Log ind

En kort introduktion til Clausewitz - krigens filosof

#

Forfatter: Harald Høiback.

Titel: En kort introduksjon til Carl von Clausewitz - Krigens filosof.

Forlag: Cappelen Damm Akademisk

Udgivelsesår: 2021.

Antal sider: 219.

Anmelder: Jens Ringsmose.

Set i lyset af de enorme konsekvenser krig og væbnet konflikt har for et samfund, er der gjort forbavsende få forsøg på at forstå og analysere krigens inderste væsen og natur. Der er skrevet stolpe op og stolpe ned om militære operationer, krigsjournalistik, krigspropaganda, civil-militære relationer, militær strategi og logistik, våbenteknologi og militær planlægning – for slet ikke at tale om historiske krige og slag – men ganske få har sat sig for at nå helt ind til og udfolde kernen i krigen forstået som en ekstrem og voldelig social foreteelse. Sat lidt på spidsen er der investeret forholdsvist lidt i ”krigens filosofi”.

Om det skyldes, at krigens fremmeste teoretikere først og fremmest har været præskriptivt orienterede (aktivistiske) i den forstand at de enten har arbejdet for at undgå krig eller for at vinde krige – og derfor ikke har været så optagede af at forstå krigens inderste væsen – skal være usagt, men faktum er, at der er gjort relativt få forsøg på at beskrive krigens fundamentale mekanismer og universelle dynamikker.

Den væsentligste undtagelse fra denne beklagelige tingenes tilstand er den snart 200 år gamle Vom Kriege af Carl Philip Gottfried von Clausewitz (1780-1831). Selvom bogen og dens indsigter for en meget stor dels vedkommende bygger på Clausewitz’ egne erfaringer fra Napoleonskrigene, så er den stadig en guldgrube af indsigter og tankeprovokerende pointer, begreber og spørgsmål. Som gode bøger er flest, serverer den ikke færdigkogte svar, men tvinger læseren til overvejelser og refleksion.

Dertil kommer, at ikke blot den militærstrategiske praktiker – officeren – men enhver leder stadig med stort udbytte kan læse den gamle prøjsers tanker om bl.a. mod, friktion, strategi, frygt, rationalitet og følelser. Indrømmet: Ledelse i moderne organisationer har meget lidt at gøre med væbnet konflikt. Og heldigvis for det. Men det skal ikke desto mindre være min påstand, at nutidens direktionsmedlemmer ofte vil få langt mere ud af at bruge nogle timer i selskab med Clausewitz og Vom Kriege end på den seneste ledelsesmæssige eller organisationsteoretiske modedille.

Nu har Carl von Clausewitz – og Vom Kriege – fået en ny og særdeles velkomponeret introduktion. På norsk og forfattet af en af de absolut fremmeste militære tænkere i Norden – oberstløjtnant og professor Harald Høiback.

Over 219 sider giver Høiback læseren en fint doseret og velbalanceret indføring i Clausewitz’ tænkning, og i hvordan Vom Kriege blev til under indflydelse af samtidens filosofiske strømninger, Clausewitz’ egne erfaringer fra Napoleonskrigene og hans vigtigste faglige sparringspartner, hustruen Marie von Clausewitz (1789-1836).

Det centrale spørgsmål, Høiback stiller sig selv, er, hvorfor Vom Kriege har fået så langt et liv. Hvorfor er Vom Kriege en af den slags bøger, som aldrig slutter med at sige det, den har at sige? Undervejs kommer den norske Clausewitz-kender med flere forskellige bud: Clausewitz levede i en helt usædvanlig tid præget af en ny form for krig (Napoleonskrigene), han var i store perioder af sit liv omgivet af intellektuelle kæmper som fx Gerhard von Scharnhorst (1755-1813) og Marie von Clausewitz, og så var han ganske enkelt i stand til at reflektere og analysere dybere og mere indsigtsfuldt end de fleste.

Dertil kommer, at Clausewitz skrev sit værk i en tid præget af frugtbare spændinger mellem på den ene side Newtonsk rationalisme, oplysningstid og fornuftsdyrkelse og på den anden side en spirende tysk idealisme og et forstærket fokus på tilværelsens irrationelle sider. Mens Clausewitz’ samtidige schweizisk-franske modstykke, Antoine Henri Jomini (1779-1869), bekendte sig helt og aldeles til oplysningstidens idealer og bestræbelserne på at sætte krigen på matematisk formel, så finder man i Vom Krige tankemåder og begrebsdannelser, der afspejler både oplysningstidens idealer og et skarpt blik for, at krig i høj grad også er – og nødvendigvis må være – en form for menneskeligt samkvem influeret af politik og følelser. Clausewitz holder sig ikke tilbage fra – helt i Jominis ånd – at præsentere fornuftsbaserede anvisninger og praktiske regler, men han bruger også megen spalteplads på at beskrive, hvordan fx had, frygt, usikkerhed, tilfældigheder og mod er blandt krigens faste indvånere.

En særlig styrke ved Harald Høibacks meget velskrevne introduktion til Clausewitz og Vom Kriege er at finde i præsentationen af den gamle prøjser som filosof. Høiback gør med overbevisning meget ud af at demonstrere, hvordan Vom Kriege sætter mennesket i centrum og på at dokumentere, at bogen ikke (alene) er et forsøg på beskrive, hvordan krig bør være, men i høj grad på at udlægge, hvad krig egentlig er: Politisk motiveret voldsudøvelse influeret af følelser og tilfældigheder. Men det er først og fremmest en menneskelig og social foreteelse. Clausewitz introducerer nogle kernebegreber og bruger dem som prisme eller råstof i sine analyser af krigens evige natur og dens foranderlige fremtrædelsesformer. Kernebegreberne er, som påpeget af Høiback, stadig meget anvendelige og givtige.

En kort introduksjon til Carl von Clausewitz henvender sig til alle med en interesse i strategi, militærhistorie og -teori. Men som antydet, vil læsere med en generel interesse for ledelse og organisationsteori også kunne få meget ud af bogen. Den er skrevet med en bred læserskare for øje, og sproget er på befriende vis renset for militær jargon og fagudtryk (det er i højere grad ”professor Høiback” end ”oberstløjtnant Høiback”, der har ført pennen). Men vær advaret: Bogen virker som fremragende ”clickbait” til Vom Kriege. Sidstnævnte forelægger heldigvis også i oversættelser på bl.a. engelsk, dansk og norsk.