Log ind

Estlands skovbrødres krig

#

Efterfølgende artikel af Ohto Manninen, som har været bragt i Sotilasaikakauslehti nr. 3!1990 (det finske Militært tidsskrift), er oversat fra finsk til dansk af major (R) K.N. Willadsen.

Med frembruddet af glasnost har man syd for Finske Bugt fordybet sig i de hvide pletter i folkets fortid. En af disse er skovbrødrenes partisankrig mod sovjet­ magten i årene efter 1944. Forskerne har samlet erindringer og bekræftet detaljer fra arkiverne. Endnu har ikke alle kilder kunnet komme i brug; men det er blevet muligt at skabe en slags oversigtsbillede. Et problem har været det sædvanlige, at der skabes legen­ der omkring et fænomen, som man officielt tier om.

Partisanerne fik befolkningens støtte

Som også navnet antyder, levede skovbrødrene hovedsagelig i afkroge af landområderne. De opretholdt kontakt med befolkningen, og i deres større støtteområder boede de endog i landsbyerne. Partisanernes bedste støtteområder var grænseområderne mellem Voru og Tartumaa samt mellem Läänemaa og Pämumaa. Uden befolkningens støtte ville partisanerne ikke have kunnet fungere i årevis. I skovene havde de også støttepunkter beskyttede med mineringpr Det siges, at de sovjetiske styrker temmelig længe, helt til 1949, undgik at bevæge sig udenfor beboede områder. Skovbrødrene havde også bybrødre, som gav oplysninger om myndighedernes virksomhed, tilfangetagelser og modstød.

Skoleungdommen havde gennemlevet meget i de foregående år og var blevet hærdet; blandt den opstod der ca. 30 grupper. Der var skovbrødre fra alle samfundsklasser. Årsagerne til modstandsbevægelsen var dels de friske erindringer fra massedeportationerne gennemført under sovjetmagten i årene 1940 - 1941 og dels den brutalitet og udisciplinerethed, som de sovjetiske styrker udviste, da de vendte tilbage i 1944. Mobilisering til Den røde Hær og arrestationen af ca. 10.000 mennesker i efteråret 1944 var gode årsager til at gemme sig.

Gestapos papirer afslørede

Erfaringer fra at gemme sig i skoven forelå allerede hos dem, der havde undgået tyskernes tvangsarbejdsudskrivning i 1943 -1944. På den anden side havde mange estere samvirket med tyskerne, og de kunne med god grund forvente hævnaktioner. Flere, som havde kæmpet i tyske enheder eller ved tyskernes side, forblev i Estland. Tysklands (og sandsynligvis også Finlands) hemmelige tjenester havde organiseret spionageenheder i området. Disse forøgede skovbrødrenes antal, selv om partisanaktiviteteme synes at have været uafhængige af dem. De fleste af agenterne blev taget til fange allerede i 1944, da GPU havde fået viden om dem fra Gestapos papirer. Partisanernes indflydelses udbredelse og kampens sejhed fik åbenbart næring fra et hårdnakket håb om, at en krig mellem vestmagterne og Sovjetunionen ville blive en udvej til nyordning af Baltikum. Af skovbrødrenes skønsmæssigt ca. 30.000 mennesker søgte en stor del blot at gemme sig. Endog hele familien drog til skovs. De aktive stridsmænd regnes for at have andraget 12 - 15.000 ialt. Hertil hørte grupper på nogle få mand og halvmilitære enheder på 4 - 20 personer. De havde ikke nogen samlet ledelse. Samarbejde fandt især sted på lokalt plan. I 1948 søgte Den væbnede kamps Forbund at etablere et samarbejde mellem egnene; men det synes at være mislykket.

Våben lige fra kampvogne

En forudsætning for partisankrig er naturligvis bevæbning. Det var der efterladt rigeligt af, i overflod, i Estland fra den forudgående krigsperiode. I en eller anden lade var der endog glemt em kampvogn. Den blev ikke brugt; men til gengæld hørte morterer og kanoner til partisanernes arsenal. Et transportfly meldte at være blevet udsat for beskydning med en luftværnskanon.

Partisanerne bandt tusinder til overvågning

Myndighedernes modtræk byggede på Den røde Hærs styrke på ca. 150.000 mand. Krigstidens kommunistledede ødelæggelsesbataljoner blev nu efterfulgt af folkeforsvarsbataljoner formeret af estere, hvortil der i 1947 hørte 7.900 mand. Skovbrødrenes virksomhed var typisk partisankrig. Slagene mod modstanderen var overraskende og nådesløse. Der er blevet optalt 773 angreb i årene 1944 - 1945. Angrebene blev gennemført for at skabe frygt og skaffe midler. De blev dels rettet mod Den røde Hærs kolonner og sikkerhedstjenestens folk, og dels mod sovjetmagtens fængsler, butikker, banker og tilhængere. Med et pludseligt angreb kaprede man endog et sovjetisk tog og den deri værende lønningskasse. Kapringerne blev begrundet med, at man på denne måde tog skattemidlerne tilbage til folkets brug. Angrebene førte modangreb med sig, og disse igen hævnaktioner. Eksempelvis myrdede en ødelæggelsesbataljon deltagere i en national fest i landsbyen Sömerpalu; herefter udryddede skovbrødrene den 13. marts 1946 samtlige sovjettilhængere med familier i Osula kommune. Ialt dræbtes i de år ca. 500 sovjetaktivister.

På en måned blev tyve tusinde flyttet

I en senere fase blev konflikten yderligere tilspidset. Modstanden med førte straffeforanstaltninger, beslaglæggelse af jord, nye deportationer. I praksis begyndte operationsmulighederne allerede at svinde i 1947, og fra 1949 visnede de bort. I marts 1949 blev 20.702 mennesker ført bort, og samtidig påbegyndtes kollektiviseringen af landbruget. Deportationerne svækkede skovbrødrenes støttegruppe. Nu viste man, at kampen var ved at blive desperat: partisanernes hævn­ angreb blev mere rå. Det lykkedes for sikkerhedstjenestens enheder at få opklaret flere og flere gemmesteder. Støttepunkter blev ødelagt ved militære operationer. Indtil udgangen af 1947 blev over 7.000 skovbrødre likvideret. Ialt havde man indtil november 1947 tilfangetaget 8.468 skovpartisaner - dette tal kan tænkes også at omfatte de "likviderede". Den almindeligste frihedsstraf synes at have været 19 - 22 års tvangsarbejde. Under en kamp den 27. september 1949 lykkedes det sovjetiske styrker at dræbe ni ledere af Den væbnede kamps Forbund og i praksis at kvæle patisanernes bestræbelser på samvirke. I årene 1951 - 1953 ødelagde de sovjetiske styrker adskillige skovbunkers, og den sidste store befæstning bukkede under i 1954. Det fortælles, at agentvirksomhed forsøgt af England herefter mislykkedes.

Den sidste druknede sig i 1978

De væbnede operationer svækkedes, og udlovelsen af amnesti i 1956 fik de fleste, der stadig gemte sig, ud i lyset. Dog ikke alle. Fortsat greb skovbrødrene til væbnet modstand, når de blev sat fast, en så sent som 1974. Det lykkedes for den sidste skovbroder at forblive på fri fod indtil efteråret 1978. Efter håndgemæng med to af sikkerhedstjenestens folk druknede han sig. Oversætterens note: Emnet berøres også i Mare Kukk: Politisk opposisjon i sovjetrepublikken Estland 1940 - 1987. Internasjonal Politik 50(1 - 2), pp. 147-157.