Log ind

En Divisions Krigsdagbog - VI

#

(Les étapes de guerre d’une division d’infanterie af Lt-col. Jacottet og Lt-col. Laure, Rev. mil. Fr. 1926— 27, bearbejdet af Oberstløjtnant O. H. Permin).

(Fortsat).

VI.

Reorganisation af Divisionen. Erobring af en befæstet Stilling.

(La Malmaison, 17’— 30’ Oktober 1917).

A. REDEGØRELSE FOR BEG IVENHEDERNE.

Efter sin Deltagelse i Sommeslaget blev 13’ D. I. transporteret til Egnen om Vesoul, hvor den indgik i Arméreserverne bag Øst-Armégruppen. Under sit Ophold her blev den reorganiseret som „Division paa 3 Fodfolksegimenter", men dens Styrke blev lidt større end normalt for disse Divisioner, da dens ene Regiment var erstattet med 2 Jægerbatailloner (der havde 10 Fodfolkskompagnier og 4 Mitrailleusekompagnier i Stedet for et Regiments 9 Fodfolkskompagnier og 3 Mitrailleusekompagnier).

Divisionen kom herefter til at bestaa a f : Fodfolksikommandør: Oberst Michel, 20’ og 21’ J. B., 21’ Rgt. og 109’ Rgt. Artillerikommandør: Oberst Hergault, 62’ F. A. R. (3 Afdir. 75 mm Kanoner og 1 Afdi. 155 mm moderne korte Kanoner).

Sanitets- og Traintjeneste overgik fra Armékorpset til Divisionen, og Divisionskommandoen blev forøget med en topografisk Sektion og en Radiosektion. Under sit Ophold Vinteren igennem i Egnen om Vesoul blev Divisionen ikke anvendt ved Fronten, men uddannet med Henblik paa senere Anvendelse ved store offensive Operationer; dens taktiske og tekniske Uddannelse kom til at hvile paa Erfaringerne fra Somme og paa de Forskrifter, som var givet af Overgeneralen ved „Instruktionen af 16’ Dec. 1916 angaaende Betingelserne og Maalet for en samlet offensiv Optræden." Da de store Angreb, som siden 1915 var bleven udført af Franskmændene eller af Tyskerne, havde vist, at Gennembruddet af den første Stilling som Regel blev opnaaet uden særlige Vanskeligheder, hvorimod man ikke havde kunnet udnytte det, saa bestræbte Lederne af Øvelserne sig for at finde de Kampmetoder, som var nødvendige for i eet Spring at erobre baade første og anden Stilling og under Forudsætning af, at dette blev naaet, da at udnytte Resultatet og naa til Operationer i aaben Mark. I Fornæret 1917 blev Divisionen derefter transporteret til Egnen om Château-Thierry, hvor den indtraf d. 15’— 16’ April og stillet til Raadighed for 1’ Armé (Gen. Fayolle) af Reserve-Armégruppen for at udnytte det Resultat, som man ventede sig af det store Angreb d. 16’ April nord for Aisne. Som Følge af den ugunstige Vending, som Begivenhederne imidlertid fik, forblev Divisionen uvirksom lier indtil d. 18’ Maj, hvorefter den sammen med hele 21' C. A. (Gen. Pont) blev stillet til Raadighed for VI’ Armé (Gen. Maistre) ved Soissons, hvorhen den begav sig pr. Fodmarch. Det var i denne Periode, at Divisionen blev ramt af den moralske Krise, som paa denne Tid rystede største Parten af den franske Hær. Nogle af dens Afdelinger blev grebet af Modløshed ved Udsigten til de haarde Kampe, hvori de frygtede at blive anvendt ved Chemin des Dames i Stedet for med Lethed at skulle udnytte Resultaterne af den store Sejr, som man havde stillet dem i Udsigt.

i to Døgn lykkedes det forbryderiske Elementer at fremkalde Revolter i Divisionens Kantonnementer, men efter den første Overraskelse lykkedes det Divisionens Officerer atter at faa Heredømmet over deres Undergivne og faa dem bragt tilbage paa Pligtens Vej, forinden noget egentligt Mytteri var kommet til Udbrud. Anstifterne blev arresteret og straffet, Disciplinen genoprettet, og Divisionen blev atter tro mod sine smukke Traditioner.

I de første Dage af Juni afløste 13’ D. I., der stadig kommanderedes af Gen. de Bouillon, 158’ D. I. i A fsnittet Laffaux. Det er et Afsnit, hvor Kampen er ebbet ud efter det voldsomme Sammenstød fra 16’ April til 5’ Maj. Divisionen forbliver her i forholdsvis Ro indtil Slutningen af August og bliver i denne Periode forstærket med en Senegal Bataillon, hvorefter den en Tid gaar tilbage til Hvilekvarterer ved Villers Cotterets.

Operationerne ved Vaurains— la Malmaison. Forberedelse rne. D. 5’ Sept. ankommer 13’ D. I.s Stabe, Pionerer og Meddelelsestropper til Afsnittet Vaurains, der har en Udstrækning af omtrent 1 km, i de følgende Dage ind-

Skærmbillede 2021-02-12 kl. 10.38.02.png

træffer Divisionens Afdelinger, men forreste Linie holdes vedblivende besat af 170’ D. 1. D. 21’ Sept. udgiver 21’ C. A. (nu Gen. Degoutte) de forberedende Befalinger for et Angreb, som er planlagt af VI’ Armé. 21’ C. A. faar til Opgave — enkadreret til højre af 11’ C. A., til venstre af 14’ C. A. — at angribe og erobre det Fremspring i den tyske Stilling, der er betegnet ved La ffaux— la Malmaison, og kaste Fjenden tilbage til Ailette Floden efter at have tilføjet ham et saa alvorligt Nederlag som muligt. Korpset skal have to Divisioner i første Linie, nemlig 13’ til venstre og 43’ til højre, samt 170’ og 167’ D. I. i anden Linie, disse sidste skal Kl. H have en Trediedel af deres Fodfolk nord for Aisne. 13’ D. I. skal angribe lige mod Nord med Hovedretning mod Point du Jour. Det Terrain, der skal erobres, omfatter først et Højdedrag af c. 2 kms Dybde, derefter falder Terrainet pludselig c. 70 m ned til en skovrig og tildels sumpet Slette af c. 4 kms Dybde, der begrænses af Ailette Floden. Fra Vaudesson falder Terrainet stærkt ned mod Grand Vivier Slugten; de franske Linier ligger paa den sydlige Rand af Højdedraget med daarlig Observation mod de tyske Linier, der bestaar a f: en første Stilling, der overfor 13’ D. I. gaar i Øst— Vest syd for Landevejen og udgør en Del af Hindenburg Stillingen. En anden Stilling, kaldet Pinon Riegel, der strækker sig fra Grand Vivier i sydøstlig Retning syd om Vaudesson til la Malmaison. Begge Stillinger er udbygget med 2— 3 Linier af Skyttegrave med talrige Dækningsrum og dybe Pigtraadshegn. Mellem de to Stillinger findes mange Maskingeværreder, og Stenbruddene ved Haute Pie og ved Montparuasse antages at være Beredskabsrum for Reserver, der er en alvorlig Trusel mod 13’ D. I .s Fremrykning. Største Parten af Batterierne er nord for anden Stilling.

Den franske Kommando bestræber sig først og fremmest for at skabe en fuldstændigTillidsfuldhed hos Tropperne; disse kan selv paa Flyverfotografier studere de fjendtlige Anlæg og de Ødelæggelser, som Artilleriforberedelsen anretter, Officererne faar i størst mulig Udstrækning Lejlighed til at observere Angrebsterrainet fra Flyvemaskiner, bag Fronten foretager Angrebsafdelingerne Angreb mod Anlæg, der er Kopier af de Skyttegrave, som de vil faa til Opgave at erobre, alle faar at vide, hvilke vældige Midler der vil blive stillet til Raadighed, saa at Fjendens Forsvarsanlæg vil blive fuldstændig ødelagt af Bombardementet. I de første Dage af Oktober fastsætter Divisionsgeneralen sin Angrebsplan. Divisionens successive Maal fremgaar af Skitsen.

Angrebsformation:

tilhøjre: 109’ Rgt. forstærket med 1 Komp. Senegalesere og Pionerer.

i Centrum: 21’ Rgt. forstærket med 1 Komp. Senegalesere, Pionerer og Flammekasterdetachement.

tilvenstre: 20’ J. B., 1 Komp. Senegalesere, Pionerer og Flammekasterdetachement.

Hvert af Regimenterne har een Bataillon i første Linie og een i anden Linie, 20’ J. B. har 2 Kompr. i (Ulden Linie. Divisionen har i Reserve 21’ J. B., een Batl. af 21’ og 109’ Regt. samt eet Regt. af 170’ D. I. Divisionens Fodfolk skal afløse 170’ D. I. i de forreste Linier i Løbet af de sidste 3 Nætter før Angrebsdagen. Forberedelserne til Angrebet er yderst minutiøse, og da de er karakteristiske for denne Form for Operationer, hvor Materiellet spiller en overvældende Rolle, skal der nedenfor gøres nærmere rede for dem. Paa Angrebsdagen Kl. H. gaar Afdelingerne i fo rreste Linie frem saa tæt som muligt bag den rullende Spærreild med en Hastighed af 100 m i 2 Min. for de første 200 m og 100 m i 3 Min. under den fortsatte Fremrykning; Afdelingerne i anden Linie skal Kl. H + 10 Min. have naaet Fjendens forreste Skyttegrave for at undgaa hans Spærreild. Efter Standsning ved det foreløbige M aal genoptages Fremrykningen Kl. H. + 1 Time med en Hastighed af 100 m i 3 Min. mod Divisionens første Maal. Herfra skal Fremrykningen mod 2’ Maal paabegyndes Kl. H1 = Kl. H -f- 4 Timer, og efter at Bataillonerne i anden Linie har afløst første Linies, og denne Liniepassage skal beskyttes af en voldsom Artilleri- og Mitrailleuseild. Fremrykningen skal foregaa med en Hastighed af 100 m i 3 Min. indtil i Højde med den sydi. Udkant af Vaudesson, derefter med 100 m i 5 Min., og den skal fortrinsvis ske paa Højderne, medens kun smaa Styrker- skal rykke frem i Dalsænkningerne. Ved hver Standsning lægges Spærreilden fast foran første Linies Batailloner i en Afstand af 200 m, disse sikrer sig ved Patrouiller. Efter at have naaet 2’ Maal skal 109’ Rgt., 21’ Rgt. og 21’ J. B. Kl. H 3 Timer for at sikre Besættelsen og Udbedringen af det 2’ Maal fremsende en Styrke af ialt 3 Kompagnier til Rekognoscering, dækket af en „Skrabeild", der lægges foran dem; de skal konstatere Fjendens Stilling, ødelægge forefundne Materieldepoter og om Natten gaa tilbage til Hovedmodstandslinien (2’ Maal), hvorefter Spærreilden lægges fast foran denne.

Ved Begyndelsen af Angrebet skal dette støttes af to Batterier Mitrailleuser, hvoraf det ene skal skyde indirekte mod Vaudesson, medens det andet skal lægge Spærreild over Skraaningerne syd for Grand Vivier. 4 Batterier Stokes Morterer følger Angrebet, der yderligere støttes af 4 Batterier Kampvogne (hvert paa 3 Schneider-Vogne), idet eet Batteri følger hver af Angrebsbataillonernerne, medens det fjerde følger bag venstre Fløj. Som Støtteartilleri for Fodfolket anvendes 8 75 mm Batterier og 3 155 mm Batterier, det har en Oberstløjtn. af Artilleriet hos Chefen for hver af de angribende Fodfolksregt.er. Spærreilden skal have en Tæthed af 20 Skud i Min. pr. 100 m, den skydes med Granater; særligt udpegede Batterier skal lægge en Skrabeild, (med Granatkardæsker og Granater) foran den rullende Spærreild. Endvidere er til Raadighed for Divisionen et stærkt Fællesartilleri af tunge, korte Kanoner (155, 220 og 270 mm) og 75 mm Feltkanoner. En Infanteriflyver skal følge Fremrykningen og en Flyver for Divisionskommandoen skal melde om Situationen hos Fjenden og fremkalde de nødvendige Artilleriskydninger. Fodfolket skal angive de naaede Maal ved Udlægning af Flager og ved bengalske Blus og skal til enhver Tid angive deres Stilling paa Forlangende af Flyveren. Divisionens Ballon faar til Opgave især at bestemme de fj. Batterier, der er i Virksomhed. Forbindelsestjenesten sikres ved en Stamlinie med 3 Telefonledninger, hvoraf een er reserveret Artilleriet, fremskudte Meldingscentraler skal efterhaanden etableres ved Vaurains, ved Côte 183 og ved Haute Pie.

Artilleriforberedelsen og Angrebet.

Artilleriforberedelsen begynder d. 17’ Okt. og varer i 6 Dage; den omfatter Nedkæmpningen af dø fjendtlige Batterier, Ødelæggelsen af Fjendens F o rsvarsanlæg og voldsomme Hindringsskydninger mod alle hans Forbindelsesveje. U8 Stykker Skyttegravsskyts anvendes til Ødelæggelse af Fjendens forreste Linies Skyttegrave og Dækningsrum ; for at sikre deres Virksomhed blændes de fjendtlige Observationsstader ved Skydning med Røggranater. Feltartilleriets 120 Kanoner har til Opgave for hvert Kompagnis Angrebsfront at tilvejebringe to Brecher paa 20 m paa de Steder, som er udpeget af Fodfolket, og dette sidste kontrollerer Virkningen. 100 tunge, korte Kanoner fuldstændiggør Skyttegravsskytsets Ødelæggelsesskydning mod Dæknngsrum og Modstandscentrer. Korpsartilleriets 96 tunge, lange Kanoner skyder Kontrebatteriskydning over begge Divisioners Front ;

hvad det fjendtlige Artilleri angaar, saa røber dette kun eet nyt Batteri i Løbet af de 6 Dages Artilleriforberedelse, dets Ild er svag og aftager for hver Dag. Hver Nat skyder saavel det lette som det tunge Artilleri voldsomme Hindring s skydning er mod de vigtigste Punkter, som, Fjenden ventes at maatte passere med sine Forstærkninger, Forsyninger og Arbejdskolonner. 120 Mitrailleuser, fordelt i 3 Grupper, deltager i disse Skydninger med et Ammunitionsforbrug af 10,000 Patroner pr. Piece pr. Nat, og deres Skydning viser sig at være meget virkningsfuld. Natten d. 22’— 23 fra Kl. H 2 Timer til H 30 Min. tiltager Artilleriilden i Voldsomhed, derefter etableres Spærreildssystemet lidt efter lidt paa en saadan Maade, at Fjenden ikke skal kunne gætte det nøjagtige Tidspunkt for Fodfolkets Frembrud. Dette finder Sted d. 23’ Okt. Kl. 5,15 efter den foran angivne Plan; endnu er det mørkt (Solen staar først op Kl. 6,24), og tillige er Vejret taaget og vedbliver at være det indtil hen paa Eftermiddagen. I Begyndelsen foregaar Fremrykningen i det væsentlige uhindret, undtagen ved 109’ Rgt., der rammes af en ret kraftig fjendtlig Spærreild. Det foreløbige Maal naas saaledes: af 20’ J. B. og 21’ Rgt. Kl. 5,50 og af 109’ Rgt. Kl. 6,10, alle Forbindelser er da etableret. Bag forreste Linie foregaar Rensningen af Vaurains og Slugten vest derfor planmæssigt. Kl. 6,15 fortsætter Spærreilden planmæssigt sin Bevægelse fremad, og Bataillonerne følger den som paa Eksercerpladsen. Hjulpet af Kampvognene faar 21’ Rgt. og 20’ J. B. let Bugt med nogle Maskingeværreder, og Kl. 7,30 har de forreste Afdelinger naaet 1’ Maal, medens anden Linie har naaet Landevejen til Maubeuge, Fjendens Modstand er yderst ringe; derefter finder ogsaa den tidligere omtalte Liniepassage planmæssigt Sted, og Kl. 9,15 (H -|- 4 Timer) gaar de friske Batailloner og Kampvognene frem, beskyttet af Spærreilden. Nu begynder Fjendens Modstand at blive stærkere: 109’ Rgt. støder paa talrige Maskingeværreder, der er skjult i Skovene; foran 21’ Rgt.s Front skyder 2 77 mm Kanoner paa klods Hold (Anti-Kampvognsskyts, improviseret), og Jægerne bliver et Øjeblik standset af Maskingeværer, der dukker op ved Begyndelsen af Slugten ved Grand Vivier. Men Kampvognene gaar frem foran Fodfolket og baner Vej for det, og Kl. 12,30 er 2’ Maal naaet, paa sine Steder efter en meget voldsom Kamp. De fornødne Forbindelser bliver lagt, en fremskudt Meldecentral er etableret ved Haute Pie, Reserverne trækkes frem til Maubeuge-Landevej, to Feltartilleriafdlr. er under Fremdragning. Flyverne har med store Styrker gjort et Fremstød henimod Kl. 9, men uden at komme i alvorlig Kamp. Nu sendes de foreskrevne Rekognosceringskommandoer frem. Et Kompagni af 109’ Rgt. støder frem til Rosay Ferme, som det finder ubesat, en Deling af 21’ Rgt. gaar frem til Point du Jour, hvor den tager en Del Fanger, derimod bliver 21’ J. B.s Rekognosceringskommando standset af Maskingeværild og kan ikke komme frem; oin Aftenen vender Kommandoerne tilbage. I Løbet af Natten d. 23’— 2V arbejder Afdelingerne paa Udbedringen af det erobrede Terrain, man skynder sig at forlænge Forbindelsesgangene og Telefonledningerne og at udbygge Kommandostationerne.

D. 24’ om Morgenen gaar Rekognosceringskommandoerne atter frem og støder kun paa nogle fjendtlige Patrouiller, der skal dække Tilbagebringningen af Materiel. De Batterier, der skulde have været trukket frem bag 2’ Maal, maa imidlertid opgive dette, da alle Veje nord for Udgangsstillingen foreløbig er ufremkommelige og først maa udbedres. Det bliver derefter befalet, at d. 25’ skal der stødes frem til Ailette Floden (3’ Maal) saaledes: lh ’ C. A. skal tage Pinon efter en Artilleriforberedelse, der begynder allerede d. 24’, og Angrebet skal støttes af 3 Fodf.kompr. og eet Mitrailleusekompagni af 21’ J. B. samt en Del af 13’ D. I.s tunge Artilleri. 13’ D. I. skal støde lige frem mod Nord. Kl. 6 gaar 21' J. B., i Tilslutning til 52’ Rgt. (af 14’ C. A.) frem mod Tour de Pinon. dækket af en rullende Spærreild med en Hastighed af 100 m i 6 Min. Fjenden reagerer et Øjeblik med Artilleri- og Maskingeværild, men hans Stillinger bliver omfattet af 21’ J. B., som det lykkes at naa Vejen Pinon— Point du Jour. Da Rekognosceringskommandoer vil forsøge at trænge ind i Udkanten af Pinonskoven, bliver de først standset af Maskingeværild, men om Eftermiddagen trænger dog et Par Jægerkompagnier igennem Skoven og naar Kl. 16 frem til Ailette. Støttet af Jægernes Fremtrængen ved Pinon gaar 13’ D. I. om Eftermiddagen frem med sit Centrum og sin højre Fløj og naar om Aftenen Ailette efter en Fremrykning gennem Skoven, som frembyder mange Hindringer, der er fremkaldt ved, at Træerne væltede af den franske Artilleriild, og ved at den tyske Artilleriild har efterladt temmelig udbredte Skyer af Gas. D. 26’ Okt. befales det at forsøge at gaa over Ailette, men de Kommandoer, der sendes over paa den nordlige Bred, kan ikke overvinde den fjendtlige Modstand og gaar om Natten tilbage. Armékommandoen meddeler derefter, at Angrebet er afsluttet og det tilsigtede Maal naaet, hvorefter Afdelingerne indretter sig i de nye Stillinger med en Forpostzone mellem Ailette og Vejen Pinon— Chavignon og Modstandslinie ved 2’ Maal. D. 30' Okt. bliver 13’ D. I. afløst, den har ialt taget henved 1800 Fanger, 72 Kanoner, 43 Minekastere og 108 Maskingeværer; dens Tab har været 6,8 %.

B. BEMÆRKNINGER.

Vi saa i sidste Artikel, at under So-mmeslaget optraadte Divisionen med et betydeligt og forskelligartet Materiel, men dens Fodfolksstyrke var stadig den samme som i 1914. I Vinteren 1916— 17 gennemgik den imidlertid en radikal Forandring, idet 17’ Rgt. udgik af Divisionen, der nu organiseredes paa 3 Fodfolksregimenter. Denne Reorganisation vakte hos mange stor Forfærdelse. De tænkte som saa: hidtil havde der dog været nogen Mulighed for Afløsning i Kampen, saalænge man kunde skifte mellem Brigaderne, men nu efter Tredelingen blev en Afløsning næppe mere mulig, og det vilde stadig være de samme, der kom til „at trække paa Vagt". Andre saa derimod i den store Fodfolksstyrke Aarsagen til den Mangel paa Økonomi med Mandskab, der havde præget de første Krigsaar, og ansaa den nye Organisation for at passe langt bedre til de Fordringer, der maatte stilles til Samarbejdet mellem de forskellige Vaaben — 3 Fodfolksregimenter og 3 Artilleriafdelinger gav Grundbetingelsen for et intimt Samarbejde og god Forbindelse mellem de to vigtigste Vaaben. Erfaringerne fra Verdun og Somme viste tydeligt, at skulde derefter Divisionen forstærkes, var det Artilleriet, det drejede sig om, hvorimod en Tilførsel af yderligere Fodfolksreserver kun gav ringe Resultat, men derimod store Tab; nej, efter Omstændighederne skulde det tunge eller det lette Artilleri — eller begge — forstærkes til det dobbelte eller tredobbelte ved at tilføre Forstærkninger fra Armékorpset eller fra Hovedreserverne. Under Beskyttelse af et mægtigt Artilleri kunde nu Fodfolket gribe ind med Udsigt til de mindst mulige Tab — eventuelt støttet af Kampvogne, der bortryddede de Hindringer, som Artilleriilden havde sparet. Og Afløsningen! Ja, man tør maaske paastaa, at netop Overfloden af Fodfolk førte til det langvarige Ophold i første Linie. Hvorledes var det ikke gaaet i de frygtelige Slag i Artois, hvor Divisionen ustandselig var vendt tilbage til Lorettchøjens blodige Skyttegrave for at erobre dem en efter en og med hvilke frygtelige Tab! Først da Materiellet voksede, blev Anstrengelserne mere begrænsede — allerede ved Verdun og ved Somme begyndte dette at gøre sig gældende, Hvilepavserne var bleven længere, og i lang Tid hvilede Divisionen derefter ud i Egnen ved Vesoul og bragte sin Uddannelse paa Højde med de nye Fordringer.

Der var sket en Forandring i Overkommandoens Maade at manøvrere paa, og det vigtigste i denne Forandring var, at den ved at formindske Divisionernes Fodfolk havde skabt sig flere Divisioner og dermed flere strategiske ,,B rikker“ , som ved en intensiv Benyttelse af Jernbaner og Automobiler hurtigt kunde flyttes derhen, hvor Kampen i Øjeblikket rasede paa den lange Front fra Vogeserne til Nordsøen. Naturligvis var det ikke uden Vanskeligheder, at man vænnede sig til den nye Organisation, og bl. a. gik der en ret lang Tid, før man forstod at benytte sig paa rette Maade af Divisionens Infanterifører; først lidt efter lidt forstod man, at det var en Fordel, at man kun behøvede i store Træk at angive Infanterifører og Artillerifører de Opgaver, der skulde løses, og saa i Hovedsagen overlade til disse to i Forening at udarbejde Detaillerne. løvrigt kunde Infanteriføreren efter Omstændighederne enten faa Kommandoen over de angribende Batailloner og sikre deres Samarbejde med Artilleri og Flyvere, eller faa Kommandoen over hele Styrken paa en særlig vanskelig eller truet Del af Divisionens Kamp-front eller endelig faa til Opgave at føre Divisionens Reserver frem til Angreb eller Modangreb ; der kunde saaledes blive et rigt Virkefelt for ham. Det var øjensynligt, at den nye Organisation skulde gøre Divisionen taktisk smidigere og lettere at føre, men da 13’ D. I. endelig i Efteraaret mente at have naaet dette, blev det dens Skæbne at blive sat ind i en Kamp, der i hele sit Anlæg og sin Udførelse vel var den mest skematiske og bundne, som tænkes kunde.

Artilleriet erobrer!

Kampen ved la Malmaison var ikke et Slag, men en uhyre og vældig Artillerioperation. Fodfolket spillede i den kun en sekundær Rolle: det besatte det Terrain, som Granaterne havde erobret. Det var en Metode, som det vilde være farligt at antage som Regel, men den karakteriserer i ethvert Tilfælde Kampmaaden paa et vist Tids-punkt af Krigen. Det var paa dette Tidspunkt nødvendigt for den franske Overkommando at -genoprette Troppernes Selvtillid og lade dem føle, at de var i Besiddelse a-f en Styrke, som de en Tid havde været tilbøjelige til at tvivle om. Det, som General Pétain — de franske Hæres Overgeneral — tilstræbte, var derfor nogle Sejre, som, selv om de vel var meget begrænsede, paa den anden Side var aldeles sikre, og som ved Hjælp af en rationel Udnyttelse af Materiellet gav de mindst mulige Tab. Armécheferne havde derfor faaet Ordre til at forberede nogle Operationer, som skulde føres metodisk og uden at overlade noget til Tilfældigheder. Der maatte end ikke være Tale om nogen Udnyttelse af Sejren, thi ved saadanne Foretagender, som sættes i Scene med stort Apparat, udelukkes Overraskelsesmomentet, og man vil efter at have naaet sit Maal være sikker paa at støde paa en Fjende, der er paa sin Post, og hvis Modforetagender vilde tilintetgøre den moralske Virkning af den vundne Sejr.

Saadanne Foretagender er bleven kaldt „Offensiv med begrænset Maal", men i Virkeligheden er det ikke nogen Offensiv, da man paa Forhaand ved, at man ikke kan gaa ud over en bestemt Linie, eftersom de fjendtlige Reserver vil ile til og begrænse Angrebet. De kan højst kaldes store lokale Angreb eller snarere vældige Angrebstogter (coup de main), hvor man tilstræber at tilføje Fjenden blodige Tab uden selv at udsætte sig for saadanne, man søger altsaa at „opslide" Fjenden uden selv at blive „opslidt". Det var en Metode, som den nye Overgeneral en Tid antog, medens de allierede reorganiserede deres Kræfter og afventede Amerikanernes Ankomst til Fronten.

Den Artillerimasse, som ved la Malmaison virkede paa 13’ D. I.s Front, havde en Tæthed a f 1 Kanon pr. 5 m. De fjendtlige Stillinger blev bogstavelig talt skudt sønder og sammen, selv Betonrummene kunde ikke staa imod det voldsomme Bombardement, alle Pigtraadshindringerne blev alvorligt ødelagt. Maskingeværrederne blev erkendt ved Hjælp af Fotografering og taget under ubarmhjertig Behandling, saa at Betjeningsmandskabet maatte bringe Geværerne ud paa aaben Mark i Granathuller e. 1., hvor de forøvrigt undertiden havde betydelig Virkning mod Angrebsbølgerne. Særlig Vægt blev der lagt paa at ødelægge de fjendtlige Batterier eller i hvert Tilfælde bringe dem til Tavshed. De 45 tyske Batterier, der var tildelt 21’ C. A.s Artilleri som Maal, var nøjagtigt erkendt, og de fik straks fra Begyndelsen alle deres Forbindelser saavel fremad som bagud ødelagt og blev afskaaret fra deres Observationsstader. De kunde kun i utilstrækkeligt Omfang faa deres Ammunitionsforsyning ført frem, især deres Gasgranater, der var opmagasineret 4— 5 km tilbage for at undgaa Ødelæggelse, Batterierne blev fuldstændig isoleret og kunde ikke løse deres Hverv. Hindring s skydningerne gjorde Opholdet i Kantonnementerne vanskeligt, de fremkaldte mange Sprængninger i Ammunitionsdepoterne og forhindrede fuldstændig Fremførelse af Forsyninger til de forreste Linier. De store Granater frembragte vældige Ødelæggelser paa Forbindelsesvejene, medens de korte og voldsomme Byger fra det lette Artilleri overraskede Tropperne under deres Bevægelser. Dette medførte naturligvis et enormt Ammunitionsforbrug. 13’ D. I. behøvede saaledes en daglig Tilførsel af 4— 500 tons Ammunition, og Værdien af den af Korpset ved la Malmaison forbrugte Ammunitionsmængde beløb sig til 89,588,360 fres.

En stor Del, om ikke den største Del, af dette Ammunitionsforbrug skyldtes den bevægelige og faste Spærreild, som beskyttede Fodfolket under dets Fremrykning og Standsninger. Hver Angrebsbataillon havde som Støtteartilleri sin Afdeling af 62’ F. A. R., som den var vant til at arbejde sammen med. Ikke desto mindre fremkaldte Udslidningen af enkelte Kanonrør af og til nogle for korte Skud. Men Tropperne forlangte til den Grad at være beskyttet af Spærreilden, at de klæbede saa tæt til denne som muligt og hellere tog nogle for korte Skud med i Købet end at udsætte sig for Ild fra fjendtlige Maskingeværer, og derfor havde Spærreilden en Tæthed af 5 Skud pr. Meter pr. Min., og den blev kompletteret med en Skrabeild, der blev lagt foran den. Fodfolket fuldstændiggjorde denne bevægelige Ild med sine egne Vaaben og gjorde den bedst mulige Anvendelse af sin mangelfulde fusil-mitrailleur. Det forstod med stor Dygtighed at faa Bugt med Modstandsrederne ved en Kombination af Virkningen fra Geværgranater og Stokes Morterer. Angrebsbølgerne havde kun at rykke lige frem mod det opgivne Maal og overlod til særlige Kommandoer at rense det Terrain, der var passeret. De befalede Standsninger i Fremrykningen tillod at bevare Sammenholdet i Afdelingerne og at udføre de nødvendige Liniepassager, og de gav Mulighed for stadig at følge Spærreilden. Disse Standsninger bør ikke lægges ved fremtrædende Terrainlinier, der let erkendes af det fjendtlige Artilleri, og de maa endvidere lægges i tilstrækkelig Afstand fra det næste Angrebsmaal for at tillade eget Artilleri at fortsætte sin Ødelæggelsesskydning. Dette sidste var ikke Tilfældet, da 21’ Rgt. standsede foran Vaudesson, og Resultatet blev, at Regimentet fik nogle for korte Skud fra et 220 mm Batteri, der skød mod Landsbyen. Kampvognene har naturligvis ved et saadant Foretagende Mulighed for at gøre god Nytte, og dette var ogsaa Tilfældet her. Men deres tekniske Ufuldkommenhed forhindrede dem i at komme rettidigt frem til det sidste Maal. Her vilde de have gjort stor Nytte ved at støtte Rekognosceringskommandoerne i det Øjeblik, da Artilleriet, der ikke havde kunnet skifte Stilling fremad, var for langt fjernet. Deres Vanskelighed ved at komme frem sammen med Fodfolket gennem et oprodet Terrain viste, at man manglede den lette Kampvogn, som forøvrigt allerede var ved at blive fremstillet.

Genrejsningen a f Troppernes Moral. Det praktiske Resultat af Kampen ved la Malmaison laa ikke i Erobringen af en Strimmel Terrain, men i at Troppernes Selvtillid blev genoprettet. De følte atter deres Styrke og troede atter paa Sejren. Det Program, som var lagt, blev nøjagtigt gennemført. Divisionen rykkede fremad med en næsten matematisk Regelmæssighed. Fodfolkets Bataillonen erobrede de befalede Maal et efter et og afløste hinanden til de forud bestemte T ider ; det lykkedes Batterierne uafbrudt at beskytte Fodfolket med deres Ild; Flyverne bevarede hele Tiden Herredømmet i Luften og løste fuldt ud deres Opgave, og Kampvognene opfyldte deres Bestemmelse som Hjælpere for Fodfolket. Stabene og Afdelingernes Officerer havde haft Lejlighed til at studere deres Kampafsnit, og de kendte til Bunds deres Modstander, hans Forsvarsanlæg og den Modstand, de kunde vente at støde paa under Fremrykningen. Største Parten havde haft Lejlighed til paa et Reliefkort i 1:2500 at studere den Vej, som de skulde følge under Angrebet, de Spring, hvori det skulde foretages i Forhold til Spærreilden, og de Hindringer, som de vilde komme til at staa overfor. Denne omhyggelige Forberedelse bar Frugt lige fra Begyndelsen, og Samtidigheden mellem Fodfolkets Fremrykning og Artilleriildens Bevægelse var upaaklagelig. Paa tysk Side var Virkningen af det franske Bombardement voldsom, som det ogsaa fremgik af Fangernes Udsagn. De forklarede, at de forreste Linier lige fra Artilleriforberedelsens Begyndelse var bleven afskaaret fra deres Forbindelse bagud, saa at deres Forsyningstjeneste fuldstændig havde svigtet. Sammenhobningen af deres Fodfolks- og Artillerikommandostationer ved Vaudesson, som netop var et af Hovedmaalene for det franske Artilleris Ild, fremskyndede Desorganisationen af Forsvaret. Alle Beretningerne samstemmede i, at de franske Hindringsskydninger fuldstændig afbrød alle Bevægelser bag Angrebsfronten og forhindrede Indgriben af Modangrebsdivisionerne, som iøvrigt var vel forberedte paa deres Opgave. Den franske Overgeneral havde naaet sit Maal: at ødelægge en hel Del fjendtlige Divisioner ved at tilføje dem store Tab baade af Mandskab og Materiel, samtidig med, at de franske Tropper havde faaet Tillid til deres egen Styrke.

(Fortsættes).