Log ind

En kommentar

#

En kommentar til Venstre i Viborg Amts Udenrigs‐ og Sikkerhedspolitiske  Udvalgs Oplæg til nyt forsvarsforlig: Et forslag til hæren der ikke skal kunne kæmpe.  

Man kunne vel se det som en positiv markering, hvis der ikke stod officerer bag  forslaget. Det gør der imidlertid, og som en gammel lærer, der nu i godt tyve år  har forsøgt at inspirere til professionel helhedsforståelse og systematisk  analyse, undrer jeg mig.  

Jeg vil ikke her gennemgå alle elementer. Nogle områder har jeg allerede  analyseret i 2003 i dette tidsskrift og i ”Udenrigs”. Selvom jeg ikke  kommenterer forslaget om en værnsfælles kombineret forvaltningsmyndighed  og operativ kommando, delt i to funktioner, skyldes det ikke, at jeg er enig. Det  bliver et ufokuseret monstrum, hvilket enhver, der forsøger at gennemtænke  kommandoens funktioner systematisk, vil indse.   Mine bemærkninger knytter sig snævert til forslagets landmilitære dele, de  landbaserede indsatsstyrker til hjemmebrug, det landmilitære humanitære  indsatsberedskab, det øvrige danske landmilitære internationale bidrag samt  de landmilitære specielle operationsstyrker.

 

De landbaserede indsatsstyrker til hjemmebrug 

Disse baseres i forslaget på hjemmeværnets frivillige, der forstærkes med  værnepligtige, der har modtaget en 6 måneders uddannelse.  Det ville måske have været en idé først at diskutere karakteren og  omfanget af behovet for indsats på land til håndtering af natur‐, industri‐ eller  bevidst menneskeskabte katastrofer samt mere afgrænsede terrorhandlinger.  Lad os her forudsætte, for at skabe en seriøs diskussion af den værst  tænkelige katastrofesituation, at uvenlige mennesker detonerer et simpelt  atomvåben, en ”dirty bomb”, i en lastvogn parkeret foran Nationalmuseet. Ud  over virkningerne på landets ledelse og det helt manglende varsel svarer panik  og forureningsproblemer nok nogenlunde til, hvad der ville ske, hvis Barsebäck  smelter ned på den værst tænkelige måde.

En sådan hændelse vil medføre massive problemer, hvoraf landets forsvar  kan bidrage til håndteringen af nogle af disse. Forsvaret har her ikke en  veldefineret, naturlig rolle, da reaktionen, i modsætning til  totalforsvarsindsatsen under Den Kolde Krig, her ikke skulle ses i rammen af en invasionstrussel. I denne situation er det de ikke‐militære komponenter, der er  mest kompetente til at lede imødegåelsen.  Ledelsen af landet vil øjeblikkelig blive de facto decentraliseret ved at den  centrale ledelse bortfalder. Senere vil en samlet ledelse blive retableret i  udenfor København.  

Forsvarets ledelse skal i sådan en situation blot sikre sig, at man på  tilsvarende måde kan tilpasse sig, så organisationens midler friktionsløst er til  rådighed for den decentraliserede og senere retablerede ledelse.  Uanset karakteren af varsling om udbredelse af forureningen og  information om udbredelse af skaderne vil der med stor sandsynlighed opstå  trafikkaos fremkaldt af et meget stort antal flygtninge i privatbiler. Disse vil  blive forsøgt håndteret af politiet, der vil have sin fulde styrke til rådighed, idet  begivenheden nok vil blive betragtet som en ”force majeure” suspension af  arbejdstidsreglerne. Politiet kan her naturligt støttes af hjælpepolitiuddannede  dele af Hjemmeværnet samt Politiets nu hendøende frivillige BeredskabsOrdenskorps, hvis det genoplives.

Reguleret evakuering vil kunne ske med offentlige transportmidler. Støtte  til flygtningenes midlertidige indkvartering vil ske ved kommunale  myndigheder, evt. med støtte af frivillige fra Beredskabsstyrelsens  Frivilligenhed og Hjemmeværnet. Dette blev forberedt under Den Kolde Krig.  Det totale behov for frivillige og andre mobiliserede ud over den  kommunale redningstjenestes frivillige bestemmes af, hvad politiet kan  integrere i egne operationer. Det vil vel være et par til nogle tusinde frivillige,  der på forhånd er uddannet som hjælpepoliti.  Afhjælpningen i selve det ramte område vil i betydelig grad overgå, hvad  de kommunale myndigheder har kapacitet til. Der er reelt behov for, hvad der  svarer til de tidligere civilforsvarskolonner, dvs. redningsenheder af  bataljonsstørrelse, med sporehold, ambulanceenheder,  redningsingeniørenheder og transportenheder. Enheder som er uddannet og  udrustet til at kunne operere i forurenet miljø.  

I modsætning til under Den Kolde Krig, hvor man kunne have brug for  sådanne enheder over hele landet samtidigt, vil det nu være tilstrækkeligt med  en central pulje. På den anden side må man forudse, at en terrorhandling kan  ske uden ”strategisk varsel”. Derfor er det nødvendigt at opretholde ”kolonner”  på et betydeligt højere beredskab, end man tidligere forudså. Den værst  tænkelige situation kunne vel lede til et behov til et sted mellem 5 og 8  kolonner, hvoraf de fleste på Sjælland, dvs. 3000‐5000 personer.  Etableringen og bemandingen af disse enheder vil kunne være en af det  nationale, frivillige forsvars/beredskabs mere krævende opgaver. Hvis baseret  på frivillige og lokal mobilisering vil det være muligt at opretholde det nødvendige meget høje beredskab uden, at dette medfører betydelige  omkostninger. Det kan lettest ske med udgangspunkt i de regionale  beredskabscentrer, der tidligere opstillede ”kolonnerne”.  

Der er i realiteten tale om en betydelig ”oprustning” ud over de  eksisterende frivillige kommunale brandkorps. Uanset opstilling og bemanding  vil ledelsen af indsats ikke være en opgave for forsvarets centrale  myndigheder. Den vil finde sted på regionalt eller kommunalt niveau.  Enkeltpersoner og led – med rådighedskontrakt ‐ fra dette beredskab vil  også kunne være klar til udsendelse til internationale katastrofer, dvs. sikre en  forstærkelse af redningsberedskabets nuværende internationale indsats.  Det største problem ved afhjælpningen af virkningerne af en  terrorhandling med masseødelæggelsesvåben vil være håndtering og  behandling af massen af skadede, hvoraf mange vil være forurenede.  Udviklingen i sygehusvæsenet går mod færre, større, centrale hospitaler. På  grund af arbejdstidsreglerne er der imidlertid ikke mangel på kvalificeret  personale, men i en masseskade‐situation vil der være et akut, udækket behov  for behandlingskapacitet og sengeafsnit, specielt hvis et eller flere af de  centrale hospitaler er ødelagt eller ligger i det massivt forurenede område.  Tidligere var sårbarheden langt mindre. Man havde et større antal mindre  sygehuse, Civilforsvaret kunne etablere sine forberedte beredskabssygehuse,  og forsvarets feltlazaretter blev opholdt på et rimeligt beredskabsniveau.  Nu er de små sygehuse væk eller på vej væk, kun det mobile  beredskabssygehus er brugbart. Af forsvarets felthospitaler opretholdes kun  DIB‐hospitalet på et anvendeligt niveau. Resten er tomme skaller med forældet  materiel.

Dette er ikke et område, hvor 6 måneders værnepligtsuddannede eller  hjemmeværnets frivillige kan hjælpe. Det kræver en fokuseret, meget kostbar,  statslig indsats. Denne kunne placeres i forsvaret, hvis man valgte at placere  ansvaret og de nødvendige ressourcer til opstilling og vedligeholdelse her, men  indsættelsen kan kun blive kvalificeret ledet af et regionalt sygehusberedskab  for katastrofeforhold, der effektivt koordinerer anvendelsen af den faste og  den mobile kapacitet.  Forsvaret og dets frivillige kan reelt herrer ikke gives nogen stor, fornuftig,  opgave ved forsvaret mod mere begrænset terror såsom snigmord mod  nøglepersoner eller terrorbombning af danske eller udenlandske mål i  Danmark.  

Aktiv indsats mod terrorisme er en opgave for specielle operationstyrker  fra politi eller forsvar, ikke for velmenende amatører af forskellig type.  Beskyttelsen af de væsentligste mål mod terror – de afgørende statslige  ”nøglepunkter” samt ambassader og udenlandske firmaer ‐ er en politiopgave, hvor frivillige hjemmeværnsfolk eller 6 måneders værnepligtige ikke bør have  nogen rolle. Andet ville være for risikabelt for den danske befolkning. Jeg  erindrer, at jeg en sen aften i 1994 var ved at blive skudt at de nervøse  amatører ved en vejspærring, efter, at det lettiske hjemmeværn var blevet  mobiliseret ved en fængselsflugt. Andre var mindre heldige end jeg.  

De fleste lokale og regionale nøglepunkter er ikke naturlige mål for terror,  og hvis de alligevel skulle blive angrebet, er skaden overskuelig. Det ville  hverken være nødvendigt, betryggende eller effektivt at mobilisere  bevæbnede frivillige eller korttidsuddannede værnepligtige fra  hjemmeværnets ved sikring af samfundet ved en generel terrortrussel, hvis de  ikke kan efteruddannes og placeres under kommando af politiembedsmænd.   Undtagelsen er virksomhedshjemmeværn, der – under organisationens  ledelse og politiets vejledning – kan bevare og udbygge deres rolle i  beskyttelsen af nøglevirksomheder.  

Det eneste andet felt, hvor hjemmeværnets frivillige – men ikke  korttidsværnepligtige – kunne gives en rolle, er EOD‐området. Dette kræver  dog, at de frivillige, der vælger dette som en krævende hobby for modne  mennesker, uddannes, opdateres og løbende kontrolleres af hærens  ingeniørtropper.  Det er meget vanskeligt efter en således kort, umiddelbar analyse af  forsvarets rolle i katastrofe og terrorberedskabet, at se, hvordan der kan  etableres en fornuftig rolle for andet en lille, den mest aktive, motiverede og  veluddannede del af Hærhjemmeværnets og Beredskabsstyrelsens frivillige,  for slet ikke at tale om et større antal værnepligtigsuddannede. Den største del  af behovet dækkes sandsynligvis allerede nu af beredskabskorpsets  værnepligtsuddannede.  Der er slet ikke behov for et specielt centralt hovedkvarter til forsvarets  indsats på dette område, da den eneste rolle vil være at levere uddannede  enheder (samt forbindelses‐/stabsofficerer) til andre statslige organisationers  indsats.   Ledelsen af operationerne vil skulle ske på det kommende, tilpassede  regionale niveau. Det centrale niveau stiller blot midlerne til rådighed.  

 

Det landmilitære humanitære indsatsberedskab  og det øvrige danske landmilitære internationale bidrag 

Forslaget indebærer, i det omfang det er muligt at læse hensigten i dette, at  DIB’s bemandes med en højere procent at stampersonel, så to  bataljonsgrupper kan udsendes samtidigt. Samtidigt fjernes kravet til, at  brigade kan indsættes og kæmpe samlet som en troppeenhed, idet man kun  omtaler bidrag til ”den fredsskabende/fredsbevarende operation”.

Derudover skabes en Humanitær Indsatsbrigade på højt beredskab. Dette  er forslagets egentlige nyskabelse,  Der en serie problemer med denne specialisering af hærens struktur.  For det første er det erfaringsmæssigt vanskeligt at dele reelle operationer  så firkantet op. Indsatsen vil ofte skulle startes i et højtrusselmiljø under  deltagelse i en interventionsoperation (som den operation, der burde have  været forberedt i Kosovo‐konflikten). I alle de operationer i 1990erne, hvor den  danske hær var med fra starten, har der været behov for, at enhederne kunne  demonstrere kampkraft. Men samtidig med, at evnen til at kæmpe i en periode  er af afgørende betydning, bør de andre typer indsats være i gang. Effektiv  stabiliserings‐ og humanitær indsats lige bag de forreste enheder i  interventionen er af afgørende betydning.  

Kamp, stabiliseringsoperationer i baglandet samt humanitær indsats bør  således kunne gennemføres parallelt, med et gradvis skift mod den  stabiliserende‐humanitære indsats. Problemet i Afghanistan og i endnu højere  grad i Irak var, at man fra amerikansk side, af ideologiske årsager, så disse ting  som afskilte.

Når der, forhåbentligt hurtigt, bliver tale om en ren humanitær og  statsbyggende indsats, hvor der kun skal leveres politilignende beskyttelse, er  det egentligt ikke længere en opgave for en militær organisation. Så bør  entreprenørfirmaer på DANIDA‐kontrakt samt statslige og ikke‐statslige  nødhjælpsorganisationer overtage.

For det andet er de i den Humanitære Indsatsbrigade beskrevne elementer  noget, der allerede eksisterer i den militære struktur. Her findes allerede  sikringsenheder, konstruktionsingeniørenheder, transport‐, forsynings‐ og  sanitetsenheder, kommunikations‐ og føringsenheder samt reelt også  ”eftersøgnings‐ og redningsenheder” (forfatterne overser, at også  militærpolitienheder og CIMIC‐led er af nødvendige).  

Som også NATO har understreget, er problemet ganske rigtigt, at  kampstøtte‐ og logistikenheder har været på så lavt udrykkeberedskab, at det  har hæmmet indsættelsen af vore kampenheder. Men man skaber ikke nogen  ekstra kapacitet ved at specialisere støtteenhederne og adskille dem fra  kampenhederne. Tværtimod skaber man ekstra problemer for en fornuftig og  rationel løsning af alle opgaver.  

For det tredie er det ikke særlig rationelt at overse, at der er en betydelig  overgribning mellem de ”blødere” dele af den Humanitære Brigades  opgavesæt og de opgaver, som Hjemmeværnets og Beredskabsstyrelsens  frivillige naturligt løser. Så i stedet for at bygge noget smukt ”specialiseret” op,  burde man etablere en fleksibel ”værktøjskasse‐organiseret” udrykkehær og så  supplere den med frivillige med beredskabskontrakter på bl.a. CIMIC‐ og konstruktionsingeniørområderne – samt med kontrakter med civile  entreprenør‐ og logistik firmaer m.m. – når dette bliver nødvendigt.

At blive en god officer i hæren kræver, at man ud over en teoretisk  uddannelse opnår praktisk og relevant erfaring, der skal være af mere og mere  ”generel” karakter, efterhånden som tjenesten skrider frem.  Forslaget efterlader helt åbent og uigennemtænkt, hvordan man, indenfor  den her beskrevne struktur, skal udvikle officerer, så de bliver anvendelige i  deres profession, så de fleksibelt kan indstille sig til også uforudsete, fremtidige  behov.

Det er fint at provokere, hoppe ”ud af kassen”, som forslaget gør. Men det  burde ske på et grundlag af professionel forståelse. Dette er et velmenende  amatørforslag.

Det synes at have forbigået forfatternes opmærksomhed, at den britiske  hær, der synes at være den landstyrke i verden, der bedst og mest friktionsløst  tilpasser sig udviklingen fra højintensiv kamp til stabilisering, statsbygning og  humanitær indsats, ikke gør dette med specialiserede enheder. Briterne  demonstrerer, at opgaver i virkelighedens verden – til forskel fra i Skive og  Viborg ‐ kræver en alsidig struktur samt et dygtigt, fleksibelt, ikke‐ideologisk,  pragmatisk officerskorps.  

Der er intet, der gør, at vi, i vor mindre målestok, bør afvise at lære af  briterne. Lige nu udvikler de ikke ”specialiserede” enheder. De har erkendt, at  det, som Europa og NATO lige nu savner mest, er flere lette, veluddannede  infanterienheder, der hurtigt kan påtage sig krævende opgaver. Derfor søger  man at øge antallet af sådanne troppeenheder til fire (fra de nuværende to: den  luftmobile brigade og marinecommandobrigaden).  

Det er ikke kun Viborg‐folkene, der synes at have overset, at fremtidens  behov ikke kræver specialisering til én type indsats. Skyklapper – af en anden  type – synes også at påvirke den danske hærs ønsker om fremtidig struktur.  Også hærens ledelse kunne lære af briterne.  

 

De landmilitære specielle operationsstyrker 

Jægersoldater rekrutteres ikke fra gaden, men fra de eksisterende militære  enheder. Vi skal nu øge størrelsen af Jægerkorpset. I andre lande finder en  meget stor del af rekrutteringen til specialstyrkerne sted fra andre enheder,  hvor uddannelse og tjeneste er specielt krævende (i Storbritannien i  faldskærmsbataljonerne og marinecommandoerne).  Det kunne måske blive lidt vanskeligt at finde egnede jægeremner i en  hær, der specialiserer sig i fredsbevarende operationer og humanitær indsats.  

 

Forslagets reelle indhold og potentielle konsekvenser 

På overfladen er forslaget provokerende og nytænkende. Reelt er det blot  udtryk for holdninger hos ældre officerer i garnisonerne, der ikke ønsker  ændringer i deres behagelige dagligdag.  

Forslaget opgiver en mobiliseringsstruktur, som der i mange år alligevel  ikke har været penge til at fylde med materiel og realistisk uddannelse.  Men derudover vil man – i garnisonerne ‐ blot fortsætte nogenlunde som  man plejer. Ændringerne, der virker så imponerende, sker udenfor dagligdagen  her. Man vil uddanne til det lave niveau, det utilstrækkelige  gruppesammenhold og den lemfældige disciplin i enhederne, som man kan  gøre indenfor daglig civil arbejdsdag.

Dette vil fastholde hæren på et i internationalt sammenhæng meget  begrænset anvendeligt niveau, som vi så kalder rollespecialisering. Det vil  medføre fortsat forhøjet risiko for ulykkelige hændelser, som vi så i Kabul og  Irak. Det skaber også en pæn ramme for tjeneste for personel, der i  international sammenhæng er alt for gammelt til deres stilling. Når man  alligevel ikke kan uddanne soldaterne til at slås (og når mange af os alligevel er  for gamle til at lede og inspirere i kamp), kan man ligeså godt stjæle opgaver  fra NGOer og Beredskabsstyrelsen, og kalde det et specialiseret humanitært  beredskab.  

For at kunne gøre dette fortsætter man med en uddannelse af  værnepligtige i et behageligt tempo, indenfor arbejdstidsreglerne. Opgaven at  anvende dem efter uddannelse gives venligt til Hærhjemmeværnet, der i  forvejen har vel tre gange så mange frivillige, som man i fremtiden kan finde  reel anvendelse for.  

Forslagets reduktioner i hærens opgaver og generelle operative elementer,  herunder førings‐ og uddannelsesstabe, gør at organisationen ikke giver  ramme for at opretholde og videreudvikle et professionelt landmilitært  officerskorps.  Det er trist, at kolleger har villet lægge navn til noget så reelt reaktionært,  professionelt perspektivløst ‐ tjenende egeninteresser snarere end statens og  skatteborgernes.