Man ser ofte den danske Hær betegnet som en „Folkehær“ — en Hær, hvis Værnepligtsstyrke er et Udsnit af den danske Befolkning og sammensat af Elementer, der ganske svarer til de Befolkningselementer, hvoraf det danske Samfund bestaar. Naar dette Samfunds Struktur nu forskyder sig, maa dette ogsaa give sig Udslag i en tilsvarende Forskydning i Hæren, og da Hæren henter sine værnepligtige Befalingsmænd fra dette Spejlbillede af det danske Samfund, maa Udtagelsen og Uddannelsen af de værnepligtige Befalingsmænd ogsaa ændres, efterhaanden som det paa Grund af Forskydninger i Samfundet bliver nødvendigt. Medens det danske Samfund i den sidste Menneskealder er undergaaet en meget mærkbar Forskydning i social og intellektuel Henseende, staar Hæren endnu med Principer for Udtagelse og Uddannelse af værnepligtige Befalingsmænd, der i Hovedsagen er de samme som for ca. 30 Aar siden. Med de svage Liniekadrer, Hæren raader over, spiller det værnepligtige Befalingsmandskorps en overordentlig vigtig Rolle for Hærens Kampdygtighed og Uddannelse og — som det ogsaa siges i vore Bestemmelser — maa dette Befalingsmandskorps derfor rekrutteres blandt de allerbedste Emner, man kan finde i Værnepligtsstyrken, og det maa have den allerbedste Uddannelse, man formaar at give det; desuden skulde man ved Udtagelsen gerne tage et vist Hensyn til den derved foranledigede Forøgelse af Værnepligtsbyrden. Naar man med disse tre Hensyn for Øje skal udtage og senere uddanne Befalingsmandselever, er der mange Spørgsmaal, der rejser sig, og det staar vist de fleste klart, at der er en hel Del Forhold, der trænger til Revision.
De nugældende Bestemmelser for Udtagelsen af Befalingsmandselever er gamle, og i hvert Fald siden Hærloven af 1909 har Systemet været det samme, nemlig at man af den aarlige Rekrutstyrke udtager en nærmere fastsat Procentdel til Befalingsmandselever, der derefter uddannes enten til Kornetter eller til Underkorporaler. Da disse Befalingsmandselever nu skal udtages blandt de bedst egnede, kan det ikke undgaas, at Udtagelsen ofte kommer til at gaa imod de paagældendes egne Ønsker i saa Henseende, og det opfattes da af de Rekrutter, der maa tvinges paa Befalingsmandsskole, som en Uretfærdighed, at de til Tak, fordi de har passet deres Tjeneste „villigt og nøjagtigt“, skal tvinges til ca. 1 Aars ekstra Tjeneste, medens de mindre villige og nøjagtige slipper med den korte Rekrutuddannelse. Selv om man som Underafdelingschef søger at forklare de paagældende, at de skal se anderledes paa det, saa hjælper det sjældent, og — ærligt talt — Underafdelingscheferne selv føler det ogsaa lidt pinligt at skulle tvinge deres bedste Folk til ekstra Tjeneste mod deres Ønske. Man kan dertil sige, at saaledes har det altid været, men Forholdet er det, at Kampen for Tilværelsen især blandt de unge er blevet meget haard med Aarene. Det er uhyre svært for en ung Mand at komme ind i noget, der kan regnes for en Fremtidsstilling, og er det endelig lykkedes en Mand at faa Løfte om en eller anden Stilling efter Militærtjenesten, saa virker det paa Manden som en Uretfærdighed, naar det en Maaned før den ventede Hjemsendelse bekendtgøres, at Tjenestetiden skal forlænges med ca. 1 Aar, og det lovede Arbejde el. lign. derfor maa opgives. Nu er de unges Syn paa dette maaske ofte overdrevent, idet det vist er meget sjældent, at Militærtjenesten har virket aldeles ødelæggende paa en Mands Fremtid, men han tror det selv, og Uretfærdighedsfølelsen er der. Indrømmes maa det ogsaa, at de Fordele, der burde følge med den forøgede Værnepligtstid, er ret problematiske. I Hærlovens § 95 staar der ganske vist en Bestemmelse om, at „Militært Personel“, der er vel anbefalet fra deres Tjenestetid, har fortrinsvis Adgang til visse Stillinger under Staten, hvortil deres Uddannelse og Tjeneste gør dem egnede, men denne Fortrinsret gælder ikke særligt for Befal::: g smænd, og udover at Politiet, Grænsegendarmeriet og i nogen Grad Statsbanerne har Brug for nogle Folk, der har været Befalingsmænd, har man ikke Indtrykket af, at der eksisterer nogen Fortrinsret for værnepligtige Befalingsmænd ved Besættelsen af Stillinger under Staten. Vilde det ikke være retfærdigt, om Staten gav de Mennesker, af hvilke man Ihar krævet ekstra lang Værnepligtsydelse, en begunstiget Stilling ved Ansættelse i Statens og Kommunernes Tjeneste? Der burde fra Statsministeriet udgaa et Cirkulære til samtlige Statsmyndigheder, kommunale Myndigheder og koncessionerede Selskaber, i hvilket det blev bestemt, at der ved Besættelsen af Begynderstillinger (Bundstillinger), til hvilke der ikke kræves særlig faglig Uddannelse, ikke maatte antages Folk, der ikke havde været Soldater eller som kun havde været menige, saa længe der blandt Ansøgerne fandtes velanbefalede Folk, der havde tjent Staten som værnepligtige Befalingsmænd. Dette vilde kun være Statens Skyldighed overfor de værnepligtige, der har ydet særlig lang Tjeneste. Ved en saadan Foranstaltning vilde Udtagelsen af Befalingsmandselever komme ind i et langt sundere Spor, og de værnepligtige vilde i langt højere Grad end nu betragte det som en Fordel at blive udtaget til Befalingsmandselev. Naar Befalingsmandseleverne saa er udpegede, kommer Sorteringen af dem til Kometskolen eller til Korporalskolen. Adskillelsen mellem de to Kategorier ligger for en stor Del i de paagældendes Skoleuddannelse, idet det for at komme i Betragtning som Kornetelev kræves, at den paagældende har en Realeksamen eller højere Eksamen — eller i det mindste en Mellemskoleeksamen med mg i Karakter. Da man havde Sekondløjtnantskolen og ogsaa senere, da Kornetordningen blev indført, var denne Deling naturlig. Realeksamen eller højere Eksamen var sjældnere blandt de værnepligtige, og man kunde regne med, at Indehaverne af disse Eksaminer var Folk fra bedre Hjem — kort sagt Folk, man kunde regne med at kunne bruge i Stillingerne som værnepligtige Officerer. I de sidste 30 Aar er der imidlertid sket en stor Forskydning paa dette Omraade. Flere og flere tager nu Realeksamen eller højere Eksamen, og der er Adgang for snart alle til at tage en saadan Eksamen, uden at det koster Forældrene noget af Betydning. Delingen af Befalingsmandselever paa Grundlag af Eksamen bliver derfor vanskeligere. Nu kan man ofte undre sig over, hvor de mange Akademikere og andre Indehavere af Eksaminer bliver af, naar der er Tale om Udskrivning til Hæren, men i hvert Fald ved de københavnske Afdelinger har man dog efterhaanden et større Antal end hidtil af disse Folk, og da man med den sociale Udvikling, der foregaar i vor Tid, maa regne med, at den lettere Adgang til højere Skoleundervisning udvides, saa vil man ofte komme til at staa overfor det Tilfælde at skulle sende Folk med Eksamen ogsaa paa Korporalskole. Dette kan naturligvis kun gavne Befalingsmandskorpset som Helhed, men hvorvidt en saadan Mand nu skal paa den ene eller den anden af Skolerne, maa i Reglen hvile paa et Skøn. Dette Skon er meget vanskeligt, da man med den korte Uddannelse, vi har, ikke kan faa noget tilstrækkeligt grundigt Kendskab til den enkelte Mands Herkomst, Indstilling og Evner, men Skønnet er meget vigtigt, ikke alene for at faa de bedste værnepligtige Officerer til Hæren, men ogsaa af rene Retfærdighedsgrunde, idet Udtagelsen til Kornet- eller Korporalskolen har en ret væsentlig Betydning for de Tjenestevilkaar, der bydes den værnepligtige Befalingsmand efter Uddannelsens Slutning, men herom senere. Yderligere maa man ogsaa regne med, at i samme Øjeblik, man paa Grundlag af sit Skøn har tvunget en Mand med Realeksamen paa Korporalskolen, vil man faa en Ansøgning fra ham om i Stedet at blive Kornetelev; thi naar en Mand endelig skal tvinges paa Skole, saa vil han sikkert foretrække Kornetskolen, der dog byder ham visse Fordele (bl. a. Officersgraden), som Korporalskolen ikke byder ham; ved Fremsendelsen af en saadan Ansøgning skal man saa nærmere begrunde sit Skøn om Mandens Egnethed til Korporalskolen og ikke til Kornetskolen — mon en saadan Begrundelse ikke ofte vil blive vanskelig?
Uddannelsen af de værnepligtige Befalingsmænd.
Det staar vist de fleste klart, at Kvaliteten af de værnepligtige Befalingsmænd, specielt Kornetterne, er ringere nu end i tidligere Tid, og anderledes kan det vel næppe være, saaledes som Forholdene har udviklet sig. Mandskabsmaterialet er maaske lige saa godt som tidligere, men i de sidste 25—30 Aar er der sket følgende, der har øvet en væsentlig Indflydelse paa Befalingsmandsuddannelsen (i hvert Fald ved Fodfolket):
1) Mandskabets Alder ved Mødet er sat ned fra 22 Aar til 20 Aar, hvilket har en vis Indflydelse paa Befalingsmændenes almindelige Modenhed,
2) Rekrutuddannelsen er blevet 1 Maaned kortere,
3) Kornetskolen er blevet over 1 Maaned kortere,
4) Uddannelsesprogrammerne er vokset ganske voldsomt,
5) Uddannelsen af Rekrutterne, der tidligere var ensartet, er nu mere eller mindre specialiseret. Naar et Hold Kornetelever i gamle Dage mødte paa Skolen, var det Eliten af Danmarks Fodfolk, der alle var ens uddannede og kunde alt, hvad enhver Rekrut skulde kunne, og man kunde paa Skolen helt hellige sig Befalingsmandsuddannelsen. Nu bestaar et saadant Hold Elever af Folk, der dels har været Rekylgeværfolk, dels Grenaderer, Observatører, Hestetrækkere eller er oplært i et andet af Fodfolkets mange Specialer og kun i ringe Grad kendt med de øvrige Uddannelsesomraader. Disse Folk skal nu paa Skolen gøres egnede til Hjælpelærere i alle Specialer, med andre Ord: Rekrutuddannelsen skal fuldstændiggøres samtidig med Befalingsmandsuddannelsen.
6) Udtagelsesprocenten er ved den sidste Hærlov sat op fra 9 til 12 pCt., hvilket ikke gør Befalingsmandsemnernes Gennemsnitskvalitet bedre.
Under saadanne Forhold bliver Befalingsmandsuddannelsen naturligvis vanskeligere end tidligere. Ser man nu paa Resultatet, da er det ingen Hemmelighed, at en vis Del af de uddannede Kornetter efter Afslutningen af deres Tjeneste maa betegnes som uegnede til Udnævnelse til Sekondløjtnant. Det er ikke Stedet her nærmere at gøre Rede for, hvor stor en Procentdel disse uegnede udgør i Mobiliseringsstyrken, men enhver Officer kan jo selv undersøge Forholdet ved sin egen Afdeling, og det skal nok vise sig, at Procenten de fleste Steder maa betegnes som højere end ønskeligt. Aarsagen til denne Uegnethed skyldes i Reglen altid det samme: Umodenhed, Mangel paa Evne til at holde Disciplin og til at føre Kommando. Denne Mangel paa Modenhed er ikke uforklarlig. De Opgaver, man stiller de unge værnepligtige Befalingsmænd, specielt Kornetterne, er nemlig efterhaanden blevet ret store. I tidligere Tid havde et Kompagni et Antal faste, rutinerede Underofficerer, hos hvem Kornetterne efter Afgangen fra Skolen „kom i Lære“ som Korporalskabsførere, Gruppeførere og senere som Delingsførere. I disse faste Underofficerer havde Kornetterne altid en Støtte, og hvis en Kornet var ved at begaa et Fejlgreb af en eller anden Art, fik han ofte i rette Tid en hjælpende Haand eller et godt Raad af den gamle Underofficer. Nu er Forholdet det, at man med de svage Liniekadrer, Hæren raader over, er nødt til at lade de unge Kornetter arbejde mere paa egen Haand, og her er det, at Evnerne ofte svigter. Ganske vist har man stadig Sergenter og Oversergenter, men disse Gradsbetegnelser dækker jo slet ikke de tilsvarende under den gamle Ordning. En Sergent svarer nærmest til en Korporal, der efter den gamle Ordning havde gennemgaaet Underofficersskolens yngste Klasse, og en Oversergent svarer paa det nærmeste til en nyudnævnt Liniesergent —• om de gamle Underofficerers Rutine og Erfaring er der ikke længere Tale, og med Vejledning for Kornetterne fra den Side bliver det derfor ofte smaat. Ofte maa man lade en Kornet være Delingsfører under Rekrutuddannelsen, og selv om han vel har lært at føre Deling under Fægtning og Felttjeneste, saa er det jo egentlig meget forlangt, at en Mand, der var Rekrut ifjor, i Aar skal kunne lede Uddannelsen af en Deling. Ogsaa som Tilsynshavende maa man lade Kornetterne arbejde paa egen Haand og f. Eks. føre et Kompagni til Spisning og være ene med Kompagniet under Mandskabets Maaltider — de fleste Befalingsmænd af Officiantgruppen er jo ifølge Tjenestereglementet fritaget for denne Tjeneste —- og her kræves ofte mere Modenhed, end en saa ung Mand er i Besiddelse af. En anden Aarsag til manglende Modenhed maa vel ogsaa søges i den Mangel paa Pligt- og Ansvarsfølelse, som desværre præger en stor Del af Nutidens Ungdom. Denne Mangel viser sig ofte først, naar der paalægges de unge Mennesker egentlige Pligter, uden at Disciplinarmidlerne som i Rekruttiden hænger over Hovedet paa dem, med andre Ord, naar de er blevet Befalingsmænd — altsaa for sent. Med det kortvarige Kendskab, Underafdelingerne har til de værnepligtige, slipper der vel af og til Folk ind paa Skolerne med saadanne Mangler — Folk, der egentlig ikke skulde have været udtaget. Ser man nu paa de Forhold, der bydes henholdsvis Kornetter og Korporaler (Underkorporaler) under den videre Uddannelse ved Afdelingerne, da forekommer de lidt mærkelige. Forskellen i Lønvilkaar kan forklares ved, at Kornetterne har længere Tjenestepligt end Underkorporalerne, hvilke sidste jo har Mulighed for at komme hjem den 8/7, medens Kornetterne skal blive liggende til den 8/10; men hvorfor Korporalerne (Underkorporalerne) skal være underkastet andre Regler for Tilstedeværelse i Kvarteret end de Kornetter, med hvilke de er Rekrutkammerater, er ikke indlysende, og det er heller ikke klart, hvorfor Korporaler og Underkorporaler faar gratis Rejse til Hjemmet ved Jul, Paaske og Pinse, medens Kornetterne selv maa betale for den Fornøjelse. Paa andre Omraader har man jo ellers stillet de to Grupper ens, saasom med Hensyn til Beklædning og Deltagelse i Kostforplejning.
Saavel den sociale Udvikling som selve Uddannelsesforholdene i Hæren synes saaledes at være løbet fra Ordningen, og det synes nødvendigt ved en kommende Ændring i Hærloven at overveje en Nyordning paa dette Omraade. Spørgsmaalet er vanskeligt; thi Principerne for Mandskabsuddannelsen og Befalingsmandsuddannelsen modarbejder i nogen Grad hinanden. Efterhaanden som Programmerne for Mandskabets Uddannelse vokser og vokser, kommer der automatisk et Krav om en videredreven Specialisering i Uddannelsen ; en Specialisering er simpelthen nødvendig, idet man ikke kan lade alle Mand følge alle Kompagniets forskellige Uddannelsesgrene ved Siden af Hovedspecialet. Men denne Specialisering er af det onde, naar Rekrutten senere møder som Elev paa Befalingsmandsskolen for at uddannes til Hjælpelærer; man kan nu engang ikke have Kornetter og Korporaler, der f. Eks. kun er Specialister i Grenadertjeneste. De Befalingsmænd, der skal være Delings- og Gruppeførere, maa være lige vel inde i alle vedkommende Kompagnies Specialer. Skal man derfor foreslaa Retningslinierne for en Nyordning, maa disse gaa i Retning af at lade Befalingsmandseleverne tilgaa Skolerne paa et meget tidligt Tidspunkt, saaledes at Rekrutuddannelsen i Virkeligheden kommer til at foregaa her paa et alsidigt Grundlag med Henblik paa den senere Uddannelse til Befalingsmænd og ikke som ved Underafdelingerne snævert specialiseret af Hensyn til Mobiliseringsbehovet.
Følgende Forslag, der tager Sigte paa Forholdene ved Fodfolket, vil formentlig afhjælpe de væsentligste af de paapegede Mangler ved den nugældende Ordning. Der foreslaas følgende:
1. Fodfolkskompagniernes R ekrutstyrke forøges med 20 pCt.
2. Den 1/6 — altsaa efter 3 Ugers R ekruttjeneste — udtager Kompagnierne 20 pCt. af R ekrutterne som sandsynlige Befalingsmandsemner, herunder fortrinsvis Folk med en eller anden højere Eksamen. Disse 20 pCt. samles paa Fodfolkets Kometskole i en særlig Rekrutskole, hvor Fodfolksuddannelsen fortsættes, idet alle uddannes paa et alsidigt Grundlag, saaledes at de ved Omskiften uddannes nogenlunde ligeligt i samtlige Specialer indenfor den Art Kompagni, hvortil de hører.
3. Den 8/10 afg aar Halvdelen af den ved Kornetskolen samlede Styrke til Stam afdelingerne for at hjemsendes som menige — og som uegnede til videre Uddannelse til Befalingsmænd. Disse Folk fa a r altsaa en ganske almindelig Tjenestetid som Rekrutter. Resten af Styrken — altsaa ca. 10 pCt. af Fodfolkets samlede R ekrutstyrke — udtages efter Indstilling fra Skolen til K rigsm inisteriet paa sædvanlig Maade til Kornetelever eller Korporalselever. E fter den forudgaaende Rekrutuddannelse ved Skolen vil denne være ganske anderledes i Stand til at skønne, om en Mand skal paa den ene eller de anden af Befalingsmandsskolerne end de ca. 40 forskellige Chefer for Rekrutkompagnier. Korporalseleverne afg aar derefter til Divisionskorporalskolerne, saafrem t disse ønskes opretholdt, ellers forbliver de ved en samlet Korporalskole, der er knyttet til Kometskolen.
4. Samtidig — den 8/10 — afgiver Rekrutkom pagnierne efter Indstilling paa sædvanlig Maade ca. 2 '/c af den tilbageværende Styrke til Uddannelse som Kornet- eller Korporalselever. Denne Bestemmelse tilsigter at redde de enkelte Em ner, der eventuelt m aatte være blevet overset paa det ret tidlige Tidspunkt, da de store Hold Befalingsmandselever blev udtaget, og som først har vist sig under den senere Rekrutuddannelse.
5. Kornetskolens K adrer forstærkes med den ovenfor skitserede Uddannelse for Øje.
6. Efter Afgangen fra Skolerne udnævnes alle hestaaede Elever til Unrerkorporaler og fo rretter Tjeneste som saasanne til den 8/7, hvorefter de udnævnes:
Korporalselever til Korporaler, og Kornetlever til K ornetter, saafrem t deres Tjeneste h ar været tilfredsstillende. Den 8/10 hjemsendes Kornetter og Korporaler. Underkorporaler, der h ar bestaaet Kornetskolen, men hvis Tjeneste den 8/7 ikke var tilfredsstillende, kan, hvis Tjenesten ved Hjemsendelsen er tilfredsstillende, hjem sendes med Vedtegning om, at de ved Genindkaldelse kan udnævnes til Kornetter.
7. Kornetters Udnævnelse til Sekondløjtnanter ved Genindkaldelse sker efter de hidtil gældende Regler.
8. Under Tjenesten efter Afslutningen af Befalingsmandsskolerne gøres alle Regler vedrørende Korporaler og K ornetter e n s a r te d e (Tilstedeværelsen i Kvarteret, Frirejser ved Højtiderne, Tilladelse til at anskaffe Uniform af finere Klæde o. s. v.).
9. Gennem Statsministeriet tilkendegives det samtlige Statsmyndigheder, kommunale Myndigheder og koncessionerede Selskaber, at der ved Ansættelsen af Tjenestemænd og Funktionærer i vedkommende Virksomheder skal tages Hensyn til den Tjeneste, vedkommende Ansøger har ydet Staten som værnepligtig. I Begynderstillinger, der ikke kræver faglig Uddannelse eller særlige Kvalifikationer, skal værnepligtige Befalingsmænd foretrækkes frem for Folk, der h ar været menige eller eventuelt slet ikke har været Soldater.
Dette Forslag er vel ikke uden Mangler; den ideelle Løsning paa Spørgsmaalet maa sikkert blive en forlænget Uddannelsestid som menige for Befalingsmandseleverne, men en saadan forlænget Tjenestetid vil formentlig støde paa saa mange Vanskeligheder bl. a. med Hensyn til Tjenesteomgangen, at den antagelig maa betragtes som uigennemførlig. Den foreslaaede Forbedring er derfor i Hovedsagen holdt indenfor de nugældende Retningslinier for Uddannelse og Tjenesteomgang og vil formentlig at kunne afhjælpe de værste Mangler, der er forbundne med den nugældende Ordning. Naar Hæren i saa udstrakt Grad som nu maa basere sin Uddannelse og sin Enkadrering ved Mobilisering paa værnepligtige Befalingsmænd, maa Kvaliteten af disse til Gengæld være den bedst mulige, og man kan næppe ofre dette Spørgsmaal for megen Interesse.
S.—TO
