En dansk Ingenieurofflcers Levnedsløb i det for­ rige Aarhundrede

 Ved en Meddelelse fra Oberst Otto Vaupell blev min Opmærksomhed henledet paa et i den fyenske Herregaard Rønningesøgaards Bogsamling værende Manuskript, inde­ holdende en Selvbiografi af den i 1809 afdøde Major C. C. Pflueg , tidligere Ingenieurofficer. Med Besid­ derens Tilladelse iik jeg Manuskriptet tillaans og fandt deri en Fremstilling af, hvorledes en ung Mand af borgerlig Herkomst, men hørende til en dannet militær Familie, der var tilstrækkeligt velhavende til at give Børnene en god Opdragelse, havde ved Flid og Dygtig­ hed banet sig Vej til Ansættelse i den danske Fortifica- tionsetat og som Ingenieurofficer opnaaet en flersidig Anvendelse i Statens Tjeneste. Fremstillingen viste sig at have Interesse som militært Tidsbillede, særligt derved, at den meddeler Exempler paa, hvorledes de tre Forti- ficationsetater — den danske, den norske og den hol­ stenske — rekruteredes med Officerer, hvorledes disse anvendtes, hvorledes Etaterne ved enkelte Lejligheder samvirkede ved Løsningen af fortificatoriske Opgaver, og hvorledes Staten dengang tilvejebragte Militæretablis­ sementer, samt tillige, og det ikke mindst, ved Udtalelser om Generalfeltmarskal Grev Saint-Germain og hans reformatoriske Virksomhed som Præsident for Generalkrigsdirectoriet, altsaa som Landets Krigsminister; For­ fatteren var nemlig en Samtidig af denne mærkelige Mand, med hvem han ved flere Lejligheder kom i per­ sonlig Berøring.

Af Manuskriptet har jeg ladet uddrage og med nogle faa Sprogændringer og Forkortelser gjengive, hvad der formenes at have militærhistorisk Værd, og foruden det ikke mere, end hvad der ved Gjengivelsen af en Selv­ biografi formentlig skyldes Hensyn til selve Forfatteren. For at opretholde Kontinuiteten i Fremstillingen ere der­ hos de fleste udeladte Partier kortelig refererede (med mindre Typer).

Forfatteren taler om sig selv i tredie Person, og han har selv givet sit Manuskript, som altsaa nedenfor gjengives i Uddrag, Overskriften:

Forfatteren, Major Christian Carl Pflueg, er født 1728 den 19. Juli paa Herregaarden Uggerslevgaard under Grevskabet Gyldensteen i Fyen. Hans Forældre vare Major Bendix Ludvig Pflueg og Frue Hedvig, født M u n k . Disse hans Forældre vare almindeligen ærede og elskte, hvilket de ogsaa fortjente i enhver Hen­ seende for deres Retskaffenhed og værdige Forhold saa- vel i det huslige og private som i det offentlige Liv.

Faderen var allerede temmelig ung kommen i konge­ lig Krigstjeneste, bivaanede hele den svenske Krig og blev omsider Major ved det fyenske Nationalregiment, hvorfra han efter 40 Aars Tjeneste tog sin Afsked, da hans Helbred ved Strabadser, fornemmelig i de 4 Aar, han var paa den kongelige Krigsflaade, befandt sig overmaade svækket, som dog forbedrede sig meget i den senere Tid, saa at han oplevede en Alder af henved 77 Aar. En for sin Tidsalder veldyrket Forstand, et vakkert og værdigt Udseende, udmærket Duelighed, endog i flere Fag , forenet med den Gave at gjøre sig yndet af alle Foresatte og Undergivne, tilligemed en ædel Tænke- maade udgjorde Hovedtrækkene i hans Karakteristik.

Moderen, en ligeledes fortræffelig Kone og Hus­ moder, havde, foruden smuk og fln Skabning, et over- maade lyst Hoved og ypperlige Sjæleevner, som vare ualmindeligen veldyrkede; her foruden forestod hun et Husvæsen med Indsigt og uafbrudt Flid ; hendes dydige og blide Karakter udbredte en Ynde over hendes hele Væsen, som forhøjede hendes naturlige Tækkelighed. I Aaret 1725 den 26. September blev disse værdige Personers Bryllupshøjtid holdt paa Gaarden Biskopstaarup, tilhørende Brudens Moder, Fru Hedvig Langhaar, Enke efter afgangne Regimentsskriver og forhen, i Krigens Tid, værende Deputeret i det danske Feltcommissariat, Andreas Munk.

I en Tid af 15 Aar avledes af forberørte ægteskabe­ lige Forbindelse 15 levende Børn, hvoraf den ældste, den endnu levende Generalkrigskommissair Friderich Andreas Pflueg, blev født 1726, og den yngste, Oberst Nikolas Hendrik Pflueg, der for faa Aar siden døde, blev født 1742 ...............................................

Dette maa foreløbigen være nok om Familiens al­ mindelige Beskrivelse; nu ville vi vende os til Major Christian Carl Pfluegs Levnedshistorie igjennem det Tids­ rum fra hans Fødselsdag den 19. Juli 1728 til samme Dag 1807, der han fyldte sit 79. Aar.

Han var sine Forældres andet Barn og blev født, efter at de vare henfiyttede til Uggerslevgaard, der ligger under Grevskabet Gyldensteen, som tilhørte Greven af Gyldensteen og blev tilbuden til Beboelse og Afbetjening tilligemed dens Jorder og tilliggende hoverigjørende Bøndergods imod 600 Rigsdaler aarlig Forpagtningsafgift. Anledning til dette Forslag var en Indretning, som paa samme Tid havde Sted ved de da nylig op­ rettede nationale Regimenter: at Proprietairerne vare for­ pligtede til at skaffe de Compagnichefer, livis Compagni- distrikter faldt paa deres Godsers Territorium, en an­ stændig Bopæl. Som en Følge heraf gjordes daværende Capitain Pflueg forberørte Tilbud, som han modtog med saa megen mere god Villie, som han forstod sig godt paa Landvæsenet, saa at han med en talrig Familie levede anstændigt i 22 Aar paa dette Sted og fandt Ud­veje til at forskaffe sine Børn en sømmelig Opdragelse og Undervisning.

Her følger en Beskrivelse af Pfluegs Barndom og tid­ lige Ungdom. Indtil det 15de Aar var han svagelig, idet han led af «den engelske Syge» og andre Sygdomme; men fra den Tid af var han rask. Sin første Undervisning fik han i Hjemmel sammen med sin ældre Broder, idel Forældrene først selv lærte dem at læse indenad i danske og tydske Bøger og senere antog en Huslærer til at lære dem Latin m . m . Læremethoden var haard og stillede fornemmelig Fordringer til Hukommelsen, hvorfor den var lidet egnet til at opmuntre Lærelysten. Ved at skifte Hus­ lærer fik de Undervisning tillige i Fransk.

I Aaret 1743 forlod den ældre Broder Hjemmet for at ansættes som Volontair i Garden tilfods, og Aaret efter kom Christian Pflueg i Huset hos den læ rde Assessor Peder Rasch paa Herregaarden Biskopstaarup, Broder til Cancelliassessor (siden Juslilsraad) Johan Gaspar Rasch, som ejede Ilerregaarden Rønningesøgaard og var gift med Pfluegs Moster. 1 Assessor P. Raschs Hus tilbragte Pflueg 3 Aar (1744— 1747) og nød en omhyggelig Undervisning, fornemmelig i Latin og i mathematiske Videnskaber. Selv efter de 3 Aars Forløb forblev han i Forbindelse med sin lærde Ven og Lærer, uagtet han nu var vendt tilbage lil Hjemmel, der nogen Tid efter forlagdes til Bogense. Især lagde han sig efter Malhemalik og tilbragte saaledes ogsaa nogen Tid med Konstruktionen af et perpetuum mobile, hvad selvfølgelig viste sig resultatløst. Han havde nu naael en Alder, da han maatte søge at berede sig en selvstændig Livsstilling, og han gjorde ogsaa adskillige Forsøg derpaa; men først 1751 opnaaede han en saadan, ved nemlig al blive Hovmester paa Rodstenseje for Oberstlieutenant (siden Oberst) Sehesteds yngre Søn. I dette dannede og livlige Hus fandt Pflueg en gunstig Lejlighed til at udvikle sine aandelige Evner og tilegne sig den rette Selskabstone. Men Hensynet lil Fremtiden tillod ham ikke at forblive længe i Ro paa Rodslenseje.

Pflueg vovede atter et nyt Forsøg paa at finde Employ, da han fik at vide, at en Ingenieur ved Døden var afgaaet i Kjøbenhavn, og da han troede at besidde de for­ nødne Kundskaber, idet han endog havde ladet sig exa- minere og havde erholdt de fordelagtigste Vidnesbyrd. Ud­ rustet hermed rejste han fra Ilodstenseje til Kjøbenhavn. Han meldte sig vel strax hos Chefen, Oberst Gedde, men fik ikke Løfte paa noget. Dog var denne værdige Chef godmodig og blid, opkastede adskillige Qvæstioner, som Pflueg besvarede, og maatte han tillige vise Prøve paa Tegning og Skrift, løvrigt gav Obersten ham intet videre Haab, saa at han mismodig maatte rejse til Jylland igjen; dog tovede hans ældre Brodér, der var Lieutenant ved daværende Kronprindsens Regiment, at give Vink, saasnart nogen for ham tjenlig Lejlighed aabnede sig.

Oberst Sehested havde imidlertid været betænkt paa at gjøre et Skridt til Fordel for Pflueg og at faae ham anbragt i en anstændig Vej, hvortil en Lieutenants Af­ gang fra det sønderjydske Nationalregiment skulde give Anledning. Den afgaaende Lieutenant skulde have 900 Rd. for sin Plads ; heraf vilde Oberst Sehested betale 500 Rd., naar Pfluegs Fader vilde betale 400 Rd. Pflueg tilskrev sin Fader derom, men fik til Svar, at Sagen ej lod sig gjore, da de endnu havende uforsørgede Børn ikke tillod ham at afgive saadan Kapital til blot een af hans Sønner, som dog ikke af Lieutenantsgagen kunde tilbagebetale noget deraf, og det altsaa var en Ubillighed, at de øvrige Søskende skulde fornærmes for at sætte een Broder i en Slags Vej. Følgeligen gik den hele Handel overstyr, hvilket gjorde Pflueg meget bedrøvet. Oberst Sehested selv blev noget fortrydelig; men han kjendte ikke Pfluegs Faders økonomiske Forfatning, efter hvilken han unægte­ lig handlede retfærdigt i denne Sag.

Efter et Par Maaneders Forløb bragte Postbudet et Brev til Pflueg med den Udskrift: «Officer-Ingenieur». Vel kjendte Pflueg sin Broders Haand og Signet; men den Titel: «Officer-Ingenieur» var ham aldeles fremmed og ubekjendt, saa at han næppe dristede sig til at aabne Brevet af Frygt for, at Adressen kunde være urigtig. Under denne Pfluegs Ubestemthed kom Oberstinden løbende med en glad Mine og spurgte, om hun turde gratulere til noget ønskeligt Budskab, og selv ansporede hun Pflueg til uden videre Betænkelighed at aabne Brevet. Han gjorde det; og da baade Fruens og hans egen Nysgjer- righed var overmaade spændt, læste han Brevet højt, hvis Indhold var: at Pflueg ved Konducteur Lønborgs døde­ lige Afgang var ansat som Werkbase ved det danske Ingenieurkorps med 79 Rd. aarlig Gage.

Denne uventede Tidende gjorde en egen, næsten contrasterende Virkning saavel paa den ædle Sehestedske Familie, som paa Pflueg selv. Man glædede sig vel over den Udsigt til Forfremmelse, hvortil Pflueg nu gjorde det første Skridt; men hans Person var bleven hele Huset saa kjær, at man nødigt saae hans Afrejse imøde, og man interesserede sig saa meget for ham, at dette af ham gjørende første Skridt ikke syntes dem synderlig fordel­ agtigt. Pflueg selv fandt sig i en besynderlig Stemning. Den Lykke og Ynde, han nød paa Rodstenseje, fyldte hans hele Sjæl med ærbødig Taknemlighed og med Ønsket ikke at skilles fra en ham saa bevaagen og ædel Familie. Hertil kom den Betragtning, at den aarlige Løn var saa saare liden, at det næsten blev umuligt at kunne leve deraf i Kjøbenhavn. Imidlertid var her intet videre Valg at gjøre, da det vilde have været ufornuftigt at forkaste en Employ, der, hvor liden den end syntes at være, dog var et virkeligt Skridt til Forfremmelse i Tiden. Pflueg indsaae Nødvendigheden under nærværende Omstændig­ hed at følge det Kald, han havde faaet. Han begav sig altsaa paa Rejsen til Kjøbenhavn i Begyndelsen af November Maaned 1753.

Nu befandt Pflueg sig da i den forandrede Stilling at være paa en vis Maade Videnskabsdyrker og tillige paa en vis Maade Krigsmand ; begge Dele bleve altsaa hans Hovedstudier, hvorved han skulde søge sin videre Lykke og Forfremmelse. — Da han var kommen til Kjøbenhavn, drog han ind til sin ældre Broder, den nu­ værende Generalkrigskommissair Pflueg, og strax Dagen efter meldte han sig hos sin Chef, Oberst Gedde , der modtog ham med den ham karakteristiske egne Værdig­ hed og Godhed. Denne i enhver Henseende fortræffelige Herre var Chef for den danske saakaldte Fortificationsetat, som efter daværende Indretning bestod af 1 Chef, 1 Premiermajor, 2 Ingenieurcapitainer, 3 Overkonducteurer, 5 Konducteurer, 5 Underkonducteurer og l Werk- base. 1 Norge var et Ingenieurkorps af samme Størrelse og Indretning, hvis Chef var Oberst og Kammerherre Scheel. I Holsten var ligeledes et Ingenieurkorps, af samme Størrelse og Indretning, hvis Chef var Oberst de Feignet . Alle fornævnte tre Korps havde altsaa hver sin egen Chef, hvilket gav en Slags Disharmoni og Usammenhængenhed i det Hele, da hver Chef handlede efter sine egne Grundsætninger og Indsigter, som ikke frem­ bragte den bedste Virkning, hvilket ligeledes var Til­ fældet ved Artillerikorpserne i Danmark, i Norge og i Holsten, der ogsaa stode hvert under sin Chef. Ved en saa væsentlig Fejl maatte nodvendigen ved flere Tilfælde op- staa en Forvirring og Vanskeligheder i mange militaire Arbejder, der end ikke af Kegjeringen selv kunde hæves, da den manglede en Overbestyrer, som var hele Krigs­ væsenet voxen ...................................

For denne Digression haaber Forfatteren Tilgivelse, da den kan tjene til en Slags forberedende Indsigt i Aarsagen til de mange forandrede Omstændigheder, som ere indtrufne ved den danske Landkrigsetats Indret­ ning og llestyrelse. Nu vende vi os igjen til Pfluegs eget Levnedsløb i hans nuværende Virksomhedsbane.

Det var befalet at forfatte Tegninger efter en vis bestemt Maalestok af Kjøbenhavn, dens Fæstningsværker og alle militaire Bygninger saavel i Grundrids, som i Opstalt og Profil, hvoraf tre fuldstændige Exemplarer skulde indleveres. Dette blev Pfluegs første Arbejde, og det blev hver Dag fortsat i Chefens Vaaning og under hans eget Tilsyn. Der var antaget en særskilt Alaneer til hver Slags Tegning, som Pflueg maatte gjøre sig bekjendt med, og han var i det hele saa heldig at vinde sin Chefs Yndest og Tilfredshed i den Grad, at Chefen tilbød ham sit Hus, Bord og videre Agrements, naar han vilde vej­ lede hans Søn, der allerede var Underkonducteur, i en og anden mathematisk Videnskab, der endnu manglede ham. Med Glæde modtog Pflueg dette Tilbud og flyttede ind i Oberstens Hus ved Paasketider 1754, hvor han fik den nuværende Ingenieurchef og Generalmajor Gedde , til Kontubernal. Ved denne Lejlighed maa det tillades Forfatteren at anmærke den Methode, som brugtes paa de Tider ved at studere Ingenieurvidenskaben. Man be­tjente sig af et skrevet Kursus, der indeholdt nogle Sætninger og nogle Regler angaaende Fæstningers Anlæg, dog uden theoretiske Grunde, og endvidere fandtes deri anbragt forskjellige Tegninger, der forestillede nogle Fæstningsværker i Grundrids, Profil, ja vel og i saa- kaldet Elevation, og herudi bestod det meste af de Videnskaber, man i Almindelighed studerede. At vide mere eller kunne demonstrere, hvad man vidste, ansaaes undertiden for unyttig Forfængelighed, hvorfor endog Pflueg med Forundring hørte en og anden Gang, at man ironice kaldte ham «Professor-Ingenieur», fordi han talte om Kubikrod og andre Digniteter og algebraiske Opløs­ninger. — En ung Ingenieur savnede megen Lejlighed til at dyrke og udvide sine Kundskaber; anskaffe sig gode Bøger, mathematiske og til hans Fag hørende Skrifter, Tegninger, Instrumenter m. v.: dertil var hans Gage ganske utilstrækkelig; han kunde endog ikke overkomme at antage nogen Manudukteur i Sprog og i de ham nød­ vendige Videnskaber; tilmed havdes dertil næppe nogen Tid for andre og mest løbende Forretningers Skyld, der i Grunden vare mere haandværksmæssige end videnskabe­ lige, hvilket vel og kan siges om Korts og Tegningers blotte Afkopiering, der borttog megen Tid og gav ingen videnskabelig Theori.

Disse Mangler og deres skadelige Følger, til Tab for Kongens og Statens Tjeneste, bleve rigtignok indsete; det blev endog besluttet at afhjælpe dem, saa at en ln- genieurs Vilkaar kunde hensigtsmæssigt forbedres uden betydeligt Tilstød af Kongens Kasse. Det blev saaledes foreslaaet, at tre Ingenieurer, 1 Capitain, 1 Premier- og 1 Secondlieutenant, skulde ansættes ved hvert gevorbent Infanteriregiment og da nyde halv Gage som Ingenieur- og fuld Gage som Infanteriofficer. Ved saadan Indret­ ning tillagdes en Capitain i halv Ingenieurgage 114 Rd. 6 B til den fulde Capitainsgage i Regimentet, og saa­ ledes var det og bestemt ved Subalternklassen; 1 Pre- mierlieutenant skulde have ialt 205 Rd. 80 B, og 1 Secondlieutenant 171 Rd. 3 B . Men for saadan Forhøjelse i Gagen skulde en Ingenieurofficer, der .til­ lige var ansat ved et Regiment, forrette Regiments-1og Garnisonstjeneste fra 1ste Oktober til 14de April, følgeligen anskaffe sig det Regiments Mundering, hvorved han var bleven ansat, saavel som Esponton, Skjærf, Telt, Infanterireglement og øvrige Befalinger, som angik Gar­ nisonstjenesten og Ceremoniellets Forskrifter. Dette blev altsaa et nyt Studium, som medførte en Del Vanske­ ligheder for en dertil uvant Ingenieur, der stedse var uvelkommen i ethvert Regiment, hvor han betragtedes som en indskudt Hindring i Regimentets egen For­ fremmelse. Allerede den Omstændighed kunde give An­ ledning til Fortrædeligheder paa alle Sider, som tørnede paa Ingenieuren fra Regimentschefen nedefter til den yngste Lieutenant.

Paa den Tid, da Pflueg kom ind i Ingenieurkorpset, var den nye Indretning allerede begyndt, men endnu ikke synderlig fremmet. Imidlertid avancerede Pflueg til Underkondukteur 1755 M og blev tillige Secondlieutenant i det daværende Falsterske Infanteriregiment, hvis Chef var Generallieutenant Numsen, der laa i Cita­ dellet med den første Batuillon; men den anden Bataillon, hvorved Pflueg var ansat, laa paa Christianshavn under Kommando af daværende Oberst Hauch, som var kongelig Generaladjutant og havde været baade ved den østerrigske og den russiske Armee som Volontair, hvorfra han havde medbragt gode militaire Kundskaber, men som, endskjøndt han udenlands havde gjort sig be- kjendt for udmærkede Talenter, ved Hjemkomsten, efter Anciennetetens Love, maatte blive staaende i den Klasse og Stilling, hvorfra han var udrejst, og da ikke sjældent snarere indhøstede Misnøje end Fordel af sine med­ bragte større Kundskaber, naar han maatte give efter for Vankundiges, men Ældres Paastand og Befaling. Dette Tilfælde har Forfatteren ofte været Vidne til, som ikke er en liden Krænkelse for et ærekjært Gemyt, og som mest træffer Landmilitairetaten, da Søkrigsetaten og Civiletaten ikke ere saa strængt bundne til Tjeneste­ alders- og Subordinationsloven. Forfatteren maatte selv i en saadan Anledning modtage en Irettesættelse, som med megen Værdighed blev ham given 1762 af da­ værende Generalfeltmarskal Grev Saint-Germain, som meget vel kjendte og paaskjønnede, at Pflueg havde Retten paa sin Side i Sagen selv, men fejlede i Maaden at gjøre den gjældende, hvorfor han og fik den advarende Erindring: «Je vous prie, monsieur, de ne jamais oublier que la subordination est la première vertu militaire, et que, quelques talents que l’on aie, on n’est jamais dis­ pensé d’obéir aveuglément aux ordres de son chef». — Enhver maa tilstaa, at denne Advarsel blev given med al den Værdighed og Fynd, som saa træffende karakteri­ serer den hos os daværende, og selv i Frankrig siden- efter tjenende saa meget miskjendte og bagvaskede Mi­nister, om hvilken en værdig og competent Dommer sagde: «il porte son coeur dans ses mains».

Sanddru­hed var virkeligen en af denne Statsministers Egenskaber Vi vende os igjen til Aaret 1755, hvor Pflueg strax i Foraaret fik Befaling at begive sig til Frederiksborg med et Kommando af 60 Soldater og behøvende Under­ officerer for efter Amtmandens, Gehejmeraad Grams , Paavisning at nivellere og ved Afledningsgrøfter at be­ fri en betydelig Strækning Uand fra det overflødige Vand, der havde gjort det hele Terrain til et sumpigt Morads, som hverken kunde bære Korn eller Græs, ja ej engang indeholdt Tørvegrund. Dette Arbejde varede hele Sommeren og svarede med temmeligt Held til Hensigten. I November Maaned kom Pflueg til Kjøbenhavn og af­ leverede .Mandskabet til de vedkommende Regimenter tillige­ med Regnskabet over udbetalte Lehnings- og Arbejdspenge.

Kort Tid efter var det bleven besluttet at anlægge en befæstet Havn til Galejer og deslige Krigsfartøjer paa Sjællands Kyst omtrent lige overfor den i samme Hensigt nylig anlagte Galejhavn Landskrona paa den svenske Kyst. Søetaten havde allerede med god Frem­ gang arbejdet paa de Værker imod Søen, som skulde indeslutte Havnen og forsvare Indløbet dertil; men fra Landsiden skulde ligeledes anlægges Fæstningsværker, som svarede til Søbatterierne og sikkrede Havnen mod Angreb fra Land. Til saadan Landfortiflcation havde Oberst Gedde gjort Forslag, Tegning og Overslag, som skulde udføres af Oberst de Longueville. Da alt dette var udført i det tydske Sprog, hvilket han ej synder­ lig forstod, derhos ej heller kunde forstaa Dansk, saa blev Pflueg beordret at arbejde hos ham hele Vinteren og at oversætte alting paa Fransk, et Arbejde, som havde sine Vanskeligheder; thi Pflueg kunde vel tale og ganske korrekt skrive Fransk, men var ikke beløben i alle Krigstalemaader, fornemmelig ikke i Professionisternes Sprog og Udtryk. Dog alligevel skilte han sig derfra til Oberstens Fornøjelse og havde Løfte paa at bruges ved Værkets Udførelse; men hvad skete? Efter mange anvendte Be­kostninger paa Søbatterier og Moler fandt man, at Stedet Nivaa ikke var passende eller skikket til saa- dant Anlæg, men at det bedre kunde gjøres ved F r e d e ­ norske Kyst. Arbejdet ved Nivaa rik s værn paa den blev altsaa nedlagt, og Stedet selv kom sidenefter i Privates Hænder.

Pflueg, der som Ingenieurofficer boede i Kjøben- havn i Nærheden af sin Chef, Oberst Gedde, men som Infanteriofficer maatte gjøre Regiments- og Garnisons­ tjeneste paa Christianshavn, var ofte ilde tilmode ved den lange Vej, som han om Vinteren maatte gaa, og som undertiden hindrede ham i at komme til det præcise Klokkeslet; dette indtraf især eengang, da han skulde møde i en Krigsret hos Major Diedrichsen, som præsiderede i Retten. Knippelsbro var optrukken, og dette forvoldte, at Pflueg maatte gjøre den lange Omvej over den saakaldte Langebro, hvorved han kom næsten en lialv Time for silde og maatte betale 2 Rd. i Mulkt til Protokollen. Undskyldningen af Forsinkelsen ved den optrukne Knippelsbro blev ikke antagen. Auditeuren, Gortz, stak med Glæde Pengene i Lommen, hvor surt det end var for Pflueg paa saadan Maade at beroves disse Penge, og hvor ubilligt det end forekom ham efter forberørte Omstændighed at skulle betale saadan arbitrair Mulkt.

En besynderlig Opmærksomhed anvendte Regjeringen i disse Tider paa Fæstningen Frederiksstad i Norge, ved hvis første Anlæg rimeligen havdes den Hensigt at forsvare Indløbet til den store Elv, Glaamen kaldet; men i en senere Tid har man villet udvide den saaledes, at hele Omegnen ved fjendtligt Indfald kunde bringe sit Gods i Sikkerhed paa dette Sted.

En egen Omstændighed har ellers gjort denne Fæst­ nings Anlæg saa vanskeligt, da det hele Jordsmon er saa slibrigt og kan, næsten som Sæbe, opløses i Vand, hvorimod det er haardt som Sten i Tørke. Denne sælsomme Beskaffenhed har forvoldet, at Fæstnings­ voldene næsten aldrig kunde opføres til den be­ høvende Højde, førend de igjen sank ned, og ikke kunde opnaa nogen Fasthed. Som Aarsag til dette Fænomen faldt man omsider paa den ikke usandsynlige Gisning, at dybt nede under Vandhorizonten maatte ligge en skraa og ujævn Fjeldmasse, hvorpaa Trykket af en svær Jord­ volds Tyngde ikke fandt noget horizontalt Hvilepunkt, men maatte skyde ned ad Fjældmassens Skraahed; det vanskelige derved var at faae sammes egentlige Figur at vide med Sikkerhed, hvilket vel paa en Maade kunde ske ved overmaade mange Lodninger og derefter gjørende Profiltegninger; men foruden dette Arbejdes Vanskelighed stod endnu tilbage at udfinde, hvorledes horizontalt, suf­ fisant og varigt Underlag kunde befæstes under Vandet. Mange Forslag dertil vare gjorte saavel indenlands som udenlands; men Hovedsagen kom an paa at iværksætte Tingen med Tryghed. Foruden denne Omstændighed maatte ligeledes tages Hensyn paa Fæstningens Beliggenhed i Henseende til hele Omegnen, da større og mindre Fjeldstrækningers, dels nærmere, dels fjernere, Beliggen­ hed kunde skjule Tilgangen til Fæstningen, hvilket alt maatte tages i Betragtning, og Fæstningsværkerne der­ efter disponeres. Den danske Fortificationschef, da­ værende Oberst Gedde , havde allerede gjort Planer og Tegninger til Frederiksstads forbedrede Fortification og Fæstningsværkernes Udvidelse; der var endog gjort Be­gyndelse med et Par Polygoners Anlæg. Imidlertid havde ogsaa Chefen for den norske Fortificationsetat, Kammer­ herre og Oberst Scheel, forfattet og indleveret en anden Plan og Tegning til Frederiksstads Befæstning. En tredie saadan Plan kom ogsaa fra Oberst de Feignet, Chef for den holstenske Fortificationsetat, som atter var anderledes end de tvende første. Nu blev Spørgsmaalet: Hvilken Plan var det raadeligst at følge? Regjeringen, som altid vil det bedste, var i en ikke liden Forlegenhed; den besluttede derfor at indhente en dertil sammenkaldt Kommissions Betænkning, hvis Medlemmer vare: Felmarskalk Arnold, kommanderende General i Norge, som Præsident; Oberst de Longueville, Premier­ major ved den danske Fortificationsetat; Oberstlieute- nant St. Guedal og Major Dilleben, begge af den holstenske Fortificationsetat. Hver af disse tre Stabs­ officerer havde en subaltern Officer med sig; Pflueg var hos Oberst de Longueville, Gottberg var hos Oberstlieutenant St. Guedal, og Peyman var hos Ma­ jor Dilleben. Med de fornødne Instruktioner sejlede disse Officerer til Christiania, hvor de meldte sig hos Kommissionens Præsident, og derpaa droge de videre til Frederiksstad, hvor Kommandanten Generallieutenant Ulrichs dal allerede var underrettet om Kommis­ sionens Komme og anmodet om at give den al fornøden Hjælp af Garnisonen. De egentlige Fæstningsværker laa mod Landsiden i Form af en Halvmaane; men mod Vandsiden var blot en Mur, der havde nogle ud- og indgaaende Vinkler, hvorfra ej kunde haves nogen Defension af Betydenhed; men Elven Glaamen havde her en saa strid Strøm tæt op til Muren, at man ventelig har holdt Fæstningen uangribelig fra denne Side.

Kommissionen begyndte strax at lade opmaale hele Fæstningen og forfatte et Situationskort derover, saa- velsom over en Strækning udenom samme næsten paa en Mils Afstand. Dette Arbejde tilfaldt de tre subalterne Officerer, og Pflueg som den ældste, der tillige var mest øvet i Pennen og i det franske Sprog, maatte forrette Skriveriet og føre Correspondancen imellem Kommissionen, Krigscancelliet og Generalkommissariatet. Han maatte ogsaa oversætte de til Kommissionen indløbne Ordrer og Breve paa Fransk, især for Oberstlieutenant St. Guedal, der slet ikke forstod Tydsk eller Dansk, hvilket næsten ligeledes var Tilfældet med Oberst de Longue ville; de vare begge franske, og den første havde i mange Aar været Capitain i det franske Ingenieurkorps; han var ogsaa den, som havde de solideste baade prak­ tiske og theoretiske Kundskaber i Krigsbygningskunsten, saa at han vægrede sig ved ligefrem at bitræde og underskrive, hvad de andre to Herrer havde foreslaaet; han gjorde altsaa en nøjagtig og fuldstændig Plan med tilføjet udviklet Beskrivelse af 5 mulige Angreb og Maaden at forsvare sig mod samme. Han havde understøttet sin Plan med saa sunde og grundige Raisonnements, at de andre Herrer ikke fandt noget derimod at indvende, men bekvemmede sig til at underskrive den, endskjøndt derved forefaldt en Del heftige Debatter, som vare ubehagelige og tjente blot til Tidsspilde. Yderst kjedsommeligt var det at høre visse Modsigelser, som bleve frembragte og havde ingen Grund, men forhalede hele Forretningens Afslutning. Under saadan Omstændighed troede Pflueg, at det tjenligste var underhaanden at tilmelde Over- krigssecretairen, at Kommissionens Arbejde virkelig var færdigt paa Underskriften nær, og at en liden Erindring fra Krigscancelliet vilde være saare tjenlig til Kommis­ sionsforretningens Tilendebringelse. Erindringen kom; den opvakte vel nogen Sensation, men virkede dog saa meget, at man enedes om at underskrive hele Forret­ ningen uden nogen Slags Reservation og strax derpaa begav sig paa Hjemrejsen igjennem Sverrig 1758 paa en Tid, da dette Rige var kommen i Krig med Preussen, som oversvømmede Pommern tilligemed Meklenburg.

Da Pfiueg tilligemed Kommissionsherrerne var kommen til Kjøbenhavn i Juli Maaned 1758, gjorde han sin Opvartning bos Overkrigssecretairen, Grev Ahlefeldt, fornemmelig i den Hensigt at erfare, hvorledes den til ham underhaanden givne Efterretning var bleven optagen, og han erfarede af Greven selv, at han var vel tilfreds dermed, hvilket var glædeligt for Pfiueg. Han vovede altsaa paany at ansøge om kongelig Tilladelse til at rejse udenlands til en af de krigsførende Armeer; men om saadan Tilladelse fik Pfiueg endnu denne Gang intet Haab; derimod blev det overladt til ham selv, enten at' forblive i Kjøbenhavn ved Ingenieurkorpset, eller at be­ give sig til det falsterske Regiment i Rendsborg, hvorved han var ansat, og der at gjøre Infanteriljeneste, men tillige gjøre sig kjendt af Oberst de Feignet, der var Chef for det holstenske Ingenieurkorps. Pfiueg valgte det sidste, og derved fik han den behagelige Lejlighed at komme til Fyen, hvor han besøgte sine Forældre, Søskende, og Venner, som han i en Tid af 6 Aar ikke havde set.

I Oktober Maaned 1758 kom han til Rendsborg, hvor han meldte sig ved Regimentet for at gjøre Tjeneste og havde den Fornøjelse at logere tilligemed sin ældste Rroder, som stod ved daværende Kongens Regiment, i et Lieutenant Sower tilhørende Hus. Det falsterske Regiment blev paa samme Tid kommanderet af Oberst- lieutenant, Kammerherre Trolle , da dets egentlige Chef, Oberst v. Hoben , var ansat ved Feltkommis­ sariatet tilligemed de tvende Herrer Rraém og Schulze. Nu gjorde Pfiueg altsaa den hele Vinter Infanteritjeneste, men forsømte derhos ikke ogsaa at melde sig til det derværende Ingenieurkorps’s Chef, Oberst de Feignet, og tilbyde sin Tjeneste som Fngenieur, hvilket blev meget vel optaget. I denne Herre fandt Pflueg en Mand af store Talenter og udbredte Kundskaber; han var en meget lærd og vel studeret Ingenieur, der endog selv havde bivaanet Belgrads og flere Fæstningers Belejring og havde sammenskrevet adskillige lærde Afhandlinger i denne Materie, men indstrøet en saa stor Mængde latinske, endog græske Perioder, at en Ustuderet næppe kunde benytte sig deraf. Man kunde imidlertid lære meget i Omgang med denne llerre; kun Skade, at han havde en tung og svag Hørelse, der gjorde al Samtale med ham besværlig. Han var kommen herind af kejser­ lig østerrigsk Tjeneste som Capitain og var dertil bleven formaaet af den danskeOfficerVibe-O sten, som havde gjort Bekjendtskab med ham i Wien og var selv en stu­ deret Mand.

En Dag, da Pflueg havde Vagt ved Under-Ejderen, kom en Officer af det danske Ingenieurkorps ved Navn De lille til ham paa Vagten for at sige ham Farvel og at melde ham tillige, at han med kongelig Tilladelse og Stipendio rejste til den franske Armee, en Tidende, der krænkede Pflueg saa meget mere, som han adskillige Gange forgjæves havde søgt derom; han gjorde endog det vovelige Skridt at ytre sin Misfornøjelse i et Brev til Oberst de Longueville, som var hans store Vel­ ynder. I dette Brev gjorde Pflueg en Sammenligning imellem sig og hin Delille saaledes: Delille er en uægte Søn af forrige Restaurateur Madorée og kom i Tjeneste i den franske Boghandler Philiberts Boglade, hvor han vel blev bekjendt med en Del Bøgers Titler, men ikke med nogen Videnskab. Ved at bringe Bøger til den franske Minister Ogier, tilsneg han sig denne Herres Recommandation og opnaaede at blive ansat i Ingenieur- korpset med Gage af Kongens Chatol og med to Aars Frihed for Arbejde for at lære det tydske Sprog, da han ej forstod andet end fransk og var blottet for al Kund­ skab i Mathematik og Fortification, men desuagtet strax havde faaet Stipendium og Tilladelse til at rejse. — Pflueg, som næsten i 50 Aar og i hele Svenskekrigens Tid havde staaet som Officer i kongelig Tjeneste, hvor han endog ved en og anden Lejlighed havde udmærket sig, især efter Slaget ved Gadebusch, da han tog tilfange en svensk Artilleriofficer ved de i den danske Armee dengang endnu ubekjendte gesvindt fyrende Kanoner. Han havde, endog ved et maadeligt Indkomme, opfødt og opdraget en talrig Flok Børn og sørget for at give Sønnerne en saadan Undervisning og Dannelse, at de kunde blive duelige til Statens og Kongens Tjeneste. Denne med Varme gjorte Forestilling blev saaledes under­ støttet af den værdige Oberst de Longueville, at den udvirkede den ansøgte Tilladelse for Pflueg til at rejse udenlands og med kongeligt Stipendium, hvoraf han da benyttede sig strax efter at have bivaanet den store Manøvre ved Borgsted i Egnen af Rendsborg, hvor han afstak den hele Manøvre, og siden — som Adjutant hos Grev Ysenborg — førte den ene Infanterikolonne...

I el forholdsvis om fangsrigt Afsnit af sin Levneds­ beskrivelse om taler Pflueg nu sit Ophold ved de under Syvaarskrigen i Tydskland kæmpende Hæ re, til hvilke han begav sig efter Modtagelsen af den fornæ vnte Tilladelse. Pflueg gik først til den preussisk-engelske Hær under Hertug Ferdinand af Brunsvig, i hvis Hovedkvarter han meldte sig i Juli 1759, faa Dage før det for Preussen gunstige Slag ved Minden (1. Aug.) mod Franskmændene og de tydske Rigstropper under Marskal Contades. Han blev benyttet som Ingenieurofflcer, men forlod alle­ rede i December Maaned samme Aar den nævnte Hær for efter et kort Ophold i Oldenburg, som dengang hørte under den danske Krone, i Foraaret 1760 at begive sig til Düsseldorf i den Hensigt al tilbyde sin Tjeneste til Mod­standerne — hvad den preussiske Regjering og General ikke modsatte sig — og i den Anledning al søge General Grev St. Germain, til hvem han havde en Anbefaling fra den danske Statholder i Oldenburg, Greven af Lynar. Grev St. Germain kommanderede dengang et fransk Armee­ korps ved den nordre Rhin under Overkommando af Her­ tugen af Broglio, der efter Slagel ved Minden havde afløst Marskal Contades. Om den Modtagelse, Pflueg fandt hos den nævnte General, meddeler han Følgende: I Begyndelsen af April 1760 kom Pflueg til Düssel­ dorf, en smuk Stad og Fæstning ved Rhinstrømmen, som dengang tilhørte Churfyrsten af Pfaltz, og hvor Grev St. Germain havde sit Hovedkvarter for den saakaldte Neder-rhinske Reserve, der bestod af 44000 Mand. Gouvernemenlspaladset var anvist ham til Be­ boelse, og her forsamlede sig daglig, navnlig om For­ middagen, alle højere og lavere Militairpersoner, saavel- som Enhver, der havde noget at anbringe hos Greven I Kommandosager eller private Anliggender. Pflueg for­ sømte ikke at lade sig melde til Audients, som strax blev ham bevilget, hvorved han leverede det af Greven af Lynar modtagne Anbefalingsbrev, som Generalen læste med Opmærksomhed, men sagde tillige, at det vilde blive vanskeligt for Pflueg som Fremmed at komme an ved Armeen, da man havde reduceret en Del tyriske Regimenter, endog det, som han selv havde havt. Pflueg blev meget forlegen ved denne Erklæring, men tog sig den Frihed at bede om Anvisning paa Kvarter og Fourage for sine Heste. Strax lod Generalen ved en af sine Adjutantcr befale begge Dele og indbød Pflueg hos sig til Taffels samme Dag, hvilket forekom Pflueg at være en udmærket stor Bevaagenhed, som gav ham Dristighed til hver Dag at indfinde sig til Cour, og hver Dag bad Grev St. Germain ham selv til Taffels, som var over- maade brillant saavel i Henseende til Anretningen som til fornemme Gjæster af begge Kjøn. De fleste Øjne faldt paa Pflueg, der bar dansk Uniform af det falsterske Re­ giment, havde intet fortrinligt Udvortes ved sig, og vel talede fransk, men saaledes at Enhver kunde høre, at han ej var Sproget voxen. Da nu dog Generalen viste en Del Opmærksomhed for ham, troede man, at den maatte have sin Grund i visse Connexioner. Alt dette var ubekjendt Gisning for Pflueg, der imidlertid ikke undlod med Fri­ modighed at sige sine Tanker om de paa Bane bragte forskjellige, endog videnskabelige Materier, men maatte tage det tydske Sprog tilhjælp, naar det franske Sprog glippede for ham, og aldrig fornam Pflueg, at han der­ ved blev udsat for Latter, tværtimod begyndte man mere og mere at ynde hans naive Væsen. Det er desuden ikke de Franskes Maade at belee nogen, der fejler i det franske Sprog, de hjælpe ham snarere tilrette................

Ved en stor Mængde Bekjendtskaber havde Pflueg den Lykke at erhverve sig et ikke lidet Antal Vel­ yndere ja endog virkelige Venner iblandt det franske Militair, og især blandt de Personer, som dagligen kom til Hovedkvarteret. Men Tiden blev dog Pflueg meget lang, forinden han fik en definitiv Resolution, om han enten turde haabe at blive eller skulde forlade Ar­ meen; han tog sig altsaa den Frihed den 12. Juni om Morgenen tidligt at melde sig hos General Grev Saint - Germain ; man svarede Pflueg, at Generalen nylig var kommen ud af Sovekamret, dog alligevel blev det tilladt Pflueg at komme ind, og han kunde ikke mærke, at hans Dristighed blev unaadigt optagen; tværtimod indlod Gene­ ralen sig i en lang Samtale angaaende Militairvæsenet i Danmark, og om hvad Maneuvres man havde gjort i de for ikke længe siden anstillede Lystlejre. Han kjendte nogle danske Officerer, en Gåhier, en Numsen, en Schmettow og flere, men syntes ikke at kjende det danske Artilleri og Genievæsen fra nogen fordelagtig Side og begyndte at undersøge Pfluegs Kundskaber i begge Dele, hvilket Pflueg ikke havde ventet. Han kom derved i en Slags Forlegenhed, uagtet han strax mærkede, at det ej blev en examen rigorosum, og havde til al Lykke læst og gjort sig bekjendt med en Del gode franske Skrifter i disse Materier. Endeligen gjorde Generalen dette Spørgsmaal: savez-vous dessiner? hvilket Pflueg besvarede med Ja, hvorpaa Generalen tog en Del Landkaart frem, og deriblandt et specielt Kaart over Rhinstrømraens Løb, fornemmelig i Omegnen af Düsseldorf, og især over Düsselflodens Gang ved sammes Udspring og Fald ind i Rhinen. Dette Kaart leverede han til Pflueg med An­ modning om at meddele ham derover en saakaldet re­ connaissance militaire. Med Glæde modtog Pflueg denne Forretning, og en ung Officer, Chevalier de Nassau , bad ham om at maatte gjøre denne Tour med. Efter tre Dages Forløb kom Pflueg tilbage og leverede sit Arbejde til Generalen, som viste sig saa vel tilfreds dermed, at han sagde til nogle Omstaaende: «voilà le rapport de eet officier danois qui paraît être bon ingénieur-géographe». Imod Aften samme Dag kaldte han Pflueg ind i sit Ka­ binet, hvor han gav ham sit Velbehag yderligere tilkjende ved at sige til ham: «vous pouvez rester avec moi comme aide-de-camp et porter l’uniforme d’ordonnance». Be­ hageligere Tidende kunde Pflueg ikke i dette Øjeblik have erholdt; han forsømte ej heller at føre sig samme til Nytte, og inden tre Dage var han i fuld Paaklædning som aide-de-camp. Da Generalen havde 10 foruden ham, kom det nu an paa at vorde betroet Forretninger, der vare af nogen Vigtighed; thi de fleste vare unge Herrer af høj Adel, som blot søgte at komme med en General af Distinction, for at kunne brovte af at have gjort Felttog og paa en Batailledag at kunne datere Breve til deres fornemme Venner fra Valpladsen, og iøvrigt anvende mange Penge paa kostbare Heste, Ride­ tøj og Domestiker. Generalen vidste imidlertid at bruge sine Folk, hvortil de vare brugelige. Pflueg hørte ham engang sige til en ung Greve d’Attry: «Allons, monsieur le comte, vous êtes pour les grandes expéditions. Dites qu’on nous serve — » .............................

Pflueg dellog under Grev St. Germain i den for de franske Tropper gunstige 10. Juli 1760 ; m en denne Uenighed mellem Hertugen Germain, der som Følge heraf forlod Hæren den 20. Træfning ved Corbach Træfning gav Anledning den til af Broglio og Grev S t. September, og Pflueg kom saaledes snart ud af For­ bindelse med denne General, som siden skulde indlage en fremragende Plads i dansk Tjeneste. Kommandoen over Armeekorpset overtoges af Generallieutenant, Chevalier du Muy , som beholdt Pflueg i hans tidligere Stil­ ling som Adjutanl. Dette varede dog kun kort Tid; thi Ptlueg, der den 18. Marts 1761 havde faaet Bestalling som Capilain i den danske Hær og den 19. Maj s. A. som Capitain i den franske, fik ikke længe efter Ordre til at vende tilbage til Danmark. Han tiltraadte Rejsen sidst i December 1761 og ankom, efter et kort Ophold paa Fyen hos sin Familie, til Kjøbenhavn i Begyndelsen af Marts 1762.

Pflueg fandt Alting saare forandret i Kjøbenhavn, hvor man ellers ikkun var vant til at se Lystlejre, Mønst­ ringer eller Stadsoptog; nu derimod fik Tingen et niere alvorligt Udseende. 1758 havde de Danske "sarnlefetf Armee paa Grændserne imod Elben af Frygt for, at den slagne allierede Armee skulde trykkes over Elben ind paa holstensk Grund, hvad dog blev afværget ved den Convention, der under dansk Mægling blev sluttet i Klostcr-Zewen; nu derimod var en alvorligere Scene at befrygte, da Kejserinde Elisabeth i St. Petersborg afgik ved Døden, og Storfyrst Peter besteg den russiske Throne, og man vidste, hvad Had denne Herre bar til Danmark paa Grund af de Kontroverser, der ide­ lig havde fundet Sted angaaende det storfyrstelige fiol­ sten. Den hele Sag blev saa meget mere kritisk, som Krigen imellem Rusland og Preussen forandredes til det varmeste Venskab imellem begge Magter. Danmark følte snart Vægten af denne Forbindelse og befandt sig i en ubehagelig Stilling. Ikke destomindre søgte man dog at sætte sig i Forfatning til Modværge. Flaaden var mobil, i god Stand og kunde nogenledes maale sig med den russiske; men den danske Landmagt kunde ikke være den russiske voxen. 

Ved Ankomsten til Kjøbenhavn nød Pflueg den Lykke af Høje og Lave at modtages med udmærket Agtelse, og han blev jævnlig indbuden til Taffels endog hos Grev St. Germain. Denne Herre indkaldte Pflueg en Dag i sit Kabinet og forkyndte ham, at han ufortøvet skulde rejse til Lybæk i visse betydelige Anliggender, hvorom han ej alene gav ham foreløbigen mundtlig Underretning, men viste Pflueg tillige en Del Kaart og Tegninger over Staden Lybæk, dens Omegn, de meklenborgske, pom­ merske og flere tilgrændsende Lande med tilføjet Instruk­ tion over alt, hvad Pflueg paa hvert Sted især skulde lægge Mærke til i militair, ja endog i politisk Hensigt. Ifølge heraf og forsynet med et vist aftalt Chiffersprog rejste Pflueg den 13. Marts fra Kjøbenhavn og kom nogle Dage efter til Lybæk. hver han tog ind i Gjæstgiver- gaarden »Kongen af England». Her var en stor Del for­ nemme Herrer fra det meklenborgske; endog Hertugen selv befandt sig her med sit hele Hof, da de preussiske Tropper behandlede hans Lande paa yderst fjendtlig Maade og endnu ikke ganske havde forladt samme. Lybæk havde vel beholdt sin Neutralitet; men efter sin Beliggenhed var den dog i en meget prekair Stilling derved, at der nu var et fredeligt Forhold mellem Preussen og Rusland, hvorimod en Krig mellem Rusland og Dan­ mark syntes uundgaaelig. Den danske Armee stod temmelig nær ved de lybske Grændser og kunde ikke tillade, at nogen anden bemestrede sig denne Stad, som derfor med stor Aarvaagenhed blev iagttagen af de Danske. Garnisonen i Lybæk bestod ikkun af omtrent 600 Md., hvis Kommandant, Oberst C hasot, havde været i preussisk Tjeneste og var bleven anbefalet til denne Post af Kongen af Preussen, hvilket fortjente en desto større Opmærksomhed i det nærværende kritiske Øjeblik. Den lybækske Magistrat lod alle af Garnisonen besatte Vagter afløse hver Aften og besatte dem med Borgervagter; den saae endog ugjerne, at man gik paa Volden. Pflueg mærkede dette, da han, næsten hver gang han kom paa Volden, fandt en Mand, som strax uformærket lod sig se og gav sig i Samtale med ham om et og andet, der vel syntes ligegyldigt, men dog løb ud paa, at det var underligt, at Magistraten nægtede somme at se sig om paa Volden, især fremmede Ar­ tilleri- og Ingenieurofficerer. Alle saadanne endog for­ blommede Yttringer gave Vink, som Pflueg søgte at føre sig til Nytte. Han havde Anbefalinger til adskillige for­ nemme Huse, især af Domkapitlets Herrer, saasom den von Eybenske, Clauseuheimske og flere Familier, hvis venskabelige Stemning imod Danmark havde vist sig i Valget af Arveprinds Friederichs Person til Coadjutor-skabet ved det lybækske Domkapitel. I disse Familiers Omgangskreds fik Pflueg mange brugbare Efterretninger; han indsamlede og nogle ved andre Lejligheder; men han søgte fornemmelig efter sikkre Kundskaber, og disse vare ikke lette at erholde paa et Sted, hvor mange fremmede Rejsende ideligen kom og gik, og deriblandt vare en stor Del storfyrstelige, russiske og flere Magters Militaire, som fra Kiel rejste midt igjennem den danske Ar­mees Gordon med en Frihed, som Statsaarsager ej syntes at kunne hindre, da Danmark ikke vilde gjøre det første fjendtlige Skridt, uagtet hertil gaves stor An­ledning ved de storfyrstelige Militaires besynderlige Ad­ færd, endog i at forlede en Del af de danske Tropper til Desertion.

Til de yngre hertugelig-meklenborgske Herskaber, som residerede i Schwerin, var en Grev v. Holstein sendt som kongelig dansk Minister for derfra at indhente underhaanden Efterretninger angaaende preussiske og russiske Troppers Bevægelser, da de første endnu ikke i April Maaned havde forladt de svensk-pommerske Lande, og de sidste ikke vare saa nær, at derom kunde siges noget bestemt. Saameget vilde man dog vide, at fra russisk Side allerede en Marcheroute var forfattet til det danske Holsten uden at tænke sig nogen Modstand eller Hindring paa denne Vej mulig. Jo længere man kom ind i April, desto betænkeligere blev Udsigterne. Den danske Armee begyndte at koncentrere sig under Kom­ mando af Generalfeltmarskal Grev St. Germain, som tog sit Hovedkvarter i Segeberg, omtrent 4 Mile fra Lybæk. El Feltingenieurkorps blev organiseret og be­ stod af en Commandeur og 4 Capitainer, af hvilke l’flueg var den første og derfor blev meget brugt, endog til at opsøge et bekvemt Sted til Armeens Overgang over Travefloden, hvilket Pflueg fandt nedenfor Staden Lybæk, og besørgede en Pontonbro slagen over samme Flod. Her gik den første Division af Armeen under General-lieutenant Grev Schmettau over og ind i det meklen- borgske. Ved denne Division blev Pflueg ansat som Ingenieur og maatte give de fornødne Oplysninger, som vare indsamlede ved de forhen gjorte Recognosceringer.

Her standser Pflueg sin videre detaillerede Beskrivelse over dette kortvarige Felttog, som blev afbrudt ved en i Rusland forefaldende Revolution, da Kejser Peter den Tredie døde, og hans Gemalinde besteg den russiske Throne under Benævnelse af Catharina den Anden. Strax ophørte Fjendtlighederne mellem Rusland og Dan­mark, og de russiske Tropper, som allerede vare komne til Meklenborg, saavelsom de, der endnu stode paa Grændserne, gik stiltiende tilbage, og den danske Armee gjorde ligeledes Tilberedelser til at vende tilbage til Danmark, saa at det hele Kommando opløstes i Sep­tember Maaned, og Generalfeltmarskal Grev St. Germain, der ikke længere havde nogen egentlig Kommando, be­ sluttede at blive i Holsten, hvor han fandt sig meget fornøjet ved det markgrevelige Hof.

Ogsaa Pflueg forblev i Holsten, indtil han i September M aaned (1762) m odtog Befaling til at vende tilbage til Kjøbenhavn; men det blev ham dog tilladt at opholde sig under vejs et Par Maaneder hos sine Venner paa Fyen , hvorhen han derfor begav sig.

Førend Pflueg videre fortsætter sit private curriculum vitae, være det ham tilladt at anføre Et og Andet, som i Almindelighed omtaltes i Anledning af det kortvarige Felttog. En stor, ja maaske den største, Deel mægtige og rige Jordegodsejere, der vare i Vane med at betragte deres Bønder og Undergivne næsten som Kjøbmandsgods og tilkjøbt absolut Ejendom, følte det som et Indgreb i deres retmæssige Indkomster, naar Regjeringen affordrede dem Mandskab, Heste, Kornvarer og Ægter under Navn af Stats- og Krigsfornødenheder; disse kunde ikke andet end se Tingene igjen i den gamle Gang og Orden med Fornøjelse.

Embedsmændene, saavel de civile som de militaire, der ellers plejede at afgjøre alt ved et Pennestrøg efter gamle Formaliteter, men fandt sig forlegne ved en Del Forandringer, som Nutiden havde udført, og som ud­ fordrede en Hoben flere Kundskaber og Eftertanke, søgte forgjæves at hente Lys i de Anordninger, som vare gjældende i Frederik den Fjerdes Tid , men ikke mere vilde passe med vore Tiders Maade at behandle Tingene paa; disse Mænd glædede sig ved Freden for at kunne tye hen til det gamle Expeditionssprog.

Om gejstlige og juridiske Lærde kan end mindre betvivles, at de fortrinligen maatte glædes over Fredens Vedligeholdelse, da irreligiøs Tænkemaade og Hang til Lovløshed som oftest ere Krigsgudens Følgesvende og ikke gjerne ønske Fred, der sætter Grændser for deres Udaad. Disse Lærde og andre Fakulteters Lemmer og Videnskabsmænd ønske hellere Fred end Krig, alene af den Aarsag, at Videnskaber trives bedre i Fredstider, og selv Krigsvidenskaber hente deres theoretiske Grunde fortrinligen uden for Krigens Tummel. Del maatte altsaa glæde disse, at Krigens Udbrud standsedes.

Vil man endnu hertil lægge den Klasse af Individer, som have at gjøre med Kameral- og Finants-Sager, da bør man ikke undres over, at disse ansaa Freden for det ypperste Gode for i Rolighed og uden Irring at ordne en usigelig Mængde Tal, som deres Hjerne er opfyldt med, og at støtte deres Kundskaber paa Formaliteter, som i Mængde findes i deres Comptoires Hylder og Reoler.

Allerede førend Krigsurolighederne begyndte, kjendtes en vis Underballance i Statens Indtægt og Udgift; den simple Regnekunst lod indse, at en virkelig Krig vilde gjøre saadan Underbailance mere og mere følelig, da nye Indtægtskilder vanskeligen lode sig udfinde, og Pengelaan blive en stedse trykkende Byrde; endog det Hjælpemiddel med nye Skatters Paalæg er temmelig misligt i mange Henseender. Den almindelige Omtale blev altsaa Ud­gifters Indskrænkning, der ikkun lempeligen lod sig ud­ føre, naar Ulighed i Tingen skulde undgaaes.

Efter at de forberørte Klasser, saavel de mindre som de mere oplyste, havde udtomt deres hele Klogskab om det Almindelige i vor Statsstyrelse, faldt vort hele Krigsvæsen ligeledes ind under deres Bedømmelse i Sammenligning med alle Magters Krigsvæsen, der vare indviklede i den saakaldte Syvaarskrig; og her vare de fleste Stemmer paa Frederik den Andens, Kongen af Preussens, Side, om hvem Aviserne berettede saa mange store Bedrifter, som de blot kjendte af Udfaldet uden at kjende Aarsagen. At ligne de preussiske Ind­ retninger ansaa man for den fuldkomneste Krigskunst; men den Omstændighed, at Kongen selv anførte sin Ar- mee og hverken var afhængig af nogen højere Befaling eller stod til noget Slags Ansvar, toge de ej i Betragt­ ning, uagtet alle andre imod ham kæmpende Armeer bleve anførte af Generaler, der stode til Ansvar for hvert Skridt og vare bundne til deres Monarkers og Overauto­ riteters Forskrifter og Befalinger. Med en Slags Ringe­ agt ansaa man især de franske Krigshære, og Slaget ved Rosbach omtaltes idelig med muligste Vanære for de Franske og for deres General Soubise. De glemte al­ deles, at Prindsen af Hildburghausen var Over­ general for den forenede Rigs- og franske Armee; de erindrede ikke, at et fransk Armeekorps under Grev Saint Germain stod for sig selv lige overfor Kongen af Preussen, og at Kongen var i Begreb med at angribe dette Korps, men afstod fra sit Forsæt, da han hørte Navnet paa Generalen, som siden ma­ nøvrerede med den Klogskab, at ban satte sig imellem Kongens og den slagne Armee, hvorved han standsede Forfølgelsen, og Kongen trak sig tilbage. Saare lidet vare de fleste Stemmer i Krigsvæsenet grundede paa rigtig Kundskab og Indsigt, hvilket ikke var saa for­ underligt hos Folk, som vare fremmede i dette Fag. — Men nu ville vi vende os til dem, som stode i militair Tjeneste, og hvis Sag det burde være at handle og dømme med Sagkundskab om Krigsvæsenet hos os saa- velsom hos Andre. Heri maa man dog tage Hensyn til Tidernes Forskjellighed og ikke ubilligen æske de samme Talenter der, hvor et halvt Sekels Fred havde gjort det umuligt at følge Skridt for Skridt de Indsigter, som paa andre Steder vare erhvervede ved jævnlige Krige. I dette Tilfælde var Danmark. En ønskelig langvarig Fred fra 1720 til 1762 tilstedte ingen virkelig Krigserfaring. Enkelte Individer havde vel bivaanet Krige ved fremmede Hære; men dels vare disse Enkelte af den lavere Klasse og havde ved Hjemkomsten ikke stor Indflydelse, selv om de medbragte nyttige Kundskaber; dels kunde disse Kundskaber ikke betragtes som noget helt og passede da sjældent til de i Gang værende Indretninger, der vare forsynede med allerhøjeste Sanktion. Vare nogle Indi­ vider af de højere militaire Klasser end lykkelige nok til at opholde sig ved fremmede Armeer, og man bemærkede hos dem noget fremstikkende Talent, ansaas de snarere med Misnøje end med Velvilje. Alting holdtes skjult og hemmeligt for dem, især naar der mærkedes, at de vilde paa en Maade indtrænge sig i Kabinetsbeslutninger. En dansk høj Stabsofficer fik ved saadan Anledning et Vink til Advarsel, og da han ikke agtede derpaa, fik han tydeligt consilium abeundi.

Det er allerede anført, at den danske Regjering lod en betydelig Del af den danske og norske Armee samles i dansk Holsten i Aaret 1758, hvilket skete af dobbelt Aarsag: 1) havde en fransk Armee under Marskal d’Etrée aldeles slaaet den engelsk-preussiske Armee under Hertugen af Cumberland i Omegnen af Ha- stenbek den 26. Juli 1757 og trykket samme ned imod Elbstrømmen, saa at det maatte befrygtes, at de danske Grændser kunde foruroliges af enten den ene eller den anden Armee, hvilket vilde have været ubehageligt for Danmark, der havde antaget Systemet af en absolut Neutralitet, hvorfor det og besatte sine Grændser med en Observationsarmee og endvidere fandtes villigt til at mægle den bekjendte Konvention ved Kloster-Zewen, hvor den snilde Greve af Lynar vidste at smigre for den i Marskal d'Étrées Sted nyansatte franske General, saa at han lod de havende Fordele fare og indgik en Kon­ vention, som næsten ødelagde den hele adspredte franske Armee og drev den tilbage over Rliinstrømmen; 2) svævede Danmark idelig i Uvished om, hvad det fra Ruslands Side havde at vente i Henseende til det storfyrstelige Holsten, der stedse var som den gordiske Knude, der syntes uløselig. Man vidste, at Kejserinde Elisa­beths Helbred stod paa svage Fødder; man vidste tillige, at Storfyrst Peter var fjendtligt sindet mod Danmark og aldeles utilbøjelig til noget Slags Forlig betrælfende de holstenske Anliggender. Vel var Rusland i aabenbar Krig med Kongen af Preussen; men det bemærkedes tillige ved en og anden Lejlighed, at Storfyrsten ikke tænkte som sin Moder; og næppe var hun død, førend Peter som Kejser stiftede Venskab med Frederik den Anden og gjorde det med en vis Henrykkelse, hvorved Danmark kom i saadan Forlegenhed, at den blodigste Krig næsten syntes uundgaaelig; en Situation, der paa den Tid var saare kritisk.

Vel havde Danmark en ikke ubetydelig Landmagt; men dets militære, økonomiske og videnskabelige Ind­ retning var endnu mange Aar tilbage; den største Del af Officererne havde ikke stort mere militær Kundskab, end hvad de havde lært af nogle Tomer Exercerreglements, som ikke indeholdt egentlige Krigskundskaber men vidtløftige Anordninger om Exerceringen, om Opstillingen ved for- skjellige Lejligheder og om nogle Bevægelser efter gammel Stil. Den unge Officer nød iøvrigt ingen anden Under­ visning end paa Vagtparaden, ved Parolen og i den aarlige saakaldte Exercermaaned; med saadan Forberedelse gik man alle Grader igjennem, undtagen naar man havde Penge til at kjøbe sig ind i højere Grader.

En god Underofficersklasse anses for Sjælen i et Regiment; men her sporedes virkelig Mangel i den danske Armee, da man maatte smaaligt opsøge deslige Subjekter iblandt de udenlands hvervede Rekruter; thi Landets Børn foragtede Soldaterstanden, og desuden blev hele Krigstjenesten forrettet i det tydske Sprog.

Tænker man sig derimod den russiske Krigshær, der lamge og ganske nylig havde været øvet i virkelige Krigsbegivenheder under duelige Feltherrer, en Apraxin, en Fermor m. fl., og havde været i Kamp med preussiske Hære, endog under Anførsel af Friderich den eneste selv, og ikke sjældent tilfægtet sig vigtige Fordele, da kan det ikke synes underligt, at en næppe halv saa stærk dansk Armee, der i mange Aar ikke havde haft virkelig Krigserfaring, maatte savne mange af de Fordele, som Russerne vare i Besiddelse af og strax kunde anvende. Øvede Anførere igjennem alle Klasser kunde den danske Armee ikke gjøre Regning paa, allerhelst da den sav­ nede en Overanfører, der var istand til at danne og vejlede Underanførerne. Vel fik man i den sidste Tid en berømt Feltherre, Grev St. Germain, herind; men han kom for silde, og han var fremmed for vor militære Forfatning, for'vort Sprog og for den Aand, der herskede i vort Militærsystem. f en Tid af nogle faa Maaneder og i det Øjeblik, da Armeen skulde føres mod en overlegen Fjende, kunde han som enkelt Mand ikke omskabe Alt, ej engang lære at kjende de Indretninger og Personer, som han skulde gjøre Brug af; derfor mødte ham og strax mange Ubehageligheder, Vankun­ dighed, Fordomme og Vrangvillighed paa Steder, hvor det ej kunde formodes, og dette havde en fatal Virkning. Uformodentlig gav Forsynet dog Tingen en anden og for Danmark gunstigere Vending. Peter den Tredie døde, og hans Gemalinde svingede sig op paa hans Throne under Navn af Katharina den Anden. Nu bleve Forholdene mellem Danmark og Rusland venskabelige, og den danske Armee vendte tilbage til sine forrige Stand­ kvarterer. Pflueg gik, som ovenfor er sagt, til Fyen.

Det følgende Afsnit omhandler Pfluegs Ophold paa Fyen og Forlovelse med hans Kousine, Frøken Hedevig Rebekka Rasch paa Itønningesøgaard, et Parti, som var arrangeret under Pfluegs Fraværelse af hans Fader og hendes Moder, Justitsraadinde Rasch, uden at han kjendte sin Forlovede, der var 17 Aar yngre end han. 

Et Par Maaneder efter Ankomsten til Fyen erfarede Pflueg, at Grev St. Germain skulde rejse derigjennem for at begive sig til Kjøbenhavn; da han nu tillige erfarede, hvad Dag Greven kunde komme, red han ham imøde paa Landevejen og fulgte ham til Nyborg; den berømte Feltherre modtog Pflueg med særdeles Godhed og udlod sig om Aarsagen til denne sin Rejse, hvorpaa han gik over Bæltet, og Pflueg kom tilbage til Rønninge-søgaard.

I Begyndelsen af April Maaned 1763 fik Pflueg Be­ faling at komme til Kjøbenhavn. Da han kom der og havde meldt sig hos sin Chef, sagde denne ham, at der skulde udføres et Arbejde paa Møen , samt at han vilde erfare hos Overhofjægermesteren, Gehejmeraad Gram , hvori Arbejdet skulde bestaa.

   Det viste sig at være et Odtørringsarbejde, efter hvis Fuldførelse    Pflueg vendte tilbage til Kjøbenhavn i Begyn­ delsen af September    Maaned.

Dagen efter Tilbagekomsten indgav Pflueg sine Rap­ porter, Tegninger og Beskrivelser over Arbejdet paa Møen, saavel til Overhofjægermester G r a m som til sin Chef, Generalmajor Gedde; han gjorde ogsaa Opvartning hos Generalfeltmarskal, Grev St. Germain, der nu var sat i Aktivitet paa en Maade, der ej var efter hans eget Ønske, og hvorom Greven selv yttrede sig saaledes til Pflueg: «Da jeg haabede at tilbringe Vinteren i Rolighed uden videre at have med det danske Militærvæsen at bestille, tilsendte Hs. Majestæt Kongen mig en Pakke med Planer til Militæretatens forbedrede Indretning og befalede mig at tilkjendegive min Mening om de gjorte Forslag, hvilket jeg skulde kunne gjøre ganske upartisk, allerhelst da ingen af Forfatterne var nævnt. Jeg blev ikke vel tilmode, da jeg ved at aabne Pakken strax fandt en Hoben Galimatthias og usammenhængende Snik-Snak, som i militær Forstand ikke havde sund Sands, og det, der syntes taaleligst, dog ikkun bestod i nogle enkelte Stykker og Stumper af Krigsvæsenet. Blot tvende Forslag vidnede om nogen fuldstændigere Kundskab; dem under­ søgte jeg nøjagtigere og sagde min Mening derom i Henseende til de Mangler, jeg troede at finde, hvornæst jeg sendte det Hele tilligemed min Betænkning tilbage; men kort efter befalede Hs. Majestæt, at jeg skulde for­ fatte en Plan, hvilket jeg vel gjorde, dog uden mindste Tanke om, at derpaa skulde reflekteres.» 1 dette Øjeblik blev Greven kaldet ind til Kongen, saa at Pflueg denne Gang ikke fik mere at vide; lian gik derpaa hen til sin gamle Velynder, Oberst de Longueville, hvor han erfarede, at der formodentlig vilde ske en stor Forandring i Militæretaten, hvorved nogle Herrer, og især Overkrigs- sekretairen, ikke vilde finde sig fornøjede; at der endog sporedes en vis Gjæring med Hensyn til, hvad der skulde sejre, enten det gamle eller det nye System. Pflueg, som lagde Mærke til dette Vink, gik flittigt til Apartement paa Slottet for at se, om der viste sig Noget i de forskjellige Ansigter, der tilkjendegav Et eller Andet i det sædvanlige stumme Hofsprog, ved visse Axeltræk, Øjekast, krum eller stiv Byg, hvoraf En eller Andens Indvortes lod sig slutte. Pflueg, som udenlands havde set adskillige gejstlige og verdslige, store og smaa Hoffer, syntes at finde dem næsten stemplede paa en og samme Maade; en stivere eller slappere Hofetikette udgjorde hele Forskjellen. Han saae, at Nogle strax ved Indtræ­ delsen i Gemakket bleve modtagne og fulgte med lange Øjekast for at se, hvorledes de Kongelige og dernæst Stormændene viste sig imod dem, enten med synlig Velvillie, Lunkenhed eller Kulde. Smaa Herrer vare ikke sene i at efterligne hine. Stormænd og mindre Stormænd saae anderledes ud ved Hoffet end hjemme eller paa andre Steder. Nok eller maaske for meget herom.

For Øjeblikket var ikke mere at bestille for Pflueg; han bad altsaa om og erholdt Tilladelse til paa nogen Tid at rejse til Fyen, hvor han fandt Alting efter Ønske, og at man paa Rønningesøgaard var betænkt paa det forestaaende Bryllup, hvortil foreløbige Anstalter gjordes. Imidlertid fornøjede Pflueg sig med Jagten, som stedse havde været hans Element og næsten var hleven til Passion hos ham. Endskjøndt Pflueg haabede at kunne blive paa Fyen, indtil hans Bryllup var overstaaet, fik han Befaling til i Begyndelsen af Marts Maaned (1764) at komme til Kjøbenhavn og strax at melde sig hos Generalfeltmarskallen. Han gjorde det, og ved første Audients viste denne Herre Pflueg Grundtegningen af Kjøbenhavns Fæstning med dens omliggende Egn, tilligemed nogle Projekttegninger, som forhen vare ud­ kastede, efter hvilke Ladegaarden og de tvende Søer skulde indesluttes i Fæstningsværkerne, hvorom han gav sin Mening tilkjende; han sagde nemlig: «Kjøbenhavn som Fæstning betragtet kan ikke yde noget godt Forsvar imod den nu brugelige Angrebsmaade; den er endog udsat for at kunne tages ved et coup de main paa adskillige Punkter; men de tre omkring den liggende Søer vilde nogenledes kunne benyttes til at hindre en Fjendes Tilnærmelse, naar de dertil bleve indrettede saaledes, at de bleve som en Slags Avantfossé, dog bredere end de sædvanlige men ej bredere, end at en Skildvagt paa den indre Side kunde bemærke, om nogen Slags Overfart forberededes paa den ydre Side; desuden skulde Vandene være lige højtliggende og lige dybe overalt.» Det er for vidtløftigt at beskrive det hele Anlæg; men Pflueg fik aile Udkasttegninger for deraf at udarbejde det Hele i det Ilene efter Grevens Mening, og dette gjorde Pflueg i en Tid af 14 Dage til Grevens For­nøjelse.

Omtrent 8 Dage efter, som var en Søndag, spiste Pflueg atter hos Generalfeltmarskallen i et stort Selskab og fandt ham overordentlig munter. I det Øjeblik, Pflueg kom ind, sagde Greven spøgende til de Omstaaende: «voyez le Pflueg qui devient gros et gras; il faut l’envoyer à l’hôpital». Pflueg begreb ej Meningen af denne Spøg; men efter Taflet kom Grevens Vogn med 6 Heste kjørende frem, hvori Greven selv tilligemed Major Mür-hart og Pflueg kjørte ud igjennem Nørreport hen til den paa den Tid saakaldte Krigshospitals-Ladegaard, hvor gamle Soldater, Soldaterkoner og -børn, de for Betleri opbragte Militærpersoner, saa og galne og vanvittige Mennesker af Soldaterstanden bleve hensatte til Under­ holdning, Arbejde og Straf. Her gjennemgik Grev St. Germain alle Værelser, Lejligheder og Kroge for at se, hvorledes den hele Indretning i alle sine Dele var be­ skaffen, og hvorledes man behandlede hver Klasse af Individer. Ingenlunde frembød det Ene eller Andet paa det Sted et glædeligt Syn; man saae endog, at Greven selv var inderligen rørt over de der indsatte Menneskers sørgelige Skjæbne og Medfart; han talede derom med Inspekteuren, men syntes ikke fornøjet med den Oplysning, han her fik, ej heller med Forplejningsmaaden, da han undersøgte Marketenderens Fødevarer og deres Tillavning. Intet undgik hans Opmærksomhed; tilsidst sagde han: «Nu ser jeg Grunden til den Klage, at næsten ingen Soldat har Lyst til at kapitulere, men svarer stedse: was habt ihr anders als euren verfluchten Ladegaard einem alten Soldaten zu bieten?» Dette repeterte Greven nogle Gange med synlig Bevægelse; mere herom siden. Iler bemærkes blot, at det nye under Benævnelsen «General-Krigs-Directorium» organiserede Militærkollegium havde gjort den Forandring med de tre, under forskjellige Chefer hidtil staaende Ingenieur- og Artillerikorpser, at de nu vare bragte under blot to Chefer, saa at Inge- nieurerne stode under en og Artilleristerne under en anden Chef, hvorved den Indretning, at Ingenieurerne tillige skulde sættes ved Infanteriregimenterne, blev op­ hævet, og deres Gage derimod blev forbedret. Pflueg gik altsaa ud af det falsterske Regiment og stod nu under Generalmajor de Feignets Kommando, der var udnævnt til Chef for det hele Ingenieurkorps. Alligevel arbejdede Pflueg en Del under Grev St. Germain selv, hvorved han fandt Lejlighed til i April Maaned at ansøge om Tilladelse til at rejse til Fyen for at holde Bryllup. Han fik Tilladelsen og rejste Dagen efter.

Ved Ankomsten til Rønningesøgaard havde Pflueg rigtignok den Glæde at finde alle sine Venner ved ønske­ ligste Velgaaende; men med Brylluppet saae det endnu temmelig vidtløftigt ud, saa Pflueg indstændigt maatte bede at forkorte de mange og lange Præparatorier, som sædvanlig gjøres paa Herregaardene ved deslige Lejlig­ heder, da hans Tilladelse til at opholde sig paa Fyen var saare indskrænket, og han ikke turde vove at ansøge om dens Forlængelse. Dog bortgik der næsten 6 Uger, førend alting kom istand; men da blev og Brylluppet saa højtideligt som muligt, ja næsten mere end Pflueg ønskede det. Fjorten Dage efter Brylluppet tiltraadte Pflueg med sin unge Kone Rejsen til Kjøbenhavn, hvor han blev venskabeligt modtagen i Huset hos sin ældre Broder og dennes Hustru, som den Gang boede paa Guld­ huset og var, som Direkteur, Bestyrer af det militære Klædemanufaktur. Efter 4 Ugers Forløb kom de Ny­ giftes Tøj, Sager og Tjenestefolk tilskibs fra Nyborg, og nu flyttede de fra Guldhuset til deres hos daværende Søkaptajn Ellbrecht lejede Værelser, hvor de begyndte deres egen Husholdning, hvilket skete sidst i Juli Maaned (1764), og Pflueg saae med Glæde, at hans unge Kone indrettede og førte sit Husvæsen og Økonomien med en Orden og en Klogskab, som om hun havde været en gammel øvet Husmoder. Pflueg meldte nu sin Ankomst hos alle Foresatte, saa og hos Generalfeltmarskal, Grev St. Germain, hvor han nærmere blev underrettet om denne Herres Ideer og Hensigt angaaende Krigshospitals-Ladegaarden, der fornemmelig gik ud paa at forskaffe Lemmerne sunde og luflige Værelser, sund og renlig Føde og anstændig Begegnelse under den strængeste Orden. Disse Hovedideer havde han meddelt Generallieutnant Gähler med An­ modning om at udvikle dem videre og derefter at lade Pflueg udarbejde den hele Detail. Foreløbigen fik Pflueg Befaling, med tiltagne Haandværksmestre paa det Nøjeste at lade undersøge alle Ladegaardens Bygninger for at erfare, hvorvidt det var gjørligt at forhøje Værelserne og gjøre dem sundere; men denne Undersøgelse viste, at Murene ikke kunde bære nogen Forhøjning, da de dertil vare for svage og næsten ikke havde noget Fundament; man fandt ogsaa, at det Hele vilde koste for meget og endda ikke blive godt skikket til Hensigten. En om­ stændelig Beretning med vedføjede Tegninger blev herom indleveret, og General-Krigs-Direktoriet fandt nu selv, at Ladegaarden vilde blive et ubekvemt Sted til den inten- derte Indretning. Inspekteuren paa Ladegaarden vilde aldeles ikke bekvemme sig til, at Lemmernes Spis­ ning skulde foranstaltes ved en ordentlig Husholdning; han lovede vel at anstille Forsøg men gjorde det ikke, og Marketenderen vedblev at levere Skofter istedetfor Brød, raadden Sild og deslige. Da ingen Forandring var at haabe under Inspekteurens Bestyrelse, afgik han med Pension, og Marketenderen afgik ligeledes. Dernæst blev et provisorisk Reglement forfattet, og en Kaptajn, der havde gjort sig fortjent og var bekjendt som Viden­ skabsmand, blev ansat ved denne Anstalt for med en Husholderske at besørge Husholdningen, hvorved den forbedrede Indretning blev truffen, at der leveredes ordentligt Kommisbrød istedetfor Skofter, med hvilket Lemmerne fandt sig overmaade fornøjede; men den øvrige Del af Husholdningen vilde endnu ikke lykkes. Vel var Kaptajnen en meget værdig og retskaffen Mand, der besad smukke Indsigter, især i Mathe­ matik og Astronomi; men han kjendte ingen Hus­ holdningsregler; altfor meget og pinagtigt udregnede han efter Lod og Kvintin, hvad der hver Dag skulde medgaa til at bespise et vist Antal Mennesker, og dog var denne Beregning fejl; thi enten klagede Folkene over Sult, eller Kaptajnen klagede over, at der gik for meget med efter hans mathematiske Methode at regne paa; nok var det, at Beregningen aldrig holdtStik. Han blev kjed af dette Embede og blev Kommandant paa Munkholm efter eget Ønske.

Som nu General-Krigs-Direktoriet ved de adskillige Forsøg havde erfaret, at dets bedste Hensigter med at forskaffe de gamle Invalider, deres Enker og Børn bedre Kaar, ej vare bievne opnaaede paa Ladegaarden, og ingen Udsigt gaves til, at det kunde ske i Fremtiden, tog dette Kollegium den Beslutning at indgaa med en Forestilling til Ils. Majestæt Kongen om at forflytte den hele Anstalt ind til Kjøbenhavn, dels for at have den nøjere under Øje, dels ogsaa for med mere Bekvemmelighed at faae Tilførsel af de mange behøvende Artikler, Levnedsmidler, [Idebrændsel m. v. Pflueg fik derfor den Befaling at opsøge en Gaard, som dertil kunde indrettes; thi ganske fra Grunden af at opbygge en saadan Gaard befrygtede man vilde koste for meget og tage for lang Tid. Pflueg, der havde lært at kjende denne Anstalts Natur og omtrent vidste, hvad Huslejlighed og Rum dertil kunde behøves, søgte længe forgjæves, men hørte omsider, at en Klæde- fabrikeur, Kommerceraad D a e m e n , i Store Kongensgade var sindet at nedlægge sin betydelige Fabrik og leve af sine Midler. Saasnart Pflueg fik dette at vide, gjorde han sig et Ærinde derhen for at se Stedet; han fandt en Bygning til Gaden, der bestod af tvende tæt ved hinanden staaende grundmurede Huse med en betydelig stor Grund, der gik helt igjennem Kvarteret fra Store Kongensgade til Norgesgade, hvorved endvidere fandtes Side- og Tværbygninger, ligeledes af Grundmur, hvilket Alt, efter Pfluegs Skjønnende, kunde indrettes til en saadan Anstalt uden overmande stor Bekostning; dog begjærede Ejeren 20,000 Rd. for denne hele Ejendom; hvilket Alt Pflueg indberettede, til det høje Kollegium, som nærmere lod det Hele undersøge og selv tog Stedet i Øjesyn.

Atter forefaldt en ny Forretning for Pflueg, da det var bragt paa Bane at lade bygge Kaserner til Soldaternes Indkvartering, og Stadens Magistrat egentlig skulde besørge dette, siden Indkvarteringen var en Sag, der vedkom Borgerskabet. Mange og forskjellige Teg­ ninger og Forslag vare desangaaende indkomne, og i Henseende til Pladsen var et Stykke af den saakaldte St. Annæ Kirkegaard, der tilhørte Enkedronning Sophia Magdalenes Mejeri, af Hs. Majestæt bleven bevilget, hvorpaa Magistraten allerede havde ladet hen­ bringe en Del Bygningsmaterialier; men om Bygningen selv var man endnu ikke enig. Ingen af de indkomne Tegninger syntes at passe til Troppers Indkvartering eller til Stedet, som var en irregulær Figur; og Slut­ ningen blev den, at Magistraten frasagde sig Bygnings­ væsenet men gjorde det Tilbud at forhøje Indkvarterings­ beløbet med en vis Summa Penge i nogle Aar, naar General-Krigs-I)irektoriet selv besørgede det øvrige.

Pflueg, som i denne Tid jævnligen havde været Mellembud med Tegninger, Dokumenter og deslige mellem det militære Kollegium og Overpræsidenten, fik nu Be­faling at henvende sig til den kongelige Bygmester, Professor Jardin, og i General-Krigs-Direktoriets Navn levere ham Planen af den til Byggeplads bestemte Del af St. Annæ Kirkegaard, saa og en Fortegnelse over, hvad Værelser og Lejligheder man ønskede indrettede for Officerer og Gemene af 2 Infanteriregimenter. Pflueg udrettede dette og fik strax efter den Befaling at underhandle med Kommerceraad Daemen om den nøjeste Pris paa hans Gaard, hvilken han erklærede ej at blive anderledes end i det ringeste 16,500 Rigsdaler. Det blev aller- naadigst bevilget, at Sælgeren skulde faae den nævnte Kjøbesumma udbetalt til næste Aars Ilte Juni Termin, imod at han afleverede hele Ejendommen tilligemed dens faste Inventarium og øvrige Appertinenlier og et lovligt Skjøde til næste Aars Paaske Flyttetid. Pflueg blev befalet at besørge alt dette; men den Forretning paadrog ham en Del Uvillie af nogle Civilbetjente, der ansaa Pflueg qua Militær som inkompetent til saadan Sag og derfor søgte Lejlighed til at sværte ham uformærkt. Sagen blev imidlertid dog udført til Kollegiets Tilfredshed, uden at Pflueg mærkede de derimod gjorte Anslag.

   Forfatteren opholder sig derefter ved nogle Kabaler, som havde til Hensigt at berøve ham Grev SI. Germains Gunst men mislykkedes.

I denne Tid havde Nogen, man ved ikke hvo, søgt at bringe Kongen paa den utidige Tanke at forøge sin Landmagt til 100,000 Mand, en Tanke, som avledes af en enthusiastisk Forestilling om Kongen af Preussens nu lykkeligen endte Krig. Man betænkte ikke Forskjellen i Omfang af de preussiske og de danske Stater, hvorved endnu dette maatte komme i Betragtning, at Danmark, ikke Preussen, havde en betydelig Marine at under­ holde. Pflueg var nærværende, da Grev St. Germain og General Fink talede om denne Materie, hvor de begge vare enige i at tro, at denne Forøgelse vilde være til større Skade end Gavn efter Landets daværende Indret­ning og Godsejernes store Privilegier. Ikke desto mindre indløb den kongelige positive Befaling, at 3 nye Regi­ menter skulde oprettes. Vanskeligheden ved at faae Officerspladser besatte var ej saa stor i Fredstid som ved at faae duelige Underofficerer og Soldater til 3 Regi­ menter, der efter den nyere Indretning skulde bestaa af 14 Kompagnier hvert Regiment; Sagen maatte altsaa opsættes i nogen Tid.

Ved ovenfor at have nævnt General Fink , der nylig var kommen i dansk Tjeneste, tør Pflueg dvæle noget ved denne fortjente Herre, der havde været en af Preussens mest udmærkede Generaler men var saa uheldig den 20de og 21de November 1759 at blive slaaet  og fangen med et Armeekorps paa mere end 18,000 Md. Kongen havde bestemt, at dette Korps skulde besætte Defdeerne fra Sachsen til Bøhmen, saa at den øster- rigske Armee efter en tabt Bataille i Sachsen ej skulde kunne retirere ind i Bøhmen. Kongen besad over­ ordentlige Krigstalenter; men han havde den ubegribe­ lige Ufuldkommenhed at tænke for lavt om de fjendtlige Generalers Duelighed, hvorved han dog flere Gange var kommen tilkort. De russiske Generaler Apraxin og Fer mor, ligesom en Del af de østerrigske Generaler, havde adskillige Gange overtydet ham om, at de vare habile Anførere. Bataillerne ved Kollin og Kunnersdorf og Overfaldet i Kongens Lejr ved Hohenkirchen m. m. kunde have givet ham rigtigere Tanker; men selv i den ommeldte Tildragelse med General Fink dømte Kongen atter urigtigt. Han troede ikke, at den kejserlige General Da un mærkede, at han tog et betydeligt Troppekorps af sin Armees bageste Linie, og at Daun tillige gav Agt paa dets Bevægelse eller rigtigt indsaa Hensigten dermed. Men ogsaa Daun tog stiltiende af sin bageste Linie et Armeekorps, som snildeligen strax afskar al Kommuni­ kation imellem Kongen og General Fink , gik ligefrem løs paa dennes Korps ved Maxen, slog ham og General Wunsch og tog dem med hele Korpset fangne, uden at de vare istand til at give Kongen mindste Underretning om deres mislige Stilling.

Uagtet den over General Fink nedsatte høje Krigsret aldeles frikjendte ham, var Kongen dog vedblivende i højeste Grad unaadig imod ham; thi regjerende Fyrster, og især Friderich den eneste, ville sjældent tro eller tilstaa at have fejlet. Imidlertid gav denne Katastrofe Anledning til, at General Fink kom i kongelig dansk Tjeneste, hvor hans militære og andre Talenter bleve paaskjønnede, og det varmeste Venskab sluttedes imellem ham og Grev St. Germain. Kun Skade, at dræbende Sorger allerede havde naget for haardt paa denne Herres Konstitution, saa at han døde tidligt og hastigt efter sin værdige Frue, efterladende sig tvende vakre, uskyldige Børn, dem Grev St. Germain tog til sig. En Dag, da Pflueg havde noget at melde, fandt han begge Finks Børn siddende paa Skjødet af Greven, som med taare- vædede Øjne sagde til Pflueg: avoyez ces pauvres filles qui sont devenues orphelines par le caprice du sort, et par ce que leur père malheureusement est tombé dans la disgrâce de son maître, non par sa faute, mais plutôt par celle du maître». Overmaade rørende var dette Syn: at se en graahærdet Kriger, med sin Vens fader- og moderløse Børn paa Skjødet, fælde Taarcr over disse Uskyldiges Fremtidsskjæbne. De bleve nogen Tid efter modtagne i Berlin af deres Moders, den Mannsteinske, Familie. — Dette Intermezzo var vel langt, men tør maaske tilgives en 80 Aar gammel Mand.

Begge Bygningsvæsener, saavel Kasernernes som Invalidernes, og sammes Indretninger bleve approberede af Hs. Majestæt Kongen efter General-Krigs-Direktoriets Forslag; det første til 2 Regimenters Indkvartering, det sidste til 160 Invaliders, 40 Soldaterenkers, 60 Sol­ datersønners og 40 Soldaterdøttres, der vare Vajsenbørn, deres Underholdning og Forsørgelse, og denne Anstalt fik Benævnelsen Frederiks PIejehus; men da den først blev færdig i Aaret 1769, efter Kongens Død, blev den siden kaldt Christians PI ej ehus. Pflueg afgik i dette Aar, 1765, fra Ingenieurkorpset og blev ansat som Direkteur ved denne nye Stiftelse; han maatte tillige udføre denne Anstalts hele Bygningsvæsen samt øvrige Indret­ ninger. Her foruden blev ham paalagt Opsyn over Krigshospitals-Ladegaarden efter dens endnu havende For­ fatning, dog med nogen Forandring, indtil den nye Anstalt i Store Kongensgade blev saavidt færdig, at samtlige Lemmer der kunde modtages. Endvidere fik Pflueg Be­ styrelsen af et i St. Pederstræde beliggende saakaldet Plejehus, i hvilket et Antal militære Børn vare bievne underholdte fra den Tid, da Regimenterne kom til Hol­sten i Aaret 1758, og da den meget værdige Pastor Lorch paa Christianshavn, der med saa megen Berøm­ melse havde anlagt et Institut for Pigebørn, ligeledes havde paataget sig Tilsynet med benævnte Plejehus men nu frasagde sig samme.

Foruden ovenmeldte Forretninger fik Pflueg endnu Bestyrelsen af Arbejdet ved Kasernerne, der skulde op­ føres af militære Haandværkere under Opsyn af Haand- værksmestre i forskjellige Professioner, saa at en Mur­ mester, en Tømmermester og en Snedkermester havde Tilsyn med disse forskjellige Arbejder og daglig skulde være tilstede eller sende en duelig Polerer. En Bygnings­ kommission, bestaaende af 4 Kaptajner, 2 af det danske og 2 af det norske Livregiment, skulde have det mili­ tære Opsyn over Haandværkssvendene og Haandlangerne, der alle vare Soldater, og Pflueg skulde bestyre det egent­ lige Bygningsvæsen efter Professor J ard in s approberede Tegning, som Pflueg dog ikke fik paa engang, men blot en enkelt Tegning successive af hver Etage og Fagaden af en af Fløjene; det øvrige fik han siden efterhaanden.

Alle Bygningsmaterialier rekvireredes af Pflueg, hvor­ efter Bygningskommissionen besørgede dem hidførte og holdt Regnskabet derover; men Pflueg bestemte deres Brug og Anvendelse; thi ingen af de fire Kaptajner vare kyndige i Bygningssager, ej heller var noget deraf dem overdraget; ikkun over Indtægt og Udgift førte de Regn­ skabet, hvortil de havde en duelig Kommissionsskriver. Alle Kontrakter over Leverancer, Arbejder m. v. forfattede vel Pflueg, da de Herrer Bygningskommissairer ikke vare øvede i deslige Sager; men de udfærdigedes med Kom­ missionens Underskrift. Ligeledes betaltes ugentlig alle Arbejdspenge af Kommissionen, saavelsom hvad der var at betale af større Summer for Leverancer og deslige, da Pflueg var fritagen for al Slags Regnskab ved Kaserne­ bygningen, fordi han ved Frederiks Plejehus og andet Arbejde desuden havde Regnskabssager under Hænder.

Efter gjorte Forberedelser med at tilføre Kalk, Grund­ sten, Mursten m. v. blev Fundamentet og Kjælderen ud til Sølvgaden lagt og opført endnu i Aaret 1765.

Nu vende vi os til Frederiks Plejehus, som skulde indrettes i den af Kommerceraad Daem en solgte Gaard i Store Kongensgade. 1 Marts Maaned 1765 var Pflueg med sin Familie flyttet ind i de Værelser, som ham af Sælgeren ifølge Kjøbekontrakten bleve indrømmede, for slrax at have det fornødne Tilsyn med Stedet og træffe de foreløbige Anstalter til det forestaaende Byg­ ningsvæsen og Materialiers Anskaffelse, hvortil Daemen anviste Plads og Lejlighed...................................................

Den approberede Plan til denne nye Stiftelse havde medført, at foruden Direkteuren en Plejekommissair var bleven udnævnt, og denne varPremierlieutnant Ziegler , der skulde være den anden Person i Direktionen og gaa Direkteuren tilhaande, hvorom Pflueg strax underrettede ham og meddelte ham Planen, saavel den approberede som de Interimsanordninger, Pflueg havde fundet for­ nødent at gjøre. Saasnart Kommerceraad Daemen var udflyttet af Gaarden og havde gjort den ryddelig ved Paaske Flyttetid, begav Pflueg med Familie sig ud af de Værelser, han havde beboet i det ene Forhus til Gaden, og flyttede ind i den lave Tværbygning i Gaarden, og strax efter blev Begyndelsen gjort paa Bygningerne til Gaden, som bestod af el Hus af to Etagers Højde og et Hus af en Etage med en stor Kvist; dette Hus skulde forhøjes og bringes i Flugt med det første, som godt lod sig gjøre, og da traf Porten temmelig i Midten af hele Bygningen, saaledes som Pflueg havde indrettet Tegningen, hvorved Huset fik en anselig Façade ud til Gaden og udmærkede sig fra andre Borgerhuse.

Nu voxede Skriveriet ved de forskjellige Arbejder, som Pflueg havde under Hænder, saa at han mange Gange maatte tage Nætterne til Hjælp, da Dagene for Størstedelen bortgik med atgaa fra et Sted til et andet, hvor han havde atbestille, saasorn ved den nye Kasernebygning, ved Ladegaarden uden Porten, ved Pleje­ huset i St. Pederstræde og hos Pastor Lorch paa Christianshavn, dernæst hos Professor Jardin og i General-Krigs-Direktoriet m. v. Saaledes gik det næsten til Aarets Ende, da han endnu ingen Hjælp kunde have af Plejekommissairen, Lieutnant Ziegler , der som Adjutant ved det holstenske Regiment endnu havde meget med Regimentets Sager at gjøre; og aldeles ingen Hjælp havde Pfiueg ved Skriveriet og Tegningers Udarbejdelse, hvilket han alt selv maatte bestride, men gjorde det med saa megen mere Glæde, som hans Foresatte viste sig tilfredse med hans anvendte Flid, hvilket i ældre Tider var temmelig usædvanligt, da Flid ikke udmærkedes men blot betragtedes med en Slags Kulde som plat Skyldighed.

Uagtet det opmuntrende Bifald, som Pfiueg sporede hos vedkommende høje Foresatte, følte han dog en krænkende Anelse over adskillige Uvedkommendes ligesaa dristige som skumlende Udladelser angaaende de Anord­ ninger, som skete ved Militæretaten; disse Udladelser kom fra Personer, der kjendelig gjorde det mere af Animositet end med rigtig Indsigt i Tingene og ingen­ lunde kunde eller vilde anses for Smaafolk. Sikkert nok er det, at Kongens dalende Sundhed og Kronprindsens store Ungdom oplivede Haabet hos disse Herrer, hvis Indfly­ delse ej var saa stor, som de meente, den burde være. De lagde alle Aarer ud for at snige sig ind ved given Lejlighed, hvilket dog ej vilde lykkes endnu i dette Aar, 1765; men da Hans Majestæt Kong Frederik den Femte afgik ved Døden den 14de Januar 1766, saaes strax, at nogle Hoveder antoge en ny Stilling og næppe kunde oppebie det kongelige Ligs Bisættelse.

Strax efter Kong Frederik den Femtes Død blev dette høje Dødsfald og Kong Christian den Syvendes Tronbestigelse udraabt fra Christiansborg Slotsaltan, og Troskabseden aflagt af Land- og Søetaten saavelsom af Borgerskabet og alle andre Korporationer. Allevegne saaes Forventningen spændt paa, hvad videre vilde ske i den nye Regjering, hvilket man tildels troede at kunne slutte af de høje Personer, som holdt sig nærmest ved Tronen. Af de tvende Enkedronninger, Sophie Magda- lene og Juliane Marie, syntes den sidste at trække sig mest tilbage og den første at vise sig mest paa Skue­ pladsen, saa at hun endog imod Sædvane ofte bivaanede Krigsmanøvrerne. Af Kavallerer havde Prinds Carl af Hessen mest Adgang, og som næsten jævnaldrende med Kongen foranledigede han, at Hs. Majestæt fattede Smag for Militærvæsenet, saa at han endog kom ned til Generalparolen, der stilledes paa Slotspladsen ligefor Slottets Vinduer, hvorimod hans kongelige Forfædre ikkun havde seet Vagtparaden ovenfra igjennem Slotsvinduerne. Dette satte hele Hoffet i Bevægelse, saa at man lavede sig til at følge Hans Majestæt ned ad Trapperne; men han sagde strax: »Naar jeg gaar i Konseillet eller i Kabinettet, kan de Herrer følge mig, men paa Vagtparaden behøver jeg ikke saadant Følge«. Man veg tilbage, og Prinds Carl alene fulgte Kongen. Pflueg var hændelsesvis paa Paraden samme Dag og saae Folk stimle sammen for at se Kongen.

Der skete imidlertid for Pflueg en ikke behagelig Forandring, som han erfarede af Grev St. Germain selv, der sagde til ham: »Le Roi m’a écrit une lettre honnéte et m’a dispensé d’assister au directoire-général». Pflueg fik Brevet at læse; det var paa fransk og i meget naadige Udtryk; men man kunde fuldkomment spore, at en Kabale havde fremskyndet samme, og at mere vilde følge efter om føje Tid.

Her maa Pflueg standse ved nogle Betragtninger, som Tid og Omstændigheder gave ham Anledning til i denne vigtige Epoke, da Frederik den Femte var død i en Alder, som efter Naturens Orden syntes endnu at kunne have spaaet en længere Levetid, og Christian den Syvende i den unge Alder af 17 Aar saae sig betynget med be­ sværlige Regjeringspligter, hvortil han selv tilstod ej at føle sig nok forberedt, uagtet han som Kronprinds maaske endog med for megen Slrænghed havde lært meget af egentlige Skolevidenskaber, men for lidet af de Kundskaber, han som Konge behøvede, endog blot til at skjelne iblandt de Raad og Vink, der bleve ham insinuerede fra mange Kanter At Monarken vilde det bedste, viste sig ved alle Lejligheder; men rigtig Vejledning dertil savnede han alt for meget og ofte.

Et temmelig udstrakt Bekjendtskab med de højere og lavere Menneskeklasser i alle Stænder, den Lykke ofte at spise ved fornemme Rangspersoners Tafler, den Lejlighed ved Couren og paa Appartementsaftener eller ved andre Festiviteter at se Hoffet og være Vidne til de dertil Adgang havende Herrers forskjellige Konversationstone, Venskabsbeviser, endog blotte Miner, naar de nærmede sig eller forlode hverandre, var af Betydenhed i de Tider for den Iagttager, der kjendte Verden og nogenlunde forstod Minesproget.

Grev St. Germain begav sig til Søllerød Slot, et overmaade behageligt Sted, som højsalig Kong Frederik den Femte havde skjænket ham til Sommerbolig. Her vandt hans humane Væsen Alles, saavel Bøndernes som den værdige Præst Hr. Træskovs og andre der i Egnen boende Familiers Hjerter, uagtet han var en fremmed disgracieret Herre, der ikke kunde tale dansk og kun maadelig tydsk.

Andre nye Lys begyndte nu at skinne paa Firma­ mentet; men Pflueg skal blot berøre dem, som virkede paa de Cirkler, i hvilke han befandt sig og havde faaet anvist Arbejder. Det hidtil bestandne General-Krigs-Direktorium blev opløst, og i dets Sted organiseredes tvende nye Kollegier: «det høje Iirigsraad« under Forsæde af Hs. Durchlauchtighed Prinds Carl af Hessen, der havde flere Herrer under sig, og «General-Commissariatet», der bestod af mange Herrer men dog var at anse som et subordineret Departement. Her arbejdedes nu i flere og forskjellige Kontorer paa hele Landmilitæretatens nye Organisation efter forandrede Grundsætninger. Som en Følge heraf kan det iblandt Andet anses, at der efter nogen Tids Forløb indløb den Befaling at indkomme med Overslag paa, hvad det kunde koste at nedbryde og afbrække samt oprydde, hvad der var nedlagt i Grund og opmuret af Kjælder- etagen ud til Sølvgaden af de nye Kaserner. Det blev ligeledes befalet at opgive alle Poster, som vare helt færdige, halvt færdige eller og blot begyndte af Christians Plejehus, med Taxation over sammes Værdi. Endvidere blev befalet, at Direktionen, Betjentene og alle Personer, som vare sammesteds, skulde udflytte af Bygningen til Paaske Flyttetid. Man begriber letteligen, at alt dette ikke kunde være Pflueg meget behageligt. Som nu disse Befalinger egentligst vedkom ham, der havde berørte Bygningsvæsen under Hænder, og da Befalingerne hidrørte fra Generalmajor Huth , der paa samme Tid var udnævnt til Generalbygningsdirekteur, ansaa Pflueg det som Pligt for sig at indhente nøjere Oplysning om, hvorledes hine Befalinger skulde forstaaes og udføres. Med temmelig Forundring hørte Pflueg ved den Lejlighed det besynderlige Spørgsmaal af Generalen: «Braucht man denn hier in Kopenhagen keine Mauerlatten; ich finde sie nirgends?» I Begyndelsen antog Pflueg det for en Art Ironi; men han mærkede snart, at Spørgsmaalet gjordes i Alvor, og af flere deslige Spørgsmaal erfaredes, at Byg­ ningskunsten ikke var Generalens egentlige Studium1). Pflueg havde desuden ikkun kjendt ham som Kaptajn ved det hessiske Artilleri, især fra det store Slag 1759 ved Minden, hvor han som Artilleriofficer kommanderede paa et af de Batterier ved Thonhausen, paa hvilke det franske Kavalleri tørnede, men som det ej kunde sætte over formedelst de anbragte tre Rader «Ulvegrave». Fra Byg­ ningsvæsenet begyndte Generalen at tale om det danske Artilleri, hvilket han, vel ikke ganske uden Grund, aldeles nedsatte. Det hessiske Artilleri ansaa han for det bedste i Europa, og da Pflueg nævnte det sachsiske og det franske Artilleri, var han nær bleven vred; thi han havde en besynderlig Animositet imod alt det, som var fransk. Pflueg fandt det upassende at modsige Generalen; men saa meget lagde han dog Mærke til, at Generalens Ind­ sigter ej gik meget videre end til det Praktiske og hvad der var anvendeligt i Felten og i Belejringstilfælde; den theoretiske Del, tilstod han selv, havde han ikke havt Tid til at studere; imidlertid yttrede han megen Mis­ fornøjelse over, at man i det høje Krigsraad ej bifaldt hans indgivne Militærplan, hvori han især forlangte et Artillerikorps paa 4000 Md. løvrigt sagde han, at naar Pflueg om 3 a 4 Uger vilde komme til ham, skulde han faae de forlangte Oplysninger angaaende Kasernerne og Christians Plejehus; dog skulde paa begge Steder ad interim ikke videre bygges.

Pinlig var den Stilling, i hvilken Pflueg for Øjeblikket befandt sig, da han mærkede, at der var en stærk Spænding saavel i det høje Krigsraad som i Generalkommissariatet. Paa begge Steder havde Pflueg rigtignok Velyndere; men Fermentationen var saa stor, at det let skjønnedes, at Explosionen vilde ske til en af Siderne; ikkun var der stor Tvivl om, hvorhen Udbruddet vilde vende sig, da mægtige Partier stredes om at faae Kongen paa deres Side; ja der kom endog Damer med i Spillet.

Saaledes bortgik næsten hele Vinteren. Imidlertid sagde et løst Rygte, at Hans Majestæt Kongen og Hans Durchlauchtighed Prinds Carl af Hessen vare udredne sammen, og at de paa deres Ridetour havde besøgt Grev St. Germain paa Søllerød Slot. Ingen vilde i Begyndelsen tro dette Rygte, og endnu mindre kunde man forestille sig, hvad dertil havde givet Anledning. Ikke desto mindre blev det dog snart bekræftet med det Tillæg, at begge, Kongen og Prindsen, stode af deres Heste udenfor Slottet og uformodentlig traadte ind i den forreste Sal, hvor en af Grevens Tjenere blev forbauset ved at se dem og strax vilde løbe bort; men de befalede ham at sige dem, om Greven var tilstede. <'Ja», svarede Tjeneren ganske bestyrtet, «tilstede er han; men han er upasselig og ikke paaklædt; dog vil jeg gaa ind og melde de høje Herrer». «Det behøves ikke», sagde Kongen, og med det samme fulgte han og Prindsen Tjeneren i Hælene lige ind i Gemakket, hvor Greven sad i sin Slobrok i en Lænestol. Kongen løb strax hen til ham og forbød ham at klæde sig paa, da han var kommen uanmeldt for ej at gjøre Greven Uro. Nu blev der frem- baaret tvende Lænestole, i hvilke Kongen og Prindsen satte sig, hver paa sin Side af Grev St. Germain, og man forsikkrede, at det var rørende at se den unge Monark og en ung Prinds med en bedaget Generalsperson imellem sig at holde en fortrolig Samtale med hverandre. Omtrent to Timer varede Samtalen, hvorefter Kongen og Prindsen forlode Søllerød, og Mange stak Hovederne sammen for paa en eller anden Maade at komme efter, hvad denne Gaade vilde sige. Nogle troede, Andre haabede, og atter Andre forsikkrede med Bestemthed, at denne «Francos» — saaledes kaldte de Grev St. Ger­ main — havde ved den Lejlighed i al Stilhed faaet sit Rejsepas.

Ikke mindre end Andre, og maaske med nogen mere Interesse, var Pflueg begjæriig efter at vide, hvorledes det var tilgaaet, og hvad Følger det vilde have, at Kongen og Prindsen paa egen Haand havde været i Søllerød hos Grev St. Germain. Vel havde Pflueg Tilladelse til at komme til Søllerød, naar han vilde; men i dette Øjeblik tog han det dog i Betænkning af Frygt for at erfare noget Ubehageligt. Ved at møde og tale med daværende   Krigsraad Dalsgaard , Bureauchef i Generalitetet, beroligedes Pflueg paa en Maade, da Dalsgaard af visse Omstændigheder formodede, at Greven paany vilde komme tilbage. Endnu mere beroligende var en Samtale med Oberst Arenstorf, der sagde positivt at være underrettet om, at Ge neral-Krigs-Direk toriet igjen skulde oprettes, og at det rimeligvis vilde blive i dets forrige Form. Pflueg kunde dog næppe forestille sig, hvorlunde alt dette kunde blive muligt. Forandringen gik imidlertid rigtigt for sig, hvorom Pflueg blev endnu mere overtydet, da han fik Befaling til at fortsætte den standsede Kasernebygning og Christians Plejehus’s hele Indretning.

Kongens Formæling og Kroning gik for sig med stor Højtidelighed i Christiansborg Slotskirke den 1ste Maj 1767 til almindelig Glæde. Nogen Tid derefter skete en og anden Forandring ved Hoffet; men Hans Majestæt Kongen fandt saadant Behag i Grev St. Germains Nærværelse, at der endog blev ham anvist Gemakker paa Frederiksberg Slot, hvilket dog saavelsom al anden mod denne Herre bevist kongelig Naade paadrog ham hemmelige og mægtige Fjender, der kun søgte en gunstig Lejlighed for at opvække Monarkens Koldsindighed imod ham, i det Haab at bringe det omsider fra Koldsindighed til virkelig Unaade. En Upasselighed, der tvang Grev St. Germain til at blive nogen Tid i Ivjøbenhavn og ej at komme til Frederiksberg, var allerede en Lejlighed, som man benyttede sig af for at lade Kongen forstaa, at Kjedsommelighed af at være om Kongens Person ventelig var mere Skyld end Upasselighed i, at Greven afholdt sig fra at komme til Frederiksberg. Denne odieuse Yttring gjorde dog intet Indtryk paa Monarken, og Grev St. Germain indfandt sig hos Hans Majestæt, saasnart hans Helbred tillod det.

Over Alt, hvad mærkværdigt og nødvendigt der var at agte paa ved en Armee i Fredstider og Krigstider, havde Grev St. Germain forfattet en saakaldet Krigskatekismus, der havde nogen Lighed med den bekjendte østerrigske General Khevenhuliers Skrift af samme Navn, men var mere fuldstændig og efter den nyere Krigskunsts Regler, saa at man ved Hjælp af Tabeller og vedføjede Tegninger kunde overskue Alt, hvad der hørte til den offensive og defensive Krigsføring. Dette undervisende Skrift modtog Kongen med største Velbehag, førend han rejste til Holsten for at mønstre Tropperne, hvorhen Grev St. Ger main ligeledes fulgte Monarken, ligesom han og kom med ham tilbage igjen.

Imidlertid var Arbejdet i General-Krigs-Direktoriet gaaet frem med stærke Skridt, fornemmelig under General Gåhiers Haand, der var bleven indkaldt paany af Grev St. Germain som en Mand af utrættelig Flid og Virksomhed. Pfluegs Arbejde ved Kasernebygningen var ligeledes fremmet saa meget, at Taget kunde rejses paa Længen ud til Sølvgaden endnu i dette Aar. Med Plejehuset gik det ogsaa ganske godt.

   I det herpaa følgende Afsnit omtaler Forfaderen de Vanskeligheder, der beredles ham ved Kabaler, som stræbte at undergrave hans Kredit hos General-Krigs-Direktoriel, dog uden at del lykkedes.

Nu komme vi da igjen til Kasernebygningen, der var saa vidt fremmet, at Krandsen kunde paasættes Længen ud til Sølvgaden, og denne Haandværksceremoni syntes her saa meget mindre at burde savnes, som Byg­ ningen i en vis Forstand var den første i sit Slags her i Kjøbenhavn, og alle Arbejdere, saavel Haandværkere som Haandlangere og Pligtsfolk, vare Soldater. Alle ønskede, at Krandsens Paasættelse maatte ske med en vis H ø j­ tidelighed, svarende til Haandværksbrug, og med militær Anstand. Pflueg troede, det var rigtigst at overlade Krandsens Forfærdigelse til Haandværkerne selv efter deres brugelige Koutume; ikkun til nogle enkelte Forhold i Tegningen angav han visse Ideer, som de villigen optoge, og de forfærdigede en uhyre stor Krandst som dog ikke  syntes overdreven, da den kom op paa den høje Bygning at sidde paa sit rette Sted. Denne Krands blev Aftenen førend Ceremonien i Stilhed baaren op i General-Krigs- Direktoriets yderste Forsal. Dagen efter blev hele Mand­ skabet i behørig Paaklædning, Professionisterne med Skjød- skind og Værktøj, og hele Troppen i militæriske Afdelinger, opstillede paa Byggepladsen, havende med sig adskillige Korps af Regimenternes Feltmusik saavelsom et vist Antal Kvarterfaner, hvilket Alt dannede forskjellige Grupper, som i militærisk Orden, dog i Stilhed, marcherede igjennem Byens Gader hen til General-Krigs-Direktoriets Gaard, hvor alt Mandskabet stillede sig op udenfor paa Gaden, og en Deputation, under Anførsel af Polerere eller Mestersvende, gik op i Kollegiets Forsal og lod ansøge om Audients og Tilladelse til at afhente den opbragte Bygningskrands. Efter at have erholdt denne Tilladelse nedbare de Krandsen og bragte den i fuld Ceremoni, efter Haand- værksbrug, paa Byggepladsen, hvor den med sædvanlig Højtidelighed, komiske Taler og Harlekinader blev opsat under fuld Musik. Mange Standspersoner af begge Kjøn, endog nogle af høj Rang, indfandt sig paa Pladsen, hvor Pflueg for egen Regning lod servere en anstændig Kolla­tion, og om Aftenen behagede det Hans Kongelige Majestæt ved en Generaladjutant at tilstille Pflueg 50 Dukater til Uddeling iblandt Professionister og Arbejdere, hvilket skete Dagen efter og blev af Pflueg anmeldt i General-Krigs- Direktoriet, hvis Præsident takkede Hans Majestæt for den saaledes beviste Kongelige Naade.

Faa Dage efter denne i sin Art ikke ubehagelige Tildragelse indtraf en anden af modsat Natur, som den aldrig hvilende Kabale længe forud havde pønset paa at faae iværksat, men nu først ved Hjælpers Hjælpere fik udklækket, og som angik tvende vigtige Mænds Bortfjer­ nelse, nemlig Grev Danneskjold-Samsøes og Grev St. Germains, hver fra sit Departement. Naar man har læst Marmontels Beskrivelse over Belisarii Skjæbne, da han faldt i Unaade hos Justinianus, har man et nogenlunde Begreb om, hvad der kunde møde især Grev St. Germain , naar hans Antagonister havde den Glæde at se hele Hoffet og Militæretaten vende ham Ryggen og haane ham. Dog Øjnene saavelsom den ham kontrakt­ mæssig tilkommende aarlige Pension beholdt han.

Nu fik General-Krigs-Direktoriet en forandret Benæv­ nelse, nemlig: «Generalilets- og Commissariats-Collegium », men ingen Præsident. Forretningerne lede ej heller nogen Forandring; Grundsætningerne bleve næsten de samme som forhen.

Hvad de Arbejder angaar, som Pflueg havde under Hænder, bleve de fortsatte med Alvorlighed, og det blev endvidere besluttet, at Sø- og Landkadetter ej længere skulde være samlede i een Bygning som hidtil, meri at hvert af disse Instituter skulde have sit eget Hôtel. Til Landkadetterne bestemtes det saakaldte Brokdorffske Palais, som en Tid lang havde staaet øde og blot var brugt som Vaskerhus, endskjøndt det var et af de fire Palaier, der indesluttede den smukke Plads paa Amalienborg, hvor Kong Frederik den Femtes Billedstøtte skulde opsættes.

Ingen Bygning kunde imidlertid være mindre skikket til et Institut for Kadetter, allerhelst da den udvendige Façade ikke maatte forandres, og den indvendige Indret­ ning ingen Kommunikation tilstedte i Hovedetagen for­ medelst den gjennem den og Mezzaninetagen gaaende store Sal, der var overmaade høj og befandt sig i Midten af Corps de Logis. Bygningerne trængte overalt til en Hovedreparation, og Pflueg fik den Forretning ej alene at besørge Hovedreparationen men og at indrette hele Bygningens Indre, saa at der kunde blive Lejlighed for alle ved Institutet ansatte Overofficerer, for alle Kadetter, til Informationssale, Munderingskamre med videre, saa og til økonomiske samt andre et saadant Instituts For­ nødenheders Opbevaring. Over alt dette indgav Pflueg Tegninger, Overslag og fuldkommen Beskrivelse med paategnet Betænkning af Kadetternes daværende Chef, Generalmajor Gude som den, der bedst kunde vide og kjende Institutets Tarv. Hermed bortgik det Meste af Vinteren.

Det derpaa følgende Aar 1768 begyndte med den vigtige og glade Begivenhed, at Hendes Majestæt, Dron­ ning Caroline Mathilde lykkeligen kom ned med en Prinds, vor nu regjerende Konge, Frederik den Sjette, en Begivenhed, der glædede det kongelige Hus og hver tro Undersaat. Der fortælles, at da Kanonerne paa Volden affyredes i denne Anledning, skal Hendes Majestæt have taget Prindsen paa Armen og i en glad Henrykkelse tilraabt ham: «Écoute, mon enfant, c’est pour toi qu’on tire!«

Et Par Maaneder efter besluttede Hans Majestæt Kongen at gjøre en Udenlandsrejse under et antaget Incognito, Prinds af Travendal. Foruden nogle Hofkaval- lerer fulgte Ministeren for de udenlandske Affairer, da­ værende Gehejmeraad, Baron Bernstorf, Hans Majestæt paa Rejsen. Nogle Dage før fik Pflueg en allernaadigst Bestalling som Major af Infanteriet.

Da den udgivne Plan med videre til Landkadethotellet var bleven approberet, begyndte Pflueg strax efter at iværksætte samme, og ligeledes bleve Kasernebygningen, det nye Invalidehus og de øvrige Arbejder, Pflueg havde under Hænder, med Flid fortsatte. Invalidehuset havde allerede Aaret tilforn modtaget alle de Personer, som vare paa den saakaldte Krigshospitals-Ladegaard, hvorefter dette hele Sted med Bygninger og sammes tilhørende Pladser blev solgt ved offentlig Auktion til Kjøbenhavns civile Fattigvæsen.

   Derpaa omtales Forfærdigelsen af Kong Frederik denV’s Ryllerslalue af den franske Billedhugger Saly og den ligeledes franske Bronzestøber Gor samt Statuens Trans­ port fra Gjelhuset paa Kongens Nytorv til Amalienborg Plads. Deraf skal her kun anføres en Kurieusitet, som er betegnende for Tiden, nemlig, at, da den nye Kongeslatue passerede Kong Christian den V’s Ryllerstalue paa Kongens Nytorv, blev der saluteret med 27 Kanonskud.

   Efter nogle Oplysninger om Familieforhold og Hus­væsen vender Forfatteren tilbage til at beskrive sin tjenst­ lige Gjerning.

Betræffende Pfluegs Arbejder, da gik Kasernebyg­ ningen rask fremad, og med det nye Fnvalideinstitut var man kommen saa vidt, at det i samme indrettede Kapel højtideligen blev indviet den 29. Maj 1769 af Biskop Harboe . Mange høje Herskaber indfandt sig, ligesom og en talrig Forsamling var tilstede ved denne Højtide­ lighed; og i Almindelighed yndede man den derved forefundne Orden, Stilhed og Anstændighed, saa at Folk af alle Stænder besøgte delte Institut hele Dagen igjennem og besaa alle Værelser, Skoler, Værksteder, Husholdnings­ indretninger m. v.

Regnskabet over alle Omkostninger ved dette nye militære Institut blev afsluttet og indgivet den 14. August 1769; ifølge samme var Stedet, de gamle Bygninger og hele Grunden fra Store Kongensgade til Norges- gade blevet betalt til Kommerceraad Daem en med 16,500 Rdl. af Krigshospitalskassen efter kongelig Reso­ lution, da det var besluttet, at der af Klasselotteriets Fond skulde afgives 50,000 Rdl. til dette nye Instituts Indretning, fordi Krigshospitalskassen egentlig var beret­ tiget til at oprette et Lotteri, men havde i mange Aar ikke betjent sig af denne Rettighed og derimod stiltiende ladet Opfostringshuset udøve samme.

En fuldstændig Underretning om denne af Frederik den Femte approberede og efter hans Død fuldførte Indretning har Pflueg udgivet i Trykken, hvori til­ lige findes alle Tegninger, stukne i Kobber, af dette Instituts samtlige Bygninger og deres indvendige Ind­ retninger, foruden en nøjagtig historisk Beskrivelse over den hele indvortes Bestyrelse fra Begyndelsen, den 12. September 1765, til den 30. September 1772, altsaa i 7 Aar.

I Aarene 1770 og 1771 fuldendtes Kasernebygningen i sit hele Omfang baade indvendig og udvendig, saa at Regimenterne flyttede ind i samme ved Michaelis Flyttetid 1771. Adskillige gifte Officersfamilier fandt vel ikke de Bekvemmeligheder, de ønskede; men siden efter tjente nogle ubesatte Soldaterværelser dog til at faae de mang­ lende Bekvemmeligheder.

De sidste Tildragelser i Aaret 1771 og de første Begivenheder i Aaret 1772 kan og bør Pflueg ikke omtale; de høre ej heller ligefrem til hans Biografi, og Patrioten kan ikke uden Smerte kalde hine mørke Tider tilbage i sin Hukommelse. Noget trøstende var det dog for Pflueg, at Stormen syntes ej at skulle ramme Chri­ stians Plejehus, da det tværtimod blev befalet, at Pflueg skulde gjøre en Rejse samme Aar til Rendsborg for at indhente Efterretning dels fra Regimenterne om, hvad Antal Spindere derfra kunde forventes, dels om Christians Plejehus sammesteds kunde faae en Filialanstalt, der gjorde det muligt i Forbindelse med Stiftelsen i Kjøbenhavn at modtage gamle Soldater, Soldaterenker og Børn til Forsørgelse og Opdragelse, saavelsom at udvide de i Gang bragte Vindskibelighedsanlæg, især Linnedvæveriet, til hvilken Anstalt de holstenske Regimenter skulde have nærmest Adgang. Pflueg gjorde virkelig Rejsen; han traf i Rendsborg velvillig Modtagelse af militære og civile højere og lavere Autoriteter, der gave den hele Ide overordentligt Bifald, og Pflueg rejste tilbage med største Satisfaktion, som endog Generalitets- og Kom­ missariatskollegiet yttrede ved Modtagelsen af Pfluegs Rapport; men siden efter sporedes ingen videre Følger deraf, hvortil Aarsagen nærmere vil kunne indses, naar de senere Omstændigheder oplyses.

I Efteraaret 1771 havde General-Feltmarskal Grev St. Germain faaet kongelig Befaling til at komme herind for at fortære sin betydelige Pension i Danmark. Greven kom, og nu var det en Lyst at se, hvorledes Høje og Lave, militære og civile Herrer kappedes om at rejse Greven imøde, baade tilhest og tilvogns, for at byde ham velkommen og bevidne deres Hengivenhed for hans Person, uagtet en stor Del af disse Herrer virkeligen havde været med i høj Grad at haane Greven, da han i Aaret 1767 faldt i Unaade ved Explosionen af de hemmeligen imod ham anlagte Kabaler. Altfor vel bekjendt med Verdens Tone i dette Stykke antog han disse Ophævelser for intet mere, end hvad de virkeligen vare; men desto mere fandt han sig forlegen ved at træffe en værdig Maade at faae Audients hos Kongen paa Hirschholm, da Situationen ved Hoffet var saa aldeles forandret. Han valgte omsider skriftlig at melde Hans Majestæt sin Ankomst efter allerhøjeste Befaling, ansøgende derhos om en allernaadigst Tilladelse at er­ holde, paa en dertil bestemmende Dag og Time, Audients hos Hans Majestæt. Mandagen derefter blev bestemt, og Greven kjørte samme Dag til Hirschholm men kom tilbage om Aftenen, og kort Tid derefter søgte og fandt han Lejlighed til at træffe en Forening med Regjeringen om at faae paa engang en vis Summa, omtrent 70,000 Rdl., udbetalt imod at renoncere paa al videre Pension og aldeles at forlade Kongens Tjeneste, Riger og Lande.

Pflueg har maaske dvælet vel længe ved at tale om Grev St. Germain, og han nægter ikke at have gjort det con amore; thi hvo, der som han havde haft Lejlighed til i nogle Aar at kjende denne Herre nærved og under de besynderlige, mest forskjellige Situationer, vil tilstaa, at ingen Hverdagshelt skulde have vist den rolige Uforsagthed i Spidsen for sit Armeekorps i saa- danne Øjeblikke, hvor Liv og Død vare næppe et Haars- bred adskilte fra hinanden. Saaledes saae Pflueg flere Gange under den mest truende fjendtlige Ild, hvorledes Greven med Koldsindighed vidste at anordne sine Trop­ pers Bevægelser og Stillinger, at de med Kraft og Behændighed mødte hvert fjendtligt voldsomt eller listigt Angreb. I Kabinettet viste han sig som den talentfulde Mand, saavel i at udstede Befalinger eller give Under­ retninger som i at angive Planer med Tydelighed og Bestemthed, saa at de, som havde mindste Kundskab, Indsigt og god Villie , ikke let kunde forfejle at træffe det Rette. I Konversationstonen var han den behagelige og muntre Mand, saavel i Mandfolkenes som i Fruen- timrenes Selskab; hans vidt udbredte Verdens- og Men­ neskekundskab gav ham altid passende Materie til Samtale uden at begaa den bekjendte Fejl: »Navita de ventis, de bovis narrat arator». Da han forlod Danmark, var han 68 Aar gammel og havde i bajersk og fransk Tjeneste bivaanet 44 Felttog. Herfra gik han til Elsas, og da det rygtedes i Frankrig, at en bedragersk Kjøbmand havde skilt ham ved hans hele Formue, saa at han derved blev yderlig fattig, tilbød den unge Konge, Ludvig den 16de, ham som en bekjendt og erfaren General den ærefulde Post: at blive Krigsminister. Men nu var Manden ikke stærk nok til at modstaa de mægtige Kabaler, som Egennytte og Ondskab fremavlede, og som kuldkastede hans bedste Planer og Hensigter; Kongen var for svag til at sætte Grændser for dette Uvæsen, og St. Germain forlod af sig selv et Embede, som han følte ikke mere med Værdighed at kunne beklæde. Selv har han forfattet Beskrivelsen derover, som i Aaret 1779 udkom i Trykken i Amsterdam.

   Her følger en Beskrivelse af Virksomheden i Christians Plejehus under Pfluegs Ledelse i de paafølgende Aar; men den forhigaas her, ogsaa fordi den findes i den fornævnte trykte «Underretning om Christians Plejehuus».

Ved Slutningen af 1774 stod Pflueg i særdeles Yndest ved Hoffet og hos det militære Kollegium, saa at han endog ved Arveprindsens høje Formæling kunde have opnaaet en meget højere Karakter, hvilken han dog frabad sig, da det forekom ham, at den ikke var egentlig passende med hans nærværende Stilling og maatte medføre større Udgifter, dem han ej vel kunde taale. Han blev derimod meget foruroliget ved et Rygte, som sagde, at Christians Plejehus skulde henflyttes paa et andet Sted. Pflueg gik strax hen til Gehejmeraad Schak-Rathlou, med hvem han fra Kammerjunkerdagene af havde specielt Bekjendtskab; ham spurgte Pflueg, om der var noget sandt i dette Rygte, og denne Herre svarede, at derpaa var slet ikke tænkt. Omtrent 4 Uger derefter indløb desuagtet et Brev fra Generalitetskollegiet, hvis Indhold var, at Hans Majestæt Kongen havde for godt befundet, at Christians Plejehus skulde henflyttes til Kasernerne i den Del, som af det norske Livregiment havde været beboet, og at det almindelige Hospital skulde indlægges, hvor det danske Livregiment var indkvarteret, og at saadan Forflytning skulde ske til næstkommende Michaelis Flyttedag. Opfostringshuset og Kvæsthuset skulde ligeledes flyttes, da dette sidste og det almindelige Hospitals Bygning skulde anvendes til Bedste for Grønlandsfarten og Robbefangsten. Alt dette var som et Tordenslag i Pfluegs Øren; han, som selv havde udført Kasernebygningen, vidste bedst, hvor lidet denne høje Bygning var skikket til at give hin Stiftelses gamle Mennesker, Børn, Skole- og Fabriksindretninger tilligemed et stort Husholdningsvæsen, Vadsk og andre Arbejds­ anstalter den bekvemme Huslejlighed, som de hidtil havde haft i dens egen Bygning, og hvor vanskeligt Orden og Renlighed vilde kunne holdes vedlige i et saa vidtløftigt og saa godt som 5 Etager højt Hus med mange Trapper og Smuthuller.

Over alle disse Gjenstande forfattede Pflueg en lang Memoire, hvori han beviste, at den hele veldædige og statsgavnlige Hensigt med Christians Plejehus’s Ind­ retning, som nu var i en øjensynlig heldig og virksom Gang, aldeles vilde forfejles, hvorimod Stiftelsen passede bedre i sit nu havende Lokale, end om dette Lokale skulde efter Rygtet anvendes til Kornmagasin for Kjø­ benhavns Amtstue; men ingen Forestilling blev hørt, og det, som endnu var værre, kom bagefter. Der indløb Befaling, at denne Stiftelses Overbestyrelse, som nu i mange Aar havde ligget under Generalitets- kollegiet, skulde borttages derfra og i 3 Aar staa under en saakaldet Interims-Overdirektion, hvis Med­ lemmer vare Overpræsidenten i Kjøbenhavn, en De­ puteret af det tydske Kancelli og en Deputeret af Generalitetskollegiet; til Sekretair var udnævnt en Kom- miteret af Rentekammeret. Disse Herrer kjendte saare lidt til Stiftelsens egentlige Indretning eller sande Tarv. Overpræsidenten sagde selv til Pflueg, at han faldt i Forundring over, at man depouillerede det mili­ tære Kollegium for en militær Anstalt, der underholdtes af Krigshospitalets Kasse, som sorterede under dette Kollegium. Pflueg mærkede dog, at Overpræsidenten Intet mente med denne Tale og snarere selv var et Ophav med til hele denne Katastrofe, endskjøndt han aldrig havde ligefrem forestaaet en saadan Indretning, end ikke paa den Tid, da han som Deputeret i Generalkommis­ sariatet var Meddirekteur for Krigshospitalets Ladegaard, der mere lignede Tugthusets Indretning end en beløn­ nende Anstalt for gamle Underofficerer og Soldater, og hvis Bestyrelse var overgiven til en fornem Herres for­ henværende Lakaj under Benævnelse af Inspekteur.

Pflueg anvendte under den forestaaende Krisis al sin Eftertanke for, om muligt, at forebygge Undergangen af en Stiftelse, der laa ham nær paa Hjertet, da han i 10 Aar havde arbejdet paa dens Fremme. Udsigten blev saa meget mere dunkel, som hverken Hoffet eller Kolle­ giet syntes mægtigt nok til at standse det Heles O m ­ væltning. Robbefangst og Grønlandshandel var i alle Munde som det eneste og sikkreste Middel til at rejse Danmarks forfaldne Sager. Store Magasiner og Trankogerier bleve anlagte, en Mængde Skibe bleve byggede og tillavede til en mægtig Expedition; men til Slutning saaes det gamle Ordsprog: parturiunt montes, nascetur ridiculus mus, at gaa i Opfyldelse. Imidlertid maatte Pflueg belave sig paa Stiftelsens Flytning.

   Dog afholdtes Pflueg nogen Tid fra Forberedelserne til denne Flytning, idet Grev Moltke, første Deputeret i Korumercekollegiet, gjorde ham det Forslag, at han i den danske Industris Interesse skulde for egen Regning overtage Ledelsen af en Tøjfabrik, som en Kræmmer ved Navn Liebe havde maaltet opgive af Mangel paa Midler, hvilket Forslag Pflueg dog dengang tilbageviste.

Pflueg vendte derpaa tilbage til sine Forretninger, især for at afgive alle de Erklæringer, som Interims- Overdirektionen for Christians Plejehus havde æsket angaa- ende hvad de tydeligt selv kunde læse i den med kongelig Konfirmation forsynede Plan, som var bleven trykt og samme Direktion overleveret; men da det syntes, at denne kongelig approberede Plan ikke ændsedes af denne Direktion, saa syntes det tillige, at en forbedret Indret­ ning ikke var det intenderte Øjemed, men at en anden hemmelig Hensigt maatte versere derunder, hvilket kræn­ kede ej alene Pflueg men en Mængde andre Stiftelsens Yndere, der ugjerne saae denne Anstalt synke, som havde vundet et saa almindeligt Bifald.

Omsider indtraf Flyttetiden strax efter Mikkelsdag 1775. Begge Livregimenter flyttede efter deres Bestem­ melse ud af Kasernerne og indkvarteredes i Stadens borgerlige Huse; men det i Brug hafte hele Inventarium af Senge, Borde, Bænke m. v. blev staaende tilbage og opfyldte den største Del af Værelserne, hvor Christians Plejehus, med sit endnu betydeligere Inventarium foruden dets talrige Mængde Mennesker, skulde indflytte, hvilket ikke kunde ske, førend Værelserne vare ryddeliggjorte. 

Og dette skulde besørges af Stiftelsens Direktion, hvilket blev meget vanskeligt, dels fordi ingen af Delene kunde rigtig bringes under Tag eller i sikker Bevaring, dels fordi der indfaldt et langvarigt stærkt Regnvejr, og dels fordi Stiftelsen havde, foruden Majoren og Kaptajnen, ikkun 3 Underofficerer til Opsyn over flere end 600 Mennesker, der bestode af gamle og skrøbelige Mænd og Koner tilligemed et stort Antal Børn og Profes­sionister.

Her maa det tilgives Pflueg, at han atter gjør en Digression for at anmærke en Tildragelse, der var ham saare uvelkommen. Grev Moltke, hans store Velynder, blev forflyttet fra at være første Deputeret i General- landøkonomi- og Kommercekollegiet til at være første Deputeret for Finantserne i Rentekammeret, hvilket vel var en Forfremmelse for Greven selv, men som han dog ansaae med andre Øjne. «De kan tro«, sagde Greven til Pflueg, «at jeg ugjerne forlader et Departement, hvor jeg kunde bidrage til stræbsomme Familiers Opkomst, hvorimod jeg nu skal handle efter modsatte Grundsæt­ ninger og affordre Flid og Vindskibelighed, hvad som fortjenes, for at tilvende det den kongelige Kasse».

Man sporede og snart, at en anden Aand besjælede Kommercekollegiet. Projektmageriet tog en besynderlig Overhaand. Det, som uden Omsvøb, Tids- og Penge­ spilde kunde erholdes, foragtede man og snappede i Luften efter det, som var saare misligt at bekomme. Den Grille at have Manchesterfabriker blev herskende; for den opoffredes Alt, og uhyre Summer bleve anvendte derpaa og saa godt som spildte, snart til betydeligt Tab for Kongens Kasse, snart til Ødelæggelse for større og mindre Selskaber, naar den kongelige Kasse ej længere vilde bære Tabet.

   Imidlertid fortsattes Virksomheden paa Christians Pleje­ hus under Interims-Overdirektionen, der efter de tre Funk- tionsaars Udløb i 1778 fik sin Konstitution forlænget. Pflueg beklager sig over Overdirektionens Mangel paa Indsigt og over den Strænghed og Hensynsløshed, med hvilken det paalagdes ham at gjøre Rede og Rigtighed til del Ydersle for Penge og Inventarium, uanset de forstyrrede Forhold, under hvilke Flytningen var skel. Følgen var, at Pflueg fik sin Afsked i Slutningen af Aaret 1782, først uden Pension, men siden, fra 1784, ved Grev Peter Andreas Rernstorfs Indflydelse og Kronprindsregentens Reso­ lution med en Pension af 800 Rdl. aarlig, hvad der ogsaa maatte betragtes som en Æresoprejsning for ham. I Foraaret 1783 var Pflueg flyttet fra sin Tjenestebolig til Lyngby, hvor den Tøjmagerfabrik, som tidligere er nævnt, og som Pflueg efter gjentagen Anmodning fra Kommerce- kollegiet havde maattet overtage i 1776, endnu var igang. Han drev den med Tab og maatte nedlægge den i 1784.

   Den øvrige Del af Manuskriptet omhandler kun Pfluegs private Liv. Sin Hustru mistede han i 1786, og Aaret efter døde Svigermoderen, Justilsraadinde Rasch paa Rønningesøgaard. Ved dette Dødsfald kom der Formue til Pfluegs to Døtre, som snart fandt Bejlere og bleve gifte, den ældste med Kaptajnlieulnant Rejersen, Ekvipage- mester ved Værftet i Frederiksværn, den yngste med en Kunstner, Kobberstikker Preisler, saa at nu Pflueg i 60 Aars Alder var ensom i Hjemmel. Efter nogen Tids Ophold i Lyngby og derefter paa et Landsted, som han byggede sig i Birkerød, gav han sig i Kost hos Sviger­ sønnen, Kaptajnlieutnant Rejer sen, der var bleven Enke­ mand og efter sin Afskedigelse levede i Kjøbenhavn. Hos ham var han endnu i 80 Aars Alderen, da han den 16. September 1808 sluttede denne Selvbiografi.

   Efter Oplysning andetstedsfra døde Major Pflueg den 16. Maj 1809 i Svigersønnens Hus.

Eftersom Major Pfluegs Selvbiografi for en væsentlig Del har sin Interesse ved, hvad den meddeler om Grev St. Germain, og der ikke i vor nyere Literatur findes nogen Levnedsbeskrivelse af denne af vort Lands militære Udvikling i forrige Aarhundrede højt fortjente Mand, uagtet ogsaa det krigsvidenskabelige Selskab har søgt at fremkalde en saadan ved gjentagende at stille dens Affattelse som Prisopgave, meddeles nedenfor en kortfattet Beskrivelse af hans Livsførelser, hvortil blandt andre Kilder er benyttet: »Commentaires des mémoires de Mr. le comte de Saint-Germain, London 1781», en Artikel af C. C. Pflueg (vor Selvbiograf) i August­ heftet 1793 af Maanedsskriftet «Minerva» og «Léon Mention, le comte de Saint-Germain et ses réformes, Paris 1884».

Grev Louis de Saint-Germain fødtes d. 15. April 1707 paa Slottet Vertamboz ved Lons-le-Saulnier i Franche-comté. Han hørte til en af Frankrigs ældste Adelsslægter; men hans Familie var ikke velhavende. Sin første Uddannelse fik han i Jesuiterkollegiet i Bresse ; men hans urolige Ærgjerrighed bragte ham til i 1726 at bryde med Jesuiterne og at søge ind paa Krigervejen. Efter at have tjent nogen Tid i sin Faders Landeværnsbataillon gik han — det siges efter i en Duel at have fældet sin Modstander — til Bajern, hvor han opnaaede Optagelse i Hæren; og efter at være præsenteret for Prinds Engen, der kommanderede den kejserlige Hær, fik han Ansættelse i denne som Kaptajn, samtidigt med at han blev Gouverneur for Prindsens eneste Søn, der dog døde samme Aar, 1734. Da Østerrig i 1737 kom i Krig med Tyrkiet, deltog han med Ud­ mærkelse i Krigen og blev Major ved Dragonerne; men da Kejser Carl VI døde 1740, og den østerrigske Arvefølgekrig udbrød, frygtede han for at komme til at kæmpe mod sit Fædreland, og med Dronning Maria Theresias Tilladelse udtraadte han derfor af østerrigsk Tjeneste og modtog Ansættelse i Bajern som Chef for et Dragonregiment. I Uøbet af Krigen for­ fremmedes han til Generalmajor; og dengang Kurfyrsten, der havde ladet sig krone som Kejser Carl VII, døde 1745, var han Feltmarskallieutnant; men da den bajerske Hær derefter reduceredes, mistede han sin Stilling. Hans Tanker vendte sig derefter til Preus­ sen, som dengang stod i et venskabeligt Forhold til Frankrig, og han begav sig til Berlin. Kong Frederik II modtog ham meget naadigt og lovede at tage ham i sin Tjeneste; men da han stededes for den gamle Feltmarskal Prinds af Anhalt-Dessau, skræm­ mede dennes barske Udtalelser om den preussiske Hærs Jerndisciplin ham i den Grad, at han samme Dag skyndsomst, uden at tage Afsked med Kongen og uden noget Hensyn til de fra denne modtagne Løfter, forlod Berlin og begav sig til Frankfurt, hvorfra han tilskrev Mars kali en af Sachsen, der kommanderede ved Rhinen, for ved hans Forbøn at opnaa en Plads i den franske Hær. Dette lykkedes, og den 1. April 1746 fik han Ansættelse, foreløbigt dog kun som Generalmajor, men med Løfte om snarlig Forfremmelse. Han deltog derefter i Krigen mod Østerrig 1746— 1748 men fik ikke dengang Lejlighed til at udmærke sig, saa at han først den 10. iMaj 1748 udnævntes til Generallieutnant. I den rolige Periode, som fulgte paa Freden i Aachen, var han først Højstkommanderende i Nedre-Elsas og siden Gouverneur i Hennegau; men da Syvaarskrigen udbrød 1756, gik han atter til Hæren og tjente ved Rhinarmeen, først under Prindsen af Soubise, senest under Hertugen af Broglio. Med denne kom han i Uenighed efter Træfningen ved Corbach den 10. Juli 1761, og da han mod Hertugen rettede nærgaaende Sigtelser, fordi hans egne og hans Troppers Fortjenester af Sejren ikke vare bievne tilstrækkeligt fremhævede i Rapporten, befalede Hertugen ham at afgive sin Kommando til General­ lieutnant de Muy og at begive sig tilbage til Frankrig, en Behandling, der vakte megen Uvillie baade i Hæren og i Landet, da han var meget populair.

Det var, medens Grev St. Germain derefter var ude af Stilling, at den danske Udenrigsminister, Grev Bernstorff, gjenoptog tidligere førte Forhandlinger med ham om at modtage Ansættelse i dansk Tjeneste; og efter at Kong Ludvig XV paa Grev St. Germains Ansøgning havde givet sit Samtykke, gik han ind paa de gjorte Tilbud og begav sig henimod Slutningen af 1761 til Kjøbenhavn, hvor Kong Frederik V udnævnte ham til dansk Generalfeltmarskal og stillede ham i Spidsen for det allerede 1758 i Holsten sammendragne Obser­ vationskorps. Forholdene bleve snart truende, da efter den russiske Kejserinde Elisabeths Død den 5. Januar 1762 og C zar Peter III’s Thronbestigelse denne sluttede Fred med Preussen og vendte sine Vaaben mod Danmark, hvis Tropper i den Anledning rykkede ind i Mecklenburg; men den unge Czars pludselige Død den 14. Juli s. A. forandrede Situationen, saa at det danske Korps kunde opløses. Grev St. Germain vendte i Slutningen af 1762 tilbage til Kjøbenhavn. Nu blev hans Opgave en anden, idet nemlig Kong Frederik overdrog ham at udarbejde en Plan til den danske Hærs Reorganisation, og efter at Planen med nogle af Krigs­ kancelliet foretagne Ændringer den 3. August 1763 havde faaet kongelig Approbation, stilledes han i Spidsen for Krigsstyrelsen, idet ban udnævntes til Præsident i det nye «General-Krigs-Directorium», der den 28. Oktober 1763 afløste «Krigskancelliet» og «Landetatens Generalkommis­ sariat«. Allerede den 31. Marts 1763 var han bleven udnævnt til Ridder af Elefantordenen. Grev St. Germain var nu Landets Krigsminister (Overkrigssekretair) og skred med Iver til Gjennemførelsen af sine Reform­ planer, blandt hvilke han iværksatte mange, deriblandt Oprettelsen af Ingenieurkorpset den 29. December 1763 og af Artillerikorpset den 18. Januar 1764; men hans Virksomhed standsede efter Kong Frederik den V's Død (den 14. Juni 1766), idet der under den unge Kong Christian VII gjorde sig Indflydelser gjældende, som medførte hans Afsked — dog i de naadigste Udtryk — og Ophævelsen af General-Krigs-Direktoriet, i hvis Sted den 11. September 1766 traadte «det høje Krigsraad», som umiddelbart efter, den 24. Oktober s. A., deltes i to Dele, nemlig «det Kongelige høje Krigsraad» (under Prinds Carl af Hessen-Kasse! som Præsident) og «Landetatens Generalkommissariat» (med Generallieutnant von Arnstedt som 1ste Deputeret). Der skete dog snart en modsat Svingning, idet General-Krigs- Direktoriet gjenoprettedes den 9. Marts 1767 og Grev St. Germain atter ansattes som dets Præsident. Men denne Tilstand blev kun af kort Varighed; thi endnu samme Aar, den 18. December, afløstes General-Krigs- Direktoriet af «det kongelige Generalitets- og Kommis­ sariatskollegium«, og samtidigt udtraadte Greven endeligt af dansk Tjeneste. Han forlod strax Landet, men vendte endnu en Gang tilbage, da han nemlig i 1771 indkaldtes for i selve Landet at fortære sin betydelige Pension. Aaret efter enedes man dog om en Affin­ delsessum een Gang for alle for Pensionen, og Grev St. Germain forlod Danmark for bestandigt.

Vendt tilbage til Frankrig tog Greven Ophold i Elsas, hvor han, efter ved en hamborgsk Kjøbmands Fallit at have mistet, hvad han havde erhvervet sig i Danmark, levede i trykkede Kaar. Hans store Popularitet i den franske Hær viste sig da derved, at hans gamle Krigskammerater, Obersterne ved de Regimenter, der havde kæmpet under ham i Tydskland, tilbød ham en anselig Aarpenge, hvis Udbetaling den franske Regjering dog modsatte sig, idet den samtidig tilstod ham en Pension. At Opmærksomheden saaledes paany blev henledet paa ham, havde tilfølge, at han, da Krigs­ ministeren Marskal de Muy — den samme Officer, som i 1761 havde afløst ham ved Rhinarmeen — døde den 10. Oktober 1775, aldeles uventet for Alle og ikke mindst for ham selv, blev kaldet til Paris for at overtage Posten som fransk Krigsminister med den Opgave at refor­ mere Hæren. Han blev modtagen med Begejstring af Alle, ene med Undtagelse af de militære Grandsseigneurs; men Opgaven oversteg hans Kræfter, navnlig paa Grund af hans høje Alder og de mange Vanskeligheder, der lagdes ham ivejen, og allerede i September 1777 ned- lagde han sin Værdighed. Han levede endnu kun nogle faa Maaneder; thi allerede den 16. Januar 1778 døde, i en Alder af 71 Aar, denne mærkelige Mand, som efter Alles Dom havde haft en ganske ualmindelig militær Begavelse, og som overalt havde vidst at vinde sine Undergivnes Kjærlighed og den offentlige Menings Til­ slutning; men som — derom ere ogsaa Alle enige — havde vist en Ømfindtlighed og Mistænksomhed overfor Overordnede og en Tilbøjelighed til at betragte sig som Gjenstand for Intriger og Kabaler, der forklarer, at han ikke længe blev i Stillinger, som krævede Samvirken med Mænd paa fremragende Pladser. Men desuagtet efterlod han sig vigtige Resultater ogsaa af sin Virk­ somhed i saadanne Stillinger, og navnlig gjaldt dette hans Virksomhed som dansk Krigsminister.