Denne artikel er skrevet af kommandør Jens Elving.
Jeg blev udnævnt til Søløjtnant af anden grad den 1. september 1939 og straks sendt til søs i sikringsstyrken, som næstkommanderende i minestrygeren Havørnen, en tidligere torpedobåd, der ligesom jeg var fra 1917. Den var kulfyret og havde petroleumslamper i messerne og på banjeme. Fra november 39 bevogtede vi de danske minespærringer i Lillebælt, og blev medio januar 40 forlagt til Sundet til bevogtning af Københavns minespærringer. Den 9. april lå vi indefrosset på Holmen, ude af stand til at foretage os noget. Det var uden større entusiasme at vi unge gik til opgaverne i besættelsesårene. Jeg var med en af de nye minestrygere af Søløven-klassen og senere som chef for en 2,15-båd (0-klassen) på minestrygning på Storebæltsoverfarten og på ruten mellem Aarhus og Kallundborg. Trafikken mellem landsdelene skulle sikres, og regeringen havde bestemt, at opgaven skulle løses af den danske marine, og så strøg vi loyalt de tværgående ruter i farvandene. I somrene 1942 og 43 var jeg udkommanderet med kadetøvelsesskibet Hvidbj ørnen og fik den 29. august 43 en svømmetur i Storebælt, mens Hvidbjømen lagde sig på bunden af Bæltet udfor Vengerancegrunden. Besætningen blev interneret og efter nogen tid overført til København, hvor jeg blev interneret på Søofficersskolen på Holmen. I slutningen af oktober blev de sidste officerer frigivet, og jeg rejste kort efter illegalt til Sverige, efter opfordring fra Marineministeriet med henblik på at indgå i den danske brigade, som man på det tidspunkt havde planer om at etablere. Jeg blev indkaldt til brigaden i januar 44 og meldte mig sammen med 20 - 25 andre yngre søofficerer i Sofielundlejren i Småland, som vi gik i gang med at bygge. Omkring midten af marts var arbejdet med bygning af lejren så vidt fremskredet, at vi blev fordelt til kompagnierne, jeg kom til det tunge kompagni. Forinden var der imidlertid sket noget, chefen havde kaldt alle søofficerer til møde og meddelt, at et mindre antal søofficerer ville kunne komme til England, med henblik på at gøre tjeneste i den engelske flåde! Han bad os overveje dette tilbud, og næste dag lade ham vide, om vi var vilhge til at modtage det. Vi syntes egenthg, at det var overflødigt med de 24 timer, vi havde jo ikke tænkt på ret meget andet, og den næste da svarede da også alle ja med glæde, håb og forventning. De næste otte dage gik vi alle spændte og forventningfulde omkring og prøvede på at tænke på noget andet. Den 21. marts udløstes spændingen: 6 søløjtnanter, deriblandt jeg selv fik besked om så diskret som muligt at aflevere vores udrustning og den 23. rejse til Stockholm og melde os hos orlogskaptajn Mørch, med henblik på videre transport til England. Den foregik natten mellem den 29. og 30. marts 1944 i 2 mørklagte Dakota transportfly i stor højde og isnende kulde, billetten var udstedt af British Airways, men landingen foregik på en militær flyvestation, Leucars Airfield i Scotland, hvor vi blev modtaget af nogle kvindehge flyvere, WAAFs, som ved hjælp af flere liter "hot sweet tea" fik tøet os op, og bragt til køjs. Næste nat gik turen med The Flying Scotsman til London under politieskorte og så fulgte 14 dages ophold i en gennemgangslejr i Londons udkant, hvor alle udlændinge blev undersøgt inden de blev sluppet ud i det fri eller sendte til Isle of Wight "for the duration of the war". Vi kedede os bravt mens vi sad der og fordrev tiden med at slikke solskin på en bænk med udsigt til London og alle spærreballonerne, eller med at spille klink med hinanden, men vi trøstede os med, at vi da nu var havnet på den rigtige side. Vi blev sluppet ud lørdag den 15. april og kørt til Royal Naval College (RNC) i Greenwich og udnævnt til Lieutenants Royal Naval Reserve (Lt. RNR) pr. 16. april 1944. Straks ved ankomsten til RNC lå der besked til os om at ringe til Christmas Møller, som inviterede os til drinks i sit hjem søndag eftermiddag. Her mødte vi foruden husets frue den danske marineattache, kommandørkaptajn Lembcke og den danske gesandt fra Island, der var strandet i London, da al trafik ud af England var stoppet, på grund af den forestående invasion. Christmas Møller og frue bød også på middag på deres yndlingsrestaurant, Scots, så vi fik et overordenthg godt indtryk af London allerede fra det første øjeblik. De næste 4 uger var vi elever på RNC for at lære "the English way of doing it", og vi gik til arbejdet med Hv og lyst. Vi fik kontakt til det danske gesandtskab og til Det Danske Råd og blev medlemmer af "Frie Danske i Storbritanien og Nordirland". På vagtsfrie dage tog vi toget til London (20 min.) og med Charing Cross Station som udgangspunkt gik vi på opdagelse i storbyen. Krigen havde sat sine tydehge spor i form af store øde pladser (bomb-sites) hist og her i byen, især i området omkring Set. Paul. På undergrundsstationeme stod lange rækker af etagekøjer, hvor mange mennesker stadig tilbragte natten. Ca. 75% af de mennesker, der færdedes på gaden, var uniformeret og netop i de dage, vi kom til London, var forlystelseslivet domineret af de mange amerikanske militærpersoner, som var samlet i England forud for invasionen, og som var betydelig bedre aflønnet end englænderne.
Nu er krig jo en langsommelig affære, meget tid går med at vente og med at være klar til at være klar. Den 13. maj var vi klar fra RNC, den 28 maj blev 4 af os tilkommanderet mineetablissementet HMS Lochinvar i Scotland lige udenfor Edinburgh. Nyt kursus, denne gang i minestrygning på engelsk og i flyfjemkending. D-dag, den 6. juni ventede vi stadig, med stigende utålmodighed, endelig den 28. juni skete der noget. Allerede i marts 1944 var to "Motor-Mineswepers" MMS 36 og MMS 83 blevet bemandet med danske besætninger, og ved en overdragelsesceremoni i den skotske fiskerihavn Granton udenfor Edinburgh, der tjente som base for minestrygere under HMS Lochinvar, var det danske orlogsflag blevet hejst side om side med det britske White Ensign. Nu føjedes yderhgere to enheder til, MMS 263 og MMS 307 og den 137. minestrygerflotille formeredes med hjemmebase i Granton. Af de 4 skibschefer var de 3 styrmænd fra handelsflåden, mens den fjerde var kaptajnløjtnant i den danske marine. Vi 4 søløjtnanter var næstkommanderender, jeg var i MMS 307 hos kaptajnløjtnant Garde. Alle 8 officerer havde rang af Lt. RNR.Den øvrige besætning var fortrinsvis sammensat af søfolk fra handelsflåden og fiskere, der enten var strandet udenfor Danmark i 1940, eller senere "var kommet til" at gå til engelsk eller skotsk fiskerihavn, der var også smuttet en bankassistent fra Esbjerg med. Skibene var bemandet som følger
Chef Lt. RNR
Næstkommanderende - Lt.RNR.
Bådsmand - Pettyofficer
6 menige af dæksbesætningen
1 signalgast
1 telegrafist
1 minestrygningselektriker, (wire-man
2 maskinister Petty-officers.
2 smører
1 kok og 1 messegast
Ialt 18 mand.
Bortset fra de 5 danske søofficerer havde alle gennemgået den indledende militære uddannelse i den britiske marine,og de var som følge deraf ukendte med de rent maritimfaghge udtryk på dansk. Da det daghge omgangssprog naturUgvis var dansk, blev "kommandosproget" en forunderlig blanding af engelsk og dansk,som vakte en ikke ringe opsigt, da flotillen efter befrielsen kom til at operere i Danmark. Skibene var alle af samme type, den lille MMS, bygget af træ i krigens første år, på forskellige værfter i Storbritanien, MMS 307 var et smukt lille skib,bygget på et af Scotlands mest ansete yachtværfter i Fraserburgh, mens onde tunger ville vide, at 83 var bygget hos en karetmager. Minestrygningsgrejet mod magnetminer bestod af et svært elektrisk dobbelt flydekabel ca. 600 yards langt, det såkaldte "Dobbelt L grej", der blev trukket gennem vandet og dannede et kraftigt magnetfelt, når strømmen, 3.000ampere, blev sluttet. Mod akustiske miner anvendtes en hammerbox,der enten førtes på en Aramme i stævnen,eller bugseredes i en wire under skibet almindeligvis kaldt "den towede box". Til selvforsvar var skibene armeret med 2 stk 20 mm maskinkanoner og 2 dobbelte 303 (8mm) maskingeværer. Alle fire skibe havde tidligere været udrustet med engelske besætniner. Den daglige rutine fulgte naturhgvis Royal Navy's regulativer. Det eneste ydre tegn på, at skibene var dansk bemandede, var flagføringen, som vel nok må betegnes som enestående med to orlogsflag side om side på flagspillet agter. Indtil ultimo januar 45 lå flotillen i Granton og udførte rutinemæssig minestrygning på Firth of Forth uden nogensinde at bringe en mine til detonation.Det var ret så kedeligt og trivielt, og det kunne fra tid til anden være vanskehgt at holde humøret oppe hos besætningerne, som for fleres vedkommende følte sig lokket bort fra mere spændende jobs i britiske enheder for at bemande den danske flotille. Den omstændighed, at man på landlovsdage kunne tage en sporvogn fra Granton, og i løbet af en halv times tid stå midt på Princes Street i Edinburgh med mulighed for at kaste sig ud i byens forlystelsesliv, var nok medvirkende til, at vi holdt ud. I slutningen af januar fik vi et meget velkomment besøg af orlogskaptajn Mørch fra Stockholm ledsaget af kaptajnløjtnant Ramberg, der var blevet tilknyttet "The Danish Military Mission to SHAEF". Vi klagede vor nød til Mørch, som på det tidspunkt vist allerede havde talt med Admiralty, og henledt de høje herrers opmærksomhed på, at den 137. godt ville have en mere spændende opgave. Den 1. februar af gik flotillen fra Granton for fra den 8. at blive stationeret i Ostende. Ostende var basehavn dels for britiske minestrygere og dels for britiske motorkanon- og motortorpedobåde, ligesom den var transithavn for en del af personeltransporteme til den britiske 21. Army-group, Montgomery's hære. Materielforsyningeme kom med de daglige konvojer over Kanalen og gik til An twerpen på Schelde.
Vores opgave var at stryge dels i hovedruten ind på Scheiden, dels på sideruten til Ostende. I havneindløbet til Ostende lå et skibsvrag, som man stadig arbejdede på at få fjernet helt, så derfor var al trafik forbudt mellem kl. 0600 og 1500. Det medførte, at vi hver morgen stod ud af havnen inden kl. 6 i buldermørke og ankrede på reden indtil daggry, hvor vi tog fat på dagens strygeopgave. På dage med klart vejr kunne vi fra ankerpladsen lige før solopgang undertiden se nogle røgstriber, der steg tilvejrs i nordlig retning. Det var V-2 raketter, der blev sendt op fra øerne nord for Walcheren. Når de nåede så højt op, at solen skinnede på dem, kunne vi sommetider se dem glimte, når de fladdede ud i banen og satte kurs mod London. Hovedruten var kantet af mange vrag, som var mere eller mindre vel afmærkede. Når dagens konvoj ankom anført af en fregat eller destroyer, der pingede med sin Asdic, skete det ikke sjældent, at vi så den hejse "Large Black Pendant" og gå til angreb på et af vragene. Det så pudsigt ud, men det havde jo den begrundelse, at vragene kunne skabe ly for en af de tyske en-mandsundervandsbåde, som lejlighedsvis sneg sig med strønmien ned i området fra de frisiske øer. En dag oplevede vi at se, at en tanker blev ramt af en eksplosion midt i ruten, antagelig fra en torpedo affyret fra en sådan ubåd. Det var et uhyggeligt syn, at se røg og flammer stige til vejrs, mens små mørke silhouetter løb frem mod stævnen for at undslippe flanmieme. Vi lå for langt væk, til at kunne yde nogen hjælp, men det forlød at langt de fleste af besætningen var blevet reddet. Nogle gange var vores strygeopgaver lagt således, at vi løb ind til Temeuzen på Schelde for natten og fortsatte derfra næste morgen. På disse ture passerede vi en af vore forgængere, som havde bragt en mine til detonation med skibet og i løbet af ganske kort tid lagt sig på bunden. Heldigvis var det det midterste af 3 skibe på frontorden, så de 2 fløjmænd var gået på siden og havde bjærget besætningen, i mere eller mindre god behold, men vraget lå der stadig med de 600 yard strygekabel, som den regelmæssigt skiftende tidevandsstrøm havde kvajlet op i en formidabel fuglerede. Vi kunne ikke lade være at skæve lidt, når vi passerede stedet. Den 3. marts, da vi i stille vejr strøg vor daglige "lap" i hovedruten, hørte vi pludsehg braget og mærkede skibet ryste. Grejet havde virket, og vi havde fået vor første mine! Det havde en helt fantastisk virkning på besætningen, endelig så de, at det ikke var spild af tid at sHde med at "streame og recovere sweepet" som det hed i daghgt lingo. Der var virkelig en mening med det hele, og vi havde vist at vi kunne. De store strømstød på 3.000 ampere, som grejet krævede, opnåedes ved at koble generatoren til et stort akkumulatorbatteri. Batteriet, som passedes af wiremanden, kunne kun tåle en begrænset belastning, hvilket udmøntedes i, at den daglige strygetid ikke måtte overstige 6 timer, og det betød, at vi normalt søgte havn ved 15-16 tiden og kunne give landlov hver aften til de vagtfrie af besætningen. I Temeuzen var der ikke meget at gå i land efter, men i Ostende var der etableret NAAFI-klubber for såvel officerer som other ranks, og der var ofte ENSA-shows. Vi fire strygere var ikke de eneste danske i Ostende. I en af motortorpedobådsflotilleme var der to danske Lt. RNR, og en aften fik vi besøg af endnu en dansk søofficer, der var uddannet som dykker i den danske marine, og som var på gennemrejse fra Antwerpen, hvor han med Salvage-Department havde været travlt beskæftiget med at rydde op i havneområdet, i perioder under bombardement af tyske V-1 våben. Den 14. april bragte MMS 307 påny en mine til detonation og et par dage senere, da vi mødte en britisk flotille på modgående kurs i hovedruten, sprang der en mine midt imellem os, den måtte vi dele. Det var for os alle en stor tilfredsstillelse at se at grejet virkede, og at der virkelig var behov for vores indsats, selvom det måske nok blev overvurderet af en konvoj commodore, som en dag besvarede vort signal om at konvojen kunne passere på vor bagbord side, med et: "I prefere to take advantage of your protection" og slog konvojens fart ned til vore beskedne 6-8 knob. Den 20. april blev flotillen inspiceret af kommandørkaptajn E.M. Dahl, der var blevet tilknyttet SHAEF og udset til at lede minestrygningen i danske farvande efter krigen. Det blev mere og mere klart, at det lakkede mod enden, og den 26. april afgik den 137. til hjemmebasen i Granton for at gøre klar til at gå til Danmark, så snart fjendthghedeme ophørte. Mens skibene var til eftersyn blev, der givet orlov til mandskabet, 5 dage til hver. Jeg rejste til London den 3. maj om aftenen og oplevede således ikke at fejre VE-dag med den øvrige bestning og sammen med dem at "Splice the Mainbrace", det vil sige at fejre sejren ved at udgive dobbelt ration rom til mandskabet, en skik, der går tilbage til sejlskibstiden. Jeg oplevede til gengld såvel Danmarks befrielse som VE-dag i London, som gæst i den danske gesandt, greve Reventlows hus, og det var en uforglemmelig oplevelse. Der tilgik nu flotillen yderligere tre enheder, og den 18. maj afgik fire af flotillens enheder i en konvoj, der også rummede to flotiller bevogtningsfartøj er og deres moderskib, der havde konvojcommodoren om bord, fra Granton og satte kurs mod Danmark. Onsdag den 23. maj 1945 fortøjede den 137. minestrygerflotille ved torpedobådsbroeme på Holmen og blev hilst velkommen hjem af kolleger og venner.
Vi gik straks igang med at stryge ruterne i danske farvande, de mest mineinficerede i hele verden, under britisk kommando, indtil den 7. august, da flotillens enheder blev overdraget til den danske marine, ved en højtidehghed på Holmen. De engelske besætninger blev afmønstret og rejste "hjem til England" for at bhve hjemsendt, mens de danske søofficerer udskiftede ærmedistinktioner og hueemblem og fortsatte med at stryge ruterne med danske besætninger. Hvad havde vi så ud af at gøre tjeneste i Royal Navy i 16 måneder? Først og fremmest kunne vi konstatere, at den uddannelse, vi havde fået i Danmark, var fuldt på højde med det, der krævedes af tilsvarende grader i R.N. Nu hører minestrygning ikke just til den mest gloriøse del af søkrigsførelsen. Minen er et djævelsk våben, der aldrig sover, og at bekæmpe den kræver en engleagtig tålmodighed parret med en høj navigatorisk professionalisme. En engelsk søofficer, der har beskæftiget sig med minestrygning under hele krigen og i de første efterkrigsår, da den endelige oprydning fandt sted, har i en af de bøger, han har skrevet om enmet, udtalt: "It requires the mentality of an intelligent ploughman". Det kan derfor ikke undre, at det ikke tiltrak toppen af R.N., og i den 137. kom vi da heller ikke i forbindelse med kredse eller personer, som kunne give os noget af værdi for vor senere tjenste. Det personlige udbytte af krigsdeltagelsen bestod nok mest i en personlig tilfredsstillelse ved at vide, at man havde været med, havde prøvet at yde en indsats; et forhold som nok på længere sigt har forlenet den enkelte med større personlig sikkerhed. På det mere ydmyge plan bestod det rent kontante udbytte i, at vi efter gammel skik fik udbetalt vor andel af Royal Navy's Prize Money, for mit vedkommende beløb det sig til 264,-kr.(1950), og at vi fik tildelt de obligate krigsmedaljer: "1939-45 Star", "France & Germany Star" og "War-Medal". I det daglige betød det ikke noget, i Danmark har man jo ikke i dette århundrede haft nogen tradition for krigsmedaljer, men i selskab med vore alherede indenfor NATO har det nok i årenes løb haft en gavnhg virkning. Da jeg i 1971 tiltrådte som dansk NMR ved SHAPE, kunne jeg notere, at seks af mine NMR-kolleger bar de samme britiske "Ribbons" som jeg.
