Log ind

Eisenhower som feltherre

#

Amantium irae amoris integratio est

Med denne latinske formulering af, at elskendes skænderier er essensen af kærlighed, udtrykte Churchill i et af sine sidste telegrammer til Roosevelt før dennes død den 12. april 1944 sin tillid til, men samtidig sin uenighed med Eisenhower i dennes beslutning om i krigens afsluttende fase at lægge tyngden mod Leipzig og Dresden i stedet for mod Berlin. Det var denne beslutning som fik de britiske Chiefs of Staff med general Brooke som talsmand til at foretage et sidste udfald mod Eisenhowers strategiske planlægning, hvilket dels indbragte dem et særdeles køligt svar fra de amerikanske Joint Chiefs of Staff, dels en tilrettevisning fra Churchill, der mindede Brooke og hans fæller om Eisenhowers hidtidige resultater og prestige samt den kendsgerning, at det nu var amerikanerne som bidrog mest med tropper og materiel i denne fase af krigen. Men der kunne, som Churchill samtidig skrev i sit ovenfor omtalte telegram til Roosevelt, nok være grund til for de to politiske ledere at foretage en fornyet vurdering af det politisk hensigtsmæssige i denne Eisenhowers beslutning om ikke at betragte Berlin som andet og mere end enhver anden tilfældig geografisk lokalitet. Den her kort refererede episode i samarbejdet mellem de store vestallierede under den 2. verdenskrig rummer i virkeligheden essensen af koalitionskrigsførelsens problematik, der groft kan sammenfattes i problemet om at nå frem til en enig definition af målet med krigen og af de delmål, der skal føre frem til dette mål, i problemet om ud fra forskellig baggrund at kunne forstå hinandens tankegang og terminologi, samt i problemet om i hvilken grad de enkelte kolalitionspartnere kan påvirke beslutningsprocessen og dermed afgørelserne. De to angelsaksiske landes virksomhed under den 2. verdenskrig er det første eksempel på en så snæver og integreret indsats i en koalitionskrigsførelse. Det faldt i den daværende 52-årige oberstløjtnant i den regulære amerikanske hær og midlertidige generalløjtnant Dwight David Eisenhowers lod som allieret øverstkommanderende for landsætningen i Nordafrika i november 1942 at formulere de retningslinier og udforme den or­ganisation, der da og senere skulle omsætte koalitionspartnernes fælles anstrengelser til praktiske og synlige resultater på slagmarken. En netop udkommet bog om Eisenhower skrevet af den engelske generalmajor E. K. G. Sixsmith, der vil være kendt som forfatter af den vægtige redegørelse for »British Generalship in the Twentieth Century«, og udsendt i forlaget B. T. Batfords serie om Military Commanders*), er derfor ikke blot en skildring af Eisenhower som feltherre, men en indgående beskrivelse af de problemer, der er indbygget i koalitionskrigsførelse. Bogen, der afsluttes med en omtale af Eisenhowers indsats som NATO’s første Supreme Allied Commander Europe, bliver derved også et værdifuldt bidrag til forståelse af baggrunden for denne første organisation i verdenshistorien, der er opbygget allerede i fredstid med henblik på i givet fald at træde i virksomhed i en koalitionskrig.

I modsætning til en stor del af den 2. verdenskrigs mest fremtrædende hærførere havde Eisenhower ikke lært krigens barske vilkår i skyttegravene i Frankrig og Flandern under den 1. verdenskrig. Efter en barndom under omskiftelige vilkår kom han i 1911 som 21-årig på den amerikanske hærs officersskole, West Point, som han afsluttede fire år senere sammen med bl.a. Omar Bradley og Mark Clark, der senere skulle blive hans undergivne. Da Amerika i 1917 gik ind i krigen blev hans opgave at deltage i opbygningen af de styrker, der skulle sendes til Europa. Hans store evner som instruktør synes at have været en afgørende hindring for hans egen overførsel til krigsskuespladsen. Allerede i 1918, som midlertidig oberstløjtnant, blev han leder af træningen af det nyoprettede Tank Corps. Sammen med den fra Frankrig hjemvendte oberst George Patton studerede han efter krigen de muligheder som anvendelsen af kampvognen ville kunne give. Knyttet sammen i et nært venskab redegjorde disse to i en række artikler i hhv. Infantry Journal og Cavalry Journal for deres synspunkter, - indtil det blev betydet dem, at deres synspunkter ikke var i overensstemmelse med den officielle doktrin. Tank Corps blev i øvrigt på dette tidspunkt henlagt under infanteriet efter fra sin start at have været en selvstændig våbenart. I opfattelsen af kampvognens anvendelse lå de to amerikanere meget nær de europæiske kampvogns-entusiasters synspunkter. Eisenhower skrev således:

»By making good use of the terrain in advance, they could break into enemy’s defensive position, cause confusion, and by taking the enemy front line in reverse, make possible not only the advance by infantry, but envelopments of, or actual break-throughs in, whole defensive positions« (p. 6 )

Som i England og Frankrig vandt disse synspunkter ikke umiddelbart gehør. Men USA fik den fordel at se synspunkternes rigtighed demonstreret på slagmarken og dermed tid til at få organiseret og indarbejdet dem, inden landet selv indtrådte i krigen. Den amerikanske panserdivision var derfor ved indsættelsen på den europæiske krigsskueplads den i forhold til såvel modstanderes som allieredes mest avancerede i henseende til organisation og doktriner. I 1922 fik Eisenhower en udkommando som stabsofficer ved den amerikanske brigade i Panamakanal-zonen, og efter i 1925/26 at have gennemgået Command and Staff Course på Fort Leavenworth kom han til tjeneste i Pershings stab. Han fik i denne periode også lejlighed til at gennemgå War College. Herefter gjorde han tjeneste i den assisterende forsvarsministers stab, hvor han beskæftigede sig med studiet af den amerikanske industris mobilisering under en kommende krig. Hans arbejde i War Department bragte ham i kontakt med den nytiltrådte Chief of Staff, general Douglas MacArthur, som han i 1935 fulgte til Philippinerne. Deres opgave var at bistå med opbygningen at et selvstændigt forsvar, som kunne overtage ansvaret, når Philippinerne efter planen blev selvstændigt i begyndelsen af 1940’erne. Som følge af krigsudbruddet anmodede Eisenhower om at komme hjem. I 1940 var han igen tilbage og igen travlt optaget af sin 1. verdenskrigsopgave: at uddanne. I rask rækkefølge tjenstgjorde han herefter som batal jonschef, som stabschef ved 3. division og senere ved IX Corps og fra juli 1941 ved 3. Armé, nu som midlertidig generalmajor. Efter japanernes angreb på Pearl Harbour den 14. december 1941 begyndte Eisenhowers nære samarbejde med general George Marshall, Chief of Staff of the Army gennem hele krigen og en drivende kraft i organiseringen af den amerikanske krigsindsats. Når Marshall valgte Eisenhower som medlem af War Plans Division, skyldtes det først og fremmest hans forståelse af fjerntøstlige problemer og hans personlige kendskab til MacArthur, der i juli 1941 havde taget kommandoen over Philippinerne. I sin egenskab af ’Action Officer’ i War Plans Division for Operations in S.E,Pacific deltog Eisenhower i den første anglo-amerikanske Washington-konference (Arcadia-konferencen), der fandt sted i december 41- januar 42. Det var under denne konference, man fastlagde den grundlæggende strategi, hvorefter Tyskland som den fjendtlige koalitions førende magt først skulle nedkæmpes. Denne ’Europe firstf-tese fastholdtes under hele krigen, men kom samtidig til at give anledning til dybe uoverensstemmelser mellem de to vestallierede, efterhånden som tesen skulle omsættes til praktisk handling på slagmarken. Eisenhower var trods sin indledningsvise placering som ansvarlig for fjernøstlige anliggender ikke selv på noget tidspunkt i tvivl om rigtigheden af denne strategi, men kravene på de amerikanske ressourcer var enorme, ikke mindst netop fra det fjerne Østen, hvor amerikanske styrker var direkte impliceret i at modstå den japanske offensiv. Eisenhower skrev på det pågældende tidspunkt herom:

»The struggle to secure the adoption by all comcerned of a common concept of strategical objectives is wearing me down. Everybody is too much concerned with things of his own. We’ve got to go to Europe and fight - and we’ve got to quit wasting ressources all over the world - and still worse - wasting time. If we’re to keep Russia in, save the Middle East, India and Burma; we’ve got to begin slugging with air at West Europe; to be followed by a land attack as soon as possible« (p. 17)

Efter at være blevet chef for War Plans Division i februar 42 udarbejdede Eisenhower en samlet plan for den amerikanske indsats i overensstemmelse med ’Europe first’-tesen. Han nåede til den konklusion, at bestræbelserne måtte koncentreres om allerede i 1942 at angribe Europa:

»We should at once develop, in conjunction with the British, a definite plan for operations against North West Europa. It should be drawn up at once, in detail, and it should be sufficiently extensive in scale as to engage from the middle of May onward, an increasing portion of the German Air Force, and by late summer an increasing amount of his ground forces« (p. 18)

Allerede på dette tidspunkt tegner sig således konturerne af Eisenhower som den senere Supreme Commander: Planlæggeren, som anskuer problemet som en helhed og ser fremad snarere end som chefen med blikket rettet mod det igangværende slag. For Eisenhower, som for hans chef, Marshall, gjaldt det om snarest at få iværksat hovedangrebet på Tyskland. Men heri afveg deres synspunkter fundamentalt fra de britiske. Briterne kendte af egen erfaring Tysklands militære styrke, og de var ganske på det rene med deres egne ressourcers begrænsede omfang. For Churchill og hans militære rådgivere blev det derfor en hovedbestræbelse i gennemførelsen af den vedtagne ’Europe first’-strategi at svække Tyskland mest muligt ved snit for snit at skære af kagen, inden det afgørende angreb mod Nordvest-Europa (som man var helt indforstået med måtte komme) blev iværksat. Modsat mente de amerikanske planlæggere, overbevist som de var om USA’s materielle overlegenhed, at afgørelsen i Europa kunne nås hurtigere ved et direkte og hurtigt angreb mod Tyskland fra en base i England. Jo før man kunne blive færdig med Tyskland, jo før kunne man vende sig med fuld styrke mod Japan, og jo større var chancen for, at Rusland ikke bukkede over for Tyskland. Denne fundamentale diskussion om den vedtagne strategis praktiske realisering er skildret klart og overskueligt i denne bog om Eisenhower, som fik en central placering i diskussionen. Allerede i juni 1942 sendte Marshall ham til England for at lede opbygningen af de amerikanske styrker med henblik på angrebet på NV-Europa. På grund af den stædige engelske modstand og Roosevelts ønske om at få bragt det voksende antal uvirksomme, amerikanske enheder i aktion blev hovedangrebet imidlertid udskudt og i stedet gennemførtes landsætningen i NV-Afrika. Eisenhower blev udpeget som Allied Commander for denne operation (Torch). Medens hans virksomhed hidtil havde været koncentreret om militær planlægning, blev han her kastet ud i en meget delikat kommando-opgave, som ikke alene indebar, at han skulle forestå et interallieret samarbejde, men også lede inter-væms operationer, hvortil kom meget komplicerede politiske problemer med såvel de Gaulles frie franske bevægelse som Vichy-myndigheder i fransk Nordafrika. Eisenhower havde, som Marshall, en stærk tro på »Unity in Command« og hertil en klar forståelse af flyyvevåbnets indflydelse på kampen på overfladen. Han ejede tillige, som følge af sine personlige karakteregenskaber og personlige integritet, en evne til at få selv stærke personligheder til at samarbejde om en fælles opgave. Det var som øverstkommanderende i det nordafrikanske felttog, han lagde grunden til den integrerede, allierede stabsorganisation, som er blevet stående som det markante karakteristikon for det anglo-amerikanske samarbejde under den 2. verdenskrig, og som har levet videre og er blevet udbygget i efterkrigstidens vestlige alliances organisation. Det er nok først og fremmest som skaber af en international organisation af denne art, Eisenhower vil finde sin plads i historien som feltherre under den 2. verdenskrig. Den engelske admiral Cunningham, der var Eisenhowers flådechef under Nordafrika-operationen og senere under angrebet på Sicilien og det italienske fastland skriver om ham bl.a.:

»- He struck me as being completely sincere, straightforward and very modest ---it was not long before one recognised him as the really great man he is - forceful, able, direct and far seeing, with great charm of manner, and always with a rather naive wonder at attaining the high position in which he found himself. --- From the very beginning he set Anglo-Saxon unity and friendship as him aim, and not only on the surface. He left nothing undone to advance it. The staffs were closely integrated, and it was not long before the British and American members ceased to look at each other like warring tomcats and came to discover that the nationals of both countries had brains, ideas and drive« (p. 37)

Eisenhowers menneskelige kvalifikationer som chef manifesterede sig ikke alene i hans evne til at få undergivne til at samarbejde om at nå et fælles mål. Også hans håndtering af særegne undergivne chefer som Patton og Montgomery afslører hans format. Man kan i den forbindelse blot henvise til hans behandling af den famøse sag fra Italien, da Patton under et hospitalsbesøg anvendte sin ridepisk på en nervesvækket soldat, eller til hans venlige, men utvetydige og bestemte tilrettevisning af Montgomery i forbindelse med dennes gentagne forsøg på at få gennemført sin ide om en »full-blooded thrust« mod nordøst under ledelse af ham selv. Eisenhower blev såvel under som efter krigen kritiseret stærkt, specielt fra engelsk side, for at have valgt at angribe over bred front i stedet for, som Montgomery og Brooke ønskede det, at koncentrere sig om et dybt fremstød mod nordøst. Vanskelighederne for Eisenhower var imidlertid mangfoldige; ikke alene stod han over for et nationalt amerikansk krav om at give den amerikanske indsats lige vilkår i forhold til den engelske, et pres han utvivlsomt ville have kunnet modstå, hvis han havde følt det relevant, men han stod også overfor enorme logistiske vanskeligheder, som følge af mangel på tilstrækkelig havne- og transportkapacitet. »Vejer man alle faktorer mod hinanden«, skriver forfatteren til denne bog, »er der god grund til at tro, at skønt Eisenhowers plan om en bred front var korrekt i det lange løb, iværksatte han den for tidligt. Ved at gøre dette kan han have mistet muligheden for en endnu større sejr vest for Rhinen end den der blev opnået«, (p. 167)

Det ville være ejendommeligt, om man ikke ved en gennemgang af Eisenhowers virksomhed som fetherre ville kunne pege på mulige fejltagelser, især da når man analyserer den på baggrund af den viden, man bagefter er i besiddelse af. I hans felttog i Tunis kan det påvises, hvorledes han ikke i samme grad som tyskerne var i stand til at demonstrere dristighed og dygtighed i anvendelsen af sine styrker. Under felttoget på Sicilien og i Italien viste Eisenhower den samme manglende evne til at gribe chancen over for underlegne tyske styrker. Og hans beslutning om ikke at tage risikoen ved gennemførelse af den planlagte luftlandsætning ved Rom er utvivlsomt hans mest alvorlige fejltagelse. På den anden side veg han ikke tilbage for som øverstkommanderende at påtage sig ansvaret for afgørende beslutninger - og selv at tage disse beslutninger. Man behøver blot at henvise til hans beslutning om iværksættelsen af invasionen den 6. juni 1944, en beslutning som hvilede på et meget usikkert meteorologisk grundlag, men som han nåede frem til gennem afvejning af risikoen ved ikke at iværksætte operationen. Generalmajor Sixsmith opsummerer sin indgående og omfattende analyse af Eisenhowers fortjeneste som feltherre således:

»We are left with a picture of a commander of manifest integrity... His special genius was his skill at management. He managed the generals, the admirals and the air-marshalls, and even the politicians... His task was to weld together a force which was not only an Allied force, but one drawn from all Services, and to direct it so that its whole weight was used most effectively in the single aim of the defeat of the common enemy. That he did superbly.«

K. V. Nielsen.