Kjendskab til fremmede Hæres elementære T aktik har ikke alene Betydning som almindeligt Uddannelsesmiddel for Officeren, men kommer ogsaa til Nytte paa anden Maade.

Ved Læsningen af Beretninger om Krigsbegivenheder og afholdte Øvelser vil Fortrolighed med Reglementerne og de deri brugte Udtryk lette Forstaaelsen; ved Bivaanelsen af Troppemanøvrer i fremmed Land vil saadant Kjendskab give større Udbytte for Tilskueren. Man har endog ment, at der ved Krigsspillet af og til burde lægges fremmede Forhold til Grund for det ene Partis Spil for at se, hvilken Indflydelse disse kunne faa paa Modpartiets, efter egne hjemlige Forhold indrettede Fremgangsmaade.

Ere end følgende nugjældende Reglementer:

Det danske «Exerceer-Reglement for Rytteriet» af 14. August 1869,
det franske «Règlement sur les exercices dela cavalerie» af 31. Maj 1882 (Udgave 1888),
det tydske «Exerzir-Réglément für die Kavallerie» af 10. April 1886 og
det østerrigske «Exercir-Reglement für die kaiserlich-königliche Cavallerie» af 1870 (Ud­gave 1887)

ens i Princippet, saa findes der dog for hvert enkelt saadanne Forskjelligheder, at det kan have sin Interesse ved en Sammenligning at lære dem nøjere at kjende.

Ad korteste Vej — paa simpleste Maade — til rigtig Tid — med størst mulig Kraft og Sammenhold at bringe en Afdeling hen paa rette Sted er det Princip, der paa forskjellig Maade er søgt gjennemført.

Med en vis Tilfredsstillelse kan det lille danske Rytteri se tilbage paa, at det nu raadende Princip alle­ rede for c. 35 Aar siden, i 1851, blev lagt til Grund for det »Exerceer-Reglement for det Kongelige danske Cavaleri«, der den 27. Juni nævnte Aar Iraadte i Kraft og i 1869 fremkom i fornyet Skikkelse i det endnu bestaaende Reglement, medens Princippet først kortere eller længre Tid efter hævdede sin berettigede Plads i store fremmede Rytterier, i det franske ved Reglementet af 17. Juli 1876, i det tydske af 9. Januar 1873, der udgik som en Be­ arbejdelse af Reglementet af 5. Maj 1855, og i det øster- rigske af 1864.

Kommissionen, der havde faaet det Hverv at ud­ arbejde et nyt Reglement i Stedet for det den 30. Juni 1843 provisorisk indførte, som afløste et af 25. Marts 1821 med senere tilkomne Forandringer, udtalte i sin Rapport fra Juni 1854, at, da Hovedbetingelsen for et godt Kavaleri var »at komme kampdygtigt paa rette Stedrette Tid«, havde Kommissionens Maal været: »Opnaaelsen af størst mulig Bevægelighed, paa simpleste Maade, med meest mulig Besparelse af Hestekraft, indtil det afgjørende Øieblik».

Dette Maal kunde kun naaes ved saa at sige aldeles at bortkaste Begrebet «Inversion», der i mer eller mindre Grad saaledes beherskede de ældre Reglementer, egne soin fremmede, at man i Bestræbelsen for altid at komme tilbage til Normalformationen ofte maatte benytte indviklede og tidsspildende Bevægelser, deriblandt Kontra­ marcher, med tilhørende vidtløftige Kommandoord, for at udføre en ganske simpel Evolution.

Vilde man t. Ex. efter vort Reglement af 1843, der maaske hørte til den Tids mindst indviklede, lade et Regiment i højre afmarcheret Eskadronskolonne formere Linie bagud, da var den simpleste af de i § 73 anførte Maader »at deployere paa Queue-Eskadronen (4de)», der da kontramarcherede (med Firer Højre om — to Gange Venstreomsving — med Firer Venstre om), medens de andre Eskadroner gjorde med Firer Venstre om, travede henholdsvis en, to og tre Eskadronslængder lige ud, gjorde Venstreomsving og fortsatte Traven, indtil de hver for sig, ved atter at gjøre Venstreomsving og trave c. en Eskadronslængde frem, kom _nogle Skridt bag den ny Front lige ud for deres Plads henholdsvis ved Siden af 4., 3. og 2. Eskadron, hvor der gjordes Front (med Firer Højre om) og rettedes ind.

Nu vilde en saadan Evolution simpelt udføres ved, at bageste Eskadron ved Omkringvending (Halvdelinger) eller Omkringsvingning (Delinger) tog Front bagud, medens de andre Eskadroner efter fornoden Vending eller Sving­ ning marcherede op til begge Sider af den.

Foruden sin Omstændelighed havde den ældre Methode den Svaghed, at Eskadronerne under hele Evolu­ tionen bød snart den ene, snart den anden Flanke, snart en ganske smal Front til den Side, hvorfra Fjenden antoges at komme, og først i sidste Øjeblik fik samlet Front herimod.

Tanken om at lade Inversionsbegrebet helt falde bort eller gjøre Afvigelserne fra Normalformationen til Sædvane, lil det almindelige, saa at enhver var fortrolig med Anvendelsen ligeoverfor Fjenden, hvor disse Af­ vigelser ofte ikke kunne undgaas, og de simpleste Be­ vægelser altid ere de bedste , fremsattes for noget over 40 Aar siden af den franske Oberstløjtnant Itier i «Sy­stème de manoeuvres sans inversions».

Systemet blev gjort almindelig bekjendt herhjemme af Generalløjtnant Høegh-Guldberg i en i 1854 udgiven Pjece «Cavaleriemancipation, et Forsøg efter Hier«, hvori Bevægeligbeden betegnedes som Rytteriets Liv, og det samme Princip kom til Orde saaledes: «Denne Bevæge­ lighed maa i den kortest mulige Tid ad de gjenneste Veje kunne udvikle et kraftigt Offensive paa det mindst mulige Rum».

Det er ganske interessant at lægge Mærke til, at Itiers System sidst, c. 30 Aar efter Fremkomsten, fik Indpas i hans egen Hjemstavn, Frankrig, medens det efter kun nogle faa Aar blev optaget hos os. Det er her gaaet som saa ofte, at man sjeldent bliver Profet i sit eget Land, og at Magelighed og ensidig Hængen ved gammel Vane kunne hindre ny og gode Ideers Frem­ gang, hvad de Svar tydede paa, som jeg fik af franske Officerer under mit Ophold i Saumur 1862—63, da jeg udtalte min Forbavselse over, at man i Stedet for at adoptere det inversionsfri System holdt fast ved det forældede Reglement af 6. December 1829.

I 1876 siger derimod en fransk Kommission i sin Rapport til Krigsministeren:

«Vore gamle Manøverreglementer udmærke sig endnu ved en Mængde Detailbestemmelser, der i Virkeligheden ikke ere andet end en smaalig Beskrivelse af geometriske Figurer, svarende til hver enkelt Bevægelse. Bevægel­ serne ere bleven indrettede efter Øvelsespladsens ved­ tagne flade og symmetriske Form, og gaaende ud herfra har Symmetrien fremavlet de mest forskjelligartede Sammen­ stillinger, egnede til at tilfredsstille Øjet, men fremmede for Taktikkens sande Fordringer. Erfaringen har viist, at denne Overflødighed af Former kun bringer Forlegenhed, naar man opererer i aaben Mark under Omstændigheder, der hverken tilstede geometriske Bevægelser eller vidt­ løftige Kommandoord og ej heller levne Tid til Be­tænkning.»

Ganske karakteristisk er en Udtalelse, der allerede fremkom i 1829 fra General Grev Morand, og som nysnævnte Kommission paa en Maade har gjort til sit Program:

«Reglementet bør indskrænkes til nogle faa Sider, alt unyttigt bortkastes, og i Stedet for at fordærve Offi­ cerernes Aand og bebyrde deres Hukommelse med et daarligt Studium bør man drage Omsorg for, at de kun have deres Opmærksomhed paa det, der skal udrettes paa Kamppladsen.

Jeg veed meget godt, at en saadan Reform vil møde stor Modstand . . . .

Naar man faar Officeren befriet for ørkesløse, thea- tralske Manøvrer, vil han give sig uf med Studiet af Krigen, Rekognoscering af Terrainet m. m. Han vil navnlig ikke mere bilde sig ind at kunne noget, fordi hans Hukommelse er belemret med Kommandoformler ...»

Man kan kun undre sig over, at det har varet saa længe efter denne Udtalelse, inden man er kommen til bedre Erkjendelse i Frankrig, hvor man har haft en be­ synderlig Mani for Udenadslæren (le littéral).

Jeg erindrer saaledes fra 1862—63 i Saumur, at de franske Officerer aldeles ordret og med en vis Betoning maatte gjengive ikke blot Reglementets Kommandoord, men endog hele Forklaringen til hver enkelt Bevægelse, til hvert enkelt Greb, noget, hvorpaa de, der vilde gjøre en god Examen, spildte adskillige Timer daglig.

Ogsaa i Tydskland varede det længe, inden Systemet trængte igjennem og fik fast Fod, i Reglementet af 5. Juli 1876. To Partier stode skarpt overfor hinanden; medens det ene mente, at kun det ældre, retvinklede Normalformationssystem tilsikrede Rytterafdelingerne den for et heldigt Udfald nødvendige Ro og sluttede Orden, paastod det andet, at man kun ved Hjælp af det diago­ nale, inversionsfri System formaaede i tilstrækkelig kort Tid at bringe Afdelingerne frem paa rette Sted i den af den øjeblikkelige Situation betingede Formation.

Det danske Rytteri maa derfor være de Mænd tak­ nemmelige, der med et klart og fremsynet Blik for det simple og praktiske Systems store Fortrin, trods den sædvanlige Modstand ligeoverfor selv gavnlige For­ andringer, raskt grebe til og skaffede Vaabnet et Regle­ ment, som i Hovedsagen i samme Skikkelse har bevaret sig i 35 Aar og dog endnu den Dag idag, paa Højde med de bedste fremmede Reglementer, med nogle Modi­ fikationer i de fleste Henseender kan tilfredsstille Nutidens Fordringer.

Inversionsfriheden er forholdsvis størst i det danske Reglement; det tydske synes ligesom at tage et ganske lidet Forbehold ved i §49 at sige: «Den kavale­ ristiske Grundsætning, ad den korteste Vej, i den kor­ teste Tid, ved Hjælp af de simpleste Evolutioner at føre Afdelingen hen til et bestemt Punkt, bør aldrig vige Pladsen for Hensynet til Opretholdelse eller Tilveje­ bringelse af Normalformationen».

Det er fornemmelig indenfor Eskadronen, at en større Frihed gjør sig gjældende hos os, idet den dels fremkommer ved Delingens Inddeling i 2 Halvdelinger, dels ved en større Afvexling i Udførelsen af enkelte Evo­ lutioner. Medens man saaledes t. Ex. fra Eskadronslinien kan formere Delingskolonne ved Afmarche saavel fra en af Fløjene som fra Midten og lade en Delingskolonne opmarchere saavel til en af Siderne som til begge sam­ tidig, saa har det franske og tydske Reglement kun Af­ og Opmarche fra og til en af Fløjene; det østerrigske har nok Opmarche til begge Fløje samtidig, men ikke Afmarche fra Midten.

I taktisk Henseende har denne større Grad af Frihed ikke saa meget at sige for Afmarchens Vedkommende, hvorimod Opmarchen kan faa Anvendelse ligeoverfor og nær Fjenden, hvor Forholdene kunne være saaledes, at det kan have sin Betydning, at Eskadronen er øvet i at opmarchere til begge Fløje samtidig.

Det franske Reglement har ikke, for at opnaa en formentlig saa ubetydelig Fordel, villet optage denne Opmarche til begge Sider »i Eskadronen» af Frygt for, at det større Antal Udførelsesmaader skulde foranledige Misforstaaelser fra Delingsførernes Side, og fordi man vilde komme til at bryde med Princippet, efter hvilket Fløj­ delingerne skulle kommanderes af Premierløjtnanter (lieutenants).

Fordringen om at vælge den korteste Vej har i det franske og østerrigske Reglement fundet sit Udtryk deri, at de begge under ltegimenlsexercitsen (école du regiment) foreskrive, at Eskadronscheferne efter enhver Kommando fra Regimentschefen slrax skulle stille sig det klart, hvilken Formation der skal indtages, og der­ efter vælge den dertil korteste Vej. Om de enkelte Eskadroner saa skulle føres paa Plads ved Træknings-, Skraa- eller Flankemarche eller ved Frontforandring af Teten, vil hver (lang afhænge af Direktionen og Terrainet.

Saa praktisk denne Forholdsregel end kan være som Forøvelse paa, hvad Terrainet og andre Omstændigheder kunne fremtvinge, saa er det dog vist det hensigts­ mæssigste som det danske og tydske Reglement at an­ give en bestemt Maade, paa hvilken enhver Evolution under almindelige Forhold bedst kan udføres, bl. a. fordi den ene Eskadron derved er bedre orienteret med Hensyn til den andens Bevægelser.

Indholdet af det tydske Reglement adskiller sig fra de tre andre Reglementer derved, at Bestemmelserne for selve Ridningen ere gi\ne i en særlig »Instruktion zum Reit-Unterricht fur die Kavallerie» af 31. August 1882, samt ved, at Exercitsens Detailbestemmelser findes under «Exerziren der Eskadron« og ikke under «Ud­dannelse i Trop« (école du peloton — Ausbildung im Zuge).

Det franske og østerrigske Reglement indeholde til­ lige en Anvisning for Remontedressuren.

I det hele ligner det franske Reglement, af og til endog hvad Texten angaar, i sine første Afsnit det øster­ rigske, med Ilensyn til Restemmelserne for Brigade og Division derimod det tydske Reglement.

De fremmede Reglementer have det Fortrin fremfor det danske Reglement, at de ikke blot give Forskrifter for Formerne, men mer eller mindre ogsaa for disses af Terrainet og Fjenden betingede Anvendelse. Det tydske Reglement har særlige Afsnit for Eskadronens og Regimentets videre Uddannelse i Terrainet (anvendt Exercits).

Af gode Grunde indeholder det danske Reglement ikke Bestemmelser for Uddannelsen i Brigade og Division.

I Skridt regnes i det franske og østerrigske Regle­ ment for 0,75, i det tydske for 0,80 Meter. — 1 Meter = 3,186 danske Fod; 1 Fod — 0,314 Meter.

Taktisk Inddeling.

Reglementerne ere skrevne, det danske for et Regi­ ment paa 3, det franske paa 4, det tydske paa 5 og det østerrigske paa 6 Eskadroner.

I Frankrig inddeles Regimentet desuden i 2 Halvregimenter, i Østerrig i 2 Divisioner under egne Førere.

I numerisk som i taktisk Henseende er et Regiment paa 3 Eskadroner for svagt; en saadan Inddeling er vel ogsaa kun af visse økonomisk-organisatoriske Hensyn indført i den danske Hær; man inaa haabe, at vore 5 Regimenter engang kunne blive paa 4 Felteskadroner — den Inddeling, som har de fleste Fortrin.

Regimenter paa 6 Eskadroner blive uden særlige Melleminstantser vanskeligere og med disse mere om­ stændelige at kommandere. Af sidstnævnte Aarsag maa de franske 4 Eskadroners Inddeling i 2 Elalvregimenter, hvilke endog bibeholdes, naar Regimentet af en eller anden Grund er reduceret til 3 Eskadroner, anses for mindre heldig. Der har ogsaa i Frankrig hævet sig Stemmer for Ophævelsen af disse Melleminstantser (chefs d’escadrons). I nogle ny oprettede Regimenter er de højere Officerers Antal reduceret noget.

Eskadronen, Rytteriets taktiske Enhed, inddeles reglementsmæssig hos os i 3, de andre Steder i 4 De­ linger (pelotons — Züge). 2 Delinger benævnes i Frankrig Division.

Medens den franske og lydske Deling kun inddeles i Underafdelinger paa som Regel henholdsvis 4 og 3 Roder (par quatre — Abmarsch), deles den danske i 2 Halvdelinger, der igjen inddeles i Firer paa 4 eller 3 Roder, og den østerrigske i Firer (Vieren) og i 3 Patrouiller.

Inddelingen i 4 Delinger er saaledes den alminde­ lige og maa som Regel ogsaa betragtes som den natur­ ligste, men saa længe Delingen hos os atter skal deles i 2 Halvdelinger som normal Evoleringsenhed, og et øvet Befalingspersonale kun er tilstede i indskrænket Maale- stok, maa den for det danske Reglement ejendommelige Tredeling gives Fortrinet for en Firdeling, som kunde medføre, at man fik Delinger, der for Anvendelsen i Marken vare for tyndt besatte med Befalingsmand, og Halvdelinger, der for Evoleringen vare for svage.

Værd at lægge Mærke til er den østerrigske Ind­ deling i 3 Patrouiller, to mindre Fløj- og en større Midtepatrouille, hvilken sidste, naar under Sikrings­ tjenesten alle tre Patrouiller sendes frem, anvendes i Hovedtroppens Marcheretning, mindst 1000 Skridt forud.

En saadan forinden Udrykningen sket Inddeling, foretagen med Patrouillers forskjellige Bestemmelse for Øje, med fornøden Skjønsomhed saavel hvad Fører som   Mandskab og Heste angaar, letter i det givne Moment i høj Grad den hurtige Udvikling.

Skulde en lignende Inddeling benyttes i vort Regle­ment, i Samklang med de nu gjældende Bestemmelser, vilde den mest praktiske Maade være at lade den ene Halvdeling danne 1 større Palrouille og dele den anden i nogle mindre Patrouiller, saa at man altid havde Pa- trouiller ved Haanden af forskjellig Størrelse og til for- skjellig Anvendelse.

Den store Uafhængighed, som det inversionsfri System tillader med Hensyn til de taktiske Inddelingers Rækkefølge, har fremkaldt særegne Bestemmelser for deres Betegnelse under Evolutionernes Forløb.

Det tydske Reglement bibeholder under alle Forhold Normalformationens Numerbetegnelser.

I det franske og østerrigske Reglement erholder derimod Delinger, Eskadroner, Halvregimenter og Divi­ sioner en Numerbetegnelse, der svarer til den Plads, de i Øjeblikket indtage, regnet paa Linie fra højre, i Ko­lonne fra Teten.

Det samme gjaldt i vort Reglement af 1854, men blev i 1869 forandret derhen, at Delingsførere og Eska­ dronschefer altid benævne henholdsvis deres Delinger og Eskadroner med de oprindelige Numre, medens Eskadrons- og Regimentschefer betegne disse Enheder efter den øjeblikkelige Plads, paa Linie med højre — Midte — venstre, i Kolonne eller Echélon med forreste — mellemste — bageste Deling (Eskadron).

Af disse Betegnelsesmaader maa den hos os nu an­ vendte gives Fortrinet; dels udelukker den aldeles Mulig­ heden af den Misforstaaelse, som kan opstaa ved at an­ vende en Numerbetegnelse, der under andre Forhold kun gjælder for en bestemt Deling eller Eskadron, og som særlig for denne sidstes Vedkommende er fuldstændig identisk med et Navn, dels kræver den ikke videre forud- gaaende Orientering fra de Kommanderendes Side. Dog maa det erindres, at den i det danske Reglement benyttede Tredeling begunstiger og den større Inversions­ frihed har mere Brug for den her foretrukne Betegnelses- maade.

Den franske og østerrigske Brigade har 2, und­ tagelsesvis 3, den tydske fra 2 til 4 Regimenter.

Kavaleridivisionens Styrke angives i det franske Reglement til 3, undtagelsesvis 2 Brigader, i det øster­ rigske akkurat omvendt, medens det tydske Reglement lader Styrken rette sig efter ordre de bataille.

Opstilling paa Linie.

Linieopstillingen (en bataille — Ø.: entwickelte Linie) er i Hovedsagen ens overalt: Delings- og højere Førere befinde sig midt foran de dem underlagte Enheder (den franske og østerrigske Regimentschef dog lige for Retningseskadronens Chef); Delingernes Fløje i første Geled ere besatte med Underofficerer; andet Geled gjøres svagere end første; bag Fronten slutte saavel Officerer (i det danske, franske og østerrigske Reglement den ældste) som Underofficerer.

I det danske Rytteri, hvor hver Eskadron har sin Estandart, er dennes Plads midt i første Geled, i det franske og tydske, der kun har een Estandart ved hvert Regiment, indrangeres den ved Normalopstillingen lige­ ledes i første Geled, henholdsvis ved 2den Eskadrons venstre og paa 3die Eskadrons højre Fløj. Den føres hos os og i Tydskland af en Underofficer, i Frankrig af en Officer.

Det østerrigske Rytteri har siden 1868 ikke nogen Estandart.

Medens Delingsførernes Afstand fra første Geled omtrent er ens overalt, c. I,5 Metre, er der med Hensyn til Eskadronschefens Plads en ikke liden Forskjel mellem det danske Reglement paa den ene og de fremmede Reglementer paa den anden Side. Ilos os er Afstanden 20 Fod (c. 6,30 M ), altsaa omtrent 1/2 Delings Front, i det franske og østerrigske Reglement derimod Vs Eska­ drons Front og i det tydske noget lignende, nemlig 30 Skridt (24 M.).

Chefens større Afstand fra Eskadronen er nøje knyttet til Fordringen om, at han i Ordets videste Forstand skal være «Føreren», at Direktion og Tempo, derigjennem Retning, ere afhængige af ham, og at det er paa ham og de at ham givne Vink, at Opmærksomheden, særlig Delingsførernes, stadig maa være henvendt. Den større Afstand vil næppe kunne have nogen Virkning af Be- tydenhed paa, at Kommandoen ikke saa godt vil kunne høres, da Chefens Plads bliver mere central.

Det danske og tydske Reglement tilkjendegive tyde­ ligst Bestræbelsen for at gjøre andet Geled svagere end første ved at foreskrive, at Underofficererne som Regel ingen Bagmænd skulle have; dette er til stor Gavn1), navnlig for alle Indsvingninger paa Linien, da den ene Delings (Halvdelings) staaende Fløj derved ikke saa let kommer i Vejen for Nabodelingens svingende Fløj. Det franske og østerrigske Reglement tillade endog under visse Omstændigheder mange blinde Roder, men ønske dem ikke paa Fløjene.

Det franske og tydske Reglement lægge Vægt paa at have en sluttende Underofficer (serre-file) bag hver Deling; det østerrigske har ordentligvis en bag 1. og en bag 4. Deling 4); hos os er Spørgsmaalet afhængigt af Stabs- og Oversergents Anvendelse som Delingsførere; i Reglen vil der dog være en sluttende Underofficer bag 1. Deling.

Hvor man har Underbefalingsmænd nok til Fløjene, er det sikkert nyttigt, saavel paa Eskadronslinien, som naar Delingerne optræde enkeltvis, altid at have en til­ synsførende Befalingsmand paa den Delingsføreren mod­ satte Side.

For kun at have I Estandart i Regimentet taler, at der derved direkte og indirekte bindes et færre Antal andetsteds anvendelige Ryttere, og at den enkeltvis op­ trædende Eskadron bliver friere i sine Bevægelser ved ikke at have denne Trofæ at miste. Den større Sjelden- hed vil sikkert ogsaa forhøje Estandartens Betydning og i endnu højere Grad gjøre enhver i Regimentet med- ansvarlig og ivrig for Klenodiets ærefulde Bevarelse.

Afstanden mellem første og andet Geled er hos os 4 Fod (c. 1,25 M.) eller omtrent I Fod mindre end i de tre andre Reglementer, hvor den er 1,50 — 1 ,60 Metre.

Nogen videre Betydning har denne lille Forskjel næppe i Praxis; den noget større Afstand skulde blandt andet have den Fordel, at andet Geleds Heste bedre kunne se sig for under Bevægelser i Terrainet, den mindre Afstand derimod den, at Retning og sluttet Orden bedre bevares.

Hos os bibeholdes under alle Forhold den samme Afstand mellem Geledderne, i de fremmede Reglementer forkortes den mer eller mindre i Kolonneformationerne, hvorom nærmere under disse.

Med Hensyn til Sideafstanden mellem Mand og Mand (botte á bolte — Fuhlung), da er den noget mindre efter det danske og tydske Reglement, hvor der rides Bøjle ved Bøjle, end efter de to andre Reglementer, hvor Bøjlerne næsten berøre hinanden.

Paa Regirnentslinien er Intervallet mellem Eska­ dronerne hos os 30 Fod (c. 9,40 M.), i Frankrig 12 Metre (c. 38,25 Fod), i Tydskland 6 Skridt (4,80 M.) og i Østerrig 10 Skridt (7,50 M.).

Den gyldne Middelvej, det danske og østerrigske Reglement have fulgt, giver tilstrækkeligt Spillerum for Forskydninger paa Linien uden at gjøre denne for aaben og udstrakt.

Et fransk Regiment paa 4 Eskadroner bruger alene i Intervaller 21— 22 Metre (67— 70 Fod) mere end et tydsk Regiment af samme Størrelse.

Paa Brigadelinien er Intervallet mellem Regimenterne, der efter vort Reglement af 1854 var 48 Fod (c. 15,05 M.), i Frankrig 12 Metre, i Tydskland 15 Skridt (12 M.) og i Østerrig 20 Skridt (15 M.).

Kommando, Tegn og Vink.

I Sammenligning med ældre Tids Reglementer, der ofte betjente sig af et temmelig vidtløftigt Kommando­ sprog, derunder hyppig gjentagen Kommando for Ret­ ningen, udmærke de nugjældende sig i det bele ved en mere simpel Kommandomaade.

Bestræbelserne have navnlig været rettede paa at gjøre Kommandoen kortfattet og let forstaaelig samt led­ sage eller erstatte den med synlige Tegn (Vink med Sablen eller Armen) og anden Tilkjendegivelse fra Føre­ rens Side (Direktion og Tempo). Dog maa man kunne naa endnu videre, navnlig i Retning af et kortfattet, efter et bestemt Princip indrettet Kommandosprog.

Videst med Hensyn til ikke at benytte nogen Kom­ mando ere det franske og østerrigske Reglement gaaede, idet de under Eskadronsexercitsen — næsten ordret ens — foreskrive, at Delingsførerne kun skulle bruge Stemmen, naar de synlige Tegn som Følge af Støv, Taage, Mørke eller anden Aarsag ikke med Sikkerhed kunne blive iagttagne. Delingsexercits øves derfor paa Tegn alene, efter at disse først ere givne i Forbindelse med Kommando.

Fuldt saa vidt gaar det tydske Reglement ikke, men paabyder under «Lautloses Direktions-Reiten« (§ 98), at Eskadronen skal øves i at udføre de forskjellige Be­ vægelser paa sagte Kommando eller Avertissement fra Eskadronschefen, uden Kommando af Delingsforerne. Eskadronen skal ligeledes være i Stand til i Gangart, Tempo og Direktion lydløst at kunne følge Føreren. Til­ svarende Bestemmelser gjælde for Regimentet (§ 150).

Det danske Reglement siger (§ 1), at «den Comman- derende giver sine Befalinger enten ved Commandoord, Signaler, Vink . . men har iøvrigt ingen Bestem­ melser om de sidste. Ridning paa Vink i den af Føreren angivne Direktion eller efter opgivne Direktionspunkter er dog, navnlig i de sidste Aar, foretagen ved Regimen­ terne, dels paa Foranledning af den tidligere General­ inspektør, Generalmajor Schroll, dels ved eget Initiativ.

Efter det franske og østerrigske Reglement skal Eskadronschefen forud for hver Kommando hæve Sablen i Vejret med udstrakt Arm og atter sænke den samtidig med Udførelses-Kommandoordet. Det lydske Reglement paabyder en Udstrækning af Sablen eller Armen i Be­ vægelsesretningen som Tegn paa lydløs Direktionsridning; Tegnet gjentages af Delingsførerne; som Tegn til at gjøre Holdt sænkes Sablen.

Ved Direktionsforandringer betegne Førerne den ny Direktion ved at pege hen i den.

I den franske Kommissions Rapport af 1876 frem­ sættes et særdeles sundt Princip (I, S. 59) for at gjøre Kommandoen saa forstaaelig som muligt. Princippet, der iøvrigt ogsaa i mer eller mindre Grad træder frem i de andre Reglementer, bestaar i at lade Kommandoen an­ give den Formation, man vil gaa over til, og ikke blot den dertil benyttede abstrakte Mekanisme. I Henhold hertil har man t. Ex. forandret den tidligere Kommando for en Delingskolonnes Formering til liojre Flanke fra «pelotons å droite« til «å droite en colonne».

Princippet vilde blive endnu mere effektivt, naar det tillige gjordes til almindelig Hegel at nævne Formationen først; man vidste saa strax Desked om Hovedsagen.

Overført paa vort Reglements Grund vilde t. Ex. den i § 125 angivne Formation af Delingskolonne ved Afmarche fremad fra en af Fløjene ske paa Kommando: «Delingskolonne fra Højre (Venstre)», svarende til det østerrigske «Colonne rechts (links) vorwärts».

Selve Kommandoerne ere ved Eskadronsexercitsen omtrent lige simple overalt, dog noget mere kortfattede i det franske og østerrigske Reglement, bl. a. paa Grund af den mindre hyppige Anvendelse af Avertissements- Kommando. «Eskadron» benyttes ikke som hos os og i det tydske Reglement foran hver Kommando; naar Eska­ dronschefen finder det nødvendigt, averterer han med «garde ä vous» — «Habt-Acht»; ellers erstattes Aver­ tissements-Kommandoen med det før omtalte Tegn med Sablen.

For Regimentsexercitsens Vedkommende gjælder i de fremmede Reglementer lignende Simpelhed; det danske Kommandosprog er derimod noget vidtløftigt ved den i høj Grad stedfindende Gjen- og Optagelse af Regiments­ chefens Kommando, hvad der tilmed bedre maatte kunne undværes i Regimenter paa kun 3 Eskadroner. Regi­ mentschefen maa jo ikke give nogen følgende Del af Kommandoen, forinden han paa denne Maade er over­ bevist om, at hans Kommando er forstaaet, og de til­ svarende rigtig gjengivne (§ 144).

Ligesom selve Evolutionerne bør ogsaa Kommando­ ordene være saa simple som muligt — for højere Chefer indskrænke sig til blot en Betegnelse af Formationen — og uden Ophold kunne følge paa hinanden; under alvor­ lige Forhold er Tiden kostbar.

Halvregiments- og Divisionskommandørernes (chefs d’escadrons — Divisionskommandanten) Kommanderen er søgt indskrænket til det mindst mulige.

Signaler med Trompet (sonneries) og Signalpibe (signaux).

Antallet og Brugen af Signaler er størst i det tvdske Reglement, der har 33 ved Øvelserne tilhest anvendelige Signaler, for hvis Benyttelse der er givet omfattende Be­ stemmelser. Af samme Art Signaler have vi 31, det franske Reglement 25, det østerrigske kun 20.

Af tydske Signaler, som ikke findes i de andre Reglementer, og for hvilke der vistnok kunde være god Brug, skulle de nævnes, der tilkjendegive Formering af Delings-, Eskadrons- og Regimcntskolonne samt «Front«. Da Delingen er Evoleringsenheden i det tydske Regle­ ment, haves i dette Signaler for de forskjellige Sving­ ninger med Delinger, ligesom vi have for Vendinger med Halvdelinger.

Det tydske Reglement angiver (g 551, hvilke Signaler enhver selvstændig Fører tør anvende, med paafølgende Udførelse paa eller uden videre Kommando, samt hvilke der kun tør gives af Regiments- og højere Chefer, og som da udføres paa Kommando af Eskadrons- og Regiments­ chefen. Det angiver fremdeles, i hvilken Gangart og til hvilken Side Bevægelserne skulle udføres paa Signal, samt af hvem Signalerne skulle gjentages.

Hvor Misforstaaelse af andre i umiddelbar Nærhed værende Afdelinger kan befrygtes, og hvor det gjælder om overraskende Optræden, er Anvendelse af Signaler udelukket.

Med samme Begrændsning kan Regimentschefen ifølge det franske (§ 429) og østerrigske Reglement (II § 23) erstatte Kommandoen med det tilsvarende Signal.

Signalpibe anvendes efter det tydske Reglement af Føreren for «Eklaireurs« (§ 151) og ved Fægtning tilfods lg 193) for at henlede Opmærksomheden paa et kom­ mende Vink eller Tilraab fra Førerne. Lignende An­ vendelse finder Piben i det østerrigske Reglement.

I Frankrig har man 12 Signaler for Pibe1), der navnlig benyttes, saa snart det gjælder om at skjule en Afdelings Tilstedeværelse eller Bevægelser, saasom paa Rekognosceringer, Nattemarche m. m., ved hvilke Lejlig­ heder den sikkert ligesom ved Skyttetjenesten kan være til god Nytte.

Vort Reglement omtaler ikke Brugen af Signalpibe, men den er dog af og til benyttet ved eget Initiativ.

Retning.

Det danske Reglement staar ene med at tage Retning til Fløjen, i Almindelighed til højre; kun paa Regiments­ linien »kan» Retning ogsaa tages til Midten (§ 151). De andre Reglementer foreskrive derimod Retning (alignement) til Midten for Delings- og større Front.

Ifølge det tydske Reglement, der giver de udfør­ ligste Regler (§ 52), tager en enkelt Deling Retning til midterste Rode, en enkelt Eskadron til Retningsdelingen, der selv holder Retning til Midten. Paa Regiments- og større Front angives Retningen af Retningseskadronen; de andre Eskadroner, der hver for sig tage Retning som i en enkelt Eskadron, holde navnlig Retning ved, at Eskadronschefer og Delingsførere ride i samme Direktion og Tempo som Retningseskadronen.

Naar ikke anderledes befales, er i det tydske Regle­ ment tredie, i det franske og østerrigske anden Deling Retningsdeling. Retningseskadron i et tydsk Regiment er tredie Eskadron, i et fransk eller østerrigsk med lige Antal Eskadroner den til højre for Centrum, med ulige Midteeskadronen.

Paa Stedet, hvor Retning til en Fløj iøvrigt er an­ vendt overalt, er det uden Betydning, hvilken Retnings- maade der benyttes, men i Bevægelse, under Evolering, navnlig naar det gjælder storre Fronter, maa Retning til Midten ubetinget gives Fortrinet.

Skal Manden under Ridningen se til en Fløj i'or at holde Retning efter denne, kommer han uvilkaarlig til at trække over til Siden, hans Hest bliver stillet skraat i Stedet for lodret paa Retningslinien og, i ængstelig Be­stræbelse for at rette sig ind, holder han snart an og preller snart frem. Sammenhold, Ro og Orden gaa der­ ved tabt, og Hestene blive unødvendig anstrengte. Jo længre Linierne ere, desto mere fremtrædende blive disse Ulemper, der endog kunne bringe de enkelte Afde­ linger helt ud af hinanden.

Er Retningen derimod til Midten, vil man i hvert Fald kunne reducere Fejlene til det halve.

Ligesom i sin Tid General v. Schmidt aldeles for­ kastede det saakaldte «Augenrichterei», have ogsaa Regle­ menterne nu i mer eller mindre Grad taget Afstand herfra ved fornemmelig at lægge Vægten paa, at Mand­ skabet rider Bøjle ved Bøjle (næsten) i ensartet fast Tempo og med Opmærksomheden nøje henvendt paa de foran Midten ridende Førere, i den af disse angivne rigtige Direktion.

Der erholdes paa denne Maade en langt større Ga­ ranti for god Retning og roligere Ridning end, naar Retningen ved Øjnenes Hjælp skal tages til en Fløj, og de Undergivnes Opmærksomhed ledes ufravendt derhen, hvor det i alvorlige Øjeblikke er saa vigtigt, paa Førerne, der derved først i Ordets fulde Betydning blive «Førere».

I det danske og tydske Reglement gjælde særlige, ensartede Bestemmelser for Svingning og Træknings- marche, idet Retningen er henholdsvis til den svingende Fløj og til den Side, hvortil der trækkes.

Evoleringsmekanismen.

Den Uindviede, der faar Lejlighed til at se saavel et dansk som et fremmed Regiment evolere efter de her omtalte Reglementer, vil næppe blive opmærksom paa nogen videre Uensartethed, hvad Mekanismen angaar, og dog benyttes to forskjellige Evoleringsmidler. Hos os er Halvdelingen med dens 1/4 og 1/5 Vendinger samt Skraa- marcher (1/8 Vending) Evoleringsenheden, i de fremmede Reglementer er det Delingen med dens Svingninger og Trækningsmarche. Kun i Østerrig anvendes i enkelte Tilfælde Vendinger med Firer.

Skal saaledes en Eskadron paa Linie gaa tilbage i modsat Retning, sker det i vort Reglements Aand ved Omkringvending med Halvdelinger, ihvorvel Føreren ogsaa vil kunne benytte Omkringsvingning med Delinger; efter de fremmede Reglementer vil en saadan Tilbagemarche paa Strækninger af nogen Retydenhed ordentligvis kun udføres paa sidstnævnte Maade.

En Opmarche til Eskadronslinie fra Delingkolonne foretages hos os ved Vending eller Skraamarche, efter­ som man er paa Stedet eller i Revægelse; et fremmed Regiment anvender derimod udelukkende Træknings­ marche.

Det var ganske sikkert et stort Fremskridt i 1854, at man gik bort fra de tidligere Vendinger med Firer og som Hovedbevægelsesmiddel valgte de halve Delinger, der navnlig havde det Fortrin, at første Geled altid ved­ blev at være foran.

Vil man imidlertid nu afveje Fortrin og Mangler mellem Halvdelinger og Skraamarche paa den ene og Delinger og Trækningsmarche paa den anden Side, da synes i de fleste Henseender Fordelen at maatte være paa de sidstes Side, især naar Retningen er til Midten. Delingen, der i taktisk Henseende er den mindste Enhed, som til alle Tider har sin egen udenfor Geleddet ridende Fører, kan ofte komme til selvstændig Optræden imod en Fjende. Saavel ved saadan Lejlighed, som naar den er et Led af Eskadronsfronten, gjælder det om, at selve Linien er saa sluttet og sammenhængende som muligt. Af denne Grund vil Delingen være al foretrække som Evoleringsenhed, da Halvdelingen anvendt som saa- dan medfører idelige Brydninger af Delingens Front og, hvor Retningen er til Midten, just af det Sted paa Front­ linien, der burde være det mest stabile; den fremkalder endvidere ved 1/2 Vending den «omvendte Front», hvor Føreren er bagved, og med hvilken man ofte kan have Vanskelighed ved i Øjeblikket at gjøre sig tilstrækkelig fortrolig.

Alle Svingninger medføre i mer eller mindre Grad visse Ulemper, saasom Trængsel i Geleddet og delvis For­ andring af Gangart og Tempo; de ere imidlertid uund­ værlige, da de enkelte Ryttere i sluttet Orden, paa Grund af Hestens større Længde end Bredde, kun i ringe Grad kunne vende hver for sig. Man maa derfor stræbe efter at benytte den Slags Svingninger, der efter al Rimelig­ hed ville frembyde færrest Ulemper, og desforuden, hvor det lader sig gjøre, søge at vælge en anden Bevægelses- maade.

Den førstnævnte Fordring er Delingen bedst i Stand til at kunne tilfredsstille, thi Svingninger med lille Front ere møjsommelige, særlig for Rytterne og Hestene paa andet Geleds staaende Fløj, medens Svingninger med mere udstrakt Front let fremkalde Trængsel i Midten af første Geled og ere anstrengende for Hestene paa den svingende Fløj.

Ved Vending med Halvdelinger ind paa Linien komme, som tidligere omtalt, Fløjene let i Vejen for hinanden; ved Svingning med Delinger formindskes i hvert Fald Antallet af Brydningspunkter til det halve.

Føjes hertil, at der ved Benyttelsen af Halvdelingen som almindelig Evoleringsenhed fordres et større Antal Befalingsmænd, eller i Mangel heraf særdeles flinke og veløvede Ryttere, til at ride paa Fløjene, medens Ind­ delingen af Eskadronen i det hele bliver simplere, ind­ trædende Forandringer i Styrkeforholdet gribe mindre forstyrrende ind i Inddelingen, og endelig Mekanismen simplificeres ved at gjøre Delingen til Hovedbevægelses-   midlet, da kunde der formentlig være Anledning til at bringe det danske Reglement i denne Henseende mere i Overensstemmelse med de fremmede Reglementer, selv om det ogsaa maa indrømmes, at man ved Hjælp af Halvdelingen kommer et Øjeblik tidligere ind paa den ny Frontlinie.

Man behøvede jo derfor ikke helt at udelukke en Inddeling i Halvdelinger, der kunde bibeholdes for visse Eventualiteter.

Hvad andre Bevægelsesmaader angaar, da besidder Trækningsmarchen paa kortere Strækninger de fornødne Betingelser og foranlediger tilmed ikke nogen delvis For­ andring af Gangart og Tempo.

Den Omstændighed, at Forbindelsen i selve Geleddet ligesom løsnes en Smule under Trækningsmarche, er, henset til de Lejligheder, ved hvilke denne skulde komme til Anvendelse, næppe nogen Grund til ikke paa sine Steder at foretrække den for Svingning, t. Ex. ved Af­ og Opmarche i Marchekolonner.

Vending og Svingning.

Ved «Wendung« menes i det tydske og østerrigske Reglement Vending med Firer, og Anvendelsen er som hos os kun ringe, næsten udelukkende paa ganske korte Strækninger; i det franske benyttes saadan Vending slet ikke.

Bestemmelserne for almindelig Svingning (conversion å pivot fixe) og Fremadsvingning (á p. mouvant) ere nogenlunde ens overalt.

Med Hensyn til Svingning paa Eskadronslinie skal bemærkes, at det østerrigske Reglement kun benytter almindelig Svingning hertil, medens det tydske lader den indvendige Fløj bevæge sig paa en lille Bue; det danske og franske Reglement kunne anvende begge Slags Sving­ ninger og have ved Fremadsvingning Svingningspunktet liggende i en Afstand af henholdsvis 1/3 Eskadronsfront  299 og 9 Metre (c. 28,65 F.) fra den indvendige Fløj. Det maa anses som en Fordel, at Afstanden ikke er for stor, da Gangartens Hurtighed forøges for den svingende Fløj i Forhold til Svingningspunktets længre Beliggenhed fra den indvendige Fløj.

Omkringsvingning paa Eskadronslinien benyttes ikke i de fremmede Reglementer, af hvilke det franske udtaler, at denne Bevægelse er bleven overflødig som Følge af Inver­ sionsfriheden (I, S. 61). Den har heller ikke nogen synderlig praktisk Værd og anstrenger kun Hestene.

Til en Frontforandring i Kolonne svarer «Haken-Schwenkung» i det tydske Reglement; dette har ogsaa Kommando for 3/8 Svingning.

Gives til en Delingskolonne i Østerrig Kommandoen «Rechts schwenkt!» forstaas derved en Frontforandring, medens «Rechts aufschwenken!» angiver en Indsvingning paa Linien.

Som tidligere omtalt anvendes som almindelig Regel hos os Vendinger med Halvdelinger, hvor de fremmede Reglementer benytte tilsvarende Svingninger med Delinger.

Træknings- og Skraamarche.

Det danske Reglement benytter ikke Træknings- marche som foreskrevet Hjælpemiddel ved nogen Evolu­ tion, hvorimod dette ofte finder Sted i det franske (marche oblique individuelle) og i det tydske (Marsch halbseitwårts) samt for en Del i det østerrigske Regle­ ment (Ziehung) ved Lejligheder, hvor vi benytte Skraa­ marche (1/8 Vending med Halvdelinger).

Denne sidste svarer i Form til det franske og tydske Reglements 1/8 Svingning med Delinger (m. obl. par troupe — Halb-Kolonne), der imidlertid navnlig i Fran­ krig ikke anvendes saa hyppig som hos os, hvor Skraa­ marche stadig anvendes ved Af- og Opmarche i Bevægelse. Ved Opmarche paa Linie fra den til vor Eskadronskolonne svarende Formation anvendes den i begge de nævnte fremmede Reglementer, ligesom den selvfølgelig er det bedste Middel til paa længre Strækninger at vinde frem og ud til Siden.

Op- og Afsidning.

Foretages overalt paa fire Geledder, dannede af begge Geledders ulige og lige Nr., hvorved kun er at bemærke, at det østerrigske Reglement ved Afsidning fra normal Opstilling paa to Geledder lader andet Geleds lige Nr. rykke en Hestelængde tilbage, medens de andre Regle­ menter benytte den for Hestene heldigere Fremrykning af Geleddet.

Hos os sidde samtlige Befalingsmænd af paa Eska­ dronschefens Kommando; efter det lydske Reglement forblive Officerer, Deling førende Underofficerer og Vagt­ mesteren (Stabssergenten hos os) tilhest, indtil der kom­ manderes Rør, hvor saa Officererne kunne og Under­ officererne skulle sidde af.

Under Regimentsexercitsen bestemmer det franske Reglement (§ 437), at der, til Hvile for Mandskab og Heste, under Øvelser af længre Varighed skal siddes af i den havende Formation, hver Gang en Afdeling skal holde stille i nogle Minutter.

Naar Minutternes Antal ikke er for ringe, og man sørger for, at Mandskabet ikke ved Opsidningen forrykker Opsadlingen, kan det være en gavnlig og efterlignelsesværdig Bestemmelse, som under fornødent Ansvar af vedkommende Rytterchef kunde overføres paa de større Øvelser.

Gangarter. Reglementerne anvende ikke lige mange Gangarter og afvige ogsaa med Hensyn til Tempoet (Kadencen), som fastsættes efter det Antal Fod, Metre eller Skridt, der tilbagelægges i 1 Minut.

Det danske Reglement har foruden Karriere 5 Gang­ arter:

Paa Forslag af Generalmajor Schroll om kun at have een Slags Trav og Galop, er i 1886 med Krigsmini­ steriets Samtykke Normaltempoet for disse Gangarter foreløbig sat til henholdsvis 740 (232 M.) og 1100 (345 M.) Fod, idel en momentvis Forøgelse eller Formindskelse af Tempoet under Evoleringen kan ske paa Kommando «friere» eller «kortere».

I det franske Reglement af 17. Juli 1876 var der i hver af de 3 Gangarter forskjelligt Tempo for det lette, Linie- og svære Rytteri; af Hensyn til Manøvreringen i Fællesskab er i det nugjældende Forskjellen kun bibeholdt i Skridt, henholdsvis 100 (319), 110 (350) og 120 (382) Metre (Fod), medens Tempoet er ens

I efterfølgende Oversigt over Tiden, der gaar med til at tilbagelægge dels 1/4 dansk Mil, dels I Kilometer i de forskjellige Tempoer, er Antallet af Sekunder for nem­ mere Regnings Skyld gjort delelig med 5. Det danske Reglements Middeltempo er lagt til Grund.

Da et fast, ensartet Tempo er en Hovedbetingelse for Bevarelsen af den for de samlede Bevægelser og Hestenes Kræfter saa nødvendige Ro, Orden og Sammen­ hold, maa eet Tempo for Trav og Galop samt ens Tempo for de forskjellige Slags Rytteri, der kunne komme til at manøvrere sammen, være det fordelagtigste. Den samme Regel, som gjælder for Manøvreringen, især ligeoverfor Fjenden, nemlig at det simpleste er det bedste, maa ogsaa gjælde for Gangarterne. Det udelukker jo ikke, at en momentvis Forøgelse eller Forkortelse af Tempoet, afpasset efter de forhaandenværende Omstændigheder, kan finde Sted uden særlige Forskrifter.

Det for Trav og Galop fastsatte Tempo bør da ved al Ridning være det normale; den for Uddannelsen i andre Henseender ønskelige Afkortning eller Forstærkning maa ske paa særlig Kommando eller Foranledning.

Da Skridt maa betragtes som en Marche- og ej som Evoleringsgangart, kunde der maaske være Tale om, for­ uden det almindelige Tempo at øve Hestene i et noget forstærket Marchetempo, nærmest beregnet for mindre Kolonner; der kunde ved forskjellige Lejligheder vindes Tid herved, naar det af andre Grunde var mindre ønske­ ligt at anvende hurtigere Gangarter.

Da Tempoet maa være saaledes, at alle Heste i Af­ delingen uden Overanstrengelse kunne følge med, vil Fastsættelsen af et Normaltempo hos os vanskeliggjøres ved vore Regimenters noget uensartede Hestebestaud.

En Fordeling af Remonterne til Regimenterne efter Størrelsen og Opdrætningsstedet vilde derfor af denne som af anden Grund kun være heldig.

Den ovenfor omtalte, foreløbig fastsatte Normaltrav (740 Fod) og Normalgalop (1100 Fod) ere formentlig med de taktiske Hensyn for Øje rigtig afpassede; den sidst­ nævnte kunde maaske uden Skade forøges til 1115 Fod (350 Metre).

Galoppen staar ligesom den franske almindelige Galop ikke lidt tilbage i Hurtighed for den tydske, 55— 60 Metre (175— 191 Fod) i Minuttet, men hvad vore Heste have mindre i Hurtighed, maa man haabe de have mere i Kraft ved Sammenstødet. Paa den anden Side lider selvfølgelig den Afdeling, der har den største Hurtighed, mindst ved at passere en for den fjendtlige Ild udsat Strækning.

For Skridtens Vedkommende burde Reglementets Maximum, 320 Fod i Minuttet, vist passende være vort Normaltempo.

Stedet er vel nærmest her til at anføre, at «Ridning paa Engelsk» i Traven foreskrives baade i det franske og det østerrigske Reglement (trot enlevé — Leichtreitenj, medens det tydske Rytteri kun bruger denne Ridemaade ved Felttjenesteøvelser, Patrouilleridt o. l. Det danske   Reglement har intet desangaaende, skjøndt den samme Bevæggrund maa være tilstede, som har foranlediget Op­ tagelsen i de fremmede Reglementer, nemlig at det er en Lettelse, saavel for Rytteren som for Hesten, at »ride paa Engelsk» og derigjennem en Befordring af Udholden­ heden. Ved Ordonnansridt, Patrouilleridt o. I. er Ride- maaden i ethvert Tilfælde paa sin Plads, navnlig nu da vi have faaet en Del ædlere Heste med mere akeentuerede Bevægelser.

Marchekolonner.

Til Marchekolonner (colonne de route — Kolonne — Rotten-Colonne) henregnes Kolonne med Firer (par quatre — zu Dreien — zu Vieren) og med Roder (par deux •— zu Zweien).

Saavel ved Af- som Opmarche benytte de enkelte Led hos os Ud- og Indsvingning, i de fremmede Regle­ menter Trækningsmarche, der foretrækkes.

Dansk Afmarche med Roder og tydsk zu Zweien foretages paa samme Maade ved, at Bagmanden i andet Geled rykker op til højre (venstre) Side af sin Formand i første Geled, eftersom den sker fra højre eller venstre. 1 den franske colonne par deux og østerrigske Rotten- Colonne zu Zweien marchere derimod skiftevis to Mand af første og to af andet Geled ved Siden af hinanden.

Den førstnævnte Methode er, særlig ved ulige Antal Roder i Firerne, den simpleste, og Linie kan fra den ved Vending af Enkeltmand let formeres til Flanken.

Medens man efter de tre andre Reglementer kan af­ marchere fra begge Fløje, formeres den franske Marche- kolonne kun fra højre, fordi vedkommende Reglements­ kommission ikke har fundet Anledning til, for at kunne formere Kolonne med kun c. 4 Metres Afstand (c. 13 Fod) mellem de respektive Fremrykningslinier, at anvende to forskjellige Fremgangsmaader, hvis Indøvelse koste Tid og Arbejde.

Det anførte Motiv er formentlig ikke vægtigt nok til at udelukke en temmelig simpel Formeringsmaade, som man af særlige Grunde ved Lejlighed kunde ønske at benytte.

Hvad Gangarterne angaar, da er disses Anvendelse i Hovedsagen gjort afhængig af det rigtige Princip, at de forskjellige Formeringer ikke maa foraarsage Standsning paa noget Sted i Marchekolonnen. Dog falder Teten efter de fremmede Reglementer under visse Forhold i langsommere Gangart, hvad der ganske sikkert kan bidrage til at forebygge, at Queuen maa jage afsted.

Bestemmelserne med Hensyn til Afstanden mellem Geledderne i Marchekolonne fortjene særlig Omtale.

Ifølge vort Reglement bibeholdes den oprindelige Afstand (4 Fod) mellem første og andet Geled; i det franske formindskes Afstanden fra 1,5 Meter til det halve, altsaa til 75 Centimetre; det samme finder Sted i det østerrigske Reglement, hvor der gaas fra 2 til 1 Skridt.

Medens det danske Reglement saaledes aldeles ikke bestræber sig for at formindske Kolonnens Dybde, saa bliver endelig det tydske videstgaaende i saa Henseende, idet Geledderne rykke saa tæt paa hinanden, at der ingen Afstand bliver, og Rytterne i andet Geled ride ikke paa Formænd, men paa Mellemrummene til højre eller til venstre, eftersom der afmarcheres fra højre eller fra venstre. Dybden af en tydsk Deling paa 32 Ryttere i Kolonne med 2 Mands Front vil herved blive c. 60 Fod (19 M.) og 36 Fod (c. 11 M.) mindre end henholdsvis en tilsvarende dansk og fransk (østerrigsk) Kolonne.

Under enkelte Omstændigheder kan det for saa vidt være ligegyldigt, om Kolonnen bliver mer eller mindre lang, men meget ofte vil det være en stor Fordel, at en Kolonne indtager saa liden Strækning som muligt, t. Ex. ved større Troppelegemers Marche ad samme Vej. Naar dertil kommer, at Hestene, naar de først ere vænnede dertil, ved den tydske Maade skulle følges bedre ad, saa at den ellers hyppig forekommende Slutten paa, naar Afstandene ere gaaede tabt, og den derved foraarsagede Uro i Kolonnen og Hestenes større Anstrengelse und- gaaes, fortjener det sikkert Overvejelse, om den tydske Methode ikke skulde være praktisk, dog maaske ej i stærk Støv.

Da en Kolonnes Benævnelse indenfor Eskadronens Omraade ellers altid retter sig efter Frontens Størrelse, vilde det egentlig være mere konsekvent at kalde vor Kolonne med Koder for Kolonne med To. I Forbindelse hermed maatte Kolonne med Een benævnes Kolonne med Roder, hvad den i Realiteten jo ogsaa er.

Af de i det franske og tydske Reglement for Bri- gaden anførte Formationsbenævnelser skal til Forstaaelse anføres, at i F. : «ligne de masses sans intervalle de dé­ ploiement» = T .: «Brigade-Kolonne» ere Regimenterne formerede henholdsvis i «masse» og i «Regiments- Kolonne» ved Siden af hinanden med Interval af henholds­ vis 12 Metre og 15 Skridt (12 M.) imellem sig.

De øvrige Betegnelser ville let kunne forstaas; saaledes betegner «colonne de masses», at Regimenterne ere formerede det ene bag det andet i «masse» med 18 Metres Afstand.

Delingskolonne.

Om denne Kolonnes Anvendelse sige det franske og østerrigske Reglement, at den paa Grund af sin ringe Bredde fortrinsvis egner sig til Bevægelser paa længre Strækninger i afvexlende Terrain, hvor den til sin Dæk­ ning kan benytte Terraingjenstande af mindre Udstræk­ ning; den kan opmarchere til alle Sider og begunstiger navnlig en hurtig Udvikling til begge Flanker.

Støder Kolonnen paa et kort Defilé af ringere Bredde end dens Front, benytter det franske Reglement saa længe Ridning «å volonté», det tydske «Fliigel abbrechen» og det østerrigske »Rudel», om hvilken sidste der under Delingsexercitsen (1, S. 256) siges: «i gjennemskaaret Terrain bevæger enhver Afdeling sig lettest i Rudel» —    nærmest at betegne som en Ridning i Klump med Op­ givelse af Sideretning og Afstand.

Denne Fremgangsmaade har ganske vist den Fordel, at man undgaar en tidsspildende Formering af Marclie- kolonne med paafølgende Opmarche i Delingskolonne. Iler er iøvrigt et Tilfælde, hvor vor Halvdeling under Forudsætning af Defileets tilstrækkelige Bredde kunde komme til god Anvendelse.

Ligesom ved Marchekolonnerne viser det tydske Reglement ogsaa her sin Bestræbelse for at forkorte Kolonnedybden ved at indskrænke Afstanden mellem første og andet Geled til 1 Skridt (c. 2,5 Fod).

Afmarche (T. Abbrechen) fra Midten benyttes kun hos os, Opmarche til begge Fløje samtidig baade i vort og i det østerrigske Reglement (se herom Side 282 i denne Art.).

Medens vort Reglement foreskriver, at alle Afmarcher i Bevægelse altid skulle udføres i en Gangart, der er en Grad stærkere end den, hvori der rides, har det tydske Reglement den heldige Bestemmelse, at Afmarchen ogsaa kan ske i uforandret Gangart; fra Trav og Galop falde da de andre Delinger en kort Stund i Skridt.

Ved Formationsforandringer i Bevægelse gjælder som Regel i det østerrigske Reglement under Regimentsexercitsen (II, S. 50), at den Eskadron, der har den kor­ teste Vej, falder i Skridt, medens de øvrige Eskadroner enten tiltræde deres Bevægelse i den befalede Gangart eller fortsætte i den Gangart, hvori der rides, indtil de have naaet den dem tilkommende Blads, hvorefter de falde i Skridt.

Man undgaar formentlig paa disse Maader den ellers ofte stedfindende Jagen af de bageste Afdelinger for at følge med, naar Teteafdelingen rider afsted i Trav eller Galop.

Kun i det danske Reglement gives Bestemmelser for Formering af Delingskolonne ved Afmarche tilbage, for  hvilken der vel heller ikke haves stor praktisk An­ vendelse.

Det tydske Reglement anbefaler (§ 92) at øve Eska­ dronen i at tilbagelægge lange Strækninger i Delings­ kolonne, uden at Tempo, Afstand og den opgivne Direktion derved forandres.

Delingskolonne eskadronsvis.

Denne er sikkert med Rette Nutidens Yndlingsformation.

I vort Reglement findes den kun omtalt med Deployeringsinterval, men er ved Generalmajor Schrolls Initiativ (Efteraarsrapport 1886) bragt i Anvendelse med kun 30 Fods Interval under Navn af «Regiments- kolonnen.

Med Deployeringsin terval. Det franske Regle­ ment fremhæver «ligne de colonnes»s store bevægelighed i Terrainet i Forbindelse med dens Lethed til at kunne formere Linie og kalder den for den bedste Formation forud for en Opmarche paa Linie til et frontalt Angreb.

Det tydske Reglement, der af samme Aarsag an­vender «Eskadrons-Kolonnen» som Fægtningsformation for den fremrykkende første og, tvungen af den fjendt­ lige Artilleriild, ogsaa for anden Træfning, fremhæver til­ lige dens Evne til under Fremrykning at kunne foretage Forandringer i Angrebsretningen.

Efter det østerrigske Reglement benyttes «Colonnen- Linie» hovedsagelig som Forberedelsesformation, naar man tilsigter et Angreb paa en parallelt lige overfor staaende eller i bevægelse værende Fjende.

Det Forbehold, det franske og østerrigske Reglement saaledes tage, har sin berettigelse, da en Regiments­ kolonne (Masse) ligesom ogsaa et Regiment i Delings­ kolonne ganske vist hurtigere kan formere Linie til Flankerne.

Overgangen fra Linie sker hos os ved i de enkelte Eskadroner at afmarchere med Delinger fra en af Fløjene eller fra Midten — en formentlig unødvendig Mang­ foldighed. Det franske og østerrigske Reglement benytte som almindelig Regel Afmarche fra højre simpeltvæk paa Kommando: «En ligne de colonnes« — «Colonnen- Linie•>, efterfulgt af «Marche!» eller Gangart; det tydske bruger udelukkende denne Afmarche paa «Eskadrons- Kolonnen formiren!» eller Signal.

En lignende simpel Fremgangsmaade vilde hos os være paa: «Delingskolonne eskadronsvis!» («Regiments- kolonne!»! at afmarchere fra højre.

Direktionsforandringer udføres i Reglen ved, at Retningseskadronen tager den ønskede Direktion, medens de andre Eskadroner rette sig ind efter den ved fornøden Frontforandring og Forkortning eller Forstærkning af Gangarten. Ved Direktionsforandring helt til en af Flan­ kerne benytte det franske og tydske Reglement Overgang først til Delingskolonne ved eskadronsvis Frontforandring til den paagjældende Side og herfra ny Formering til begge Sider. I del o Eskadroner stærke tydske Regi­ ment, der har haft Eskadronerne i Numerorden ved Siden af hinanden, kommer disse saaledes efter en Direktions­ forandring til højre Flanke til at ride i følgende Orden fra højre: 3., 2., 1., 4., 5.

Med Hensyn til Overgangen fra «Colonne-Linie» til «entwickelte Linie» siger det østerrigske Reglement med Rette, med den taktiske Anvendelse for Øje, at Over­ gangen skal foregaa saa hurtig som muligt og derfor som Regel udføres «nach vorwärts» o: Opmarche til begge Fløje samtidig.

For hurtig at deployere et Regiment i «ligne de colonnes» til en af Flankerne lader det franske Reglement først foretage en Svingning med Delinger til højre (venstre), saa at der derved formeres Eskadronskolonne, og derefter en Opmarche ved Svingning med Delinger halvt til venstre (højre), efterfulgt af en lignende til modsat Side.

Det vilde være simplere kun at lade den Eskadron, der er den paagjældende Flanke nærmest, foretage den førstnævnte Svingning, men derimod lade de andre Eskadroner enten noget endnu fortsætte den havende Direktion eller strax svinge med Delinger halvt til højre (venstre) for derefter, naar Plads til Indrykning paa Linien haves, efterhaanden at svinge ind eskadronsvis.

Ved Overgang fra Delingskolonne eskadronsvis med til samme Formation uden Deployeringsinterval skal kun bemærkes, at det østerrigske Reglement hertil benytter Vending med Firer, det tydske derimod Trækningsmarche eller Svingning med Delinger, eftersom det er i Bevægelse eller paa Stedet.

Da Vendinger med Firer formentlig altid ere mindre heldige under Evoleringen, bærer den tvdske Maade Fortrinet.

Uden Deployeringsinterval. Intervallet er som paa Regimentslinien (se Side 289) undtagen i det franske Reglement, hvor den er noget mindre, nemlig 12 «pas« (9 M.). Den tydske «Regiments-Kolonne» er saaledes den mest sammentrukne (4,80 M.), den østerrigske «Masse» maaske den mest praktiske (7,50 M.).

Ifølge det franske Reglement tillader «masse» Eskadronernes Opstilling paa et indskrænket Rum, paa samme Tid som der levnes dem den for Bevægeligheden og Opmarchen tilstrækkelige Uafhængighed.

Paa Kamppladsen kan Bytteriet bevæge sig i «masse», naar det ikke er udsat for Artilleriild. Senere har et ministerielt Cirkulære af 10. November 1882 tildelt denne Formation en betydeligere Rolle end oprindelig bestemt efter det franske Reglements § 578, hvori de forskjellige Træfningsformationer omtales.

Det østerrigske Reglements Betragtning af Masse­ formationen er omtrent den samme, idet dog «Doppel- Colonne» for en Del træder i Stedet for den som Træfningsformation.

Det tydske Reglement anvender «Regiments-Kolonne» fornemmelig som Beredskabsformation og i tredie Træfning. 

Hos os blev. som alt omtalt, Formationen under Navn af «Regimentskolonne» foreslaaet af General Schroll som særlig egnet til forberedende Bevægelser udenfor Ilden, fordi Regimentet med den i høj Grad er i Chefens Haand; det er let at vende sig til forskjellige Sider, ud­ skille en anden Træfning, opmarchere til højre og venstre m. m.

I en tidligere Rapport (Juni 1886) havde Generalen som forberedende Kampformation omtalt Helingskolonnen eskadronsvis med Heployeringsinterval, hvilket jeg her skal anføre, fordi der paa denne sidste Formations Bekostning synes at være en T endens til hos flere herhjemme at betragte den til sit Brug fortræffelige «Re­ gimentskolonne» som en Slags Normalformation, saaledes ogsaa umiddelbart før der, endog under Fjendens Ild, gaas over til Angrebsformationen paa Linie. Vel har det mindre at sige for os, fordi vore Regimenter kun ere paa 3 Eskadroner, men alligevel forekommer det mig som almindelig Regel utvivlsomt, at et Regiment, formeret i Delingskolonne eskadronsvis med Heployeringsinterval, saavel med Hensyn til den fjendtlige Ilds Virkning som for Opmarchen paa Linie til Angreb paa en nogenlunde parallelt lige overfor værende Fjende er heldigere stillet.

Umiddelbar Overgang fra Linie til Regimentskolonne (masse) finder kun Sted efter det franske Reglement (II, S. 184), i Reglen paa Alidteeskadronerne, hvorved 1. og 2. Eskadron formere Delingskolonne fra venstre, 3. og 4. fra højre. 1 de to andre fremmede Reglementer gaaes først over til «Eskadrons-Kolonnen» — «Colonnen- Linie». Fra andre Kolonneformationer finder direkte Overgang overalt Sted.

En umiddelbar Overgang fra Linie forekommer mig at være fuldstændig paa sin Plads, selv om de enkelte Eskadroner skulde blive forskjellig afmarcherede, hvilket iøvrigt ej er nogen absolut Nødvendighed.

Det tydske Reglement giver udførlige Bestemmelser med oplysende Tegninger for de forskjellige Overgange fra en Kolonne til en anden og til Linie.

Med Hensyn til Overgangen til Linie gjælde til­ svarende Regler som ovenfor fra Linie.

Ved Regimentskolonnens Deployering til en Flanke, der paa Grund af det ringe Interval mellem Eskadronerne kan ske hurtig, skal det tydske og østerrigske Regle­ ments iovrigt ogsaa ved andre Opmarcher benyttede Fremgangsmaade omtales, efter hvilken den Eskadron, hvorpaa der deployeres, falder i Skridt (eventuelt gjor Holdt), saa snart den har faaet den ønskede Front.

Det giver de andre Eskadroner Tid til at alignere sig og garanterer derved slørre Ro og Sammenhold paa den ny formerede Regimentslinie, med hvilken der maaske kort efter skal gaas over til Angreb. Skulde Fjenden være kommen altfor nær paa, er det en Selvfølge, at en saadan Oppebien maa opgives, og Angrebet ske i Echelon.

I Overensstemmelse med vor Betegnelse af Eska­ dronskolonnen kunde den her omtalte Kolonne maaske passende kaldes «aaben« eller «sammentrukken« Regimentskolonne, eftersom den har Deployeringsinterval eller ej; den aabne maaske endnu bedre «Kolonnelinie».

Eskadronskolonne.

Skjøndt Eskadronskolonnen, aaben og sluttet, baade i et dansk og et fransk Regiment med Hensyn til Styrke­ forholdet er i Besiddelse af samme Egenskab som den eskadronsvise Delingskolonne, nemlig at have 1 Eskadrons Styrke paa hvert Led (henholdsvis 3 og 4 Delinger), i et tydsk Regiment tilnærmelsesvis, nemlig 4 Delinger i Fronten, 5 til Flankerne, saa har den sidstnævnte For­ mation i de fleste Tilfælde Fortrinet, som det franske Reglement giver passende Udtryk ved om den sluttede Eskadronskolonne i §471 at sige: «Den sluttede Kolonne egner sig til Forberedelsesformation forud for Udførelsen af sukcessive Angreb. Ligesom «masse» tilsteder den Eskadronetnes Opstilling paa et indskrænket Rum; men den er betydelig mindre bøjelig end denne, der bør fore­ trækkes for den».

Hovedaarsagen til Regimentskolonnens større Høje- lighed er den, at Eskadronerne dels ved den Maade, hvorpaa de ere indlemmede i Kolonnen, dels ved den heldigere Plads som Mellemleddet, Eskadronschefen, kan indtage i Forhold til Regimentschef og Eskadron, ere langt mere uafhængige indbyrdes i deres Bevægelser samt i højere Grad i Regimentschefens Haand.

Umiddelbar Overgang fra Uinie ved Afmarche omtales kun i vort Reglement, der ligesom det franske ved Be­ nævnelsen simpelthen «Eskadronskolonne» har været mest konsekvent. I det franske og tvdske Reglement frem­ træder denne Formation egentlig mere som forbigaaende; i det østerrigske spiller den ingen Rolle.

Dobbeltkolonne.

Denne Kolonne er egen for det franske og øster­ rigske Rytteri, hvis Regimenters Inddeling i et lige Antal Eskadroner ogsaa passer bedre for den, da den dannes af de to Halvregimenter (Divisioner) i Delingskolonne i Højde med hinanden, med et Interval af henholdsvis 12 Skridt eller Metre og 10 Skridt (7,50 M.).

Ved Overgang fra Linie formeres Delingskolonnerne i 1ste Halvregiment (Division) fra venstre, i 2det fra højre.

Dobbeltkolonnen er en Mellemting mellem Delings­ kolonnen og den eskadronsvise Delingskolonne; den har ringere Dybde og bruger kortere Tid til Opmarche i Fronten end førstnævnte, men formerer sig hurtigere til Flanken end den sidste.

I den østerrigske Træfningsformation indtager «Doppel- Colonne» en fremragende Plads, idet den anvendes i alle tre Træfninger, i første Side om Side med »Colonnen- Linie«.

Echelon.

Medens Echelon i det danske Heglement fremtræder som en Art Grundformation og jevnsides med Linien og Ko­ lonnen, midt imellem hvilke den staar, behandles i sær­ skilte Afsnit, kommer den i de nugjældende fremmede Reglementer kun sparsomt tilsyne som en Overgangs­ formation eller en af øjeblikkelige Aarsager fremkaldt midlertidig Foranstaltning.

Det franske Reglement omtaler dog i §§ 504—7 Fremrykning og Tilbagegang i «échelons», fortrinsvis halvregimentsvis. I det tydske, der tidligere beskæftigede sig meget med de forskjellige "Staffelformationen«, findes kun i'Echelon-Attacke» nævnt.

Hos os formeres Echelon saavel med Delinger som med Eskadroner.

Som fremhævet af General Schroll i Efteraars- rapporten 1885 har Echelonformationen den væsentlige Fordel, at den skuffer Modstanderen med liensyn til An­ griberens Hensigt, idet der, som anført i vort Reglement § 129, i Echelon ved Svingning let kan tages Front til en ny Side, under Ribeholdelse af Formationen, og der­ ved gives Lejlighed til at angribe i enhver Retning, enten med enkelte Delinger (Eskadroner) eller med hele Eskadronen (Regimentet).

løvrigt finder jo Echelonen fornemmelig Anvendelse ved Fremrykning eller Tilbagegang gjennem Defileer, ved Formeringer til Flanken, og naar Dele af Styrken holdes tilbage for senere med Fordel at kunne gribe ind i Fægtningen.

Sluttet Angreb (charge).

Bestemmelserne herom ere i det tydske Reglement samlede i et særskilt Afsnit (8de — »die Attacke), i de andre derimod delvis opførte under de forskjellige Hoved­ afsnit.

Det østerrigske Reglement betegner klart det endelige Maal for et Regiments Uddannelse ved at sige (II, S. 87):

"Et Regiments Uddannelse kan først anses for at være fuldstændig tilendebragt, naar det øjeblikkelig, uden Tidsspilde, fra en bvilkensomhelst Formation, ja selv under Overgangen fra en Formation til en anden, kan bringes i den for Angrebet gunstigste Retning og ordnet udvikles paa hurtigste Maade.»

Anløbet. De fremmede Reglementer betone alle Vigtigheden af, som Forberedelse til at udføre Angreb, al øve Afdelingen i at tilbagelægge lange Strækninger i de raskere Gangarter med Bibeholdelse af størst mulig Ro, Sammenhold og Hestekraft.

Til Øvelse begynder Frontalgaloppen efter det fran­ ske Reglement i 7— 800 (525— 600 M. = 1670— 1910 F.), efter det østerrigske i 800— 1000 (600— 750 M. = 1910 —2370 F.) Skridts Afstand fra den markerede Fjende, hvorefter «.Marche — Marche!» («chargez») kommanderes paa henholdsvis 50— 60 og 80— 60 Skridt.

Under virkelige Forhold vil selvfølgelig i hvert enkelt Tilfælde Gangarternes Anvendelse afhænge af forskjellige Omstændigheder, saasom Vaabenart, den øjeblikkelige Fægtningssituation o. I.

Efter det tydske Reglement har et Angreb paa alle­ rede formeret Rytteri størst Udsigt til at lykkes, naar den angribende Afdeling bliver saa længe som muligt i Trav og efter en kort Galop søger at ride Fjenden over­ ende ved et kort, kraftigt Chok. Tilbyder der sig der­ imod en Lejlighed til at angribe Fjenden, medens han udvikler sig, saa maa man paa lang Afstand begynde Galoppen, for at kunne, drage Fordel af det svage Mo­ment. Ved Angreb paa Fodfolk og Artilleri, hvor Terrainet ikke tilsteder dækket Fremrykning, maa Galoppen ligeledes begynde paa lang Afstand, og Tempoet tillige forstærkes.

Saavel det franske som det østerrigske Reglement anbefale til Øvelse kun sjeldent at kommandere «Marche   — Marche» for at Ryttere og Heste kunne bevare Ro under Fremrykningen og lære at vente med at gaa over i Karriere, indtil Kommandoen dertil gives.

Maal for Angrebet. For at lære at fore Angreb i alle Retninger imod et bestemt Maal foreskrive de fremmede Reglementer Markering af Fjenden ved enkelte Ryttere, der under fornøden Ledelse og med en vis Af­ stand imellem sig, sædvanlig Delings, danne først et ubevægeligt, senere et bevægeligt Maal for saavel Front­ som Flankeangreb.

I Foraars- og Efteraarsrapporterne 1886 bar General Schroll benledet Opmærksomheden paa Vigtigheden af lignende Fremgangsmaade hos os.

For den markerede Fjendes Forhold gives nøjere Bestemmelser i det østerrigske Reglement, I, S. 278— 9.

Særegen Fremrykningsmaade. Med det Maal for Øje, at forringe Virkningen af den fjendtlige lid under Fremrykningen, anser det danske Reglement det for rigtigere at begynde et sluttet Angreb paa Fodfolk med en Afstand af 10 Fod (3,14 M.) mellem Roderne og Geledderne; i passende Afstand fra Maalet sluttes derefter paa Kommando sammen og efter endt Sammenslutning kommanderes «Marche — Marchel»!

Theorien er denne Bestemmelse sikkert overmaade rigtig, men vil vist vanskelig kunne staa sin Prøve under virkelige Forhold. Naar størst muligt Sammenhold er en Hovedbetingelse ved sluttet Angreb, er det et farlig Ex- periment at fremkalde en Spredning, der tillige bringer Afdelingen mere ud af Førerens Haand, end raadeligt er under saa vanskelige Omstændigheder.

Moralsk Virkning. Den moralske Virkning, som det skulde og vist ogsaa vilde have at trække Sablen saa sent som muligt, havde man i det franske Reglement af 17. Juli 1876 søgt at fremkalde ved at bestemme, at Avertissements-Kommandoen «pour l’attaque» tillige skulde være Tegnet til at trække Sablen. Men efter de Erfa­ ringer, man i Frankrig har gjort med Hensyn til den   Uorden, som denne Forholdsregel let fremkalder, har det nugjældende franske Reglement slaaet fast, at Sablen, lige­ som hos os, som Regel skal trækkes, inden Galoppen begynder.

Det østerrigske Reglement har en modificeret Be­ stemmelse i saa Henseende, idet «Altaque!» komman­ deres paa et tidligere Stadium, og Sablen da trækkes, saafremt dette ikke allerede er sket.

Derimod have det tydske og østerrigske Reglement sikkert med Rette søgt at forhøje den moralske Virkning ved at foreskrive, at der skal raabes «Hurrah!» i det Øjeblik, Sammenstødet med Fjenden finder Sted.

Haand gemæng, Forfølgning og Samling. De fremmede Reglementer lægge megen Vægt paa at foretage Øvelse i Samling fra den Opløsning, hvori en­ hver Afdeling kommer ved llaandgemæng med Fjenden. Dette søges derfor fremstillet og foregaar t. Ex. efter det tydske Reglement paa den Maade, at der, naar Afdelingen efter endt Angreb er falden i Trav, kommanderes: «Zum Einzeln —■ Gefecht auseinander 1», hvorpaa Geledderne opløse sig, og Mandskabet rider rundt mellem hverandre i Skridt, antydende Stød og Hug. For allerede paa Øvelsespladsen at tilkjendegive Bestræbelsen for at trænge Modstanderen tilbage skal dette llaandgemæng bevæge sig fremad.

Forfølgning (Nachhauen) søges ligeledes fremstillet saa lig virkelige Forhold som muligt.

Samling (ralliement) fra opløst Orden øves saavel fremad som ud til Siderne og tilbage. Det tydske Regle­ ment betoner, at det mere kommer an paa hurtigst muligt at samle en sluttet Einie paa to Geledder end at gjenoprette den oprindelige Rangering.

Det østerrigske Reglement advarer stærkt imod at lade gjøre «Omkring", naar der engang er kommanderet «Marche — Marche!», da Afdelingen ved alle Freds­ øvelser skal bestyrkes i den Grundsætning, at der efter  sidstnævnte Kommando altid under virkelige Forhold maa brydes ind i Fjendens Rækker.

En systematisk Indøvelse af Mandskabet i hurtig at samle sig bar sikkert ikke ringe Betydning. Som For­ beredelse kan man paa Øvelsespladsen lade Mandskabet i mindre Troppe sprede sig indenfor visse Grændser og derefter øve det i paa forud aftalt Kommando, Tegn, Signal eller Sted hurtig at samle sig enten i vilkaarlig eller oprindelig Orden, udført efterhaanden i alle Gang­ arter. Senere opløses og samles paa lignende Maade Ilalvdelinger, Delinger og bele Eskadronen.

Fægtningsblænkere og -patroniller. Baade Krigshistorien og Øvelserne i Fredstid ville kunne frem­ vise ikke faa Exempler paa, at en attakerende Afdeling er bleven stikkende i Terrainet, fordi den ikke bar været tilstrækkelig bekjendt med dettes Fremkommeligbed. Samt­ lige fremmede Reglementer paabyde derfor ogsaa Anven­ delsen af »Eclaireurs», (é. du terrain).

Til «Eclaireurs» udtages et Par opvakte, godt be­ redne Folk, der sendes 2— 300 Metre frem foran Fronten, og hvis Opgave det er at undersøge Terrainets Frem­ kommelighed ; ved aftalte Tegn underrette de i Tide den fremrykkende Afdeling om tilstedeværende Forhindringer, Over- og Gjennemgangssteder etc. De forblive enten i Geleddet, indtil de skulle bruges, eller følge umiddelbart efter Føreren og kunne efter Omstændighederne ledes af en Officer eller Underofficer.

Fægtningspatrouiller anvendes i Reglen i Flankerne for at observere eller bolde Forbindelse.

Reserver og Flanke angreb. En enkelt Eska­ dron udskiller, ifølge de fremmede Reglementer, i Reglen ingen Reserve, et Regiment sædvanligvis kun en Eska­ dron, der følger efter som Echelon.

Flankeangreb imødegaas eller udføres enten ved fornoden Udsvingning af Fløjafdelingerne eller ved at disse holdes noget tilbage og derefter i det franske og østerrigske Reglement betegnes som defensive eller offen­ sive Flanker.

løvrigt skal fra de fremmede Reglementer kun et enkelt Punkt omtales, der findes i en Anmærkning Side 204— 5 i II. Del af det franske Reglement og benviser til en Udtalelse i et ministerielt Cirkulære af 10.Novem­ ber 1882: «Intervallerne ere fastsatte saaledes, at enhver Eskadron bar den nødvendige Grad af Uafhængighed til ikke at være besværet i sin Marche; men ved Opmarchen, der gaar forud for Angrebet, bør disse Intervaller for­ mindskes og, hvis det er muligt, forsvinde, for at An­ grebslinien kan danne en virkelig Mur.»

Der gives saaledes et Paabud, der strider imod den ellers altid opstillede Fordring om størst muligt Sammen­ hold, men som maaske alligevel ikke er i Strid med, hvad der af sig selv i Virkeligheden som oftest finder Sted.

Det danske Reglement foreskriver Side 217, naar Angreb i Delings- eller Halvdelingskolonne foretages til Øvelse, at lade Halvdelingerne efter endt Angreb paa Kommando gjøre dels højre, dels venstre om, og paa denne Maade gaa tilbage udenom Fløjene af de efter­ følgende Delinger (Halvdelinger).

Denne Øvelse maa sikkert henregnes til dem, om hvilke det østerrigske Reglement i sin Indledning (S. XIII) med Rette siger: «Übungen die nur darauf abzielen, ein dem Auge wohlgefälliges Bild zu schaffen, sind als un­ nützes Spiel zu vermeiden.»

Angreb i spredt Orden.

Til vort Sværmangreb paa 2 Geledder svarer det fran­ ske «charge en fourrageurs» paa eet Geled og den tydske «eingliedrige Formation», der begge dannes ved, at Rytterne i andet Geled rykke op ved Siden af Rytterne i første Geled, der have taget 1—3 Skridts Afstand fra hinanden, samt til det østerrigske »Angriff im Schwarm«, for hvilket der ikke er givet nogen aldeles bestemt Form.

Det tydske Reglement anvender ovennævnte Forma­ tion paa 1 Geled i forreste Træfning ved frontalt Angreb paa Artilleri, medens der tæt efter i anden Linie følger sluttede Eskadroner med større Intervaller.

Det danske Reglement har desuden »Angreb med fire Geledder».

Skytte tjeneste tilhest.

Da vort Reglement skriver sig fra 20 Aar tilbage, indeholder det endnu ikke mindre end c. 10 Sider med Bestemmelser om Skyttetjeneste tilhest. Man tillægger nu hverken i Udlandet eller herhjemme Skydning fra Hesten nogen Betydning og mener derfor i andre Ret­ ninger at have bedre Anvendelse for den Tid, der tid­ ligere benyttedes til nævnte Tjeneste.

Det franske og tydske Reglement have hvert ikke mere end c. 1/2 Side om »éclaireurs» og »Flankiren» og tilkjendegive den liden Vægt, der lægges paa denne Øvelse, ved henholdsvis at sige: »En Fægtning af denne Slags er kun en Undtagelse og medfører ikke specielle Forskrifter», og »Er Manden uddannet i Skydning tilfods, saa vil han ogsaa i de sjeldent forekommende Tilfælde forstaa tilhest at haandtere sit Skydevaaben. Øvelser i Skydning tilhest skulle ikke foretages«.

Fægtning tilfods.

I samme Grad som Skyttetjenesten tilhest er for­ svunden fra de fremmede Reglementer, har Fægtningen tilfods faaet Plads i dem; i det tydske og østerrigske Reglement danne Bestemmelserne for denne Gren af Ud­ dannelsen et eget Afsnit.  

Det er fornemmelig ved selvstændig optrædende Rytteri, at Fægtning tilfods vil kunne komme til at spille en Rolle, men, skjøndt de fremmede Reglementer anføre ikke faa Tilfælde, i hvilke den kan anvendes, saa betone de dog alle, at en saadan Anvendelse maa betragtes som en Undtagelse, en Nødhjælp; hyppigst vil den knytte sig til Besiddelsen af Defileer.

Medens selve Reglerne for Ledelsen af det tilfods kæmpende Rytteri ville falde sammen med de for Fod­ folket under lignende Forhold almindelig gjældende, saa faar den, navnlig af det franske og tydske Reglement fremsatte Anskuelse, at, skal Fægtning tilfods anvendes, maa det som Regel strax ske med Indsættelse af størst mulig Kraft, en betydelig, ja næsten afgjørende Ind­ bydelse paa det Spørgsmaal, der her særlig er Anledning til at fremdrage, nemlig den Maade, hvorpaa en Afdeling tilhest formerer sig til Kamp tilfods.

Skal størst mulig Kraft indsættes, maa Bestræbelsen gaa ud paa at bringe saa mange Geværløb i Virksomhed som muligt; jo flere Ryttere, der kunne sidde af paa samme Tid, som der til Føring af llaandhestcne haves det tilstrækkelige Mandskab, desto bedre. Da Kampen tilfods som oftest vil komme til at støtte sig til Terrain- forhindringer, vil der med Hensyn til Bevægelighedsevnen i Almindelighed ikke blive stillet store Fordringer til Kommandoet med Ilaandhestene (chevaux haut le pied), og der vil saaledes ej heller behøves meget Mandskab som Hesteholdere.

Tager man de i den tydske Generalstabs Værk for Krigen 1870—71 anførte, henved en Snes, Tilfælde i Betragtning, hvor Fægtning tilfods er bleven anvendt, da er det kun ved en enkelt Lejlighed, at en hurtig Af- og Opsidning, der kunde forlange et større Antal Heste­ holdere, har været nødvendig.

Efter det danske Reglement forbliver det ene Geled, efter del franske i hvert Geled af hver Firer Nr. 2, efter det tydske af hver Treer Nr. 3 og efter det østerrigske af hver Firer Nr. 4 tilhest, eller der bruges med andre Ord som Hesteholdere henholdsvis 1/2, 1/4, 1/3 og 1/4 af Styrken. Af en Styrke paa 120 Ryttere vilde maa saaledes hos os kun have 60, i en tydsk Afdeling derimod 80 og endelig i en fransk eller østerrigsk have Fortrinet af at have 90 Skytter tilfods.

De fremmede Reglementer foreskrive vel ovennævnte Formeringsmaade som den almindelige, men tilstede selv­ følgelig under særlige Forhold Afvigelser i begge Ret­ ninger. Ere Omstændighederne saaledes, at man maa være forberedt paa en hurtig Opsidning, eller naar selve Formaalet ikke skulde forlange Indsættelse af størst mulig Kraft, forbliver et større Antal Folk tilhest; har den til­ fods kæmpende Styrke derimod stærk Støtte i selve Terrainets beskaffenhed, eller gjælder det ikke om videre bevægelighed for Haandhestene, kan man indskrænke Hesteholdernes Antal til enkelte Folk, der tilfods holde et større Antal Heste eller passe paa disse efter foretagen Kobling.

At der paa den hos os foreskrevne Maade forholds­ vis kommer altfor faa Karabiner i Virksomhed og bindes for mange Folk som Hesteholdere, ere Meningerne næppe delte om.

Karakteristisk er den i Østerrig anvendte Maade, paa hvilken venstre Fløjmand (Nr. 4) i Fireren fører sine 3 Haandlieste til højre. Den yderste og næstyderste Hests bridontøjler, der ere tagne over Hovedet, drejes to til tre Gange rundt paa Midten, saa at der for Enden dannes en Løkke; denne lægges ind over Halsen paa Hesten til venstre, og Rytteren holder kun den nærmeste Hests bridontøjler, der ligeledes ere tagne over Hovedet, i sin højre Haand (II, S. 121). Om Stangtøjlerne slaas en Knude.

Om den østerrigske Føringsmaade bærer Fortrinet, er vanskeligt at sige. Hvor det kommer an paa større Grad af Bevægelighed, eller Kommandoet med Haandhestene er mere udsat for den fjendtlige Ild, vil det dog vist være heldigst ej at føre alle Hestene til samme Side, men bedre, som i Frankrig, 2 til højre og 1 til venstre.

Efter det tydske Reglement danne en Delings Skytter tilfods 2 »Grupper«; af forste og anden Gruppe (1. Deling) og tredje og fjerde Gruppe (2. Deling) formeres 1., af femte og sjette Gruppe (3. Deling) og syvende og ottende Gruppe (4. Deling) 2. «Skyttedeling».

Naar ved Begyndelsen af en Fægtning tilfods Terrainet eller Fjendens Forhold ikke tydelig uok kan over­ skues, anbefaler samme Reglement at formere en sluttet Understøttelsestrop paa to Geledder bag Skyttelinien.

I Østerrig danne Patrouillerne (tilhest) tilfods «Schwiirme»; den enkelte Skytte kaldes »Plankler«.

Ved Rytteriets Anvendelse tilfods vil Sablen være til stor Besvær for Manden, navnlig naar han i knælende eller liggende Stilling skal skyde, og naar han skal bevæge sig i Terrainet.

Hos os og efter det lydske Reglement hages Sablen op, men generer alligevel en hel Del. 1 Østerrig raader man Bod paa nævnte Ulempe ved at lade Manden spænde sin Sabel af og stikke den ned under en Rem foran paa den venstre Sadeltaske (II, S. 121). Sablen spændes saa først om igjen, naar Rytteren er siddet op.

Det samme Hensyn har ført til, at man flere Steder dels har paatænkt og prøvet, dels som i Frankrig indført til Stadighed at anbringe Sablen paa venstre Side af Sadeltøjet bag Mandens Ben — en Sag, der sikkert for­ tjener omhyggelig Overvejelse.

Naar ikke ganske særlige Forhold ere tilstede, fordre samtlige Reglementer en passende Reserve tilhest, hvis Opgave nærmest vil være at dække Skytternes Af- og Opsidning, iagttage Fjenden m. m.

Anvendt Exercits.

Som allerede omtalt Side 284 har det tydske Heglement særlige Afsnit for den videre Eddannelse i Terrainet, ved hvilken Eskadroner og Regimenter i alle Slags Terrain, under Bibeholdelse af størst mulig Orden og Sam­ menhold, skulle øves i alle saadanne Bevægelser, i Ko­ lonne som i Linie, for hvilke der haves Anvendelse i Krigen.

Desuden øves Springning og Klavring paa Linie og i Kolonne, uden at dennes Dybde bliver større; Passering af Defileer i Marche- og Delingskolonne med derpaa følgende hurtig Udvikling; den Side 308 omtalte »Flügel abbrechen»; hurtig at gjøre Front til Siderne fra Marche- kolonne; Udsendelse af Fægtningsblænkere og-patrouiller; Direktionsforandringer paa Vink m. m.

Det er ikke uden Grund, at Reglementet giver sær­ lige Forskrifter for en saadan, i afvexlende Terrain fore­ tagen Exercits, thi i Udlandet som herhjemme har man vist til Tider ofte været vel meget tilbøjelig til — stun­ dom paa Grund af Vanskelighederne ved at kunne skaffe sig det fornødne Terrain — i stor Udstrækning paa Øvelsespladserne at indøve, saavel med den enkelte Mand som med de sluttede Afdelinger, alle mulige Bevægelser uden i tilstrækkelig Grad at bringe det saaledes lærte til Anvendelse i forskjelligt Slags Terrain.

Træfningstaktik.

Styrkeforhold og Træfnings afstand. Siden Oberst Schroll i dette Tidsskrift 9. Aargang (1880) gav en Fremstilling af »Rytteriets Tre-Træfnings-Taktik«, ere ) Bestemmelserne angaaeude Styrkeforholdet i den tydske Kavaleridivision, hvis tre Træfninger efter det da gjældende Reglement af 5. Juli 1876 i Beglen vare lige store, bragte hen i den af Obersten omtalte, af Feltmarskal Moltke hyldede Retning.

Reglementet af 10. April 1886 fastsætter nemlig, at en Kavaleridivision i Kamp mod Rytteri for det meste bør deles i tre ulige stærke Træfninger, idet det som første Betingelse for Divisionens sammen­ hængende Kamp mod Rytteri forlanger, at alle Anord­ ninger og enhver Inddeling i Fægtningsled saavidt muligt skulle tilsikre første Træfning Sejren saaledes, at denne Træfning ikke først skal komme til at vige tilbage.

Første Træfning, der i forreste Linie skal rette del afgjørende Stod imod Fjenden, vil herefter i Reglen komme til at omfatte mindst Halvdelen af de tilstede­ værende Eskadroner; anden Træfning, hvis Hoved­ opgave det vil være ved direkte Understøttelse i rette Øjeblik —• det være sig ved en Forlængelse af første Træfnings Linie, ved Udførelse eller Imødegaaen af Flanke­ angreb — at fastholde Sejren for første Træfning, vil i de fleste Tilfælde optage de to Trediedele af den reste­ rende Styrke, medens der for tredie Træfning, der danner Divisionskommandørens Reserve for alle Mulig­ heder, kun bliver en Sjettedel tilbage.

En Division paa 3 (2) Brigader a 2 (3) Regimenter vil saaledes t. Ex. have 3 Regimenter i første, 2 i anden og I Regiment i tredie Træfning.

Man vil ganske sikkert paa denne Maade blive nødt til for en Del at bryde Brigadeforbindelsen, men Regle­ mentet mener, at Hensynet til denne Ulempe bør vige Pladsen for det højere Hensyn, at gjøre forreste Træfning stærkest.

Ved Angreb paa Fodfolk vil den tydske Kava­ leridivision derimod for det meste formere tre lige store Træfninger.

Det østerrigske Reglement hylder som almindelig Regel at gjøre Træfningerne ulige store ved at foreskrive en stærk Træfning til det første vægtige Stød, en anden Træfning til umiddelbar Understøttelse for den forreste og en tredie som Reserve, men fordrer til denne mindst en Fjerdedel af hele Styrken.

Det franske Reglement holder i Princippet paa at gjøre Divisionens tre Træfninger lige stærke, altsaa i Almindelighed I Brigade i hver.

Har Divisionen der­ imod kun 2 Brigader (å 2 Regimenter), sættes ligesom i den østerrigske Division i første Træfning I Brigade, i anden og tredie Træfning 1 Begiment i hver. Træfningsafstanden, regnet fra Frontlinie til Front­ linie, er efter det tydske Reglement i Kamp mod Rytteri 300 Skridt (240 Metre) mellem første og anden, 450 Skridt (360 Metre) mellem første og tredie Træfning. I de to andre fremmede Reglementer er Afstanden noget lignende, nemlig henholdsvis i det franske 2-— 300 og 3— 400 .Metre, i det østerrigske 300 Skridt (225 M.) og 4—500 Skridt (300— 375 M.).

Naar den tydske Division ved Angreb paa Fodfolk formerer tre lige stærke Træfninger, følge disse umiddel­ bart efter hinanden i 200 Skridts (160 M.) Afstand.

Formationer. Som Beredskabsformation, forinden Divisionen gaar over til den egenllige Fægtningsformation i tre Træfninger, lader det tydske Reglement Regi­ menterne eller Brigaderne følge efter hinanden i hen­ holdsvis Regiments- eller Brigadekolonne (se foran Side 306—8). Afstanden fra den ene Afdelings bagestc til den følgende Afdelings forreste Geled er da mellem Re­ gimenterne 30 Skridt (24 M.), mellem Brigaderne 50 Skridt (40 M.).

Det franske og østerrigske Reglements Bestemmelser med Hensyn til en saadan Beredskabsformation ere holdte mere svævende.

Saa snart den tydske Division rykker frem til Fægt­ ning, formerer første Træfning »Eskadrons-Kolonnen» og marcherer først op paa Linie, naar den er kommen paa den til Angrebsretningen svarende rigtige Grundlinie, idet den fjendtlige Artilleriild dog vil kunne tvinge Træf­ ningen til Opmarche, førend det er Hensigten umiddel­ bart efter at gaa over til Angreb. Anden Træfning vil efter det nu gjældende Reglement, der noget bar modi­ ficeret bestemmelserne i Reglementet af 5. Juli 1876, med den Del, der følger ud til Siden bag en eller begge Fløje, for det meste blive nødsaget af den fjendtlige Ar­ tilleriild til at formere »Eskadrons-Kolonnen» samtidig med første Træfning; denne sidste følges dog af enkelte selvstændige Eskadroner af anden Træfning, med store Intervaller; de skulle navnlig kaste sig over de fjendt­ lige Afdelinger, der maatte være brudt igjennem første Træfning, medens de egentlig ikke ere bestemte til at udfylde de under Fremrykningen opstaaeude Huller i første Træfning. Tredie Træfning, bag Fløjen eller bag Midten, vil i Reglen formere »Regiments-Kolonne».

I det franske Reglement ere de i § 578 givne Be­ stemmelser modificerede ved et ministerielt Cirkulære af 10. November 1882, efter hvilket Divisionen formerer sin første Træfning (8 Eskadroner) i »ligne de masses» (se foran Side 308), anden og tredie Træfning (hver paa 8 Eskadroner) i »colonne de masses» 48 Metre ud til hver sin Side af første Træfning.

Saa snart Regimenterne i første Træfning tage Deployeringsafstand eller gaa over til »ligne de colonnes», sørge anden og tredie Træfning for al komme deres 48 Metre ud til Siden.

Det franske Reglement har temmelig udførlig, lige­ som det tidligere tydske af 1876, givet endel Regler for de forskjellige Træfningers Forhold under visse an- tagne Forudsætninger.

Naar saadanne Regler blot betragtes som Fingerpeg, forekomme de mig at kunne være paa deres Plads i et Reglement; det er derfor sikkert kun af Frygt for, at de skulle udøve en for bindende Indflydelse paa Førerne og   indskrænke disses Foretagelsesaand, at det ny tydske Reglement afviger fra dels Forgænger.

Det osterrigske Reglement anvender i første Træfning »Doppel Colonne» eller «Colonnen-Linie» med Fløjeska­ dronerne helt eller delvis holdte tilbage som defensive Flanker (se foran Side 321), i selve den fjendtlige Artilleriild «entwickelte Linie« (se Side 287); anden og tredie Træf­ ning følge i Reglen efter i den før nævnte Afstand i »Doppel-Colonne« ud til Siderne af første Træfning.

I Forbindelse med, hvad der tidligere (S. 313) er ud­ talt, vil det saaledes ses, at de til vor Regimentskolonne (eskadronsvis Delingskolonne uden Deployeringsafstand) svarende Formationer i de fremmede Reglementer faa-en begrændset Anvendelse, idet de egentlig kun anvendes paa de forberedende Stadier.

Det Divisionen tildelte Artilleri har som almindelig Regel sin Plads i umiddelbar Nærhed af første Træfning og bør holdes saa samlet som muligt.

løvrigt er det en Selvfølge, at de med Hensyn til Afstande og Formationer i Reglementerne givne Forskrifter ikke maa betragtes som bindende, men at Fægtnings­ forholdene, Terrainet m. m. kunne hidføre Afvigelser i den ene som den anden Retning. Reglementerne, særlig det tydske, fordre saavel angaaende Maalet som Midlerne den højeste Grad af Selvstændighed hos de højere Førere, der derfor maa opholde sig der, hvor de snarest kunne komme til en klar Erkjendelse af Terrainet og den øje­ blikkelige Situation.

For Øvelserne er der i det franske og tydske Regle­ ment givet nærmere Bestemmelser, og de foretages mod en Fjende, der enten er markeret ved enkelte Ryttere med Flag, mindre Afdelinger, Flageskadroner m. m., eller er tilstede med fuld Styrke.

Det er en Selvfølge, at denne Studie vilde have faaet et altfor betydeligt Omfang, hvis Reglementernes mange- haande detaillerede Bestemmelser skulde have faaet en mere indgaaende Behandling. Der er derfor kun berørt, hvad der af den ene eller den anden Aarsag formentlig kunde være Anledning til i nærværende Øjeblik at omtale.

Til Slutning skal kun fremdrages den Sætning, der bl. a. findes i det tydske Reglement Side 168, og som enhver Fører, højere som lavere, ikke nok kan have for Øje:

"Ligeoverfor Fjenden ere de simpleste Mid­ler altid de bedste.»

Sluttet i Foraaret 1889.