Log ind

Eksempler paa et tysk hestetrukket Feltartilleris regiments Optræden under Verdenskrigens Indledningskampe III

#

III.

Bemærkninger

Ved første Øjekast kunde man faa det Indtryk, at Perioden fra den 23/8 til den 27/8 ikke indebærer Eksempler af større Betydning. Og dog, ser man nøjere til, vil man opdage, at der i disse Dage er sket noget endog meget væsentligt. Regimentet bliver i denne Periode for første Gang omend kun i kortere Perioder splittet i to Dele, hvoraf den ene er unddraget Regimentets direkte Kommando. Vi staar her over for Hændelser, der ved det lette, hestetrukne Feltartilleris Regimenter gentager sig indtil Trivialitet under hele Krigen. Regimentet bliver som samlet taktisk Enhed sat mere eller mindre ud af Spillet, fordi dets Afdelinger bliver afgivet til særlige Formaal. Dette vil naturligvis navnlig være Tilfældet ved det lette Artilleri, hvis Afdelinger eller endog enkelte Batterier ofte bliver fordelt som Støtteartilleri for Fodfolkets Regimenter og Bataillonen De Opgaver, som tilfalder det lette Feltartilleriregiments Chef og Stab, vil derfor ofte blive reduceret til gennem længere Perioder at være saa godt som udelukkende af administrativ Art, Omgrupperinger paa Grund af Tab, Forsynings- og Erstatningstjeneste m. m. En tilsvarende Sønderlemmelse af Regimentet vil vel ogsaa kunne forekomme for det tunge Artilleris Vedkommende; men dette Artilleris Regimenter bliver dog erfaringsmæssigt langt sjældnere splittede i mindre Enheder, saa at dets Regimentschefer under Kampen ogsaa bevarer den fulde taktiske Ledelse af Regimentets Ild. Det her paapegede Forhold faar for det lette Artilleris Vedkommende sit klareste Udtryk ved Slutningen af Feltartilleriregiment von Peuckers Optræden under Verdenskrigen. Under Omtalen af Regimentets Tilbagetog i Dagene fra 6/10 til 31/10 1918 over Vouziers læser man følgende: „Regimentsstabens Opgaver var meget vanskelige, fordi Regimentets Afdelinger og Batterier i taktisk Henseende var underlagt andre Stabe. Staben helligede sig trods det, at Samarbejdet med de højere Kommandomyndigheder ved denne Lejlighed ikke var helt let, med godt Resultat Forsyningen af de enkelte Batterier, med hvilke den stadig vedblev at staa i den snævreste Føling. De mange Tab af Officerer, Mandskab, Heste og Materiel gav Staben Lejlighed til at sørge for Omfordeling og Erstatning, en Opgave, der blev vanskeligere for hver Dag. Det lykkedes stedse Regimentschefen, Major Eberhard, at opretholde Regimentets Moral og Kampkraft paa største Højde, til Trods for, at Regimentet lige indtil det sidste blev stærkt udnyttet og havde svære Tab.“ Naar der eksempelvis ved en Division findes to Feltartilleriregimenter, hvoraf det ene er let og i Hovedsagen beregnet til at afgive sine Enheder som Støtteartilleri, medens det andet er tungt og derfor hovedsagelig beregnet til at danne Kærnen i Frontartilleriet, og der ved samme Division ikke findes nogen Divisionsartillerifører, taler de her anførte Omstændigheder for, at Chefen for det lette Regiment — uanset Aldersorden — foruden sin Virksomhed som Regimentschef tillige ordentligvis varetager Divisionsartilleriførerens Tjeneste. Denne Regimentschefs Førstehaands Forbindelse med Støtteartilleriets Afdelinger vil medvirke til, at han stedse vil kunne være vel underrettet om Kampsituationen i de forreste Linier og de Krav til Forsyningstjenesten, som heraf følger. Chefen for det tunge Artilleriregiment vil derimod normalt kun paa anden Haand kunne erhverve Viden om disse Forhold. Den her omtalte Ordning vil formentlig være forsvarlig, og den lader sig tilsyneladende uden Vanskelighed indpasse i Bestemmelserne i Feltreglement I B Pkt. 34 og II Pkt. 22 og 51.

Franskmændenes Optræden i Tidsrummet fra 23/8 til 27/8 dækker i alt væsentligt de i Feltreglement I B Afsnit VIII: „Frivillig Afbrydning af Kampen“ givne Forskrifter. Efter alt at dømme har det under saa godt som hele Fremmarchen fra Sernois til Maas været ret svage Slør af Arrieregarder, overfor hvilke VI tyske A. K. har staaet. Afstanden til de franske Hovedstyrker har stedse været ca. 15 km. Under de tre Dages Bagdækningskampe fra 23/8 til 25/8 viser Franskmændene, hvor udmærket de mestrer det offensive Forsvar, samt hvor fortræffeligt de formaar at udnytte deres Artilleri selv paa de største Skudafstande.

Tilmed, forstod Franskmændene, som iøvrigt kun raadede over meget lidt tungt Artilleri ved Krigens Begyndelse, at drage Nytte af Fæstningsskytset ved Montmédy. Da Artilleriets Hovedopgave er at beskyde de Maal, som under givne Forhold først og fremmest er farlige for eget Fodfolk eller modsætter sig Løsningen af dettes Opgaver, kom det tyske Artilleri under Forfølgningskampene i udstrakt Grad til at beskæftige sig med Bekæmpelsen af det fjendtlige Artilleri. De Afstande, paa hvilke Tyskerne under disse Forfølgningskampe anvendte deres Artilleri, blev derfor gennemgaaende større, ofte meget større, end ved de tidligere omtalte Kampe om Rossignol og Tintigny. Det lette Artilleris Kampafstande har i denne Periode kun i faa Tilfælde været mindre end 3000 m og i langt det overvejende Antal Tilfælde mellem 4000 og 6000 m. Det er derfor intet Under, at Regiment von Peucker stadig søger at føre sin Observation saa langt frem som muligt for at bevare den snævre Føling med eget Fodfolk. Dette bliver særlig fremtrædende under Kampene om Maas. At Forsøgene mislykkes, skyldes Mangler ved det tyske Telefonmateriel ved Krigens Begyndelse.

Et andet karakteristisk Træk er, at Regimentet under de skildrede Forfølgningskampe — som iøvrigt ogsaa ved mangfoldige andre Lejligheder senere hen under Verdenskrigen — ofte anvender de 10,5 cm Haubitser i Fordækningen, antagelig for derigennem saa meget des hurtigere at kunne udnytte den 10,5 cm Ammunitions overlegne Virkning. Ogsaa senere hen under Stillingskrigen samt under Tilbagetogskampene ved Krigens Slutning spillede de lette Felthaubitser en betydelig Rolle. Selv om man vel ikke kan anføre dette som et afgørende Bevis for Nødvendigheden af, at der indgaar lette Haubitser i Divisionsartilleriet, taler det dog sit tydelige Sprog om Ønskeligheden af saadanne Piecers Tilstedeværelse. De Bestræbelser, som efter Verdenskrigen er gjort fra forskellige Konstruktørers Side for at øge den lette Feltkanons Kaliber eller at fremstille en Piecetype, der i sig indbefatter saavel Feltkanonens som den lette Felthaubits’ Egenskaber, tyder ogsaa paa, at den lette Felthaubits er et uomgængelig nødvendigt Led i Divisionens Artilleri. Man kan næppe slaa sig til Taals med den Tanke, at Haubitser af sværere Kaliber eller 10,5 cm Kanoner overflødiggør den lette Felthaubits. De tunge Vaaben mangler nemlig dennes store taktiske Bevægelighed og derigennem dens udprægede Evne til at kunne følge og støtte Fodfolket umiddelbart.

Hovedsaarsagerne til VI tyske A. K.s ringe Fremgang i Slaget ved Maas er følgende: a) Besættelsen af 4’ franske Armés Stilling var væsentlig tættere paa Arméens højre Fløj end paa noget andet Sted langs denne Armés Front. Herved kom VI tyske A. K. til at staa overfor II franske A. K., det fra Kampene ved Rossignol stærkt medtagne Kolonialkorps og Dele af XII A. K., altsaa en betydelig Overmagt. b) Terrainet begunstigede i væsentlig Grad det franske Forsvar. Selv om Tyskerne havde god Oversigt over Kampomraadet fra Højderne Øst for Maas, laa Observationen for langt tilbage. Franskmændene havde fra deres Side gennemgaaende fortræffelig Oversigt over Størstedelen af Omraadet fra Maas indtil Skovene Vest herfor, og deres Observatører kunde paa Grund af de kortere Observationsafstande skaffe sig et langt bedre Overblik over Kampens Enkeltheder end Tyskerne. c) Den Omstændighed, at det ikke lykkedes 11’ I. D. at føre sit Artilleri over Maas til umiddelbar Støtte for eget Fodfolk i Forbindelse med den paafaldende Passivitet, der efter alt at dømme blev udvist af de Dele af 12’ I. D.s Artilleri, som paa et ret tidligt Tidspunkt naaede over Floden. Paafaldende er ogsaa den Mangel paa Hjælpsomhed, 12’ I. D. viste ved om Eftermiddagen at sende 1/6 tilbage, da dette Batteri forsøgte at passere Floden ved Inor, omend man vel næppe tør benægte, at en saadan Afvisning kan have været berettiget. Man faar det Indtryk, at Ledelsen af 11’ I. D.s Artilleri under Slaget ved Maas har været noget vaklende og usikker. Ildkoncentrationerne mod Landsbyerne paa den vestlige Side af Maas i Løbet af Natten mellem den 26/8 og 27/8 kan ikke andet end forekomme os formaalsløse. Den opnaaede Virkning har næppe staaet i noget rimeligt Forhold til Ammunitionsforbruget. (Se herom senere). Desuden er der stadig Tale om Stillingsskifter, til Trods for, at de Fordele, disse har medfort, næppe kan have været saa store, at de kunde berettige den hermed følgende Uro og periodevise Svækkelse af Divisionens samlede Artilleris Kampkraft. Man faar ogsaa det Indtryk, at 11’ I. D. ikke med tilstrækkelig Energi har benyttet den Chance, som det regnfulde Vejr om Natten og den derpaa følgende Morgentaage gav Artilleriet til ubemærket at faa nogle Enheder over Maas. 11’ I. D.s Artilleri kunde under Kampene den 27/8 paa den vestlige Side af Maas have ydet Fodfolket uvurderlig Støtte, dersom blot en Del af det var naaet over Floden, ligesom det under Derouten om Aftenen vilde kunne have holdt igen overfor de franske Modangreb. Vi har her et meget klart udtalt Eksempel paa, at selv om Observationsmuligheder er Alfa og Omega for Artilleriet, er en god Oversigt over Kampomraadet ikke tilstrækkelig til at sikre en virksom Artilleristøtte. Det intime Samarbejde mellem de to Hovedvaaben er kun mulig, dersom Artilleriet foruden at have god Observation tillige er i Stand til at føre Støtteafdelingerne frem tæt bag egen forreste Fodfolkslinie. Kun godt en Snes km længere mod Syd gik den tyske Overgang over Maas tre Dage senere væsentlig glattere til Trods for, at Terrainforholdene her i alt væsentligt var som paa VI tyske A. K.s Front. General von Moser giver en udmærket Skildring heraf i sine „Feldzugsaufzeichnungen als Brigade-Divisionskommandeur und als kommandierender General 1914— 1918“. Her lykkedes det Artilleriet at naa over Floden samtidig med Fodfolket, og det bidrog ifølge Skildringen i væsentlig Grad til en hurtig og heldig Afgørelse af Kampen paa denne Del af Fronten ved at søge sine Stillinger tæt bag eget Fodfolk. d) Den forhastede Ordre om Tilbagedragning af 11’ I. D.s Fodfolk til den østlige Side af Maas om Aftenen den 27/8. Selv om Artilleriet hverken har Lod eller Del i denne triste Begivenhed, har jeg dog anset det for formaalstjenligt at omtale denne Episode ret indgaaende, da de Fejlgreb, der blev begaaet ved den Lejlighed, er en god Lære ogsaa for Artilleriet. e) Franskmændenes mesterlige Anvendelse af deres Artilleri. Dels formaaede Franskmændene bedre end Tyskerne at udnytte Skytsets største Skudvidder, dels havde de, hvad senere tyske Undersøgelser viste, indrettet deres Artilleristillinger med stor Omhu, saa at det franske Artilleri var vel beskyttet mod det lette tyske Artilleris Virkning.

Vedrørende Ammunitionsforbruget under de skildrede Kampe angiver Bogen om Regiment von Peucker ingen Tal. Vi maa derfor tage vor Tilflugt til et andet Regiments Historie*), i hvilken der er givet en Del Oplysninger om Ammunitionsforbruget under lignende Forhold som dem, hvorunder Regiment von Peucker kæmpede i de her omtalte Dage. Under Slaget ved Mons 23—24/8 1914 blev der i Løbet af S3/), Time af I/F. A. R. 40 bortskudt 223 Granatkardæsker og 91 Granter. Ialt altsaa 314 Skud fordelt paa 18 Piecer. Knap 5 Skud pr Time pr. Piece. Under Slaget ved Le Cateau 25—26/8 brugte samme Afdeling i Løbet af ca. 10 Timer 684 Granatkardæsker, 176 F. K. Pr. og 94 Granater. Ialt altsaa 954 Skud. Godt 5 Skud pr. Time pr. Piece. Mellem Busen og Péronne den 28/8 brugte 2 Ledsagekanoner, der var afgivet af l./F. A. R. 40, i en 4 Timers Kamp 60 Granatkardæsker. Mellem 7 og 8 Skud pr. Time pr. Kanon. Under samme Dags Kampe brugte I/F.A. R. 40 i Løbet af et Par Aftentimer 90 Skud. Højst regnet 5 Skud pr. Time pr. Piece. Under Kampen om Rosières en Senterre og Méharicourt den 29/8 brugte I/F. A. R. 40 i Løbet af ca. 2 Timer 48 Granatkardæsker. Mellem 1 og 2 Skud pr. Time pr. Piece. Landsbyen Plessier-Rossainvillers blev den 30/8 i Løbet af kort Tid skudt i Brand af II/F. A. R. 40 med 90 Skud. Mindst 5 Skud pr. Time pr .Piece. Samme Dag brugte 2./F. A. R. 40 under et lignende Angreb mod Compiègne og Oise Broerne i Løbet af nogle Aftentimer 35 Granatkardæsker. Mindre end 6 Skud pr. Time pr. Piece. Medens der ved disse Eksempler er Tale om en normal Kampvirksomhed, saadan som den vil forme sig for Artilleri, der skal støtte eget Fodfolk umiddelbart, forekommer der et enkelt Eksempel paa Ammunitionsforbrug ved Beskydning af et fjendtligt Batteri.

*) Das Altmärkische Feld-Artillerie-Regiment Nr. 40 im Weltkriege 1914 —-1918 af Dr. Ernst Glaser-Gerhard. Verlag Bernhard Sporn, Zeulenroda (Thüringen).

Under Slaget ved Le Cateau den 25—26/8 1914 brugte et tysk Batteri 400 Skud til at bringe et fjendtligt Batteri til Tavshed. Det tyske Batteri synes at have staaet i Stilling ca. 3 J/2 Time og udelukkende at have beskæftiget sig med denne Opgave i Løbet af disse Timer. Omkring 20 Skud pr. Time pr. Piece. Selv om der ikke foreligger nogen Talopgivelse for Regiment von Peuckers Ammunitionsforbrug under Koncentrationsskydningerne mod Landsbyerne hinsides Maas Natten mellem 26/8 og 27/8, kan man dog med god Grund skønne, at der i Løbet af de ca. 5 Timer, disse Skydninger maa have varet, er afgivet gennemsnitlig 20 til 25 Skud pr. Time pr. Piece. Resultatet af disse Skydninger, var, som vi har set, kummerligt. Selv om man maa anerkende de stort anlagte Koncentrationsskydningers Betydning i visse Tilfælde, bl. a. hvor man staar overfor et Angreb paa stærkt udbyggede Stillingsomraader, hvis Beliggenhed er nøje kendt, og naar Ammunitionsforbrugets Størrelse samtidig spiller en underordnet Rolle, viser det foreliggende Eksempel, at Koncentrationsskydningerne i andre Tilfælde kan give Anledning til et overflødigt og uforsvarligt Ammunitionsspild. Ved de ovennævnte Eksempler er Timeforbruget pr. Piece beregnet for kortere Perioder end et Døgn, idet kun den Tid er taget med i Betragtning, indenfor hvilken de paagældende Piecer (Batterier) har taget aktiv Del i Kampen. Tanken ledes fra disse Eksempler uvilkaarligt hen paa vore egne feltmæssige Skydninger. Det skal næppe slaa meget fejl, naar man ved disse kan regne med et gennemsnitligt Timeforbrug af ca. 5 Skud for de 75 mm Feltkanoners Vedkommende, vel at mærke ved Skydninger, der skal illustrere Forholdene under Bevægelseskrig. At Skudantallet pr. Piecetime ved Skydninger, der skal belyse Stillingskrigsforhold, maa blive væsentlig større, er en kendt Sag. Man tør formentlig heraf drage den Slutning, at vore feltmæssige Skydninger, som de normalt er anlagt, giver et ganske godt Billede af Ammunitionsforbrugets Størrelse pr. Piece under de almindeligvis under Bevægelseskrig forekommende Kampforhold. Tager man den Række af Eksempler paa Ammunitionsforbrug med i Betragtning, som iøvrigt forekommer i Feltartilleriregiment von Peuckers Historie, kan man opstille nedenstaaende Oversigt over Normalforbruget pr. Time pr. Piece under forskellige Kampforhold.

Skærmbillede 2020-08-27 kl. 14.50.56.png

De her for Bevægelseskrigen paa Grundlag af gode Krigserfaringer anførte Tal, 2 til 8 Skud pr. Piecetime, maa nødvendigvis vække til Eftertanke. Hvor ofte ser man ikke under Øvelser og Krigsspil, at der i Befalingerne er optaget Bestemmelser om Ammunitionsforbrugets Størrelse indtil et eller andet Tidspunkt, eller indtil et eller andet Maal er naaet? Eksempel: „Ammunitionsforbruget maa, indtil foreløbigt Maal er naaet, ikke overstige Lo eller 1 Skudenhed.“ Altsaa 100 til 200 Skud pr. Piece — en Ammunitionsforsyning, der efter Krigserfaringerne skulde kunne strække 20 eller 40 Timer under Bevægelseskrigsforhold. Ofte udgør en væsentlig Del af denne halve eller hele Skudenhed den til Artilleriforberedelsen beregnede Ammunitionsmængde, og samtidig er meget ofte de Maal, som skal beskydes under Artilleriforberedelsen, af en tvivlsom Beskaffenhed, Omraader, Lokaliteter af større Udstrækning, Skovkanter o. 1., inden for hvilke de fjendtlige Maal kun indtager en begrænset Plads. Er de nu knæsatte Metoder til Anvendelse af Artilleriets Ild — født som de er af Stillingskrigens hensynsløse Ammunitionsødsleri — muligvis ikke mere skematiske end heldigt, naar man som vi bør udvise en pinlig Økonomi med den for Haanden værende Ammunition? Skal en Batterichef, naar han gennem Ildplanen har faaet Ordre til i Løbet af fastsatte Tider at beskyde et eller andet Omraade med et vist Antal Skud pr. Kanon pr. Minut, virkelig sprede sit Batteris Ild over hele Omraadet, dersom han ved Iagttagelse af dette ser, at der kun inden for en ringe Del af det er fjendtlige Maal, som det lønner sig at beskyde?

Skal han uden Hensyn til allerede paaviselig Virkning fortsætte Skydningen til den befalede Ammunitionsmængde er bortskudt? Svaret maa selvfølgelig blive: „Ja“- Naar Ordren er givet, maa den efterkommes. Spørgsmaalet er imidlertid, om Batterichefen ikke i mange Tilfælde bør have og ogsaa vil kunne faa en mindre skematisk og mindre bindende Ordre, der giver ham friere Hænder til Udnyttelsen af tilstedeværende Observationsmuligheder, saaledes at han med et mindre Ammunitionsforbrug kan naa en Virkning, der maaske endog bliver større end den, han opnaar ved at følge den nu gængse Fremgangsmaade. Saaledes som Artilleriforberedelsen nu almindeligvis planlægges, forberedes og forlanges udført, vil det i mangfoldige Tilfælde være Batterichefen umuligt at gribe regulerende ind i Batteriets Ild, naar den først er sluppet løs, selv om han gennem Observation bliver klar over, at der bør foretages Korrektion. I et stort Antal Tilfælde vil det dog heldigvis endnu være Støtteartilleriets Batterichefer muligt fra deres Observationsstade at følge Batteriets Ild med Øjnene. For Frontartilleriet bliver Sagen vel ofte en anden. Frontartilleriet vil næppe have saa mange Muligheder for at kunne korrigere paa Grundlag af Observationen, fordi dets Maal i mange Tilfælde vil være uindset fra Batteriernes Observationsstader. Vi staar i Virkeligheden her lige paa Grænsen af et Problem, som er meget vanskeligt for ikke at sige umuligt at behandle eksakt, fordi dets Løsning ikke alene er afhængig af materielle Elementer, som Størrelsen af Kanonens Skudspredning og Projektilets Virkningsomraade, Vejrforholdene m. m., men ogsaa af de psykiske Egenskaber hos saavel det skydende som det beskudte Personel. Det er imidlertid ikke uden Betydning for Artilleriet at faa løst dette Problem: Hvad betaler sig bedst? uden Mulighed for at kunne gribe korrigerende ind i Batteriets Ild at lægge en overraskende, voldsom og kortvarig Ild over et meget begrænset Terrainomraade i det usikre Haab, at man derved kan svække eller ødelægge nogle af de derværende Maal, eller med Mulighed for at kunne korrigere under Skydningen at lægge en overraskende, maaske noget mere langvarig, men derfor ikke mindre voldsom og mere virkningsfuld Ild over de enkelte synlige Maal inden for det tildelte Omraade, hvilket sidste tilmed ofte vil kunne gøres større end ved det førstnævnte Alternativ.

Det Valg, man træffer, afhænger foruden af Observationsmulighederne i første Linie af den paagældende Batterichefs Evne til at kunne manøvrere med Batteriets Ild. lienset til den Skydefærdighed, vore Artilleriofficerer sidder inde med, tvivler jeg ikke om, at det sidste Alternativ er at foretrække. Man maa ikke lade sig vildlede af den Omstændighed, at „Artilleriets Skydning under Verdenskrigen efterhaanden blev stedse mere infanteristisk“ ; men man skal tværtimod fæste sig ved, „at Fodfolkets Ild samtidig blev stedse mere artilleristisk“ (jfr. Militär Wochenblatt Nr. 3/1934: „Das neuzeitliche Schieszen der Artillerie“ von Genit. a. D. Marx). Fodfolket lærte med andre Ord under Verdenskrigen at udnytte de Muligheder, Observationen af dets Ild skabte for en Forbedring af Virkningen : medens Artilleriet i voksende Grad — maaske tvunget af Omstændighederne — glemte at udnytte disse Muligheder.

Carl Raabye.