Log ind

En artikel af den amerikanske hærchef

#

I novembernumret af Conibat Forces Journal bar general Lawton J. Collins skrevet en artikel, der er formet som en ind­trængende personlig opfordring til alt personel inden for hæren om stedse at holde sig de grundlæggende taktiske principper for øje, den amerikanske hær arbejder efter. Forfatterens overordent­ lige autoritet i forbindelse med artiklens enkelhed og klarhed motiverer, at den fremkommer også i nærværende tidsskrift, blot med udeladelse af et afsnit, der fortrinsvis har betydning for ame­rikanske læsere. Efter at generalen har understreget, at den ame­rikanske hær på grund af hjemsendelser nu vil få en meget be­ tydelig afgang af det fuldt uddannede mandskab, og at det er afgørende vigtigt, at det nye mandskab fra begyndelsen forstår de taktiske og organisatoriske principper, navnlig for så vidt an­ går de mindre enheder, fortsætter han:

„Disse grundsætninger rummer nøglen til sejren. Vi må kende dem grundigt og understrege dem så tit som muligt, ikke alene for de nye rekrutter, men også for vore unge officerer og under­ officerer.

Med gode grupper skaber man gode delinger, betailloner, re­gimenter og divisioner. Forreste led — „tlie spearhead" — i et­ hvert angreb er en lille enhed.

Jeg vil her gerne påny understrege og energisk indskærpe de simple principper, der ligger bag vore tanker om organisation og angreb, og det nære forhold mellem disse begreber og analysen af terrainet. Jeg håber, jeg kan binde disse faktorer sammen ined en forbindelsestråd, så at de lettere kan forstås.

De grunde, der ligger bag vor angrebsdoktrin, er velkendte for mange af de ældre i hæren. Vi har hørt og studeret dem ofte. Men først og fremmest med henblik på vore yngre folk vil jeg gen­ tage disse principper:

Hvilket angreb vi end analyserer, vil vi finde visse ting, der normalt må gores, uanset hvilken størrelse troppeenheden har. De kan deles i faser, der ofte hentydes til som de fire F’er: ,,Find’erti and fix’om, fight’em and finish’e m 'Det første, vi må gøre, hvis vi ikke umiddelbart har føling med fjenden, er at finde ham og binde ham til stedet med ildkraft — vi må „finde ham og binde ham“. Jeg tror, at dette i realiteten er een og ikke to operationer. Vi må vide, hvem vor modstander er, og hvor han er. Vi ønsker også at fastholde ham på stedet og beskæftige ham, så at vi kan udfore resten af vor angrebsplan. Denne sted­ fæstelse og binding kræver normalt eet element — een hoved­ bestanddel — af førerens styrke.

Når vi har fundet fjenden og hundet ham, må vi manøvrere mod den ene eller anden af hans flanker. Hvis han står i en meget spredt opstilling, kan det muligvis være mere effektivt at ramme ham frontalt. Men oftest vil det være en manøvre mod den ene eller den anden flanke, hvorfor vi behøver endnu et ele­ ment i vor styrke — et manøvreelement — til denne fase, kamp-fasen.

I en sidste fase må vi føre angrebet til bunds, idet vi drager nytte af omfatningen eller udstrækker den videre for at „gøre ende på fjenden“. Denne sidste fase vil kunne kræve indsats af det tredie element af vor stvrke, reserven, uagtet vi undertiden kan gøre det helt af med fjenden uden at indsætte reserven.

Disse tre elementer af en styrke må alle væ're organiseret på samme måde. Ved een lejlighed vil vi nemlig bruge et af dem til at finde fjenden og binde ham til stedet; næste gang vil vi måske bruge det samme element som manøvrestyrke, og en an­ den gang igen vil det måske være i reserve. Disse tre elementer må være ombyttelige, og følgelig må deres organisation være ens­ artet:

Foruden de tre elementer, som enhver angrebsstyrke, stor eller lille, må råde over, sådan som jeg har beskrevet det her, behøver vi et sidste element, nemlig ildkraft — stærk ildkraft, som vi kan flytte, uden at vi behøver at flytte en større del af vore soldater og våben. V i behøver et ildstøtteelem ent — som jeg gerne plejer at kalde det — til at give os den ildoverlegenhed, der gør det muligt for os at gå ind på livet af fjenden og slå ham.

Enhedens størrelse ændrer intet ved denne teori. Princip­ perne er de samme for en deling, et kompagni, en bataillon, et regiment eller en division. I praktisk taget ethvert angreb gør troppeføreren normalt de ting, jeg netop har beskrevet.

Han skal finde og binde fjenden med en styrke, som er forrest i angrebet.
Han skal manøvrere mod fjenden.
Han skal føre angrebet til bunds, eventuelt ved indsats af sin reserve. Og under hele operationen må han sørge for den rette sikring af sin flanke og ryg.

Når hans manøvrestyrke er i stilling til at foretage sit an­greb, indsættes angrebselementets fulde kraft i kampen. Det ende­ lige angreb bliver således den samordnede, kombinerede indsats af den fastholdende styrke, manøvrestyrken og ildstøttestyrken, samt om fornødent også reservestyrken.

Dette er det væsentlige i hele vort angreb, udtrykt i en sim­pel form — de principper, på hvilke vore angrebsmetoder og tekniske fremgangsmåder hviler. Hvilke formationer der skal an­ vendes, hvilke våben der skal benyttes til ildstøtten, og hvem der i enkeltheder skal foretage det endelige angreb og hvornår — alt dette må afgøres på stedet, efter at de foreliggende forhold er laget i betragtning. Men de beslutninger, der træffes, må og skal altid baseres på de principper, jeg har opridset ovenfor.

Vi har overført denne almindelige angrebsteori til vor hær­ organisation. Vi kalder den „triangulær“ — med tre ganske ens elementer. Hver infanterienhed har

— en styrke til at finde og binde fjenden,
— en manøvrestyrke og
— en reservestyrke.

Der er fuld ombyttelighed mellem disse.
Der er tre lette grupper i en deling, tre lette delinger i et kompagni, tre lette kompagnier i en bataillon, tre batailloner i et regiment og tre regimenter i en division.

Og ved siden af disse tre elementer er der et fjerde, fra disse forskelligt «dement — ildstotteelementet — som er førerens middel til at lægge ildkraft forskellige steder uden at skulle flytte trop­per. I en deling er dette støttegruppen, i kompagniet er det støtte­ delingen, i bataillonen er det det tunge kompagni — og så frem­ deles op til divisionens artilleri i divisionen. Og på praktisk taget ethvert trin — i hvert fald da fra bataillonen og opefter — kan dette element suppleres med panser, andre artilleristyrker samt taktisk luftstøtte.

Således er infanteriets grundlæggende organisation — den organisation, der er skabt for at imødekomme de krav, som vor angrebsdoktrin for den amerikanske bær stiller.

Der er en meget betydelig fordel ved denne organisation. Den er ikke alene sund i det taktiske princip, men enhver ny, ung fører i kamp kan desuden let forstå den.

Når en ny officer eller mulerofficer een gang rigtig forstår, hvordan han skal kæmpe med en deling, så forstår han også prin­cipperne for f«»ring af et kompagni, en bataillon, et regiment eller en division, fordi der ingen forandring er i den grundlæggende teori, hvad enten man går op eller ned ad kommandostigen. Den eneste forskel er ganske simpelt, at afstandene er større, hvilket virker ind på forsyningsproblemet. Men det taktiske problem for­ bliver nøjagtig det samme, uanset enhedens størrelse.

Jeg har beskrevet angrebets grundlæggende idé — hvordan eet element går forrest i angrebet og holder fast, et andet 11a- nøvrerer og rykker ind på livet af fjenden, og hvordan vi følger op med en reserve. Dette er altsammen ganske simpelt. Vi må blive ved med at understrege dets simpelhed og sundhed i alle dele af vor uddannelse.

Vi må hringe disse ting til hver eneste soldats kendskab, så at han, han være sig værnepligtig eller professionel, ikke kan undgå at forstå dem.

Og nu vil jeg et øjeblik henvende mig direkte til enhver fører:

Vor angrebsdoklrin giver enhver af Dem en ypperlig mulig­ hed for at være smidig („flexible“) i Deres planlæggelse, Deres brug af form ationer og Deres befalinger.

Bind Dem aldrig til nogen fast eller stereotyp formation.

Hold Dem i stedet rede til at møde enhver eventualitet — rede til at gribe fjenden med overraskelse ved hjælp af ma­nøvre, rede til skinmanøvrer, rede til at imødegå et fjendtligt fremstød og rede til at give ham et knockoutslag i det rette øje­ blik. Bind ikke Deres handlefrihed for tidligt. Tilpas Dem til den situation, der udvikler sig for Dem:

  • —  ved at opklare og udforske fjenden omhyggeligt med kun een del af styrken,
    —  ved at undgå kostbare frontalangreb,

  • —  ved at drage fordel af størst mulig overraskelsesvirk­ning ved hjælp af manøvre,

  • — ved at holde Deres reserve sikret og i dækning til det rigtige øjeblik, så at den ikke unødigt udsættes for fjendens ild.

  • Ved at gøre disse ting kan De undgå at udsætte Deres folk for unødige tab.

  • Sagt i korthed ønsker jeg, at enhver fører, uanset grad, skal undgå enhver stereotyp form for angreb. Jeg lægger stor vægt på, at De udviser økonomi med kræfterne, hvor det overhovedet er muligt, i de første faser af angrebet og under manøvrens udvikling. Jeg ønsker, at De skal reducere de momenter, i hvilke Deres tropper er udsat for fjendens ild, til det mindst mulige.

    Jeg ønsker, at De skal udnytte vor smidige organisation på enhver måde i ethvert angreb, De foretager.

    Jeg ønsker også, at hver mand af de 750.000 nye folk, der i år indtræder i hæren, forstår disse principper fuldt ud. Instruér fuldstændigt og tydeligt i disse principper og gør det til hver ene­ste gruppe og sektion. Det er af vital betydning, at hver eneste mand i hele vor taktiske organisation, han være sig officer eller menig, lige fra den første begyndelse forstår, hvad vore angrebs principper består i, og hvordan de er knyttet til vor hærs organi­sation.

    Hver eneste af dem har brug for at vide, hvordan elementerne i denne organisation normalt anvendes. Og vore erfarne førere, såvel for de store som for de små enheder, må vedblive med at erkende, hvor vigtige, hvor vitalt betydningsfulde de taktiske prin­cipper, jeg her har skildret, er for et heldigt udfald af en kamp. Og de skal følge dem under hele uddannelsen — og i hver time af kampen.

    Det næste vigtigere punkt, jeg ønsker at understrege overfor alle vore nye folk og tilsvarende pånv understrege for alle vore ældre soldater og ledere, er, hvor betydningsfuldt det er at ana­lysere terrainet på det omhyggeligste og at anvende det på det om­ hyggeligste.

I de fleste angrebssituationer må føreren erobre det domine­rende terrain for at påtvinge fjenden sin vilje. Ved domineren­ de terrain mener jeg højt terrain, ikke lavninger, bakkedrag, ikke slugter, bjergkæder, ikke sumpe. Naturligvis vil der være nogle undtagelser, når forsyningshensyn eller behovet for trafikcentrer eller manøvrerum må have prioritet over dette hovedprincip. Men den mand, der først får fat på det høje terrain, er i de fleste an­ greb den mand, der vinder sejren med mindst bekostning i menne­ skeliv og materiel. Terrainanalyse er navnlig af vigtighed, når man skal afgøre, hvor tyngdepunktet skal lægges. Og jeg er af den overbevisning, at dette tyngdepunkt altid skal dannes ved en ma­ nøvre.

Efter at føreren har foretaget sin omhyggelige analyse af ter­ rainet, bør han udnytte terrainet i sin taktiske plan til at videre­ føre operationen. Vi må erobre højtliggende terrain og eventuelle øvrige vitale terraingenstande (-faktorer), før vi kan gøre os håb om et heldigt resultat.

Vore angreb til erobring af sådant dominerende terrain bør normalt ske langs de bakkedrag, der fører ind mod dette domi­ nerende terrain og ikke gennem lavninger eller kløfter, som fører ind i stillingen. Ved at angribe langs bakkedragene vinder angri­ beren højere og højere terrain — steder for bedre observation og bedre stillinger, i hvilke han kan anbringe sin ildstøtteenhed.

Angrebszoner for mindre enheder, samt sektorer, der angives ved skillelinier mellem enhederne, må fastsættes sådan, at ma­nøvren begunstige«, og at vitale terraingenstande som f. eks. en landsby ligger inden for en enkelt enheds område. Hvis skille­ linien mellem to batailloner er et højdedrag, der i sig selv er do­minerende terrain, vil ansvaret for hele højdedraget i følge sagens natur være tvivlsomt.

Manglende forståelse eller opfattelse af de grundprincipper, jeg har omtalt i denne artikel, er efter min opfattelse skyld i et antal almindelige fejl, jeg har bemærket. Først den fejlagtige teori, at ildoverlegenhed udelukkende vindes af geværskytter. Den­ne tanke opstår som følge af manglende forståelse af grundlaget i vor organisation. Geværild bidrager til at vinde ildoverlegenhed, navnlig på de korte afstande. Men som almindelig regel vindes ildoverlegenhed ved dygtig anvendelse af ildstøtteelementet og an­ den rådig og hensigtsmæssig støtte — artilleri, kampvogne, flyvere — i forbindelse med ilden fra de fastholdende eller manøvrerende elementer. Vort artilleri eller vor luftstøtte — eller begge tilsam­ men — kan ikke gøre arbejdet alene. Men det kan vore gevær-skytter heller ikke.

En anden alvorlig misforståelse, der skyldes, at nogle af vore yngre førere ikke fuldt ud forstår vore angrebsprincipper og den vitale betydning af terrainet, er tendensen til gang efter gang at anvende frontalangreb i stedet for at manøvrere mod en fjendtlig stillings flanker. Frontalangreb skal og må undgås, hvor det over­ hovedet er muligt. De koster dyrt. De udnytter ikke i fuld ud­ strækning det, som føreren har til sin rådighed.“

Generalen anfører derpå et par taktiske eksempler fra sin egen tid som divisionsgeneral under felttoget på Guadalcanal og afslutter artiklen med følgende betragtninger:

„Jeg har anført dette eksempel for at vise Dem, at vor plan­læggelse og vore operationer aldrig må være stereotype. Smidig­ bed er af første vigtighed under alle omstændigheder. Jeg har vist, hvordan de principper, jeg har opridset, anvendes af en di­vision. Men de virker lige så godt for en deling eller et kompagni.

Når jeg nu tager ud for at inspicere, ønsker jeg særligt at se, hvad delinger, kompagnier og batailloner foretager sig på det taktiske område. Hvis en officer ikke ved, hvordan han skal føre en bataillon, kan han aldrig føre et regiment, en division eller en armé.

Men hvis han kan føre en bataillon godt, kan han føre alt. En bataillonsclief har nemlig i realiteten alle de elementer under sin kommando, som en arméchef har. Hvis De derfor vil uddanne gode delingsførere, gode kompagni- og gode bataillonschefer, skal jeg garantere for, at De samtidig får gode divisioner og en god armé med i købet.

Og der er en anden side af sagen: Ganske ligesom vi venter, at vore løjtnanter er rede til at føre batailloner, og vore oberster er rede til at føre divisioner, må vi ældre officerer i hæren, der fører kommando over de store enheder, aldrig tabe de små enhe­ ders taktiske grundprincipper af syne. På den måde vil vore in­ spektioner komme til at betyde mere, langt mere — for mand­ skabet, hæren — og for nationen.“

Ved E.