Log ind

En straffesag fra 1864

#

*) Manuskript på grundlag af foredrag, holdt den 7. april d. å. på Odense kaserne for ROID, Fyns-kredsen.

 

Natten mellem den 11. og 12 marts 1864 stod et dansk kompagni på forpost ved Nybro, hvor hovedvej 10 skærer Skanderborg Sø 4 km SV for Skanderborg by. Meldinger om et fjendtligt — østrigsk — angreb fik kompagnichefen, kaptajn Bjerregaard til at trække kompagniet tilbage til Skanderborg. Denne disposition fik ingen taktisk betydning. Derfor — og fordi den var udslag af et fejlskøn — er begivenheden næsten uomtalt i de værker, der behandler krigen 1864.

Dette fejlskøn fulgtes op af en militær straffesag mod forpostkompagniets chef.

Og om denne sag skal der kort berettes her:

Kaptajn Axel Rudolph Bjerregaard havde med dygtighed forrettet tjeneste som premierløjtnant og kompagnikommandør under krigen 1848—50. Han havde deltaget i en del slag og træfninger, bl. a. i slaget ved Slesvig påskedag den 23. april 1848, udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849 og slaget ved Isted den 25. juli 1849. I 1850 blev ban ridder af Dannebrog i en alder af 28 år og i 1854 blev han udnævnt til kaptajn. I oktober 1858 blev kaptajn Bjerregaard afskediget efter ansøgning på grund af svagelighed i nåde og med pension.

Den store mangel på officerer i 1864 havde foranlediget krigsministeriet til at opfordre afskedigede officerer til at stille sig til disposition for hæren, og denne opfordring havde kaptajn Bjerregaard straks efterkommet.

Denne 4. marts 1864 meldte kaptajn Bjerregaard sig til tjeneste ved 11. infanteriregiment, hvor han straks fik kommandoen over 7. kompagni, hvis oprindelige kommandør var blevet dødeligt såret ved Danevirke.

11. regiment havde mistet 10 officerer, døde eller sårede, bl. a. regimentschefen, major Rist, der var hårdt såret ved Sankelmark, så at regimentet nu blev ført af kaptajn W. Stricker.

Allerede fire dage efter kaptajn Bjerregaards ankomst til regimentet fandt fægtningen ved Vejle sted. Bjerregaard ledede med dygtighed og ro ilden fra kompagniet, der skulle støtte bataljonens øvrige tre kompagniers tilbagegang til Vejle. Kaptajn Bjerregaards indsats synes her at have haft afgørende betydning for det heldige udfald af træfninggen ved Vejle den 8. marts 1864.

Stillingen ved Vejle egnede sig ikke til en afgørende kamp, og regimentet fik derfor ordre til at rykke tilbage til Horsens i løbet af aftenen.

Det havde været en anstrengende dag og nat, og kaptajn Bjerregaard, som kun havde været tjenestegørende ved hæren i 4 dage efter 6 års civil tilværelse, følte sig i høj grad medtaget efter disse anstrengelser. Dagen efter —— den 9. marts — marcherede 11. regiment atter mod syd til Horsens, men da fjenden nu rykkede frem mod Horsens, blev 11. regiment i løbet af den påfølgende nat flyttet til Skanderborg.

Det havde hele dagen den 9. marts og en del af den efterfølgende dag været et forrygende vejr med kraftig snestorm.

Da kaptajn Bjerregaard om eftermiddagen den 10. marts havde fuldendt indkvarteringen af sit kompagni, følte han sig så medtaget af anstrengelser og så ilde tilpas, at han, i stedet for at søge det ham tildelte kvarter, begav sig til regimentkommandøren, kaptajn Stricker i Skanderborg for at melde sig syg.

Inden han nåede at henvende sig til kaptajn Stricker, som var travlt optaget, fik han oplyst, at 7. kompagni — kaptajn Bjerregaards kompagni — skulle besætte Nybro som forpostkompagni.

Efter at have læst denne befaling og derved altså bragt i erfaring, at han med sit kompagni var udset til at overtage bevogtningen og forsvaret af det vigtige pas ved Nybro, besluttede kaptajn Bjerregaard, at han ville vente med at melde sig syg, til han atter var afløst fra forposttjenesten, idet han følte, det var en æressag for ham, at han ikke unddrog sig dette hverv.

Han forlod derfor regimentskommandørens kvarter uden at have talt med denne og uden at have meldt sig syg.

Den 11. marts kl. 15.00 afløste kompagniet Bjerregaard forpostkompag- niet ved Nybro. Der havde en times tid tidligere været et fjendtligt angreb mod Nybro; forposterne ved Nybro havde måttet trække sig tilbage, men da fjenden atter trak sig bort, havde forposterne nu indtaget deres tidligere stillinger.

Divisionsgeneralen, generalløjtnant Hrgprmann-Lindencrone, havde samme dag fået oplyst, at stærke fjendtlige kolonner var under fremrykning fra Horsens mod Skanderborg. Hegermann-Lindencrone havde derfor besluttet at forlade stillingen næste morgen den 12. marts. Han indså, at den hidtil førte udvigende kamp måtte medføre, at divisionen under skarp forfølgning ville blive trængt op mod Limfjorden. Hegermann- Lindencrones plan var at foretage et tilbagetog til Limfjorden så hurtigt, at divisionen kunne vinde et par dages forspring, således at man kunne gennemføre overgangen over Limfjorden, der måtte antages at ville vare nogle dage.

Disse beslutninger er først truffet om aftenen den 11. marts og det var hensigten, at tilbagetoget skulle begynde samme nat ved 2-tiden. Det må dog anses for givet, at kaptajn Bjerregaard ikke har haft noget kendskab til disse beslutninger.

Den 11. marts bragte et omslag i vejret — et temperaturfald. Snestormen afløstes af kraftigt regnvejr. Vejene blev forvandlet til ælte og markerne var overskyllet af regnvandet. Soldaterne, som var medtagne af de foregående dages anstrengelser, var nu tilmed gennemblødte af regnen.

Kaptajn Bjerregaard havde feber og led af voldsomme opkastninger; han mente, at østrigerne var i færd med at omringe regimentet, en oplysning, der senere har vist sig at være rigtig.

Ved 22-tiden hørte kaptajn Bjerregaard skydning fra skoven 2 km syd for Nybro (Havreballeskov), og kort efter meldte hans udsendte dragonposter, at der var blevet skudt på dem fra skoven.

Kaptajn Bjerregaard besluttede derfor at trække sig tilbage, idet ban herved også tænkte, at når broen alligevel skulle sprænges den næste dag på grund af fjendtligt angreb, kunne ban lige så godt gøre det straks.

Sprængningen blev ledet af ingeniører; imens tog kompagniet stilling godt 1 km nord for Nybro, idet en deling under løjtnant Elisæus Janus Sommerfeldt skulle sikre kompagniet fra en stilling i vejsvinget 2-300 m nord for Nybro.

Ved midnatstid så løjtnant Sommerfeldt en del ryttere, der fra syd red mod Nybro. Løjtnant Sommerfeldt lod åbne ild mod rytterne i den tro, at det var østrigere. Da skudene faldt, trak rytterne sig tilbage. Løjtnant Sommerfeldt sendte melding herom til kaptajn Bjerregaard, der herefter gav ordre til, at styrken skulle gå tilbage, hvis fjenden trængte på. Da løjtnant Sommerfeldt kort efter så rytterne noget længere mod vest og frygtede for at blive omgået, trak ban sig tilbage.

Samtidigt påbegyndte kompagniet Bjerregaard tilbagegangen til Skanderborg.

Det blev først bagefter oplyst, at det rytteri, som løjtnant Sommerfeldt antog for østrigerne, var danske dragoner, som var beordret ned til broen.

Da kompagniet Bjerregaard var nået ind i Skanderborg by, blev det standset af regimentskommandøren, kaptajn Stricker, der beordrede kompagniet tilbage til Nybro. Kaptajn Bjerregaard fik udtrykkelig ordre til at rykke lige ned til broen »hvad der end var«.

Efter at divisionen uden hindring havde nået Skive, blev den opholdt af uvejr i nogle dage, forinden overgangen over Limfjorden til Mors kunne finde sted. Såsnart denne var heldigt gennemført, blev der befalet krigsretlig undersøgelse af kaptajn Bjerregaards forhold om aftenen den 11. marts ved Nybro.

Krigsforhøret skulle finde sted i regimentskommandørens kvarter den 19. marts, men på grund af kaptajn Bjerregaards sygdom blev forhøret afholdt i kaptajn Bjerregaards kvarter.

Efter dette krigsforhør blev kaptajn Bjerregaard suspenderet fra stillingen som kompagnikommandør over 7. kompagni.

Ved krigsforhøret var der afgivet forklaring om hvad der var sket ved Nybro natten mellem den 11. og 12. marts. Kaptajn Bjerregaard godkendte samtlige vidneudsagn og meddelte, at ban ikke ønskede at indgive noget forsvarsskrift.

Det kan ikke bestrides, at kaptajn Bjerregaard og løjtnant Sommer- feldts dispositioner den pågældende nat har været forkerte og præget af malkonduite. Det er taktisk forkert, at kompagniet trækkes tilbage fra broen, blot fordi der bliver skudt på en fremsendt patrulje foran stillingen, og det er taktisk forkert, at kompagniet indtager en stilling så langt tilbage nord for Skanderborg Sø, at det ville være umuligt for kompagniet ved sin ild at hindre fjenden i at slå bro eller på anden måde passere passet ved Nybro.

Der var ved dette krigsforliør foruden mod kaptajn Bjerregaard rejst tiltale mod løjtnant Sommerfeldt. Ved krigsforhøret påtog kaptajn Bjerregaard sig som komnagnikommandør det fulde ansvar for begivenhederne ved Nybro, også for løjtnant Sommerfeldts dispositioner, der jo var den direkte årsag til, at kaptajn Bjerregaard havde trukket sit kompagni tilbage til Skanderborg.

Som følge heraf blev løjtnant Sommerfeldt fuldstændig frifundet for den rejste tiltale, medens sagen mod kaptajn Bjerregaard blev udsat til forelæggelse for stabskrigsretten.

Dagen efter krigsforhøret fik 11. regiment ordre til at afgå fra general Hegermann-Lindencrones division for at deltage i forsvaret af Fredericia. Den 29. marts ankom regimentet til Fredericia, men blev umiddelbart efter beordret til Als, livor forholdene var blevet mere truende.

På Als fik regimentet til opgave at bevogte kysten fra Arnkilsøre til Ringbæk nord for Sønderborg. Kaptajn Bjerregaard var som før nævnt suspenderet fra stillingen som kompagnikommandør, men har formentlig været anvendt til inspicering af vagter og løbegravene.

Den 12. maj afsluttedes våbenhvile og en uge efter et afsluttende forhør i sagen kaptajn Bjerregaard. To måneder var da forløbet siden det sidst afholdte forhør på Mors.

Stabskrigsretten blev sat den 19. maj 1864 i Oxbøl præstegårds kon- konfirmandstue på Nord-Als.

Retten blev sammensat af 6 klasser, hver bestående af 2 officerer af samme grad. Hver klasse afgiver een stemme. Den syvende stemme afgives af præses, der skal være stabsofficer. Da 11. regiment stadig var ført af en kaptajn, måtte et andet regiment afgive en stabsofficer til posten som præses.

Man tager plads om det lange bord med auditøren, Hans Dahlerup, og præses for hver sin bordende. De øvrige officerer placeres med yngste sekondløjtnantsklasse nærmest auditøren, en på hver side af det lange bord; derefter følger ældste sekondløjtnansklasse, ligeledes overfor hinanden; dernæst yngste premierløjtnansklasse, der i mangel af premierløjtnanter måtte erstattes af regimentets to ældste sekondløjtnanter. Så følger ældste premierløjtnantsklasse, yngste kaptajnsklasse og sluttelig ældste kaptajnsklasse, en på hver side af præses.

Endnu er der næppe nogen, og mindst af alt kaptajn Bjerregaard, der har anet, hvilken alvorlig vending sagen har taget.

Auditør Dahlerup forelægger hele sagen, en nøje gennemgang af de faktiske omstændigheder hin nat ved Nybro. Proceduren indskrænker sig til en konstatering af, at kaptajn Bjerregaard »frivilligt og uovervældet har givet sig bort fra den bro og det pas, som det var ham befalet at beskjærme og bevogte, og han herfor i henhold til den 66. krigsartikkel bør straffes på livet.«

Auditøren slutter sit indlæg:

»Det bliver således min ærbødige indstilling: at hr. kaptajn Axel Rudolph Bjerregaard, ridder af Dannebroge, straffes på livet og at denne straf exekveres ved arkebusering.«

For krigsrettens medlemmer har det været et cbock, at de nu skal dømme kaptajn Bjerregaard til døden. Han var jo ikke fejg. Han er ikke flygtet i panik, men liar trukket sit kompagni tilbage.

Derved har han overtrådt en brigadebefaling af 22. februar 1864 ifølge hvilken det var indskærpet, at enhver overraskelse ved et uventet angreb af fjenden, navnlig ved nattetid eller i mørkt og tåget vejr, ville være paralyset derved, at enhver befalingsmand med den ved hånden værende styrke, uden betænkning, med bajonetten kaster sig over fjenden.

Kaptajn Bjerregaard kendte ikke denne befaling, da han ikke var til tjeneste ved regimentet, da den blev udgiven, men han havde indrømmet, at denne befaling kun var en indskærpelse af de tjenestepligter, der påhviler enhver befalingsmand; denne bestemmelse havde været SOP i første slesvigske krig og måtte også antages at være det i 1864. De fleste af krigsrettens medlemmer er inde på, at kaptajn Bjerregaard har været syg; han hør ikke straffes på livet, men afskediges på grund af svagelighed.

Auditøren, der jo er den eneste jurist, der har medvirket ved sagens behandling, drejer sagen ind i sofistiske baner: der er kun to muligheder for krigsretten: enten skal kaptajn Bjerregaard frifindes eller også skal han dømmes til døden.

Sygdom kan ikke fritage for straf, med mindre man vil anse det for godtgjort, at han har handlet i utilregnelig tilstand. Krigsartikel 66 foreskriver ubetinget livsstraf for den der forlader sin post uden at indskrænke livsstraffens anvendelse alene til det tilfælde, at forbrydelsen er sket af fejghed. Artiklen taler overhovedet ikke om hvilke motiver, gerningsmanden måtte have haft til at begå forbrydelsen.

Auditøren mindede rettens medlemmer om den ed, de havde aflagt om, at de ville dømme strikte efter kongens love og anordninger.

Det lykkes auditøren at få flertal i den edsvorne stabskrigsret for, at kaptajn Bjerregaard skal straffes, altså dødsdømmes.

Dødsdommen blev afsagt den 19. maj, men det blev pålagt krigsrettens medlemmer, at dommen skulle hemmeligholdes, idet man ville forsøge at opnå en benådning.

Samme aften beordredes regimentet til Ulkebøl, hvorfra det kort efter flyttedes til Svendborg. I tiden 10. til 25. juni lå regimentet i Odense, hvorefter det afgik til kystbevogtning ved Lillebælt.

I al den tid forrettede den dødsdømte kaptajn Bjerregaard tjeneste ved regimentet, sammen med tolv officerer, der i krigsretten havde været med til at afsige dødsdommen. Kaptajn Bjerregaard, der vidste, at han havde dødsdommen hængende over hovedet, har i hele denne periode tilsyneladende været uanfægtet heraf.

Først den 2. juli 1864 erfarer kaptajn Bjerregaard sin skæbne: det har behaget Hans Majestæt at formilde kaptajnens straf derhen, at han skulle have sin titel og rang, samt den ham tidligere tillagte pension forbrudt, hvorhos hans ridderkors skal fratages ham.

Den 28. juli 1864 blev der fremsat et lovforslag om en årlig understøttelse til forhenværende kaptajn Bjerregaard på 250 rigsdaler. Lovforslaget mødte stærk modstand i tingene, bl. a. mente Carl Ploug, at det er ikke sundt at sætte en mand under tiltale, dømme ham en af de aller hårdeste straffe, så ikke blot benåde ham, men oven i købet give ham en understøttelse af statskassen.

Orla Lehmann er i det væsentlige enig med Carl Ploug, men fremhæver, at det har været uforsvarligt af ministeriet atter at give kommando til en mand, der var afskediget på grund af svagelighed; ansvaret burde derfor placeres højere oppe. Han mener imidlertid, at der er vist tilstrækkelig nåde derved, at den idømte straf fuldstændig er eftergivet.

Tcherning stemmer også imod, men mener, at der burde ydes en hjælp til Bjerregaard af ’krigsbestyrelsens understøttelseskasse’. Han mener ikke, at den lovgivende magt bør yde støtte til en mand, der har været dømt der strengeste straf i henhold til krigsartikleme, men begrunder sit standpunkt med den uret, der er begået ved i det hele taget at give Bjerregaard en kommando. Tscherning fremhæver også det usædvanlige i, at en mand under forventning af at skulle henrettes samtidig gør tjeneste som officer i hæren.

Husmand Kjær, Viborg, stemte for forslaget. Han havde selv kæmpet under Bjerregaard under første slesvigske krig, han havde set ham kæmpe og bløde på Isted hede. Alene på grund af Bjerregaards fortjenester under denne krig ville han stemme for forslaget om understøttelse.

Mindre modig er boelsmand H. M. Petersen, Odense, der personligt mener, at Bjerregaard burde have en understøttelse, men hvad vil vælgerne sige hertil? Man må tage hensyn til den offentlige mening. Han slutter sit indlæg: »Dersom det havde va'rct muligt ved en hemmelig votering at give vedkommende den smule, der er foreslået, så skulle jeg med fornøjelse have gjort det; det er alene følgerne af et sådant skridt, jeg er bange for.«

Med denne begrundelse stemte han mod forslaget om understøttelsen.

Næppe har nogen folketingsmand så utvetydigt indrømmet, at han følte sig mere bundet af hensynet til vælgerne end af sin egen overbevisning! Lovforslaget blev vedtaget og fra 1. juli 1864 fik Bjerregaard tillagt en årlig understøttelse på 196 rigsdaler 70 skilling, idet der skulle ske en reduktion på 21 % som den del, hertugdømmet Slesvigs finanser under normale forhold skulle have udredet.

Sagens ejendommelige og urimelige forløb må skyldes den omstændighed, at stabskrigsrettens medlemmer udelukkende var officerer, for hvem det måtte stå klart, at kaptajn Bjerregaard havde udvist malkonduite og begået en taktisk fejl ved tilbagetrækningen af kompagniet. Det er en fejl, at kompagniet trækkes tilbage, blot fordi det bliver beskudt, når kompagnikommandøren ikke har fået opklaret, hvor stor en styrke, der angriber kompagniet. Udførelsen af tilbagetoget er ligeledes forkert, idet kompagniet ikke bør gå tilbage til en stilling, hvorfra den med de daværende skydevåbens ildkraft ikke er i stand til at sikre passet om Nybro. Tilbagetoget fra denne stilling på grund af en forvirret løjtnants melding synes helt uforståelig.

Dertil kommer, at krigsrettens medlemmer bar været unge officerer, der bar opnået en vis krigserfaring, men til gengæld bar været ukendte med behandling af sager for krigsretten. Ældre, erfarne officerer må formodes at kunne se klarere på denne sag og ikke ganske have ladet sig lede af auditørens talegaver.

Når officererne i stabskrigsretten således må opfatte kaptajn Bjerrc- gaards dispositioner som en taktisk fejl, og samtidig hører fra en veltalende auditør — den eneste jurist, der er tilstede i retten — at dette taktiske fejlskøn skal henføres til krigsartikkel 66, er det vanskeligt at komme uden om dødsdommen.

Auditørens retsbelæring er ikke rigtig. Kaptajn Bjerregaard har ikke forladt sin post, men i ro og orden ført sin styrke tilbage.

Fem uger tidligere havde general de Meza foretaget en lignende disposition ved at trække hele hæren tilbage fra Danevirke, bortset fra, at dette tilbagetog ikke blev gennemført i ro og orden.

Nogle timer efter begivenheden ved Nybro trak general Hegermann- Lindcncrone sin styrke tilbage til Limfjorden.

Hvorfor skulle kun kaptajn Bjerregaard straffes?

Eller rettere: hvorfor skulle kaptajn Bjerregaard straffes?

På et andet og afgørende punkt er auditørens belæring forkert: kaptajn Bjerregaard har på grund af overanstrengelse savnet dømmekraft og således i virkeligheden handlet i utilregnelig tilstand, hvorfor han allerede af den grund burde være frifundet.

Det er nærliggende at drage den slutning — således som Orla Lehmann og Tscheming har gjort — at man overhovedet ikke burde have givet kommando til en officer, der var afskediget på grund af svagelighed. Dette spørgsmål er ikke berørt under straffesagen — hvilket også må betegnes som en fejl i retsplejen. Kaptajn Bjerregaard blev afskediget i oktober 1858 på grund af en øjenlidelse, altså noget, der overhovedet ikke har haft betydning, hverken ved overvejelserne om, hvorvidt kaptajn Bjerregaard kunne antages til tjeneste under krigen, eller for kaptajnens forkerte dispositioner natten mellem 11. og 12. marts 1864.

Det var ikke en svagelig mand, der var ansat som kompagnikommandør for 7. kompagni, men det var en utrænet officer, der af sine foresatte og af sig selv var blevet udsat for en fysisk som psykisk belastning, der har overskredet tærsklen for, hvad han kunne bære.

Der kan af sagen drages den lære, at det er bydende nødvendigt, at officerer holder deres fysiske træning vedlige. Og dette vil ifølge sagens natur være særligt vigtigt for reserveofficeren eller for den linieofficer, der ikke til daglig forretter geledtjeneste.

Sagen bør også være et momento om, at der er grænser for hvad man kan byde sig selv — eller sine efterstående — selv i en krigssituation.

Efter dommen fik kaptajn Bjerregaard ingen muligheder for at skaffe sig til udkomme i Danmark; han emigrerede til U.S.A., hvor det imidlertid heller ikke lykkedes ham at skabe sig en tilværelse. Han var formentlig for gammel og nedbrudt på legeme og sjæl. Der foreligger næsten ingen efterretninger fra ham fra U.S.A., hvor han så vidt vides er død i begyndelsen af 1890’eme på en slags fattiggård i New York.

Affairen ved Nybro fik derimod ikke nogen indflydelse på løjtnant Sommerfeldts militære løbebane; han endte sin karriere som oberst af ingeniørtroppeme.

Blandt de implicerede i sagen bør måske også nævnes auditør Dahlerup, om hvem der ikke er stort at berette; han endte sine dage som skriver og herredsfoged i Lejre.

Leif Lunn.

 

Litteratur:

E. Bodenhoff: Dømt til døden. Militært Tidsskrift 1918 side 13: Daniel Bruun: anmeldelse af samme. Hærens Arkiv.