Hærarkivaren, oberst A. Mygind, der med udgangen af februar falder for aldersgrænsen, redegør i det følgende for situationen i Hærens arkiv, der fra 1. april i år ophører som selvstændigt arkiv og indgår som del af Rigsarkivet. Obersten fremsætter hertil forslag om etablering af en permanent arbejdsgruppe til støtte for og ophjælpning af den - idag desværre meget begrænsede - militærhistoriske forskning
Fra den 1/4 1971 vil Hærens Arkiv, som hidtil har været underlagt Forsvarsministeriet, komme under Kulturministeriet og derefter blive en del af Rigsarkivet; hvorledes dets stilling - i fremtiden - bliver i Rigsarkivet er endnu ikke endelig bestemt. De militære arkivalier var oprindelig fordelt i Krigscancelliets arkiv og Landetatens Generalcommissariats arkiv, der begge begyndte ved tiden omkring 1660 og fortsattes ned til nutiden under vekslende navne og inddelinger. Fra 1789 forenedes de og blev i 1848 til Krigsministeriets arkiv for til slut i 1921 at få den nuværende benævnelse: Hærens Arkiv.
I begyndelsen indeholdt arkivet i hovedsagen kun arkivalier fra den militære centraladministration, idet regimenter og korps m.v. beholdt deres arkiver og medførte dem overalt; men da Rigsarkivet blev oprettet i 1889, blev der afleveret arkivalier til dette første gang fra året 1660 og de næste ca. 150 år; senere er der afleveret flere gange, og den sidste aflevering nåede helt frem til år 1913 (incl.). Da disse afleveringer til Rigsarkivet begyndte ca. 1889, gik det daværende Krigsministeriets arkiv mere og mere over til at blive et »Afdelingernes arkiv« forstået i videre betydning således, at det i dag indeholder arkivalierne fra alle de afdelinger, institutioner m.fl. (hærens, flyvevåbnets og hjemmeværnets), som er under Forsvarsministeriet med undtagelse af søværnets, der afleveres til Rigsarkivet. Efterhånden, som der er kommet orden i og faste bestemmelser for, hvorledes og hvornår afdelinger, institutioner m.m. skulle aflevere deres arkivalier, er disses mængde blevet af en sådan størrelse, at det flere gange har været på tale, om ikke det var hensigtsmæssigt, at Hærens Arkiv i stedet for at være underlagt Forsvarsministeriet blev flyttet til Kulturministeriet, hvorunder de øvrige arkiver henhørte og derved komme under Rigsarkivets lederskab, hvad der ville være af betydning både studiemæssigt og arkivmæssigt. Såvel i 1921 som i 1966 var et sådant forslag fremme; men det blev henlagt, da man var klar over, at det ville blive dyrere, idet man måtte formode, at de nuværende, afskedigede, vederlagslønnede officerer efterhånden ville blive erstattet af civile arkivarer (cand. mag.’er), som ville få højere løn end de pensionerede arkivofficerer. Arkivet har hidtil været imod en overflytning til Kulturministeriet, da det nærede frygt for, at den nære forbindelse imellem arkiv og afdelinger i nogen grad ville gå tabt. I den forbindelse skal det også nævnes, at i 1953 fremkom der i Forsvarsministeriet den tanke, om det var hensigtsmæssigt at oprette et »Forsvarets Arkiv« altså et arkiv for alle tre værn, og i 1954 blev der nedsat et udvalg - forsvarets arkiveringsudvalg - med den opgave at fremkomme med en betænkning vedrørende et sådant »Forsvarets Arkivs« oprettelse. Betænkningen blev afgivet til Forsvarsministeriet den 12/4 1954; men herudover er der ikke sket mere. I 1970 fik arkivet at vide af Forsvarsministeriets 5. kontor (hvorunder arkivet hører), at Forsvarsministeren (eller Forsvarsministeriet) havde til hensigt snarest at flytte Hærens Arkiv fra Forsvarsministeriet til Kulturministeriet (Rigsarkivet). Arkivet, som tidligere havde været imod en sådan overflytning, gik nu ind for den beslutning, som var taget - af følgende grunde: Arkivet har navnlig i de sidste år forsøgt at vække en større interesse og et større kendskab til dette meget lødige og velordnede arkiv - landets 4. største.
Forsøgene foregik bl.a. ved
- at afholde foredrag om arkivet,
- at aktivere officersskolerne, Forsvarsakademiet og stabene til studier i arkivet; men resultatet har ikke været helt godt. Måske har arkivet ikke gjort det dygtigt og inspirerende nok, men mener dog, at der er helt andre specielle grunde til, at interessen for arkivet svigter.
Af disse kan nævnes:
- at så at sige ingen i værnene i dag (undtagen arkivofficererne) behersker skriftligt gotisk,
- at alle instanser inden for værnene i disse år på grund af dybtgående og aldrig hvilende forandringer i værnenes struktur ikke har haft tid til at beskæftige sig med noget, som i forhold til de daglige problemer måtte blive sekundært.
Og da Forsvarsministeriet - hvorunder Hærens Arkiv direkte hører - har haft og har de samme problemer som ovenfor nævnt, så det kun har mulighed for at beskæftige sig med arkivet periferisk, må den bedste løsning være, at dette kommer under Kulturministeriet (Rigsarkivet) snarest. Desuden havde Forsvarsministeriet truffet beslutningen. Arkivet gjorde derfor rede for sine synspunkter over for Forsvarsministeriet, Hærstaben og havde konferencer med Rigsarkivaren om, hvorledes en sådan overflytning kunne ske, uden at noget værdifuldt gik tabt. I denne forbindelse skal det nævnes, at Rigsarkivaren er stærkt interesseret i, at den nære forbindelse imellem arkiv og værn bevares. Resultatet er blevet, at Hærens Arkiv fra den 1/4 1971 (indtil videre) bliver en del af Rigsarkivet, og hele personellet flyttes med over, og forretningsgangen imellem arkiv og værn fortsætter som hidtil. Hvorledes det vil gå i fremtiden, kan der kun gisnes om. At der altid vil være vederlagslønnede arkivofficerer er sandsynligt (på grund af den militære terminologi). Om lederen fortsat vil være en officer, vil vel afhænge af, om forsvaret uddanner en sådan, der kan godtages af Kulturministeriet (Rigsarkivaren).
I dag rummer arkivet:
- ca. 15 km reolmeter arkivalier (navnlig af hærens; men også flyvevåbnets arkivalier tager til i mængde),
- heri indgår ca. 20.000 kort, tegninger af skyts og bygninger,
- 5-6.000 fotos og portrætter af officerer,
- et stort billedarkiv,
- et reglementsarkiv rummende reglementer fra ca. 1687 (udgåede reglementer),
- et reglementsarkiv rummende Forsvarsministeriets gældende reglementer,
- et bibliotek på 6-8.000 bind,
- en samling af hær- og forsvarslove gennem tiderne fra 1647.
Til slut undlader Hærens Arkiv ikke at henlede opmærksomheden på - som der er gjort tidligere - at officerer, der beskæftiger sig med militærhistorie blot 100 år tilbage i tiden, er ved at blive en mangelvare, og om få år vil de sandsynligvis slet ikke eksistere, da de ikke vil være i stand til at studere en meget stor del af det historiske kildemateriale, som findes i Hærens Arkiv (og hovedsagelig kun der). Der kræves nemlig et godt kendskab til både tysk og dansk skriftligt gotisk, og som tidligere nævnt er der kun få militærhistorikere blandt officererne i dag, der har de fornødne kundskaber på dette område, og da der blandt civile historikere ikke er den helt store interesse for at dyrke militærhistorie, er der fare for, at forskning på dette område helt går i stå.
Det ville være en udvej, om der var mulighed for i tide at kunne udpege officerer, som fik som hovedopgave at forske landets militærhistorie og derfor kunne udarbejde de værker (bøger), som det er påkrævet. De officerer, der for tiden er ansat i Hærens Arkiv, er ansat på de betingelser, at det er deres opgave at modtage, sortere (kassere) og registrere de indsendte arkivalier samt at besvare forespørgsler fra ind- og udland (inden for rimelig rækkevidde), og de har fået at vide, at de ikke kan forvente støtte fra Forsvarsministeriet med udarbejdelsen af større værker, uanset deres viden.
På grund af de nuværende forhold har Hærens Arkiv foreslået, at der oprettes en permanent arbejdsgruppe bestående af lederne af de institutioner, der har med militærhistorie at gøre inden for værnene, samt som tilforordnede, arkivofficererne, som arbejder med det historiske kilde^ materiale hver dag, og som alle behersker skriftligt gotisk, desuden officerer fra de institutioner og afdelinger som det pågældende problem vedrører.
En sådan gruppes hovedopgave kunne være:
- at hjælpe nuværende og vordende militærhistorikere, som har hjælp behov (kun lidt af det, der skrives i dag, hviler på studier af militærhistorisk kildemateriale - der bliver kogt suppe på tidligere udgivelser),
- at bistå overordnede myndigheder, afdelinger m.fl. mere effektivt end tidligere, når der anmodes om redegørelser: når afdelinger skal oprettes, når afdelinger skal nedlægges,
når afdelinger skal sammenlægges,
når faner uddeles,
når fanebånd tildeles m.m.,
således, at traditionerne bevares og kriterierne følges, så det ikke medfører for stor utilfredshed inden for de pågældende afdelinger og måske også soldaterforeningerne. En sådan gruppe kunne samle og holde rede på, hvorledes tidligere afgørelser var truffet, så beslutningerne kunne blive entydige.
A. Mygind
