Log ind

En krig efter reglerne? Amerikanske soldaters fjendebillede og krigsforbrydelser under kampene på vestfronten 1944-45

#

Cand. mag. Martin Fransen.

Indledning
Krigen på vestfronten bliver i den fremherskende forskning opfattet som en mere “fair”
krig mellem de vestallierede og tyskerne end krigen på østfronten, som fra tysk side var en
raceideologisk krig ført med stor brutalitet.
Det betød dog ikke, at der aldrig blev begået krigsforbrydelser på vestfronten, om end
det skete i mindre omfang end på østfronten. Her kunne man på forhånd forvente, at de
amerikanske soldater var mindre disponerede for at begå krigsforbrydelser sammenlignet

med de andre allierede. Mens Storbritannien havde været udsat for en tysk bombeoffen-
siv, og Sovjetunionen kæmpede for sin eksistens samt oplevede et massivt antal tyske

forbrydelser, var USA ikke krigsskueplads. Generelt var der fra de amerikanske soldaters

side ikke nogen grund til at hade de tyske soldater- måske lige med undtagelse af us-
soldater af jødisk oprindelse.

Vestfronten er interessant, da de vestallierede her stod overfor både den tyske vær-
nemagt samt flere divisioner fra Waffen SS. Det var samtidig her, de allierede soldater i

slutningen af krigen befriede koncentrationslejrene og dermed stod ansigt til ansigt med
det tyske folkemord.
I denne artikel undersøges, hvilken betydning de amerikanske soldaters fjendebillede

af de tyske soldater havde som motivation for de krigsforbrydelser, de begik under kam-
pene på vestfronten. Undersøgelsen kan dermed også ses som et eksempel på, hvad der

generelt motiverer krigsforbrydelser.1

Definition på krigsforbrydelser

Allerede inden 2. verdenskrig var der udformet regler for krigsførelse. Her udgjorde Gene-
ve- konventionen sammen med Haag Landkrigsordningen grundlaget for den gældende

krigsfolkeret. Geneve konventionen var et overbegreb for flere enkelte internationale afta-
ler for en humanisering af væbnede konflikter. De vigtigste bestemmelser var her “Aftalen

om behandling af krigsfanger” og aftalen om “Forbedring af forholdene for hærenes såre-
de og syge på slagmarken.” Begge aftaler blev ratificeret i 1929 af flere stater, og erstat-
tede tidligere internationale traktater. Tyskland, Storbritannien og USA var blandt signa-
turmagterne, og var således bundet af konventionen. 2 Under 2. verdenskrig var det, som

det ligeledes er i dag, internationalt gældende lov, at en fjendtlig soldat, der har overgivet

sig, skal behandles som krigsfange, og ikke længere må skydes. 3 Begrebet krigsforbrydel-
se dækker i denne artikel over skydningen af krigsfanger.

Kildegrundlag

Som kildegrundlag anvendes primært interviews foretaget med amerikanske krigsvetera-
ner efter krigen. Begrundelsen herfor er, at veteranerne i disse interviews bliver spurgt

direkte ind til de konkrete emner, der er genstand for undersøgelsen i denne artikel. Det er
dermed det mest oplagte kildegrundlag at benytte. I den forbindelse er det passende med
en diskussion af troværdigheden af interviews i forhold til andre kilder.
Som kilde minder interviews karaktermæssigt om erindringer, men er mere specifikke.

Mens erindringer ikke altid giver svar på de ønskede spørgsmål, forholder det sig anderle-
des med interviews. Her udvælger intervieweren, hvem han/hun vil interviewe, og hvad de

vil spørge om. Gennem interviewet kan der dermed søges svar på bestemte spørgsmål.
Den vigtigste betydning for historien er dermed, at der kommer svar fra en ny vinkel. 4
Dette gør sig ligeledes gældende for de anvendte interviews til denne artikel. 5 Om

værdien af interviews i forhold til andre kilder udtrykker historikeren Paul Thompson: “Re-
ality is complex and many-sided; and it is a primary merit of oral history that to a much

greater extent than most sources, it allows the original multiplicity of standpoints to be
recreated.” 6 Gennem interviews fås en levende historisk dimension. En viden om fortiden

der er følt og ikke bare kendt. 7 Der er nogle metodiske udfordringer ved brugen af inter-
views som kildegrundlag, først og fremmest hukommelsesfaktoren. Med interviews, der

går langt tilbage i tiden, er der større sandsynlighed for fordrejninger influeret af ændringer

i værdier og normer, som måske ubevidst ændrer opfattelsen hos den, der bliver inter-
viewet. Over tid bliver tilliden til hukommelsen mere fremtrædende. I forhold til andre kil-
der mener Thompson, at der ikke er nogle endelige regler til at fastslå troværdigheden af

mundtlige udsagn i forhold til andre historiske kilder. De skal sammenlignes med andre
kilder, og de givne udsagn skal opvejes i forhold til en bredere kontekst. Interviews har
varierende styrke i forskellige situationer. I nogle sammenhænge er mundtlige udsagn

bedst, i andre er de supplerende til øvrige kilder. 8 Disse overordnede metodiske princip-
per anvendes så vidt muligt også i undersøgelsen af de interviews, der anvendes i artiklen.

Der inddrages løbende også andet kildemateriale- herunder amerikanske krigsdagbøger
og erindringer- til sammenligning med de anvendte interviews. Det gøres for at vurdere

troværdigheden bedst muligt, eftersom de veteraner, der interviewes, kan have fået påvir-
ket deres opfattelse af senere fortolkninger af omstændighederne.

Afgørende faktorer for de amerikanske soldaters fjendebillede:
Kampenes karakter og tyske styrker på vestfronten
De amerikanske soldaters opfattelse af de tyske tropper må på forhånd forventes at være
blevet formet af to sammenhængende faktorer; kampenes karakter og i den forbindelse
de forskellige tyske enheders krigsførelse.
Andre faktorer, der formentlig også har bidraget til soldaternes opfattelse af de tyske

soldater, har været de amerikanske avisers billede af disse. Krigskorrespondenter, ud-
sendt af de amerikanske aviser, ledsagede de amerikanske tropper og berettede gennem

deres opdateringer om krigens gang. De var underlagt militær censur, og det billede de
formidlede gennem opdateringerne af bl.a. de tyske tropper var således et konstrueret
billede af virkeligheden, der kunne ændre sig i takt med begivenheder på slagmarken. 9
En anden faktor der ligeledes kan have haft indflydelse på soldaternes opfattelse, var de
forudgående forestillinger de havde om fjenden.
Amerikanske tropper kæmpede både i Stillehavet og i Europa. De to krigsskuepladser
var iflg. Kenneth D. Rose ikke kun adskilt geografisk, men var også forskellige i den måde,
der blev kæmpet på. Det afgørende for kampenes karakter var, iflg. Rose, især den måde
parterne opfattede hinanden på. Krigen i Stillehavet var revolutionær, idet kampene her
var præget af gensidigt racehad og brutalitet fra både japansk og amerikansk side. Men til
forskel var den amerikanske krigsførelse i Europa ikke meget anderledes af karakter end

Napoleonskrigene. Her var der, iflg. Rose, bred enighed om, at kampe mellem amerikan-
ske og tyske tropper var ”fair” af karakter. Doktrinen ”fairness”, som Rose betegner det,

blev dog unægteligt udfordret gang på gang, idet der også her skete overgreb på krigsfan-
ger. Men iflg. Rose eksisterede ”Fairness” i det mindste som ideal mellem de amerikanske

og tyske soldater, til forskel fra krigen i Stillehavet og krigen på østfronten, der var præget

af næsten ubegrænset ondskab. 10 Rose baserer delvis sit synspunkt på en spørgeunder-
søgelse, det amerikanske militær foretog under krigen med de amerikanske soldater i

Europa og Stillehavet. Den blev foretaget for at teste soldaternes kampmotivation og deres

had til fjenden. Meget konkret viste undersøgelsen, at amerikanske soldater, der kæmpe-
de i Stillehavet, var mere motiveret af had til fjenden, end de amerikanske soldater i Euro-
pa var. Blandt de adspurgte amerikanske soldater i Europa kunne der ligeledes spores en

tendens til at identificere sig med de tyske soldater. 11 Fælles for de adspurgte soldater i

både Europa og Stillehavet var, at hævngerrighed blandt disse i videst udstrækning var
relateret til krigsforbrydelser begået af modparten. 12 I forhold til denne artikels tema er
der dog flere svagheder ved undersøgelsen. Først og fremmest blev den foretaget før den
allierede landgang i Normandiet, og dermed før amerikanerne havde mødt Waffen SS
enheder i kamp. I samme forbindelse kan det ikke udelukkes, at soldaterne senere kunne

ændre holdning pga. omstændighederne på slagmarken. The American Soldier undersø-
gelsen kan med andre ord ikke siges, at give et fyldestgørende billede af de amerikanske

soldaters syn på de tyske tropper. Derimod gav den et billede af, hvilke tendenser der på
daværende tidspunkt kunne spores hos de amerikanske soldaters opfattelse af de tyske
soldater.

Gerald F. Linderman har et lignende synspunkt som Kenneth D. Rose. Ifølge Linder-
man kæmpede amerikanske og tyske soldater generelt mod hinanden efter en slags reg-
ler. Dog ændrede karakteren af kampene sig, jo tættere krigen kom på Tyskland. Første

gang, amerikanske og tyske tropper stod overfor hinanden, var i Nordafrika i 1942. Kam-
pene i Nordafrika var præget af, at begge sider kontrollerede sig selv og holdt sig til regler-
ne. Her var det sjældent, at amerikanske og tyske soldater skød krigsfanger. Med den

allierede invasion i Italien i 1943 rykkede krigen tættere på Tyskland, og karakteren af

kampene ændredes til en vis grad. Til forskel fra krigen i Nordafrika, der havde været be-
grænset til en kamp mellem militære styrker, blev civilbefolkningen nu uundgåeligt invol-
veret i kampene. Tyskerne begyndte bl.a. at begå overgreb mod italienske civile. Selvom

reglerne for kampene blev udvidet, lykkedes det alligevel at videreføre kampenes karakter
fra Nordafrika til Italien.
Med den allierede invasion i Normandiet i 1944 blev denne karakter af krigen overført
til vestfronten. 13 “We fought...by rules of a sort” som en amerikansk veteran udtrykker i
sine erindringer. 14 Men det betød dog ikke, at reglerne aldrig blev brudt. Der var episoder,
hvor både amerikanske og tyske soldater skød krigsfanger, og til tider var der risiko for, at
det hidtidige regelbaserede system ikke ville overleve under kampene på vestfronten.
Eftersom der alligevel var hyppige brud på reglerne, måtte begge sider dermed finde en
måde at kontrollere deres soldaters opførsel på. 15 Fra amerikansk side blev det forsøgt at
kontrollere soldaternes opførsel ved af og til at straffe amerikanske soldater, der skød
tyske krigsfanger. Dette blev til gengæld også gjort, velvidende at det ellers kunne medføre
repressalier fra tysk side mod amerikanske fanger. De amerikanske soldater var for fleres
vedkommende også klar over, at brud på reglerne kunne medføre hævnaktioner fra tysk
side. 16 Fra både amerikansk og tysk side var der også eksempler på, at der i forbindelse
med “uheldige episoder” blev kommunikeret mellem de to parter for at undgå repressalier.
F.eks. angreb tyske soldater i november 1944 ved et uheld amerikanske sygehjælpere og
sårede to af disse. Tyskerne beklagede episoden overfor sygehjælperne, da de kom tætte-

re på. De forklarede, at de troede, de angreb amerikanske soldater, men havde været ude

af stand til at se sygehjælpernes Røde Kors armbind. Sådanne undskyldninger for hæn-
delser på slagmarken fandt sted på alle niveauer- også på den militære overkommandos

niveau. Under en amerikansk togtransport af tyske krigsfanger i 1945 omkom 130 af
kvælning pga. manglende ventilation i togvognen. Via den amerikanske delegation i Bern
udtrykte Eisenhower beklagelse overfor den tyske overkommando, og forsikrede dem om,
at en undersøgelse af hændelsen var iværksat. 17
Det var iflg. Linderman kampforholdene, der havde indflydelse på soldaternes evne og
vilje til at overholde reglerne, samt hvor ofte, med hvilken intensitet, og hvor længe disse
ville omstøde de amerikanske soldaters billede af fjenden. De amerikanske soldaters

opfattelse af de tyske soldater var generelt præget af respekt iflg. Linderman. Men hæn-
delser under kampene gjorde det ofte umuligt at bevare en sådan opfattelse. 18 Selvom

reglerne ofte blev brudt, og der til tider var risiko for, at det regelbaserede system ikke ville
overleve, løb det iflg. Linderman aldrig løbsk: “At every moment of day and night, the rules,
major and minor, formal and informal, were violated...Soldiers daily infringed some of its

provisions and for short periods many of its provisions, but frequent violations and fre-
quent retaliations never conjoined to impart momentum to a downward cycle capable of

sustaining itself.” 19

De tyske styrker: Wehrmacht og Waffen SS
Under krigen på vestfronten stod de vestallierede både overfor den tyske værnemagt og til
forskel fra kampene i Nordafrika og Italien også overfor flere af divisionerne fra Waffen SS.

De britiske styrker havde under kampene i Frankrig i 1940 kæmpet mod enheder fra Waf-
fen SS og oplevet forbrydelser begået af disse ved Le Paradis og Workmhoudt, men for de

amerikanske styrker var det første gang, de stod overfor disse divisioner.
Eftersom kampenes karakter er knyttet til de styrker, der kæmpede på vestfronten,

bør de amerikanske soldaters opfattelse også ses på baggrund af disse enheders krigsfø-
relse. I dette begreb ligger på den ene side deres militære kampkraft og på den anden

side omfanget af krigsforbrydelser, disse enheder begik. Det væsentlige i forhold til under-
søgelsen er dermed, hvilke konkrete forskelle der var på værnemagten og Waffen SS.

En hærs militære værdi vurderes ud fra kvaliteten og kvantiteten af dens udrustning
samt den militære kampkraft. Den militære kampkraft hviler iflg. Martin van Creveld på

det mentale, intellektuelle og organisatoriske grundlag: “its manifestations, in one combi-
nation or another, are discipline and cohesion, morale and initiative, courage and tough-
ness, the willingness to fight and the readiness, if necessary, to die. “Fighting Power,” in

brief, is defined as the sum total of mental qualities that make armies fight.” 20
I forskningen er der enighed om, at soldaterne fra Waffen SS i forhold til den tyske
værnemagt udviste en større kampkraft, idet de generelt kæmpede mere hårdnakket.
Ganske vist udviklede Waffen SS i slutningen af krigen sig til en massehær pga. den store
rekruttering af udenlandske rekrutter. Blandt disse var det dog kun de vesteuropæiske
rekrutter, som kæmpede effektivt, de såkaldte “Volksdeutsche” var svingende, mens de

østeuropæiske rekrutter med få undtagelser ikke udviste en større effektivitet. SS- pan-
serdivisionerne, der befandt sig i vest, havde dog ikke mange udenlandske rekrutter i

enhederne og kunne forud for den allierede invasion betegnes som elitedivisioner, eller i

det mindste som divisioner med en kampkraft over gennemsnittet. Soldaterne i disse divi-
sioner udviste ofte en vilje til at kæmpe til sidste mand og overgav sig sjældent i forhold til

værnemagtssoldaterne. 21 Også når tabstallene for hæren og Waffen SS sammenlignes, er

det påvist, at Waffen SS procentmæssigt led større tab på vestfronten end den tyske vær-
nemagt. 22 Forklaringen på de høje tab hos Waffen SS skal iflg. S.P. MacKenzie sandsyn-
ligvis findes i den høje grad af dødsforagt, der blev opildnet inden for eliteenhederne i

Waffen SS. Selvsikre på deres overlegenhed, opdraget til en heroisk opofrelse for moder-
landet, kastede de sig hovedkulds mod fjenden, når chancen bød sig. 23

En større offervilje og kampkraft blandt SS- soldaterne fremgår også meget tydeligt af
flere amerikanske militære efterkrigsvurderinger. 24

En anden væsentlig forskel på værnemagten og Waffen SS- divisionerne var, at SS- di-
visionerne dels var større end de tilsvarende hærdivisioner og udrustet med det bedste

materiel. På vestfronten var deres kvalitative fordel mest synlig, idet deres kampvogne var
klart bedre end de britiske og amerikanske. 25 Derudover var der blandt SS- soldaterne en
anderledes selvopfattelse end hos værnemagtssoldaterne, nemlig bevidstheden om at
være del af en eliteenhed.

Den ideologiske faktor er ligeledes blevet fremhævet i forskningen som en af de væ-
sentlige forskelle på værnemagten og Waffen SS, idet Waffen SS betegnes som “Hitlers

politiske soldater.” Gruppeførerne var overbeviste nazister, og ligeså var sandsynligvis en

stor del af mandskabet. Den politiske indoktrinering var mere intensiv hos Waffen SS sol-
dater end hos værnemagtssoldaterne. 26

Nyere forskning har vist, at på østfronten kæmpede den tyske værnemagt og Waffen

SS næsten lige brutalt. Her var værnemagten også dybt engageret i den tyske udryddel-
seskrig. 27 Men under krigen på vestfronten havde krigen en anden karakter. Her brød alle

hære af og til krigsreglerne, men hverken allierede styrker, eller den tyske værnemagt
udførte repressalier med samme systematiske vildskab som enhederne fra Waffen SS. Her
henviser S.P. MacKenzie til flere konkrete krigsforbrydelser begået af Waffen SS enheder,
herunder 12. SS panserdivision “Hitler Jugends” massakre på canadiske krigsfanger kort
efter den allierede invasion i Normandiet, og Malmedy massakren på amerikanske krigs-

fanger under Ardenneroffensiven. 28 Det var karakteristisk for den tyske krigsførelse på
vestfronten, at de større krigsforbrydelser blev begået af Waffen SS. Den tyske forsker
Peter Lieb, konkluderer ligeledes i sin bog, at alt i alt førte den tyske værnemagt en krig

mod de vestallierede, der holdt sig inden for rammerne af folkeretten. Waffen SS var der-
imod hyppigst impliceret i krigsforbrydelser. Disse enheder førte krigen mod de vestallie-
rede meget mere radikalt og bittert end den tyske værnemagt. Dermed ikke sagt, at alle

soldater indenfor Waffen SS var krigsforbrydere, men tendensen i forhold til den tyske
værnemagt var klar. 29

De amerikanske soldaters opfattelse af de tyske soldater
Soldaterne i den tyske værnemagt blev overvejende positivt opfattet af de amerikanske

soldater også efter D-Dagen. Det er generelt et entydigt mønster der er at spore i vetera-
nernes udtalelser uden større variation i deres synspunkter. “- as far as the typical German

soldier, which was the Wehrmacht, they were just people like us-,” som en veteran ud-
trykker det. 30 Den tyske værnemagt blev iflg. en anden veteran omtalt som “The Stan-
dard Army,” og der var respekt for disse soldater. De blev opfattet ligesom de amerikanske

soldater. De var ikke anderledes men var i krig, fordi de skulle. 31 Netop den opfattelse, at

værnemagtssoldaterne var indkaldt på lige fod med de amerikanske soldater gør sig gæl-
dende for flere af veteranerne. 32 Flere veteraner peger også på, at der fra amerikansk

side blev udvist respekt for værnemagtssoldaternes militære professionalisme, herunder
deres dygtighed i kamp. Som en af veteranerne udtaler: “- one could not help but admire
how brilliant the German soldier was and how professional he was.” 33
Grundlæggende indikerer veteranernes udtalelser først og fremmest, at der blandt
amerikanske soldater ikke var et had til værnemagtssoldaterne. Derimod var der i højere
grad en tilbøjelighed til at identificere sig med dem.
Markant anderledes var de amerikanske soldaters syn på soldaterne fra Waffen SS.
Generelt blev disse ikke kun opfattet mere negativt til forskel fra værnemagtssoldaterne,

men der er også flere nuancer i veteranernes udtalelser. I samme forbindelse er begrun-
delsen for deres opfattelse af SS- soldaterne i flere tilfælde også mere konkret.

De amerikanske soldater skelnede generelt skarpt mellem værnemagten og Waffen
SS. I modsætning til værnemagtssoldaterne giver nogle veteraner udtryk for et direkte had
til SS- soldaterne. 34

Veteranen Stuart T. Brandow giver et nærmest diabolsk billede af Waffen SS og de ty-
ske faldskærmsjægere35. Mens værnemagtssoldaterne havde fællestræk med de ameri-
kanske soldater, blev SS- soldater og faldskærmsjægere opfattet som onde og følelses-
kolde. 36

En af grundene til at der var mindre, for ikke at sige ingen, sympati for SS- soldater var
bl.a., at de blev sat i forbindelse med en højere frekvens af krigsforbrydelser: “ The ones
that we really did not have much sympathy for were the SS... they were the real fanatic,

Nazi killers. ... They were the ones that perpetrated most of the atrocities that were attri-
buted to the German Army.” 37 At der blev skelnet skarpt mellem værnemagtssoldater og

Waffen SS soldater på grund af deres forskelle i krigsførelse fremgår ligeledes af en ame-
rikansk veterans erindringer: “- to me there was a vast difference between Wehrmacht

soldaten and SS storm troopers. One took prisoners, the other executed them and perpe-
trated unspeakable atrocities against defenseless civilians.” 38

En anden årsag til den mere negative opfattelse af SS- soldaterne var, at de blev for-
bundet med en større offervilje og fanatisk kampgejst. I modsætning til værnemagtssolda-
terne forbindes de af flere amerikanske veteraner med en vilje til både at kæmpe ihærdigt

og i flere tilfælde ligefrem at fortsætte kampen til sidste mand. 39 Som denne veteran

udtrykker det: “We had to kill SS men because they wouldn ́t surrender and wanted to
fight to the death; they wanted it the hard way and that ́s just the way they got it.” 40
Waffen SS- soldaternes ry som politisk indoktrinerede soldater var også en af årsagerne til
at de amerikanske soldater havde mindre sympati for dem: “now you ́re not dealing with a

professional German Soldier. You ́re dealing with a right-wing religious Republican fanat-
ic.” Ifølge veteranen kæmpede de for en sag frem for af pligt og overgav sig aldrig, før de

løb tør for mad og ammunition. 41
Andre veteraner, om end et fåtal, er knap så negative i deres udtalelser om Waffen SS.
De hæfter sig i højere grad ved den militære kampkraft disse soldater havde. Der er flere
eksempler herpå, bl.a. denne udtalelse: “ I didn't have any specific instances where I was
involved with the SS, other than the fact that they were pretty damn good fighters.” 42
Udover at være dygtige krigere var de ligeledes velorganiserede enheder iflg. en anden
veteran. 43 Selve den “stil” Waffen SS soldater havde i kamp, blev også bemærket af nogle
amerikanske soldater. En veteran forklarer f.eks., at han under kampene mod SS- soldater
i Ardennerne i 1944 var i stand til, at genkende SS- soldaterne på deres måde at kæmpe
på. 44 I samme mønster forklarer en anden veteran, at når man kæmpede mod enheder
fra Waffen SS, var man bevidst om, at disse var soldater af en høj standard. De kæmpede

med næb og kløer, og en enkelt SS- soldat var i sig selv lige så meget værd som 3-4 vær-
nemagtssoldater. 45

Det, der i store træk kan læses ud fra de amerikanske veteraners udtalelser, er for det
første, at de generelt så positivt på de tyske værnemagtssoldater. Som det ligeledes var

tilfældet med The American Soldier undersøgelsen, viser udtalelserne, at der var en ten-
dens til at identificere sig med værnemagtssoldaterne. Deres synspunkter bunder dog ikke

i noget konkret. Det var til gengæld tilfældet med synet på Waffen SS- soldaterne. Her var

der - som påvist - tale om en generelt mere negativ opfattelse fra de amerikanske solda-
ters side og i nogle tilfælde direkte had. Opfattelsen af disse enheder var bundet op på

noget konkret, nemlig krigsforbrydelser og en større offervilje, som flere af de amerikanske

soldater opfattede negativt. Nogle få veteraner gav dog også udtryk for en respekt for dis-
se enheders kampkraft.

Ganske vist udtaler veteranerne sig om en opfattelse de havde for lang tid siden, og

spørgsmålet er, hvorvidt deres opfattelse i mellemtiden er blevet påvirket af nyere vi-
den/fortolkninger f.eks. vedrørende Waffen SS. Det er for det første et overensstemmende

billede, der tegner sig i deres udtalelser, både i opfattelsen af værnemagtssoldaterne og
Waffen SS. Deres opfattelse stemmer endvidere overens med resultaterne i den gældende
forskning. Netop enhederne fra Waffen SS førte til forskel fra værnemagten en mere bitter
og radikal krig mod de vestallierede. Det er denne forskel i krigsførelse, der har formet de
amerikanske veteraners synspunkter af henholdsvis værnemagten og Waffen SS, og det
er ligeledes det, de giver udtryk for i deres udtalelser. Det kan dog aldrig udelukkes helt, at
der blandt nogle veteraner kan være en tendens til efterrationalisering.

Krigsforbrydelser begået af amerikanske soldater

Spørgsmålet om, hvorvidt de amerikanske soldaters opfattelse af de forskellige tyske en-
heder var den grundlæggende motivation for at begå krigsforbrydelser, er mere komplekst.

Krigsforbrydelserne skal som udgangspunkt også ses på baggrund af den kontekst, de
blev begået i for at vurdere motivationen bag bedst muligt. Fjendebilledets betydning må
nødvendigvis også vurderes på baggrund af, hvilke andre faktorer, der kunne motivere
krigsforbrydelser.
Veteranernes udtalelser om de krigsforbrydelser, der blev begået, må betragtes som
troværdige udsagn om dette. Selvom det er foregået for lang tid siden, er der ikke tale om,
at de skal genskabe en opfattelse/følelse de havde på daværende tidspunkt. Derimod er
det et spørgsmål om, hvorvidt de kan huske krigsforbrydelserne, som de ikke har nogen
grund til at lyve omkring også på grund af tidsafstanden.
Der var eksempler på krigsforbrydelser, der tydeligvis var motiveret af den opfattelse,
amerikanerne havde af fjendtlige soldater. Blandt nogle amerikanske soldater var der
således tilbøjelighed til at begå krigsforbrydelser mod soldater fra Waffen SS, netop på
grund af den negative opfattelse, de havde af disse soldater. Af flere veteraners udtalelser

fremgår det, at det var ganske naturligt, ikke at tage krigsfanger fra Waffen SS. Ifølge vete-
ranen Ben Franklin behandlede amerikanerne værnemagtssoldater med værdighed efter

tilfangetagelse, men det gjorde de ikke med SS- soldater. Det var ikke ualmindeligt at
skyde Waffen SS soldater efter de var taget som krigsfanger, og det skyldtes den negative
opfattelse amerikanerne havde af disse enheder. 46 Der er flere eksempler på, hvorledes
SS- fanger blev behandlet med mindre værdighed. Veteranen Roscoe C. Blunt beskriver i

sine erindringer en episode, hvor en tilfangetagen SS- soldat først gennemtæves og heref-
ter henrettes af en amerikansk sergeant. 47

Et tilsvarende eksempel fremgår af en amerikansk løjtnants krigsdagbog. I starten af

december 1944 beskrev han en episode, hvor SS- soldater blev skudt efter tilfangetagel-
se: “We are fighting SS troops today, Hitler ́s bad boys. Co K had ten PWs. They asked

them about Hitler and if they were still for him. Four said “yes” and “Heil Hitler.” So only six
ever got back to regtl PW point. I have not confirmed the story but it has been generally
accepted.” 48

I den forbindelse var der også eksempler på enheder, der var helt åbne omkring skyd-
ning af krigsfanger fra Waffen SS. Den amerikanske 2. panserdivision ́s 78. Artilleribatal-
jon omtalte sig selv som “Roosevelt ́s Butchers,” og hævdede åbenlyst, at de skød samtli-
ge SS- soldater, der blev taget til fange. 49

I andre tilfælde var amerikanske soldater i høj grad motiveret af hævngerrighed, når
de begik krigsforbrydelser mod SS- tropper. Ifølge en veteran fandt en hændelse sted, hvor

SS- soldater skød amerikanske krigsfanger. Det resulterede efterfølgende i, at amerika-
nerne som hævn skød SS- fanger: “That ́s why we were so rough on the SS troopers. They

had no respect for anybody, they treated them like dogs and they got the same treat-
ment.” 50 Især Malmedy massakren medførte amerikanske hævnaktioner, hvilket kan

underbygges af flere kilder. Malmédy massakren på amerikanske krigsfanger blev begået
af enheder fra 1. SS panserdivision den 17. December 1944. Det nøjagtige antal
omkomne er ikke fastslået, og de nærmere omstændigheder omkring massakren endnu
uvisse. Ifølge George Stein blev 71 amerikanske krigsfanger skudt, mens Hugh M. Cole i
sit værk om Ardenneroffensiven mener, at tallet i hvert fald er på 86. 51 Som reaktion på
massakren vedtog den amerikanske 2. Infanteridivison ligefrem en beslutning om, at der
ikke skulle tages flere SS- soldater til fange. Dette gennemførte divisionen også og skød

iflg. en veteran samtlige SS- soldater, den kom i nærheden af frem for at tage dem til fan-
ge. 52 I en anden enhed blev der udstedt en direkte ordre til, ikke at tage Waffen SS solda-
ter til fange. 53 Flere veteraner giver ligeledes udtryk for, at der generelt blev skudt tyske

krigsfanger som hævn for Malmedy massakren, men ikke, at det nødvendigvis kun var

soldater fra Waffen SS. 54 At der under kampene i Ardennerne blev skudt tyske krigsfan-
ger, fremgår ligeledes tydeligt af den amerikanske general Patton ́s dagbog. 55

Malmedy massakren var dog heller ikke et enestående eksempel på, hvorledes ameri-
kanske soldater udførte hævnaktioner mod tyske soldater. En lignende episode fandt sted

i august 1944, hvor SS- soldater infiltrerede den amerikanske 3. panserdivisions linier ved
Falaise, tog 5 soldater til fange, hvoraf de 4 senere blev fundet skudt. 56 Denne hændelse
førte til, at amerikanerne ikke tog flere fanger i den sektor den dag. 57 En lignende episode
hvor amerikanske krigsfanger blev skudt, førte også til, at en amerikansk enhed ikke tog
krigsfanger i 1 uge som hævn. 58 Med andre ord blev de amerikanske krigsforbrydelser
ikke kun motiveret af deres fjendebillede, men blev ofte også udløst som reaktion på tyske
krigsforbrydelser.
Nogle krigsforbrydelser kunne også ske meget spontant. Der forekom hændelser, hvor

amerikanske soldater i affekt over at se deres kammerater være blevet dræbt kort forin-
den efterfølgende skød tyske krigsfanger, når disse overgav sig. 59

Under kampene på vestfronten blev der i i hvert fald en enkelt enhed truffet en be-
slutning om ikke at tage krigsfanger, eftersom det var en belastning. Når først tyske solda-

ter var taget til fange, skulle der afsættes folk til at føre dem i fangenskab. De folk ville
man hellere bruge i kamp. 60 Hermed kunne krigsfanger risikere at blive skudt, da der ikke

kunne afsættes de fornødne ressourcer til at tage sig af dem. Krigsforbrydelsen var der-
med ikke motiveret af hverken fjendebillede eller hævngerrighed, men derimod ud fra

vurderingen af, at man ikke ville afsætte folk til at bevogte dem.

Udover at krigsforbrydelser skete som soldaternes egen reaktion på modpartens hand-
linger, var der også eksempler på, at der direkte blev udstedt ordrer på ikke at tage krigs-
fanger. Dette skete i forskellige tilfælde. Forud for D-Dagen blev der givet ordrer til især

amerikanske faldskærmssoldater om, ikke at tage krigsfanger under invasionen. Ifølge en
veteran fra den amerikanske 82. Luftbårne division blev der før invasionen givet denne
ordre: “Get to the drop zone as fast as possible. Take no prisoners because they will slow
you down.” 61 Det fremgår ligeledes af andre veteraners udsagn og erindringer, at der
forud for invasionen blev givet sådanne ordrer om ikke at tage krigsfanger. 62 Det må

betragtes som troværdige vidnesbyrd om, at der blev givet sådanne ordrer. Lignende or-
drer blev også givet til canadiske soldater forud for invasionen i Normandiet. Trods det at

en sådan ordre lagde op til, at allierede soldater kunne skyde krigsfanger, lå der et rationa-
le bag, som reelt også fremgår af de nævnte eksempler. I forbindelse med invasionen i

Normandiet kunne det blive en militær nødvendighed ikke at tage krigsfanger, eftersom
landgangstropperne først og fremmest skulle nå deres strategiske mål hurtigst muligt.
Ifølge Peter Lieb har skydning af krigsfanger i Normandiet fra allieret side ikke været noget
massefænomen, men det har fundet sted. 63
Der kan ikke direkte påvises en sammenhæng mellem krigsforbrydelserne og sådanne
ordrer. Ordrerne om at skyde krigsfanger, uanset årsagen, er dog i højere grad synlige
beviser på, at de militære beslutningstagere i flere tilfælde gav grønt lys til soldaterne til at
bryde reglerne for krigsførelse eller undlod at straffe dem, der gjorde det.

En undersøgelse af de amerikanske soldaters krigsforbrydelser på vestfronten vil imid-
lertid ikke være fyldestgørende, hvis mødet med de tyske koncentrationslejre ikke belyses.

I forbindelse med befrielsen af flere af lejrene i 1945 reagerede de amerikanske soldater i
nogle tilfælde voldsomt, overfor tyske KZ- vagter, der blev taget til fange.

Efter befrielsen af Buchenwald dræbte de befriede fanger flere af deres tidligere fan-
gevogtere ofte med hjælp fra amerikanske soldater. Det er der flere pålidelige vidnesbyrd

om, bl.a. veteranen Fred Mercer, der husker hvorledes en tidligere SS- vagt uhindret blev

dræbt af en af de befriede fanger: “He just stood there and beat him to death. He had to-
of course, we didn ́t bother him.” 64 Til sammenligning observerede ligeledes den udsend-
te amerikanske historiker Forest C. Pogue under sit besøg i Buchenwald efter befrielsen af

lejren, at de amerikanske soldater havde dræbt flere af vagterne. 65 Ved befrielsen af
Dachau reagerede de amerikanske soldater ved enten selv at henrette flere af vagterne
eller at overlade det til de befriede fanger. En amerikansk løjtnant bemærkede, at hans
soldater nærmest mistede fatningen under befrielsen af Dachau. 66 Dette fremgår også
tydeligt af flere veteraners udtalelser. Som Jack Hallet udtaler: “Control was gone after the
sights we saw, and the men were deliberately wounding guards that were available, and
then turned them over to the prisoners and allowing them to take their revenge on them...
- you ́ve seen the picture where one of the soldiers gave one of the inmates a bayonet and
watched him behead the man... A lot of the guards were shot in the legs so they couldn ́t
move... ” 67
Disse krigsforbrydelser var ikke motiveret af de amerikanske soldaters fjendebillede

og skete heller ikke som hævn for tyske krigsforbrydelser mod amerikanske soldater. Der-
imod skete de som en spontan reaktion på mødet med KZ- lejrenes uhyrligheder. Det var

en form for hævnaktioner motiveret af medlidenhed med fangerne, i og med disse også
blev inddraget i henrettelsen af flere SS- vagter.

Konklusion

Den endelige konklusion på fjendebilledets betydning for de amerikanske soldaters krigs-
forbrydelser falder i flere dele.

I overensstemmelse med Gerald F. Lindermans synspunkt har undersøgelsen vist, at
de amerikanske soldater i flere tilfælde brød reglerne under kampene på vestfronten.

Flere motiver kunne ligge bag krigsforbrydelser. Nogle skete spontant under kampene,

hvor soldaterne mistede besindelsen, andre skete som hævnaktioner for tyske krigsfor-
brydelser, og i nogle tilfælde blev der ligefrem givet grønt lys fra de militære beslutningsta-
gere til at skyde krigsfanger.

Soldaternes fjendebillede var i sig selv en bevæggrund til at begå krigsforbrydelser,
når de stod overfor enheder fra Waffen SS. I de amerikanske soldaters opfattelse blev
disse enheder reelt placeret i en kategori for sig selv, hvilket heller ikke var uberettiget.
Det var kampforholdene, der havde betydning for den opfattelse, de amerikanske soldater
dannede sig af de tyske soldater. Enhederne fra Waffen SS førte en mere brutal krig mod

de vestallierede til forskel fra værnemagten, og det var det, der lå til grund for de ameri-
kanske soldaters negative opfattelse af “Hitlers politiske soldater.” Denne opfattelse blev

en direkte motivation for flere krigsforbrydelser begået af amerikanske soldater mod sol-
dater fra Waffen SS. Det betød ikke, at der aldrig var hændelser, hvor værnemagtsfanger

blev skudt af amerikanske soldater. Men dette var ikke motiveret af soldaternes opfattel-
se. Den skarpe kontrast, der var i de amerikanske soldaters opfattelse af henholdsvis

værnemagten og Waffen SS, gav sig også udslag i krigsforbrydelser. Som flere veteraner
gav klart udtryk for, var det i nogle enheder en standardprocedure at skyde krigsfanger fra
Waffen SS. Med andre ord gjaldt der for nogle enheders vedkommende et særligt sæt
regler, når der blev taget krigsfanger fra Waffen SS, eller måske rettere sagt ingen regler.
Dette fænomen var som nævnt også almen viden blandt soldaterne, og nogle enheder
skiltede åbenlyst med det. Som tilfældet var under Ardenneroffensiven, blev der som følge

af SS- soldaters krigsforbrydelser, indført en politik i nogle enheder om ikke at tage krigs-
fanger fra Waffen SS. Det er med til at demonstrere, at den brutale krigsførelse fra Waffen

SS- enhederne ligeledes medførte en hård kurs fra de amerikanske soldaters side.
Doktrinen “fairness” som Kenneth D. Rose mener eksisterede som ideal for kampe

mellem amerikanske og tyske soldater, kan ikke siges at have gjort sig gældende for kam-
pe mellem amerikanske soldater og Waffen SS enheder.

Også i senere krige, bl.a. Vietnamkrigen og krigen i Irak, der begyndte i 2003, er der

kendskab til at amerikanske soldater har begået krigsforbrydelser. Set i et større perspek-
tiv var der således ikke noget unikt ved de amerikanske soldaters krigsforbrydelser på

vestfronten under 2. verdenskrig, eftersom der også i dag er eksempler på, at soldater
bryder reglerne i krig. Spørgsmålet er, om det også i nutiden er de samme motiver, der
ligger bag.

Fodnoter

1 Artiklen bygger på mit speciale Det amerikanske militærs officielle billede af Waffen SS i
1944 og 1945. Specialet skrev jeg på Center For Militærhistorie ved Forsvarsakademiet
under kyndig vejledning af centerchef og Ph.d. Niels Bo Poulsen.
2 Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS- Weltanschauungskrieg? Kriegführung

Und Partisanenbekämpfung In Frankreich 1943/44. Quellen und Darstellungen zur Zeit-
geschichte Herausgegeben vom Institut für Zeitgeschichte, Band 69. R. Oldenbourg Verlag

München, s. 177-178

3 Ibid. s. 154
4 Thompson, Paul. 1978. The Voice Of The Past. Oral History. Oxford University Press, s. 4-5
5 Bl.a. i de følgende 3 eksempler spørger intervieweren konkret ind til, om de amerikanske
soldater så en forskel på tyske værnemagtssoldater og Waffen SS- soldater: “Does your
definition of the frontline German soldier apply to them as well, or would you characterize
the SS members differently?” Kilde: Interview with Edward Bautz. October 15, 1999.
ROHA.; “In combat, did you encounter any Waffen SS, because they often were die-hard in
terms of combat.”

Kilde: Interview with Lloyd Kalugin. March 3, 1996. ROHA.; “Did you see a difference be-
tween these German soldiers and SS?” Kilde: Interview with Domenic Melso. October 18,

2005. ROHA
6 Thompson, Paul. 1978. The Voice Of The Past. Oral History, s. 5

7 Ibid. s. 9
8 Ibid. s. 100-134

9 Især de tyske Waffen SS- divisioner fik stor omtale af korrespondenterne. Billedet af
disse divisioner ændrede sig løbende under kampene på vestfronten, og stemte ikke altid
overens med realiteterne. Under kampene i Normandiet blev de udelukkende fremstillet
som militære eliteenheder, men under Ardenneroffensiven blev de som følge af massakrer

på amerikanske krigsfanger og belgiske civile fremstillet udelukkende som krigsforbryde-
re. Kilde: Fransen, Martin. 2010. Det amerikanske militærs officielle billede af Waffen SS i

1944 og 1945. Kandidatspeciale ved Københavns Universitet.

10 Rose, Kenneth D. 2008. Myth and The Greatest Generation. A Social History of Ameri-
cans in World War ІІ. Routledge, New York, s. 11-12

11 Dette blev først og fremmest konkluderet ud fra spørgsmålet om synet på henholdsvis

japanske og tyske krigsfanger: “How did seeing Japanese (German) make you feel about

the Japanese (Germans)?” Blandt de adspurgte soldater i Stillehavet valgte 42% svarmu-
ligheden: “All the more like killing them.” Blandt de adspurgte soldater i Europa valgte kun

18% denne svarmulighed. Til gengæld valgte 54% af de adspurgte soldater i Europa denne

svarmulighed: “They are men just like us, it ́s too bad we have to be fighting them.” Kilde:

Stouffer, Samuel A., et al. 1949. The American Soldier: Combat And It ́s Aftermath. Vol-
ume П. Princeton University Press, s. 161-164 12 Ibid., s. 162

13 Linderman, Gerald F. 1997. The World Within War. America ́s Combat Experience In
World War ІІ. The Free Press, New York, s. 90-102

14 Her henviser Linderman til flg. Kilde: Leinbaugh, Harold P.; Campbell, John D. 1987. The
Men of Company K. New York, Bantam, s. 134

15 Linderman, Gerald F. 1997. The World Within War. America ́s Combat Experience In
World War ІІ, s. 97-115

17 Ibid. s. 136
18 Ibid., s. 114-115
19 Ibid. s. 142
20 Van Creveld, Martin. 1982. Fighting Power : German and U.S. Army Performance, 1939-
1945. Arms and Armour, s. 3

21 Wegner, Bernd. 1983. Hitlers Politische Soldaten. Die Waffen SS 1939-1945. Ferdinand
Schöningh, Paderborn, s. 277-292; MacKenzie, S.P. 1997. “The Waffen SS In The Second
World War 1939-45. Europe ́s Übermenschen?” In: S.P. MacKenzie: Revolutionary Armies
In The Modern Era. A Revisionist Approach, s. 134-157. Routledge, London & New York, s.
147; Stein, George. 1966. The Waffen SS. Hitler ́s Elite Guard at War 1939-1945. Cornell

University Press, s. 287-288; Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS- Weltan-
schauungskrieg? Kriegführung Und Partisanenbekämpfung In Frankreich 1943/44, s.

439-440
22 På vestfronten ( herunder felttoget i 1940 ) led den tyske hær 5,08% af sine samlede

tab i krigen. Waffen SS led derimod 13,77% af sine samlede tab på vestfronten. Tabstal-
lene for østfronten var anderledes, idet hæren her led 58,82% af sine samlede tab, mens

Waffen SS her led 37,09% af sine samlede tab. Waffen SS divisionerne befandt sig sam-
menlagt 210 måneder på østfronten, men sammenlagt kun 35 måneder på vestfronten.

Selvom de befandt sig 6 gange længere tid på østfronten, var deres tab her “kun” knap 3

gange højere. Kilde: Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS- Weltanschauungs-
krieg? Kriegführung Und Partisanenbekämpfung In Frankreich 1943/44, s. 442-443;

Overmans, Rüdiger. 1999. Deutsche Militärische Verluste Im Zweiten Weltkrieg. Heraus-
gegeben vom Militärgeschichtlichen Forschungsamt, Band 46. R. Oldenbourg Verlag,

München, s. 269
23 MacKenzie, S.P. 1997. “The Waffen SS In The Second World War 1939-45. Europe ́s
Übermenschen?” s. 153
24 Eisenhower vurderede bl.a., at de bedste styrker der blev mødt under kampene i
Normandiet var SS- panserdivisionerne og faldskærmsjægerne, der var markant stærkere
end de tyske infanteridivisioner: “Their morale, backed by a blind confidence in ultimate
Nazi victory, was extremely good, and whether in attack or defense they fought to a man
with a fanatical courage.” Kilde: Eisenhower, Dwight D. 1946. Report By The Supreme
Commander To The Combined Chiefs Of Staff On The Operations In Europe Of The Allied
Expeditionary Force 6 June 1944 To 8 May 1945. London: His Majesty ́s Stationery Office,
s. 38; Overensstemmende beskrivelser af Waffen SS- divisioner fremgår af de følgende
eksempler. Bl.a. blev 6. SS Gebirgsdivision “Nord” karakteriseret således af en
amerikansk løjtnant fra den amerikanske 45. Infanteridivision: “They were the best men
we ever ran into, extremely aggressive, and impossible to capture. There was no driving
them out, for they fought to they were killed.” Kilde: Bishop, Leo V.; Glasgow, Frank J.;

Fisher, George A. 1946. The Fighting Forty-Fifth. The Combat Report Of An Infantry Divi-
sion. Copyright by the 45th Infantry Division, Army and Navy Publishing Company, s. 138-

139; Også soldaterne fra 12. SS panserdivision “Hitler Jugend” blev betragtet som særligt
fanatiske, og var berygtet for ikke at tage krigsfanger: “They had progressed beyond the

stage which is usually described as “fanatical .” Their one aim was to kill, as brutally as

possible.” Kilde: Robertson, Walter M. 1946. Combat History of the Second Infantry Divi-
sion in World War ІІ. Copyright by the Second Infantry Division, s. 90 25 Selvom Waffen SS i begyndelsen af 1944 udgjorde under 5% af de samlede tyske styr-
ker, var henholdsvis 1⁄4 af de tyske panserdivisioner, og 1⁄3 af pansergrenaderdivisionerne

Waffen SS formationer. Derudover var Waffen SS- divisionerne betydeligt større end hær-
divisioner, idet de typisk havde en kampkraft på 20.000 mand.

Kilde: MacKenzie, S.P. 1997. “The Waffen SS In The Second World War 1939-45. Euro-
pe ́s Übermenschen?” s. 147-153; Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS-
Weltanschauungskrieg? Kriegführung Und Partisanenbekämpfung In Frankreich

1943/44, s. 113; Stein, George. 1966. The Waffen SS. Hitler ́s Elite Guard at War 1939-
1945, s. 288-289 26 Stein, George. 1966. The Waffen SS. Hitler ́s Elite Guard at War 1939-1945, s. 122;
Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS- Weltanschauungskrieg? Kriegführung
Und Partisanenbekämpfung In Frankreich 1943/44, s. 113-117; Som en del af
indoktrineringen blev SS- soldaterne skolet i at hade Tysklands udråbte fjender.
Begreberne “had” og “fanatisme” blev et af målene for den ideologiske skoling. Som
eksempel på dette udtalte den øverstkommanderende for 10. SS panserdivision
“Frundsberg” i 1943: “soll jeder Mann zu einem fanatischen Hasser erzogen werden... Es

ist ganz gleich, an welcher Front unserer Division zum Einsats kommen wird: der unbändi-
ge Hass gegen jeden Gegner, sei er Engländer, Amerikaner, Jude oder Bolschewist, muss

jeden unserer Männer zu höchsten Taten befähigen.” Kilde: Wegner, Bernd. 1983. Hitlers
Politische Soldaten. Die Waffen SS 1939-1945, s. 67, 192-193 27 MacKenzie, S.P. 1997. “The Waffen SS In The Second World War 1939-45. Europe ́s

Übermenschen?” s. 141-142; Wette, Wolfram. 2006. The Wehrmacht. History, Myth, Rea-
lity. Harvard University Press. Oprindelig udgivet som: Die Wehrmacht- Feindbilder, Ver-
nichtungskrieg, Legenden. S. Fischer Verlag GmbH, Frankfurt am Main, 2002.

28 MacKenzie, S.P. 1997. “The Waffen SS In The Second World War 1939-45. Europe ́s
Übermenschen?” s. 141-142; Nyere forskning har vist, at 187 canadiske krigsfanger blev
myrdet af 12. SS panserdivision i de første dage efter den allierede invasion i Normandiet.

Kilde: Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS- Weltanschauungskrieg? Kriegfüh-
rung Und Partisanenbekämpfung In Frankreich 1943/44, s. 158. 29 Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS- Weltanschauungskrieg? Kriegführung

Und Partisanenbekämpfung In Frankreich 1943/44, s. 511-514 30 Interview with Andre Beaumont. December 13, 2005. ROHA
31 Interview with Stuart T. Brandow. March 30, 2006. ROHA

32 Interview with Stuart T. Brandow. March 30, 2006. ROHA; Interview with Herbert H. New-
ton. November 7, 1996. ROHA; Interview with Andre Beaumont. December 13, 2005.

ROHA; Ligeledes fremgår et overensstemmende synspunkt af denne veterans udtalelse:
- “ the average German Soldier was just a young man who was drafted.” Kilde: Terkel,
Studs. 1984. The Good War. An Oral History Of World War Two. Pantheon Books, New
York, s. 380; En anden veteran udtaler: “The German soldier was like the American- good,
smart, determined, a fighter.” Kilde: McManus, John C. 1998. The Deadly Brotherhood.
The American Combat Soldier In World War ІІ. Presidio, s. 184 33 Interview with Ben Franklin, For The Veterans Oral History Project. Center For The Study
Of War And Society, Department of History. Knoxville, Tennessee, November 19, 2004.;

Interview with Lewis M. Bloom. June 21, 1994. ROHA; Interview with Richard M. Hale. Feb-
ruary 14, 2003. ROHA

34 “I had no love or respect for SS troops though. I hated them immensely.” Kilde:
McManus, John C. 1998. The Deadly Brotherhood. The American Combat Soldier In World
War ІІ, s. 188 35 De tyske faldskærmsjægere var blandt de mest indoktrinerede enheder i værnemagten.
De blev ligeledes betragtet som fanatiske nazister af de allierede. Kilde: Lieb, Peter. 2007.

Konventioneller Krieg Oder NS- Weltanschauungskrieg? Kriegführung Und Partisanenbe-
kämpfung In Frankreich 1943/44, s. 109 36 Interview with Stuart T. Brandow. March 30, 2006. ROHA; Også en anden veteran giver

udtryk for en dehumaniseret opfattelse af SS- soldaterne: “-Even though we thought the
SS was inhumane, and we recognized that-.” Kilde: Interview with John F. Schwanhausser.
April 29, 1995. ROHA 37 Interview with Andre Beaumont. December 13, 2005. ROHA; Interview with Roy W.
Brown. March 12, 1996. ROHA
38 Blunt, Roscoe C. 2001. Foot Soldier: A Combat Infantryman ́s War In Europe. Da Capo
Press, s. 138
39 Interview With: John W. Brown, Jr. May 15, 2004. ROHA; Interview with Mr. Arthur C.
Wenzel. April 11, 2005. ROHA; Interview with Richard M. Hale. February 14, 2003. ROHA;
Interview with Lloyd Kalugin. March 3, 1996. ROHA; Som en amerikansk veteran udtaler i
den forbindelse: “I say, your SS was a diehard. You wouldn't catch him giving up. They
don't give up, they don't give up.” Kilde: Interview with Joseph V. DeMasi. April 1, 1996.
ROHA; Motley, Mary Penick ( Ed. ). 1975. The Invisible Soldier. The Experience Of The
Black Soldier, World War ІІ. Wayne State University Press, s.154; Ligeledes udtaler en
veteran: “What you found out was that the rank-and-file soldier would surrender, but, the
SS guy wouldn't.” Kilde: Interview with John F. Schwanhausser. April 29, 1995. ROHA

40 Motley, Mary Penick ( Ed. ). 1975. The Invisible Soldier. The Experience Of The Black
Soldier, World War ІІ, s. 171. 41 Interview with Ben Franklin, For The Veterans Oral History Project. Center For The Study
Of War And Society, Department of History. Knoxville, Tennessee, November 19, 2004.;
Denne fanatiske kampgejst bliver ligeledes nævnt i de følgende eksempler: Veteranen
Charles Hogg udtaler: “German soldiers were ordinary people fighting for their country. SS
troops were political soldiers who fought fanatically. We hated SS troops.” Kilde:
McManus, John C. 1998. The Deadly Brotherhood. The American Combat Soldier In World
War ІІ, s. 186; Et andet tilsvarende eksempel er denne veterans udtalelse: “The SS. They

were the elite. They were so brainwashed they were impossible to reason with. Those peo-
ple made me angry.” Kilde: Terkel, Studs. 1984. The Good War. An Oral History Of World

War Two, s. 259; Ligeledes beskrives de af en anden veteran således: “You didn't get to
become an SS unless you were a total fanatic and you could kill at will... These were

bloodthirsty, impossible maniacs, is what they were.” Kilde: Interview with Wallace E. Fell-
din. July 22, 2008. ROHA

42 Interview with Edward Bautz. October 15, 1999. ROHA; Interview with Domenic Melso.
October 18, 2005. ROHA

43 Interview with Bob Harmon, October 26, 2001. Seattle University.

44 “After an hour of fighting we knew we were fighting SS troops we had tangled with be-
fore. It might sound odd, but if you have a return engagement with a unit you know it. You

recognize their style of fighting.” Kilde: Mary Penick ( Ed. ). 1975. The Invisible Soldier. The
Experience Of The Black Soldier, World War ІІ, s. 156

45 Interview with George R. McIntosh, For The Veterans Oral History Project. Center For The
Study Of War And Society, Department of History. Knoxville, Tennessee, April 8, 2000.

46 Interview with Ben Franklin, For The Veterans Oral History Project. Center For The Study
Of War And Society, Department of History. Knoxville, Tennessee, November 19, 2004.;
Interview with Max Horlick. October 30, 2009. ROHA; Ligeledes henviser en anden veteran
til, at det var en standard procedure, ikke at tage krigsfanger fra Waffen SS: “So, the
common [approach], the standard operating procedure, was that if you see an SS, you

shoot him on sight. We did not take any SS prisoners and they rarely ... surrendered any-
way, because they knew they were going to be shot, because they shot our prisoners. We

shot their prisoners.” Kilde: Interview with Andre Beaumont. December 13, 2005. ROHA

47 “The SS soldier never changed his expression of arrogance and he never said a word
throughout the beating...Die, you bastard, the sergeant yelled and with that he emptied a

whole clip of .45 caliber slugs into the German.” Kilde: Blunt, Roscoe C. 2001. Foot Sol-
dier: A Combat Infantryman ́s War In Europe, s. 145

48 Dec. 4, 1944. I: Faubus, Orval Eugene. 1971. In This Faraway Land. River Road Press,

Conway Arkansas, s. 433
49 Adams, Michael C.C. 1993. The Best War Ever. America and World War ІІ. The Johns
Hopkins University Press, s. 111 50 Chronicle of World War ІІ as experienced by Carl Joseph Coombs #356-876-29 51 Stein, George. 1966. The Waffen SS. Hitler ́s Elite Guard at War 1939-1945, s. 278;
Cole, Hugh M. 1965. The Ardennes: Battle of the Bulge. U.S. Army in World War ІІ Series,
European Theater of Operations. Washington: G.P.O., s. 161
52 Interview with Robert Kennedy. July 14, 1994. ROHA
53 Hovedkvarteret for det amerikanske 328. Infanteriregiment udstedte den 21. december
1944 denne ordre: “No SS troops or paratroopers will be taken prisoner but will be shot on
sight.” Kilde: Cole, Hugh M. 1965. The Ardennes: Battle of the Bulge, s. 264

54 Interview with Roy W. Brown. March 12, 1996. ROHA; Det fremgår tydeligt af de
følgende udtalelser: “There was a massacre of American soldiers, and the word got
around the American troops, especially in those areas, very quickly. And as a result they
were not taking prisoners. Not until the end when, you know, the German Army had had it.
But they were not taking prisoners because they killed our boys.” Kilde: Interview with
Irving E. Pape. January 3, 1995. ROHA.; -“ it also led to increased bitterness of all the

Allied soldiers toward the Germans and I presume it led to some more shootings of pris-
oners.” Kilde: Interview with Charles R. Harmon. October 2, 2006. ROHA; Ifølge historike-
ren Lee Kennett nægtede en amerikansk enhed at tage krigsfanger i 10 dage som følge af

Malmedy massakren. Kilde: Kennett, Lee. 1987. G.I.: The American Soldier in World War ΙΙ.
Charles Scribner ́s Sons, New York, s. 161

55 Patton noterede følgende I sin dagbog den 4. Januar 1945: “There were also some un-
fortunate incidents in the shooting of prisoners ( I hope we can conceal this ).” Kilde: Blu-
menson, Martin. 1974. The Patton Papers: 1940-1945. Houghton, Mifflin Company, s.

615
56 Spearhead in the West. The Third Armored Division 1941-1945. Official project of the
Third Armored Division published under authority contained in Sec. V, ETOUSA Cir. 86, 25
Jun 1945 and mailed in accordance with the provisions of Postal Circular No. 38, Hq, U.S.
Forces, European Theatre ( Rear ), 11 Oct. 1945. Reprinted by The Battery Press, 1980, s.
80
57 Linderman, Gerald F. 1997. The World Within War. America ́s Combat Experience In
World War ІІ, s. 137

58 Interview with Dr. James L. Pointer, For The Veterans Oral History Project. Center For The
Study Of War And Society, Department of History. Knoxville, Tennessee, April 8, 2003.

59 Dette er der flere eksempler på: -“ one of the guys that came in with me in Belgium,
and was assigned to the Third Platoon, was killed and that was where our lieutenant got
really off his rocker and found a couple of German wounded prisoners and shot them.”
Kilde: Interview with Andre Beaumont. December 13. , 2005. ROHA; “we had a sergeant
who was a real gung-ho [guy], ... the Germans had been firing at his squad members, ...
after they gave up, he came in, and searched them, and took their valuables. He told them
to run and shot them in the back.” Kilde: Interview with John F. Schwanhausser. April 29,
1995. ROHA; Interview with Lloyd Kalugin. March 3, 1996. ROHA

60 Interview with Walter G. Denise. March 25, 1997. ROHA

61 Nordyke, Phil. 2005. All American, All The Way: The Combat History Of The 82nd Air-
borne Division In World War ІІ. Zenith Press, s. 212 62 Således husker 2 veteraner fra den amerikanske 101. Luftbårne division i deres erin-
dringer også, hvorledes der forud for invasionen i Normandiet blev givet ordrer på ikke at

tage krigsfanger: “Our orders were to kill any Germans we encountered and take no priso-
ners.” Kilde: Guarnere, William.; Heffron, Edward.; Post, Robyn. 2008. Brothers In Battle,

Best Of Friends. Berkley Trade, s. 45; Ligeledes fremgår det af denne veterans erindringer:
“Above all, kill ́em! We can ́t be dragging a lot of prisoners around with us at night.” Kilde:
Webster, David Kenyon. 2008. Parachute Infantry: An American Paratrooper ́s Memoirs

Of D-Day And The Fall Of The Third Reich. Dell, s. 25; Ifølge en veteran fra 8. Infanteriregi-
ment blev der i denne enhed givet en ordre forud for invasionen om at skyde samtlige

Waffen SS- soldater de tog til fange med begrundelsen: “They could not be trusted.” Kilde:
Beevor, Anthony. 2009. D-Day. The Battle For Normandy. Viking, s. 119

63 Lieb, Peter. 2007. Konventioneller Krieg Oder NS- Weltanschauungskrieg? Kriegführung
Und Partisanenbekämpfung In Frankreich 1943/44, s. 162

64 Abzug, Robert H. 1985. Inside The Vicious Heart. Americans And The Liberation Of Nazi
Concentration Camps. Oxford University Press, s. 51-52

65 I sin krigsdagbog noterede Pogue den 23. april 1945 flg. i forbindelse med hans besøg i
Buchenwald: “We had apparently killed or beaten up all SS guards found there. The Pole
said we were too humanitarian- we had killed the SS immediately instead of letting them

die slowly.” Kilde: Pogue, Forrest C. 2001. Pogue ́s War. Diaries of a WWІІ Combat Histo-
rian. The University Press of Kentucky, s. 365

66 Henke, Klaus-Dietmar. 1995. Die Amerikanische Besetzung Deutschlands. R. Olden-
bourg Verlag München, s. 919

67 Abzug, Robert H. 1985. Inside The Vicious Heart. Americans And The Liberation Of Nazi
Concentration Camps, s. 94; Denne episode er direkte i overensstemmelse med

veteranen Donald L. Miller ́s udsagn: “A U.S. Army squad guarding about 122 SS prison-
ers, who continued swearing threats at their former prisoners, opened fire with machine

guns and killed all of them. At that point the soldiers turned over the remaining guards to
the inmates. One G.I. gave an inmate a bayonet and watched him behead a guard. Many
of the guards were shot in the legs and could not move. A number of these disabled
guards were ripped apart limb from limb.” Kilde: Fussell, Paul. 2005. The Boys ́ Crusade:
The American Infantry In Northwestern Europe, 1944-1945. Modern Library, s. 154; I den
amerikanske 45. Infanteridivisions tidsskrift den 13. maj 1945 blev der heller ikke lagt
skjul på, hvorledes flere vagter blev massakreret af fangerne under befrielsen af Dachau.
Det fremgår bl.a. af denne udtalelse, der blev bragt fra en amerikansk soldat: “I saw one
gang of Russians get an SS ́er... they just pulled him apart. There was nothing I could do
but look away.” Kilde: “Dachau Gives Answer To Why We Fought.” 45th Division News, May
13, 1945. Vol. V. No. 32 Printed In Germany.