Log ind

Eksercerreglementet af 1821 - hvad er det?

#

Efterfølgende artikel er forfattet af major OA. Hedegaard, leder af Hærens Militærhistoriske Arbejder. Artiklen er indsendt som en uddybende forklaring af den vandrepræmie, som Det krigsvidenskabelige Selskab nu udsender hvert år for et skriftligt arbejde af en yngre officer.

På Det krigsvidenskabelige Selskabs årlige generalforsamling på Frederiksberg Slot har man siden 1992 kunnet se et eksemplar af Exerceerreglement for Det Kongelige Danske Infanterie fra 1821, fornemt indbundet, blive overrakt til et medlem af selskabet som påskønnelse for et bemærkelsesværdigt skriftligt arbejde. Reglementet er generøst udsat som en eksklusiv vandrepræmie af afsk. generallæge S. Trier, selv meget militærhistorisk interesseret medlem af selskabet. Det er en foreteelse helt i tråd med selskabets formål og traditioner samt en ældre officers courtoisie. Det fornemme værk, som har tilhørt bl.a. Frederik VI personligt, har været omtalt i Militært tidsskrift nr. 4/1994, men kun vedrørende det formelle om reglementet og dets proveniens. Alle læserne af dette tidsskrift ved selvsagt, hvad et reglement er, men der er nok grund til her fagligt at causere lidt over netop dette reglement fra den militærglade konges militært ineffektive periode, helt i pagt med Piet van Deurs’ TV-spørgsmål: Hvad er det? Til brug herfor har nærværende causør brugt et mere tarveligt eksemplar fra Det Kongelige Garnisonsbiblioteks righoldige reglementssamling, der rummer reglementer tilbage til slutningen af 1600-tallet. Bortset fra den relativt høje alder og reglementets fremragende tilstand er dets indhold ganske interessant og tankevækkende. Dets forord er underskrevet af kong Frederik selv, som dermed som hærens øverstkommanderende approberer og autoriserer reglementet. Kongen skriver, at det afløser reglementet af 1787, idet der siden da er sket en vidtrækkende udvikling i infanteriets kamp (revolutions- og Napoleonskrigene), og det har derfor været påkrævet med et nyt. Heri havde Allerhøjstsamme helt ret. Reglementet er på hele 451 sider med syv tavler over opstillinger af formationer og disses evolutioner. Det bærende grundlag for reglementets udarbejdelse og brug var det daværende infanterigevær og dets ydeevne. Det vil - stort set - sige glatløbet, 16-lødig (17,5 mm) infanterimusket M/1794 med flintelås. Dens største virksomme skudvidde (mod enkeltmand) var ca. 200 alen. Geværet var konstrueret af rustmester C.W. Kyhl ved Københavns Arsenal efter kronprins Frederiks ønske om en lettere musket end de tidligere. Den havde konisk fænghul, så krudtet af sig selv kunne løbe ud på panden, der var forsynet med en lodret skærm for at beskytte højre sidemands øjne mod ildstrålen fra fænghullet, når der blev skudt fra geleddet. Bajonetten var den sædvanlige lange, trekantede med hulslibning uden greb og med dølle (bajonetfatning, en betegnelse, der stadig bruges ved nogle elektriske pærers fatninger). Taktikken var, i lyset af Waterloo 1815, stadig lineartaktikken. Det kommer udførligt til udtryk i en række vidtløftige kapitler, skrevet i tidens detaljerede, ordrige udtryksform. Der indledes med fyldige kapitler om militær anstand, eksercits (dressur) for enkeltmand og i sluttede formationer, våbenbetjening og soignering af håndvåben og lignende, og endelig kommer de store, bærende kapitler om kampen og dennes taktik. De kampformationer, reglementet arbejder med, var primært den sluttede linie med bataljonerne opstillet ved siden af hverandre samt over for rytteri formering af karré, d.v.s. en opstilling i firkant, så bataljonerne havde front til alle sider med fældede bajonetter. Marchformationen var på veje sektionskolonne (som i Livgardens vagtparade i vore dage), under fremrykning i terrænet til kamp pelotonskolonne {peloton er datidens ord for den nuværende deling). Desuden kunne der formeres en tæt opsluttet kolonne med divisonsfront. Evolutionerne, som i hovedsagen kun behøvede at bestå i simpel overgang fra den ene formation til den anden, varierede imidlertid i høj grad, og i den lange fredsperiode var man endda - vel nærmest for at bryde eksercitsens ensformighed - kommet ind på mange snurrepiberier, såsom kunstsvingninger, opstilling i alle slags figurer (fx kongeparrets navnetræk!) og en masse overflødige geværgreb, altsammen ren spildtid. Selv om alt sådant blev fjernet ved eksercerreglementet af 1787, og hel ler ikke er med i 1821-udgaven, var det dog ikke let at udrydde i praksis, og endnu længe efter klagedes der over, at regimentschefer anvendte hjemmelavede tilføjelser til reglementet for at brillere. Forbillede ved eksercitsen søgte man stadig - trods Napoleonskrigene - i den preussiske hær, som under Frederik den Store havde nået en manøvredygtighed, der var genstand for stærk beundring, selv om man indrømmede, at meget af det, der ydedes, kun var gennemførligt på en jævn eksercerplads og derfor burde være overflødigt at gøre til genstand for indlæring. Evolutionerne udførtes med matematisk nøjagtighed i trit og til musik, og intet overlodes til selvstændig tænkning eller optræden. Efter hver evolution rettedes ind, og endog ved brigadeeksercits, hvor bataljonschefens virksomhed bestod at gentage brigadechefens kommandoer, efterså brigadechefen selv allignementet (retningen). Især march i trit var en bærende søjle (ikke i takt, som er noget andet), og under frontmarchen (bruges endnu på Amalienborg slotsplads) udkrævedes overholdelse af snorlige retning, et kunststykke, som krævede grundig forberedelse og langvarig uddannelse. Frontmarchen med alle afdelinger udviklede var jo marchen frem til kampen, ganske som i oldtidens falankser. Ildafgivelsen, chargeringen, foretoges som salveild eller i visse tilfælde som rodeild med to roder ad gangen fra pelotonens fløj. Bataljonen eller peletonen skulle virke som en levende skydemaskine, hvor kommandoord og salver ganske mekanisk afløste hinanden. Glippede kommandoen i kampens larm og konfusion eller på grund af soldaternes træthed eller manglende uddannelse, svigtede maskinen, og ildafgivelsen blev til en planløs enkeltmandsskydning, under hvilket mandskabet, som ikke var opdraget til selvstændig optræden, jaskede med ladningen, hvad der kunne medføre, at geværet forslammedes og forsagede. Når ilden således blev afgivet fra hele fronten på én gang i stedet for efterhånden fra dens enkelte dele, blev krudtrøgen tilmed hurtigt så tæt, at målet ikke kunne ses og skydningen derfor virkningsløs. Reglementet går også ind på den vigtige opgave for de foran fronten fremsendte skarpskytter med riflede geværer, der skulle fremkalde en sådan situation hos modstanderen, der tvang ham til at åbne ilden tidligt og fortsætte den uafbrudt for at værge sig mod skarpskytternes sikre skud, en spinkel begyndelse til den senere kamp i spredt orden. Under dækning af egne skarpskytter gjaldt det derimod om at åbne ilden så sent som muligt, så hele skydningen blev kortvarig. Det er paradoksalt, at selv efter at udviklingen forlængst havde forældet infanterireglementet af 1821 og ført taktikken ind på andre baner, vedblev lineartaktikken i hele Frederik VI’s og hans efterfølger Christian VIIFs tid (1839-48) at være den herskende på eksercerpladsen, men også kun dér! Den holdt sig endog længere endnu. Selv efter den første slesvigske krig 1848-50 foretoges på Københavns fælled i 1850’eme brigadeøvelser, som var lineartaktik af reneste vand. Man var dog i 1821 klar over, at nye tider var på vej, og det er ufortjent og fejlagtigt, når en nyere dansk historiker benævner Frederik VI som korporalen i Danmarks kongerække. Det voluminøse reglement, hvori den mere moderne jægertaktik også skildres, slutter med nogle ord, der næsten hører vor tid til; "... Folkene maae derfor vel øves i, i et raskt Løb at bevæge sig, enten fremad eller til Siderne, enten i Kjede eller i sluttede Smaadele, i at bukke sig i Løbet, i at snige sig fra Plet til Plet, i med Smidighed og Behændighed at kaste sig ned bag enhver Gjenstand, hvorfra de med Fordeel kunne anbringe deres Skud, som og at springe op igjen og fortsætte Løbet til en anden Genstand, som kan dække dem..."

Synd, at disse moderne synspunkter i infanterikampen ikke kom til at slå igennem, for det gjorde de ikke på grund af danske officerers bagstræb og ulyst til at forny sig. Endnu i 1864 var den spredte orden og uddannelsen til enkeltkæmper ikke slået igennem, og nu var infanterivåbnet endda riflede perkussionsgeværer, der skød meget længere og mere præcist end de glatløbede musketter. Et slående eksempel skal vise dette beklagelige forhold: Feltprovst Høyer Møller spurgte en dag i april 1864, nærmest desperat over de store tab i skanserne på Dybbøl, generalmajor du Plat, om man ikke kunne foretage et udfald i stedet for passivt at ligge og lade sig slå ihjel. Generalmajoren svarede: "Udfald! Kære præst! Udfald er jo det samme som død eller fangenskab^ og vore folk er jo ikke øvede! De ville forstå det, dersom De blot én eneste gang havde set forskellen mellem preussernes og vor avanceren. De er øvede i at dække sig bag den allermindste dækning! Det har vi intet begreb om!” Infanterireglementet af 1821 fortæller hærhistorie på mange ledder og må siges at være en militærhistorisk perle for en officer at have stående i reolen, selv om det beklageligvis kun er for et år. Dets forord slutter manende med den fra enevælden så kendte og indiskutable vending: Hvorefter alle Vedkommende sig allerunderdanigst have at rette. Havde blot nogle flere danske officerer og troppeførere op gennem 1800- tallet, primært under de slesvigske krige, loyalt fulgt dette bud, når det drejede sig om indøvelse og gennemførelse af infanterikampen!