Fra kommandørkaptajn P. Garde, chef for Sundets Marinedistrikt, har tidsskriftet modtaget følgende:
Herude på landet kommer posten tidligt om morgenen - og mandag får vi normalt ingen regninger, men reklamebrochurer, tidsskrifter og den slags. Denne mandag morgen var der ingen reklamer, men Militært tidsskrift nr. 3, marts 1987. Tidsskriftet var denne gang ret tyndt med to artikler, en om »Krigens principper« og en mere om sanitetstjeneste. Den sidste artikel skal jeg undlade at kommentere, dels fordi jeg ikke har så megen forstand på den slags, og især fordi den ene af forfatterne måske er den overlæge, jeg ind imellem konsulterer i Næstved. Som kommanderende på det ene af Søværnets to nye såkaldte superdistrikter begyndte jeg dagen med »Krigens principper«, idet jeg håbede at forene dygtiggørelse med indtagelse af morgenkaffen - og forventede at kunne nyde en fuldendt morgencomplet. Det blev en lang morgen med flere og flere kopper kaffe - men artiklen forblev ufordøjelig og derfor henlagt til om aftenen. Krigen stod jo ikke imiiddelbart for døren eller i strandkanten. Men det nagede mig trods alt, at jeg - efter mangfoldige år som kommanderende på søen og 5 år som kommanderende på land - ikke umiddelbart kunne forstå »Krigens principper«. På havet havde jeg i sin tid på nært hold set, at russiske skisbschefer har brune øjne. I en eventuel krigssituation ville det nu falde i min lod at kommandere en styrke på omkring 2-3000 mand på havet og i land. Efter en dag med en beskæftigelse, der er motiverende præget af at sidde på førsteparket og overskue situationen i Østersøen og omkring vore kyster - kom jeg glad og frisk hjem. Således mentalt rustet og med hjernen militært aktiveret genoptog jeg - uden nag - studiet af »Krigens principper« - men gav endnu engang op, da jeg nåede til midten af side 86:
»For den konunanderende fortrænges derfor det oprindelige mål, tilintetgørelsen, og i stedet træder herefter afgørelsens gunstige udfald. Følgende ræsonnement kan nu gennemføres for så vidt angår den kommanderende tankevirksomhed: Målet, afgørelsens gunstige udfald er identificeret og manifesteret i fysiske mål. En del ai midlet, kapabiliteten, er givet. Det, der står tilbage før midlet, kan »optræde« som årsag med en gunstig virkning, er indsættelsen af kapabiliteten. Med andre ord: Denne indsættelse fuldstændiggør middel - årsag dialektikken, og det er i denne fuldstændiggørelse, at principperne må have deres applikationsfeit i forbindelse med den kommanderendes forsøg på at prognosticere kausaliteten«.
Noget nedbøjet ringede jeg derfor til den »gamle redakteur«, som jeg havde været gode venner med i mange år og klagede min nød - vi talte nok forbi hinanden og TV-avisen var endvidere begyndt, men jeg forstod, at Militært tidsskrift også skulle være for de intellektuelle. Det kunne jeg ikke imødegå, men gik hen til reolen og rettede ryggen, da jeg fandt hædersbevisningen for engang i 70’eme at have skrevet årets bedste artikel: »Sikkerhedspolitisk vurdering som grundlag for modernisering og reform af dansk forsvar«. I den store reol fandt jeg også - ganske vist på engelsk - »Principles of War«. De er korte, klare og koncise, og er selv på et fremmed sprog letforståelige. Disse engelske principper - som er udviklet på grundlag af krigserfaring og ikke af stabsteoretikere - er for mig fortsat grundlaget for at være kommanderende, eller som det hedder i marinen: chef. Det interessante er, at disse »Krigens principper« er fuldgyldige for enhver chef - også i fredstid. Er han i sin daglige tjeneste indøvet i dem, skal han ikke personligt gennemgå nogen større omstillingsproces den dag eller nat, han eventuelt skal fungere som den kommanderende i krigens miljø. Enhver indlæring og øvelse - der er forbundet med ledelse - kræver en klar forståelse og opfattelse af de primære principper. I den såkaldte »samfundsskabte virkelighed« har jeg tilbragt mangen en stund for med ordlister og supplerende kommentarer at forsøge at »oversætte« forsvarets ledelsesfilosofi, ledelsesprincipper og -værktøjer til almindeligt dansk. Indikerer sprogbruget i artiklen om »Krigens principper« en fortsættelse af den ny æra i kommunikationsformen - vil det blive sværere at forberede og øve sig i at føre krig. Hidentil har vi dog kunnet kommunikere med hinanden inden for officershierakiet og med rimeligt godt udbytte forstå hinanden - også i Det krigsvidenskabelige Selskabs miljø. I vor udadrettede virksomhed har politikere og den danske befolkning i almindelighed også kunnet forstå os. Det har været vor styrke. Det vil nok vise sig at være en svaghed, hvis vi nu udvikler et særligt sprog, som de færreste officerer kan oversætte og som i den udadrettede virksomhed kun kan have interesse for en snæver - men måske intellektuel - kreds. Tidligere udenrigsminister K. B. Andersen sagde engang: »Gentlemen bliver aldrig ophidsede - men de kan ind imellem blive bekymrede«. Jeg kan ikke lide at gå til køjs i en bekymret stemning, så jeg gik endnu engang hen til reolen og tog en bog med mørkeblå ryg og satte mig over til aftenkaffen, som blev nydt sammen med et par kapitler af Det Sikkerhedsog Nedrustningspolitiske Udvalgs Bind 1: »Flådestrategier og nordisk sikkerhedspolitik«. En lavprisbog i to bind, der sammen med Seidenfadenbøgeme og Dyvig-rapporten indtager hæderspladsen i den militære del af reolen. Allerede efter den første kop kaffe og et par siders læsning, var bekymringerne omkring min åndelige habitus forsvundet. Som tilfældet havde været med Seidenfaden og Dyvig’s publikationer skriver også SNU på en måde - jeg kan forstå, og i et sprog, som ikke kræver ordbøger. Jeg gik sent til køjs, men selvtilfreds og fyldt med glæde over, at et politisk udvalg på saglig, sober og letfortåelig vis havde færdiggjort et omfattende arbejde omkring vor maritime situation. Det var efter en rolig og ubekymret nat, jeg næste morgen - før posten kom - drog ned til Distriktshovedkvarteret for i WINTEX-beredskabsspiUet at lede vor del af krisestyringen og træffe beslutning om de nødvendige foranstaltninger - ud fra erfaringen om fornuftens principper.
Poul Garde.
