ma terielle Virkning træde frem ved, naarsomhelst det maatte ønskes, at lade et vilkaarligt Antal Kombattanter træde ud af Geledderne? Det gjælder blot om at ordnes denne Udtræden paa en saadan Maade, at Tilfældigheden i Valget af de Udtrædende faaer et passende Spillerum; men denne Betingelse kan let opfyldes. Til den Ende kan man forinden enhver Fægtningsøvelse, under hvilken man vil tage Hensyn til Ildvirkningen, ved Lodtrækning tildele Mandskabet og Sektionsførerne delingvis fortlø bende Numre fra Nr. 1 til saa høit et Nnmmer, som svarer til Antallet af Menige og Underbefalingsmænd til sammen ved Delingen. Tabet af en enkelt Mand kan billigvis ikke antages at være nogen synderlig forstyr rende Omstændighed, og der kan derfor kun være Tale om under Øvelserne at fremstille betydeligere Tab. Ved et Tegn vil Kompagnichefen lettelig kunne tilkjendegive den vedkommende Delingsfører hvor stort et Tab, der i et bestemt Fægtningsmoment'skal fremstilles, og Delingsføreren behøver da blot at .nævne de paagjældende Numre, hvis Tour det er at træde ud, f. Ex. «Nr. 7— 121«; be finder Delingen sig paa Stedet, kunne de Menige og Underbefalingsmænd, som ved Lodtrækningen have erholdt de nævnte Numre, maaske mest passende strax træde tilbage og begive sig hen til et forud betegnet Sted, f. Ex. 100 Skridt bag Reserven; er derimod Delingen under en Bevægelse enten frem eller tilbage, kunne de gjøre Holdt og falde ned og paa denne Maade markere Tabet et Øieblik, hvornæst de forholde sig som i første Tilfælde. Finder Kompagnichefen ingen Anledning til at lade den paagjældende Bevægelse gjøre om, betragtes de Udtraadte som udgaaede af Styrken, saalænge en og samme sammenhængende Fægtningsøvelse varer. For at øve den hurtigst mulige Erstatning af Tabet af Delingsførere, vil Kompagnichefen Tid efter anden og i Forhold til det fremstillede Tab blandt Underklasserne kunne lade en Delingsfører træde ud, der da kan an vendes til at føre Tilsyn med det Mandskab, der i Forveien er udtraadt.
Naturligvis maae de taktiske Former og Bevægelser under uforstyrrede Forhold være grundig indøvede, for inden man under Fægtningsøvelserne vil kunne anskueliggjøre Tabene. Det er saaledes nødvendigt, at Mandskabet allerede har erholdt en ikke ringe Grad af Færdighed i Benyttelse af Terrainet og forstaaer at holde sammen under Bevægelserne, ligesom ogsaa den strengeste Diciplin maa kunne overholdes. Men det tør være godtgjort, at disse Momenter ikke ere tilstrækkelige til under virkelige Kamp forhold at haandhæve Ordenen eller rettere skabe Orden, hvor den mangler, og mod de foreslaaede Øvelser kan man derfor ikke indvende, at de ville frembringe kunstig Uorden — man vil tvertimod gjennem dem lære hvor ledes Orden hurtigst mulig skaffes tilveie i de Øieblikke, den nødvendigvis maa blive brudt. Det forekommer mig derfor, at de i Uddannelsen bør danne et nødvendigt Led, som man hidtil har savnet.Hvis jeg tør antage, at det indrømmes, at Øvelser af den hidtil omtalte Art, der kunne foretages uden eller blot med markeret Modstander, og under hvilke altsaa Tabene kunne fremstilles efter et aldeles vilkaarligt Skjøn, med Lethed kunne foretages, haaber jeg, at det vil lykkes mig at paavise, at den samme Faktor vil kunne med tages under Fægtningsøvelser imellem to Partier, altsaa saavel ved Bataillonernes mindre Øvelser i Marken under den egentlige Uddannelsestid som ved de aarlige større Fredsmanoeuvrer. Først skal jeg dog tillade mig at hen vise til de betydelige Fordele, der herved ville opnaaes, ved at anføre et Par Exempler paa hyppig forekommende Tilfælde i vore nuværende Fægtningsøvelser, som for mentlig ville tjene til at stille Manglerne ved disse Øvelser i et klarere Lys.
Vi ville antage, at af to fægtende Partier, af hvilke det ene er gjort lidt stærkere end det andet, har det svageste besat en i Forhold til dets Styrke god Forsvarsstilling, som Modpartiet skal angribe. Forholdene findes ugunstige til at angribe Stillingens Flanker, og et Front angreb maa altsaa forsøges. Angrebet indledes paa sæd vanlig Maade, Skyttekjæden forstærkes efterhaanden af de fremrykkende Reserver, en voldsom Ild aabnes mod den Ijendtlige Linie og navnlig mod det udsøgte Angrebs objekt, og endelig gives Signalet til Fremløbet; under dette skal der undertiden tilbagelægges Strækninger paa 500— 600 Alen uden nogensomhelst Dækning; hertil medgaaer der ca. 2 Minutter, som Forsvareren benytter til at overdænge Angriberen med en Hagl af Projektiler, idet hver Mand faaer Tid til at skyde mindst 8 á 10 Skud. Hvormange af de Fremstormende naae op i den fjendtlige Stilling? Paa Øvelsespladsen Alle, og Forsvareren har da den Godhed at vige for Overmagten; men under virkelige Forhold vilde mere end Halvdelen være bleven gjort ukampdygtig. Hvis altsaa det sand synlige Tab baade før og efter Fremløbet blot tilnær melsesvis rigtig var anskueliggjort, vilde det snart vise sig, hvem af Parterne der i sidste Instants vilde være numerisk overlegen, og Følgen heraf vilde blive, at man under Fægtningsøvelserne aldrig fik saadanne utilstræk kelig forberedte, ja umulige Frontangreb at see, som nødvendigvis maa forvirre Begreberne om det Tilladelige. Man vilde komme paa det Rene med, at saa lange Fremløb, som det nysnævnte, ere utilstedelige under de aller fleste Forhold, at man ligeoverfor Ildens nuværende Intensitet er nødsaget til at gaae frem ,med den yderste Grad af Forsigtighed, at det fremfor Alt kommer an paa at opspore de virkelig svage Punkter i den fjendtlige Stilling, hvorimod da hele Kraftanstrængelsen bør rettes, og man vilde ogsaa klarere erkjende’ om den Stilling, der skal angribes, overhovedet er til at tage med de forhaandenværende Styrkemidler eller ikke.
En Bataillon antages formeret til Fægtning i to Linier, to Kompagnier i forreste Linie, de to bagerste som Hovedreserve. Forreste Linie faaer den Opgave at ind lede Fægtningen, angribe Fjenden i Fronten og skaife Oplysning om hans svage Punkter. Det besluttes der efter at udføre en omgaaende Bevægelse med Hoved reserven og angribe en af Flankerne med denne; sam tidig hermed skulle de først fremsendte Kompagnier beskjæftige Fjenden og, i Tilfælde af at Flankeangrebet afslaaes, holde ham Stangen. Rigtignok have disse Kom pagnier alt i længere Tid været indviklede i en levende Fægtning og have flere Gange maattet blotte sig under en ødelæggende Ild, men under Øvelsen repræsentere dedog stedse to fuldtallige Kompagnier, og den omgaaende Bevægelse er derfor tilladelig. Hvorledes vilde Forhol dene have stillet sigi Virkeligheden? Sandsynligvis havde de to Kompagnier i forreste Linie under Udførelsen af deres første Hverv lidt saa betydelige Tab, at en Forstærkning fra Hovedreserven, maaske en Indrykning i Skyttelinien af dennes hele Styrke, havde været nødven dig; men hvad vilde der i saa Tilfælde være blevet af Flankeangrebet?
Endelig ville vi antage, at en Brigade har formeret sig til Fægtning i to Træfninger med en Fordækning. Fordækningen indleder Fægtningen, 1ste Træfning op tager Kampen ved at rykke igjennem Fordækningen, der da faaer Ordre til at følge efter 2den Træfning og danne en Reserve. Under Kampens videre Udvikling blive samt lige Afdelinger i 1ste og 2den Træfning trukne frem i Ildlinien, men Fjendens svageste Punkt er omsider fun det, og Reserven faaer Ordre til at rette det afgjørende Stød mod dette. Hvor stærk er Reserven? Man maa dog indrømme, at det i nærværende Tilfælde kan være af afgjørende Betydning, om den endnu er intakt, eller om den kun tæller Halvdelen af sin oprindelige Styrke.
Der kunde nævnes utallige Exempler endnu paa deslige unaturlige Forhold, som fremkomme ved at bortsee fra Virkningen af Tabene; de allerede nævnte turde dog være tilstrækkelige til at godtgjore, at man ikke kan give Øvelserne Virkelighedens sande Præg, uden at Tabene anskueliggjøres. Skal dette opnaaes under Fægtnings øvelser mellem to Partier, kan man imidlertid ikke lade sig nøie med at jugere Tabene aldeles vilkaarlig, men de relative Tab i de vexlende Situationer maa tilnærmelsesvis kunne bestemmes. Gaaer man ud fra en vis Gjennem- snitsskydefærdighed, vil der ved det paagjældende Juge ment fremdeles være at tage Hensyn til:
1. Kampformen;
2. den forhaandenværende Dækning;
3. Afstanden fra Fjende;
4. det Antal Skud denne har gjort.
Disse Hensyns Indflydelse paa de sandsynlige Tab maa naturligvis af begge Partier bedømmes efter samme Maalestok; men naar der foreskrives bestemte og dog simple Regler for Bedømmelsen, vil dette formentlig nogenlunde kunne naaes. Af Kampformer haves jo tre Slags: spredt Orden, Linie og Kolonne; den sidste For mation bør ikke forekomme indenfor virksomme Skud afstande. Med Hensyn til Dækningen kunde man ogsaa indskrænke sig til at skjælne mellem tre Tilfælde: god Dækning, middelmaadig Dækning og blottet; ved «god Dækning» burde da forstaaes Dækning indtil i det Mindstemidt paa Brystet, som kan erholdes enten i opreist Stil ling eller med Nedfald bag forskjellige Terraingjenstande, saasom: et Gjærde, et opkastet Brystværn, en bred Grøft; som middelmaadig dækkende Terraingjenstande bør be tragtes saadanne, som selv med Nedfald knap yde halv Dækning for Skytten, f. Ex. en lille Terrainfold, Kammen af en flad Bakke, en tyndstammet Skov, en smal Grøft med ringe Dybde. Afstandene fra Fjenden kunne vistnok hensigtsmæssig ligeledes deles i 3 Grupper, nemlig: 1) virksomme Skudafstande, eller Afstandene indenfor 300 Alen; 2) Afstandene fra 300—600 Alen, paa hvilke Virkningen er betydelig mindre, navnlig paa den spredte Orden; 3) Afstandene fra 600— 1100 Alen, paa hvilke der kun bør skydes mod meget gunstige Maal, og hvor Virkningen altsaa er næsten forsvindende for den spredte Ordens Vedkommende. Udenfor 1200 Alen behøver manneppe at tage Hensyn til Virkningen af Fodfolkets Ild. Endelig gjælder det som sagt om at bestemme det Antal Skud, som Fjenden indenfor et vist Tidsrum har rettet mod en bestemt Afdeling. Hertil haves to Midler, nemlig dels Lyden af Skuddene og dels Kjendskabet til hans Styrke, som selv Forsvareren maa vise i det Øieblik, han skal skyde. Forsvareren vil i Reglen faae Tilstrækkeligt at see af Angriberen for deraf at kunne bedømme den Styrke, som denne har udviklet i Ildlinien. Angriberen vil derimod paa de længere Afstande sjeldent see videre til den godt dækkede Forsvarer og maa derfor tage det førstnævnte Middel til Hjælp for derefter at jugere Skud antallet. Men paa Grund af det ringe Antal Patroner, der kan forbruges under Øvelserne, vil det være nødven digt, at det foreskrives, at Ammunitionsforbruget under Fægtningsøvelsernes forskjellige Momenter skal staae i et vist Forhold til det rimelige Forbrug under en virkelig Fægtning, f. Ex. i Forholdet 1 : 4 , hvorved altsaa Skyd ningens virkelige Styrke kan markeres. Det vil endelig næppe falde vanskeligt at afgjøre, mod hvilke Led afKampstyrken den fjendtlige Ild er rettet; i Almindelighed er den jo rettet mod forreste Linie, o: Skyttekjæden, og er da jevn; bestaaer Kjæden af 2 Delinger, maa man gaae ud fra, at Halvdelen af Skuddene er rettet mod hver Deling. Blusser Ilden derimod et Øieblik op, medens Skyttekjæden forholder sig rolig, markerer i Reglen Mod parten derved, at et andet Led af Kampstyrken har givet en momentan Blottelse, og Føreren for det paagjældende Led kan ikke undgaae at bemærke dette.
Spørgsmaalet er dernæst hvilken Myndighed, der i de forskjellige Tilfælde skal jugere Ildvirkningen og give Ordre til dens Anskueliggjørelse. Den, der skal træffe Afgjørelsen maa under alle Omstændigheder være vidende om, hvilken Del af den fjendtlige Ild der kan antages at være rettet mod det ham underlagte Kommando, og han maa desuden kunne beherske dette med sin Stemme, for at det jugerede Tab om fornødent strax kan fremstilles. Det forekommer mig da, at de Nærmeste hertil ville være i sluttet Orden Føreren for den samlede sluttede Afdeling og i spredt Orden Delingsførerne. Om der end vil kræves endel Færdighed i Bedømmelsen af de forskjellige medvirkende Momenter, kan det vist ikke siges, at disse Fordringer ville blive for store til at kunne stilles til en Delingsfører. Man vil tvertimod derved opnaae, at alle Førerne erholde en høist ønskelig Øvelse i Bedømmelse af Afstandene og af Terrainets dækkende Egenskaber, og de ville være nødsagede til, hvad nu ikke altid er Tilfældet, med spændt Opmærksomhed at følge Fægtningens Gang baade i Retning af Fjenden og med Hensyn til vore egne Foretagender. Desuden ville jo de lavere Føreres Bedømmelser i Heglen kunne underkastes Kontrol af de overordnede Førere, og der vil i denne Kontrol, som i sidste Instants føres af Kamp dommeren, i alt Fald være tilstrækkelig Garanti for, at partisk Bedømmelse af Tabene ikke kan finde Sted.
I Overensstemmelse med de vexlende Fægtnings situationer kunne Tabene altsaa bestemmes efter Angi velserne i en Tabel af følgende simple Form; Procent antallet af Træffere maa bestemmes efter en grundig Prøvelse af den gjennemsnitlige Udvirkning, man under virkelige Fægtningsforhold vil kunne gjøre Regning paa. De nedenanførte Talstørrelser ere imidlertid valgte efter et rent Skjøn; men jeg har dog indført dem for at frem hæve, at det vist mindre vil komme an paa at regne med aldeles nøiagtige Gjennemsnitstal, som paa at disse ere simple og helst Multipla af 4 eller i det Mindste af 2:
Dét skal endnu bemærkes, at det jo er af aldeles uvæsentlig Betydning øieblikkelig at fremstille ethvert lille Tab. Hvad det kommer an paa er, at de sandsyn lige Tab blive gjort gjældende indenfor hvert Fægtnings moment, saa at der ikke paabegyndes et følgende Mo ment med større Styrke, end man under virkelige For hold vilde have kunnet disponere over.
Hidindtil har der kun været Tale om Anskueliggjørelsen af Tabene under Fodfolkets Kamp mod Fod folk; men indenfor visse Grændser vil der Intet være til Hinder for tilnærmelsesvis at jugere og fremstille Virkningen af de forskjellige Vaabenarters Aktion mod hin anden. Det vil saaledes ikke være vanskeligt at opstille simple Regler for Artilleri-Ildens Virkning mod Fodfolk, saavelsom for Virkningen af Artilleri mod Artilleri. Rytteriets Attaquer mod Fodfolk ville sjeldent kunne bevirke andet end en momentan Standsning af en Fremrykning, hvorimod den omvendte Virkning er overordentlig stor. Der vil rigtignok kun være Anvendelse for Fremstillingen af disse Forhold under de større Øvelser, og for Rytteriets Vedkommende maa man vel indskrænke sig til at realisere Tabsvirkningerne efter Tilendebringelsen af hvert Angreb, men man vilde dog derved vinde ikke saa Lidt, og man vilde saaledes undgaae at see, at de samme Rytterafdelinger, som allerede flere Gange ere skudte sønder og sammen af Fodfolket, dog vedblivende agere med usvækket Styrke, et Forhold, som ganske sikkert ikke kan finde Sted i Virkeligheden.
Hvis man imod nærværende Forslag, der altsaa gaaer ud paa at anskueliggjøre Tabene under Fægtningsøvelser, vil indvende, at der ikke haves en absolut Garanti for en eensartet Bedømmelse, og at Resultatet altid vil af vige betydelig fra Forholdene under virkelige Fægtninger, skal jeg hertil svare, at i Tvivlsspørgsmaal kunne Kamp dommere træffe Afgjøreisen, og at en nøiagtig Fremstilling af Tabene slet ikke er en nødvendig Betingelse. I denne Henseende vil jeg tillade mig at henvise til, hvor langt man er fra at naae de tilstræbte virkelige Forhold under Benyttelsen af andre almindelige Øvelsesapparater. Hvor mangelfuldt er saaledes ikke i Reglen det Øvelses- terrain, vi ere henviste til at benytte? Besaaede Marker maa ikke betrædes, Huse og Haver, der under Fægtninger spille en vigtig Rolle, heller ikke; smaa Vandløb, over hvilke man med Lethed kan springe, supponeres som virkelige Terrainhindringer, store Reserver, som man umulig kunde føre skjult frem, markeres ved en enkelt Mand med en Fane, der selvfølgelig ikke er vanskelig at skjule o. s. fr. Maatte det end ansees nødvendigt, for at lette Bedømmelsen af Skydningens Intensitet, at tilstaae Afdelingerne en noget rigeligere Forsyning med løse Patroner, end det hidtil har været Tilfældet, da maa det erindres, at denne Fordring allerede fra flere Sider har været fremsat som nødvendig af andre Grunde, og naar man seer hen til, hvor store Summer der undertiden bekostes paa at give de større sammenhængende Øvelser lidt mere Virkelighedspræg ved f. Ex. at tillade Afdelingerne at betræde saaede Marker , hvis nedtraadte Afgrøde repræsenterer en for Landet fuldstændig tabt Kapital, forekommer det mig, at Omkostningerne ved et rigeligere Ammunitionsforbrug maa betragtes som et ringe Offer i Sammenligning med de Fordele, som derved kunne opnaaes.
Idet jeg i det Ovenudviklede har forsøgt at paavise, at Anskueliggjørelsen af Ildvirkningen vil være mulig under Fægtningsøvelserne saavel mod som uden Mod stander, skal jeg sluttelig udtale som min Overbevis ning, at man paa den foreslaaede Maade vil kunne prøve de Midler, der fra andre Sider ere foreslaaede, sigtende til at raade Bod paa Manglerne ved de hidtil anvendte Former og Regler ligeover for den med Bagladegeværets Indførelse opnaaede forhøiede Ildvirkning.
