Log ind

En Divisions Krigsdagbog - V

#

(Les étapes de guerre d’une division d’infanterie af Lt-col. Jacottet og Lt-col. Laure, Rev. mil. Fr. 1926— 27, bearbejdet af Oberstløjtnant O. H. Permin).

(Fortsat).

V.

Videre Udvikling af Forsvars= og Angrebs? kamp under Stillingskrigen.

(Verdun, 1916).

A. REDEGØRELSE FOR BEGIVENHEDERNE.

a. Verdun. (Skitse 1).

Siden d. 21’ Febr. 191.6 var Kampen i fuld Gang paa Verduns Nordfront. V i forlod 13’ D. I. i Uddannelseslejren Saint Riquier, hvorfra den blev transporteret, d. 25’ Febr. i Retning a f Verdun, hvor Chefen for II’ Armé, Gen. Pétain, har afløst Kommandanten for den befæstede Le jr Verdun, Gen. Herr. D. 3’ Marts afgaar 13’ D. I. pr. Automobiltransport fra sit Kantonnement ved Vaubécourt til Kantonnementsbivouak i Egnen om Haudainville for at afløse 153’ D. I. i A fsnittet fra Landsbyen Vaux-les Damloup til ca. 1 km vest for Landsbyen Douaumonl (SouvilleA fsnit), og medens Tropperne indretter sig for Natten, rekognoscerer Stabene med Henblik paa A fløsningen. Denne foregaar i Dagene d. 4’— 7’ saaledes: 26’ Brig. fra vestlige Udkant af Vaux-les Damloup til Bois de la Caillette incl. med 21’ Rgt. tilhøjre, 109’ Rgt. tilvenstre. 25’ Brig. fra Bois de la Cailette excl. til ca. 1 km vest for Douaumont med 17’ Rgt. tilhøjre (paa S k r å ­ ningerne umiddelbart vest for Fo rt Douaumont) og med Jægerbataillonerne tilvenstre herfor. Divisionsartilleriet afløser 153’ D. I.s Artilleri ved 

Skærmbillede 2021-02-09 kl. 10.47.42.png

kun at afløse Personellet, medens Materiellet bliver paa Plads for at simplificere Afløsningen og undgaa Tab. Som A fsnitsartilleri i Souville-Afsnittet findes i alt 3 Grupper, nemlig:

a. en Gruppe bestaaende a f 13’ D. I.s A rtille ri og 1 Feltart.afdl. a f Korpsartilleriet (i Stilling ved Fleury og St. Michel).

b. en Gruppe bestaaende a f 48’ og 27’ D. I.s A rtille ri (mellem Souville og Tavannes).

c. en Gruppe tunge Batterier a f Korpsartilleriet.

Chefen fo r 13’ D. /., Gen. de Bouillon, tager Kommandostation i Fo rt de Souville, hvor der paa Fortets Dæk er et udmærket Observationsstade; han overtager Kommandoen over A fsnittet d. 8’ om Morgenen. Reserve fo r Divisionen er 85’ Brig. (i Bivouak i Skovene syd for Souville). Det var forøvrigt Meningen, at denne Brigade Natten d. 8’— 9’ skulde afløse 26’ Brig., saaledes at 43’ D. I. skulde rykke ind i Fronten tilhøjre for 13’ D. I. og hver a f Divisionerne have een Brig. i første og een i anden Linie; men denne Pian kom ikke til Udførelse, og 13’ D. I. kom altsaa i Kamp i den paa Skitse 1 angivne Opstilling, enkadreret tilhøjre a f 120’ D. I., tilvenstre a f 42’ D. I. Divisionen rykkede ind i Kampen midt under den Krise, der fulgte efter Tyskernes Erobring (d. 25’ Februar) af Fort Doaumont, hvorfra det ikke var lykkedes at fordrive dem; Modstandslinierne Bois des Caures— Brabant og Beaumont— Samogneux var gaaet tabt, og Linien over Côte du Poivre-Fort DouaumontFort Vaux var stærkt truet som Følge af, at Fjenden havde sat sig fast i Fo rt Douaumont, der dominerede hele Afsnittet. Fo rt Souville er ubeskadiget, og dets 155 mm 2-Kanonstaarn funktionerer, skønt Fortet er blevet voldsomt bombarderet siden d. 21’ Febr. Det har sin Besætning af 143’ Territorialregiment og er i Færd med at faa sine Forsyninger kompletteret i Henhold til de af GenPétain udstedte Befalinger, der tilsigter atter at hævde de permanente Anlægs Opgave som meget vigtige Støttepunkter. Fo rt Souville bliver saaledes en kra ftig Réduit i 13’ D. I.s Afsnit. Bombardementet havde raset d. 6’ og 7’ Marts især paa venstre Meuse-Bred; d. 7’ om Aftenen blev det yderst voldsomt over hele 21’ C. A.s Front, aftog noget om Natten og fortsatte saa med stor Voldsomhed om Morgenen d. 8’, idet det vendte op og ned paa Anlægene i forreste Linie og forsøgte at knuse Forterne Souville, Vaux, Tavannes og St. Michel med Granater af sværeste Kaliber. Talrige Minekastere, der var i Stilling i den Slugt, der fra Fo rt Douaumont fører henimod Vaux, rettede en metodisk Ødelæggelsesskydning mod de Skyttegrave, der var besat af 17’ Rgt., 26’ Brig. og 120’ D. I. Kl. 11 bryder Fod folksa ny rebet frem, Stormtropper med Flammekastere gaar forrest. 109’ Rgt., der bliver stærkest angrebet, mister sin forreste Linie i Bois Caillette og kan ikke tilbageerobre den trods gentagne Modangreb, medens 17' og 21' Rgt. fastholder deres Stillinger, og sidstnævntes Mitrailleuser tilfø jer de tyske Tropper, der forsøger at bestige de nordvestlige Skraaninger ved Fort Vaux, blodige Tab. A lt i alt holder da Divisionen sin Stilling, kun i Centrum er den trykket et Hundrede Meter tilbage. Da Tropperne er bleven stærkt medtaget, stiller Gen. Maistre 85’ Brig. til Raadighed for Divisionen, og af denne bliver straks det forreste Regiment sende til Forstærkning a f 109’ Rgt. for at genoprette Stillingen her, medens dog een Batl. afgives til Støtte fo r 25’ Brig. Resten af 85’ Brig. bliver Divisionsreserve bag højre Fløj, hvor Fjenden synes at anstrænge sig for at skille 13’ D. I. fra 120’ D. I., der er i en vanskelig Situation ved Fo rt Vaux. Under den næste Dags voldsomme Kampe er det Divisionens Fløje, der bliver stærkest angrebet. Ved Fort Vaux maa 86’ Brig. sættes ind og afløser efterhaanden Afdelinger af 120’ D. I. 13’ Divisions Centrum holder sine Stillinger, men paa dens venstre Fløj kastes 21’ J. B. tilbage og blandes med Afdelinger a f 12’ D. I. Allerede næste Morgen, d. 10’, maa endnu en B rigade, 53’, stilles til Raadighed af Armékorpset og sættes ind i 13’ D. I.s A fsnit, hvor 109’ og 17’ Rgt.s Kræ fter er fuldstændig udtømt. Under yderst vanskelige Forhold maa disse A fløsninger forgaa, og det voldsomme og uophørlige Bombardement forhindrer de Forskydninger, der er nødvendige for at bringe Orden i de sønderrevne taktiske Forbindelser. Endelig d. 13’ Marts afløser 77’ Brig. 20’ og 21’ J. B., idet Gruppen Guillaumat overtager denne Del af Afsnittet, saaledes at 13’ D. I.s A fsnit reduceres til ca. 2200 m og Gen. de Bouillon bliver i Stand til nu at a fløse det udmattede 21’ Rgt. De følgende Dage benyttes til at udbedre Anlægene og bringe Orden i Afdelingerne, begunstiget a f den Omstændighed, at det tyske Fodfolk i disse Dage ikke foretager noget samlet Angreb, men stadig er Situationen paa højre Fløj prekær paa Grund a f det voldsomme Bombardement af Fort Vaux, hvor nu den opslidte 43’ I). I. maa afløses. Først d. 17’ bliver der bedre Orden i Kommandoforholdene, og 13’ D. I. kan organisere to Undera fsnit: tilvenstre 53’ Brig. tilhøjre 109’ Rgt. i Bois Caillette, medens 85’ Brig. af 43’ D. I. er tilhøjre herfor ved Fort Vaux. Som Divisionsreserve tilgaar 60’ og 61’ J. B. D ivisionens organiske Enheder, 25’ og 26’ Brig. gaar derimod tilbage til Egnen lloudainvillle— Belrupt for at reorganiseres og danne Korpsreserve. D. 18’ Marts gaar Fjenden atter frem til samlet Angreb, der forberedes og udføres med samme Voldsomhed som Angrebene d. 8’ og 9’, men overalt kastes han tilbage. D. 19’ og 20’ Marts afløses nu 21’ Armékorps af 33’, og 13’ D. I. trækkes tilbage til Egnen om Bar le Duc og transporteres derefter til Champagne, hvor den foreløbig gaa i Ilvilekvarterer efter de voldsomme Anstrængelser.

I Champagne (Besætning i et roligt Frontafsnit). D. 20’ A p ril afløser Divisionen 21’ D. I. i A fsnittet Sommesuippes— Tahure. Den er saaledes vendt tilbage til den Del af Fronten, hvor den kæmpede de sidste Dage af Forfølgningen efter Marne-Slaget, for Tiden et roligt Frontafsnit, som den finder i en fortrinlig Stand. Divisionen har ikke hidtil været paa en saa stærkt udbygget Front, og skønt der næsten ikke findes Kantonnementer, befinder den sig halvvejs, som om den var i Hvilekvarterer. Anlægene i A fsnittet omfatter tre S tillinger: 1’ Stilling har 3— 4 Linier af Skyttegrave og Støttepunkter. Bag denne findes en Mellemstilling, og atter bag denne en 2’ Stilling. Hver Stilling har sin egen Besætning. Isolerede Kamphandlinger finder fra Tid til anden Sted. Saaledes foretager Tyskerne ved Tahure d. I l ’ og d. 28’ Juni Angrebstogter ind i de franske Linier og tager nogle Fanger, men til Gengæld foretager D ivisionen lignende Angrebstogter d. 29’ Juni og d. 1’ Juli, dels fo r at forurolige Fjenden, dels for at gøre Fanger og derigennem kontrollere mulige Forandringer i Fjendens Odre de bataille paa denne Del a f Fronten, thi Sommeslaget staar fo r Døren.

B. BEMÆRKNINGER 13’.

D. I. blev — ligesom de fleste andre franske Divisioner — draget ind i det store Kredsløb, som i næsten et halvt A a r bragte fornyede Kræ fter til det heltemodige Forsvar af Verdun og indtraf, som foran nævnt, d. 3’ Marts bag II’ Armé i fortræ ffelig „Form ". Den havde lært General Pétain at kende, dels under Kampene i Artois, hvor den havde kæmpet i Generalens umidelbare Nærhed, dels i Saint Riquier Lejren, hvor den var bleven uddannet under hans Ledelse. Han var Geledsoldaten, en Fører, til hvem man nærede de største Forhaabninger, og som koldblodigt arbejdede paa altid at bringe Samklang mellem de Maal, der blev sat, og Muligheden fo r at naa dem. Han, der ikke havde ladet sig beruse af et flygtigt Ilaab om et fransk „Gennembrud" ved Souchez d. 9’ Maj, vilde heller ikke lade sig nedslaa af det taktiske „Gennembrud" af de forreste Linier ved Verdun, som det var lykkedes Tyskerne at virkeliggøre d. 21’ Febr. og følgende Dage. Man har bebrejdet den franske Overkommando, at den lod sig overraske ved Verdun, men — idet man ser bort fra, at det altid er let at se klart, naar Spillet er endt — saa maa det erindres, at man snarest tjener Modstanderens Interesser, hvis man tager sin Parade for tidligt. I Begyndelsen af 1916 maatte den franske Overkommando være paa det rene med, at Tyskerne — sejrrige paa alle Fronter — var i Stand til ved hurtige Operationer paa de indre Linie r at bringe sine Reserver til Anvendelse paa det Frontafsnit, som de maatte vælge til Angrebspunkt. Dens Kunst maatte altsaa bestaa i selv at skaffe sig mægtige Reserver, rede til at sættes ind paa Angrebsstedet, hvor det saa maatte være : i Flandern, i Artois, i Champagne, ved Meuse eller i Alsace, overalt hvor Tyskerne med stor Dygtighed vedligeholdt Truslen om Angreb. Franskmændene maatte gaa ud fra, at Fjenden — ligesaavel som de selv i 1915 — var i Stand til i voldsom Kamp at erobre nogle Linie r af Skyttegrave, indtil Overkommandoens Reserver greb ind, men efter deres egne blodige E rfaringer ansaa de det for givet, at en befæstet Front, som kan støttes a f tililende Reserver, ikke kan løbes over Ende. De var derfor tillidsfulde: Verdun vilde blive støttet af saa talrige og vel førte Reserver, at den ikke kunde falde. Yderligere nærede man ikke længere den overvættes Frygt for at miste Terrain, thi man havde under Slagene i Artois set, hvor ringe Betydning det havde haft at erobre nogle Kvadratkilometer ved Souchez; nogen Indflydelse paa Tyskernes almindelige Stilling havde det overhovedet ikke faaet. Det tyske Angreb paa højre Bred af Meuse kunde i værste Fald kun føre til, at Forsvaret maatte lægges tilbage til Meuse fra Verdun til Saint Mihiel; langt uhyggeligere vilde det have været, hvis den tyske Kronprins havde begyndt Angrebet paa venstre Bred og saaledes havde truet den befæstede Lejrs Forbindelser bagud; saa vilde „la voie saerée" næppe have kunnet yde sin Indsats: at føre Reserver og Forsyninger frem til Kampens Brændpunkt. Men nu fik imidlertid Verdun en særlig Betydning, den blev til et Symbol for det franske Forsvar, og Befalingen for dens Forsvarere kom til at lyde paa at holde Stillingen.

Fordeling af Kræfterne paa et Afsnit under Forsvarskamp.

Med en næsten blind Beslutsomhed rykkede 13’ D. I. ind i det Uvejr a f Ild og Jern, der laa over Verduns Nordfront. Instinktmæssig havde den udviklet alle sine A fdelinger paa samme Maade som foran Souchez d. 25’ Sept. Det var næppe den rigtige Fremgangsmaade. Ved Souchez var Divisionen i Angreb og havde Initiativet; Opstillingen af alle Regimenterne ved Siden al hinanden sikrede Operationernes og Kommandoføringens Kontinuitet i et kendt Terrain og mod vel bestemte Maal. Ved ved Verdun var Divisionen derimod i Fo rsvaret, og Fjenden havde allerede vundet adskillige Fordele. Indenfor Divisionen havde det da, været bedre at lade 26’ Brig. spænde over hele Fronten, maaske forstærket med en Jægerbatl, og iøvrigt have holdt 25’ Brig. tilbage for saaledes at økonomisere med K ræ fterne og have en samlet taktisk Enhed til Raadighed til at kunne møde uforudsete Begivenheder; man maatte da søge at bøde paa den ringere Mandskabsstyrke i forreste Linie ved en hensigtsmæssig Ildfordeling, hvad der antagelig vilde have medført mindre Tab for D ivisionen i Dagene d. 6’-—8’ Marts. Ved en saadan Fordeling a f Kræfterne vilde man da heller ikke have behøvet 85’ Brig. som Divisionsreserve, og dette vilde have givet Gen. Maistre Frihed til tidligere at skabe et A fsnit besat af 43’ D. I.. Man vilde derved ogsaa have undgaaet at blande de to Divisioner sammen, hvad der altid svækker Kommandoføringen. Den her anbefalede Opstilling a f Kræfterne i Stedet for at stille Brigaderne ved Siden a f hinanden vilde rigtignok fordre, at man ikke ved de første alarmerende Efterretninger satte Brigaden i anden Linie ind. Maaske vilde det være lykkedes ikke at give efter fo r Fristelsen hertil, men sikkert er det ikke, thi man var endnu ikke naaet til den fulde Forstaaelse af, at et A fsnits Forsvarskraft langt mere beror paa et sammenhængende Ildsystem end paa en tæt Besættelse af Stillingen.

Samvirke mellem Fodfolk og Artilleri.

General Pétain lod ikke nogen Lejlighed ubenyttet til at vejlede de underlagte Enheder med Hensyn til den rette Maade at føre Forsvaret paa. Naar Forbindelsesofficererne mødte for at aflægge Beretning i Hovedkvarteret i Souilly, indskærpede han meget strengt Nødvendigheden af at sikre Forsvaret ved en bedre Udnyttelse a f Uden og Tilrettelæggelse af Ildsystemet. Under hans Kommando blev A rtilleriet stillet paa en haard Prøve, tvunget til Nat og Das; at lægge sine Skydninger med den størst mulige Nøjagtighed for at opnaa den fulde Virkning a f Spærreilden. Naar Forbindelsesofficerererne vendte tilbage fra Souilly bevarede de Indtrykket a f det Spørgsmaal, som utrættelig blev stillet til dem, og som de ofte ikke kunde besvare tilstrækkelig klart: „Det er godt, hvad Fodfolket angaar, men hvad gør Artilleriet?" Og dette Spørgsmaal forplantedes ned igennem alle Instanser med en saadan Vedholdenhed, at man blev nødt til at kunne besvare det tilfredsstillende. I fransk Taktik støder man stadig paa det karakteristiske Udtryk „Manøvre", og hvorledes skal dette nu opfattes ? Man maa i den moderne Kamp vel vogte sig for en forældet Opfattelse af dette Ord. Manøvren bestaar ik ­ ke i en skematisk Gruppering a f Fodfolksenheder, men i at sikre en Samvirken a f de forskellige Vaaben mod et fælles Maal. Ved Souville gav de topografiske Forhold gode Betingelser for at føre dette P rin cip ud i Virkeligheden. Skønt Divisionens Kommandostation var etableret i en Kassemat i Klippen 30 m under Betondækket, saa befandt man sig dog paa det Sted, der bedst sikrede Ledelsen af Afsnittets Forsvar, thi fra Fortets Dæk eller — naar Bombardementet gjorde Opholdet paa fri Standplads umuligt — fra det pansrede Observationstaarn kunde man overse hele Divisionens Kampterrain undtagen den Skov, hvori Jægerbataillonerne kæmpede, da den var skjult af Højdedraget Frode Terre-Thiaumont.

Paa Observationsstadet var stadig en Udkigspost, der var sammensat a f en O fficer af Divisionsstaben, en Artillerio fficer, Telefonister og Ordonnanser. Saasnart der skete noget, som kunde antages at ville paakræve en Afgørelse fra Kommandoens Side. kom D ivisionsgeneralen eller hans Stabschef til Stede oppe paa Observationsstadet og gav straks de Ordrer, som de sete Begivenheder forlangte. Hvad gik da saadanne Ordrer ud paa? Paa Afstand at søge at ændre Fod folkets Gruppering for at tilpasse den efter de lokale Fo rhold? Nej, de gik ud paa at gruppere Støtteartilleriet efter de nye Forhold, ordne dets Forbindelser med de tilsvarende Fodfolksgrupper, skaffe bedre Forbindelser med Flyvere og Balloner. Men for enkelte Afdelingers Vedkommende maatte Divisionens Støtte svigte, nemlig fo r Jægerbataillonerne og særlig for 21’ J. B., som var fuldstændig skjult for Observationsposten paa Fo rt Souville, dens Telefonlinier blev stadig afbrudt, og næsten alle dens Ordonnanser skudt, naar de skulde passere Højdedraget Froide Terre— Thiaumont, dens Lyssignaler blev ogsaa vanskeligt opfattet, thi selv om man nok kunde se Signalerne i Luften, saa var det vanskeligt at erkende det Sted, hvorfra de blev opsendt, og dette gav Artilleriet store Vanskeligheder for Spærreildsskydningen. Da Divisionsgeneralen blev paa det rene med Bataillonens vanskelige Stilling, sendte han d. 7’ Marts om Aftenen sin Stabschef ud for paa Stedet at undersøge Forholdene, og man søgte Midler til bedre at sikre dens Forbindelse med Støtteartilleriet, men der fandtes intet andet Middel end at forstærke Kæden a f Relaisposter, og det var et frygtelig kostbart Middel under det vedvarende voldsomme Bombardement. Den Fare, som Jægerbataillonen var udsat for, var altsaa forudset, men der kunde ikke bødes derpaa, da Ordren lød paa at holde Stillingen. Kun ved at trække Forsvaret tilbage til Højdedraget ved Froideterre og kun efterlade Forposter i Skovene vilde man have kunnet undgaa Fjendens flankerende Ild fra Fo rt Douaumont og have sikret Forbindelsen med Artilleriet. Men saa vilde man have blottet Gruppen Guiliaurnats højre Flanke og have bragt det yderst vigtige Forsvar af Cote du Poivre i Fare. Ved derimod at blive paa Stedet løste Jægerne til fulde deres Hverv : at sikre Gruppen Guillaumats højre Flanke, og dette maatte blive den eneste Trøst for de voldsomme Tab.

Grupperingen a f Kræfterne i et roligt Frontafsnit. Da Divisionen kom til Tahure-Afsnittet, var dette et af disse rolige A fsnit, som var stærkt eftertragtet af Tropperne: de blev i Virkeligheden foretrukket for Hvilekvartererne, hvor man risikerede at blive pludselig alarmeret. Det blev da ogsaa en virkelig Hvileperiode, hvor den kunde samle Kræ fter til kommende Anstrengelser. Grupperingen i A fsnittet giver Anledning til nogle Bemærkninger. Det kan straks siges, at den ikke var ganske formaalstjenlig. Den var svarere en Spredning end en virksom Fordeling a f Kræfterne: man vilde være stærk overalt i Stedet for at lægge Hovedvægten paa Forsvaret af en Hovedmodstandslinie. Som foran omtalt havde A fsnittet flere Stillinger bag hinanden, og hver Stilling havde sin Besætning, saa at Grupperingen blev en Række Skyttelinier bag hinanden, medens den burde have været en Gruppe af Hovedkræfter dækket af Forposter, Besættelsens Tæthed gik helt op til c. 900 Infanterister pr. km. For at skaffe Tropperne Hvile var Ordningen i hver Linie da den, at Besætningen hvilede i Dækningsrummene med en Række af Observationsposte)- oppe ved Brystværnet. Hvad vilde blive Resultatet under en fjendtlig A r ­ tilleriforberedelse med efterfølgende Stormangreb? 1 forreste Linie bliver Besætningen i Dækning, thi under Ødelæggelsesskydningen er det umuligt at være ved Brystværnet, Observationsposterne bliver paa Plads og søger ved alle Slags Signaler at alarmere Besætningen, naar Fjendens Stormmandskab bryder frem tæt bag Artillerinedslagene; som Regel vil Fjenden komme Besætningen i Forkøbet og fange den i Dækningsrummene som i Musefælder. De bagvedværende Stillinger vil da ogsaa være udsat for at blive overrumplede, da de tror sig dækket af forreste Linie, og lokale Modstød giver som Regel intet andet Resultat end forøgede Tab. Tyskerne var langt tidligere naaet til en rigtigere Losning. De havde i de forreste Linier kun et Slør af Forposter, der ikke gjorde lmardnakket Modstand, men veg ud og alarmerede Besætningen i Hovedmodstandslinien, hvor Fjenden da blev modtaget af en velrettet Ild.

Fodfolkets videre Uddannelse.

Medens Divisionen var i Tahure Afsnittet, kom delen Bestemmelse, hvorefter Bataillonernes 4’ Kompagni skulde sendes tilbage til Divisionens Depot. Denne Fo rholdsregel blev modtaget med meget blandede Følelser. Fodfolkets Afdelingschefer beklagede sig over denne Nedgang i Kampstyrken og den Vanskelighed for Føringen, som Overgangen fra Firdelingen til Tredelingen frembød. Ved Divisionskommandoen glædede man sig derimod over, at man saaledes blev tvunget til at økonomisere med Kampkraften og over den Vekselvirkning, som blev skabt mellem Afdelingerne og deres Erstatningstilgang. Denne vilde nu ikke mere komme til Fronten med den Forhastethed, som havde præget den første Tid af Krigen, men vilde ved Depotet have lært Frontafdelingernes Aand at kende og tillige have faaet et grundigt Kendskab til de nye Vaaben og til den moderne Kamps Karakter. General Gourauds Armé (IV), som Divisionen nu var underlagt, havde netop forstaaet at udvikle Depoterne til Uddannelsescentrer, og det varede ikke længe, inden man forstod at værdsætte deres Betydning. Man lærte der baade den tekniske og taktiske Anvendelse af de nye Vaaben: Rekylgeværet, Geværgranaten, Fodfolkskanonen og Bombekasteren og dermed de nye Kampmetoder, man lærte Nødvendigheden af det intime Samarbejde mellem Fodfolket og Hjælpevaabnene som en uafviselig Betingelse for al Føring baade under Angreb og under Forsvar.

(Fortsættes)