anledning af 175 året for kampen ved Sjællands Odde har viceadmiral S. Thostrup skrevet denne artikel.
For 175 år siden kunne man fredag den 25. marts læse følgende meddelelse i Berlingske Tidende: »En Trefning er forefaldet i Indløbet til Beltet imellem Orlogsskibet Prinds Christian, Capitain Jessen, og en engelsk Eskadre. Den begyndte Tirsdag Morgen henimod 3 og endtes om Formiddagen Klokken 8. En Kamp imod en Overmagt af to Orlogsskibe og tre Fregatter maa i een Henseende altid have et sørgeligt Udfald og dog blive højst hæderlig for Nationen og Flaget. Tilsidst kom vort Linieskib paa Grund tilligemed to af de engelske, og blev derefter taget ved Entring. De nærmere Omstændigheder i Henseende til den kiekke Besætnings Skiebne veed man endnu ikke«. Det var ikke nogen iøjnefaldende notits - den fandtes på avisens fjerde side - skønt begivenheden dog var af særlig karakter. Meddelelsen var iøvrigt ikke korrekt, idet selve kampen fandt sted tirsdag den 22. marts 1808 mellem kl. 19.00 og 23.00 og ikke som nævnt om formiddagen - altså en natkamp, noget på den tid meget sjældent. Endvidere kom de engelske ikke på grund, og vort linieskib blev ikke taget ved entring. Baggrunden for denne kamp var den ulykkelige krig med England, som begyndte i august 1807 med engelske troppers landgang på Sjælland fulgt af belejringen og bombardementet af København samt byens kapitulation. Efter slaget på Københavns Red den 2. april 1801 genoptog DanmarkNorge sin neutralitetspolitik, der tidligere havde givet rigerne store erhvervsmæssige fordele. Men de ydre politiske forhold blev stedse mere komplicerede og bragte stigende vanskeligheder for denne politik. Forståelsesfreden i Amiens 27. marts 1802 mellem Frankrig og Rusland på den ene side og England på den anden medførte kun en kort pause i kampene mellem de to hovedmodstandere: England og Frankrig. I maj 1803 udbrød der atter krig mellem disse, og demie blev indledningsvis præget af franske forberedelser til en invasion af England. Store franske troppestyrker koncentreredes i Nordfrankrig, og i Kanal- og Nordsøhavnene blev der samlet meget søtransportmateriel.
I 1804 gik Spanien ind i krigen på fransk side, og kejser Napoleon søgte derefter at realisere planer om, at de kombinerede fransk-spanske søstridskræfter - dels ved manøvrer, dels ved kamp - skuUe lokke de engelske flådestyrker bort fra deres blokadestationer i Kanalen og nærliggende farvande. Dette ville efter hans mening skabe mulighed for, at han kunne føre sine tropper over på engelsk grund. Samme år fik England imidlertid dannet den 3. koalition sammen med Østrig, Rusland og Sverige mod Frankrig, og da Napoleons ambitiøse maritime planer ikke lod sig praktisere, skrinlagde han dem. Han trak derefter sine tropper bort fra Kanalområdet og indledte et felttog østover mod sine fjender på fastlandet. Operationerne til søs, som fra fransk side iøvrigt stadig var præget af Napoleons invasionskoncept, førte til slaget ved Trafalgar den 21. oktober 1805. Den fransk-spanske flådes nederlag i dette slag satte en - i hvert fald foreløbig - stopper for fransk invasion af England. Dette medførte bl.a., at tanken hos Napoleon om en mod England rettet fastlandsspærring tog fastere form. Napoleons felttog i Europa 1805-07 fik som resultat, at Østrig og Preussen - som i 1806 var gået ind i krigen og efter en kort alliance med Frankrig havde skiftet side - samt tilsidst Rusland blev slået og successivt tvunget til fred. Kun Sverige forblev i koalitionen, men rømmede sine besiddelser i Nordtyskland undtagen Rugen, hvortil England havde sendt forstærkninger i form af et ekspeditionskorps på godt 8000 mand under general Cathcart. Fredsslutningen mellem Rusland og Frankrig i Tilsit den 7. juli 1807 fik vidtrækkende følger. Rusland tiltrådte fastlandsspærringen, som allerede var blevet dekreteret af Napoleon den 21. november 1806, og det aftaltes, at der skulle lægges pres på Portugal, Danmark-Norge og Sverige for også at få disse lande til at bryde med England. Danmark havde - trods mange opfordringer til at yde aktiv støtte til koalitionen - fastholdt sin neutralitet. Til støtte herfor var stærke danske hærstyrker trukket sammen fra øerne og Jylland og opstillet i Holsten sammen med de derværende enheder som væm for sydgrænsen. Da der efter 1801-aftaleme med England ikke ventedes indgreb mod den neutrale danske søfart, og da Frankrig ikke syntes at frembyde nogen trussel på havet, undlod regeringen at udruste den forholdsvis stærke danske kampflåde - uanset at de krigsførende Østersømagter, Sverige og Rusland, besad betragtelige flådestyrker, og uanset at forbindelsen mellem Jylland og de for hærstyrker blottede øer kunne blive højst usikker uden flådedækning. Fra dansk side regnede man med, at disse militære dispositioner ville blive opfattet positivt i England. Stemningen i Danmark var ubetinget engelsk-venlig, og der var næppe tvivl om, at Danmark over for en aktion fra fransk side ville være gået ind i krigen på engelsk side - selv med risiko for en fransk besættelse af Jylland. Denne holdning var ved flere noter i forsommeren 1807 tilkendegivet over for England, men man formåede ikke dermed at vinde tillid hos den engelske regering - og det blev Danmarks ulykke, at man ikke i tide erkendte neutralitetspolitikkens uholdbarhed under de herskende forhold. Efter Tilsit-aftaleme tog udviklingen fart. Allerede den 19. juli afsendte Napoleon fra sit hovedkvarter i Dresden sit krav til Portugal om lukning af dets havne, og den 3. august gik der besked til den franske gesandt i København om over for den danske regering at kræve en snarlig afbrydelse af al forbindelse med England - et krav, som regeringen unidlertid ikke nåede at få til behandling, før andre begivenheder var sat i gang. Meddelelse om den fransk-russiske våbenstilstand i juni 1807 nåede ret tidligt til London, hvor regeringen straks erkendte den store fare, som nu kunne opstå. Der var to forhold, som umiddelbart spillede en betydelig rolle for England. For det første måtte forbindelsen til ekspeditionskorpset på Riigen sikres. Den kunne trues af russiske flådestyrker, hvis Rusland - som det så ud til - skiftede parti, idet forbundsfællen Sveriges flåde måtte anses for at være for svag over for den russiske, og fra Danmark, hvis flåde var oplagt, kunne der ikke regnes med hurtig bistand. For det andet gav en generel vurdering af de sømilitære forhold anledning til bekymring. I værste fald havde Napoleon mulighed for at få rådighed over en samlet styrke på ca. 120 linieskibe (Frankrig, Spanien, Holland: 59, Rusland: 25, Danmark-Norge: 16, Sverige: 11 og Portugal: 9), d.v.s. samme talmæssige størrelse som den engelske, der tilmed var fordelt til opgaver i vidtspredte farvandsområder. Der kunne med andre ord igen opstå en fransk invasionstrussel, og de engelske forsyningslinier ville kunne komme i fare. I en sådan situation ville den danske flådes placering på den ene eller den anden side være af overordentligt betydning, og man frygtede i England, at Danmark skulle blive udsat for et stærkt pres og give efter - uanset dets tidligere tilkendegivelser. Medens man i London vurderede situationen, indløb der fra engelske agenter aldeles fejlagtige meldinger om, at den danske flåde var under udrustning, og dette blev ejendommeligt nok tydet, som om Danmark havde taget parti mod England. Resultatet af de engelske situationsbedømmelser blev, at regeringen den 19. juli på den ret nyhg tiltrådte udenrigsminister Cannings forslag besluttede at iværksætte en forebyggende aktion mod Danmark så hurtigt og så overraskende som muligt. Det lykkedes at fremskynde og i vid udstrækning hemmeligholde forberedelserne, og inden månedens udgang var engelske styrker på vej mod dansk farvand. Den 3. august - samme dag som Napoleons kurér afrejste mod København - passerede hoved parten af de engelske flåde- og transportstyrker Kronborg og ankrede syd for Helsingør, medens en eskadre blev detacheret til Store Bælt for at hindre eventuelle danske troppetransporter til Sjælland. Samtidig blev general Cathcarts styrker evakueret fra Riigen og trukket op i Sundet, og den 9. august omfattede de engelske styrker i danske farvande 25 linieskibe, 38 fregatter og en del mindre fartøjer samt transportflåden med nærved 30.000 mand ombord. Heroverfor fandtes på dansk side en oplagt flåde, en beskeden garnison i København og en stærk felthær i Holsten uden forbindelse til Sjælland, hvor der dog desuden kunne opstilles svage landevæmsstyrker. Når den engelske flåde var gjort så talstærk, skyldtes det naturligvis også hensynet til den russiske Østersøflåde. Efter at Danmark havde afslået det engelske ultimatum, som fremsattes den 7. august, og hvis behandling blev noget kaotisk, iværksatte englænderne den 16. august de operationer, som førte til Københavns belejring, bombardement og kapitulation. Denne indebar, at den danske flåde i fuld udrustet stand skulle udleveres til England, hvis styrker til gengæld skulle rømme dansk landområde inden udgangen af oktober s.å. Under belejringen gav det danske admiralitet Holmens chef ordre til at forberede flådens ødelæggelse, men Københavns øverstkommanderende afstod fra at beordre denne aktion iværksat, da kapitulationsforhandlingeme var indledt - og en ordre fra kronprinsregenten om at ødelægge skibene nåede ikke frem, fordi ordonnansofficeren, som medbragte ordren, blev taget til f^ge af englænderne. Efter at kronprinsregenten den 11. september havde modtaget meddelelse om Københavns kapitulation, trådte han i forbindelse med Napoleon, og den 31. oktober kom en alliance i stand mellem Danmark og Frankrig mod England, som Danmark i forvejen betragtede sig som værende i krig med. Det blev den krig, som for Danmarks vedkommende i overvejende grad førtes til søs med små krigsskibe og kanonbåde mod engelske krigsskibe, når muhghed bød sig, og iøvrigt mod engelske forsyningsskibe såvel enkeltvis som i konvojer. Allerede under Københavns belejring blev det overvejet at føre tropper over til Sjælland for at tage kampen op med det engelske ekspeditionskorps, og den fornødne søtransportorganisation blev opstillet. De engelske skibe i Store Bælt forhindrede imidlertid overskibningeme, og først fra slutningen af september blev det ved energisk og dristig indsats muligt at overføre små styrker ad gangen - i begyndelsen kun om natten, men senere også i de lyse timer, og ved årsskiftet var der overført ialt 25.000 mand.
Mellem Rusland og Frankrig var det blevet aftalt, at russiske styrker tidligt i 1808 skulle rykke ind i Finland og erobre dette land fra Sverige. Til støtte for dette felttog skulle et fransk-spansk korps, som under marskal Bemadotte stod syd for Elben, rykke gennem Danmark og landsættes i Skåne. Kronprinsregenten, der ellers var indstillet på at afholde sig fra at deltage i Frankrigs krigsførelse til lands, indrømmede de fransk-spanske tropper passageret og gik med til at ordne søtransporten samt at stille en Hanak styrke på 6000 mand til rådighed for Bemadotte, ligesom det blev bestemt, at en norsk styrke på 5000 mand skulle rykke mod Goteborg. Så vidt muligt skulle opmarchen mod Skåne germemføres før engelske flådestyrker hen på foråret atter dukkede op i danske farvande, hvorfor der fra dansk side midt i februar var gjort klar til troppetransporter over Bælterne og Simdet, og den 29. februar erklærede Danmark Sverige krig. Det planlagte angreb på Skåne blev imidlertid forsinket dels på grund af isforholdene i farvandene, dels som følge af fransk nølen. I begyndelsen af marts satte de fransk-spanske tropper sig endelig i bevægelse, men fremrykningen forsinkedes dog snart igen af en kejserlig ordre, og først efter at kejser Napoleon havde fået vished for, at russerne den 21. februar var faldet ind i Finland, gav han den endelige ordre til at iværksætte operationen mod Skåne. Da var det imidlertid for sent, thi den 16. marts ankrede en engelsk fregat ved Sprogø, og yderligere et antal engelske enheder viste sig et par dage senere i Store Bælt. De vanskelige overfartsforhold gjorde et stærkt indtryk på Bemadotte, der netop midt i marts var på rejse til Fyn efter et besøg i København og således kunne danne sig et personligt indtryk af disse forhold. Han besluttede da at stille operationen i bero indtil videre - og den senere udvikling medførte, at den blev opgivet. Efterretningen om de engelske skibe i Store Bælt udløste til gengæld en omgående reaktion fra dansk side.
I 1807 befandt to danske orlogsskibe Prinsesse Louise Augusta og Prins Christian Frederik samt nogle af flådens mindre skibe sig i Norge, og de undgik at blive udleveret i forbindelse med Københavns kapitulation. AUe disse skibe blev krigsudrustet, da krigen var en kendsgerning, og de to orlogsskibe krydsede i løbet af de tidlige vintermåneder i Skagerak, Kattegat og Østersøen. Prinsesse Louise Augusta var et gammelt skib, og da det ikke kunne klare vintervejret uden store havarier, blev det oplagt, medens det nye Prins Christian Frederik fortsatte at operere til søs - fra årsskiftet atter i Skagerak - mod engelsk skibsfart og som beskyttelse for forbindelsen mellem Danmark og Norge.
Prins Christian Frederik havde i begyndelsen af februar føling med en engelsk fregat, som var på vej til Goteborg med 3,5 millioner kroner i subsidier til Sverige. Fregatten undgik med nød og næppe at blive opbragt, og efterretningerne herom fik englænderne til straks at sende et par linieskibe og nogle fregatter til Kattegat for at jage den danske orlogsmand. Under anløb af Goteborg frøs linieskibene inde, hvorimod fregatterne holdt søen, og nogle viste sig som nævnt i Store Bælt midt i marts. Da det var meningen, at Prins Christian Frederik skulle være med til at beskytte transporten af Bemadottes korps over Sundet til Skåne, blev skibet i begyndelsen af marts beordret til København. Det nåede den 12. marts til Helsingør red, hvor det imidlertid fik ordre til at forblive, da København endnu ikke kunne anløbes på grund af is. Under passagen af Goteborgområdet blev Prins Christiun Frederik observeret fra de indefrosne engelske skibe, og disse begyndte straks at ise sig ud i åbent farvand for at opsøge og nedkæmpe det danske skib. Observationerne af engelske fregatter i Store Bælt gav anledning til, at det danske admiralitet den 18. marts beordrede fVins Christian Frederik til snarest at afgå til Bæltet for at fordrive de engelske fartøjer, således at de planlagte troppetransporter kunne finde sted uhindret. Situationen ombord i orlogsskibet var imidlertid langtfra tilfredsstillende. Den hårde vinter havde virket stærkt udslidende på besætningen, hvoraf en stor del var angrebet af en epidemisk sygdom - en tyfusart, som kaldtes skibsfeber - og det viste sig nødvendigt at sende ca. 200 mand i land. For disse måtte der skaffes erstatning, og desuden trængte skibet til at kompletere sine beholdninger, hvilket under de herskende forhold ikke var problemfrit. Disse forhold indebar, at afsejlingen mod Store Bælt blev skæbnesvangert forsinket.
Orlogsskibet Prins Christian Frederik blev bygget på Nyholm, hvor kølen blev lagt den 14. december 1801, og søsætningen fandt sted den 6. oktober 1804. Skibet var konstrueret af den berømte fabrikmester F. C. Hohlenberg som et af hans såkaldte »masseskibe«, d.v.s. en standardtype, hvori der i forhold til andre, tidligere enheder var indført en række forbedringer, især med hensyn til armering og modstandskraft. Skibet havde et deplacement på ca. 2770 tons, og det var knap 54 m langt og ca. 14 m bredt samt havde en dybgang på 6 m. Til bygning af et sådant skib medgik godt 1200 velvoksne egetræer - svarende til et skovareal på 24 ha - hvortil kom fyrrestammer til master og andre rundholter.
Rejsningen, som bestod af tre fuldriggede master og et sprydarrangement forude, blev støttet af det stående gods (tovværk), d.v.s. stag, vanter og barduner, medens det løbende gods, fald, braser og skøder, brugtes til sætning og indstilling af sejlene. På masterne var drejeligt anbragt ræer, hvortil råsejlene fastgjordes, og desuden anvendtes gaffelsejl på agterste mast samt stagesejl forude og mellem masterne. Sejlarealet var ialt ca. 4350 m^, og den samlede længde af skibets tovværk beløb sig til over 100 km. Stormastens højde over havoverfladen var 57 m, medens de to andre master - fokkemast og krydsmast - var lidt lavere. Trods den store sejlføring på datidens orlogsskibe var deres farter ikke store. I gunstige tilfælde kunne 10-12 knob (omkring 20 km/t) opnås, men ofte var 4-5 knob (ca. 8 km/t) det sædvanlige. Skibets form og rigningens konstruktion gjorde, at et linieskib ikke kunne sejle tættere til vindretningen end 60-70°, et forhold, der naturligvis havde stor taktisk og navigatorisk betydning. Det benyttede sejlareal måtte være afpasset efter ønsket fart og vindens styrke, og væsentlige ændringer krævede indsats af en stor del af besætningen. Prins Christian Frederik’s armering bestod af 66 kanoner, der var anbragt langs skibssiderne på to dæk med 28 stk, 24 pundige kanoner på underste og 30 stk. 18 pundige på øverste batteridæk samt med 2 stk. 8 pundige kanoner og 6 stk. 24 pundige karonader (kortløbede pjecer) på skanse og bak (d.v.s. hævede dæk hhv. agter- og forude). Kalibrene på de 24 og 18 pundige kanoner var hhv. ca. 15 og ca. 13,5 cm, og totalvægten af en pjece hhv. ca. 2,5 og ca. 2,0 tons. Hver af disse tunge kanoner krævede et betjeningsmandskab på 11 hhv. 9 mand. Med datidens kanoner var skudhastigheden ikke stor - 8-10 skud i timen for de svære pjecer - og effektiv skudafstand var begrænset til ca. 2000 m. Kampafstanden lå derfor geme mellem 500 og 1000 m, men kunne være kortere. Under kamp gjaldt det om at bringe så mange kanoner som muligt i anvendelse mod målet, hvorfor det normalt tilstræbtes at skyde tværs eller nærlig tværs ud. En særlig gunstig position ville man få, hvis det lykkedes at manøvrere således, at fjenden kunne beskydes langskibs, thi et skibs stævne var de svageste dele af skroget, og ved sådan beskydning fik projektilet en større raserende bane i målet. Ifølge krigsbemandingsreglementet skulle Prins Christian Frederiks’s bemanding udgøre 625 mand omfattende officerer, underofficerer og militære håndværkere samt faste menige og udskrevet mandskab. En lille del af bemandingen bestod sædvanemæssigt af soldater, som bl.a. under nærkamp skulle bistå med brug af håndvåben samt benyttes som landgangspatruljer. Det lykkedes i september 1807 ikke at få besætningen op på fuld krigsstyrke, og da skibet var blevet udrustet i Norge, var så godt som alt udskrevet mandskab og en del af det faste nordmænd. Som skibschef ansattes captain C. W. Jessen - en dygtig søofficer, der tidligere havde udmærket sig bl.a. i Vestindien. Foruden ham var der 11 officerer, hvoraf en af landetaten, og 3 kadetter ombord. Tjenesten til søs var dengang særdeles barsk og krævende. Der var xmder dækket ikke megen plads pr. mand ombord - ca. 2 m^ - og andre bekvemmeligheder end en hængekøje fandtes ikke. Skibene var endvidere uopvarmede og kosten trist og ensformig: brød, ærter, salt kød eUer flæsk samt øl og brændevin var hovedbestanddele i menuen dage, uger og måneder igennem. Det var derfor ikke underligt, at der ofte var sygdom ombord.
På Helsingør red blev der udfoldet store anstrengelser for at gøre skibet søklar igen. Det lykkedes endvidere inden den 20. marts at skaffe 170 mand til veje som erstatning for de landsatte syge. Derved bragtes besætningen op på 576 mand eller 50 mand mindre end reglementet hjemlede - og størstedelen af de nye folk var ganske uøvede og usøvante, som sikkert kom ombord med blandede følelser. Den 21. marts \ar Prins Christian Fredrik endelig nogenlunde klar og stod efter letning Sundet ud for frisk sydøstlig vind, nord om Sjælland mod Store Bælt. Det havde været captain Jessens agt at gå syd om Sjælland, men da vinden var trukket fra øst til sydøst, måtte han vælge den nordlige rute. Undervejs lod han naturligvis det nye mandskab indøve i kanonbetjening og anden skibstjeneste. Det viste sig iøvrigt ved mønstring efter afsejlingen, at der var 36 mand syge ombord - d.v.s. at manglen på aktivt mandskab var steget til 85 eller ca. 13,5 % af den reglementerede styrke. Kort efter, at Prins Christian Frederik havde passeret Kronborg, ankom 3 engelske linieskibe til Sundet og ankrede ved Hoganås. Det var 90- kanonskibet Vanguard samt 68-kanonskibene Stately og Nassau, som nu var kommet fri af isen ved Go teborg. {Nassau var det tidligere danske siihHolsten, som efter slaget på reden måtte overgives til lord Nelson). Fra Helsingør sendtes et fartøj afsted med melding til Prins Christian Frederik, som imidlertid ikke kunne indhentes i det friske vejr, og som
Kampen ved Sjællands Odde den 22. marts 1808. På billedet, der viser kampens første fase, ses orlogsskibet Prins Christian Frederik til højre, i midten det engelske linieskib Stately og til venstre Nassau.
derfor forblev ukendt med den nye situation. Til gengæld fik englænderne fra Hålsingborg underretning om, at det danske skib netop var stået Sundet ud, og den engelske styrkechef, captain Fraser, sendte den 22. om morgenen Stately og Nassau efter den danske orlogsmand, medens Vanguard forblev i Sundet for det tilfælde, at det danske skib skulle undslippe østover. Da Prins Christian Frederik om eftermiddagen den 21. nåede Sjællands Rev, observerede den 2 engelske fregatter for sydgående i Store Bælt og holdt derpå føling med dem til mørkefald, da begge parter ankrede henholdsvis mellem Sejrø og Røsnæs og ud for Røsnæs. Næste morgen, den 22. marts, lettede englænderne og stod for østlig brise nordpå, og næsten samtidig lettede Prins Christian Frederik og fulgte de fjendtlige skibe, som Jessen agtede at tvinge bort fra Bæltet, og som han iøvrigt ville søge at engagere i åbent farvand. Ved middagstid dukkede en tredie engelsk fregat op nordfra og sluttede sig til de to andre. Kort efter søgte Jessen at engagere en af fregatterne, men det mislykkedes, og begge parter fortsatte nordover.
Kl. ca. 14 observeredes de to engelske linieskibe State/y og Nassau i nordøstlig retning, og situationen var dermed helt ændret for Prins Christian Frederik, som vendte og stod sydøst over mod østenden af Sejrø. Jessen tænkte sig nu at gå inden om Sejrø og søge en god forsvarsposition til ankers i Nekselø Bugt eller at stå ned i Bæltet. Da søkortene dengang var ufuldkomne, var man afhængig af lokalkendte folk, men den ombordværende farvandslods turde imidlertid ikke påtage sig at føre skibet gennem den snævre rende øst om Sejrø. Herefter var der ingen anden udvej for Jessen end at søge Sundet - uanset at kamp med en betydelig overmagt var uundgåelig. Han håbede under løbende kamp og begunstiget af mørket at kunne nå beskyttelse under Kronborg, og han tog herved i betragtning, at fjenden skulle holdes borte fra Store Bælt. Captain Jessen skiftede derfor igen til nordlig kurs, rundede kl. 17.30 Sjællands Rev og fortsatte sydøst over. Vinden havde været østnordøst, men var trukket til øst, hvorfor skibet ikke kunne holde direkte mod Sundet, men måtte holde langs med Sjællands Rev ned mod Odden. Samtidig aftog vinden, hvilket var en ulempe, da Prins Christian Frederik var en dårlig flovtvejrs sejler. De to engelske linieskibe, som havde fordel af vinden, nærmede sig og kom kl. godt 19 agterfra på skudhold. Jessen åbnede da ilden med sine agterste kanoner på nærmeste fjende og var heldig straks at beskadige dens rigning, men i den svage vind fik dette dog kun ringe betydning. Kampen var snart livlig, idet de to engelske linieskibe beskød Prins Christian Frederik fra hver side, medens denne besvarede ilden med såvel styrbords som bagbords batteri, girende snart til den ene snart til den anden side for at få kanoneme til at bære. Kampafstanden blev meget kort, omkring 100 m, så næsten alle skud gav træffere, og begge parter led store tab og megen skade. Kl. ca. 21 opstod en kamppause, idet englænderne måtte trække sig ud af kampen for at reparere, men også det danske skib havde lidt meget. Rigningen var stærkt sønderskudt, flere kanoner var ødelagt og roret beskadiget, så styring af skibet var vanskelig. Det var da klart for captain Jessen, at han ikke kunne redde skibet, men han ville søge at holde ud til det kunne sættes på grund og dermed forhindre, at det blev taget som brugbart bytte, og samtidig kunne han tilføje fjenden yderligere skade. Efter en snes minutters forløb kom englænderne op igen og fornyede kampen - og de tre engelske fregatter var da også nået frem. Kampmoralen på Prins Christian Frederik var stadig høj, som den havde været fra første færd, og besætningen genoptog beskydning af fjenden med hurraråb. Ved 21.45-tiden lå tre engelske skibe tæt om Prins Christian Frederik, og efter at captain Jessen havde afslået en opfordring til overgivelse, fyrede disse tre skibe samtidig hver en bredside - d.v.s. ialt 80-90 skud - mod den danske orlogsmand, hvorved yderligere et stort antal af dennes besætning faldt eller blev såret, og flere betydelige skader opstod. Jessen havde kort forinden skimtet kysten, og endelig kl. 22.30 mærkede han, at skibet tog grunden. Han lod da flaget nedhale og kapitulerede. Da englænderne noget senere havde taget skibet i besiddelse, gled det et øjeblik af grunden, hvorfor man lod ankeret falde, men da det svajede op for vinden, tog det atter grunden og stod fast, knap 200 m fra land. De uskadte af Prins Christian Frederik’s besætning blev straks ført fra borde som fanger, og de døde blev landsat, hvorimod de sårede først blev evakueret efter foreløbig behandling af de danske skibslæger, som havde et hårdt job natten igennem og den følgende dag. Evakueringen af skibet gik iøvrigt langsomt, fordi de fleste skibsbåde såvel på dansk som på engelsk side var beskadigede. Først efter solnedgang den 23. marts var Prins Christian Frederik helt forladt, hvorefter der blev sat ild på skibet, som sprang i luften et par timer senere. De samlede tab på dansk side var 64 døde og 129 sårede, hvoraf 84 hårdt sårede. To trediedele af de faldne var nordmænd og en tredeidel danske, hvilket mærkeligt nok var en forholdsmæssig ligelig andel i tabene for de to nationaliteter på baggrund af besætningens sammensætning. Af de overlevende kom ialt 371 mand til England og sad i fangenskab - i adskillige år for de flestes vedkommende. Såvidt vides mistede englænderne ialt 55 døde og sårede. Linieskibet Stately blev så beskadiget i kampen, at det måtte sendes til England for længere tids reparation, medens Nassau i Goteborg måtte benytte op mod 2 uger til at udbedre sine kampskader. Også de engelske fregatter, hvis kampdeltagelse dog kun var kortvarig, led skader og blev først fuldt kampklare igen 3 døgn efter kampen. Den opgave, som i strategisk henseende var stillet captain Jessen: at trække engelske styrker bort fra Store Bælt, løste han under de foreliggende omstændigheder godt. Taktisk led han nederlag og store tab, men dette kunne anses for acceptabelt, hvis opgaven kunne betragtes som løst - og det kunne den for Jessens vedkommende. Beklageligvis var de planlagte troppetransporter over Store Bælt kort forinden stillet i bero, som allerede nævnt, og kampen ved Sjællands Odde blev derfor blot en demonstration af, at Danmark gjorde sit bedste for at indfri påtagne forpligtelser. Det kom til at koste mange menneskeliv og et godt skib, som kunne have været til megen nytte på andre områder. Det var imidlertid en ganske enestående indsats, som den 22. marts blev ydet af Prins Christian Frederik’s ukomplette besætning, hvoraf som nævnt en trediedel var helt nye og uvante folk, og den resterende del var i ikke ringe grad præget af en lang, kold og stormende vinters strabadser. Vi kender i dag navnene på alle disse mænd - på een nær - idet det efter omfattende kildestudier og på trods af, at en stor del af skibets papirer gik tabt, blev muligt for kommandørkaptajn Kjær ved Marinens Bibliotek at udarbejde og i 1958 - 150 år efter kampen - at udgive en samlet navneliste over besætningen, som den var hin 22. marts. (Tidsskrift for Søvæsen 129. årg. pag. 129). Af de 576 ombordværende lykkedes det at identificere de 575. Af skibets 12 officerer faldt 3: premierløjtnant Peter Willemoes og sekondløjtnant Jens Wilhelm Dahlerup samt premierløjtnant Soland af landetaten, medens 2: næstkommanderende, kaptajn Carl Adolph Rothe og trediekommanderende, premierløjtnant Hans Top såredes hårdt, og andre 3: skibschefen samt premierløjtnant Christian Lorentz Ferry og løjtnant Hans Peter Tostrup blev lettere såret. En af officererne, sekondløjtnant Hans Birch Dahlerup, hvis broder faldt, lå alvorligt syg ombord under kampen. (H. B. Dahlerup kom senere i østrigsk tjeneste og fik som viceadmiral kommandoen over den østrigske flåde). Sekondløjtnanterne Johan Wilhelm Cornelius Krieger og Otto Ferdinand Lutken samt månedsløjtnant Robert Braagh og de tre kadetter Joachim Godske Weidemann, Ferdinand Anton Wulff og Carl Frederik Liitken slap uskadt. (Sidstnævnte omkom ved et ulykkestilfælde ombord i Stately). Begravelsen af de faldne fandt sted på Odden kirkegård og blev skildret i en rapport skrevet i Overby præstegård den 8. april 1808 af premierløjtnant Sommerfeldt. Han berettede følgende: » ... Efter at Begravelsens Tid var blevet anmeldt, indfandt sig Amtmanden over Holbæk Amt, Hr. Kammerherre, Baron Adler, alle i Nykøbing værende Embedsmænd og Borgerskabet, en talrig Forsamling af de her i Egnen kantonnerende militære Officerer og Egnens Embedsmænd og Godsejere. Dagen før havde jeg i henhold til min underdanigste Rapport af 3. ds. ladet transportere de opdrevne Lig af 21 Matroser og 4 afskudte Been indpakkede i Køjer. Efter at Graven var blevet gameret nedlagdes de i en Hob, iblandt hvilken Kisterne med Løjtnant Willemoes og den anden Officer - som jeg bestyrkes i maa være en af Brødrene Dahlerup efter Anmeldelse i de offentlige Blade - placeredes prydede med Ruinerne af den Vimpel, under hvilken de saa hæderlig stred for Konge og Fædreland. Hr. Inspektør Troyels agtede Familie med flere af Egnens ædle Piger trodsede den ublide Aarstid og rejste ad ubanede Veje 3 Mil for med Krandse af Laurbær og Myrther at hædre de Faldne. Før og efter Jordpaakastelsen blev af Hine afsunget de to sidste Vers af Captain Abrahamsons bekjendte Gravsang. En passende Tale holdtes af Oddens Præst, Hr. Magister von Haven, og med Vemod forlod Selskabet, efter at Høje og Lave havde tilkastet Graven, dette Hvilested for Landets brave Søkrigere, hvis Minde evig vil haves i taknemmeUg Erindring for det Mod, de viste i en lige saa ulige som hæderfuld Kamp for Dannerkongens hidtil stedse uplettede Dannebrog. Til at bære de to Officerer var Ryttere blevne tilsagte. Men de medbragte Tømmermænd og Matroser tillode det ikke, selv vilde de bære deres Officerer, af hvilke Willemoes var dem personlig bekendt«. Sommerfeldt fik ret i, at de faldnes minde haves i erindring. Hvert år højtideligholdes den 22. marts af Marinestation Sjællands Odde og Søe-Lieutenant-Selskabet i forening med en andagt i den smukke, gamle Odden kirke efterfulgt af kranselægning på fællesgraven. 11809 lod captain Lorentz Fribert fra Anneberg ved Nykøbing rejse en mindesøjle i norsk marmor over graven. Han bad sin ven N. F. S. Grundtvig forfatte indskrift og mindedigt, som er indskrevet på en marmorplade, anbragt ved - sat til - søjlen. Indskriften siger: »Orlogsskibet i^'nds Kristian ført af den kiekke Jessen kæmpede ved Odden Kyst den 22. Marts 1808 i 3 Timer mod 2 engelske Linieskibe. Willemoes, Kongedybets Helt, Dahlerup og Soland med 59 af menig Mand faldt. Rothe, Top, Ferry, Thosterup og 132 saaredes. Vraget blev erobret, men Danmarks Søhæder stadfæstedes«.
Og digtet lyder:
»De Snekker mødtes i Kvæld paa Hav
og Luften begyndte at gløde.
De leged alt over den aabne Grav
og Bølgerne gjordes saa røde.
Her er jeg sat til en Bautasten
at vidne for Slægter i Norden;
Danske de vare, hvis møre Ben
under mig smuldre i Jorden.
Danske af Tunge, af Æt og af Id,
thi skal de nævnes i løbende Tid:
Fædrenes værdige Sønner«.
I Politikens Danmarkshistorie siges om dette digt, at det sammen med Johannes Ewalds »Kong Christian stod ved højen Mast« udtrykker den magtfuldeste tale, som findes på dansk. På fællesgraven findes endnu et mindesmærke rejst i 1883 af SøeLieutenant-Selskabet, som desuden har skænket kirken en smuk model af Prins Christian Frederik, der blev ophængt som kirkeskib i 1915. Endelig står der nede ved Odden havn, et par kilometer vest for kirken, en stor natursten med inskription, som fortæller, at orlogsskibets vrag ligger 300 meter ud for stedet.
S. Thostrup.
