(Les étapes de guerre d’une division d’infanterie af Lt-col. Jacottet og Lt-col. Laure, Rev. mil. Fr. 1926— 27, bearbejdet af Oberstløjtnant O. H . Permin).
(Sluttet).
Nogle Betragtninger over Divisionens Sammensætning.
Vi har nu fulgt 13’ franske Infanteridivision under hele Krigen fra dens første til dens sidste Dag; vi har set, hvorledes dens Kampmaade har udviklet sig Skridt for Skridt, og hvorledes samtidig dens Organisation har gennemgaaet radikale Forandringer. Vi har ved saaledes at følge en bestemt Division fra Dag til Dag faaet Lejlighed til at se, hvorledes den har optraadt under de mest forskelligartede Forhold, og derigennem — omend paa Afstand — lært moderne Krigsførelses Væsen at kende. Der er i de sidste Artikler dvælet særlig ved Forberedelserne til Kampene, og med velberaad Hu, thi derigennem faar man Øje for, at Forhastelse og Improvisation er meget farlige, og at et omhyggeligt Arbejde fra Stabenes Side er blevet nødvendigere end nogensinde. At en kommende Krig skulde kunne blive Bevægelseskrig i den Forstand som i sidste Halvdel af det 19’ Aarh. er mere end usandsynligt, den svageste Part vil utvivlsomt hurtigt se sin Fordel i at gaa over i Forsvaret for at udnytte de store Fordele, som de automatiske Vaaben frembyder for denne Kampmaade; om den Styrke, som selv svagt befæstede Feltstillinger har, bærer de i de sidste Artikler omtalte Begivenheder tydelige Vidnesbyrd, og den nærliggende Følge er nye Stillingskampe; maaske ikke under helt de samme Former som i den sidste Krig, men man gør sikkert vel i at forberede sig paa i kommende Kampe at overlade saa lidt som muligt til Tilfældet eller forhastet at fremkalde en Afgørelse. Angrebene paa HundingStillingen taler et tydeligt Sprog.
Forfatterne af den i de foregaaende Artikler gengivne Studie afslutter med, paa Grundlag af de Kendsgerninger, som herigennem er bleven belyst, yderst omhyggeligt at undersøge, om den af Krigen fremgaaede Organisation af Divisionen er den mest formaalstj enlige. Da dette Spørgsmaal ikke foreligger paa samme Maade for os med en lille Hær og særlige geografisive Forhold, saa skal her kun gøres Rede for nogle Hovedsynspunkter. Herigennem vil enhver imidlertid ogsaa kunne anstille visse Betragtninger med liensyn til Organisationen af vore egne tre Divisioner. For de store Hæres Vedkommende spiller Spørgsmaalet derimod en Rolle, og at Diskussionen derom endnu ikke er afsluttet, ses bl. a. ogsaa af en Artikel „1 ussvolkfragen" i Mil. Wochenblatt Nr. 11/1929. A f de i „En Divisions Krigsdagbog" fremsatte Bemærkninger har det tydeligt skinnet igennem, at 1 orfatterne er Tilhængere af „Divisionen med svagt Fodfolk", altsaa paa 3 Regimenter, og de er herved i Overensstemmelse med de officielle franske Anskuelser, men det er langtfra alle franske Militærforfattere.
Armékorpset, sammensat af 2 saadanne Divisioner cg Tropper udenfor Divisionsinddeling, dannede Hærenes Kampenhed, men allerede i 1914 viste det sig, at man ofte blev nødt til at hæve Armékorpsforbindelsen — i „En Divisions Krigsdagbog" ses det allerede ved- Kampene i Flandern og Artois — fordi Krigen viste en ny Karakter, der stadig krævede nye strategiske Kombinationer og dermed hurtigt vekslende Fordeling af Kræfterne, saa at et Armékorps undertiden midt under Transporten til et andet Afsnit af Fronten saa en af sine Divisioner glide det ud af Hænde. Under hele Krigen kom Transporterne af Tropper til at spille en overvældende Rolle. De store Napoleonske Hære, hvis Ordre de bataille næsten ikke vekslede lige fra Koncentrationen til A fgørelsen faldt, var et forlængst tilbagelagt Stadium. Divisionen blev i Virkeligheden Hærens Kampenhed, men ikke desto mindre bestræbte Overkommandoen lige til 1918 sig stadig for atter at samle Armékorpsene, naar de var bleven splittede, hvad der baade krævede Tid og lagde yderligere Beslag paa Transporttjenesten. Det vilde sikkert have været langt mere rationelt at lade Armékorpskommandoerne danne Skelettet i de forskellige Arméers Kampfront, hvor saa et vekslende Antal Divisioner blev sat ind. Men Divisionens hidtidige Organisation svarede kun daarligt til denne Situation. Den var svagt udstyret med Artilleri, manglede ogsaa tilstrækkelige faglige Hjælpemidler og kom derfor, naar den blev kastet ind i Kampen udenfor Armékorpsforbindelse, til i høj Grad at savne Støtte fra Tropperne udenfor Divisionsinddeling og led derved.
Da Fronten efter Kapløbet mod Havet blev lukket og Stillingskrigen begyndte, kom det hos begge Modstandere til en Periode, hvor man febrilsk rustede og søgte at finde nye Ødelæggelsesmidler, hvorved man haabede paa at kunne slaa Hul paa den fjendtlige Front, opnaa Gennembruddet og atter gaa over til Operationer i aaben Mark. Vi har ogsaa set, hvorledes denne Periode — Slagene i Artois, Verdun, Somme — er kendetegnet ved, at Divisionen faar en Mængde nye Vaciben til Støtte for Fodfolket, saa at dens Størrelse vokser betydeligt — den kan snart løbe den Fare at blive splittet ligesom Armékorpset. Samtidig bliver Overkommandoen paa det Rene med at der vil udkræves et stort Antal Divisioner for at nære Kampen under den blodige Stillingskrig og for at kunne skabe de nødvendige store Hovedreserver til at løse de talrige Opgaver, der ustandselig frembyder sig paa den udstrakte Front. Reserve- og Territorialdivisioner er forlængst bleven anvendt Side om Side med de aktive Divisioner (herved naas ialt 86 Divisioner) for at skabe sig et endnu større Antal Kampenheder tvinges Overkommandoen til resolut at nedsætte Divisionens Fodfolksstyrke fra 12 til 9 Batir., en Løsning som tillige retfærdiggøres ved dens stærkere Udstyrelse med Hjælpevaaben.
Som det tidligere er omtalt, blev denne Reorganisation meget ilde optaget hos Tropperne, bl. a. fordi den brød med lang Tids Tradition, og fordi den forlangte en stor Tilpasningsevne hos Førerne, men efterhaanden vænnede disse, der straks erklærede sig ude af Stand til for Fremtiden at spænde over en Front, der oversteg 1— 2 km, sig til at sætte Fodfolket ind i tyndere og mindre saarbare Formationer, gøre bedre Brug af Materiellet og derved ogsaa spænde over Fronter paa 2— 4 km. Ved Slutningen af Krigen er da Fodfolksdivisionen bleven til „Armédivisionen", Hærens Kampenhed, den er tilstrækkelig stærk til at optage Kampen med egne Midler, men ikke saa stor, at den løber Fare for at blive delt; den er let at transportere og er i Stand til 1 sig at optage de Enheder, der efter Omstændighederne bliver stillet til dens Raadighed af Arméen.
Efter Krigen har mange Stater organiseret deres Divisioner med „svagt Fodfolk", men nogle Lande har dog ikke fulgt denne Bevægelse — f. Eks. England, Czekoslovakiet, Jugoslavien — , Tyskland har den paatvunget. Frankrig har i alt væsentligt bibeholdt Organisationen fra Krigens Slutning dog har man tildelt Divisionen yderligere en kort, tung Art.afd. Men som nævnt hæver der sig ogsaa i Frankrig stærke Røster mod det svage Fodfolk. De Mangler, som i Almindelighed fremhæves, er navnlig følgende:
— Indskrænkningen af Fodfolksstyrken er under Krigen paatvunget som en Nødforanstaltning paa Grund af svigtende Mandskabsstyrke, principmæssigt er den ikke paakrævet, — da Fodfolket erfaringsmæssigt er det Vaaben, der i Kampen slides hurtigst, bør det fra Begyndelsen være stærkt for at kunne holde ud med de andre Vaaben, — endelig er Divisionen paa 3 Fodfolksregimenter vanskelig at manøvrere med, hvorfor man snarest bør vende tilbage til de to Fodfolksbrigader.
Forfatterne af „En Divisions Krigsdagbog" gendriver nu disse Indvendinger i Hovedsagen med følgende Argumenter:
1. I en fremtidig Krig vil Operationerne ligesom i den sidste være karakteriseret ved en Stræben efter den strategiske Overraskelse. Dette vil kræve en stor Mængde Kampenheder for at kunne samle Maksimum af Kraft paa de afgørende Punkter og kunne udføre de nødvendige strategiske Koncentrationer. Den nye Division, der ganske rigtig fra Begyndelsen fremstod paa Grund af svigtende Mandskabsstyrke, svarer godt til disse Krav, hvad de sidste Krigsaar godtgjorde.
2. Naar man fremhæver, at Fodfolket slides, saa kommer det af, at man slider paa det, altsaa ikke udviser den fornødne Økonomi med Mandskabsstyrken. Vi behøver kun at gennemgaa Tabsstatistikken for de Kampe, hvori 13’ D. I. har deltaget for at vise det. Jo stærkere Fodfolket har været, desto større Tab. Det mest grelle Eksempel er Kampene ved Lorette. I Maj 1915 var Styrken her af Geværer pr. km 3500 og Tabene 61 %. Billedet skifter fra det Øjeblik, da Divisionen kun raader over svagt Fodfolk.
— ved la Malmaison: 1400 Gev. pr. km, Tab: 7 %,
— Chemin des Dames: 600 Gev. pr. km, Tab: 25 %,
— Forsvarsslag i Champagne : 690 Gev pr. km, Tab: 13 %,
— Somme— Py (Angreb): 490 Gev. pr. km, Tab: 23 %,
— Hunding Stillingen (Angreb) : 490 Gev. pr. km, Tab: 10 %.
3. Nu kunde man endelig spørge, om „Divisionen med svagt Fodfolk" har vist den fornødne Kampkraft, thi hvis dette maa besvares benægtende, saa kunde man have Grund til at sige, at Organisationen er daarlig. For at besvare dette Spørgsmaal foretager Forfatterne en Sammenligning mellem Marokkodivisionen — den eneste, der havde „stærkt Fodfolk" — og de Divisioner, som har kæmpet ved Siden af den eller afløst den, og de viser, at de andre Divisioner ikke har staaet tilbage for Marokkodivisionen i Kampkraft. Endelig viser Forfatterne, at Divisionen paa 3 Rgtr. har vist sig ligesaa smidig eller smidigere at føre, end Divisionen paa 2 Brigader, at man ved at svække Fodfolket har kunnet forøge Artilleriet, saa at det bedre svarer til de Krav til Støtte, som Fodfolket maa stille for at kunne løse sin Opgave.
Forfatteren af „Fussvolkfragen" i Mil. Wochenbl. Nr. 11 1929 gør sig til Talsmand for det fjerde Regiment i Divisionen og da navnlig ud fra den Betragtning, at Fodfolket bør være stærkt for at kunne bære de store Tab. Den tyske Overkommando maatte jo ogsaa under Krigen skabe sig et stort Antal Kampenheder, og kom derved ogsaa til Løsningen: Divisionen paa 3 Rgtr. Forfatteren omtaler, at saavel i Angrebs- som i Forsvarsslag maatte den svage Division ofte forstærkes med et Regiment fra en anden Division, en Forholdsregel som førte til en Sønderrivelse af de taktiske Baand, og ofte kom dette fjerde Regiment for sent, de andre tre Regimenter var allerede ødelagt. Dette hænger maaske sammen med, at Tyskerne var tilbøjelige til at lade Divisionerne kæmpe til deres Kampkraft var fuldstændig udtømt, og en Indsættelse af et fjerde Regiment kunde da ikke ændre Forholdene, medens paa fransk Side Tendensen gik i Retning af at afløse med en frisk Division, inden Krisen var indtraadt ved den Division, der var i Kamp.
Herefter overlader vi til Læseren selv at dømme.
O. H. Permin.