Log ind

En enestående benådningshistorie

#

Fra sit otium i Helsingør har Generalauditør Victor Pürchel sendt os nedenstående beretning fra en tid, hvor en soldats æresbegreber øjensynlig var anderledes end i dag.

De gamle generalauditørers protokoller indeholder ganske naturlig mange interessante beretninger Den nedennævnte form entlig ganske enestående. Den drejer sig om en musketer ved de ostindiske tropper, med det gode danske navn: Jens Andersen, et ganske alm indeligt navn, hvis indehaver viste en ualm indelig optræden, der nok kan fortjene at bringes i erindring. Ved kgl. resolution af 5/12 1806 stadfæstedes en krigsretsdom, ved hvilken han i medfør af D. L. 8— 9— 1 dømtes til kvalificeret dødsstraf for drab på en anden soldat begået i drukkenskab d. 12/8 1805 i Trankebar. Kvalificeret dødsstraf, den samme straf, som ramte Strucnsee, bestod som bekendt i, at højre bånd afhuggedes i levende live, hvorefter fulgte halshugning. I 1807 sendtes han til København for at henrettes, men skibet blev taget af englænderne og Jens Andersen kom i engelsk krigsfangenskab. Den 17/6 1814 afleveredes han med andre fanger i Tønningen og efter akterne afrejste han derfra til København, hvor han den 3/7 meldte sig som delinkvent på hovedvagten. Efter ordene ser det ud til, at han er rejst uden ledsagelse eller bevogtning, unægtelig et sjældent tillidsvotum til en dødsdømt fange. Men Jens Andersen viste sig tilliden værdig. Det oplystes nu under forhørene, at englænderne havde tilbudt ham at gå i engelsk tjeneste, men at han havde afslået dette, idet han hellere ville lide en retfærdig og fortjent straf end fægte for en uretfærdig sag. Disse to momenter fremhæves i indstillingen om benådning, hvor det yderligere siges, at flere medfanger har forklaret, at de engelske vogtere under hensyn til den ventende dødsstraf, gav ham lejlighed til at flygte, hvad han dog ikke ville. Han er — bortset fra dødsstraffen — ustraffet. Han er ikke nogen farlig mand, og han har udtalt, at han hellere ville henrettes end hensættes i slaveri. H elt igennem en tankegang af karat, man ikke venter at finde hos en menig musketer for ca. 150 år siden.

Generalauditøren indstiller, at han hensættes i Møens tugt- og forbedringshus og at han, hvis han opfører sig godt, benådes fuldstændigt ved kongens førstkommende fødselsdag. Den 6/2 1815 skriver Møens tugt- og forbedringshus, at han har uafbrudt udmærket sig ved en stille og rolig optræden samt ved flid i det ham pålagte arbejde. Han indstilles til frigivelse. Den 15/7 falder (efter korrespondanceprotokellen) den kgl. resolution, hvorefter han kan sætte* på fri fod. Ja, hermed ender den lille saga om en menigmand, der har sin ved drukkenskab fremkaldte ulykke med en så imponerende sjælsstyrke, al det vel næsten fortjener navnet storsind. Hans senere skæbne fortaber sig i mørket, men det tør vel antages, at han er gledet ind i samfundslivet som en stilfæ rdig og lovlydig borger. En stor værdi for samfundet, der ville være gået tabt, hvis man havde hugget først armen og så hovedet af ham.

Victor Pürschel.