I det følgende argumenteres der for, hvorledes den uddannelsesteknologiske  model har haft sin storhedstid, men at der nu på grund af ændrede  forudsætninger er behov for en ny pædagogik i Forsvaret.

Industrialisering, den uddannelsesteknologiske model

De to verdenskrige kom på mange områder til at medføre ændringer i de  vestlige samfund. Mest betydningsfuld var kvindernes indtræden på  arbejdsmarkedet, men også andre mindre ændringer skete på baggrund af  krigen. Mindre erkendt er den betydning krigen fik for opbygningen af de  industrialiserede landes uddannelsessystemer.  

Den globaliserede og industrialiserede krig medførte et enormt behov for  soldater hos de krigsførende lande. Man skulle bruge mange soldater og man  skulle bruge dem med det samme. Med henblik på at imødegå dette behov,  udvikledes en særlig metode. Med forbillede i industriens produktionslinier  konstrueredes et system til uddannelse af soldater. Kravene var for det første  en stor og hastig produktion (kvantitet). For det andet skulle produktet,  soldaterne, være ensartet så deres adfærd på slagmarken kunne forudsiges og  således muliggøre planlægning og styring på afstand. Det ensartede produkt  var desuden et ideal fra industrien. På denne baggrund udvikledes, hvad der  bedst af alt kan betegnes som fabrikker til at producere soldater. Metoden kom  til at hedde ”Systems Approach to Training” (SAT).

Den enkle, men effektive metode der udvikledes kan beskrives i fire  punkter: 1) Planlægning: Der gennemføres en analyse af den funktion der  uddannes til, hvilke opgaver skal løses. Opgaven nedbrydes i mindre  bestanddele og det formuleres hvilken viden, færdigheder og holdninger der er  nødvendige hos personen der skal løse opgaven. 2) Tilrettelæggelse:  Indlæringen tilrettelægges effektivt med hovedvægt på træning af  færdigheder. 3) Gennemførelse: Uddannelsesaktiviteterne gennemføres efter  den forberedte plan, således at produktionslinien ikke bringes i uorden og med  henblik på at opnå et ensartet produkt. 4) Produktet kontrolleres for fejl og  mangler.

Systemet blev en enorm succes. Dels viste systemet sig at være uhørt  effektivt, dels var der en tæt ideologisk overensstemmelse med den  dominerende industrielle samfundsudvikling. Efter anden verdenskrig blev  ”System Approach to Training” den dominerende uddannelsestendens i hele  den vestlige verden. Systemet var ikke længere forbehold den militære verden,  men udbredtes også til de civile uddannelsessystemer.  

I Danmark indførtes systemet også. I Forsvaret blev det gennem NATO  medlemskabet den officielle uddannelsesmetode. Alle der har haft berøring  med det danske Forsvar hvad enten det er som værnepligtig, værnepligtig  sergent eller officer har fået deres militære uddannelse gennem denne model.  Også i de civile uddannelser indførtes systemet i varierende grad. Ikke mindst  på folkeskoleområdet fik systemet stor indflydelse. Den anvendte danske  betegnelse for den pædagogiske retning blev ”uddannelsesteknologien”, i  Forsvaret blev dette tillige det officielle navn: Den uddannelsesteknologiske  model.  

Individualisering, reformpædagogikken

I ´70erne begyndte systemet så småt at komme i modvind. Hvor den første  modernisering af de vestlige samfund var industrialiseringen, herunder  industrialiseringen af uddannelsessystemerne, så var det primære indhold i den  anden modernisering individualisering. Der opstod en stærk skepsis og  modvilje mod den industrielle tilgang til indretningen af vores samfund og de  konsekvenser det havde i form af ensretning af samfundsborgerne.  

Oprøret mod ensretningen og industrialismen, betegnes inden for  uddannelsesområdet som reformpædagogikken. Reformpædagogikken er ikke  en retning, men en samlebetegnelse for en række forskellige tanker, metoder  og teorier som alle tager udgangspunkt i det enkelte individ og er mod  industriel ensretning af mennesker.  

Kampen er langt fra afsluttet. I dag vil man i næsten alle  uddannelsesinstitutioner kunne iagttage hvorledes reformpædagogikken og  uddannelsesteknologien strides og spænder ben for hinanden. Fra  uddannelsesteknologien påberåbes effektivitet og det ensartede forudsigelige  produkt. Fra reformpædagogikken fremføres at mennesker ikke kan kommes i  standardiserede kasser og at forsøg herpå er overgreb på individets integritet.  

Også i Forsvarets uddannelsessystem foregår denne kamp. Den øgede  erkendelse af individernes forskellighed og individuelle rettigheder, herunder  ret til at være sig selv og forskellig fra de andre, trænger sig ind på den  uddannelsesteknologiske model. Lige nu er situationen den, at der er generel  enighed om at individer er forskellige og at en standardiseret uddannelse  derfor ikke vil give et ensartet resultat. Men målet er stadig det ensartede resultat, hvorfor forskellighederne er en udfordring der skal overkommes og  ikke en styrke eller ret der skal understøttes og udvikles. Tendensen ses  tydeligt i Forsvarets nye pædagogiske principper (Forsvarskommandoen 2003).  De pædagogiske principper er delt op i to. I den første del redegøres for de  værdier som Forsvarets ønsker at fremme og have som fundament for det  pædagogiske arbejde. Disse værdier Har på den ene side vægt på individets  pligter i forhold til samfundet, på den anden side individets rettigheder og  personlige integritet. Den anden del er beskrivelsen af den  uddannelsesteknologiske model. Her er det den rationelle produktion af  arbejdskraft der er bærende princip. Individets krav på klarhed og retfærdighed  betones, her dog ikke som en etisk fordring, men som en psykologisk  erkendelse af motivationelle forhold. Opfyldelse af Individets behov er en  forudsætning for effektiv gennemførelse af uddannelse.

Når jeg genopridser den uddannelsesteknologiske model, og dens historie,  er det for at påpege at årsagen til modellens succes skal findes i de militære og  samfundsmæssige forudsætninger. Disse forudsætninger er imidlertid under  forandring og dermed trækkes grundlaget væk under den  uddannelsesteknologiske model.  

Fremtid 

Den ideologiske udvikling i samfundet er entydigt individualistisk. Vi forventer  alle individuel behandling og respekt for vores ønsker og behov. Et faktum man  har store problemer med at imødekomme i de uddannelsesteknologisk  funderede uddannelsessystemer, såvel de civile, som i det militære.  

På den militære side står det mere og mere tydeligt at ønsket til nye  Forsvar ikke er kvantitet, men kvalitet. Der er efterspørges ikke længere store  mandskabstunge hære af hurtigt og dermed nødtørftigt uddannede soldater. I  stedet efterspørges der enheder, der gennem højteknologisk udrustning har  global og hurtig mobilitet, samt præcis og overvældende ildkraft. Desuden  ønsker man overlegne almene kognitive kompetencer i form af evne til  beslutningstagen, tilpasning, problemløsning, samarbejde og kommunikation,  foruden taktisk og strategiske forståelse på højt niveau.

Alt dette kræver selvsagt uddannelse. Men er den  uddannelsesteknologiske model den rette til at opnå dette resultat? Den  uddannelsesteknologisk model var netop indrettet på at producere mange  soldater, hurtigt og ensartet, med klar prioritering af kvantitet frem for kvalitet  og det var indfrielsen af disse mål der var årsagen til modellens succes.  

Jeg tror at vi kommer til at opgive den uddannelsesteknologiske model. De  forudsætninger som skabte succesen er ikke længere til stede. I stedet må vi se  os om efter pædagogiske metoder hvor der er fokus på kvalitet. Dette krav kan omsættes i følgende slagord, som så kan stå som visionen for udarbejdelse af  en ny pædagogik for Forsvaret: Eliteuddannelse til alle soldater!  

Reference 

Forsvarskommandoen, 2003: Pædagogiske principper for Forsvaret. FKOPUB  PS. 180‐1.Forsvarskommandoen, Vedbæk.