Log ind

Erindringer om Brigaden og dens marineafdeling

#

Nogle dage efter interneringens ophør i oktober 1943 modtog jeg via daværende kommandørkaptajn H. Nyholm marineministeriets reelt ordreformede henstilling om at rejse til Sverige for at indgå i et dansk militært korps, som var planlagt opstillet. Det blev samtidig tilkendegivet mig, at denne mission havde højere prioritet end et allerede forberedt engagement, hvorfor jeg accepterede. Afrejsen blev fastsat til den 2. november fra Klippinge Kro på Stevns. Ved mørkef aid førtes rejseholdet - 8 civile og 4 søofficerer - derfra til stranden. Her ventede en fiskerbåd, som var bemandet med 2 søofficerer og en motorpasser, og som hørte til en af kommandørkaptajn F.C.S. Bangsbøll ledet illegal transportorganisation. Overfarten forløb uden vanskeligheder, og sidst på aftenen ankom vi til Skanør. Næste formiddag blev vi registreret, afhørt og fik udstedt pas hos politiet i Malmø, hvorefter rejsen gik videre til indkvartering i en flygtningelejr på Tylsand Badehotel. Her var ca. 400 danske flygtninge samlet, og et par dage efter ankom bl.a. yderligere nogle søofficerskanmierater. I lejren tilbragte vi nu et par kedsonamelige uger. Vi fordrev tiden med at udforske omegnen, medens vi drøftede vor situation og fremtidige muHgheder, ligesom vi ved eksemplets magt bistod lejrledelsen med at motivere de øvrige beboere til at deltage i rengøring, borddækning, opvask, kartoffeskrælning og brændehugning. Efter ca. en uges forløb fik vi orienteringsbesøg af kaptajnløjtnant K. Ramberg som repræsentant for den danske militære efterretningstjeneste i Stockholm. Han fortalte, at der ville blive oprettet en Konmiando for militære flygtninge, som skulle forestå opbygning af det danske korps - foreløbig betegnet som en politistyrke, men senere kaldet Den danske Brigade. Denne skulle trænes i særHge uddannelseslejre, som efterhånden ville blive bygget, og de danske orlogsfartøj er, som den 29. august var undsluppet til Sverige, ville blive underlagt korpschefen, der senere viste sig at være generalmajor K. Knudtzon. Efter orienteringen konkluderede vi, at det ville tage ganske lang tid, før vi kunne forventes tilkaldt, og da vi fandt tilværelsen i flygtningelejren uudholdelig, meldte vi os samlet til skovarbejde. Allerede den 18. november kunne vi - 8 søofficerer, 2 kornetter og en sergent - forlade lejren og rejse til et skovdistrikt nær Flen, ca. 100 km vest for Stockholm. Vi fik anvist en hytte beregnet til at huse 12 mand, og det var pålagt en ung pige fra egnen at tage sig af vor husholdning. Af en svensk skovløber fik vi instruktion i skovhugstens teknik og i brug af håndværktøj. Derefter fik vi to og to anvist arbejdsområder, hvor der skulle fældes birk til brænde og fyr til celluloseproduktion. Det var et fysisk hårdt arbejde i høj sne og med temperaturer, der ofte kom under -20 grader, men de færdigheder og erfaringer, som blev resultat af skovarbejdet, har jeg personligt haft megen glæde af siden - omend kun til private formål. Efter dagens arbejde var vi som regel så trætte, at vi hurtigt faldt i søvn, men på søndage brugte vi megen tid på at drøfte verdenssituationen, som vi kendte den gennem en lejet radio, og især debatterede vi vore egne forhold. Hyppigt var spørgsmålet, om vi var på rette spor, på dagsordenen, og herpå nåede vi altid en positiv konklusion, idet vi - bestyrket af de oplysninger, som nåede os - nærede tillid til det projekt, vi skulle deltage i. Men vi var utålmodige efter at komme i gang, og vi brændte efter at vende hjem for at deltage i et opgør med besættelsesmagten. I slutningen af januar fik jeg sammen med to kammerater ordre til at rejse til Sofielund nær Konga i Småland, hvor en uddannelseslejr var under bygning med oberstløjtnant F.H. Hvalkof som chef. Lejren var beregnet til en styrke på 550 mand, og vi kom til at deltage i færdigbygningen af de præfabrikerede barakker og i anlæggelse af veje, skydebaner og depoter. Efterhånden som arbejdet skred frem, tilgik flere og flere befalingsmænd af begge værn og tillige en del frivillige menige, således at det i midten af februar 1944 blev muligt at begynde på den egentlige træning. Sidst på måneden fik vi orientering om, at uddannelsesstyrken, der kaldtes regimentet, skulle inddeles i fire lette og en tung bataljon med en samlet styrke på foreløbig 2500 mand. Der var netop oprettet endnu en lejr ved Sättrabrunn nær Stockholm, og der var truffet beslutning om at indkalde besætningerne til de danske orlogsf artøj er, der lå oplagt i Karlskrona. Dette personel skulle indtil videre samles i Sättrabrunn under betegnelsen "Karlskronastyrken" og gennemgå en supplerende maritim uddannelse samt en tillempet fodfolkstræning. I første halvdel af marts blev lejrens søofficerer orienteret om, at der fra England var kommet tilbud om at tage et antal af dem til tjeneste i den engelske flåde, og alle udtrykte med glæde og forventning vilhghed til at drage af sted. Der blev i øvrigt fra svensk side åbnet muhghed for, at et antal befalingsmænd af hæren, hærens flyvetropper og marinens flyvevæsen kunne komme til midlertidig træning i Sveriges hær og flyvevåben, og siden blev det også muligt for befalingsmænd af søværnet at komme til søs med svenske orlogsmænd. Den 21. marts fik 6 søløjtnanter besked på at begive sig til Stockholm for at være klar til at rejse til England. Vi andre var naturligvis glade på deres vegne, men selvfølgelig også lidt misundelige, og selv fik jeg samtidig med bange anelser besked på at give møde hos general Knudtzon. De seks kom til England efter kort tids forløb, og fire andre fulgte snart efter, medens de bange anelser for mit vedkommende holdt stik, idet jeg mod min vilje blev overført til tjeneste i brigadestaben ved hovedkvarteret i Stockholm. Jeg var bange for, at stabstjeneste ville forhindre mig i at komme til England, hvilket var mit primære ønske, medens jeg subsidiært ville blive ved regimentet, til hvis signaltjeneste, jeg var blevet knyttet. Efterhånden blev der også oprettet uddannelseslejre ved Håtunaholm nær Stockholm og ved Ronneby i Blekinge. Alt personel i lejrene var under indtryk af krigens udvikling ivrige efter at komme rettidigt hjem til kamp mod tyskerne i Danmark. Men i en periode var en stor del af personellet præget af mismod og mistillid, bl.a. fordi man mente, det gik for langsomt med fremskaffelse af bevæbning, men også fordi man nærede tvivl om, hvorvidt brigaden ville blive indsat i tide. Efterhånden som våben og andet udstyr blev leveret i tilstrækkehgt omfang til, at en grundig uddannelse og reahstisk træning kunne gennemføres, steg moralen imidlertid, og regimentet udviklede sig til en velmotiveret eliteenhed, hvis styrke i øvrigt gradvis voksede til nær ved 5.000 mand. I brigadestaben kom jeg foreløbig til at beskæftige mig med indkøb af beklædning og lejrudstyr i samarbejde med kaptajnløjtnant Muxoll. På grund af den voksende personelstyrke og udvidelsen af lejrenes antal skulle der handles hurtigt og stort - en af de største ordrer, jeg afgav var på 10.000 sæt undertøj. Denne indkøbsvirksomhed medførte den personlige gevinst, at jeg fik et ganske godt kendskab til svensk sprog og svenske forhold, som jeg siden har haft megen nytte og glæde af. Senere kom jeg til udelukkende at beskæftige mig med maritime problemer som hjælper for kommandørkaptajn F.H. Kjølsen, der var sømilitær rådgiver for general Knudtzon, men siden chef for brigadestabens marineafdeling. De maritime opgaver bestod dels i planlægning af brigadens overskibning til Danmark, dels i at få de danske orlogsfartøjer klargjort og genbemandet samt at få deres udstyr forbedret. Der blev truffet aftale med svenske myndigheder om udpegning dels af 8 transportskibe, dels af et større antal fiskerfartøjer o.l. mindre enheder, som ved alarmering kunne overtages under dansk flag og efter brug tilbageleveres, og desuden blev der stillet 140 af den svenske hærs små overskibningsbåde til rådighed. Endvidere blev der udarbejdet instrukser for ind- og udskibning samt kommandoforhold under overskibningen. Det var forudsat, at overskibningen skulle finde sted enten til en eller flere havne med brug fortrinsvis af de store skibe eller til landsætning på åben kyst fra mindre enheder, alt afhængig af hvilken modtand, der kunne forventes. Ret naturligt var det kysten mellem København og Helsingør, der blev betragtet som målområde. Vore orlogsfartøjer i Karlskrona: torpedobåden HAVKATTEN, minestrygeren MSI, MS7 og MS9 samt 9 bevogtningskuttere og motorbåden FANDANGO gennemgik grundige eftersyn ved Karlskrona Örkigsvarv i løbet af sommeren 1944, hvorefter de den 22. september blev genbemandet og formeret som Den danske Flotille. Dennes tilstand forbedredes i øvrigt ved installation af en 40 mm luftvæmskanon i HAVKATTEN, indkøb af minestrygningsmateriel, armering af kutterne med maskinskyts samt anskaffelse af tågemateriel, signaludstyr, håndvåben og ammunition. De allieredes landgang i Normandiet den 6 juni 1944 havde naturligvis skabt store forhåbninger om en snarhg indsats og gav anledning til forceret arbejde med både planlægning og træning. Men efterhånden stod det skuffende klart, at der endnu var lang vej igen. I eftersommeren 1944 tillod forholdene, at jeg fik orlov for at komme til tjeneste i den svenske flåde, og i slutningen af august gik jeg ombord i krydseren FYLGIA - et af flådens gamle, men gennemgribende moderniserede skibe på 4300 tons. Jeg fik en særdeles venhg modtagelse ombord og følte det herhgt atter at have et skibsdsæk under fødderne. Skønt i overtalligt nummer fik jeg dog god lejHghed til at sætte mig ind i skibets indretning og i skibstjenesten, som havde mange lighedspunkter med vor egen. Skibets opgave var dels sammen med krydseren GOTLAND samt fem minestrygere og tre vedetbåde at uddanne kadetter og dels senere på selvstændigt togt bl.a. i Bottenhavet at være skoleskib for aspiranter. Men i begge tilfælde indgik det dog også i neutralitetsbevogtningen, og det deltog derfor i meget realistiske taktiske øvelser. Selv om jeg naturligvis ikke havde adgang til højt klassificerede sager, fik jeg dog et ganske godt kendskab til personellets store faglige dygtighed og til den svenske flådes anvendte taktik. På FYLGIAs selvstændige togt kom jeg til at indgå i skibsorganisationen som assisterende artilleriofficer, hvilket var spændende og bl.a. medvirkende til at styrke mit kendskab til svensk sprog. Besejlingen af Bottenhavet i oktober og begyndelsen af november faldt sammen med den finsktyske konflikt efter Finlands udtræden af krigen mod Sovjet og førte os helt op til den svensk-finske grænse ved Tomeå. Derefter trak FYLGIA sydover og tog i begyndelsen af december station i sydsvenske farvande. Her deltog skibet midt i december i eskortering fra Falsterbo til Karlskrona af den danske færge STORE BÆLT, som en uge forinden var sluppet ind på svensk søterritorium. Et par dage senere blev jeg kaldt tilbage til brigadestaben efter et meget udbytterigt ophold i FYLGIA, hvor jeg med de svenske kammerater opnåede nære venskaber, som siden har været mig til megen glæde og gavn. I brigadestaben var der travlhed med ajourføring af planer og fuldførelse af igangværende materielanskaffelser, da det var tydeUgt, at krigen lakkede mod slutningen. Brigadens beredskab blev tilpasset udviklingen, og i Karlskrona skærgård havde flotillen fået lejlighed til at afholde øvelser, bl.a. landgangsøvelser med deltagelse af enheder fra Ronneby lejren. Brigadens voksende styrke og dens store materielmængder rejste en overgang tvivl om, hvorvidt der var tilstrækkelig tonnage til rådighed. Imidlertid blev de efterhånden mange skonnerter, galeaser og fiskerfartøjer o.l., som virkede i kommandørkaptajn Bangsbølls illegale transporttjeneste, formeret som en hjælpeflotille til rådighed ved alarmering. Endvidere var DSB's isbryder MJØLNER og HOLGER DANSKE samt senere også Fyr- og Vagervæsenets ARGUS og LØVENØRN og lodsdamperen SKAGEN undsluppet til Sverige og underlagt Brigaden med status som orlogsskibe. Endelig kom direktøren for Em.Z. Svitzers Bjærgningsentreprise, orlogskaptajn H. Kiær illegalt til Sverige den 9. april 1945 med 15 bugser- og bjergningsskibe samt fragtdamperen S/S RØSNÆS og lægteren SIF, og han stillede sig med disse skibe til rådighed. Dermed havde vi tonnage nok, og det viste sig, at de udpegede svenske skibe kunne undværes. Som beredskabsforanstaltning blev hele regimentet i løbet af april samlet i kantonnemet ved Hckeberga øst for Malm, og hen imod månedens slutning samledes store dele af Hjælpeflotillen og Svitzerflotillen samt MJØLNER og HOLGER DANSKE i Malmö havn. Hertil ankom også Den danske Flotille den 1. maj tillige med et nydannet Marinekommando bestående af en søtransportsektion og en basissektion. Samme dag sendte general Knudtzon daværende ritmester N.E. Leschly og mig til Malmø, hvor vi skulle etablere et fremskudt hovedkvarter. Vi rejste med et svensk bombefly og søgte straks efter ankomsten kontakt med lokale svenske myndigheder samt med henholdsvis regimentet og de maritime enheder - og nu forestod nogle hektiske og anstrengende dage. Jeg var sendt af sted, fordi kommandørkaptajn Kjølsen var sygemeldt og endnu ikke klar til at rejse, og jeg fik til opgave lokalt at koordinere de maritime aktiviteter og sammen med Leschly tilpasse indskibningsplanerne til den givne situation. Den svenske marinestab etablerede en forbindelsesgruppe til os bestående af kommandørkapten G. Fogelberg og kapten F. Taube. Sidstnævnte var min ven og skibskammerat fra FYLGIA, så vi kunne straks samarbejde uden formaliteter, og da chefen for den udpegede svenske eskortestyrke, kommandrkapten K. Posse var min tidligere skibschef på FYLGIA, var der ej heller kontaktproblemer her. Det stod nu klart, at et tysk sammenbrud var forestående, og spørgsmålet var, om de tyske enheder loyalt ville acceptere en kapitulation, eller om der kunne ventes desperat, lokal modstand. I førstnævnte tilfælde kunne overskibning ske til en havn, medens der i sidstnævnte kunne blive behov for landsætning på åben kyst. Da det fremgik af forehggende oplysninger, at krydserne PRINS EUGEN og NÜRNBERG lå i Frihavnen, var det tvivlsomt at regne med overskibning til København og nærliggende kyst. Med hensyn til indskibning var det fra svensk side tilkendegivet, at alle sundhavne kunne benyttes, men interessen samlede sig efterhånden om Hälsingborg med henblik på landsætning i Helsingør eller eventuelt på åben kyst mellem Espergærde og Snekkersten. På en konference ved regimentstaben blev indskibningsplaneme drøftet og endelig fastlagt med forbehold for ændringer nødvendiggjort af udviklingen, og den 4. maj kl. 2000 havde jeg et - sidste - møde med forbindelsesgruppen. Medens den svenske marines situationsvurdering og plan for eskorteringen blev forelagt, hørte vi kl. ca. 2030 radiomeldingen fra London om den tyske kapitulation. Ordre til alle enheder om nedsættelse af sejladvarsel udsendtes straks, og alle ventede spændt på afgangsordre. Trods rekonvalecens var kommandørkaptajn Kjølsen afrejst fra Stockholm og kunne ved ankomst til Malmø kl. ca. 2200 overtage den maritime kommando. Lidt over midnat indløb ordren til afgang til Hälsingborg for der at være klar til indskibning fra kl. 0600 den 5. maj, og man regnede nu med, at Helsingør havn kunne benyttes. I Hälsingborg blev den sejlklare færge S VEA rekvireret og efter en mindre justering af indskibningsplanen begyndte tropperne at gå ombord i de anviste skibe. Lidt før kl. 1000 afgik Den danske Flotille med en fortrop til Helsingør for at besætte nøglepunkter i havnen, og derefter fulgte SVEA og to skonnerter med en bataljon ombord og med svensk eskorte til midtfarvands. Kl. 1030 var de første tropper landsat uden modtand, og derefter kom øvrige transportenheder med såvel personel som materiel i en stadig strøm. I Helsingør lå færgen DAN, som også toges i brug, og med de to færger samt HOLGER DANSKE var hurtig overskibning af køretøjer uden problemer. Kl. ca. 1230 løb MJØLNER som kommandoskib ind til Helsingør, og hen på eftermiddagen den 5. maj var hele troppestyrken overført, idet flotillen efter landsætning af fortroppen havde patruljeret i den danske del af farvandet. Den 6. maj ved middagstid var samtlige køretøjer og forsyninger bragt i land, hvorefter Brigaden kunne rykke til København. Overskibning af en del yderligere materiel blev nogle timer forsinket af livlig skydning i havneområdet, hvorved to tyske mihtærpersoner dræbtes og en dansk kadet blev såret. Skydningen opstod hen på eftermiddagen øjensynhgt på grund af en meningsløs misforståelse og hørte op ved aftentide. Transporterne genoptoges og kunne den følgende dag afsluttes. Samme dag blev Den danske Flotille afgivet til Søværnskommandoen, som atter var i funktion, og den. 8 maj kunne MJØLNER og HOLGER DANSKE tilbagegives til DSB, medens de øvrige transportskibe blev afleveret til ejerne, så snart de var lossede. Overskibningen af Den danske Brigades ca. 5.000 mand samt dens talrige køretøjer og store materielmængder var vel gennemført på dansk køl i skibe og fartøjer tilhørende flåden, DSB, handelsflåden, fiskerflåden samt Svitzer og Det forenede Bugserselskab i gnidningsløst samarbejde - og marineafdehngen kunne træde i afvikling Som bekendt var Brigaden tilknyttet de allierede stridskræfter under betegnelsen DANFORCE. Dette medførte bl.a., at general Dewing fra SHAEF (Supreme Headquaters Allied Expeditionary Forces) kunne besøge styrkerne i kantonnementet ved Häckeberga. Man så da, at en engelsk general som repræsentant for en amerikansk øverstkommanderende inspicerede kampklare danske tropper på neutral svensk grund. At dette kunne lade sig gøre, var resultat af Sveriges velvilje over for Danmark og den storslåede svenske støtte til opbygning af brigaden, som blev ydet fra første færd. Det skylder vi stadig Sverige stor tak for.