Talrige lande har nu 18 måneders tjenestetid og har haft det længe. Nogle har haft endnu længere tjenestetid. Hvervede hære kender tjenestetid for menige på op til 25 år. Når der derfor nu er så stor opstandelse over indførelsen af de 18 måneders tjenestetid, kunne det indledningsvis være fristende at foreslå at indhente impulser fra nogle af de lande, hvor sagen længe har været en selvfølge også i tider, hvor man ikke som nu havde et utal af forskellige våben, radio, motorer o. v. v., men kun det gode gammeldags infanterigevær, evt. -|- en hest. Der kunne samtidig være grund til at oplyse, at 18 måneder ikke er for meget blot til uddannelse af en række specialister i de forskellige våbenarter. Uddannelse af radiofolk, gode motorførere, moderne sygehjælpere, beregnere ved tunge våben og artilleri — folk, som allesammen desuden skal kunne betjene deres personlige våben og være trænet til at gennemstå feltlivets strabadser — kan nok beskæftige en mand af gennemsnitsbegavelse i balvandet år. Specielt for fodfolkets vedkommende bør det siges, at al ny krigserfaring fremhæver nødvendigheden af ombyttelighed mellem folkene, i hvert fald inden for kompagniet. Det er uundgåeligt, at der under kamp opstår store tab blandt 1. linies kompagnier, og sådanne kompagnier er ilde farne, hvis kun enkelte specialuddannede folk kan f. eks. skyde med den 60 mm morter eller virkelig betjene let maskingeva'r i trefod. Selv om man godtager, at en infanterist kan uddannes forsvarligt med sit personlige våben på f. eks. 6 måneder, er det derfor hævet over al tvivl, at en yderligere uddannelsestid, livor han også lærer kompagniets andre våben til gavns, i væsentlig grad vil øge dettes krigsbrugbarhed. Mon det også overalt er gået tilstrækkeligt op for visse formanere, at den nyeste krigserfaring i overordentlig grad understreger betydningen af uddannelse i mørke? Den hidtidige uddannelse herhjemme bar kun i ringe grad kunnet tilgodese dette krav. Men den modstander, vi kan tænkes at komme til at stå overfor, er gennem langvarig uddannelse trænet til angreb og forsvar, infiltration og patrouillekamp i mørke. Vé den, som ikke har forberedt sig på fjendens kampmåder! Fra alle kompetente sider understreges nu yderligere betydningen af hård feltmæssig træning af soldaterne. En sådan træning gives ingenlunde ved udrykninger fra morgen til aften, hvor enhver ved, at han ved hjemkomsten kan vaske sig og trække i rent tøj og sætte sig til et veldækket bord. Længere, sammenhængende udrykninger under ublide vejrforhold, med bivuakering under åben himmel og med et stærkt akcentueret usikkerhedsmoment er daglig kost i krigserfarne staters bære. Det bar bos os knebet meget med tiden hertil, selv med vor 12 måneders uddannelse.
V i undgår i denne forbindelse ikke at beskæftige os indgående med problemet afgivelser? Enhver, der kender en lille smule til livet i hæren (det er dog ikke gjort med to måneders landstormsophold for 20— 30 år siden!), ved, at afgivelserne er en knugende byrde for underafdelingerne. I gunstigste fald får rekrutafdelingerne 2— 3 måneder i fred, og derpå vælter en sværm af krav ind over dem, krav, som alle er berettigede, men som uddannelsen lider skæbnesvangert under: Ordonnanser til stabe og kontorer, hjælpere på værksteder for våben og motorer, arbejdsmandstjeneste ved vedligeholdelse af kasernen, tjeneste i kokkenets opvask og „tørkost“, pudsning af så det ene og så det andet på depotet, vagt og atter vagt ved kaserneporte under forhold, som kun kan modvirke en rigtig opfattelse af feltmæssig vagttjeneste, o. s. v. o. s. v. Mens disse folk uge- og månedsvis unddrages kompagniet, skal resten af dette fortsætte uddannelsen på normal vis, til lige stor utilfredshed for mandskabet I der ser, at „afgivelserne“ må undvære træningen) og befalingsmændene, hvis arbejde i mangfoldige discipliner bliver som at slå i en dyne. Selv om det — hvad kun sjældent er tilfældet — lykkes at få „afgivelserne“ til at humpe med i eksercits og skydning, skal det nok vise sig, at der er timer og stof fra tjenesteforhold eller andre teoretiske fag (hvor man på grund af mangel på befalingsmænd ganske simpelt ikke kan holde effektive, koncentrerede kursus med tilbagevendende afgivelser), som nogle stykker er gået glip af. Skulle på denne måde en eller anden menig ikke være blevet tilstrækkelig grundigt instrueret om sine ukrænkelige rettigheder, der efterhånden ikke er så få — det va're sig med klager over maden eller over befalingsmændene, vedrørende talsmænd eller ret til fremstilling for chef, med hensyn til disciplinarm idler, straf o. s. v. — og det gennem en dertil indrettet avis eller anden autoriseret kanal kommer en højere instans for øre, så går den vilde jagt på kompagnichefen, der ikke har kunnet løse den umulige opgave at gore de folk, han kun har haft i 3 måneder, lige så vidende som dem, han har haft i 6.
For at der overhovedet skal være mening i tingene, må afgivelsesproblemet løses på en ordentlig måde. Følgende foreslås:
1) Da de allerfleste afgivelsesjob overhovedet ikke kra^ver nogen form for våbenuddannelse, eller overhovedet nogen legemlig træning, kunne man begynde med at indkalde alle, uden andre undtagelser end smittefarlige tuberkuløse, krim inelle elementer samt folk med visse sindslidelser. Der er noget ravruskende galt ved udskrivningsordningen (tjenstdygtighedsbestemmelseme m. v.), når talrige folk, der kan gøre udmærket fyldest i det civile liv, kasseres til militærtjeneste. Hæren har brug for enhver mand, som kan gøre nytte i det civile liv, han være sig arbejdsmand, juridisk kandidat, kommis, lærer, maskinarbejder o. s. v. E r hans fysik ikke stærk, kan han dog altid passe et omstillingsbord, brunere spænder, pudse magasiner, afstikke græsplæner, kontrollere fu?rdsel ved en kaserneport eller skrive på maskine, alt efter sin uddannelse — alle disse funktioner, som skal passes i det daglige, men hvortil hæren ikke har andre at afgive (NB. Forsyningstropperne er en dråbe i havet!) end mandskab fra de styrker, der skal uddannes til kamp, med demoraliserende og splittende folger over hele linien. Jeg gentager: Der er i hæren brug for enhver, der kan gøre et stykke arbejde i det civile liv. Lad alle de såkaldte svagelige, som nu slipper fri på sessionerne, komme ind til en art hjælpetropper og lære det allernødvendigste vedrørende betjening af et våben — det gjorde man som bekendt inden for fire vægge i en vis periode — og lad dem klare arbejdstjenesten. Så er afgivelsesproblemet løst.
2) Indkald folk som 18-årige; det giver en større værnepligtsmasse, da folk endnu ikke bar nået at erhverve sig de gebrækkeligheder, de med den i øjeblikket gældende sessionsordning ofte kasseres for. Dertil kommer, at man vel også undgår de mange gifte rekrutter, man får, når indkaldelsen falder ved 21— 22-års alderen eller senere. Kompagnierne ville undgå mange absentanter og halvsure rekrutter, og staten ville spare en umådelig bunke forsørgelsespenge, hvis folk blev indkaldt straks efter afslutningen af deres skolegang eller læretid. At folkenes fysik ikke skulle væ-re fuldt udviklet turde modbevises ikke alene af, at man bar den tidligere værnpligtsalder i andre lande med tilsvarende befolkningspræg som lier, men også af vandrerbevægelsen, spejderkorpsene o. s. v., foruden naturligvis det omfattende idrætslige liv blandt ungdommen.
3) Afskaf enhver form for udsættelse. De ældre får uundgåeligt milieutilpasningsvanskeligheder og har desuden lejlighed til i de ekstra år, der bengår inden indkaldelsestidspunktet, at forskaffe sig svageligheder af forskellig art. Intet ondt ord om lægerne! Men mon det ikke var mere end en tilfæ ldighed, at et så ringe tal af polyteknikerne i sin tid blev indkaldt til bæ-ren? Og der kan præsteres beviser for tilsvarende forhold i dag. Hvor er akademikerne henne i rekrutkontingentet? Jovist, der er en hel del, men hvad kan de ikke fortælle om store procenter af deres studenterhold, der „af en eller anden grund“ ikke er blevet indkaldt — til ekstra forbitrelse af tilværelsen for dem, der bliver indkaldt, og som uf (len, der kunne skaffe sig en la:geattest i ly af service eller (hvad (ler set fra hærens synspunkt ikke er bedre) en uheldig sessionsordning, nu forbigås med adskillige hestelængder, økonomisk som karrieremæssigt i det civile erhverv.
For at resumere: Uddannelsen falder fra hinanden på grund af afgivelserne. Der er ingen plan i at snakke om vanskeligheder ved 18 måneders uddannelse, så længe cheferne må sende deres folk va'k til ikke-uddannende tjeneste måned efter måned, og uddannelsen derfor udvandes og forflygtiges. Enhver kompagnichef vil kunne bevidne, at det for et kompagnis moral er bedre, at hele styrken er afgivet i en vis periode, end at halvdelen er afgivet i den dobbelte tid. En enkelt vil indvende, al bare man kan holde delingerne samlet, er skaden ikke så stor. Det kan der være noget om, men desværre kan afgivelseskravet oftest ikke rette sig efter delingsinddelingen, da der forlanges folk med så rlig uddannelse: Bager og slagter til køkkenet, maskinarbejdere til motorværkstedet, kommiser eller kontorfolk til omstillingsbord og ordonnanstjeneste o. s. v. Og man kunne med rette tilføje, at alle disse afgivelsesjob ikke frembvder noget beskæftigolsesproblam for hæren. Rugbrødet skal skæres dag efter dag, kasernen skal fejes, skarnkasserne tømmes, dokumenter renskrives, omstillingsbord betjenes, depoternes beholdninger vedligeholdes, rengøres, luftes o. s. v., ikke blot 18 måneder, men altid. E t kapitel for sig er afgivelser af befalingsmænd. Herom senere.
Når vi taler om udnyttelsen af de 18 måneders tjenestetid, bør det, i fortsættelse af det foran om natuddannelse, hærdning, ombyttelighed m. v. sagte, også nævnes, at vi herhjemme i nogen grad har manglet faste retningslinier for uddannelsen. Førkrigsreglementerne er delvis forældede, og personelmanglen har va-ret så konstant, at de reglementsudarbejdende myndigheder har været overbebyrdet med alle mulige andre og lige så nødvendige ting. Herved er cheferne kommet til at mangle den inspiration, der ligger i klare, detaillerede forskrifter for fægtnings- og felttjenesteuddannelsen. Trods de 12 måneders uddannelse tør jeg hævde, at kttn meget få kompagnier har fået blot en tålelig instruktion i og indøvelse af f. eks. natlig infiltration (som stiller store krav til enkeltmands selvstændighed, orienteringsevne o. s. v. — NB . Russerne er eksperter heri), raid ved dag og ved nat under dække af røgslør eller støtteild, samt tle talrige antlre situationer, en fodfolksstyrke kan komme ud for. Når alle fodfolkels officerer bliver fortrolige med de reglementariske anvisninger og bestemmelser, der formentlig i ikke alt for fjern fremtid vil komme dem i hænde, vil det ses, at der vil blive brug for lang tid til at komme uddannelsesstoffet igennem, så at befalingsmænd og mandskab virkelig kan gøre fyldest i krig. Det vil være kendt, at man under krigen i visse lande bar uddannet folk på væsentlig kortere tid end de 18 måneder. Dette kunne tænkes brugt i angreb på liæren og på den lier fremførte argumentation. Man glemmer i så fald to vigtige ting: Ved den koncentrerede uddannelse under krigsforhold kan man spænde kravene langt højere end under fredsforhold. Da er der ikke noget, der hedder weekend fra lørdag middag til mandag morgen. Da er der ikke noget, der hedder mangel på skydebaner, sparehensyn til højre og venstre m. li. t. transport, markeringsmidler til krigsmæssige øvelser o. s. v. o. s. v., og der lever hver eneste soldat yderligere under pres af den personlige interesse i dygtiggørelsen til kamp. Denne interesse kan ikke på samme måde fremelskes under en fredsuddannelse, men i krig véd soldaten gennem udsagn fra folk, der er hjemme på orlov fra fronten, at er man dårligt trænet og hærdet, en dårlig skytte og i det hele taget en dårlig uddannet soldat, er man i langt højere grad udsat for at miste livet eller at forlade fronten som et sjæleligt vrag. Dertil kommer, at folk under den kortere uddannelse i disse lande stedse var under instruktion af krigserfarne befalingsmænd (bl. a. letsårede fra fronten) samt, når de kom til fronten, var omgivet af folk, der var vant til frontlivet, og ikke mindst stod under kommandomyndigheder, som vidste nøje besked med og kunne give yderligere vejledning i kampmetoderne. V i forlanger herhjemme, at mandskabet skal være krigsbrugbart efter 6 måneders tjenestetid. Som for nævnt kan man også nok nå at uddanne enkeltmand i visse våben på denne lid, forudsat at man har ham liele tiden og ikke skal af med ham til afgivelse kortere eller længere tid. Men skal man afgive folkene til arbejde af ikke-uddannende art, kan man blive ved med at lappe på uddannelsen i både 12 og 18 måneder, uden at det lærte for alvor sidder fast. Men tænker vi os nu en ideel tilstand gennemført — hvilket kun kan ske ved at følge de ovenfor beskrevne nye veje med hensyn til indkaldelse og sessionsbehandling — må det erkendes, at et vist ikke-militært islæt i undervisningen vil kunne virke afvekslende, stimulerende og derfor til gavn for tjenesteglæden. I ictor Gram, der som leder af velfærdstjenesten synes at se frisk og sundt på disse ting, har sagt fornuftige ting for nylig om denne sag. Det er vistnok på linie med lians standpunkt, når undertegnede som geledsoldat med i hvert fald nogen erfaring i de forskellige grader, mener, at man ikke hor sætte hele mandskabet i een pulje og f. eks. arrangere højskoleundervisning for hele kompagniet på linie med tjenesteforhold og våbenlære. Behov og ønsker varierer overordentlig meget hos de enkelte værnepligtige. Landmænd vil gerne kere om traktorer, ensilering, regnskabsforing o. s. v., mange vil gerne lære sprog, og en stor gruppe er ikke interesserede i at lære noget, men vil dog have megen gavn af dansk og regning. Indpasset på rigtig måde i timeplanen vil som alt sagt et sådant tilskud til emnemængden være nyttigt og stimulerende. Men man må passe vel på ikke at binde underafdelingscheferne for stærkt i så henseende — en fare, som næppe er helt uaktuel. Et kompagni skal ikke være nødt til at give afkald på flerdagesudrykninger, fordi man skal være hjemme til civil teori til det eller det tidspunkt. Civilundervisningens indpasning i timeplanen kræver både smidighed og omtanke. Den kræver i øvrigt, ligesom den militære teoriundervisning, hjemmeforberedelsc, hvilket kan motivere afkortning af visse øvelsesdage eller måske periodevis, at man lader mandskabet sove lidt længere om morgenen. Indtil nu har vilkårene for hjemmeforberedelse til de m ilitære teorifag sjældent været gunstige. Har man været i mark og skov den ganske dag og er stået meget tidligt op, er lysten til studium om aftenen ikke altid stor. At kasernernes lokaleforhold endnu vanskeliggør teoristudium er en anden sag, der kun er alt for velkendt og beklagelig. Tanken om at sende soldaterne på flere måneders højskoleophold er blevet imødegået så effektivt — både med uddannelsesog beredskabsmæssige betragtninger — at der ikke er grund til at beskæftige sig yderligere med den. Det være blot fremhævet, at det er umuligt at forene rationel uddannelse med et krav om, at f. eks. hver eftermiddag skal anvendes til civil teoriundervisning.
Den vigtigste forudsætning for, at de 18 måneders tjenestetid kan udnyttes effektivt, er im idlertid en god losning af befalingsmandsspørgsmålet, nærmere betegnet, at der haves
1. Tilstrækkelig gode befalingsmænd.
2. Tilstrækkeligt mange befalingsmænd.
3. Stabilitet i befalingsmændenes tjenstgøring ved underafdelingerne.
Det er derfor naturligt at anstille nogle betragtninger lierom. Tilstrækkelig gode befalingsmænd er et spørgsmål om udvælgelse blandt de værnepligtige og tilgang til det faste befalingsmandskorps. Udvælgelse blandt de værnepligtige ligger i realiteten i chefernes liand. \ i må se den kendsgerning i øjnene, at så længe vi ikke bar hvervet bær, må stillingen som gruppeforer og tropskerer (og dertil i andre våbenarter end fodfolket svarende funktioner) i det store og liele beklædes med værnepligtige befalingsma-nd. Disse vil også i det væsentlige kunne gøre fyldest herved, hvis de instrueres og overvåges af faste befalingsmænd. Gruppeførerstillingen må ikke være vanskeligere, end at den normalt skal kunne læres effektivt ved et halvt års militær skole ud over et halvt års rekruttid*). Med den atten måneders tjenestetid for alle og kun fireogtyve måneders tjenestetid for værnepligtige befalingsmænd skulle det nu være muligt at føje lystmomentet til i langt højere grad end for, hvor navnlig for kornetterne (nu: sergenterne) et helt års ekstratjeneste var en ret liård byrde. Den personlige udvikling, som gerningen som værnepligtig befalingsmand giver, kommer de allerfleste til megen gavn senere hen i livet. Grebet an på den rigtige måde skulle det nu blive muligt at få en stor tilgang af frivillige emner. Og har hæren end faet et meget stort antal af sine allerbedste værnepligtige befalingsmænd fra de „tvungnes“ kreds, kan det dog kun betyde en fordel for hæren, hvis alle melder sig frivilligt, fordi den relative værnepligtsbyrde ved befalingsmandsudtagelsen er blevet så meget m indre, at tilskyndelsen til at soge denne ekstrauddannelse er blevet så meget storre. En rationalisering af uddannelsen kunne tænkes ved at udtage befalingsmandseleverne allerede efter tre måneders rekruttjeneste (udpegning sker i realiteten sådan nu, fordi man efter et par måneders forlob skal dele kompagniet i taktiske formationer, udtage specialister o. s. v., men de bliver alligevel gående i tre måneder til, uden at de har fuld nytte af kompagniundervisningen, der ifølge sagens natur må tilpasses efter den tungere ende). Gruppeførerskolen burde ikke vare mere end et halvt år, og man kunne da liave gavn af de værnepligtige befalingsmænd i liele 15 måneder, hvoraf de 3 forste eventuelt kunne benyttes som overgangsfase til tlen egentlige gruppeførergerning. Det er jo en kendt sag, at man har bedst udbytte af vpl. befalingsmænd, hvis de et par måneder har prøvet at være lærere og forere. — Medens gruppefører og tropslærer som nævnt kan og må være værnepligtige befalingsmænd, bor delingsføreren, næstkommanderende, kompagnichef og enkelte andre ved underafdelingen vatre om ikke faste befalingsmænd, så dog rnænd med nogen uddannererfaring bag sig, foruden at de karaktermæssigt og på anden måde må være af en vis, ikke ringe standard. For forst at omtale erfaringen må det som m inimum gælde, at en delingsforer bør have været gruppeforer et halvt år, men helst også, at ban bar gennemgået en delingsførerskole. Regner man med 6 måneders rekruttid og 6 måneders gruppeførerskole, 6 måneders gruppeforertid og 6 måneders delingsførerskole, bar vi det minimum, der lier er omtalt. Det har fundet udtryk i den nuværende ordning, hvorefter sergenter efter Yl års tjeneste kan komme Yl ;'r P& løjtnantsskole. Men med disse 24 måneders tjeneste og uddannelse er normalværnepligtstiden for va'rnepligtige befalingsmænd udløbet. .Netop i det øjeblik, da man skal til at have gavn af dem som delingsførere under rekrutuddannelsen, slipper de en af hænde, og man ser dem forst ved mobilisering — fordi det civile liv med dets hårde konkurrence kabler en meget stor del af de va'rnepligtige befalingsmænd, der bar lederegenskaber, tilbage til sig: til bankerne, til sagførerkontorerne, til forretninger, gårde o. s. v. Delingsføreren skal nemlig ikke alene liave erfaring — d. v. s. være fornødent praktisk øvet. Han skal besidde i hvert fald en række af de øvrige egenskaber, man kræver af den ideale officer. Erfaringen alene gør det som bekendt ikke, jfr. prins Engens mulæsler. Delingsføreren skal videreuddanne sine gruppeførere foruden sine menige: ban skal selvstændigt kunne tilrettelægge mangfoldige øvelser i terrainet, lede sin delings uddannelse i skydning og eksercits inden for de fastsatte rammer, ban skal være 100 procent pålidelig, ban skal va-re en personlighed, som mandskab og gruppeførere agter og belst også kan bolde af, ban skal liave et sådan almendannelsesnnessigt niveau, at ban også i sin horisont og sin fremtråden kan virke som forbillede — foruden at han af nærliggende årsager skal kunne tale og skrive sit modersmål fuldt korrekt, beregne skydninger, tale i hvert fald engelsk, være øvet i at skønne og beslutte — ban skal være fiks og praktisk, omgængelig og myndig, energisk og behersket, have fantasi og dog være rolig — kort sagt et mylder af ofte ikke alt for let forenelige egenskaber. Den mand, der liar dem — og der kunne nævnes endnu flere — er efterspurgt på arbejdspladser overalt i samfundet og vil oftest være på vej til selv at bane sig vej frem til en ledende stilling i det civile samfund.
Men det er barn, vi skal bruge som delingsforer! Hvordan får vi ham, da vi ikke kan tvinge ham ud over de 24 måneders samlet tjenestetid?
1. Ved at indkalde mandskabet tidligere, jfr. foran. Langt fu'rre vil da va're således bundet, at de absolut vil soge tilbage til det civile samfund efter værnepligtstidens afslutning. Langt flere vil blive draget af befalingsmandsgerningen, som på mange og væsentlige punkter er en friere, lvkkeligere gerning end talrige civile beskæftigelser. Livet i mark og skov, tidligt at få ansvar, den sportslige truming, arbejdet med mennesker og maskiner: radio, motorer o. s. v., er mere inciterende end at stå ved en maskine eller sidde på et kontor. De mange „emner“, som forst opdager ledergerningens tillokkelse ved indkaldelsen, vil ved en sådan tidligere indkaldelse kunne opnå fast ansættelse i en væsentlig vngre alder, hvilket vil virke yderligere stimulerende.
2. Det moderne menneske, også — og vel ikke mindst — lederemnerne, søger een ting først af alt, nemlig økonomisk Irvghod. Ikke velstand (hvem er velhavende i dag?), men fast grund under fødderne: Ordnet kontrakt om arbejdet, pension, tålelig løn, hvormed kone og børn kan forsørges. Idealisme er i dag ikke nogen afgørende drivfjeder ved flertallets erhvervsvalg. Derfor må bæren betale sine folk ordentligt. Den nyeste tid bar bragt eksempler på, hvad f. eks. civ ilingeniørerne kan tillade sig at kræve for at ville gå ind i statsstillinger. Men premierløjtnanten er i dag — foruden at være en paria i henseende til boligspørgsmål — lønnet med eksistensminimum og vil kun sjældent have lejlighed til, sådan som nu'sten enhver skolelærer eller jurist har det, at skaffe sig blot beskedne ekstraindtægter.
3. Tilstrækkelig gode og tilstradckelig mange delingsførere får man kun på de her angivne måder. Tilføjes må dog, at man jo ikke altid kan få folk, der har alle de talrige kundskabsmæssige og øvrige forudsætninger, der hører til idealet. Det er en udvej at benytte fenrikker som delingsførere i en vis udstrækning, men disses sierlige og langvarige uddannelse som skydeinstruktører, gymnastiklærere og i administrationen (som kommandobefalingsmænd) vil ofte gøre det praktisk, at de holdes overtallige ved kompagniet til bestridelse af de nævnte speciallærerfnnktioner, samt forvaltning af kasernemateriel, ammunition, depot og motor- og radiomateriel. Fenrikkens udvælgelse og uddannelse tager sigte på hans virke som speciallærer og derefter i administrationen. Derimod er delingsføreren taktisk fører og instruktør og går, dersom han er egnet dertil, naturligst videre til næstkommanderende og senere til kompagnichef, adjutant ell. lign. T i l krigstid har man en stor delingsførerreserve i de hjemsendte sergenter og løjtnanter. I fredstid bør enhver deling (d. v. s. 30— 40 mand) foruden de nødvendige gruppeførere have i hvert fald 1 fenrik eller løjtnant, helst desuden en næstkommanderende af mindst oversergentgrad i da en sådan har en vis erfaring bag sig). Næstkommanderende skal va-re en officer, der har gjort god fyldest som delingsfører og yderligere gennemgaaet en videre uddannelse i taktik m. v., så at han kan bruges som adjutant eller kompagnichef. Chefen skal have va-ret en god næstkommanderende, med et par års erfaring som sådan — helst 3, så at han kender både let og tungt kompagni.
Ved indførelsen af 18 måneders tjenestetid så at sige samtidig med oprettelsen af talrige nve formationer bliver delingsførerspørgsmålet akut, spørgsmålet om næstkommanderende og kompagnichefer formodentlig også. De talrige nye stabe og den øgede arbejdsmængde i de allerede bestående har hærget i geleddets rækker. Hvordan få det fornødne antal nye „taktiske“ befalingsmænd? Enkelte fenrikker og specialoffieerer vil muligvis være villige og egnede til at overgå dertil, men skaber da straks vaeancer i deres egen gruppe. Så at sige alle egnede oversergenter fra tidligere år er absorberet af liniebefalingsmandskorpset. Der find es kun een reserve at tage af, hvis der — hvad situationen i verden jo synes at motivere — skal handles hurtigt, og det er de hjemsendte værnepligtige befalingsnuend. Et studium af karakterlister og duelighedsbedømmelser ved afdelinger øg skoler vil vise en mængde af førsteklasses lederemner, der af den ene eller anden grund lod sig hjemsende, så snart det var muligt. Hvis man kunne stille disse mennesker en lønning i udsigt over eksistensminimum samt en tjenestemandsstilling med udsigt til pension, ville de uden al tvivl i stort tal vende tilbage til hæren, som mange af dem ellers gerne havde viet deres liv til. Der vil findes emner både blandt de hjemsendte korporaler og blandt sekondløjtnanterne. Det er her, fredsuddannelsens delingsførere må hentes, og det er derfra, at det faste befalingsmandskorps skal suppleres, hvis sagen har hast. Og det har den, al den stund allerede næste rekruthold får 18 måneders tjenestetid, og de nærmeste tider kræver ekstraordinære foranstaltninger. Med en galgenfrist i „hård kerne“ eller kortere tids frivillig tjeneste lokker man kun få af de rette folk til. Men skab faste tjenestemandsstillinger — se blot, hvor folk strømmer til, når en stilling som portner skal besættes, hvis der er pension! Find ud af, hvem der er de allerbedste — lad regimentets kaptajner og premierløjtnanter fortælle om de folk, de har haft — og send en af regimentets bedste officerer ud til emnerne, få dem ind, løn dem ordentligt, send dem på et halvt års koncentreret kursus i taktik, pædagogik og engelsk og lad dem opfylde de tomme rammer. Da vil vi være langt fremme og stå bedre rustet. Uden penge går det ikke — selv om befalingsmandsgerningen er den herligste af alle! Og derved vil vi også komme ud over en anden svøbe, som i dag hærger hæren: Den manglende stabilitet i befalingsmandstildelingen. Enhver, som kender forholdene ved en underafdeling, ved, i hvilken grad planmæssighed, harmoni og tjenesteglæde forstyrres ved stadige bort- og tilkommandoer af befalingsmænd. Det er af vital betydning for et kompagni, at dets befalingsmænd i stort tal forbliver ved det fra først til sidst. Mennesker er ikke maskiner eller brikker, og med stedse skiftende delingsførere, na'stkommanderende og chefer når ingen at kende mandskabet til bunds. Der er da heller ikke tid til, at et dybt og varigt tillidsforhold kan opstå mellem befalingsmænd og mandskab. Enhver kompagnichef vil skrive under på, at 12 befalingsmænd, man kan regne med under hele uddannelsen, er bedre end 18 eller flere, som stadig udskiftes. Den 18 måneders tjenestetid stiller krav om, at kompagnichef og nedefter som hovedregel får lov til at blive ved sin styrke.
De mange forslagsstillere, der har meldt sig i diskussionen om den forlængede tjenestetid, vil formentlig kunne enes med hærens befalingsmænd i, at „Lediggang er djævelens hovedpude“. Derimod undervurderer mange forslagsstillere det militære uddannelsesstofs omfang. V i bør alle sørge for, at soldaten bliver positivt beskæftiget i liele sili uddannelsestid. Det vil lette hæren nieget, hvis den får tilstrækkeligt mange og tilstra'kkeligt gode faste befalingsmand. Det må ske i en fart, og del kan gøres, omend nye metoder må i anvendelse. Og lad så ikke oftest velmenende, men ukyndige folk få tvunget tjenestetiden hort fra det væsentlige: A t give folk en hård, mandig, krævende uddannelse, som gør dem bedst muligt skikket til at klare kamppladsens uhyre belastning. Soldaten skal kunne lyde, lide, yde og skyde. At han ved, hvem der skrev „Hjortens Flugt“, eller hvor mange kriser Grundtvig oplevede, kan ikke skade. Men skal lian have civilundervisning, bor det vu-re i fag, der opretholder og fremmer hans civile erhvervsmuligheder. Og det vigtigste er, at han lærer at sias.
Senex.
