Af generalmajor C. C. Ahnfeldt-Mollerup.
Ved topmødet i Helsingfors 10.-11. december 1999 vedtog Det Europæiske Råd bl.a. følgende:
cooperating voluntarily in EU-led operations, Member States must be able, by 2003, to deploy within 60 days and sustain for at least 1 year military forces o f up to 50.000-60,000 persons capable of the full range o f Petersberg tasks;
Lad os med det samme slå to ting fast, som dette ikke betyder:
- De 15 EU-lande vil ikke gå i gang med at opstille og uddanne nye, slagkraftige, mobile enheder, der under et EU-kommandosystem medicort varsel kan rykke ud til alverdens brændpunkter. Landene vil udpege eksisterende enheder til under visse omstændigheder at kunne indgå i en EU ledet operation - for NATO-landenes vedkommende (minus Frankrig) vil det dreje sig om enheder, der i forvejen er ’’øremærkede” til NATO og for WEU-landenes vedkommende nok i høj grad de samme enheder, som i dag er beskrevet som ”til rådighed” for WEU-ledede operationer (i vid udstrækning de samme som er ’’øremærkede” til NATO). Det vil sige, at de i denne forbindelse relevante enheder vil fa to eller tre mulige ’’tilhørsforhold”.
- De 15 EU-lande vil ikke - selv med rådighed over en styrke på 50.-60.000 mand - på nogen måde blive en ligeværdig militær partner til USA på den international scene. For at sætte tingene i relief kan nævnes, at alene US Marine Corps med over 550 egne fly og over 700 helikoptere, fælles uddannelse og doktriner, fælles kommandosprog , ensartet og standardiseret udrustning, vel etableret logistisk system og højt beredskab er på ca. 171.000 mand.
På denne baggrund vil EU muligheder for at opstille den ønskede styrke i det følgende blive diskuteret, ligesom der vil blive set på styrkens allerede nu erkendte svagheder og mulighederne for at udbedre disse. Herunder vil forholdet til NATO og her især USA naturligt blive berørt. De forudseelige problemer med at skabe politisk grundlag for (og enighed om) indsættelse af den annoncerede europæiske styrke vil ikke blive berørt. Ligeledes vil de opgaver som EU nye organer The Political and Security Committee (PSC), The Military Committee (MC) og The Military Staff (MC) skal løse i forbindelse med beslutningen om udsendelsen af en EU-ledet styrke - eksempelvis etablering af et mandat, formulering af opgaven og evt. a f’’desired end state”, opgaver og beføjelser for styrkens chef (TOR- Terms of Reference) herunder kommandoveje og forhold til styrkeafgivende nationer, regler for magtanvendelse i operationsområdet (ROE - Rules of Engagement) - ikke blive behandlet. Dels fordi de nye organer ikke er etableret, og forretningsgange ikke er fastlagt, og dels fordi det er opgaver, der ikke er specifikke for EU. Enhver organisation, national eller multinational, der udsender militære enheder, må igennem disse spørgsmål. Man må antage, at EU vil lægge sig ganske tæt op ad NATOs måde at gøre tingene på. Som bekendt omfatter EU NATO-landene Belgien, Danmark, England, Frankrig (udenfor det integrerede forsvarssamarbejde), Grækenland, Holland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien og Tyskland, der også alle bortset fra Danmark er medlemmer af WEU, samt Finland, Irland, Sverige og Østrig, der hverken er medlemmer af NATO eller WEU. På grund af vort forbehold kan Danmark ikke deltage i opstillingen af en ”EU-styrke”, så i det følgende drøftes således 14 lande og deres muligheder for sammen at opstille den af Det Europæiske Råd ønskede styrke. Denne er i formandskabets rapport på Helsingforsmødet også beskrevet som skulle værende af op til Korps størrelse med indtil 15 brigader. Ønsket om mulighed for et års udstationering vil efter normale kriterier stille krav om mindst 1 afløsning - det vil sige, der må være rådighed over ca. den dobbelte styrke, 30 brigader.
Belgien forlod for få år siden værnepligten og stiler nu mod et fuldt professionelt forsvar. Omstillingen har vist sig ganske kostbar, så der er p.t. bogstavelig talt ingen penge til de ønskede materielforbedringer. Om der kan rekrutteres tilstrækkeligt, er vist endnu uklart. A f kamptropper stiles mod opstilling af en division på tre brigader ( i fredstid ikke på fuld styrke) og nogle opklaringsenheder. Hertil en faldskærms- /kommandobrigade. Et forsigtigt skøn lader antage, at Belgien vil kunne udsende og vedligeholde i et år styrker af størrelsesordenen en stor bataljonskampgruppe plus en noget mindre faldskærms-/kommandobataljon.
England har som bekendt med sit fuldt professionelle forsvar en lang tradition for indsættelse out of area. Ikke desto mindre er man efter offentliggørelsen af et Defence White Paper i december 1999 i gang med omstruktureringer, der skal øge deployeringsevnen som ønsket af både NATO og WEU (se herom senere). Målet er evne til konstant at have en pansret og en mekaniseret brigade udsendt, en af hver til træning og genopbygning og en af hver rede til udsendelse. Hertil kommer en såkaldt Air Assault Brigade oprettet på grundlag af de eksisterende luftmobile og luftbårne to brigader samt et antal løse bataljoner og ikke mindst marineinfanteriet med tre bataljoner. Det bør nævnes, at der som sædvanligt er rekrutterings- og fastholdelsesproblemer i det engelske forsvar. Hæren mangler således p.t. ca. 5.000 mand ud af en norm på ca. 109.000. For at bedre på situationen arbejder man nu på en række resourcekrævende foranstaltninger, hvilket ikke vil lette gennemførelsen af de store materielanskaffelser, der varsledes i nævnte White Paper - en del af dem er allerede udskudt/henlagt. England vil i et år kunne opretholde mindst to brigader udsendt og vil dertil i f.eks. en indledende fase kunne deltage med en-to bataljoner fra marineinfanteriet, med en bataljon i en længere periode.
Frankrig udgav et White Paper i 1997, hvor man beskrev endemålet efter overgang til fuldt professionelt forsvar. For hærens vedkommende indebærer dette reduktion fra 271.500 til 136.000 + 34.000 civile. De til deployering bestemte enheder opstilles i 4 ’’styrker” hver på ca. 15.000: En kampvognsstyrke, en mekaniseret styrke, en styrke til hurtig indsættelse og en ’’storm infanteri” styrke. Styrkernes organisation er p.t. ikke udtrykt i ’’brigade-ækvivalenter” - fransk organisation og terminologi er noget for sig selv. Men det anføres, at der vil kunne deployeres 30.000 mand og ’’deres afløsning” plus en brigade. Efter dansk målestok skulle dette vel svare omtrent til en meget stor division med fire brigader og inklusiv rigeligt med kamp-, kampstøtte og faglige enheder på divisionsniveau. ’’Divisionen” vil efter fransk doktrin blive skræddersyet til den enkelte opgave med enheder fra alle fire ’’styrker” - f.eks. i en indledende fase fortrinsvis med enheder fra de to sidstnævnte styrker - efter afløsning med mere tyngde fra de to første. Franskmændene forudser i øvrigt rekrutteringsproblemer, især i indeværende år hvor omstillingen fra værnepligt til professionel efter planen er særligt krævende - og de med omstillingen af det samlede forsvar forbundne investeringsønsker er allerede løbet ind i vanskeligheder.
Grækenland baserer fortsat i helt overvejende grad sit forsvar på værnepligt og har ikke megen tradition for deltagelse i internationale operationer. I en overskuelig fremtid skal man nok ikke regne med mere end højst en bataljonskampgruppe som det græske tilskud til en fælles EU-styrke.
Holland er i færd med opbygning af en fuldt professionel styrke - for hærens vedkommende på en divisions værdi. For at nå målet skal der ideelt antages 7.000 pr. år - om det kan lade sig gøre vides endnu ikke, og det kan derfor heller ikke siges med sikkerhed, om man i fremtiden vil kunne udsende en brigade 6 måneder ad gangen med et års interval, som målet er. Styrkemålene, som beskrevet i det nyeste White Paper, skulle gøre det muligt for Holland at holde en brigade ude et år (men så må der også være en pause) plus en forstærket bataljon fra marineinfanteriet i samme periode.
Italien opretholder såvel rene professionelle enheder (af brigade størrelse) samt væmepligtsenheder. Væmepligten påregnes dog afskaffet indenfor en kortere årrække. Forfatteren bekendt fmdes der ikke åbent tilgængelige oplysninger om en evt. fremtidig struktur. Men tages landets nuværende holdning til international deployering in mente og sammenholdes det med befolkningstal og forsvarets aktuelle størrelse, kan det nok antages, at Italien vil kunne stille mindst to brigader til rådighed for en EU-operation af et års varighed plus i hvert tilfælde et par bataljoner specialuddannede tropper (bjergtropper, marineinfanteri).
Luxembourg vil til en operation af omhandlede art kunne stille et - to forstærkede kompagnier (professionelle).
Portugal er som flere andre lande i overgangsfase fra hovedsagelig værnepligtsbaseret forsvar til fuldt professionelt. Det påregnes, at Portugal fortsat vil opstille tre brigader, en mekaniseret, en luftbåren og en let infanteribrigade. Dertil et par bataljoners værdi marineinfanteri. Med det konstante og forudseeligt fortsatte engagement i Afrika vil det ikke være realistisk at regne med mere end ca. to bataljoner til årslangt engagement med EU.
Spanien er også i færd med at professionalisere sit forsvar og kan for tiden formentlig stille en styrke til rådighed for EU baseret på følgende tre lette brigader: en luftbåren, en lufttransportabel og den spanske fremmedlegion. Spanien skulle således p.t. kunne opretholde en styrke af brigades værdi - måske med et lille plus - i et år som led i en EU-ledet operation. Efter afsluttet omorganisering sigter Spanien på at kunne deploy ere og vedligeholde udsendt ca. 15.000 mand eller en division.
Tyskland har for øjeblikket lidt mere end 9.000 soldater på Balkan, hvilket efter ret sikre forlydender er ”tæt ved smertegrænsen”. Om noget i den retning også vil være den øvre grænse i fremtiden er svært at sige, idet den siddende forsvarskommission har holdt dørene særdeles godt lukkede. Det er dog nok et godt gæt, at tyskerne fortsat vil basere en stor del af forsvaret på værnepligtige, men herudover vil ønske at opstille særlige styrker (professionelle og/eller ’’værnepligtige” på særlig kontrakt) der kan indsættes på lige fod med øvrige europæiske magters styrker i en krisestyringssituation. Landets størrelse og økonomiske formåen taget i betragtning er det vel ikke urimeligt at antage, at man vil sigte mod mulighed for længerevarende udsendelse af op mod en division, f.eks. to kraftige brigader med diverse støtteenheder.
Finland baserer næsten udelukkende sit forsvar på værnepligt. Det må formodes, at landet vil kunne stille en styrke til rådighed for EU i lighed med, hvad der i lange perioder har været tjenstgørende under FN’s flag: en let bataljon.
lrland har et rent professionelt forsvar af beskeden størrelse. Med samme begrundelse som for Finland må Irland forventes at kunne stille en let bataljon.
Sverige har med sit ganske store væmepligtsforsvar vistnok aldrig ønsket eller været i stand til at udsende til FN- eller NATO-ledede operationer mere end en mindre bataljons værdi. Med en ordning tilsvarende den danske DIB, skulle Sverige nok kunne gøre mere - men det vil der ikke blive regnet med i nærværende opgørelse.
Østrig er også i gang med omstruktureringer (læs reduktioner), så mulighederne for fremtidig indsats under EU’s flag er ikke nemme at spå om. Der er for øjeblikket små to bataljoners værdi ude under FN’s og NATO’s flag, så mon ikke en god bataljons værdi er et godt gæt for fremtiden?
Sammenfatning vedrørende styrkemål Såfremt man regner tre bataljoners værdi til at udgøre en brigade, vil EU’s styrkemål på 15 brigader lige akkurat kunne nås. Men sandelig kun hvis nationerne ikke samtidigt er engageret i NATO-operationer som de nuværende i ex-Juguslavien - ja selv engagementer af størrelsesorden som de nuværende i Mellemøsten og andre steder (under FN) vil begrænse mulighederne. Læsere med andre uniformsfarver end min egen vil utvivlsomt have bemærket, at omtalen af maritime og luftmilitære forhold har været beskeden. Det skyldes ikke alene uvilje mod de to små værn, men også at EU i sit såkaldte Headline Goal ikke har været særlig specifikt, hvad søværn og flyvevåben angår, idet der, efter det om hærstyrkerne anførte, kun står: and additionally, as appropriate, air and naval elements. Jeg skal dog ikke undlade at kommentere dette as appropriate.
Hvad søværnet angår, bør vel tre opgaver diskuteres i sammenhæng med Petersberg opgaver: Blokade, transport af hærstyrker, ’’power projection”. Hvad angår blokade, er det min opfattelse, at de europæiske lande udmærket kan sammensætte og kontrollere en task force med henblik på iværksættelse af en sådan operation. For så vidt angår transportopgaven, synes en gennemgang af diverse åbne kilder at sandsynliggøre, at de større nationer plus Holland råder over tilstrækkelig kapacitet til at kunne transportere og landsætte størstedelen af de rådige marineinfanterister, også såfremt en taktisk landsætning er fornøden. Men der rådes ikke over transportkapacitet til nogen større del af en efterfølgende styrke, ligesom mulighederne for efterfølgende dækning af transportbehov i logistisk øjemed er stærkt begrænsede. EU-landene vil her være afhængige af lejet/udskrevet civil kapacitet, som til gengæld i teorien er til rådighed i rigelig mængde. Power Projection er er af de områder, hvor afstanden til USA er særlig markant. EU-landene råder over fem mindre hangarskibe med typisk ca. 20 fly/helikoptere hver og et middelstort (Frankrig, formentlig operativt sent år 2000). USA har 12 store, strategiske hangarskibe med 80-100 fly/helikoptere på hvert. Dertil kommer kvantitets- og kvalitetsforskellen på marineinfanterienheder (løst beskrevet ovenfor) og luftbårne enheder. EU-landenes muligheder for Power Projection er særdeles begrænsede - men det kan hævdes, at det heller ikke er en nødvendig kapacitet i forbindelse med Petersberg opgaver.
En bedømmelse af et ”EU flyvevåbens” muligheder er ikke ganske ligetil, men et par generelle bemærkninger kan dog gøres. For det første kan om antallet af fly til at formere appropriate elements siges, at det er rigeligt for så vidt angår kampfly. Men EU-landene råder hverken individuelt eller som gruppe over de kontrol- og kommandoorganer, der er nødvendige for indsættelse af moderne fly styrker. Det findes kun hos NATO og i USA. Det vil sige, at EU i en given situation ikke vil kunne etablere luftoverlegenhed og efterfølgende gennemføre en evt. kampagne mod strategiske mål (hvortil i øvrigt i høj grad savnes egnede ammunitionstyper) eller yde effektiv direkte støtte til indsatte hærstyrker. På sidstnævnte område vil enkelte nationer med egne midler kunne støtte egne styrker i begrænset omfang - men en koordineret støtte til et Korps sammensat af et utal (14) nationer vil der ikke kunne blive tale. Det andet område, der bør nævnes, er lufttransport. EU’s samlede kapacitet er ganske ringe sammenlignet med det potentielle behov - jeg skal her spare læserne for en sammenligning med USA! Jeg skal senere komme ind på mulighederne for forbedring.
En subjektiv, operativ vurdering
En korpsstor styrke opstillet og støttet af de ovenfor beskrevne enheder vil militært set ikke være meget bevendt. Tre faktorer springer umiddelbart i øjnene: logistik, sprog, flystøtte. Et Korps opstillet af 14 nationer vil logistisk set være et mareridt. Forsyningstjeneste og vedligeholdelsestjeneste vil kun kunne fungere, såfremt enhederne fast opholder sig i forudbestemte områder - bevægelige operationer vil kun værre muligt (i begrænset omfang) med de større nationers homogene brigader. Alt vil forefindes i utallige varianter: de rationer soldaterne spiser, de geværer og andre skydevåben de benytter, køretøjerne de kører i, radioer og andre kommunikationsmidler, EDB-systemer - simpelthen alt. Sådan er det i princippet også i NATO-operationer, men der er det normalt ikke nødvendigt at blande så mange nationers enheder i så relativt små formationer. Et EU-Korps vil ikke kunne deployere enheder efter operative krav, kun efter logistisk mulighed. Forsyningslinieme vil diktere de operative muligheder. En af grundene, til at det nu nedlagte Corps LANDJUT (det dansk-tyske Korps med hovedkvarter i Rendsborg) blev bedømt som dueligt, var, at al kommunikation kunne foregå på ét sprog, engelsk. Korpsstaben arbejdede på engelsk, kommunikation mellem korpsstaben og underlagte enheder (danske, tyske og forstærkningsenheder) foregik på engelsk, og samvirke mellem enhederne blev formidlet på engelsk. En tysk observatør kunne påkalde og lede ild fra danske morterer på engelsk, en dansk sergent kunne aftale gensidig støtte over en skillelinie med en tysk delingsfører på engelsk. Noget sådant vil være komplet umuligt i et europæisk korps med deltagelse af enheder fra 14 nationer. Det vil blive interessant at høre om erfaringerne fra EUROCORPS hovedkvarter, der som bekendt overtager kommandoen i Kosovo i foråret 2000. I EUROCORPS arbejdes der principielt på alle deltagemationemes sprog, men med fransk og tysk som ligestillede ’’hovedsprog”. Hovedkvarteret fra Strasbourg stiller med 300-400 mand, resten - det vil sige ca. 900 - må stilles af KFOR-nationeme, der hovedsageligt benytter engelsk som internationalt kommandosprog! Som allerede omtalt råder EU-nationeme ikke over et kommando- og kontrolsystem, der kan lede flyoperationer til støtte for en militær operation. Dette gælder også set snævert i sammenhæng med indsættelse af en Korps-stor enhed af multinational sammensætning. Et europæisk Korps vil måske nok kunne opbygge et flystøttesystem internt i Korpset og dets enheder, men et overordnede system til ledelse og styring af flystyrker findes ikke nationalt iblandt de europæiske nationer.
WEU bedømmelse og anbefalinger
Ved NATO-topmødet i april 1999 vedtoges det såkaldte DCI, Defence Capabilities Initiative, der gennem undersøgelser og anbefalinger skal sikre, at Alliancen også fremover råder over styrker, der kan løse fremtidens mange forskellige opgaver. DCI anbefalinger går naturligt i høj grad på de europæiske styrker, for hvilke en lang række forbedringer ønskes. På baggrund af en beslutning på et WEU ministermøde i Rom i november 1998 har denne organisation udarbejdet en række rapporter med stort set samme sigte som nævnte DCI, den sidste i rækken er fra november 1999 og benævnes Audit of Assets and Capabilites for European-led Crisis Management Operations - eller blot The Audit Report. Ikke overraskende er dens påpegning af svagheder og efterfølgende anbefalingernæsten identiske med DCI’s - WEU ministerrådets anbefalinger på grundlag heraf vil blive gennemgået i det følgende.
Strategisk efterretningstjeneste. Man mangler adgang til såvel NATO som nationernes klassificerede oplysninger og kapaciteten for selvstændige analyser er ringe. WEU satellitcenter har begrænset kapacitet og de tekniske muligheder for udveksling af oplysninger med centret er ikke optimale. Når/hvis EU militære stab m.fl. rykker ind i en selvstændig bygning, er det ikke umuligt, at EU vil kunne fa aftaler med NATO og nationerne, således at situationen på dette felt kan blive bedret i forhold til WEU. En ikke usandsynlig opgradering af WEU satellitsystem - flere satellitter med såvel optisk som radar indhentning - vil forøge kapaciteten og øge uafhængigheden af USA.
Strategisk planlægning. WEU stabens kapacitet er begrænset - det vil den også være for EU. Realiteten vil formentlig i en lang periode fremover være den, at detaljeret planlægning finder sted i NATO, og at EU far adgang til resultaterne.
Styrker til rådighed. Som ovenfor påvist er der i teorien mulighed for opstilling af de ønskede styrker. Og til mindre opgaver end de mest krævende er der sådan set rigeligt. Et problem er imidlertid enhedernes beredskab, med hvor kort varsel kan de samles og sendes af sted? Dette problem er fælles for EU, WEU og NATO (og FN) og svaret vil i den enkelte situation bl.a. være afhængigt af, om nationerne og alliancerne samtidigt er engageret i andre operationer.
Strategisk og taktisk mobilitet. Som nævnt er rådigheden over transportfly meget begrænset både hvad angår antal og kapacitet. Som et første middel til forbedring i udnyttelsen af den eksisterende kapacitet ændres det hidtidige EAG, Eurepean Transport Group til et ’’speditionskontor” (ETC, European Transport Command), der efter tilmeldinger fra nationerne centralt skal ekspedere en hver form for transportrekvisitioner. Man håber samarbejdet her vil fremme nationernes tilbøjelighed til ved fremtidige anskaffelser at satse på samme flytyper (europæiske!). Man håber også at kunne overtale nationerne til at anskaffe flere tanker fly. Udvikling på hele dette felt er overordentlig kostbar, og på kortere sigt vil aftaler med f.eks. Ukraine nok være det nærmeste man kommer på en løsning på europæernes lufttransportproblemer. På det taktiske område ønsker man sig flere helikoptere, især transporthelikoptere. Det er også med i mange landes anskaffelsesplaner - men igen, helikoptere er kostbare og må ofte holde for, når der skal beskæres i budgetterne.
Muligheden for at kunne opretholde styrker udsendt. Der er her tale om to aspekter, dels dette løbende at kunne forsyne og vedligeholde en udsendt enhed og dels at kunne afløse den. Det første kræver transportkapacitet og forsynings-, vedligeholdelses- og sanitetsenheder, der kan transporteres og virke under fremmede forhold (hvad disse enheder i stor udstrækning ikke var designede til under den kolde krig). Det andet kræver som tidligere nævnt rådighed over styrker tre til fire gange så store, som dem man ønsker at udsende. Sådan var det heller ikke under den kolde krig, hvor man forberedte et eksistensforsvar. Da var man klar til at ’’udsende” alt uddannet og udrustet personel. Omstillinger i den ønskede retning er som vist under gennemgangen af de enkelte landes styrker i fuld gang. Men som også nævnt er der mange steder budgetvanskeligheder, omstillingerne er mere kostbare end først antaget. Resultatet er næsten givet: Der vil blive færre styrker til rådighed end nu planlagt, og mange store materielanskaffelsesprojekter vil blive udskudt eller skrinlagt.
Interoperabilitet. WEU (og EU) står her med flere problemer end NATO, og her er de såmænd store nok. Dels fordi Frankrig spiller en stor rolle i både WEU og EU og, hvad angår såvel sprog som materiel og procedurer, i høj grad går sine egne veje, og dels fordi WEU og EU mere må satse på samarbejde i mindre enheder. I forhold til en NATO-ledet operation vil en WEU-/EU-ledet operation i højere grad været præget' af sydeuropæere, hvis sprogkundskaber (funktionel kunnen på et af de to anerkendte NATO-sprog) og øvelse i internationalt samarbejde notorisk er ringere end i NATO som gennemsnit. Der synes i Frankrig at være god vilje til, at NATO procedurer også i WEU/EU sammenhæng skal være gældende på stort set alle områder, så her er lys forude. Om EU vil kunne skaffe enighed om en løsning på sprogproblemet, tør undertegnede ikke udtale sig om! Vedrørende materiel, se senere.
CCIS (Command, Control, and Information Systems). Hverken WEU eller EU råder over egne, militære kommunikations- og informationssystemer. I operationer, hvor EU baserer sig på støtte fra NATO, vil dette udpræget være et af de områder, hyor støtte kunne være ønskelig. Såfremt EU i en given situation ønsker alene at base sig på europæiske systemer, vil man måtte basere sig på nationale systemer, f.eks. engëiske eller franske. Dette kan i visse situationer måske være politisk mere acceptabelt end NATO materiel. Det er vel ikke utænkeligt, at EU på dette område en dag anskaffer et eget system, som også vil kunne støtte andre EU aktiviteter end rene militære. EU nationerne er ganske svage, hvad angår materiel til elektronisk krigsførelse især til støtte for luftoperationer. Et særligt område, der bliver nævnt i forbindelse med CCIS Qg elektronisk krigsførelse er CSAR, Combat Search and Rescue, dette at have midlerne til at gå ind bag fjendens linier og (med helikoptere) at kunne samle nedskudte piloter eller specialstyrker op. Det er svært at se, at EU-nationeme skulle ønske at forbedre deres muligheder på disse områder alene på grund af ønsker fra WEU/EU. Anskaffelser af denne art vil blive behandlet og prioriteret i lighed med alle andre anskaffelser.
Sanitetstjeneste. Området er nævnt ovenfor, men i The Audit Report gives emnet speciel omtale med en anbefaling af anskaffelse af midler til evakuering over lange afstande og af midler til hjælp på ABC-området (atom-, biologisk- og kemisk krigsførelse eller katastrofer), især til hjælp til civile. I samme åndedræt omtales forbedringer på området Civil-Military Cooperation (CIMIC). Det vil være realistisk at forvente forbedringer på disse områder, især det første idet det i forbindelse med udsendelse af styrker til udlandet, uanset om det er i NATO, WEU, EU eller FN regi, er højt prioriteret for de fleste lande.
Hovedkvarterer, kommandostationer. WEU ønsker sig hovedkvarterer og kommandostationer, der med kort varsel kan forlægges, kan samvirke med de politiske strukturer, og som kan arbejde med multinational besætning sammen med styrker af alle væmsgrene og alle nationer. Der skal være hovedkvarterer, der kan udøve den strategiske ledelse og planlægning, og der skal være hovedkvarterer/kommandostationer, der i operationsområdet kan udøve kommando over en udsendt styrke af op til Korps størrelse med støtte fra de andre værn. For operationer i den øverste ende af skalaen af Petersberg opgaver råder kun NATO og USA over brugelige hovedkvarterer, og man vil formentlig anse det for unødig duplikering at opstille noget sådant i EU regi. Om England eller Frankrig skulle føle trang til at udbygge deres betydelige nationale kapacitet til også i given fald at kunne optræde som multinationale EU hovedkvarterer er ikke ganske usandsynligt, der har været antydninger i den retning. Som hovedkvarter/kommandostation i et operationsområde vil hovedkvarteret for EUROKORPS kunne udbygges, den tidlige omtalte deployering til Kosovo er et skridt i den retning. Til operationer i den nedre ende af Petersberg opgaverne vil WEU/EU godt kunne klare det, også selv om man alene baserer sig på nationale ressourcer.
Styrkestrukturer og rollespecialisering. Endelig omtaler man i et sidste afsnit ønskede forbedringer indenfor de rådige styrker, Forces Answerable to WEU (FA WEU). For hærstyrkernes vedkommende ønsker man forbedret (taktisk) mobilitet. For de til flådestyrkeme knyttede fly ønsker man forbedrede muligheder for luftforsvar og offensiv kapacitet. For flystyrkeme anbefaler man forbedringer indenfor kommandoføring, kontrol og kommunikation samt elektronisk krigsførelse - og man ønsker muligheder for at opretholde et integreret luftforsvar, ligesom man ønsker sig mulighed for at kunne gennemføre offensive operationer med præcisionsstyret ammunition. I forbindelse med disse emner peger rapporten på mulighederne for rollespecialisering. Hærstyrkerne: Mange lande ønsker at forbedre deres styrkers taktiske mobilitet, så uanset om WEU/EU ønsker sig det eller ej, vil man se forbedringer på dette område i de kommende år - men budgetproblemer vil ikke tillade fuld gennemførelse af de programmer, der i dag er på ønskelisterne. Som tidligere omtalt vil styrkestrukturen i en større EU-styrke kombineret med de forudseelige logistiske problemer sætte snævre grænser for hvor megen taktisk mobilitet, der kan opnås. Flådestyrkerne: Med de igangværende udviklinger for kontrol- og kommandosystememe i NATO flåderne vil også en EU styrke få forbedret sit luftforsvar. Det kommer dog til at vare en rum tid, før de rådige flytyper generelt kan blive erstattet af mere kapable. Såfremt der med offensiv kapacitet menes mod mål på landjorden, hænger det nøje sammen med udviklingen for flyvevåbnene. Flystyrkerne: Ønskelisten her er utroligt kostbar at opfylde, og selvom England har et antal AWACS fly (Airborne Warning and Control System) skal der meget store investeringer til for at opbygge et mobilt, nationalt eller EU-ejet system, der uafhængigt af NATO kan gennemføre integreret luftforsvar og offensive operationer. Et sådant system vil også være personelkrævende og kun effektivt, hvis det mere eller mindre permanent er i brug. Kort sagt, ønsket er uopfyldeligt, i hvert tilfælde indenfor en forudsigelig tidshorisont. Men det kan da godt være, at en del nationer anskaffer præcisionsstyret ammunition, der behøver gode måldata, men ikke nødvendigvis er afhængige af et selvstændigt EU kontrol- og kommandosystem for flystyrker. Måldata er imidlertid afgørende, hvis man - selvom eller måske specielt hvis man skal bruge præcisionsstyret ammunition - ønsker at undgå collaterate damage, det vil især sige ønsker at undgå at forårsage civile tab eller ødelæggelse af civil ejendom. Og hvem vil i fremtiden turde gå ind i en operation med humanitært sigte, vel vidende at ens flyvevåben vil forårsage store civile tab i målområdet, med verdens og CNNs øjne hvilende på sig? Og ønsker man gode måldata, er vi tilbage til spørgsmålet om efterretningstjeneste. Rollespecialisering'. Dette emne har ofte været drøftet i NATO uden den store succes. Der kan naturligvis nævnes nogle eksempler som USA rolle som den primære bærer af atomparaplyen eller Danmark og Tyrkiet som minespecialister. Men disse og andre eksempler er nu mere opstået på grund af nationale prioriteringer end på grund af en aftalt arbejdsdeling indenfor Alliancen. Sådan vil det sikkert fortsat være, selvom bortfaldet af den umiddelbare militære trussel kunne tilskynde til en lidt mere afslappet holdning til begrebet ”et afbalanceret, nationalt forsvar” (der er her talt om egentlige militære kapaciteter, ikke f.eks. uddannelses- og træningsfaciliteter). Hos de fleste fagfolk ligger ’’evnen til at kunne genopbygge et nationalt forsvar” altid i baghovedet. A I såvel DCI sammenhæng som i The Audit Report gøres våbenindustrien og her især den europæiske genstand for en del omtale, ligesom WEAG (Western European Armaments Group) og Eurolongterm naturligt beskæftiger sig med denne tvivlsomme branche, der igen og igen får regeringer til at udstille deres dobbeltmoral, og i hvis kølvand ministre og topembedsmænd, mere ofte end det er behageligt at tænke på, afsløres som korrupte. En række initiativer er på det seneste taget, alle med den hensigt at opnå bedre standardisering, priser der er konkurrencedygtige og bevarelse/opbygning af en teknologibase i Europa, der kan stå mål med den amerikanske. Tilsvarende initiativer er blevet taget sådan ca. hvert tiende år i NATOs historie uden større resultater. Denne gang er der imidlertid udsigt til, at noget vil ske, ikke på grund af initiativerne men på grund af markedsudviklingen. En række europæiske virksomheder er blevet (mere eller mindre) frigjort fra deres statslige ejerforhold, og truslen om tab af markedsandele og fallit resulterer i sammenslutninger og opkøb, således at man i løbet af kort tid vil se nogle få, meget store multinationale virksomheder på området i Europa - nogle af dem ironisk nok med betydelig amerikansk kapital. Dette vil resultere i meget færre varianter indenfor de enkelte materielkategorier og dermed den ønskede standardisering. Der er f.eks over en årrække en reel mulighed for en standardisering på området transportfly, som det blev omtalt ovenfor.
Forholdet til NATO og USA
En foreløbig opsummering af ovenstående synes at vise, at EU vil kunne løse opgaver i den lettere del af Petersberg spektret alene ved hjælp at midler stillet til rådighed af EU-nationeme. Det kan f.eks. dreje sig om placering af enheder i et område, som ofte set ved FN missioner, med observations- og patruljeringsopgaver, hævdelse af en afmilitariseret zone, eskorte af køretøjer hvor der ikke finder egentlige kamphandlinger sted etc. EU vil kunne bruge hovedkvarterer stillet til rådighed af de samme nationer - vel normalt suppleret med personel fra de styrkebidragende nationer. Også opgaver af noget mere kompliceret art vil kunne løses alene af EU, blot den enkelte opgave ikke kræver for stort styrkebidrag. Der tænkes her på sådan noget som evakuering af EUborgere fra et begrænset område. Her vil kunne indsættes ganske homogene styrker af høj karat under i realiteten national kommando, men med et EU-flag vajende over kommandostationen. Kommer det imidlertid til den tunge ende af Petersberg, fredsskabende operationer i større målestok, vil EU kun kunne komme på banen med omfattende støtte fra NATO og i mange tilfælde tillige fra USA. Der vil blive behov for en omfattende planlægning og efterretninger til støtte for denne, en organisation til føring og kontrol af flystyrker, efterretninger til planlægning af luftoperationer, enheder og midler til ’’power projection”, transport af opfølgestyrker og deres behov for forsyninger af enhver art, kamp- og transporthelikoptere - for blot at nævne nogle af de områder, hvor EU i en meget lang periode fremover vil mangle kapacitet til løsning af opgaver, man har udtalt sig villig til at tage på sig. Umiddelbart synes disse forhold ikke at skulle volde problemer for hverken NATO eller USA. EU burde ret smertefrit kunne overtage de aftaler, der med stort besvær er blevet forhandlet med WEU om denne organisations muligheder for at trække på NATO ressourcer. Grundet den nye situation med en slags europæisk enighed bag ESPD, kan Frankrig tænkes at ville genoptage nogle af de diskussioner, der måtte til, før aftalerne med WEU faldt på plads - men man har jo lov at håbe. Forholdet til de EU-lande, der ikke er medlemmer af NATO, ligesom forholdet til de med WEU associerede, skal naturligvis også bringes på plads, men det skal nu nok lykkes. Reelle vanskeligheder synes først at kunne opstå den dag, EU ønsker at iværksætte en operation under anvendelse af militære midler. Ønskes en operation med støtte fra NATO, er amerikansk accept en forudsætning. Amerikanerne kan tænkes at være uenige med deres europæiske allierede om ønskeligheden af den påtænkte operation. Det kan være af politiske grunde, men så er det svært at forestille sig en situation, hvor alle EU-landene er enige. Det kan også være, fordi amerikanerne er bange for på et senere tidspunkt at blive trukket ind i en konflikt, de ikke ønsker at deltage i. Den situation vil være vanskelig at håndtere og kan føre til alvorlige problemer for Alliancen og for forholdet mellem Europa og USA. Ønskes en operation, hvor EU vil klare sagerne alene, skulle der formelt set ikke være noget problem for NATO. Men da stort set alle styrker, der kan være til rådighed for EU, samtidigt er ’’øremærkede” til NATO, kan der opstå et problem, såfremt NATO samtidigt er engageret i en operation og for eksempel har besvær med afløsning af de indsatte styrker, eller NATO forudser at skulle engageres i et eller andet, mens EU operationen er i gang. Sådanne problemer behøver ikke føre til alvorlige problemer for Alliancen eller i forholdet mellem Europa og USA, men de vil sætte diplomaterne i hovedkvartererne i Bruxelles på alvorligt arbejde! Afsluttende skal om dette emne nævnes, at såvel udvidelse af NATO som udvidelse af EU måske vil kunne få indflydelse på forholdene mellem EU, NATO og USA. Dette ses dog overvejende og i hvert tilfælde indledningsvis at være på politisk plan og skal derfor ikke behandles yderligere her.
Sammenfatning
Fra og med år 2003 vil EU formentlig være i stand til med militære styrker, og under forudsætning af at NATO ikke er eller ønsker sig engageret på samme tid (hvilket også ligger i EU forudsætninger), at kunne løse opgaver med op til 50.000-60.000 mand i den lettere ende af spektret af Petersberg opgaver og også mere krævende opgaver, såfremt styrkebehovet her ikke er for stort. Det synes meget usandsynligt, at EU indenfor den angivne tidshorisont og i ganske mange år herefter skulle blive i stand til at iværksætte, lede og vedligeholde i et år Petersberg opgaver fra den tunge ende af spektret, især såfremt opgaverne kræver indsættelse af flystyrker eller indsættelse af landmilitære enheder i egentlig kamp (fredsskabende operationer). Konkrete planer om indsættelse af en EU-ledet styrke vil under visse omstændigheder af rent militære grunde kunne skabe problemer i forholdet mellem NATO og EU og i forholdet til USA.
Danmark
Danske forhold er som nævnt indledningsvis ikke behandlet i nærværende artikel. Afslutningsvis kunne det dog måske være på sin plads at anføre, at det er svært at se, hvad Danmark kan vinde ved at stå udenfor det europæiske samarbejde på det sikkerhedspolitiske og militære område (ESPD) - ved at være med kan vi måske få lidt indflydelse på begivenheder, der utvivlsomt vil have vores interesse. Men vi gør klog i stadig at fastholde NATO som det vigtigste sikkerhedspolitiske forum og som basis for vores sikkerhed. Det vil tage meget lang tid, hvis det overhovedet vil ske, før EU kan give sikkerhedsgarantier i lighed med NATOs - og det vil sikkert også tage betydelig tid, før EU kan finde fodslag i en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der kan overflødiggøre amerikansk lederskab.
Efterskrift
Som hovedkilder har, udover de i artiklen nævnte rådserklæringer, White Papers etc., især IISS The Military Balance 1999-2000 og diverse udgaver af NATO’s Sixteen Nations været anvendt. Dertil skrifter som Atlantsammenslutningens Den nye sikkerhed, DUPIs rapport 1999/2 fra Seminar in the Framework of the Danish Presidency of the WEU-Transatlantic Forum in Brussels on 4 June 1999, Den Norske Atlanterhavs Komites pjece om Europeisk forsvarsidentitet - europeisk forsvarsindustri og det norske Forsvarets Forskningsinstitutts rapport 2000/00046 om Europeisk sikkerhet i en foranderlig tid: En analyse af Norges utenriks- og sikkerhetspolitiske handlingsrom. Endelig et antal artikler hvoraf skal fremhæves Margarita Mathiopoulos og István Gyarmati ’’Saint Malo and Beyond: Toward European Defence” (The Washington Quarterly, Autumn 1999) og Ugebrevet Mandag Morgen, 13. December 1999, ’’Britisk ekspert: Danmark har intet at bidrage med til EU-forsvar”.
