(Slagene ved Namur—Charleroi—Mons, 23. Aug. 1914).
D. 23’ Aug. 1914 naaede Grænseslaget i Belgien sit kritiske Punkt, thi paa denne Dag af gjordes de tre Dages haarde Kampe til Fordel for de tyske Arméer, og den franske Overkommandos Haab om at kunne dæmme op for den storstilede tyske Omfatningsbevægelse bristede; i Uger herefter var de franske Hære under fortsat Tilbagegang. Men Dagen blev ogsaa i anden Henseende kritisk, idet den franske Tilbagegang Natten til d. 24’ paa tysk Side gav Anledning til en saa optimistisk Bedømmelse af Situationen — navnlig gennem overdrevne Sejrsberetninger fra Generaloberst v. Bülows Armé —, at den medførte den tyske øverste Hærledelses Beslutning den 25’ om at lade 2 Armékorps af højre Fløjs Arméer afgaa til Østfronten for at dæmme op for Russernes Indtrængen i Østpreussen, en Beslutning som blev skæbnesvanger for den senere Udvikling af Felttoget paa Vestfronten. D. 21’ var Slaget blevet indledet — stik imod Generaloberst v. Bülows Hensigt, forinden de 3 tyske Fløjarméer kunde optræde samlet, og d. 22’ var den franske 5’ Armé bleven tvunget til at opgive noget Terrain; d. 23’ kunde de tyske Arméer støtte hinanden, men rigtignok ikke under nogen samlet, fælles Ledelse, og Manglerne herved skulde da ogsaa give sig Udslag i Resultatet.*)
D. 23’ om Formiddagen var den almindelige Situation paa tysk Side den: at / Armé var paa March fra Egnen Silly—Soignies mod Sydvest med Retning mod Mons; IV Armé var under fortsat Angreb syd for Sambre med almindelig Direktion mod Syd; III’ Armé var under Fremrykning fra Øst mod Meuse Syd for Namur; Genemi v. Gallwitz’s Belejringsarmé under Angreb mod Fæstningen Namur;
medens paa de allieredes Side:
5’ franske Armé var i Stilling syd for Sambre; Det engelske Ekspeditionskorps naaet frem med sine 3 Divisioner til en Stilling om Mons og sydøst herfor. Fæstningen Namur holdtes endnu af 4’ belgiske Division, men var udsat for et overmægtigt Angreb. Det franske Kavallerikorps Sordet var paa March mod Vest bag den britiske Front (jfr. Skitsen S. 304—305).
Slaget d. 23’ udviklede sig som 3 selvstændige Kamphandlinger, nemlig:
a. Slaget ved Charleroi mellem 5’ franske Armé og II’ tyske, støttet af 111’ tyske Armé ved Meuse,
b. Slaget ved Mons mellem det engelske Ekspeditionskorps og I’ tyske Armé,
c. General v. Gallwitz’ Belejringsarmés Storm paa Fæstningen Namur.
a. Slaget ved Charleroi.
Slaget ved Charleroi viser os et Eksempel paa, hvorledes en vel tilrettelagt taktisk Manøvre forhindres af en ugunstig strategisk Situation. D. 23’ om Morgenen havde Gen. Lanrezac endelig hele sin Armé samlet syd for Sambre paa Fronten: Sart St. Laurent— Graux—Mettet—Nalinnes—Fontaine Valmont; hele Arméens højre Fløj vendte saaledes Ryggen til Meuse, hvor kun 51’ Res. Div. (Gen. Boutegourd) — der havde afløst 1’ C. A. — dækkede mod de tyske Styrker øst for Floden, men om disse Styrker var den franske Kommando daarligt underrettet, og man vidste derfor ikke, i hvor udsat en Stilling 5’ Armé i Virkeligheden befandt sig. De d. 22’ engagerede Korps havde vel lidt en Del Tab — særlig 3’ C. A. —, men havde faaet Tid til at organisere sig til Dagens Kamp, og Aanden hos Tropperne var god. Gen. Lanrezac afventede derfor fortrøstningsfuldt de tyske Angreb; 10’, 3’ og 18’ C. A. var rede til at opfange dem, og paa højre Fløj stod 1’ C. A. parat til at bryde ind i venstre Flanke af det tyske Gardekorps’ Angreb, og Forudsætningerne syntes derfor gode for at tilføje II’ tyske Armé — om ikke et Nederlag — saa dog et alvorligt Standsningsstød. Taktisk var Situationen lagt vel til Rette: en fast Front var dannet, den til det omfattende Angreb bestemte Styrke paa Plads, dens udvendige Fløj dækkes af Fæstningen Namur. Fjenden har i Løbet af Natten nærmest tabt Følingen og staar yderligere med en betydelig Hindring i Ryggen. Men Betingelserne for at denne Manøvre kunde lykkes, var rigtignok, at Fæstningen Namur holdt Stand i ethvert Tilfælde endnu d. 23’, at Situationen ved Meuse forblev uforandret, og at Englænderne ikke blev overvældet af v. Klucks Armé.
De to første Betingelser opfyldtes ikke; Namurs Modstand blev brudt allerede ved Middagstid, og Situationen ved Meuse blev faretruende, og dog — som det nedenfor vil blive omtalt — viste det sig, at en Reservedivision med ringe Forstærkning af aktive Regimenter var i Stand til at opholde den tyske III’ Armé en hel Dag. Hvad Englænderne ved Mons angaar, saa opholdt de hele Dagen v. Klucks Armé i forbitrede Kampe og kunde om Aftenen med Fortrøstning imødese fornyede Angreb næste Dag. I ganske korte Træk vil vi se, hvorledes Begivenhederne udviklede sig paa 5’ franske Armés Front. Skønt den tyske venstre Fløj — Gardekorpset — allerede var brudt op Kl. 6. saa blev Klokken dog henimod 10, før dets Artilleri aabnede Ilden mod 10’ C. A.s Stillinger; det franske Artilleri besvarede Ilden virkningsfuldt, og samtidig hørtes Kanontorden fra Øst, 1’ C. A.s Artilleri havde ogsaa aabnet Ilden. Henimod Kl. 12,30 ophører den tyske Artilleriild mod 10’ C. A., men det tyske Fodfolk gaar ikke frem til Angreb, sikkert under Truslen om det franske Flankeangreb; men ogsaa dette udebliver. 1’ C. A. stod parat til Angreb, men før dette kunde sættes an, skiftede Situationen paa denne Del af Kamppladsen pludseligt: III’ tyske Armé havde om Morgenen aabnet Ilden fra sit Artilleri ved Meuse, havde paabegyndt Angreb ved Overgangsstederne og truede nu 1’ C. A. i Ryggen.
Situationen ved Meuse.
Øst for Meuse havde den franske Opklaring i Virkeligheden svigtet. Cav. Corps Sordet havde i de første Uger af Felttoget opholdt sig i denne Egn, men d. 15’ Aug. gik det mod Nord for at operere i Tilslutning til den belgiske Hær, og det lykkedes i de følgende Dage det tyske Rytteri at tilsløre III’ Armés Fremmarch, saaledes at den franske Kommando forblev uvidende om, hvor store Styrker der her var under Fremrykning. Ved Meuse stod som omtalt 51’ Res. Div. for at bevogte Floden fra Syd for Namnr til Givet. Den havde sendt een Brigade frem til den egentlige Bevogtning, medens den anden Brigade med to Art.Afd.r og 11/2 Esk. stod som Reserve ved Gérin. Meusebroerne var ødelagt, undtagen dem ved Dinant, Hastiére og Givet, der først maatte sprænges i sidste Øjeblik; Brig. Mangin (af 1’ C. A.) stod ved Meuse nord for Dinant. I Formiddagstimerne angreb nu XII’ tyske A. K. i Egnen om Dinant, men uden videre Fremgang. Overgangsforsøgene mislykkedes her, men omkring Kl. 8,30 lykkedes det større Styrker af XIX’ A. K. at komme over ved Anseremme, hvor Jernbanebroen kunde passeres, og ved Vadestedet Waulsort. Henimod Kl. 13,30 var Fjenden trængt ind i Onhaye, medens Hastiéres stadig blev holdt af Franskmændene ligesom Overgangene ved Dinant og Anhée. Det var øjensynligt, at Fjenden havde sat et alvorligt Angreb a n ; Melding om Situationen sendtes til 1 ’ C. A., og denne Melding indtraf netop ved Korpset ved den Tid, hvor Flankeangrebet skulde sættes an og førte til ændrede Beslutninger. Forøvrigt ses det ikke af de officielle Dokumenter, at Arméen har givet nogen Befaling til at sætte 1’ C. A.s Flankeangreb an. Baade Korpset og Arméen fandt det nødvendigt at støtte 51’ Res. Div., thi det vilde medføre altfor stor Fare at lade den alvorlige Trusel ved Meuse uænset. Gen. Franchet d’Esperey gav Ordre til, at 1’ og 2’ Div. skulde gaa tilbage til Terrainet om Ermeton, medens Gen. Mangin, som var i Nærheden af Korpsets Kommandostation, fik Ordre til med Resten af 8’ Brig. (kun 2 Batir., da 3 var sendt til Namur og 1 til Bevogtning ved Meuse) straks at rykke til Undsætning for 51’ Res. Div. tillige med 2 Rytterregimenter. Henimod Kl. 17 ankom Rytteriet til Gérin og gik straks frem til Opklaring mod Onhaye; l/> Time efter kom Gen. Mangin med de to Batailloner, og disse sammen med to af Reserveregimenterne gik nu, med Generalerne Boutegourd og Mangin i Spidsen, og støttet af Divisionens Artilleri frem mod Onhaye, som henimod Kl. 19,30 tilbageerobredes. Imidlertid var Tyskerne trængt ind i Dinant omkring Kl. 18,30 efter haardnakkede Kampe med Styrker af 273 Rgt., som efter at have sprængt Broen gik tilbage til den vestlige Bred af Meuse, hvorfra de endnu om Aftenen generede Tyskernes Broslagning, inden de gik tilbage mod Gérin. Den haardnakkede franske Modstand havde i det hele taget gjort III’ Armés Tropper betænkelige, og de forbitrede Kampe om Dinants Citadel og i dens Gader havde fremkaldt en voldsom Ophidselse og Nervøsitet blandt Afdelingerne af XII’ (sachsiske) Korps, der førte til, at man under Paaberaabelse af, at Beboerne havde deltaget i Kampen, brændte Byen af d. 23’ om Aftenen og nedskød over 600 af Indbyggerne, heriblandt Oldinge, Kvinder og Børn. Kun de forreste Dele af de tyske Divisioner naaede i Løbet af Aftenen og Natten over paa Vestsiden af Meuse, medens Hovedkræfterne forblev paa den østlige Bred, og 51’ Res. Div. havde saaledes i Virkeligheden sinket III’ Armés Fremrykning een Dag. Om Aftenen stod da 1' C. .4. med Front mod Nordvest, venstre Fløj ved Ermeton, højre Fløj ved Anthée, 8’ Brig. (Gen. Mangin) fremskud ved Onhaye; 51’ Res. Div. syd herfor.
Medens disse Begivenheder spilles af ved Meuse, har Kampen udviklet sig paa hele 5' Armés Front. Da Truslen af det franske Flankeangreb ved Sart—St. Laurent var ophørt, gik det tyske Gardekorps endelig om Eftermiddagen frem til Angreb, og det lykkedes at trykke 1 0’ C. A.s Front noget tilbage.
Mod den franske venstre Fløj angreb X’ A. K. og X’ Res. paa Fronten Hanzinelles—Nalinnés—Gozée og blev indviklet i yderst forbitrede Kampe, der bragte X’ tyske Res. Korps i en saa kritisk Stilling, at Generaloberst v. Biiloic, der om Morgenen havde opholdt sig ved Gardekorpset, ilede over til Kamppladsen ved Nalinnés—Gozée for at gøre sin Indflydelse gældende. Han fik her det Indtryk, at det drejede sig om en alvorlig Krise i Slaget og greb personlig ind, da Forholdene truede med at fremkalde Opløsning blandt Tropperne. Den almindelige Situation ved Arméen forekom ham betænkelig. Det var et Spørgsmaal, om de stærkt udmattede Tropper i Længden vilde være i Stand til at modstaa de voldsomme franske Modangreb; fra højre Fløjkorps — VII’ •— var delingen Melding kommen udover, at det havde paabegyndt Fremrykningen, og fra I’ og III’ Armé forelaa endnu ingen Efterretninger. Først omkring Kl. 16,30 meldte Gardekorpset og X’ Korps, at de trængte „sejrrigt“ frem mod St. Gérard—Mettet—Gerpinnes, og ved samme Tid indløb Radiotelegram fra III’ Armé om, at Fjenden var under fuld Tilbagegang, en Melding, der var ganske forhastet, og som ogsaa kort efter blev korrigeret derhen, at Fjenden endnu holdt Stand ved Meuse. Det var altsaa ikke lykkedes II’ Armé at aabne Overgangene ved Meuse for III’ Armé; den var selv stødt paa 5’ fr. Armés Hovedkræfter, som den vel kunde binde, men ikke slaa afgørende uden Understøttelse fra III’ Armé. v. Btilow sendte derfor en Meddelelse til denne om, at Gardekorps og X’ A. K. trængte sejrrigt frem mod St. Gérard— Mettet og opfordrede indtrængende III’ Armé til endnu i Dag (d. 23’) at gaa over Meuse.
De franske Tropper af 3’ og 18’ Korps var imidlertid ogsaa bragt til Grænsen for deres Ydeevne; henimod Mørkets Frembrud lykkedes det derfor X’ tyske Res.korps ved en sidste Kraftanstrengelse at trænge ind i Nalinnés og Gozée, og den franske Front trykkes tilbage til Linien: Morialmé—Chastres—Bois de Fontaine Valmont. Paa 18’ C. A.s ve'nstre Fløj har dog 11’ Brig. hævdet Overgangene over Sambre ved Lobbes og Fontaine Valmont i haardnakket Kamp, lige indtil det sent paa Aftenen lykkes VII’ tyske A. K. med mindre Styrker at komme over Floden.
General Lanreza.es Bedømmelse af Situationen om Aftenen.
Henimod Kl. 16 havde Generalen forladt sin Kommandostation ved Philippeville og begivet sig til Arméhovedkvarteret i Chimay. Her indløber en Forespørgsel fra General Joffre om, hvorledes Lanrezac bedømmer Situationen, hvilke Hensigter han har og om, hvilken Hjælp Marskal French mener at kunne yde 5’ Armé. Denne Forespørgsel besvarer Generalen først sent paa Aftenen — Kl. 21,45 — derhen, pr. Telegram, at han har besluttet at trække Arméen tilbage til Linien Beawmont—Maubeuge. De Meldinger, der om Aftenen forelaa for Gen. Lanrezac om den almindelige Situation, var foruroligende: y Armé har siden Morgenen været under Tilbagegang mod Meuse og vil derved komme til at blotte 5’ Armés højre Flnake. Eftermiddagens Meldinger fra 51’ Res. Die. giver ogsaa Anledning til alvorlige Bekymringer; Generalen ved ikke, at Divisionen allerede om Aftenen har tilbageerobret Onhaye eller, at Tyskerne ved Dinant viser sig meget lidt paagaaende. Fra Namur foreligger Melding om, at Fæstningens Nordostfront er bukket under for Fjendens Angreb, at Tyskerne har besat Byen, og at 4’ belg. Div. er under Tilbagegang mod Bioul. Den engelske Armé er standset og i Kamp med en overlegen Fjende, der søger at omfatte dens venstre Flanke. Paa 5’ Armés egen Front er der vel ingen Fare ved V og 10' C.A., men ved 3' og 18' er Forholdene alvorlige. Chefen for 18’ Korps melder, at Korpset vel er i Stand til at forsvare sig, men ikke til at angribe. Chefen for .3’ Korps melder, at Korpset er samlet i sine nye Stillinger, rede til at angribe, men Arméens Forbindelsesofficer fortæller noget ganske andet, nemlig at der hersker en betydelig Uorden, og at Korpsets venstre Fløj er gaaet overilet tilbage overfor den blotte Trusel om et Angreb. Naar man sammenligner dette med de tyske Beretninger, saa synes rigtignok de sidstnævnte Bedømmelser af Situationen ved Tropperne at være overdrevent pessimistiske. Generalob. v. Blilow taler jo ogsaa om Opløsning blandt de tyske Tropper ved X’ R.. Sandheden er vel den, at begge Parter har været stærkt udmattet af de tre Dages voldsomme Kampe. Men i ethvert Tilfælde er Situationen meget alvorlig for 5’ Armé. Saafremt Tyskerne omfatter den engelske Armés venstre Flanke og samtidig bryder ind i højre Flanke og Ryg af 5’ franske Armé, kan der i de følgende Dage let opstaa en Situation som ved Sedan, og det er denne Katastrofe, der foresvæver Gen. Landezac, da han beslutter sig til at befale Tilbagegang, en Beslutning, som han nødig tager, og som han forudser muligt vil blive lagt ham til Last.
Kl. 21 befales da: „Arméen gaar i Morgen d. 24’ tilbage til Linien : Merbes le Château—Philippeville—Givet .............. Tilbagegangen paabegyndes af Tropperne Kl. 3 under Dækning af stærke Arriéregarder, som skal sørge for at holde Forbindelse med hinanden ..............“ General Lanrezac var i fuld Overensstemmelse med sin Stabschef, Gen. Hely d’Oissel, i Bedømmelsen af Situationen og Beslutningen om Tilbagegang; men der var enkelte Officerer i Staben, der misbilligede den, og da Generalen lod Befalingen læse op for Staben, forinden den udgik, gav disse Officerer deres afvigende Mening til Kende paa en ret voldsom Maade, men Gen. Lanrezac slog med sine knyttede Hænder i Bordet og sagde: „Nej! Nej! Nej! Jeg skriver under. Jeg ved, at jeg underskriver min egen Fordømmelse, men hvad gør det? Jeg betyder intet. Der er kun Frankrig, som betyder noget.“ (Le plan de campagne français ...). Før Daggry d. 24’ var da 5’ franske Armés Tropper paa March mod Sydvest, det lykkedes at frigøre sig for Fjenden og forhindre Katastrofen.
Gen. Lanrezacs Situation ved Udgivelsen af Tilbagetogsbefalingen ved Sambre er ikke uden Lighedspunkter med Gen. de Mezas ved Dannevirke. Lanrezacs Udbrud, da nogle af Stabens Officerer gør Indvendinger mod Tilbagetogsbeslutningen, svarer til de Mezas i Krigsraadet før Rømningen af Dannevirkestillingen, da han paa Spørgsmaalet: „Hvad vil man sige om dette? Hvorledes vil den offentlige Mening og Pressen bedømme vor Handling?“, svarer: „Det er ikke den, der foreskriver mig, hvad jeg bør gøre. Vi staar ikke her for at give en Forestilling, der kan vinde Tilskuernes Bifald.“ Som de Meza blev Lanrezac fjernet fra Kommandoen; begge var selvstændige, karakterfaste Personligheder, der ikke veg tilbage for et tungt Ansvar; begge blev senere rehabiliteret.
Hvorledes bedømte nu Modstanderen Situationen?
Heller ikke Generaloberst v. Biilow fandt de sent om Aftenen foreliggende Meldinger gunstige. Fra / ’ og III’ Armé var endnu ingen Efterretninger kommen. Gardekoryset havde endnu ikke meldt om Føling med IIP Armé; paa højre Fløj var VIP A. K. ikke kommen over Sambre. De tre øvrige Korps havde holdt Stand syd for Sambre og endda trængt Fjenden noget tilbage. Arméen stod med sine fire udmattede Korps overfor en tilsyneladende overlegen Fjende — den franske Styrke bedømtes til 7 Armékorps —, og som endda overfor VII’ A. K. syntes at modtage Forstærkninger (Gen. Valabregues Reservedivisioner?). Vilde Arméen formaa næste Dag at holde Stand overfor denne overlegne Fjende? X’ R. havde allerede meldt, at hvis Fjenden i Morgen fortsatte sit Angreb, var det ikke sikker paa at kunne holde sit altfor udstrakte Frontafsnit. Havde II’ Armés Fremstød over Sambre, forinden V og III’ Armé var rede til Angreb, dog maaske været et Vovestykke, som vilde hævne sig alvorligt? Saa alvorlige var de Betænkeligheder, der raadede i Gen.- oberst v. Blilows Stab d. 23’ om Aftenen, v. Biilow besluttede sig dog til næste Dag at forny Angrebet, men samtidig paakaldte han indtrængende de to Naboarméers Hjælp. En Genei’alstabsofficer blev sendt til III’ Armé, og til I’ Armé blev der radiotelegraferet som følger: „IX’ A. K. maa straks sættes an til omfattende Angreb mod den fj. venstre Pløj vest for Maubeuge“ (som det vil ses nedenfor, var dette Korps imidlertid haardt engageret ved Mons).
Arméens egne Korps fik ved den om Natten udgivne Armébefaling Ordre til straks fra Daggry at fortsætte Angrebet. Forbindelsen mellem / ’ og II' Arméoverkommando svigtede d. 23'. Der var af v. Biilow befalet telefonisk Forbindelse, men denne kom ikke i Stand „paa Grund af tekniske Vanskeligheder“, og der blev fra I’ Armé ikke afsendt nogen Forbindelsesofficer, saa at man intet vidste om Situationen ved II’ Armé. Set paa Baggrund af det hidtidige Forhold mellem de to Arméoverkommandoer kan man ikke frigøre sig for den Tanke, at v. Kluck ikke var særlig ivrig efter at faa Forbindelsen etableret.
Om Morgenen d. 24’ var Situationen foran II’ tyske Armé imidlertid fuldstændig forandret. Gen.ob. v. Biilow var tidligt om Morgenen ankommen til Gerpinnes paa X’ Armékorps’s Kampplads. Alle Armékorpsene var brudt tidligt op for at fortsætte den foregaaende Dags Angreb og var forberedt paa haarde Kampe; men de stødte kun paa Arriéregarder. v. Biilow fik af alle indløbne Meldinger et gunstigt Indtryk af Kampens Forløb; alt afhang nu af, om III’ Armé hurtigt naaede over paa den vestlige Meusebred, saa vilde Franskmændene ikke kunne undgaa et alvorligt Nederlag. Endelig omkring Middag indløb Melding om, at III’ Armé var kommen over Meuse, Franskmændene borte, Arméens højre Fløj marcherede over Florennes—Philippeville. Nu var altsaa Slagets Afgørelse falden, og det gjaldt om gennem Forfølgning at udnytte Resultatet. Da om Eftermiddagen den Melding indløb, at Fjenden overfor X’ A. K. og 2’ Garde Div. gik tilbage paa flugtlignende Maade, slog den foregaaende Aftens alvorlige Bedømmelse af Situationen ved Arméoverkommandoen om i sin Modsætning, og om Aftenen d. 24’ meldte den til den øverste Hærledelse: „II’ Armé har d. 24’ slaaet den overfor staaende Modstander afgørende. Talrige Kanoner erobret. F Armé i Kamp med den engelske Armé vest for Maubeuge. Omfatningen indledet. Englænderne flygter fra deres Stillinger, ...............“ Det var disse Meldinger, der gav den tyske øverste Hærledelse det Indtryk, at Afgørelsen paa Vestfronten allerede var falden, en Opfattelse, som senere viste sig ganske fejlagtig. Tyskerne havde vel d. 23’ tilkæmpet sig en Række taktiske Sejre. Kampene d. 24’ var kun Arriéregardekampe, altsaa ingen Slagdag, — saaledes som Reichsarchiv betegner den — og om en strategisk Afgørelse var der ikke Tale.
b. Slaget ved Mons.
Medens 5’ fr. Armé kæmpede mod II’ og III’ tyske Armé ved Charleroi og Meuse, blev Englænderne angrebet af von Klucks Armé ved Mons. Om Morgenen d. 23’ Aug. stod det britiske Ekspeditionskorps i en Stilling, der strakte sig fra Peissant mod N.V. til Mons, hvor den bøjede i vestlig Retning langs Kanalen indtil Pomnieroeuil med I’ Corps paa højre Fløj indtil Harmignies (Frontudstrækning ca. 12 km), II’ Corps herfra over Nimy nord og vest om Mons langs Kanalen til Pommeroeuil (Frontudstrækning ca. 22 km). Cav. Divisionen stod echelonneret bag venstre Fløj og bevogtede Kanalen til Condé. 19’ Inf. Brig. — hvis Afdelinger hidtil havde bevogtet Forbindelseslinierne — var under March fra Valenciennes for at afløse Cav. Div. paa Arméens venstre Fløj, som derefter vilde strække sig til Condé; tilvenstre herfor overtoges Bevogtningen og Afspærringen for fjendtlige Rytterpatrouiller over Lille til Havet af franske Territorialtropper under General d’Amade. Arméen befandt sig fremskudt i Forhold til 5’ fr. Armé, og imellem de to Arméer var der foreløbig et Hul paa ca. 15 km-, saa at en yderligere Tilbagetrækning af den franske Armé vilde udsætte Englænderne for dobbelt Omfatning og altsaa tvinge dem til at følge Tilbagegangen; men foreløbig syntes dens Stilling ikke farlig. Kl. 5,30 Morgen samledes Cheferne for Corpsene og Cav. Div. hos Marskal French til Instruktion om Stillingens Forstærkning og om Ødelæggelsen af Broerne over Kanalen. Den Stilling som IV Corps — der kom til at bære hele Kampens Byrde d. 23’ — skulde forsvare, var saa tyndt besat, at den næsten fik Karakter af en Forpoststilling; Kanalen, som var en betydelig Hindring, gav den en vis Styrke, og de engelske Forsvarsanlæg var meget lidt synlige, men Korpsets to Divisioner vilde rigtignok blive angrebet af seks tyske, og det var derfor heldigt, at man havde besluttet at forberede en ny Stilling over Frameries—Dour. Kampene paa den britiske Front indlededes tidligt om Morgenen ved Patrouillesammenstød mellem det britiske og det tyske Rytteri over næsen hele Fronten, og de bekræftede de tidligere Meldinger om den tyske Fremrykning med IX’ A. K. paa venstre Fløj og med 9’ Kav. Div. af v. d. Marwitz’s Kavallerikorps yderst mod Vest. Da I’ tyske Armé var i Færd med at udføre en Svingning mod Syd, var det klart, at Fodfolkskampen maatte komme først i Gang paa den engelske højre Fløj, og allerede omkring Kl. 9 begyndte da ogsaa den tyske Artilleriild her, og kort efter var Fodfolkskampen i Gang fra Obourg til Nimy med det fremrykkende IX’ tyske Korps. Senere kom Kampen i Gang ved Kanalen vest for Mons, hvor tysk Artilleri — af III’ A. K. — aabnede Ilden mod Jemappes og Overgangene her. Kort efter begyndte ogsaa Beskydningen af Broen ved la Mariette, men de paafølgende Fodfolksangreb blev foreløbig bragt til Standsning under store Tab. De engelske Regimenter, der havde gravet sig omhyggeligt ned, hævdede deres Stillinger lige til henimod Middag, og først ud paa Eftermiddagen maatte Forsvaret paa højre Fløj lægges tilbage til Bakke 93—Bois la Haut—Mons, medens venstre Fløj hævdede sine Stillinger ved Kanalen til henimod Mørkets Frembrud. Fra Kl. 17 førtes en voldsom Kamp mod en overlegen Fjende, og Kampen kom særlig til at dreje sig om Højdedraget ved Bois la Haut, hvor Batterierne kørte op i selve Skyttelinien. Heimod Kl. 20 satte Tyskerne et almindeligt Angreb an, men det brød sammen under en voldsom Ild fra Geværer, Maskingeværer og Kanoner. Først Kl. 21 befaledes Tilbagegang mod Nouvelles. Tilbagegangen blev ikke foruroliget af Fjenden.
Karakteristisk for Slaget ved Mons er den uopklarede Situation, hvori I’ tyske Armé sætter Angrebet an, og Undervurderingen af Modstanderen. Endnu d. 23’ om Form. er Arméoverkommandoen i stor Uvished om, hvor Englændernes Hovedkræfter befinder sig.
En — som det senere viste sig -— urigtig Melding om Troppeudladninger ved Tournai kunde tyde paa, at de kom fra Egnen om Lille, og v. Kluck standsede derfor i nogle Timer Arméens Fremmarch; thi med sin nuværende Marchretning vilde den i saa Tilfælde ikke kunne angribe Englænderne omfattende. Imidlertid fik venstre Fløjkorps — IX’ — Føling med Fjenden, Kampen begyndte, og de herved fremskaffede Efterretninger viste, at Englænderne i ethvert Tilfælde med betydelige Styrker var ved Mons. Om nogen egentlig Indledningskamp med det for Øje at skabe et Efterretningsgrundlag for den videre Udvikling af Kampen, var der imidlertid ikke Tale; de tre forreste Korps blev sat an til Angreb over en bred Front, og Korpsene i anden Linie blev ikke trukket tættere paa. Arméoverkommandoen ansaa de tre Korps i første Linie for at være tilstrækkeligt overlegne til at bryde den engelske Modstand, og Korpsene i anden Linie skulde først senere sættes an til Omfatning. Men de var saa langt tilbage, at de end ikke d. 24’ kunde gribe virkningsfuldt ind, og Omfatningen blev derfor kun en Trusel, den blev i første Omgang ikke til Virkelighed.
Marskal Frenchs Opfattelse af Situationen. om Aftenen.
Resultatet af Dagens Kampe var, at Fjendens Fremrykning var foleven opholdt en Dag; Tyskernes Maal for d. 23’ laa syd for Kanalen, et Maal, som de først naaede d. 24’. De britiske Tropper havde kæmpet godt — skønt den samlede Ledelse af Kampen havde svigtet —, og Fjenden havde lidt saa alvorlige Tab, at han var bleven forsigtigere, om nogen egentlig Forfølgning var der ikke Tale. Der herskede da endnu om Eftermiddagen ingen særlig Ængstelse i det britiske Hovedkvarter med Hensyn til Ekspeditionskorpsets Stilling. Men da Flyvermeldinger oplyste, at Tournai var besat af Fjenden, og at en betydelig Kolonne af alle Vaaben marcherede fra Egnen vest for Soignies mod Pommeroeuil, kunde det forudses, at Fjenden vilde fortsætte Angrebet den næste Dag, og det var Marskal Frenchs Hensigt at modtage Angrebet, selv om en tysk Omfatning begyndte at true. Da indløb imidlertid om Aftenen Efterretninger om 5’ fr.
Armés Tilbagegang, hvorved ogsaa højre Flanke blev blottet. Gen. Lanrezac anbefalede Englænderne at gaa tilbage med Retning mod Cambrai, hvorefter Marskal French meddelte, at han vilde gaa langsomt tilbage mod Linien Maubenge—Valenciennes, og om Aftenen udgik de fornødne Befalinger i saa Henseende. I’ Corps og Cav. Div. skulde dække IF Corps’ Tilbagegang.
c. Stormen paa Namur.
I Fæstningen Namur var man tidligt om Morgenen paa det rene med, at et Stormangreb var overhængende, og at det vilde blive rettet mod Fæstningens Nord- og Østfront — IV’ Afsnit —, men tillige truede et Angreb syd for Meuse, og paa Vestfronten havde man ogsaa Føling med Fjenden — 14’ tyske Res. Div. Bombardementet mod Forterne havde vedvaret hele Natten, og fra Daggry slog en Orkan af Projektiler ned over de belgiske Stillinger. De største Granater knuste Forternes Betonkonstruktioner og sprængte Panseret, medens de middeltunge og de lette Kanoner overvældede Anlæggene i Fortmellemrummene med deres Ild. Paa Fæstnings frontens IV’ Afsnit, der blev ramt af det tyske Hovedangreb, bestod Besætningen baade af belgiske og franske Tropper. Afsnittet var delt i et nordligt og et sydligt Underafsnit. Det nordlige blev udsat for det første Stød. Omkring Kl. 10 (fransk Tid) voksede den tyske Artilleriild til den yderste Voldsomhed, og den franske Oberstløjtnant, som førte Kommandoen her, befalede Tilbagegang omtrent i samme Øjeblik, som de tyske Stormkolonner brød frem. Kort efter gaar det tyske Angreb frem over hele Angrebsfronten, Fortmellemrummene gennembrydes, men Forterne Cognelée og Marchovelette staar endnu som faste Klipper i Brændingen. Fort Cognelée beskydes med Salver paa 4 Skud af 30,5 cm Haubitser; der gaar Ild i et Krudtmagasin, og Kl. 12,30 overgiver Fortet sig. Fort Marchovelette holder stadig trods det voldsomme Bombardement , men henimod Kl. 13,40 eksploderer en 42 cm Granat i Centralgalleriet og dræber henved 2/3 af Besætningen.
Der gaar Ild i Ammunitionsmagasinet, men ikke desto mindre modtages de tyske Stormkolonnes med Ild fra Saillantkaponiéren; ligesom Fort Loncin ved Liège overgav Fortet sig ikke, men blev ødelagt af den fjendtlige Artilleriild. Imidlertid var Besætningerne i Fortmellemrummene under Tilbagegang, dækket af en fransk Bataillon, der havde taget Stilling ved Bouge. General Michel havde henimod Middag taget Kommandostation i det gamle Citadel for at organisere Forsvaret af II’ Afsnit som Réduit, men da indløb Melding om, at 1’ franske Armékorps gik mod Ermeton for at gøre Front mod III’ tyske Armé ved Meuse, og Kanontordenen fra Kamppladsen ved Sambre trak efterhaanden sydpaa og viste, at General Lanrezacs Armé maatte vige. Hjælp fra fransk Side var altsaa udelukket, og den belgiske 4’ Div. maatte søge at slippe tilbage i det smalle Rum mellem II’ og III’ tyske Aimé. Henimod Kl. 17 blev Ordren, til almindelig Tilbagegang givet, og Tropperne satte sig i March mod Bioul. Heldigvis var II’ og III’ tyske Armé gensidigt daarligt undei rettede, og det lykkedes 4’ belg. Div. — omend med betydelige Tab — at slippe tilbage til Mariembourg ; senere transporteredes den ad Søvejen til Anvers og deltog i Forsvaret af denne. De enkelte Forter ved Namur kæmpede videre. Endnu d. 24’ bandt de hele Belejringskorpset og yderligere to Divisioner, og de medvirkede derved til, at den tyske Forfølgning ikke kunde foregaa med fuld Kraft.
Begivenhederne ved Namur (og Liège) viser, at man før Krigen paa tysk Side havde draget Lære af Port Arthurs Belejring under den russ.-japanske Krig — hvor Japanerne bragte tungt Kystskyts i Batteri — og havde sat alt ind paa at gøre Belejringsskyts af hidtil ukendt Kaliber saa mobilt, at det til Dels kunde følge Felthæren for derved at overvinde de permanente Fæstningers Beton- og Panserkonstruktioner. Heroverfor stod Belgierne ganske uforberedt; Befæstningsanlægene var kun konstrueret til at modstaa den 21 cm Morter, og Overraskelsen blev derfor fuldstændig og lammende.
Slagets Resultat.
Grænseslaget i Belgien var blevet til et Nederlag for de allierede, men det var ikke blevet til nogen Katastrofe for dem. Krigens første Sammenstød mellem de to Modstandere bar Præget af Voldsomhed og Dødsforagt. Dette fremgaar tydeligt af „Reichsarchiv“s Fremstilling af de haardnakkede Kampe d. 23’ paa hele II’ Armés Front. Hele Eftermiddagen d. 23’ var Gen.ob. v. Biilow i stor Uvished om, hvad det endelige Udfald af Kampen vilde blive. 18’ fr. Armékorps’ voldsomme Modangreb gav Indtryk af, at Franskmændene raadede over betydelige Styrker, som endnu var friske, og de tyske Tropper nærmede sig stærkt Grænsen for deres Ydeevne. Imidlertid udviste de en beundringsværdig Energi og Angrebskraft, og da endelig Meldingerne om Aftenen viste, at ogsaa II’ Armés højre Fløj havde kastet Fjenden, kunde man vente et gunstigt Udfald af Slaget, men maatte være forberedt paa haardnakkede Kampe den næste Dag. At de tyske Tropper var stærkt udmattede, viser den Kendsgerning, at det lykkedes hele 5’ Armé at frigøre sig i Løbet af Natten under Dækning af Arriéregarder. General Lanrezacs Armé var ikke afgørende slaaet, men havde afbrudt Kampen overfor Truslen om at blive angrebet i højre Flanke og i Ryggen af III’ Armé. De franske Tropper havde kæmpet tappert, men Vaabenlykken havde svigtet dem; at de ikke havde mistet deres Kampkraft skulde de faa Dage efter bevise ved pludselig under Tilbagegangen at gøre omkring og bide kraftigt fra sig i Slaget ved Guise—St. Quentin.
Grundene til Nederlaget var flere. For det første var de allieredes venstre Fløj for sent sat i March mod Nord, og et Samvirke med den belgiske Hær derved udelukket. Men den var tillige numerisk for svag: den disponerede kun over en Styrke af 5 franske Armékorps og 2 engelske foruden Gen. Valabrégues Reservedivisioner, der var langt tilbage og først naaede op paa Slagets sidste Dag. Der kunde kun have været bødet herpaa ved at tage Tropper fra Fronten i Alsace-Lorraine og rettidig transportere dem mod Nord, idet man opgav enhver offensiv Optræden der. De tre tyske Fløjarméer raadede tilsammen over 16 Armékorps, hvoraf dog eet maatte sikre mod Antwerpen og to anvendes til Angrebet paa Namur. Endvidere blev Situationen ved Kampens Begyndelse sikkert ikke erkendt paa rette Maade af Gen. Lanrezac. Skønt Generalen lige til kort før Slagets Begyndelse synes at have været paa det rene med, at de tyske Arméer var under Fremrykning med foruroligende Styrke og Hurtighed, saa synes han dog at være bleven overrasket ved Sammenstødet d. 2 1’ og ikke at have erkendt, hvor alvorlige Dagens Kampe havde været. En medvirkende Aar sag til de første Dages Uheld var det sikkert, at Armébefalingen for d. 21’ udgik for sent, og at Korpscheferne var for lidt orienteret om Arméens Hensigter. Overraskelsen blev nu en dobbelt: strategisk, fordi de allierede Kræfter ikke havde fuldendt deres Koncentration, og Uilctisk, fordi det tyske Angreb ved Sambre ikke var ventet saa tidligt.
Uddannelsesmæssigt var de tyske Tropper vel ogsaa de franske overlegne. Hvis Tyskerne ved Sambre havde angrebet paa samme hensynsløse Maade som Franskmændene, var det næppe gaaet dem godt; men de tog sig vel i Agt derfor; efter hver vunden Fordel forstærkede de deres Stillinger, og Franskmændene forblødte i frugtesløse Angreb derimod. Paa ingen af Siderne var Samvirket mellem Fodfolket og Artilleriet tilfredsstillende; men Tyskernes Overlegenhed i tungt Artilleri gav dem en Fordel, ikke mindst gennem den moralske Virkning. Artilleriforberedelse af Fodfolkets Angreb kendte man endnu ikke til; Resultatet blev, at Fodfolket rykkede frem i tætte Skyttelinier for at opnaa Ildoverlegenhed og angreb hensynsløst; „l’offensive å outrance“ fejrede vilde Orgier. Det blev blodigt købte Erfaringer om de moderne Ildvaabens Kraft, som høstedes i Krigens første Maaneder; Erfaringer, som man i en efterfølgende Fredsperiode ikke maa lade gaa i Glemmebogen. Fodfolkets Tab var enorme paa begge Sider. Ved III’ tyske A. K. var de saa voldsomme, at Underafdelingernes Mandskab fik Indtryk af, at de havde lidt et blodigt Nederlag.
Afgørende for de allieredes Tilbagegang blev det dog, at den franske Offensiv i Luxembourg mislykkedes, saa at IIF tyske Armé paa Slagets sidste Dag uhindret kunde gribe ind og — saafremt Kampen ved Sambre blev fortsat — var i Stand til at forandre det endnu uafgjorte Slag til en Katastrofe. Nu, bagefter, kan man maaske hævde, at saaledes som Begivenhederne ved Meuse i Virkeligheden formede sig d. 23’, havde der været Mulighed for, at 1’ C. A. kunde have faaet Tid til at føre sit Flankestød mod det tyske Gardekorps, forinden Faren ved Meuse blev overhængende; thi i Virkeligheden blev det kun Gen. Mangins 2 Batir. og de to Rytterregimenter, der greb ind til Støtte for 51’ Res. Div., saa at den forhindrede IIF tyske Armé i allerede d. 23’ at gribe ind vest for Meuse. Men dette var jo hverken Gen. Franchet d’Esperey eller Gen. Lanrezac i Stand til dengang at overse. Saaledes som den strategiske Situation havde formet sig, kunde 1’ C. A.s Standsningsstød og en partiel taktisk Sejr ikke have forandret Slutresultatet. De allieredes venstre Fløj var i en saa uheldig Situation, at den maatte tilbage, naar den vilde undgaa at omklamres af de tre numerisk meget overlegne tyske Arméer. Det er ikke saa underligt, at General Lanrezac saa for sig en Katastrofe som den ved Sedan — som han selv beretter i „Le plan de campagne français“ —, og at han fattede sin Beslutning om at føre Hæren tilbage for at undgaa en saadan Ulykke, en Beslutning, som han vidste vilde blive fordømt af „Ungtyrkerne“ i General Joffres Stab.
Fæstningen Na murs hurtige Fald var utvivlsomt en alvorlig Skuffelse for de allierede; den skulde jo danne et fast Støttepunkt for 5’ Armés højre Fløj. At de permanente Fæstningsværker med pansret Skyts, som man faa Uger forinden havde næret fuldstændig Tillid til, i Løbet af Timer blev gjort ukampdygtige af det overvældende tyske Belejringsartilleri blev en frygtelig Overraskelse ikke alene for de svagt organiserede belgiske Fæstningsregimenter, men ogsaa for de til Hjælp afgivne aktive franske Batailloner, som hørte til Frankrigs bedste. Herom vidner følgende Melding fra en af de franske Bataillonschefer d. 23’ Aug. om Form. :
Man bliver „smadret“ paa Stedet. Det er et rent Helvede, og jeg vil forsøge at trække mig tilbage.“ Forternes Besætninger blev moralsk ødelagt af Ilden fra de 30,5 cm Haubitser og 42 cm Morterer, og dog holdt Besætningen i Fort Marchovelette ud, lige til det sprang i Luften, og Fortet havde ophørt at eksistere.
Slaget vedblev alle tre Dage at have Renkontrekampens Karakter med alle dens overraskende Momenter. II’ tyske Armé blev ikke sat samlet an til et planmæssigt Angreb, men Kampen førtes i høj Grad paa Underforernes Initiativ, og ved de to andre Arméer gjorde lignende Forhold sig gældende. Men heller ikke 5’ franske Armé førte de to første Dage en Forsvarskamp under planmæssig Ledelse, Korpsene kæmpede paa egen Haand. Efter Kampene d. 22’ og Franskmændenes Tilbagevigen var Følingen mellem de to Modstandere til Dels gaaet tabt — Afstanden var de fleste Steder ca. 10 km, og Følgen var, at man atter d. 23’ stod overfor en ret uopklaret Situation, hvad der ikke burde kunne ske, men det forklares sikkert gennem Fodfolkets store Anstrengelser i de to foregaaende Dages Kampe, ikke mindst for Førernes Vedkommende.
Et Held for de allierede var det, at Kommandoforholdem paa tysk Side ikke var ordnet paa mere formaalstjenlig Maade end hos dem selv. Det lykkedes derfor ikke den tyske Overkommando at føre et samlet, tilintetgørende Slag mod 5’ franske Armé og det engelske Ekspeditionskorps; disse undgik den truende Omklamring, og Gen. Lanrezacs Beslutning om samlet Tilbagegang d. 23’ om Aftenen reddede Arméen fra Tilintetgørelsen og muliggjorde den senere Standsning ved Marne. Men en bedre Forbindelse mellem Gen. Lanrezac og Marskal French vilde vel ogsaa have gjort det muligt for Englænderne at slippe bedre fra Kampene i de paafølgende Dage. Paa tysk Side var det en meget uheldig Foranstaltning at lade Generaloberst v. Biilow føre Overkommandoen over I’ og II’ Armé samtidig med, at han beholdt den direkte Kommando over sin egen — II’ Armé; ligesaa uheldigt var det, at III’ Armé ikke var ham underlagt. Enten burde den tyske Øverste Hærledelse selv have taget Ledelsen i sin Haand og lagt sin Kommandostation frem bag de højre Fløjarméer, har tilbøjelig til at lade sig opsluge af Føringen af sin egen Armé og lod sig af sine ubændige Underforere tvinge til at forandre sin oprindelige — og rigtige — Beslutning: ikke at angribe ved Sambre, før Arméerne havde udført deres Svingning, og I’ Armé derved var bleven i Stand til at gribe virkningsfuldt ind. Men med de store Styrker og Afstande, som der her var Tale om, vilde dette vare Dage og ikke Timer.
I deres voldsomme Angrebsiver indledede nu imidlertid Underførerne Kampen allerede under II’ Armés Svingning mod Syd, dens højre Fløj korps kom først i Kamp paa den tredie Slagdag, og paa lignende Maade gik det ved I’ Armé. Ved denne begyndte Kampen d. 23’ om Morgenen Kl. 9 ved første Linies venstre Fløjkorps, medens højre Fløjkorps først kom i Kamp henimod Mørkets Frembrud. Ved ingen af Arméerne saa man en Indledningskamp, der skulde skaffe det fornødne Grundlag for Arméoverkommandoens Dispositioner, og Arméførerne var da ogsaa ustandseligt i Tvivl om, hvor Fjendens Hovedkræfter i Virkeligheden befandt sig og om deres Styrke, men dette hænger vel sammen med, at man ikke ser nogen egentlig Avantgarde for Arméerne anvendt, en Fremgangsmaade, som dog allerede Napoleon anvendte. I sit Felttog i 1806, kendetegnet ved Navnet Jena, havde han 1’ Korps med stærkt Rytteri som Avantgarde for „la grande Armée“. Ved Sambre ser man kun en brutal „Gaaen paa“ med bred Front i Iver for at kaste Fjenden tilbage. Denne overdrevne Iver blev skæbnesvanger. Omfatningen —- helst den dobbelte Omfatning, CannæManøvren — var forlængst i den tyske Hær knæsat som den virkningsfuldeste Manøvre, men da den skulde udføres i Virkeligheden, gav man sig ikke den fornødne Tid dertil. Og dog, jo længere de allieredes venstre Fløj tøvede ved Sambre, des mere udsat blev dens Stilling, og hvis man paa tysk Side afventede det Øjeblik, da I’ Armé kunde angribe virkelig omfattende mod den engelske venstre Fløj og Flanke, var Katastrofen næsten uundgaaelig for de allierede, og Afgørelsen paa Vestfronten kunde maaske have været fremkaldt allerede i Grænseslagene. Nu derimod kastede man sig frontalt over Modstanderen og truede kun med Omfatningen, saa at han fik Mulighed for at afbryde Kampen og undvige. Anvendelsen af Rytterkorpsene var heller ikke heldig. Først var de — 1’ og 2’ K. K. — direkte under øverste Hærledelse, derefter blev de underlagt II’ Armé, og kort efter blev 2’ K. K. — paa I’ Armés Henstilling — underlagt denne. Ved at henlægge Rytterkorpsene under en Arméoverkommando vil de let blive anvendt til Særopgaver for Arméen og derfor mangle til Løsningen af de større Opgaver. Kun ved Underlæggeisen under Øverste Hærledelse kunde man undgaa, at Bevægelsesretning og Opklaringsfelt hyppigt blev skiftet og den dermed følgende Opslidning af Rytteriets Kraft. Dette skete f. Eks. ved 2’ K. K., da det skiftede Kommandoforhold og forhindrede det i rettidigt at gribe virkningsfuldt ind mod Englænderne i den for disse farlige Retning — Flanke og Ryg. Skønt de tyske Arméer i Dagene 21’—23’ Aug. tilkæmpede sig en Række uomtvistelige, taktiske Sejre, saa var dog det strategiske Resultat utilfredsstillende. Men ikke nok hermed. Da man efter 3 Dages forbitrede Kampe saa Fjenden gaa tilbage, overvurderede man til den Grad de opnaaede Resultater, at Øverste Hærledelse gennem Sejrsmeldinger — som den maaske selv burde have kontrolleret — blev forledt til at træffe skæbnesvangre Dispositioner. Under samlet Føring havde Slaget maaske faaet et andet Resultat og I’ Armé bleven sat anderledes ind i Slaget. Nu mislykkedes Omfatningen af de allieredes venstre Fløj i første Omgang.
Men Føringen af Millionhærene frembød praktiske Vanskeligheder, som i Fredstid sikkert var bleven undervurderet. Det er ikke tilstrækkeligt, at den øverste Feltherre sidder langt tilbage, studerer de indløbne Meldinger og giver sine Direktiver. Han maa undertiden selv frem til Arméerne, søge at danne sig et personligt Indtryk af Begivenhederne og maaske selv gribe ind for at lede dem ind i det ønskede Spor. Mulighederne herfor var allerede til Stede i 1914: Automobiler og Flyvemaskiner var til Raadighed.
Vi ser et Eksempel paa en Løsning i denne Retning i de senere Maaneder af Felttoget 1914, da Gen. Joffre under „Kapløbet mod Havet“ og Slaget i Flandern sender Gen. Foch som sin delegerede til den nordlige Del af Fronten, hvorledes Foch da ustandseligt er paa Færde ude ved de enkelte Arméer og ikke under sig nogen Hvile. Det lykkedes ham da ogsaa ved personlig Paavirkning og Indgriben at bringe Operationerne ind i den af Overkommandoen ønskede Retning. En lignende Fremgangsmaade paa den tyske højre Fløj i Augustdagene kunde maaske have baaret Frugt, hvis man tillige havde forstaaet at tæmme altfor selvraadige — undertiden nærmest ulydige — Underførere.
O. H. Permin.
