Log ind

En amerikansk Løjtnants Syn paa Maskingeværer

#

I Forbindelse med Premierløjtnant P. P. C. S. Schroeders Artikel i Tidsskriftets Novemberhefte 1946 og Kaptajn P. W. Hansens supplerende Oplysninger i Oktoberheftet 1947 finder jeg herved Lejlighed ti! som en »Røst fra Geleddet« at fremsætte mine personlige Synspunkter vedrørende de af Kaptajn P. W. Hansen rejste Spørgsmaal.

Den Udtalelse, som Premierløjtnant Schroeder citerer fra »Infantry Journal« August 1946, kan meget vel være fremsat af en krigserfaren Mand, men maa formentlig tages som et ganske individuelt Synspunkt, der ikke falder ganske sammen med, hvad man docerer paa militære Skoler i andre krigsførende Lande.

Under et 3 Ugers Ophold paa School of Infantry, Heavy Weapons Wing, i Juli 1947, hvor jeg bl. a. havde til Opgave at studere de engelske Synspunkter vedrørende den taktiske Anvendelse af Maskingeværer, fik jeg rig Lejlighed til at diskutere ovennævnte Spørgsmaal med krigsvante engelske Officerer. De Slutninger, jeg herigennem kom til, adskiller sig væsentlig fra de Udtalelser, som den amerikanske Løjtnant har fremsat, og jeg skal derfor i den følgende Behandling af de af Kaptajn P. W. Hansen fremsatte Spørgsmaal gøre rede herfor.

I. »Skal man have et Enhedsmaskingevær eller et særligt Rekylgevær og et særligt Maskingevær?«

Naar dette Spørgsmaal skal besvares, maa man først gøre sig klart, hvilke Krav der stilles til disse Vaaben, og derefter gøre op, om de kan løses af et E nhedsvaaben, eller der kræves flere Typer.

Der har under Krigen fundet en Forskydning Sted i Anvendelsen af Maskingeværerne.

Medens man før Krigen ofte tildelte enkelte Maskingeværgrupper til Rekylkompagnier og af og til ogsaa til Rekylgeværdelinger til Løsning af specielle Opgaver, er man under Krigen kommet til den Opfattelse, at Maskingeværerne bør holdes i Bataillonschefens Haand, saaledes at han fuldt ud disponerer over dem.

Kun i sjældnere Tilfælde vil man tildele Maskingeværer til Rekylgeværkompagnierne og aldrig til Rekylgeværdelinger.

Medens man tidligere ikke regnede med at kunne afgive virksom Maskingeværild paa større Afstande end ca. 2500 m, kræver man nu, at Maskingeværer skal løse Opgaver paa Afstande indtil 3500 m, hvilket kan naas ved at anvende torpedoformede Projektiler.

For at opnaa fornøden Ildvirkning paa alle Afstande, regner man i de krigsprøvede Hære med, at man altid maa afgive Ilden med mindst 2 Maskingeværer. Disse holdes derfor altid samlede sektionsvis, selv til Løsning af Opgaver paa de korteste Afstande.

Den moderne Kamps hurtigt skiftende Momenter kræver stor Bevægelighed hos Maskingeværerne, saafremt disse skal svare fuldt ud til de Krav, der stilles dem. Dette Forhold frister til at søge at gøre dem saa lette som overhovedet muligt. Imidlertid sætter Kravene til sikker Skydning paa de store Afstande en Grænse for, hvor langt man kan gaa ned i Vægt, i hvert Fald for Trefodens Vedkommende.

Trefoden maa rumme tilstrækkelig robuste Side- og Højderetningsmekanismer, der tillader en høj Grad af Nøjagtighed ved Retning af Geværerne.

Ligeledes maa der til Geværerne være en Række Hjælpemidler, saasom Retter, Retningsstokke, Midler til Hjælp ved Skydning i Mørke m. m.

Alt dette bidrager til at sætte Grænsen for, hvor langt man kan gaa ned i Vægt.

Det maa paa Forhaand være givet, at dette Materiel ikke kan bæres af Mandskabet over større Strækninger. Vil man gøre sine Maskingeværer let bevægelige, maa de transporteres af et terraingaaende Køretøj.

Hertil har man i England valgt Terrainvogne, en Løsning der i det store og hele synes tilfredsstillende. Paa Grund af deres store Bevægelighed og lette Pansring tillader de Transport af Geværerne meget tæt op til Ildstillingen, ved skjult Skydning undertiden endda helt op i Stillingen.

Normalt afgives Ilden fra Trefod paa Jorden, men Geværerne er anbragt i særlig Affutage paa Vognen, saaledes at man om fornødent kan udføre alle Former for Skydning fra denne.

Rekylgeværkompagniernes Krav til Rekylgeværet maa i første Række være ringe Vægt.

De Afstande, hvorpaa Ilden skal afgives, vil normalt ikke overskride 600 m, hvorfor man til de normale Opgaver ikke behøver og heller ikke ønsker en Stabilisering af Rekylgeværet i Trefod.

De væsentligste Opgaver, som i moderne Krig skal løses af Rekylgevær i Trefod, er Spærreildsopgaver indenfor ca. 600 m, hvilket ikke kræver nogen større Trefod med særligt fine Side- og Højderetningsmidler.

Den Overtro, der en Tid kom til Udtryk, at naar man havde en let Trefod, kunde man løse saavel Rekylgevær- som Maskingeværopgaver, har den sidste Krig grundigt vist Vintervejen. En let Trefod som den gamle danske eller den nuværende engelske vil aldrig kunne svare til de Krav, som ovenfor er anført for Maskingeværets Vedkommende.

Anvendelsen af Rekylgevær i Trefod vii naturligvis i høj Grad afhænge af Organisationen.

Hvis der, som i U. S. A., ligefrem i Rekylgeværkompag- niet organisatorisk indgaar en Trefodssektion med Rekylgevær i Trefod, skal den naturligvis anvendes som saadan, men man maa ikke derfor forledes til at tro, at man derved kan løse Maskingeværopgaver paa de lange Afstande.

At gaa en anden Vej ved at normere Rekylgeværkompagnierne med en tungere Trefod i Lighed med Maskingeværets, vil kun være at belemre Kompagniet med Transport af en tung Udrustningsgenstand, som det i Realiteten ikke har Brug for, med mindre man samtidigt afskaffer Bataillonens Maskingeværer og dermed unddrager Bataillonen den haardt tiltrængte Ildkraft, der ligger heri.

Som Rekylgeværkompagnichef vil man sikkert ikke være begejstret ved Tanken om ofte at maatte afse Rekylgeværer til Løsning af Opgaver, der normalt ikke tilkommer et Rekylgeværkompagni.

Som Konklusion af ovenstaaende Betragtninger mener jeg, at man maa komme til den Opfattelse, at Indførelse af et Enhedsvaaben ikke vil kunne løse Maskingeværernes Opgaver fuldt tilfredsstillende. Da Transporten af de tunge Maskingeværer ikke skulde kunne være noget Problem i en motoriseret Hær, mener jeg absolut, man bør tage de Fordele, der ligger i at have 2 forskellige Vaaben.

Hermed være ikke sagt, at man skal blive staaende ved de nuværende tunge, vandkølede Maskingeværer. Disse er for tunge, men der findes moderne, luftkølede Maskingeværer, der fuldt ud tilfredsstiller de Krav, man maa stille til langtrækkende Maskingeværer.

II. »Er en teoretisk Skudhastighed paa ca. 1200 Skud/ Min. ønskelig?«

Dette Spørgsmaal er meget vanskeligt at besvare, da man paa nuværende Tidspunkt saa godt som ingen Erfaringer har med Hensyn til de hurtigtskydende Maskingeværer. Jeg skal imidlertid her fremføre de Synspunkter, der taler for og imod.

Man fremhæver altid de automatiske Vaabens store moralske Virkning, og det er givet, at jo større Skudhastigheden er, jo større bliver denne Virkning.

Formentlig er det bl. a. dette, der faar d en amerikanske Løjtnant til at udtale sig saa rosende om Mg. 42.

Ved tunge Maskingeværer er en meget hurtig Skudkadence ubetinget en stor Fordel ved Beskydning af Maal, der hurtigt skal nedkæmpes, idet man herved vil være i Stand til paa meget kort Tid at opnaa den fornødne Virkning mod Maalet.

Hvor det drejer sig om Beskydning af Omraader, der gennem længere Tid skal holdes under Ild, vil en mere moderat Skudkadence være ønskelig, da man ellers let vil komme op paa et overdrevent stort Ammunitionsforbrug.

Hvis det er teknisk muligt, kunde man tænke sig den fordelagtige Løsning, at man ved en Omstiller kunde variere Skudkadencen alt efter Arten af den Skydning, der skal udføres.

Alt ialt maa man for Maskingeværer, der har den fornødne Stabilitet, ønske den store Skudhastighed.

For Rekylgeværets Vedkommende maa man af flere Grunde være betænkelig ved en alt for stor Skudkadence.

Ildafgivelsen med et Rekylgevær vil ganske givet blive for usikker, saafremt man øger Skudkadencen væsentlig over den, der nu er normal for de fleste Rekylgeværer.

Ligeledes maa man her være meget betænkelig ved at øge Skudkadencen af Hensyn til Ammunitionsforbruget.

Ved Maskingeværet udregner man nøje Ammunitionsindsatsen for hvert Maal, mens man ved Rekylgeværet ikke paa lignende Maade kan begrænse Ammunitionsforbruget.

Maskingeværerne medfører deres Ammunition paa Køretøjet tæt op til Ildstillingerne, medens Rekylgeværets Ammunition ofte maa bæres af Gruppen over lange Strækninger, og man kan ikke altid regne med at kunne supplere Ammunitionsbeholdningen naar som helst.

Ovennævnte Synspunkter peger i den Retning, at Maskingeværerne bør være hurtigtskydende, mens man for Rekylgeværernes Vedkommende bør blive staaende ved en Skudkadence, der ikke væsentligt overskrider den nuværende.

III. »Skal man have Magasiner eller Patronbaand?«

For Maskingeværets Vedkommende kan her ikke herske

nogen Tvivl.

Selv om man af Hensyn til Materiellets Holdbarhed og Kontrol af Indstillingerne udfører Virkningsskydningen som Byger paa 25—50 Skud, skal Opholdene i Ildafgivelsen være mindst mulige. Dette opnaas bedst ved Fødning med Patronbaand.

Transporten af disse volder heller ingen Vanskelighed, man kan maaske endda sige, at de er lettere at føre i Køretøjet og kræver mindre Plads end et tilsvarende Antal Magasiner.

For Rekylgeværets Vedkommende maa man foretrække Ladning fra Magasiner. Gruppens Mandskab skal bære Ammunitionen frem, og dette gøres absolut lettest i Magasiner.

Metalbaand, som ved Mg. 42, er selvfølgelig fordelagtige, naar Rekylgeværet skal bruges i Trefod, men ellers maa Magasinerne være at foretrække. Et Rekylgevær maa ubetinget kunne betjenes af een Mand, hvilket let lader sig gøre ved Magasinfødning, medens Baandfødning normalt kræver 2 Mands Betjening, saafremt Betjeningen ikke skal kræve uforholdsmæssig lang Tid.

IV. ,»Er det ønskeligt, at Vaabnet kan omstilles til En- keltskydning?«

Ved Maskingeværet har det ingen Interesse at kunne skyde Enkeltskydning, da man aldrig vil anvende denne Skyde- maade. Skulde man af Uddannelseshensyn ønske det, kan man pille hveranden Patron ud af Baandet.

Ved Rekylgeværet kan det maaske have sin Berettigelse at kunne skyde Enkeltskydning. I hvert Fald er Konstruktionen af Omstilleren f. Eks. ved Rekylgevær M. 45 E. saa simpel, at man bør tage denne Fordel med.

Jeg har hermed i meget korte Træk givet Udtryk for de Anskuelser, som jeg gennem mit Arbejde med Vaabnene (især Maskingeværet) er kommet til. Dette Resultat kan naturligvis diskuteres, og jeg kan med Kaptajn P. W. Hansen sige, at det vilde være interessant at høre flere »Røster« om dette Emne.