Major M. H. Clemmesen, Gardehusarregimentet, analyserer her problemer omkring en evt. oprettelse af en økommando omfattende de større danske øer og stræderne.
Indledning.
Formålet med artiklen er at give en vurdering af,
- om det er hensigtsmæssigt at oprette en øområdekommando med ansvaret for kontrol med stræderne og invasionsforsvar af øerne og afledt heraf for det fremskudte forsvar af den jyske halvøs østkyst,
- hvilke elementer øområdekommandoen i givet tilfælde bør kontrollere henholdsvis have kommandoen over,
- om Bornholm og den fynske øgruppe skal inddrages i kommandoens område, samt
- hvilken indflydelse en oprettelse vil have på forsvarets operative struktur.
I vurderingen af, om en oprettelse af en ny, flerværns, operativ kommando, som f.eks. en øområdekommando, er hensigtsmæssig, bør følgende kriterier være styrende for analysen:
1) De enheder af flere værn, som man ønsker at sætte under en flerværns kommando, skal være henvist til at løse deres primære opgave i samme geografiske område.
2) Der skal være en så tæt afhængighed mellem disse enheders operationer, at deres effektive indsættelse er afhængig af én prioritering.
3) Der må ikke være et tilsvarende behov for sammenknytning af disse enheders operationer med Enhedskommandoens øvrige operative kommandoers operationer. Hvis det er tilfældet, bør kontrollen med pågældende enheder bevares på enhedskommandosniveau.
For at et givet geografisk område skal høre under en bestemt operativ kommando, vurderes det, at følgende kriterier skal opfyldes:
4) Operationer knyttet til det pågældende område skal have væsentlig indflydelse på kommandoens opgaveløsning.
5) Operationer knyttet til området må ikke have større betydning for en af de andre operative kommandoers opgaveløsning.
Om truslen forudsættes, at fjenden samtidig med et angreb på Centralregionen angriber nord for Elben mod nordvest. Samtidig med angrebet over land iværksættes sø- og luftoperationer med henblik på at opnå handlefrihed til indsættelse af landsætninger på de danske øer og/eller halvøen. Fjendens mål med angrebet på Enhedskommandoens område er at skaffe sig kontrol med stræderne. Fjendens operationer mod Enhedskommandoens område gennemføres ikke under noget væsentligt tidspres. Om dansk forsvars sammensætning forudsættes, at der ud over de nuværende enhedstyper er opstillet et antal mobile, missilbevæbnede kystbatterier og flådehelikoptere. Problemstillinger knyttet til en indledende spændingsperiode diskuteres ikke. Det forudsættes, at Sveriges neutralitet bl.a. betyder, at svensk farvand - minus internationale stræder gennem svensk farvand - spærres for ikkesvensk trafik.
Den militære situation omkring stræderne.
Forsvarets enheder er udsat for en intensiv nedslidning. Specielt udsat er kontrol- og varslingssystemet, søværnets overfladekampenheder og forsvarets kommando- og basestruktur. Flyvevåbnets enheder nedslides kraftigt - under kampen om luftherredømmet - gennem bortskydning af missiler, tab af fly og skader på baseanlæg. Nedslidningen af kontrol- og varslingssystemet reducerer hurtigt grundlaget for en optimal, centraliseret indsættelse. Efter nogle dages nedslidning vil kun
- de mobile kystbatterier,
- mobile luftværnssystemer - i det omfang de ikke har skudt magasinerne tomme - samt
- deployerede hærenheder
have været i stand til at bevare hovedparten af deres kampkraft. Dette betyder, at kystbatterierne - på grund af deres evne til overlevelse - sammen med deres sensorer, blive af afgørende betydning for kontrol med stræderne og for invasionsforsvaret. Såvel luft- som sømålsmissilers virkemuligheder vil være afhængige af, at et vist antal sensorer har overlevet. Luftmålsmissiler vil kunne klare sig med missilenhedernes organisatoriske radarer, medens sømålsmissilerne, og her specielt de landbaserede, er afhængige af, at et antal flådehelikoptere eller eventuelt nogle undervandsbåde har undgået nedslidning. Minespærringerne vil - specielt i den udstrækning, de er overvåget af ikke nedslidte systemer - have bevaret hovedparten af deres effekt.
Om øområdekommandoens oprettelse.
Identifikation af enheder, der opfylder kriterium 1). Det geografiske område, der indledningsvis danner grundlag for diskussionen, begrænses til den sjællandske øgruppe. De sjællandske hærstyrker, nogle af kystbatterierne og en del af missilluftforsvaret er i løsningen af deres primære opgave bundet til den sjællandske øgruppe. For alle tre enhedstyper er kriterium 1) således opfyldt.
Vurdering af den gensidige afhængighed af de identificerede enheders operationer.
Kystbatteriernes overlevelse indtil deres indsættelse mod en invasion er afhængig af, at deres vente- og Udstillingsområder er sikret mod de luftbårne, luftmobile eller med luftpudefartøjer transporterede styrker, der vil indlede et invasionsforsøg. Kystbatteriernes - trods alt - begrænsede rækkevidde gør en fremskudt indsættelse ønskelig. En spredt og fremskudt indsættelse gør det også mere sandsynligt, at en given sensorinformation kan udnyttes. Et sømålsmissils optimale, lave bane gør en overflyvning af land uønskelig, hvilket understreger behovet for en fremskudt indsættelse. På et øområde som det sjællanske vil der aldrig være hærstyrker nok til at dække alle egnede landgangsstrande. Hvis det var tilfældet kunne kystbatterierne med stor sandsynlighed opnå sikring ved placering i nærheden af forsvaret strand uden at skulle have specielle sikringsenheder tildelt. Hvis øgruppens forsvar kunne baseres på en fleksibel anvendelse af en reserve, ville en del af sikringsproblemet nok også kunne løses ved, at dele af reserven placeres således, at den samtidig sikrer kystbatteriet. Men situationen i luften vil være således, at det ikke kan udelukkes, at en rettidig ankomst til kysten vil blive hindret af taktiske fly og luftbårne styrker, og med øgruppens geografi, hvor Lolland, Falster og Møn ligger fremskudt, invasions truede, delvis afskåret fra hovedøen, vil en imødegåelse fra en central reserveopstilling næppe være mulig og effektiv. Med væsentlige dele af de egnede stillingsområder udenfor hovedøen vil der kunne opstå væsentlige prioriteringsproblemer i forbindelse med indsættelsen af hærstyrkerne. Disse prioriteringsproblemer vil blive accentueret, hvis hærstyrkerne reduceres. Hvis disse prioriteringsproblemer kunne afklares under fredstidsplanlægningen, hvis fjendens handlemuligheder var så få og veldefinerede, at koordinationsproblemer kunne løses på forhånd, eller hvis situationen med sikkerhed udviklede sig så langsomt og velopklaret, at egen reaktionstid - lig med summen af signalformidling under ECM-forhold, beslutningsprocesser og indsættelsestid - var tilstrækkelig kort, kunne prioriteringen gennemføres af nærmeste forreste chef. Dette er imidlertid langt fra sikkert.
Dette forhold kan belyses ved følgende scenario: Kystbatterierne er indsat således - fordelt på Sjælland og Møn-Falster-Lolland - at deres effekt, sammen med minespærringer og de sejlende kampenheder optimeres. Fredstidskoordineringen mellem den sjællandske korpschef og chefen for søværnets operative kommando har sikret, at hærstyrkerne på øgruppen er fordelt således, at forsvaret af hovedøen mod landsætninger og sikringen af de fremskudte stillingsområder for kystbatterierne er afbalanceret. Situationen i luften er nu således, at det må vurderes, at en landgangsoperation vil kunne gennemføres med acceptable tab. De sidste efterretninger tyder på, at en kombineret sø- og luftlandsætning mod en af øerne er umiddelbart forestående. Enhedskommandoens kommunikationssystemer er udsat for såvel elektroniske som fysiske angreb, og er stærkt overbelastede. I denne situation sker der et angreb, der i væsentlig grad forrykker balancen i søværnets dispositioner. Eksempelvis gennemføres helikopterlandsætninger på Møn og Falster, hvor det lykkes at ødelægge et kystbatteri og binde de begrænsede hærstyrker. Det vurderes af den danske flådechef - efter at han får klarhed over situationen - at en flytning af et kystbatteri til den pågældende ø er en nødvendighed for at opnå en tilstrækkelig dækning af de sandsynlige sejlruter for fjendens invasions flåde. Chefen for de sjællandske hærstyrker har også dannet sig en opfattelse af situationen, og det kan ikke udelukkes, at han vurderer, at truslen mod Sjælland nu er således, at han ikke kan tillade sig at sætte væsentlige hærstyrker ind i angrebsoperationer med henblik på at sikre nydeployeringen af et kystbatteri. Den nødvendige prioritering må så overlades til Enhedskommandoens chef. Før man når til udførelsen af en beslutning går der tid, sandsynligvis megen tid, og før beslutningen foreligger, er det ikke utænkeligt, at den på grund af situationens udvikling nu er uigennemførlig eller ukorrekt. Der synes således at være et klart behov for, at som minimum hærstyrkerne og de mobile kystbatterier kontrolleres af samme hovedkvarter. Dette behov understreges af, at udviklingen af feltartilleriet, i første omgang i retning af større rækkevidde, datamatstøttet ildledelse og bedre målopklaringsmidler, vil gøre det stadig mere anvendeligt mod sømål. For hærstyrkerne og kystbatterierne er kriterium 2) opfyldt. I forbindelse med de krisesituationer, der nødvendiggør en fælles prioritering, vil der være behov for en sikring af hærstyrker under forskydning mod fly angreb. Efterhånden som truslen tegner sig, vil der være et behov for at koncentrere alle luftværns- og missilluftforsvarssystemer i de områder, der er mest truede af luftlandsætninger. Luftmålsmissilenhederne opfylder således også kriterium 2).
Diskussion af enhedernes opfyldelse af kriterium 3). Forholdet til de øvrige operative kommandoer.
Så længe luftmålsmissilenhederne yder væsentlige bidrag til kampen om luftherredømmet, kan der næppe være tvivl om, at disse enheders placering og opgave bør fastlægges af chefen for Enhedskommandoens luftforsvar. Imidlertid vil fjenden næppe forsøge en større landgangsoperation før, at han kan være sikker på en så høj grad af luftoverlegenhed over operationsområdet for indskibnings-, transport- og landsætningsfaserne, at operationen kan forløbe uden uacceptable tab. Når fjenden har nået en sådan grad af luftoverlegenhed, at en større landsætningsoperation må betegnes som en sandsynlig mulighed, vurderes behovet for at knytte anvendelsen af luftmålsmissilerne sammen med indsættelsen af hærstyrker og kystbatterier som større end behovet for at deltage i resterne af et samlet luftforsvar. Fra denne fase må kriterium 3) vurderes at være opfyldt for luftmålsmissilernes vedkommende. Forholdet til de danske og tyske operative flådekommandoers sejlende enheder og forholdet til landforsvaret af den jyske halvø vil blive behandlet nedenfor.
Sammenfattende kan det konkluderes, dit hvis vurderingerne i de efterfølgende punkter ikke bringer væsentlige argumenter, der kan undergrave holdbarheden af den ovenfor gennemførte vurdering, bør en øområdekommando oprettes. Det kan konstateres, at den som minimum skal kontrollere hærenheder og mobile kystbatterier på den sjællandske øgruppe. Fra det tidspunkt, at en invasion må vurderes som sandsynlig, bør kommandoen endvidere kontrollere resterne af missilluftforsvaret på øgruppen.
Øområdekommandoens rådighed over enheder.
For at undgå, at man sænker egne enheder, bør sejlende enheder, der opererer indenfor kystbatteriernes virkningssektorer, kontrolleres af samme kommando, der kontrollerer kystbatterierne. For at opnå den bedst mulige målfordeling bør enheder, hvis våben skal anvendes mod samme mål, kontrolleres af samme kommando. Hvis enhederne anvender samme sensorer, accentueres behovet. Det synes hensigtsmæssigt, at lade en øområdekommando kontrollere de sejlende enheder, der opererer i de farvande, der kan beherskes af kystbatterierne. Kommandoen bør også kontrollere de TASMO henholdsvis Close Air Support sorties, der måtte blive tildelt de operationer, kommandoen kontrollerer. Tyske, sejlende enheder og sensorer vil være indsat i det område, der beherskes af kystbatterierne. Øområdekommandoen skal være i stand til at foretage den fornødne koordination og eventuelt til at kontrollere pågældende tyske enheder. Det må konkluderes, at der ved en øområdekommando skal være en betydelig maritim ekspertise og betydelige maritime kommunikationsfaciliteter, for at kommandoen kan blive i stand til at kontrollere henholdsvis koordinere operationer med de i området virkende sejlende enheder og sensorer.
Øområdekommandoens geografiske udstrækning.
Angående Bornholm.
Landbaserede sømålsmissiler, der indsættes på Bornholm, vil under forudsætning af, at deres fulde rækkevidde kan udnyttes, kunne bekæmpe mål mellem øen og de polske og svenske kyster samt række frem til Riigen, henholdsvis Trelleborg. D.v.s., at der mod vest kan sikres overgribning med kystbatterier på Falster-Møn. Dette betyder, at Bornholm kan bidrage til invasionsforsvaret og spærringen af stræderne og derigennem til løsningen af øområdekommandoens opgave under følgende forudsætninger:
- At væsentlige dele af invasionsflåden skal passere mellem Rugen og øen.
- At de landbaserede sømålsmissilers indsættelse er sikret af tilstrækkelige hærstyrker (med luftværn), d.v.s. at øen ikke kan erobres med luftbårne styrker alene, uden at disse får meget væsentlige tab.
- At vi har korrekt placerede, overlevende sensorer.
Hvis de ovenfor angivne forudsætninger om fjenden, egne styrker og sensorer er opfyldte, er det tvivlsomt, om det er lønnende for fjenden at forbisejle øen. Det må vurderes, at han vil være tvunget til en erobring af øen samtidig eller før en landgang i en anden del af Enhedskommandoens område. Hvorvidt det er lønnende at indsætte væsentlige midler på Bornholm må dog afhænge af en vurdering af, om disse mere hensigtsmæssigt kan indsættes andetsteds. Eller sagt med andre ord; om det er bedre for os at dele vore begrænsede midler end at holde dem samlet. Hvis vi kun indsætter styrker på Bornholm til selve øens forsvar, har vi delt vore midler uden at have opnået nogen tilsvarende deling af fjendens ressourcer. Kan vi derfor afsætte et antal mobile sømålsmissillaunchere samt en vis mængde luftværn uden i væsentlig grad at reducere mulighederne på den sjællandske øgruppe, vil vi sikre os en effekt af Bornholms hærstyrker. Vi vil sandsynligvis få bundet en væsentlig del af de fjendtlige specialenheder, som ellers må påregnes indsat mod Enhedskommandoens øvrige område. Hvis der placeres sømålsmissiler på Bornholm, og hvis de opstillede forudsætninger ikke forkastes som urealistiske, er det godtgjort - jf. kriterium 4) -, at øen bør indgå i øområdekommandoen. At kriterium 5) er opfyldt, vurderes at være indlysende. Selv om der på Bornholm kun placeres styrker til forsvar af selve øen, vurderes det at være hensigtsmæssigt at lade øen og farvandene vest for denne indgå i en øområdekommandos område. Herigennem vil man opnå, at den tyske flådechef kun skal koordinere med ét dansk hovedkvarter angående operationer i Østersøen. I modsat fald skulle han koordinere med såvel øområdekommandoen som den danske flådechef. Ved at inkludere øen opnås, at man bevarer muligheden for, om dette senere måtte vise sig hensigtsmæssigt, at placere sømålsmissiler på øen.
Angående den fynske øgruppe.
Mobile kystbatterier, sikret af hærstyrker, indsatte på Fyn/Langeland vil danne en »anden linie« i løsningen af øområdekommandoens opgaver. Dette faktum knytter den fynske øgruppe til den sjællandske. Forsvaret af selve Fyn er dog umiddelbart og tæt sammenknyttet med halvøens forsvar, medens en erobring af øen kun vil have nogen indflydelse på mulighederne for at forsvare Sjælland. Forstærkninger til Fyn må sandsynligvis hentes fra halvøen, og luftlandsætninger på Fyn vil - uanset situationen i øområdekommandoens område - blive set som en væsentlig flanketrussel af landchefen på halvøen. Disse forhold knytter selve Fyn direkte til halvøen. Hvorvidt og eventuelt hvordan den fynske øgruppe skal knyttes til øområdekommandoen, vil blive diskuteret på grundlag af følgende to scenarier:
A. Den fynske øgruppe skaber kun mulighed for at beherske det ene af de to væsentlige stræder med kystbatterier. Kun fra den sjællandske øgruppe kan man beherske både Store Bælt og Øresund og derigennem med stor sikkerhed hindre landsætning på de nordlige dele af den jyske østkyst. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at fjenden efter et have gennembrudt Fehmern Bælt vælger at anvende sine specialstyrker mod halvøen. Ganske vist vil det vare længere, før stræderne er åbne, men halvøen vil blive erobret hurtigere og sikrere end hvis angrebet kun gennemføres over land, modtagelse af forstærkninger vil med større sikkerhed blive hindret, og det er et åbent spørgsmål, hvor længe resten af landet vil holde ud efter halvøens erobring. I dette første scenario sker netop det, at der tegner sig en amfibietrussel gennem Fehmern Bælt. På det tidspunkt, hvor der skal træffes beslutning om koncentrationen af egne søstridskræfter mod denne trussel, er det ikke klart, om truslen er rettet mod halvøen, Fyn eller Vestsjælland, men medens truslen mod Fyn og Vestsjælland skal gennembryde Langelandsbæltet og både under og efter denne operation er udsat for nedslidning, bl.a. fra kystbatterier på Sjælland, vil en landgang på halvøen kunne gennemføres mere direkte, uden at skulle passere snævringer først. De områder, hvorfra truslen mod halvøen kan bekæmpes med kystbatterier, ligger snarere på Langeland end på den fynske hovedø. Det er også på Langeland snarere end på selve Fyn, at kystbatterier skal indsættes i bekæmpelse af et forsøg på at trænge op i Store Bælt. Uanset om fjenden angriber halvøen eller venter med at iværksætte amfibieoperationen indtil efter gennemtrængning af Langelandsbæltet, vil den mest hensigtsmæssige placering af kystbatterier være på Langeland, snarere end på selve Fyn. Da mobile kystbatterier på den fynske øgruppe således næppe skal flyttes mellem Fyn og Langeland, vil de hærenheder, der skal sikre indsættelsen af kystbatterierne, sandsynligvis kunne være fast afgivet til denne opgave. Der vil således - da den nødvendige prioritering af hærstyrkernes opgaver vil kunne gennemføres i fredstid - i dette scenario ikke være behov for én kontrol af kystbatterier og hærstyrker på hele den fynske øgruppe. Behovet vil kun gøre sig gældende på Langeland. Det kan foreløbigt konkluderes, at Langeland, muligvis Ærø og sikkert den sydlige del af Lillebælt opfylder kriterium 4). Det vurderes, at Langeland endvidere opfylder kriterium 5), såvel direkte i forhold til Fyn som mere indirekte i forhold til halvøen.
B. I en situation, hvor Fehmern Bælt fortsat er spærret, og hvor målet for fjendens amfibieoperation endnu ikke kan fastlægges med nogen sikkerhed, vil øområdekommandoen vurdere forsvaret af selve Fyn som en relativt lavt prioriteret opgave. Hvis der i denne, endnu uopklarede situation, f.eks. gennemføres større luftlandsætninger omkring Lillebæltsbroerne og Beldringe, vil nedkæmpelsen af truslen på Nord- og Nordvestfyn af chefen for landforsvaret på halvøen blive betragtet som en højt prioriteret opgave, medens chefen for øområdekommandoen for det første ikke kan vurdere nedkæmpelsen som afgørende for hans muligheder for at løse sin opgave. For det andet vil han næppe kunne frigøre tilstrækkelige, egnede styrker uden stor risiko for at kompromittere kommandoens evne til at bekæmpe sømål. Styrker til bekæmpelse af luftlandsætninger må indsættes fra halvøen. Grænsen mellem øområdekommandoen og halvøens landforsvar må ikke lægges således, at den hæmmer en rettidig nedkæmpelse af en trussel på Fyn, eksempelvis som den ovenfor beskrevne. Det kan med større ret hævdes, at selve Fyn opfylder kriterium 4) og 5) i forhold til halvøens landforsvar end i forhold til øområdekommandoen.
Sammenfattende kan det konkluderes, at en øområdekommando skal oprettes, og at den skal omfatte landområderne den sjællandske øgruppe, Bornholm og Langeland, samt farvandene Østersøen vest for Bornholm og stræderne.
Bemærkninger om konsekvenser for den operative kommandostruktur.
En oprettelse af en øområdekommando vil kun i det ovenfor beskrevne omfang berøre chefen for luftforsvarets og de jydske landkommandoers ansvarsområder. For så vidt angår kontrollen af landstyrkerne på de inkluderede øer og af søstridskræfterne, synes der at være to muligheder:
1.
- At kolokere det sjællandske korps med et »operativt marinedistrikt«, omfattende de nævnte farvande.
- At lægge de til Langeland afsatte hærstyrker under det sjællandske korps.
- At lade søværnets kommunikationsstruktur terminere i det fælles stationære hovedkvarter for korpset og »marinedistriktet«.
- At gøre korpschefen til øområdekommandoens chef og »marinedistriktets« chef til stedfortræder. Øområdekommandoen gives så operativ kommando over landstyrker og mobile kystbatterier og operativ kontrol med sensorer og sejlende kampenheder.
- At bibeholde søværnets operative kommando.
2.
- At sammenlægge det sjællandske korps og søværnets operative kommando i et fælles, stationært hovedkvarter på Sjælland, idet der oprettes en sjællandsk divisionskommando til taktisk føring af landstyrkerne på den sjællandske øgruppe.
- At lægge de til Langeland afsatte hærstyrker under øområdekommandoen.
- At lade den danske, operative flådechef være chef for øområdekommandoen. Den sjællandske divisionschef vil så være kommandoens landmilitære stedfortræder.
- At lade øområdekommandoen have operativ kommando over landstyrker og søstridskræfter.
- -Eventuelt, om dette skønnes hensigtsmæssigt, på en given beredskabsgrad at udskille et »operativt marinedistrikt« med ansvar for de sømilitære operationer i Kattegat, direkte under Enhedskommandoens maritime chef.
Begge muligheder skønnes at være anvendelige, men den anden vurderes af følgende årsager at være den mest hensigtsmæssige:
- Den operative struktur vil så klart afspejle, at det må være maritime hensyn, det tillægges afgørende vægt ved prioriteringen af hærstyrkernes anvendelse indtil det tidspunkt, hvor man kan vurdere, hvor hovedlandsætningen vil finde sted.
- Det lægges implicit i strukturen, hvor tyngden i Danmarks maritime indsats skal lægges.
- Der sikres den hurtigst mulige beslutningsproces gennem en sund, funktionel delegering - den danske flådechef er automatisk hørt - og den tættest mulige koordinering med den tyske flådechef for så vidt angår de væsentlige farvande.
- Søværnets operative kommando placeres på Sjælland, hvilket muliggør en ønskelig, tæt personlig kontakt med beslutningstagerne under krisestyringen i en spændingsperiode.
