Forfatter: Bettina Stangneth.
Forlag: Rowohlt Taschenbuch, Hamburg.
Pris: € 25,00.
Antal sider: 655.
Rating: 5/5.
…
Det er nu over 60 år siden, at Otto Adolf Eichmann blev fanget, dømt for krigsforbrydelser og henrettet i Jerusalem, men der udgives til stadighed bøger om Eichmann, hvor mange desværre er af tvivlsom og underlødig kvalitet. Nogle er dog værd at optage på sin læseliste, hvis man vil have et lødigt indblik i Eichmanns motiver og handlinger. I den forbindelse lyser Bettina Stangneths bog, om Eichmanns uforstyrrede liv før retsforfølgelsen i Jerusalem op som et indlysende valg, der dykker ned i, hvad Eichmann egentlig stod for. Stangneth afslører, at det i længden ikke er lykkedes for Eichmann at gemme sig bag de løgne, som han spredte omkring sig selv og sine handlinger og som mange fortsat tager for gode varer.
En massemorders uforstyrrede liv kaldte Bettina Stangneth sin bog om Adolf Eichmann, som en hentydning til Eichmanns liv, før han blev kidnappet i 1960 af den israelske efterretningstjeneste og stillet for retten i Israel. Det er langt hen ad vejen uforståeligt, at Eichmann kunne leve uforstyrret i Argentina i så mange år efter 2. Verdenskrig, selvom efterretningstjenester og sågar tyske embedsmænd udmærket var klar over hans opholdssted. Hun betegner også sin bog Eichmann før Jerusalem som en kraftig hentydning til Hannah Arendts (1906–1975) bog Eichmann i Jerusalem. Hvor Arendts værk handler om Eichmann under retssagen imod ham, omhandler Stangneths værk Eichmann i tiden før retssagen med vægt på tiden som tjenstgørende i Gestapo og eksilet i Argentina.
For dem, der måtte have vanskeligheder med det tyske sprog, findes bogen også i en engelsk udgave Eichmann before Jerusalem. The Unexamined Life of a Mass Murderer.
Stangneth er uddannet filosof og er efter egen bekendelse kommet til Eichmann gennem en anden filosof, som hun har beskæftiget sig indgående med – nemlig Hannah Arendt. Bogen er i lange stræk en direkte og indirekte dialog med filosoffen Hannah Arendt, som skrev den kendte bog om Eichmann og processen imod ham i Israel i 1960/61. Arendt blev kendt for talevendingen om ”ondskabens banalitet” i den forbindelse, og hendes bog om Eichmann er senest blevet genudgivet på dansk i Gyldendals Filosofibibliotek i år (2023). Hannah Arendts bog fra 1963 om retssagen mod ham blev et gennembrud til en helt ny måde at forstå ondskab og vejen til folkedrab på og et vigtigt – omend omstridt – indlæg i holocaustforskningen.
”Løgnen er egentligt mit hovedfag” har Bettina Stangneth tidligere udtalt i et foredrag om Eichmann ved ”Wiener Wiesenthal Institut für Holocaust-Studien” og med Eichmann har hun hatten fuld. Eichmanns forsvar i retten i Israel var benægt – benægt – benægt – lyv – lyv – lyv! Heldigvis kan hun holde Eichmanns udtalelser under retssagen op mod hans åbenmundede udtalelser i Argentina. I virkeligheden afslørede udtalelserne optaget på bånd under eksilet i Argentina, at han om jøderne bl.a. sagde: "Hvis vi havde dræbt 10,3 millioner jøder (...), ville jeg være tilfreds og sige, ja, vi har ellimineret en fjende.“[1] Om Eichmann skrev en tidligere SS-kollega endvidere, at han havde udtalt: ”Han ville hoppe juble i sin grav, fordi følelsen af, at have fem millioner mennesker på samvittigheden, ville være yderst tilfredsstillende.”[2] (side 383).
Stangneth har i adskillige spredte arkiver over flere lande samlet alle båndene og transskriptioner fra det såkaldte Sassen-interview i Buenos Aires, hvor Eichmann uden filter fortæller om sin rolle i holocaust. Dokumentaren ”Topnazistens tilståelse”, som for nyligt blev vist på tv i DR omhandlede i høj grad Sassen-interviewet med Eichmann og her hørte man Eichmanns egne ord og indrømmelser til emnet. Forfatteren til det her foreliggende værk, Bettina Stangneth, udtaler sig også som ekspert i udsendelsen.
Selvom mange af deltagerne i den såkaldte Sassen-runde var frygtede krigsforbrydere, var det fulde omfang af jødeudryddelsen i slut 1950’erne ikke gået op for dem alle. Eichmann gav dem beredvilligt detaljerede informationer om jødeudryddelsen, som han anså for at være sit livsværk. En ikke identificeret tilhører udbrød efterfølgende på Sassen-båndene: ”… men det er jo mord! Det kan man ikke.”
Under retssagen mod ham i Jerusalem benægtede Eichmann alt, selvom han i sit eksil i Argentina havde hånet de topnazister, som ikke stod ved deres forbrydelser under Nürnberg-retssagen. Frygten for henrettelse gjorde det tilsyneladende af med alle skrupler, som Eichmann måtte have haft i den forbindelse.
Stangneth skriver djævleblændt godt og man tilgiver hende let, at hun på et enkelt sted citerer over en hel side fra en bog, som egentlig ikke har noget med sagen at gøre. Ligeså at hun i et helt afsnit går i rette med restriktionerne i arkiverne i de forskellige efterretningstjenester, som i virkeligheden nok ikke ville tilføje historien yderligere substans, og at hun indimellem filosoferer i dybden over emnet – hun er jo for pokker filosof af uddannelse. Alt dette betyder mindre, når man dårligt kan lægge bogen fra sig og ærgrer sig over, at den efter over 600 sider ”allerede” er slut. I modsætning til historieprofessoren David Cesarani (1956–2015) går Stangneth ikke i kødet på Hannah Arendt, som Cesarani mener har misforstået Eichmann og har været skyld i, at mange den dag i dag anser Eichmann for et lille ubetydeligt tandhjul i det store maskineri, og at han kun gjorde, hvad han fik besked på. Han var så meget mere. Stangneth har langt større forståelse for Arendts standpunkt og hun er i virkeligheden også kommet til forskningsgenstanden ”Eichmann” gennem Hannah Arendt.
Betinna Stangneths bog er omhyggeligt researchet, grundig, lærd og spændende fortalt, så der er al mulig grund til at læse om Eichmann og blive klogere på et eklatant civilisationsbrud og vildvejene til et folkemord – også selvom Eichmann ganske givet ikke fremstår som nogen synderlig sympatisk person. Hvis man kun skal læse én bog om Eichmann, bør man uomtvisteligt tage Bettina Stangneths værk i hånden.
Bogen gives fortjent fem faner.
Claus Eskild Andersen
Major, cand.phil.
Yderligere anbefalet læsning:
- Hannah Arendt: Eichmann i Jerusalem. En rapport om ondskabens banalitet. Gyldendals Filosofibibliotek 2023.
- David Cesarani: Eichmann – liv og forbrydelser. Nyt Nordisk Forlag 2005.
Noter:
[1] Bettina Stangneth ”‘Nein, das habe ich nicht gesagt.‘ Eine kurze Geschichte der Argentinien-Papiere” i Einsicht 05, 2011, side 18.
[2] Begge citater er oversat af redaktionen.
