En lille Notitis angaaende Fodfolkets Pionertjeneste og Forsyning med Pionerredskaber i andre Lande samt om Fodfolkspionerer
Allerede for 10 Aar siden hævder Boguslavvski i 2den Del af sit bekjendte Værk: Die Entwikelung der Taktik seit dem Kriege von 1870/71 — udkommen 1878 — Nød vendigheden af en større Vexelvirkning mellem Ingeniører og Fodfolk og af dette sidstes Uddannelse i den Del af Pionertjenesten, der under en Krig tilkommer det, idet han siger omtrent saaledes:
«Erfaringerne have uigjendrivelig fastslaaet, at Ter- rainets Forstærkning nu atter spiller en større Koile end paa Frihedskrigens T id , og Aarsagen hertil ligger i den overalt forøgede Udvirkning. Man kan med Rette be tegne «Nedgravningen» (die Eingrabung) •— Skyttegrave, Infanteriskandser og Kanonindskæringer, anlagte med omhyggelig Benyttelse af Terrainet, og forstærkede ved passive Hindringer — som det karakteristiske for vor Tids Feltbefæstninger.
Vi ere af den Mening, at en større Vexelvirkning mellem Pionerer og Infanteri er nødvendig; thi paa den ene Side maa Pionerofficererne være fuldstændig inde i Fodfolkstaktikkens Fordringer; men paa den anden Side maa Fodfolket ogsaa kunne løse den Opgave, hurtig at anlægge Feltbefæstninger paa rette Maade; derfor maa Pionerofficererne kommanderes til Infanteriet, og Infan terikommandoerne til Pionerbataillonerne forøges.
For at gjøre Infanteriet dueligt til Udførelsen af de mulig forekommende Arbejder, maa det være praktisk udrustet hertil, hvad der er Tilfældet med vort efter Ind førelsen af den lille Infanterispade og andet transportabelt Skandseværktøj.
Foruden etAntal Infanteristers Uddannelse ved Pionerbataillonen og alt Mandskabets hyp pige Øvelser i de simpleste Arbejder, saavel- som Infanteriets passende Udrustning med Værktøj, er Infanteriofficerernes Øvelse i Marken — ved hvilke Øvelser det ingenlnnde altid er nødvendig at udføre Arbejderne — fremfor alt nød vendig for at give dem den rette Indsigt i Anlæg af Feltbefæstninger og et hurtigt Blik for Terrainforholdenes Benyttelse til disse.»
Saa vidt Boguslawski. — Ville vi undersøge, om hans Fordring til Fodfolket med Hensyn til Øvelse i den flyg tige Feltbefæstnings Anvendelse nu er sket Fyldest i Tydskland, maa vi komme til Resultatet, «visselig fuldt ud», idet «Handbuch für den Truppenführer» 1887 i Kapitlet «Feldpionierdienst» udtaler, at i Krigen i aaben Mark maa Fodfolket i Reglen selv indrette sin Stilling til Forsvar; og sammenholder man dette med den lille, let fattelige, paa Indhold saare righoldige «Leitfaden für den Unterricht der Infanterie im Feld-Pionier-Dienst» Berlin 1886, saa forbavses man ikke over de Fordringer, der den 7. Januar 1888 i milit. Wochenblatt stilles til Fod folket i Retning af Pionerarbejde.
Lad os kaste et flygtigt Blik paa Afhandlingens første Del for at se, hvilke Fordringer, der i Januar 1888 i Preussen anses for rimelige at stille til Fodfolket i Ret ning af Pionerarbejde. «Künstliche Stützpunkte» er Titlen paa ovennævnte Afhandling, der — som Forfatteren udtaler i sin Slutningsbemærkning — er offentliggjort i milit. Wochenblatt, fordi Løsningen af de i denne behand lede Spørgsmaal ikke alene tilfalder Ingeniørofficererne, men især Infanteriofficererne, hvem det ligesaa vel tilkommer at befæste som at forsvare deres Stillinger. Afhandlingen begynder med at anføre Bestemmelserne i das «Pionier- Handbuch» om Tilvejebringelsen af kunstige Støttepunkter. Svarende til disse Fordringer have Preusserne følgende Former for kunstige Støttepunkter, nemlig de saakaldte «selbständige Posten» Fig. I, «einfache Posten», Feld schanzen Fig. 2 , og hertil føjer-Afhandlingen »Bollwerk» for 1 Kompagni Fig. 3, og for c. 1— 2 Batailloner, hvilke sidste behandles i dennes sidste Del.
«Feldschanzen» anlægges som oftest ikke under Kri gen i aaben Mark; thi selv om der undtagelsesvis er Tid dertil, vil der i Reglen være bedre Anvendelse for Mand skab og Redskaber andet Steds; Anheget af en saadan med Besætning af et Kompagni kræver nemlig 1 Regi ment med 3 Redskabsvogne i en Arbejdstid af omtrent 1 Dag. Man hjælper sig derfor i Reglen med de saa kaldte «selbständige Posten» Fig. 1, Værker af lignende Grundrids, men med betydelig svagere Profiler. — Front og Flanker cre forstærkede Skyttegrave, Struben et al mindeligt Dækværn, indrettet med shrapnelsikre Opholds rum — ikke destomindre medgaar der til Anlæg af en saadan 4— 5 Timer for en Styrke af 2— 3 Kompagnier forsynede med en Redskabsvogn fra Divisionstrainet (indeholdende 200 store Spader, 50 Krydshakker, 30 Øxer, 10 Save eet.); men i mange Tilfælde har man heller ikke Tid hertil og maa da nøjes med det «einfache Stutz punkt», der bestaar af en forstærket Skyttegravslinie, bag hvilken der befinder sig et Dækværn ; man søger at frem skynde Udførelsen af Arbejdet ved Afløsning af Arbejds- rnandskabet og ved Benyttelsen af de store Pionerred skaber og formaar paa denne Maade med 1— 2 Kompag nier at frembringe en større Dækning i 1,5 —2 Timer.
Afhandlingen udtaler dernæst den Anskuelse, at der i den Tid og med de Arbejdskrafter, der anvendtes til Anlæg af «einem einfachen Stützpunkt» eller «selbständigen Posten», kan anlægges et kunstigt Støttepunkt med betylig større Modstandskraft, end ovennævnte ere i Stand til at yde, og anfører som saadant det i Kig. 3 angivne, med Skyttekjeden anbragt i den forreste, Reserven i den bageste Grav; for den fornødne Flankevirkning sørger man ved ydre og indre Fremspring, der tillige yde Dækning for Reserven. Naar Tiden tillader det, indrettes disse til dækkede Opholdsrum for Reserven og tjene samtidig som Skulder- og Rygværn.
I et Værk af Størrelse som det i Fig. 3 angivne, kan Kompagniet til Frontalbeskydning opstilles med de to Delinger (150 Mand) i den forreste Grav paa 1 Geled, Resten, den 3. Deling, kan enten opstilles paa 2 Geledder i den bageste Grav eller paa en af Facerne, eller paa 1 Geled med Halvdelen paa hver Face. Til Flankebeskydning kan 1 Deling udvikles til hver Flanke. Bagud kan enten over Halvdelen af Kompagniet paa 1 Geled (knæ lende) eller hele Kompagniet paa 2 Geledder afgive sin Ild. De ubestrøgne Rum ere her mindre foran Skulder punkter og Strubepunkter end ved du lukkede Værker.
At Anslagshøjden for Besætningen i den forreste Grav er c. 1m lavere end i de andre Værker, anføres som en Fordel, idet der gaas ud fra, at Besætningen opholder sig i de dækkede Opholdsrum under Fjernkampen, der føres af Artilleriet, og Tropperne i Mellemrummene mellem de faste Støttepunkter, og under Nærkampen giver den lave Anslagshøjde for det preussiske Gevær af Model 1871/84 c. 100m længer raserende Kuglebane end ved Skydning fra de andre kunstige Støttepunkter. Et siettere Maal for fjendtligt Artilleri er denne paa Grund af sin betydelig ringere Dybde. Stormfrihed findes ikke, men den lindes heller ikke ved andre kunstige Støttepunkter. Fjendens Stormangreb vanskeliggjøres ved flade passive Hindringer foran Værket, bestrøgne af Besætningens Magasinild.
Efter Opgjørelse af Arbejdsmanden -og de enkelte Arbejderes Fordeling under Udførelsen af Arbejdet, (hvor under ogsaa medregnes at skabe frit Skudfelt og Anlæg af passive Hindringer i Forterrainet) anslaas Arbejdstiden til 4,5— 6 Timer for en Styrke af I Bataillon, forsynet med I Redskabsvogn. Pionerernes Hjælp til Udførelsen af Træarbejdet (120 Træstammer eller Jernbaneskinner af 6m Længde ere nemlig nødvendige til de dækkede Op holdsrum) og til de passive Hindringer vil være fordel agtigt, men ikke nødvendigt.
At anlægge saadanne Værker uden Assistance af In geniørerne er altsaa de Fordringer, der i 1888 stilles til Fodfolket; men for at slige Fordringer kunde indfries, er det preussiske Fodfolks Forsyning med Pionerredskaber ogsaa bleven forøget 2 Gange siden Krigen 1870/71, og nu er hver Rataillon paa Krigsstyrke forsynet med 400 Fodfolkspader, 40 Øxehakker, 20 Rredbile (Tømrerøxer), og desuden findes ved det store og lille Train pr. Bataillon 54 store Spader, 18 Hakker, 12 Øxer, 27 Rredbile og 2 Save; i Tilfælde af at der er Brug for Redskaberne, der findes ved det store Train, omlades de paa det lilles Kjøretøjer.
Eftersom Fordringerne til Fodfolkets Evne til at ud føre Pionerarbejde voxer, stiger Trangen hos dette til en større Forsyning med Pionerredskaber; det kunde maaske derfor være paa sin Plads her at anføre, hvad General Brialmont i saa Henseende siger i sit berømte Værk «La fortiGcation du champ de bataille» 1879.
Generalen opstiller følgende Spørgsmaal: «Bør hver Soldat have et Pionerredskab, saaledes som Napoleon vilde have det, og saaledes som de amerikanske Generaler efter Krigen mellem Nord- og Sydstaterne forlangte det; eller bør kun en Del af Afdelingen forsynes hermed, saaledes som det er bestemt i Frankrig, Tydskland, Østrig, Rusland og flere Stater; eller skulle alle Pioner redskaber kjøres paa særegne Vogne, saaledes som man tidligere gjorde det i de fleste Hære; eller endelig skal man lade alle Forsvarsarbejder udføre af Pionerer, saa ledes som paa Karl V.s Tid?
Forinden Generalen gaar over til at besvare disse Spørgsmaal, anfører han Fodfolkets Forsyning med Pionerredskaber i de fleste Stater, men da denne siden da er bleven forandret, nogle Steder endog flere Gange, skal jeg tillade mig i Stedet for Generalens Angivelse at anføre den, saaledes som den findes angivet i de nyeste Værker:
I Danmark: Kundgjørelse for Hæren Nr. 60/1879 fastsætter Fodfolkspadernes Antal pr. Bataillon til 360. Desuden medføres pr. Bataillon:
Paa Patronkarrerne i Henhold til Skydereglemenl for Fodfolket 1881 8 store Spader, 4 Hakker og 4 Øxer og paa Bagagekarrerne i Henhold til Bestemmelser for Ud rustningen, Pakningen og Brugen af Bagagekarrerne 1869 16 store Spader, 8 Hakker, 8 Haandøxer, 4 Bindøxer og 4 Fuxsvandse.
I de forenede Stater bæres hver Bataillons Pioner redskaber efter Tour af Mandskabet i de 2 Kompagnier.
I Frankrig har man siden 1870 forøget Fodfolkets Forsyning med Pionerredskaber, første Gang 1876, og senere er den atter forøget, saaledes at der efter April 1885 ved hvert fransk Kompagni (i Følge Loven af 25- Juli 1887 kun paa 108 Menige) bæres af Mandskabet 32 Fodfolkspader (omtrent som vore, en af Bladets Sider er savtakket), 8 smaa Hakker, 4 pies a téte (Bedskaber til Skydeskaars Udhugning i Murt og 1 Kjedesav, og af et Muldyr 12 store Spader, 8 Krydshakker med langt Skaft og 4 Øxer med langt Skaft. Desforuden medfører hvert Regiment 62 Øxer, 35 Hakker, 20 Faskinknive, 12 Skafter til Spader og Hakker, 3 Brækjern, 5 Save og 1 Værktøj kasse med Værktøj til at udføre de uopsættelige Reparationer paa det rullende Materiel. Efter Loven om Infan teriets Ordning af 25. Juli 1887 findes der desuden ved hvert Regiments Understab 12 Sapører.
I Rusland er efter Felttoget 1877—78 Fodfolkets Forsyning med Pionerredskaber gjentagende bleven for øget og senest ved kejserlig Anordning af 13. November 1887, ifølge hvilken hvert Infanterikompagni bærer 80 linnemannske Fodfolkspader (som vore) og 20 smaa Øxer samt medfører paa Vogne 16 store Spader, 8 lette Øxer, 3 Hakker, 3 Krydshakker og 1 Brækjern.
Østerrig har 1874 antaget den linnemannske Spade for sit Fodfolk (Spadens højre Side er sleben skarp for at kunne anvendes som Øxe, dens venstre er savtakket for at kunne bruges som Sav). Major Maresch angiver i 1886, at hver Mand af 1ste Geled er forsynet med Fodfolkspader. Desuden bærer hvert Fodfolksregiments Fodfolkspionerafdeling paa 48 Md. (24 Skandseredskabsbærere og 24 Tømmermænd) 120 Stykker Pionerredskaber, fordelte til hver af dets 3 Batailloner med 8 Skovle, 8 Skovhakker, 8 Haandhakker, 8 Kramper, 4 Haandsave og 4 Kjedesave.
Det tydske Fodfolks Forsyning med Pioner redskaber er siden Krigen 1870—71 forøget først ved Kabinetsordre af 26. November 1874 og atter senere saa- ledes, at den i «Handbuch für den Truppenführer mit Berücksichtigung der neuesten Verordnungen» Berlin 1887 angives at være pr. Bataillon 400 Fodfolkspader (omtrent som vore), 40 Øxehakker og 20 Bredbile, baarne af Mand skabet. Desuden som Beserveredskaber, transporterede paa Vogne i Traiuet, 54 store Spader. 18 Hakker, 12 Øxer, 27 Bredbile og 2 Save.
I Belgien er i 1887 Fodfolkspadernes Antal fastsat til 750 pr. Linieregiment paa 3 Batailloner. Desuden medføres pr. Bataillon 120 store Spader, 24 Hakker, 48 smaa Øxer, 12 Haandsave og 36 Faskinknive. Til Transport af store Pionerredskaber og Kogeindretninger for søgtes ved Divisionsmanøvrerne i 1887 et Kompagnikjøretøj, der vandt almindelig Anerkjendelse.
General Brialmont betragter det som et Fremskridt, at Fodfolkspaden næsten overalt har afløst den lange Spade, der er 2— 3 Gange tungere og generer Manden under Marche , især under Bevægelse over Terrainforhindringer og ved Indstigning i Jernbanetog. Han udtaler, at Spaden med kort Skaft, vejende omtrent 3/4 Kgr., er det Pioner redskab , der passer sig bedst for Infanteriet. Om den linnemannske Spade, saaledes som den er indfort i Frank rig og Østerrig, anfører Generalen, at den har gode Egenskaber, men ogsaa alle de Fejl, der klæbe ved et Redskab til flersidigt Brug; efter kort Tids Brug vil den Side, der tjener som Øxe, og især den, der tjener som Sav, være ude af Stand til at gjøre Tjeneste som saadan.
Generalen spørger endvidere, i hvilket Forhold man skal fordele den lille Spade til Infanteriet, og besvarer Sporgsmaalet i »La fortification du champ de bataille» saaleden: «Det er et Punkt, om hvilket man langtfra er enig. Lad os først mindes, hvad Erfaringen har godt gjort, at naar man lader Redskaber bæres skiftevis af Kompagnier, Delinger eller Geledder, mister man meget; thi Soldaten opbevarer kun med Omhu, hvad der tilhører ham selv, eller hvad udelukkende tjener til hans Brug. Erfaringen har ogsaa bevist, at naar man anbringer Red skaberne paa Vogne, som udgjore en Del af Ingeniør parken eller Redskabskolonnerne, ville de sædvanlig komme altfor sildig for at kunne anvendes med Nytte; thi Kjøretøjerne ere altid nogle Mil (undertiden endog en Dagmarche) bagved Hæren.»
«Naar en Fodfolksafdeling tager Stilling, og den ikke er udsat for et umiddelbart Angreb, fatter den let Beslutning om at anlægge Skyttegrave, hvis den kan paa begynde dem strax; ganske anderledes vil det gaa, hvis der skal hengaa flere Timer med at lade Pionerredskaberne hente og uddele; da vil man i de fleste Tilfælde give Af kald paa at skaffe sig Dækning af Frygt for, enten at der vil medgaa for lang Tid til at faa hentet Spaderne, eller at Soldaterne ville blive for meget trættede til det Øjeblik, da Angrebet kommer, til hvilket de ville have al deres Kraft nødvendig. Anvendelsen af den flygtige Felt befæstning kunde altsaa ikke blive almindelig, hvis man ikke gav hver Bataillon og hvert Kompagni transportable Pionerredskaber i et tilstrækkeligt Antal til, at Forskands- ninger kunne anlægges i nogle faa Minutter, saaledes som Romerne forstode det, og saaledes som Erfaringerne have lært de amerikanske Generaler, de første, der i den nyeste Tid have gjort udstrakt Brug af den flygtige Feltbefæstning«. For at en Fodfolksafdeling kan forskandse sig uden Hjælp fra Parkerne eller Redskabskolonnerne, hvor mange Spader, Hakker etc. maa man da give den? spørger Generalen, og hans Svar herpaa, efter en om hyggelig Behandling af Spørgsmaalct, bliver: «Den mest passende Redskabsfordeling for en Deling paa 64 Mand (1/2 Kompagni) er efter min Mening følgende: 24 Spader, 4 Hakker, 12 smaa Øxer, 12 Faskinknive, 8 Save og 4 paa begge Sider firkantede Hamre, ialt 64; hver Mand vil altsaa have et Redskab af en Vægt, der ikke over stiger 1 Kgr. Underofficererne og Korporalerne bære ingen.
Af foranstaaende ses altsaa, at de store tone angivende Hære allerede i forrige Decennium stræbte efter at forsyne Fodfolket med Pionerredskaber i et saadant Antal, at Feltforskandsninger kunde anlægges, uden at det behøves at afvente Redskabernes Ankomst fra Ingeniørparkerne eller Redskabskolonnerne, og at Redskabsforsyningerne i de fleste Stater siden dengang ere bleven forøgede. Fodfolkspaden, som General Brialmont anbefaler som det Redskab, der passer bedst for Fodfolket, er indført i alle større Hære, hvorimod den af Generalen foreslaaede Faskinkniv saavidt vides kun er bleven antaget for del belgiske og franske Fodfolk. Det synes ogsaa, som om Infanteristens Sidevaaben, saaledes som det hidtil har været, naar det er skarpslebet, maa kunne gj'øre Tjeneste som saadant; en anden Sag bliver det, hvis Fodfolkets Sidevaaben efter Indførelsen af et Magasingevær bliver reduceret meget betydelig. — Vort Fodfolk bærer hverken Øxe, Haandhakke eller Haandsav, og Fodfolkspaden kan i Længden ikke erstatte disse Red skaber, uden at der gaar for mange Spader i Stykker; derfor vil Indførelsen af et Redskab som Øxehakken (en Øxe, hvis Nakke er forlænget som Hakke, og hvis Skaft er omtrent som Fodfolkspadens) sikkerlig være en Gevinst for vort Fodfolks Forsyning med Pionerredskaber og Brugbarhed til Pionerarbejde.
Som det mindste Antal skal anføres: 1 for hver 9 Fodfolkspader eller 40 Øxehakker pr. Bataillon, saaledes at hvert Kompagni fik 10 Øxehakker og 90 Fodfolk spader. I dette Forhold anvendtes i Sommer en saadan ved det af mig da kommanderede Kompagni, og den viste sig at gjøre god Nytte.
Den østerrigske Major Otto Maresch hævder i «Die Infanterie in ihrem jetzigen technischen und taktischen Entwicklungs-Stadium, die Hauptrichtungen ihrer nächsten Fortbildung», at Krigen 1877— 78 eftertrykkelig har lært, at Fodfolket næsten aldrig kan gjennemføre Angrebet, hvis det ikke kan anvende Spaden ligesaa dygtig og ligesaa rigtig som Geværet, og at i virkelig afgjørende Øjeblikke de Afdelinger, som ikke have Spaden ved Haanden eller forstaa at gjøre fornuftig Brug af den, ere hjemfaldne til Tilintetgjørelse, og han anfører neden- staaende som Bevis for Nødvendigheden af Fodfolkets rigelige Forsyning med Pionerredskaber.
Det er almindelig bekjendt, med hvilken overordentlig Hurtighed og Dygtighed det tyrkiske Fodfolk ikke alene befæstede sig i Forsvarsstillinger, men ligeledes strax omdannede det med Storm tagne Terrainafsnit til Forsvar, og hvor det var gjørligt, endog i flere Linier over hverandre (f. Ex. i Fægtningen ved Ajaslar den 22. August, hvor Tyrkerne optraadte offensivt). Det russiske Fodfolk var mindre fortroligt med denne Fremgangsmaade, manglede Pionerredskaber og maatte ofte bøde frygtelig herfor. Det er derfor forstaaeligt, at det paa den anden Side manglede Routine i at iagttage en Mod stander, der befandt sig i en saadan Dækning, og fra Tid til anden beskød tyrkiske Løbegrave, som allerede i længre Tid havde været rømmede. I Skobeleffs Detache ment, en Styrke paa omtrent 5000 Kombattanter, fandtes den 26. August kun 217 Spader og 284 Øxer foruden et meget ringe Antal andre Redskaber; en Del af de nor merede Pionerredskaber vare allerede tidligere gaaede tabt, for et Regiment endog, inden det havde været i liden. Skobeleff erkjendte snart Spadens og Geværets Uadskillelighed, og i sine almindelige Forslag til Fyrst Imeretinski siger han blandt andet: »De først besatte og de fra Fjenden senere tagne Stillinger skulle strax befæstes». I sin Disposition af 1. September erindrer lian udtrykkelig om, at Avantgarden og Groset skal medføre Pionerredskaber; og faktisk lod han den 1. September de ved Angrebet paa Lowtscha fra Tyrkerne tagne Højder befæste med Batterier og Skyttegrave.
Den russisk-rumænske Vestarmees samlede Styrke beløb sig den 4. September til 82,000 Mand Fodfolk, 11,000 Ryttere og 444 Stykker Skyts; derved fandtes kun en eneste Sapørbataillon, ingen ingeniørofficerer og et meget ringe Antal Pionerredskaber, hvorimod der ved Osman Paschas Hær fandtes Pionerredskaber i Overflod, og Bulgarerne leverede Arbejdskraft i ubegrændset Mængde. Efter at Skobeleff den 10. September havde erobret det grønne Bjergs anden Kam, skulde strax det vundne Terrain sikres mod Modangreb, hvorom General Kuropatkin siger: At befæste Stillingen stødte paa store Vanskeligheder; Regimentet Esthland var rykket frem uden Pionerredskaber, det stolede paa, at de be fandt sig paa Ammunitionsvognene; men Størstedelen var brugt ved Befæstelsen af Brestowaz og forbleven der, desuden vare en Del af Pionerredskaberne brækkede i Stykker ved Befæstelsen af den første Kam eller vare bleven liggende der, og de Officerer, der bleve beordrede til at bringe disse frem, skaffede kun meget faa tilveje.
Til alt Held var Jordbunden blød, Vejret forandrede sig, og det begyndte at regne stærkt. Folkene opgravede Jorden med deres Vandflaskers Hylstre og reve Vin stokkenes Hedder op med deres Bajonetter; frit Skudfelt i Forterrainet dannedes for Størstedelen med Hænderne. Henimod Morgen vare Løbegravene færdige, men en Del af dem kunde ikke yde Dækning mod Geværilden.»
I Betragtning af disse Kalamiteter saavelsom ogsaa erkjendende Vigtigheden af Slagmarkens fortifikatoriske Forberedelse siger Skobeleff i sin Beretning om Kampene den 8., 9. og 10. September følgende: »En Fodfolks afdeling, der har været i heftig Kamp, taber Størstedelen af sine Pionerredskaber. Vor Soldat, som skal passere et gjennemskaaret Terrain, der er vanskeligt at komme igjennem, befrier sig først for sil Pionerredskab, derpaa følger Kappen og tilsidst Brødposen; som en Følge heraf er det ham ikke muligt, naar han har naaet det Punkt, hvor han skal holde Stand, at skabe sig Dækning mod Fjendens dødbringende Ild; dette hændte stedse ved Fod folket i den amerikanske Krig og i den blodige fireaarige Carlistkrig og er sluttelig nu antaget som Regel af Tyrkerne. I Betragtning heraf vilde det være formaalstjenligt, om Angriberens Pionerredskaber bleve førte bag efter, eller om Regimenterne havde særlige Kommandoer, hvis Pligt det var at befæste de fra Fjenden tagne Stillinger. »
Den 11. September skulde Skobeleffs Detachement føre Hovedstødet mod Fjendens befæstede Lejr; denne Opgave maatte løses uden Sapører og næsten uden Pionerredskaber. Paa samme Tid som den anden Kam formelig blev befæstet med Hænderne, og Tropperne for beredte sig til en blodig Storm, byggede 2 Kompagnier Sapører og nogle Fodfolksbatailloner med ca. 1000 Stykker Pionerredskaber Belejringsbatterier og forødede her Resten af det Materiale, der skulde bruges til at for berede Stormen, og dette tilmed i en saadan Afstand, at Tyrkerne ikke holdt det for nødvendigt at svare det rus siske Belejringsskyts (Kuropatkin — Krahmer).
Stormen den II. September paa det grønne Bjergs tredie Kam og paa begge de her efter SkobeletT opkaldte Redouter lykkedes kun Russerne under de frygteligste Tab og med Indsats af deres sidste Kræfter under de utroligste Overanstrengelser. Det ringeste Stød fra Tyr kernes Side vilde Natten mellem den 11. og 12. September have foraarsaget en uoverskuelig Katastrofe paa russisk Side, og i disse Øjeblikke, hvor alt afhænger af den vundne Stillings øjeblikkelige Befæstelse, manglede Midlerne hertil. For at beskytte sig mod Fjendens Ild be nyttede man de tyrkiske T elte, man lagde Buske og Ilalmdynger foran sig, ja man søgte endog at dække sig bag Ligene af de faldne Kammerater. Grønsværen, med hvilken Redouternes Skraaninger vare beklædte, blev løsreven med Hænderne og anvendt til Dækning; trods Træthed, Hunger og Udmattelse følte enhver Nødvendig heden af at nedgrave sig, Bajonetter, Sidevaaben, ja Felt flasker maatte erstatte de manglende Pionerredskaber. I Redoutten Nr. 2 bestod den mod Plewna vendende Del af Brystværnet af Lig. Man sendte Bud efter Komman doet paa 26 Sapører, de eneste tekniske Tropper, der fandtes ved de 22 Batailloner, hvem Angrebet paa Nøglen til den fjendtlige Stilling var ovedraget; men disse kunde man først finde ved Dagens Frembrud. Resultatet af Kampen den 12. er bekjendt, Russerne bleve trods exempelløs Heltemod kastede og vege indtil det grønne Bjergs anden Kam. Fodfolket alene mistede den II. og 12. 6000 Mand eller 40 pCt.
Af disse Erfaringer have Russerne endog under Krigen draget Nytte. Da samtidig med Gardens Bevægelse over Widfloden General Skobeleff erholdt Befaling til at rykke frem med 16de Infanteridivision, en Brigade af 30te Infanteridivision, 9de, 10de og Ilte Skyttebataillon og 3die Sapørbataillon, bemægtigede han sig Natten mellem 4. og 5. November Stillingen ved Brestovar og den 8. November det grønne Bjergs første Kam. Den 15. November var man kommen de tyrkiske Stillinger saa nær, at de russiske Løbegrave kun vare noget over 100 Skridt fjernede fra Tyrkernes, og disses offensive Stød bleve hver Gang tilbageviste. Indtagelsen af det grønne Bjergs Kam kostede kun Russerne noget over 300 Mand, og dette ringe Tab forklares kun ved den under Angrebet iagttagne Fremgangsmaade, idet hver tagen Stilling i Løbet af en Nat blev befæstet saa meget, at Tropperne hen imod Morgen havde tilstrækkelig Dæk ning og kunde forsvare deres Stilling med Held; men de tekniske Hjælpemidler, hvorover General Skobeleff dis ponerede, vare ogsaa meget betydelige: 16de Infanteri division havde 5000 Skovle og et tilsvarende Antal Øxer, Hakker etc. Befæstningernes Karakter vare til at begynde med altid den samme, for Fodfolket Løbegrave, for Artilleribatterierne Kanonerne nedgravede med smaa Dæk værn for Betjeningsmandskabet.
Allerede i 1879 fik det russiske Fodfolk foruden en Forsyning med Pionerredskaber sin Instruktion for Fremgangsmaaden ved selv at befæste sig, og til denne knytter sig nu som supplerende og fuldstændiggjørende den nys udkomne Instruktion for fortifikatoriske Arbejder, der er omtalt i «revue du cercle militaire» for 17. og 24. Juni 1888 som meget klar og meget fuldstændig. Dens Afsnit «Principper, efter hvilke man bestemmer de Arbejder, Infanteriet selv bør anlægge» slaar fast, at som Regel tilkommer det Chefen for Armeekorpset at tage Initiativet til Etableringen af den flygtige Feltbefæstning, men der tilføjes, at i Mangel af højere Ordre er det enhver Chefs, lige ned til Kompagnichefens, Pligt af eget Initiativ at sikre sig og sætte det Terrain i Forsvarsstand, der er ham anvist.
I Defensiven hør den flygtige Feltbefæstning altid anvendes, naar Stillingen ikke i sig selv yder de ønskede Betingelser for Ildvirkning og Dækning.
I Offensiven befæster man sig uden højere Ordre i følgende Tilfælde: For at hævde Besiddelsen af en erobret Stilling; for at forstærke en Terraindel, eller for at lette en omgaaende Bevægelse eller beskytte sig mod en saadan.
Regimentschefen bestemmer indenfor det ham angivne Terrain Stillingens fortiflkatoriske Udstyring i Almindelighed, Forsvars- og Ildliniernes Retning og Længde ikke alene for Fodfolket, men ogsaa for det ham under lagte Artilleri.
Bataillonschefen vaager over, at Regimentschefens Anvisninger med Hensyn til de fortiflkatoriske Anlæg følges.
Kompagnichefen maa med Lethed kunne opfatte de givne Direktiver, hurtig og rigtig vælge Linierne for de fortiflkatoriske Anlæg, lede Traceringen og Profileringen, anvise Folkene deres Plads ved de forskjellige Arbejder og lede selve Arbejdet.
Med Hensyn til Valg af Stilling, Liniernes Ret ning og Beliggenhed ledes man af følgende Bestem melser: Skal man befæste et Højdepunkt, rykker man saa langt frem paa den udvendige Skraaning, at man kan beherske denne. Skal et Plateau befæstes, er det heldigt at lægge den forreste Linie lidt nede paa den udvendige Skraaning, for at Fjenden, hvis han tager den, ikke skal faa Indseende i den bagved liggende Styrkes Stilling. Skraaninger, der falde i flere Trin, fordre flere Linier over hverandre. Meget stejle Skraa ninger tillade Etageild. Principmæssig bør undgaas Linier, der kunne enfileres eller udsættes for Rygbeskyd ning, og saavidt muligt skal man afholde sig fra at be sætte Højder, beherskede andet Steds fra.
Mellem Linierne skal tilstrækkelige Intervaller fordeles, saa Rytteri og Artilleri kunne komme frem.
De forskjellige Linier maa være ordnede paa en saadan Maade, at det kun forskaffer en Fjende, der be- mægtiger sig en enkelt af dem, en ringe Fordel, og i ethvert Fald maa han ikke fra et erobret Brystværn kunne sende en raserende Ild ud over de bagved værende Værker og Nabolinierne.
Et samlet Befæstningsanlæg skal deles i Underafde linger, og de forreste Linier maa kunne tages under Ild af de bagved værende. De sidste russiske Profiler for Anlæg i den flygtige Feltbefæstning ligne stærkt de tydske, østerrigskc, franske og brialmontske; de ere lidt mere afrundede paa den mod Fjenden vendende Side end de østerrigste, og deres udvendige Skraaninger have lidt mindre Anlæg end de tydske.
Under de større Troppesamlinger har den flygtige Feltbeltbefæstning været anvendt i stor Maalestok.
I Belgien, hvor det gamle Mandskab en Maaned efter Rekrutternes Møde uddannes i Anvendelsen af den flygtige Feltbefæstning, er ifjor ved Krigsministeriets Foranstaltning udkommen en ny, af General Brialmont ud arbejdet Haandbog til Brug for Fodfolket ved dets Arbejder i Marken. Forøvrigt afholdes hvert Aar ved Ingeniørerne i Antwerpen Kursus for Fodfolks-Officerer og Underofficerer i Anvendelsen af den flygtige Feltbe fæstning, der anvendes ved Divisionsmanøvrerne og efter Løbells Jahresberichte 1884 blev udførte med megen Dygtighed og Hurtighed.
Da Østerrig, hvor man allerede tidlig interesserede sig stærkt for Fodfolkets Pionertjeneste, og hvor man arbejder baade theoretisk og praktisk paa Løsningen af dette Spørgsmaal, har indført særlige Fodfolkspionerafdedelinger, og da Østerrig er den Stat, om hvem General Brialmont siger, at det var den første blandt de store Stater, der forstod Nødvendigheden af at have flere In geniørtropper ved Felthæren, kunde det maaske ikke være uden Interesse at kaste et Blik paa denne Stat. I Østerrig er som allerede nævnt hver Mand i I. Geled forsynet med en Fodfolkspade; desuden uddannes pr. Bataillon 2 Korporaler og 16 Mand som Fodfolkspionerer, hvis Bestemmelse det hovedsagelig er at udføre de tek niske Arbejder, der er Trang for ved Regimentet under Marche, i Lejr eller under Fægtning, og de ere udrustede i Overensstemmelse hermed, idet de 16 pr. Bataillon, hvoraf 8 bære Skandseredskaber og 8 ere Tømmermænd, tilsammen bære 8 Kramper, 8 Skovle, 8 Skovhakker, 8 Haandhakker, 4 Haandsave og 4 Kjedesave i 4 Værktøj tasker. Lnder en Krig formereres Fodfolkspionererne ved Regimenterne i Regimentspionerafdelinger under Kommando af en subaltern Officer ; kun den ene Halvdel af Regimentspionerafdelingen staar udelukkende til Raadighed for Regimentet; den anden Halvdel kan af Brigaden eller højere Myndigheder forenes med andre Pio nerafdelinger for at anvendes udenfor Regimentet. Yder ligere uddannes 4 Mand pr. Kompapni som Reservepio nerer, og forinden et eller andet Arbejde paabegyndes, kommanderes: «Reservepioner træd ud» — «Former forstærkede Pionerafdelinger»; disse deles saa i Reglen igjen i 2 Underafdelinger, en for Jordarbejder og en for Træarbejder, for at intet Værktøj skal blive ubenyttet; fra Reserven suppleres end yderligere Antallet af Arbejdere saaledes, at alt Værktøjet bliver benyttet, uden at de Kompagnier, der skulle arbejde i første Linie berøves deres Mandskab. Værktøjet uddeles ikke til Kompag nierne, men disse afgive det fornødne Antal Arbejdere til de tekniske Afdelinger, for at disse lettere kunne holde Kontrol med Værktøjets Brug. Kompagnierne anlægge ved Hjælp af Fodfolkspaden Skyttegrave, Dækværn for Reserven etc., medens Fodfolkspionerafdelingerne kunne anvendes til at arbejde paa faste Støttepunkter, paa Byg ningers Omdannelse til Forsvar, paa Mures Gjennembrydning, paa at danne passive Hindringer eller frit Skudfelt i Forterrainet og paa Broers Istandsættelse eller Ødelæggelse.
Foruden Fodfolkspionerer haves til teknisk Medvirk ning paa Slagmarken : Ingeniørtropper, Redskabskolonner (ialt 15) og Pionertropper; i Henhold til »Organische Bestimmungen fiir die Armee im Feide» faar hver Armee og hvert Korps den fornødne Del af disse Tropper og Kolonner, medens Resten anvendes til teknisk Arbejde i Fæstningen eller paa Krigsskuepladsen. Disse Troppers Udrustning angiver Major Maresch i 1886 saaledes, at de af et Ingeniørkompagni baarne Pionerredskaber kunne anvendes af 216 Mand til Jordarbejde og af 128 til de sædvanlige Træarbejder, foruden at der i hver Redskabs rekvisitvogn findes Pieserveredskaber til Supplering af de baarne. Med de af et Pionerkompagni baarne Redskaber kunne 126 Mand forsynes til Jordarbejde og 72 til Træ arbejde. En Redskabskolonne indeholder Redskaber til 1150 Jordarbejdere og 170 Træarbejdere. Regner man, at el Korps faar 2 Ingeniørkompagnier, I Pionerkompagni og 1 Redskabskolonne, saa er hermed Redskaber til 1708 Jordarbejdere og 498 Træarbejdere; da et Pio nerkompagni og 2 Ingeniørkompagnier tilsammen udgjøre 520 Arbejdere, kræves til den samtidige Benyttelse af alle Redskaberne c. 1700 Arbejdere, der kunna af gives af Infanteriet eller udskrives af Befolkningen.
For at faa den største Nytte af de tekniske Tropper gjælder den Regel, at de Infanteridivisioner, der staa i Reserve, altid sende alle de dem tildelte tekniske Tropper og Halvdelen af Fodfolkspionerne frem for at arbejde i forreste Linie, hvorimod man kun i yderste Trang paa Mandskab maa anvende Ingeniørtropperne som taktiske Tropper i forreste Linie og i Særdeleshed ikke Pionererne paa Steder, hvor der kan være Tale om deres fuldstæn dige Ødelæggelse. Den Øverstbefalende skal derfor i hvert enkelt Tilfælde befale , hvis Ingeniørtropperne skulle kæmpe som Fodfolk og da hvor.
Om Fodfolkets Udrustning med Hensyn til Udførelse af tekniske Arbejder kan vel siges med Major Maresch, at deu saavel med Hensyn til Antal af Redskaber som disses Reskaffenhed og Fordeling i enhver Henseende er tidssvarende. I forreste Linie haves Fodfolkspaden, et Redskab, der kan anvendes under Fjendens Ild; de første taktiske Enheder, Bataillonerne, have allerede deres egne Pionerer, hvis Udrustning og Uddannelse tillader dem at udføre mangfoldige Pionerarbejder; Iufanteridivisionens Forsyning med tekniske Tropper og Redskabs- kolonner sætter denne i Stand til at udføre omfattende og udstrakte Forsvarsarbejder og til under Angrebet at bortrydde Fjendens Hindringer for Angrebet og tilintetgjøre lians Forsvarsforanstaltninger, saa snart de ere tagne.
Med Hensyn til Ledelsen af Arbejderne ved Terrainets Omdannelse til Forsvar ved Hjælp af den flygtige Feltbefæstning gjælder, i Henhold til Major Rrunners Angivelse, i Østerrig følgende Grundprincipper: Det er den taktiske Øverstbefalende paa Stedet, der befaler det fornødne med Hensyn til Terrainets Inddeling og de for- skjellige Arbejderes Fordeling til Underafdelingerne, hvor ved dog altid iagttages, at de tekniske Tropper (heri ere Fodfolkspionererne medregnede) aldrig splittes ad som Instruktører eller Lignende, men holdes samlede; den mindste Styrke af disse, der optræder isoleret, er i Reglen en Trop paa omtrent en Delings Størrelse. Brigaden befaler f. Ex. Regimentet at befæste en Landsby eller en lignende Terraindel og tildeler det et Ingeniørkom pagni og Rrigadepionerne. Er Regimentet fjernet fra det Sted, der skal befæstes, angiver Regimentschefen Sam lingspladsen for Regimentet bag det Terrain, hvori der skal arbejdes, og hvis Omstændighederne tillade det, be giver han sig, ledsaget af Ralaillonschefen og Chefen for de tekniske Tropper, forud for at rekognoscere Terrainet. Paa Vejen meddeler han Cheferne den Ordre og de Op lysninger om Situationen, som han har modtaget, samt meddeler dem sin foreløbige Disposition for Forsvaret. Ankommen til Bestemmelsesstedet, angiver han f. Ex. ved en Landsby, hvilken Del der skal benyttes til Reduit, og hvem der skal besætte den, Retningen for Frontal beskydning og for Flankebeskydning, hvilke Veje der skulle holdes aabne eller dannes, for at Regimentet kan trække sig tilbage i Tilfælde af, at det ikke kan holde sig, og hvilke Passager der skulle dannes for Forbindelse mellem Besætningens forskjellige Dele etc., samt be stemmer, hvilken Terraindel hver Bataiilon skal besætte. Efter at have gjort dette begiver Regimentschefen sig med de ham ledsagende Officerer tilbage til Regimentet, og naar dette er opmarcheret paa Samlingspladsen, træffer han Bestemmelse med Hensyn til Sikringstjenestens Be sørgelse, Hvil etc. og de tekniske Troppers Anvendelse. Han lader i Reglen disse arbejde samlede og udføre det eller de vigtigste Støttepunkter paa Angrebsfronten, eller muligen tildeler han en eller flere af Bataillonerne hver en Afdeling, hvis der er særlig Brug for en saadan in denfor Grændserne af det Bataillonen tildelte Terrainstykke. Har han nogen særlig Ordre at give i teknisk Henseende, giver han den ikke til Føreren for en teknisk Afdeling, der er tildelt en Bataiilon, men til Bataillons- chefen, idet de taktiske Led aldrig maa overspringes ved Befalingens Udstedelse. Kan Regimentschefen paa Grund af Forholdene ikke selv begive sig forud for at rekog noscere, sender han Chefen for de tekniske Tropper med fornøden Sikkerhedsvagt og lader ham oplage Croquis eller Skitse over Terrainet, der skal befæstes, samt paa denne angive de forskjellige Befæstningsanlægs Beskaffenhed og Beliggenhed; paa Grundlag af denne og Kor tet giver han saa sine Ordrer paa Regimentets Samlings plads. Bataillonerne formeres, og hver Bataillon overtager Ansvaret saavel i taktisk som i teknisk Henseende med Hensyn til Befæstelsen af'det den tildelte Terrainstykke. Naar Arbejderne ere paabegyndte, inspicerer Regiments chefen disse og lader forandre, hvad han skjønner burde have været anderledes; men han maa ligesaalidt ved sin Inspicering borttage Chefen for de tekniske Tropper fra dennes Arbejde for at bruge ham som teknisk Konsulent ved Inspiceringen, som en Bataillonschef, hvem en Deling tekniske Tropper er tildelt, maa tage Delingsføreren fra hans Deling for at bruge hans tekniske Kundskaber andre Steder. Naar Bataillonerne ere ankomne hver paa sit Terrain, tildeler Bataillonschefen Kompagnierne hvert sit Arbejde uden omstændelig Instruktion for ikke at spilde Tid og for ikke at berøve Kompagnicheferne deres Selvstændighed; thi det forudsættes, at Kompagnierne ere saaledes uddannede, at de ere i Stand til at udføre de Arbejder, der tildeles dem, uden særlig Instruktion. Efter at Kompagnierne have begyndt at arbejde, inspicerer Bataillonschefen de paabegyndte Arbejder, og hvis det skulde hænde, at et Kompagni havde misforstaaet Situa tionen eller begyndt Arbejder saa store, at der ikke er rimelig Grund til at antage, at Tiden vil tillade deres Udførelse, skrider han selvfølgelig ind.
Efterhaanden som Magasin- og Repetergeværer ind føres i Europas Hære, bliver Udvirkningen endnu større end dengang, da Boguslawski angav den forøgede Udvirkning som Aarsag til Betydningen af Terrainets fortifikatoriske Forstærkning. Preussen, Østerrig, Rusland og næsten alle europæiske Stater, Frankrig undtagen, have detaillerede Instruktioner for Fodfolkets Pionertjeneste, og Fordringerne til Fodfolkets Uddannelse i saa Hen seende ere ogsaa siden da stegne i betydelig Grad.
Da vor korte Uddannelsestid ikke tillader at uddanne alle lige godt i enhver Retning, vilde det saa ikke være hensigtsmæssigt, som i Østerrig f. Ex., at uddanne nogle bestemte Folk pr. Kompagni til Fodfolkspionerer ved at give et Antal dertil egnede Mand pr. Kompagni Uddan nelse som saadanne under den første Indkaldelse til større Øvelser i Lighed med, hvad der nu sker med de Kombattanter, der under en Krig skulle gjøre Tjeneste som Sygebærere.
Det vilde næppe svække Kompagniets Kampkraft, om et ringe Antal Mand herøvedes den taktiske Uddannelse, som de større Øvelser yde, paa samme Gang som det vilde styrke Regimentets hele feltmæssige Uddannelse især ved deres Optræden i Defensiven, hvortil vi af For holdene saa stærkt ere henviste. De Fordringer, der stilles til en Fodfolkspioner, ere ingenlunde saa smaa, at de kunne forklares ham med faa Ord; han maa ikke alene kunne vejlede og hjælpe sine Kammerater under Anlæg af Skyttegrave, men han bør ogsaa selv have taget Del i Anlæg af Feltskandser, saaledes at han kan være til Nytte ved Udstikningen og Profileringen af saa danne Værker og til Hjælp og Vejledning for Kamme raterne under Arbejdet ved Anlæg af disse, han bør kjende Tilvejebringelsen af de simplere passive Hindrin ger, bør forstaa at indrette de Terraingjenstande, som med de forhaandenværende Redskaber og Materialer lade sig indrette til Forsvar, og endelig maa han ikke være okjendt med Slagning af Nødbroer og Istandsættelse eller Forstærkning af mindre Ilroer, saaledes at de kunne blive passable for Fodfolk og dets Kjøretøjer. Mon det vilde være uoverkommeligt, om det til Fodfolkspionerer udtagne Mandskab fra 2 Batailloner af hver af de 5 Re gimenter, der indkalde Mandskab til større Øvelser, blev sendt til Ingeniørregimentet som det eneste Sted, hvor Materialer og Plads haves til disse Øvelser, og hvor de dygtigste Lærere findes, for der sammen med Befa- lingsmænd fra de Regimenter, der ikke indkalde Mand skab til større Øvelser, at uddannes i Fodfolkets Pioner tjeneste — Anlæg af Skyttegrave og lettere Feltskandser, Tilvejebringelse af de simplere passive Hindringer, Ter- raingjenstandes Indretning til Forsvar, Slagning af Nød broer etc.
Under Forudsætning af Fodfolkspionerers Uddannelse vilde man da ikke paa Grund af vor korte Uddannelses tid, der efter Indførelsen af et Magasingevær antagelig vil levne endnu mindre Tid til Øvelse i Brug af Fod folkspaden end nu, som alt tidligere udtalt, kunne nøjes med at lære Rekrutterne een Form for Skyttegrave samt disses Udvidelse til Dækværn for Reserver. Til Normal form for Skyttegrave kan vistnok med Held benyttes den af mig i militært Tidsskrift 16de Aargangs 2det Hefte Side 125 angivne, hvis Dimensioner komme den i «Leit faden für den Unterricht der Infanterie im Feld-Pionier-Dienst» 1886 M for knælende Skytter angivne meget nær; idet den af mig angivne forinden Bonnetternes Anbringelse har følgende Maal:
Til Dækværn for Reserven anvendes rettest det, der er anvendt i «Vejledning ved Brugen af Fodfolkspaden» Fig. 8. Naar Eleverne i Sergent-, Korporal- og Uuderkorporalsskolerne bleve underviste i Udvidelsen af ovenstaaende Skyttegravsprofd til et for staaende Skytter, i Bygningen af en lettere Fodfolksskandse, i Terrain- gjenstandes Omdannelse til Forsvar og i de Arbejder, der i Lejr og Bivouak kunne udføres ved Hjælp af Fodfolk spaden, naar der aarlig ved Regimenterne afholdes Kursus i Fodfolkspionertjeneste med Befalingsmændene af de Batailloner, der ikke uddanne Rekrutter, med de Officerer, der have modtaget Uddannelse ved Ingeniørregimentet, som Lærere, og dette blev anvendt praktisk ved de større Øvelser, ved at der partivis blev givet Lejlighed til i Løbet af 1/2— 1 Dag at indrette en Stilling til Forsvar for lier at modtage Modpartiets Angreb, da maatte Fodfolket vistnok komme til at indtage et saadant Standpunkt med Hensyn til Uddannelse i Pionertjeneste, at det med rolig Samvittighed kunde se Krigen i Møde, vel vidende, at det i saa Henseende i Fredstid havde forberedt sig godt.
Som et vistnok ogsaa ufejlbarligt Middel til at styrke Interessen i Fodfolket for dets Pionertjeneste skal kun nævnes Afholdelsen af Skydeøvelser mindst en Gang liver Rekrutskole mod en af Kompagniet selv anlagt Skytte grav, besat med Figurskiver forestillende Skytter, knælende bag Brystværnet, og Resultatets Sammenligning med den samme Skydning, foretaget mod Figurskiver forestillende en paa aaben Mark liggende Skyttekjede; thi Soldaten nærer som alt tidligere udtalt meget stor Tvivl om, at der virkelig findes Dækning bag det lille Brystværn, da lians Forestilling om Projektilets Indtrængelsesevne i frisk opkastet Jord er i højeste Grad overdreven; hvis der tillige ved "Fægtningsskydningen» og maaske ved »særlige Skydninger» blev foretaget Skydning dels fra Skyttegrave, dels mod Maal opstillede i saadanne, da vilde Nytten af den flygtige Feltbefæstning og Nødvendigheden for os af paa det alvorligste i Fredstid at forberede Fodfolkets Uddannelse i Pionertjeneste træde tydelig frem; og jo mere en Hær paa Grund af Forholdene er henvist til Defensiven, desto rigere Anledning synes der at være til at lægge Vægt paa Fodfolkets Uddannelse i Pionertjeneste og ved alle Midler søge at forøge Interessen for denne.