Luftangrebet Torsdag den 30. November 1939 kom fuldstændig overraskende for Finlands Befolkning, og er endnu et Bevis paa de forud gjorte Erfaringer, at Krig nu om Dage begynder med et overraskende Bombeangreb.
*) Efter „Brandfare og Brandværn" Nr. 5 og 4/1940.
Angrebet rettedes mod en Mængde Befolkningscentrer, Industriomraader, ja selv mod mindre Byer i det sydlige Finland. Det første Angreb mod Helsingfors havde øjensynligt til Hensigt at skabe Rædsel, Mistillid til Regeringen og Angst for Sult. Bombenedkastningen skete mod militære Maal, Flyvepladsen og en Jernbanestation lige Nord for Byen. Over selve Byen nedkastedes Flyveblade, hvori man søgte at undergrave Tilliden til den finske Regering og fremholdt Umuligheden af at kunne modstaa et Angreb af den russiske røde Hær. Desuden pegedes i Flyvebladene paa, at Finland for at undgaa Hungersnød, uden Kamp burde give efter for de russiske Fordringer. Luftangrebet kom umiddelbart efter Kl. 9 om Morgenen. Flyveralarmen blev afgivet samtidigt med og delvis efter, at Bomberne var sprunget, og Afvarslingen blev givet lidt over Kl. 11. Selve Luftangrebet havde varet c. 3—4 Minutter. Det næste Angreb skete lidt over Kl. 15, og dette kom ligeledes fuldstændig overraskende, idet Bombenedkastningen og Flyveralarmen kom omtrent paa samme Tid. Dette havde til Følge, at Gaderne var fulde af Folk, og at Beboerne af de Huse, som ramtes af Bomberne, ikke havde faaet Tid til at bringe sig i Sikkerhed i Beskyttelsesrummene eller Kældrene. Da Russerne desuden skød med Maskingeværer paa Menneskemængden, kan man jo her tale om et typisk Terrorangreb. Befolkningen søgte hurtigst muligt at komme i Sikkerhed, og det er konstateret, at ingen af de Personer, som det lykkedes at komme i Dækning, led nogen Overlast. — Hvad Luftbevogtningstjenesten og Alarmeringen angaar, kan man jo heraf konstatere, at denne ikke virkede tilstrækkelig effektivt. Dette forklarer Finnerne ved, at de russiske Flyvere kom i Ly af Mørket og derefter i Glideflugt gik ned over Hustagene, saaledes at der her er forekommet det, der kaldes »silent approach«. Der anvendtes saavel Spræng- som Brandbomber. Sprængbomberne havde gennemsnitlig en Vægt af 50—100 kg. Et mindre Antal synes at have været paa 200 kg, og i 2 Tilfælde har man konstateret Sprængbomber af 300 kg’s Vægt. — Tilsvarende Forhold opgives fra Wiborg. Brandbombernes Gennemsnitsvægt er omkring 6 kg. Der er imidlertid ogsaa forekommet Brandbomber paa ca. 50 kg, fyldt med Petroleum og Fosfor, og det er disse Bomber, der har foraarsaget de store Brandskader. Bombevirkningen har været meget kraftig. Nogle Bygninger styrtede fuldstændig sammen, men i intet Tilfælde er en Bombe trængt ned i Kælderen. Dette synes at være et Bevis for, at det Raad, Luftværnsmyndighederne har givet, nemlig at man bedst søger Beskyttelse nederst i Huset, i Kælderen eller Beskyttelsesrummet, er rigtigt.
Bomberne ramte Bygningerne paa de mest forskellige Maader. I flere Tilfælde er Bomberne fra Siden gaaet ind i Husene, endog i den nederste Etage. Bomberne har ogsaa ramt Taget. Gennemtrængningsevnen for Bomber, der har ramt fra oven, har været 1—3 Stokværk. I enkelte Stenhuse er de standset i øverste Etage. Saaledes skete det f. Eks. i den finske Gas-, beskyttelses Organisations Gasmaskefabrik, som var beliggende i øverste Etage i et 6-etages Hus, Bomberne sprang i Fabrikslokalerne og ødelagde hele Fabrikkens Udstyr og dræbte 8 Personer. Et stort Antal mindre Bomber ramte Gader og aabne Pladser. Der fandtes dog kun eet stort Sprængkrater paa en aaben Plads i Helsingfors. Dette var 6 m i Diameter og c. 3 m dybt og menes at stamme fra en Bombe paa 200— 300 kg. Flertallet af Sprængkraterne var af betydeligt mindre Dimensioner, og flere Bomber havde kun frembragt et Hul paa 1—2 m’s Dimensioner og en halv m’s Dybde. Sprængbombernes Lufttryksvirkninger mod Bygninger i Nærheden af Nedslagsstedet synes at have været forholdsvis ringe. Et Sted var et mindre Hus af Tegl raseret af Lufttrykket, men sandsynligvis har Sprængstykker her været medvirkende. En Bombe, der slog ned inde i en Gaard, havde trykket Dele af en Væg ind i det nærmeste Hus fem Meter fra Nedslagsstedet og ligeledes slaaet Mellemvæggen inde i Bygningen i Stykker. Men iøvrigt var Huset i det store og hele intakt. Mure af Teglsten og Vægge i Kældere synes ikke at have taget nogen Skade af Bombenedslag i det Frie i Nærheden eller i de øvre Dele af Bygningen. Saaledes kan det f. Eks. nævnes, at i det Hus ved den tekniske Højskole, hvor den største Skade skete, og hvor hele den øverste Del af Bygningen styrtede sammen, havde Kælderhvælvingen holdt og kun slaaet en enkelt Revne. Den største Skade skete paa Vinduesruderne. Som Regel blev alle Vinduesruder i en Afstand af 100—150 m fra Nedslagsstedet splintret, selv hvor de var overklistret med Papirstrimler. Disse overklistrede Vinduer er dog ikke gaaet i Stykker i samme Udstrækning som de andre, thi ofte sad Stumperne endnu i Rammerne. Den største Fordel ved denne Overklistring af Vinduesruderne angives imidlertid at være, at Splintvirkningen har været meget mindre, idet Papirstrimlerne dels forhindrede, at Vinduerne blev sprængt i Stumper og Stykker, dels ganske tydeligt nedsatte Glasskaarenes Anslagskraft. Der er forekommet et betydeligt Antal Skader som Følge af Glasskaar — mange af meget alvorlig Art. Om Vinteren maa dette Vinduesspørgsmaal tillægges en meget stor Betydning af Hensyn til Kulden. Endnu 14 Dage efter Bombeangrebet stod lange Rader af Huse med gabende tomme Vinduesaabninger som Følge af Bombernes Virkning. I Finland var der givet den Anvisning, at Vinduerne skulde lukkes ved Flyveralarm. Denne Bestemmelse var først og fremmest truffet af Hensyn til Gasfaren. Der blev som Følge af Luftangrebene ikke truffet nogen Ændring i disse Bestemmelser. Det er imidlertid et Spørgsmaal, om der ikke bør gives den almindelige Instruktion, at alle indadgaaende Vinduer ved Flyverangreb bør aabnes paa Klem, og der bør i alle Luftbeskyttelsesomraader træffes Forberedelse til, hvorledes denne Aabning kan finde Sted. Efter Luftangrebet gav den finske civile Luftbeskyttelses Ledelse den Anvisning, at ituslaaede Vinduesruder burde erstattes med Brædder, Papplader eller paa anden Maade. Tidligere var de Handlende blevet opfordret til at forsyne Butiksvinduerne med Brædder, hvilket ogsaa var gennemført i stor Udstrækning, og hvilket Arbejde nu er i fuldt Sving overalt i de finske Luftbeskyttelsesomraader. Hensynet til Risikoen for ituslaaede Vinduesruder faar en til at tænke paa, om man ikke i alle Luftbeskyttelsesomraader bør indføre Vinduesskodder af Træ eller Jern i større Udstrækning. En saadan Beskyttelsesforanstaltning maa da antagelig indføres allerede i Fredstid. Myndighederne for det civile Luftværn i Finland udsendte ogsaa efter Bombardementet det Raad, at Glasyderdøre i Bygningernes øvre Etager bør beskyttes med Brædder eller tilstrækkelig tykke Finér- eller Masonitplader. Med Hensyn til Virkningen af Sprængstykker har man iøvrigt gjort den Iagttagelse, at Bombernes Sprængstykker i flere Tilfælde praktisk taget har ramt Husvæggene fra Gade til Tag. I den Anledning gav det civile Luftværn den Anvisning, at ingen ved Flyveralarm maatte opholde sig ved eller i Nærheden af Vinduerne, men at de Personer, der af en eller anden Grund ikke var kommet ned i Beskyttelsesrum, skulde søge Dækning i Rum, som ikke havde Ydervægge, f. Eks. Entreer o. lign. Myndighedernes Raad til Befolkningen gik imidlertid i al Almindelighed ud paa, at man saa vidt muligt først og fremmest skulde søge Dækning i Beskyttelsesrummene eller i Kældrene —- dette gjaldt for alle Husets Beboere, ogsaa for Husvagterne.
Med Hensyn til Brandbombernes Virkning, saa er Brandbomber af ca. 6 kg’s Vægt gaaet igennem Taget og er standset paa Loftet eller i nogle Tilfælde gaaet igennem endnu en Etageadskillelse. I mange Tilfælde er Brandbomberne imidlertid trængt ind i Husene fra Siden endog temmelig lavt nede, ja endog i Stueetagen. De store Brandbomber af en Vægt af c. 50 kg, som indeholdt Petroleum og Fosfor, synes, naar de ramte Taget, at være gaaet igennem dette og 1—2 Etager ned. Hvad Bombernes Gennemtrængningsevne angaar, maa der imidlertid tages Hensyn til den unormalt lave Kastehøjde, som var 50—150 m. Dette forklarer, at saa mange Bomber er trængt ind i Lejlighederne fra Siden, og det er muligt, at Bombernes Gennemtrængningsevne vil vise sig at være noget større, hvis de nedkastes fra større Højder, f. Eks. 3000 m. Der er forekommet et betydeligt Antal »Blindgængere« —- ikke eksploderede Bomber — og alene i Helsingfors har man efter Angrebene den 30. November og 1. December fundet over 20 saadanne. Med Hensyn til Behandlingen af en saadan »Blindgænger« var der udstedt den Bestemmelse, at den ikke maatte røres de første 36 Timer, og at Omraadet skulde holdes afspærret. Anmeldelse om saadanne ikke sprungne Bomber skulde indgives til Myndighederne. Det var befalet, at Desarmeringen af Bomberne skulde udføres af Ingeniør- og minøruddannet Personale, men der fandtes i Finland ikke noget større Antal Personer, der var kompetente til et saadant Arbejde. De, der kunde udføre dette, var Rustmestrene ved Ammunitionsfabrikkerne. I Erkendelse af Nødvendigheden af at faa flere uddannet til at kunne uskadeliggøre saadanne ikke sprungne Bomber, afholdtes der i Helsingfors i Dagene 12.—13. December et to Dages Kursus for Folk fra forskellige Luftværnsomraader. Det første Kursus omfattede c. 70 Elever. Den første Dag anvendtes til teoretisk Gennemgang af Bomber og deres Konstruktion og Virkemaade, den anden Dag brugtes til en praktisk Desarmering af de under Angrebene ikke sprængte russiske Bomber. Desarmeringen foregik saaledes, at den i Bombens Spids værende Sikringsmekanisme blev skruet af og Trotylladningen fjernet. Derpaa blev Bombens bageste Fjerdedel savet af for at fjerne ogsaa den her anbragte Tændingsanordning. Lærere ved Kursus var Ingeniører og Rustmestre fra Ammunitionsfabrikkerne samt visse andre Ingeniører. Hvorvidt Eleverne efter dette korte Kursus var kapable til at udføre dette unægtelig temmelig risikable Arbejde, er imidlertid tvivlsomt. Den praktiske Uddannelse synes at være foregaaet paa den Maade, at Eleverne stod i en stor Kreds og saa paa, hvorledes Rustmestrene bar sig ad. Det bør imidlertid betragtes som ganske paakrævet, at dette Spørgsmaal tages op til Behandling, ogsaa hos os. Med Hensyn til de Skader, der blev paaført Mennesker, kan oplyses, at mange blev ramt af omflyvende Glasskaar fra ituslaaede Vinduesruder. Ca. 20 blev saaret ved Ild fra Maskingeværer. Der fandtes kun faa med Brandsaar. Til Behandling paa Sanitetsstationerne var ellers navnlig Tilfælde af Hjernerystelse, Bevidstløshed og Nervechock samt de ovennævnte mange Snitsaar fra Glasskaar. Nervesammenbrudene synes at have ramt flest Kvinder, saa Mænd og tilsidst Børn. De Medicinalvarer, der blev mest benyttet, var Kamfer, Luminal og Brom.