Billedtekst:
De allieredes mulighed for at bryde den tyske Enigmakode under 2. Verdenskrig gav en unik mulighed for at anvende ressourcer optimalt i kampen mod de tyske styrker og reducerede samtidig den tyske trussel, herunder truslen fra tyske U-både på Atlanten. Efterretningerne fra Enigma gav en bedre indsigt og udsyn for beslutningstagerne. Dette afkortede sandsynligvis krigen og reddede mange liv. Foto: Alessandro Nassiri. Wikimedia Commons.
Manchet:
Ideen om at beslutningstagerne giver klare retningslinjer, som fører til et indsamlingsbehov og til et produkt, der besvarer beslutningstagerens spørgsmål, er en ideel betragtning. I denne artikel giver Thomas Jensen et overblik over virkelighedens metodikker og udfordringer.
Indledning:
Efterretningstjenesternes virke bliver ofte delvist misforstået, specielt i forhold til hvad efterretninger er og hvad efterretningstjenesterne kan bidrage med. Forventningerne til efterretningstjenesterne kan være urealistisk høje og unuancerede, specielt når forventninger baseres på efterrationaliseringer, hvor det realistisk mulige i situationen overvurderes. Når der har været et angreb, som eksempelvis terrorangrebet på den Franske Riviera i Juli 2016 eller i Berlin i julen 2016, er der efterfølgende en tendens til at tale om efterretningsfejltagelser, herunder specifikt hvordan efterretningstjenesterne fejlede i at varsle og handle betids. Den fejlagtige præmis er, at efterretningsorganisationer er i stand til at se ud i fremtiden, og at denne er mulig at forudsige.1 Efterretninger giver overordnet set en mulighed for at få et bedre beslutningsgrundlag. Efterretninger forsøger ofte at skabe en klarhed, hvor ingen er, eller at belyse en kommende beslutning. Efterretninger giver sjældent et enten-eller valg, men fremsætter forskellige hypoteser. Efterretninger skal forøge sandsynligheden for, at den bedst mulige beslutning tages – uden garantier. Formålet med denne artikel er kort at belyse udvalgte områder af efterretninger, herunder hvad efterretninger er, hvad de kan bidrage med og begrænsningerne. Der er skrevet mange bøger om efterretninger, hvorfor en kort artikel som denne er et forsøg på at fremhæve de faktorer, som vurderes at have en stor betydning – ganske som en efterretning typisk vil forsøge at forklare et komplekst emne på få sider. Denne artikel er dermed bred med begrænset dybde i de enkelte emner, og behandler primært den militære efterretningstjeneste.
Definition på efterretninger:
Efterretninger består overordnet af hemmeligheder og mysterier, 2 hvor hemmelighederne er mulige at få afdækket og mysterierne besvares med hypoteser. Hemmelighederne kan være detaljespecifikke såsom hvor mange kampvogne, der er placeret på en given lokalitet, til en mere diffus vurdering af en præsidents inderste tanker og mulige handlinger. Dermed kan hemmeligheder deles op i observationer og beskeder/tanker, hvor observationer eksempelvis er antallet af fjendens kampvogne, og beskeder/tanker er indhentning af kommunikation, som giver indsigt i modpartens tanker.3 Der er en ganske stor forskel i disse to typer informationer, både hvad angår indhentning og analyse. Den engelske succes med brydningen af Enigma-koden under 2. Verdenskrig skabte en ganske uhørt succes for efterretninger, hvor de allierede styrker havde stor indsigt i de tyske dispositioner. Der kan argumenteres for, at det er én af årsagerne til de høje forventninger til efterretninger i dag,4 specielt hvad angår evnen til at indhente signaltrafik og afsløre hemmeligheder. Mysterier er vanskeligere at håndtere, da det ofte består i at forudse, hvad der vil ske, hvilket eksempelvis kan være, hvorvidt fjenden vil angribe en bestemt dag eller vente til den efterfølgende. 5 Hemmeligheder kan afsløres, men mysterier vil være baseret på kvalificerede vurderinger, hvormed mysterier oftest vil være langt mindre pålidelige end de afslørede hemmeligheder. Mysterier indeholder ofte mange ubekendte og for at kunne komme frem til en anvendelig vurdering, er det ofte nødvendigt at indsætte formodninger på de fleste ubekendtes plads, hvilket medfører, at usikkerheden bliver større. Dette har også betydet, at enkelte statsledere kun ville modtage hemmeligheder (observationer) og ikke analyser (af mysterier). Churchill modtog de brudte tyske Enigma signaler (Ultra) direkte, og han kaldte dem sine ”golden eggs”.6 I det daglige kan efterretninger og informationer opdeles, hvor informationer bliver til efterretninger når de er analyseret. Alle efterretninger kan argumenters som værende informationer, men efterretninger er både et produkt og en proces.7 Informationer er data for efterretningsanalytikere, og værdien opstår først efter bearbejdning, hvor informationen er blevet anvendt til at skabe en efterretning. Data, isoleret set, er mindre værdifuldt. 8 Der er ingen universelle definitioner på hvad efterretninger er, men NATO’s definition er:
The product resulting from the directed collection and processing of information regarding the environment and the capabilities and intentions of actors, in order to identify threats and offer opportunities for exploitations by decision makers.9
Definitionen lægger vægt på, at der indsamles informationer som herefter behandles/analyseres hvad angår konteksten, objektets intention og kapacitet. Denne viden, efterretningerne, bruges af beslutningstagerne til at identificere trusler og til at have et relativt oplyst billede til brug for en reducering og/eller forebyggelse af truslen. NATO definerer tydelig efterretninger som et produkt, der bruges til at identificere trusler eller muligheder. Definitionen forholder sig kun til produktet, men ikke strukturen udenom. En mere inkluderende definition er, at efterretninger er både et produkt, en proces og en organisation.10 Dermed kan der argumenteres for, at efterretninger som organisation, proces og produkt skal identificere mulige trusler og muligheder for beslutningstagerne. Det betyder også, at efterretninger i sig selv er værdiløse, hvis ikke de bliver brugt enten til varsling eller som planlægningsværktøj. Efterretninger er, mere specifikt, en kapacitet, som kan varsle betids til at modforanstaltninger kan etableres eller muligheder udnyttes. Kapaciteten involverer udsyn og indsigt med det formål at identificere trusler og/eller muligheder.11 Efterretningers eksistensgrundlag er derfor generelt sagt at give beslutningstagere en blanding af hemmeligheder og åbne kilder, sammen med analyse og forudsigelser, som kan hjælpe med beslutningstagen.12 Dette betyder også, at efterretninger er en integreret del af risikostyring.
Proaktive efterretninger og højt beredskab:
Under den kolde krig var efterretninger hovedsagligt reaktive med fokus på imødegåelse af en potentiel trussel i form af en øget aggressivitet fra USSR. Efterretninger efter 9/11 er proaktive og fokuseret på policy beslutninger såsom håndteringen af Islamisk Stat i Syrien og Irak her og nu.13 Mere præcist var den primære produktion under den kolde krig et nationalt beredskab dimensioneret til imødegåelse af en konventionel fjende, hvor nutiden fordrer behov for beredskab og indsættelse i et bredere spektrum af militære operationer fra kriser til krig. Det har fundamentalt ændret vilkårene for efterretninger ved, at det stiller krav om at være forudseende for et væsentligt større geografisk område. Dette samtidig med, at nye områder som cyber-krigsførelse bliver tilført. Bredden i behovet for efterretninger er ikke eneste udfordring, da der er behov for rette kvalitet i rette tid. Boyd´s Observe, Orient, Decide, Act (OODA-loop) illustrerer behovet for at træffe kvalificerede beslutninger i et hurtigere tempo end modstanderen. Den aktør som er i stand til at tilpasse magtanvendelse hurtigst, vil have en fordel på kampladsen. Nyhedsstrømmen, hvad angår tempo og adgang, har medført behov for en hurtigere beslutningscyklus for ikke at være reaktiv eller blive set som gørende ”for lidt, for sent”. Vestens initiativer til blandt andet at minimere udgifterne til forsvar har medført en stadig numerisk reducering af kapaciteter, hvorfor eksempel Smart Defence bygger på den forudsætning, at et begrænset antal kapaciteter er tilstrækkelige, hvis de deles mellem landene og anvendes optimalt. Den underliggende formodning er, at vi vil være i stand til at identificere brændpunkter betids og indsætte eksempelvis NATO's Very High readiness Joint Task Force (VJTF). Fjendens intention er underordnet, hvis egne styrker er dimensioneret til at imødegå enhver fjendtlig aggression.14 Hvis begrænsede kapaciteter derimod skal være effektive, kræves der en underliggende beslutningsproces, hvor det nødvendige beslutningsgrundlag er til stede, i rette tid og kvalitet, til rettidig aktivering af beredskabet. Ved en decideret krigshandling er det næppe vanskeligt at beslutte aktivering, men i rummet mellem fred og krig er det straks vanskeligere. Hvor stor usikkerhed kan beslutningstagerne acceptere, hvor god skal kvaliteten af efterretningen være? Det nemmeste er naturligvis at kræve 100 % sikkerhed, men det vil kun betyde at der reageres på historie og ikke på kommende begivenheder. Desuden er der en forventning om betids varsling både hvad angår kapacitet og vilje, grundet de ressourcer som efterretningstjenesterne modtager. 15 Varsling består af identifikation af kapacitet samt vilje, og kan være kompleks at gennemskue. Der kan være taktisk varsling som eksempelvis hvorvidt Taliban vil angribe lejren samme aften, eller strategisk varsling som f.eks. risikoen for Argentinas angreb på Falklandsøerne, hvor briterne ikke formåede at identificere den ændrede vilje i den argentinske regering til at annektere Falklandsøerne ved militære midler.16 Der er forskellige typer varsling, f.eks. om stor skadevirkning, varsling med lille skadevirkning, varsling for at identificere muligheder, varsling om økonomiske begivenheder, klimatiske med mere. Varsling i denne artikel er ment som varsling om en sikkerhedsmæssig trussel. Hvis der er stor vilje, men ingen kapacitet, er truslen ikke stor. Ligeledes, hvis kapaciteten er stor, men viljen til angreb lille, er truslen heller ikke stor. Udfordringen er, at det er relativt hurtigt at ændre vilje, mens opbygning af kapacitet, for større aktører, tager lang tid. Dette er ikke ensbetydende med, at der vil være mulighed for varsling grundet behovet for kapacitetsopbygning. Konflikter kan igangsættes med en meget lille kapacitet, som Rusland demonstrerede på Krim i 2014, hvor russiske styrker uden identifikationsmærker blev indsat på Krim .17 De fleste krige og konflikter begynder ikke ved et tilfælde, og er derfor til en vis grad forudsigelige,18 hvorfor der er mulighed og behov for varsling. Indikatorerne for varslingen kan være simple, eksempelvis var én af de russiske indikatorer under den kolde krig, hvorvidt der var stor natlig aktivitet i det engelske forsvarsministerium. Hvis ingen taktiske indikatorer, såsom sabotage og lign., forventes, må der naturligvis planlægges på at kunne imødegå et bredt udvalg af mulige angreb.19 Varsling kobles ofte sammen med risikostyring, hvor risikoen er; sandsynligheden for at begivenheden sker, gange vores egen sårbarhed, gange hvor stor skaden vil være (som er skadevirkning gange tid).20 I NATO er der etablerede varslingsprocedurer med henblik på at aktivere beredskabsplaner. Varslingsprocedurerne er velafprøvede, men det ændrer ikke ved, at et øget beredskab må stille krav til en øget varsling i rette tid og rette kvalitet. Evnen til at prioritere hvor megen varsling der skal til, er rodfæstet i evnen til at vurdere, hvor megen efterretning er tilstrækkeligt til at reducere usikkerheden til et tåleligt niveau.21 Den generelle mangel på strategiske efterretninger af høj kvalitet var et problem for både den Britiske regering og Task Force Commanders under Falklandskrigen i 1982.22 Dette resulterede i en manglende britisk evne til at identificere Argentinas krigsforberedelser og skiftet i den argentinske vilje til en invasion af Falklandsøerne, hvilket bevirkede, at den britiske regering blev varslet meget sent. 23 Selvom hver krise sandsynligvis er unik, er der behov for en systematisk tilgang for at vurdere nuværende varslingskapaciteter og fastsætte, hvor hurtigt de nuværende systemer vil være i stand til at varsle med en acceptabel kvalitet. Da varslingen for igangsættelse af flytning af styrker under VJTF er fastsat til 2-7 dage,24 må det vurderes, om den nødvendige varsling for aktivering af VJTF er rimelig og mulig med de nuværende varslingssystemer. Et studie publiceret i 2016 viste, at russiske styrker kan nå Tallin og/eller Riga på mindre end 60 timer.25 En amerikansk general udtalte ligeledes, at NATO ikke vil være i stand til at forsvare de baltiske lande, såfremt Rusland invaderede disse. 26 Dette er vurderinger, og der er sandsynligvis udeladt væsentlige nuancer. Desuden er eksemplet baseret på at truslen er erkendt, og er mere et simuleringsbaseret studie i, hvor hurtigt fjendtlige styrker kan være fremme. Samtidig er eksemplet baseret på konventionelle styrkers fremrykning, og tager ikke hensyn til den gradvise eskalering som eksempelvis sås i Østukraine, men ikke på Krim. Dette til trods, giver tidsperspektiverne et indblik i behovet for hastigheden i beslutningsprocessen til at aktivere beredskabsstyrker. Der vil være behov for et beslutningsgrundlag i tilstrækkelig kvalitet til, at beslutningstagerne kan aktivere beredskabet. Derfor er den, primært efterretningsbaserede varsling, en yderligere tidsramme som skal lægges til. Hvorvidt NATO´s forsvar er tilstrækkeligt, er ikke fokus i denne sammenhæng, men eksemplet illustrerer usikkerheden mellem tidsrammen for anvendelse af et beredskab og den mulige hastighed, hvormed truslen kan manifestere sig selv. Det er ikke alene et spørgsmål om at gøre varslingen bedre, men også et spørgsmål om, at beslutningstagerne erkender begrænsningen i varslingen, herunder hvor usikker den er med de nuværende ressourcer. Beslutningstagerne må herefter vurdere, om varslingen gives i den kvalitet (hvor stor usikkerheden er) som sikrer et tåleligt og realistisk muligt niveau. Hvis ikke, må ressourcer tilføres varslingen, kriterierne for varslingen ændres eller beredskabet tilpasses. Ved NATO's satsning på at have ganske få styrker på et højt beredskab har vi også implicit stillet krav om blandt andet at skue ud i fremtiden med en vis klarhed, eller også har vi blot på forhånd afvist at væbnet konflikt i Europa igen kan blive en mulighed. Hvor megen uklarhed der er tålelig, fastsættes af beslutningstagerne baseret på ekspertrådgivning, og reguleres ved tildeling af ressourcer under betragtning af, at fuldstændig klarhed ikke er mulig. Hvad som er tåleligt, er direkte relateret til den proaktive ageren, og ved etableringen af styrker på kort beredskab er der stillet større krav til varslingssystemet og beslutningsprocesserne, for derved at kunne udnytte beredskabsstyrkerne som de er tiltænkt.
Efterretninger reducerer usikkerheden og optimerer derfor operationer/beslutninger:
Da sandsynlighed har en stor indflydelse på udfaldet af en kamphandling, er gætværk og held en integreret del af krigsførelsen.27 Thykydid, Machiavelli, Clausewitz og Napoleon betragtede det at være heldig som en væsentlig del af strategien.28 Usikkerhed skaber rum for tilfældet. Under krigen i Nordafrika i 1942 anvendte de allierede oplysninger indhentet fra den tyske kodemaskine Enigma til at regulere logistikken til de tyske styrker. De allierede var veloplyste om de tyske søtransporter, men valgte at begrænse sænkningen af disse for ikke at vække mistanke hos tyskerne. Dette medførte, at 50.000 tons tyske forsyninger til Afrika blev sænket i oktober 1942, hvilket var cirka halvdelen af de planlagte forsyninger. Reduceringen af logistikken svækkede de tyske styrker væsentligt, og netop tilstrækkeligt, til, at de allierede styrker havde en fordel. 29 Modsat, var den tyske krigsførelse under den 2. Verdenskrig i høj grad baseret på overraskelseselementet, overlegen styrke og doktriner, hvilket ikke nødvendiggjorde et detaljeret kendskab til fjenden.30 Overlegenhed reducerer behovet for efterretninger set i relation til udfaldet af kampen. Når den overlegne styrke reduceres, som det skete ved sænkningen af de tyske forsyninger, bliver andre faktorer, herunder efterretninger, vigtigere for at minimere behovet for at være heldig. Den afkodede tyske signaltrafik reducerede den tyske kampkraft, som var en essentiel del af den tyske strategi i form af overlegen styrke, og skabte dermed mulighed for, at de allierede styrker kunne være lidt heldigere på kamppladsen – eller rettere, gav dem en taktisk fordel. Efterretninger sparer menneskeliv og materiel, da sandsynlighederne bliver gunstigere i egen favør, hvormed efterretninger kan siges at optimere egne operationer.31 Dette er sandsynligvis efterretningers vigtigste egenskab; de reducerer behovet for at være heldig, forøger sandsynligheden for den rigtige beslutning og samtidig reduceres risikoen og ressourceforbruget.
Pressen versus klassificerede kilder:
Ofte er størstedelen af en efterretning baseret på åbne kilder (såsom aviser og nyhedsformidling på internettet), hvor nogle mener, at 80 % af efterretninger udgøres af åbne kilder.. 32 Det er måske kun en lille forøgelse af sandsynligheden som efterretninger bibringer, og hvis det alligevel er gætværk, synes det ligetil at nedlægge efterretningstjenesterne og kun anvende pressen. Modsvaret er, at de estimerede 80 % er et gennemsnit, og der vil være områder, hvor ingen åbne kilder bibringer viden og andre, hvor det er næsten alt som er tilgængeligt. Hvilke områder, der dækkes med åbne kilder og hvilke som ikke gør, er vanskeligt at definere på forhånd, da en krise hurtigt kan opstå på mange forskellige niveauer både geografisk og/eller tematisk forankret (eksempelvis en politisk krise i Libyen eller et terrornetværk fra Syrien som opererer i Tyskland). Ofte er den åbne presse hurtigt ude med informationer, men en undersøgelse viste, at den åbne presse ofte mangler essentielle detaljer og reporterer om emner på en måde, som ikke er anvendelig for beslutningstagerne. Desuden mister den åbne presse hurtigt interessen for begivenheden. I enkelte tilfælde bidrager efterretninger med nødvendig kritisk information, som ikke var rapporteret af den åbne presse. Konklusionen er, at selvom den åbne presses bidrag til efterretninger er vigtig, bidrager efterretninger med en klar merværdi.33 De få procent som de hemmelige kilder bidrager med, kan også være de afgørende procenter. Der er ingen kausal sammenhæng mellem at de åbne kilder udgør 80 % af efterretningen og de dermed udgør 80 % af efterretningens værdi. Åbne kilder er derfor en vigtig, og ofte nødvendig, del af efterretninger, både da de bidrager med informationer til at opnå indsigt, men også da de sandsynligvis allerede har farvet beslutningstagernes syn på sagen. De er derfor både en kilde til informationer, men også en indsigt i den umiddelbare perception som beslutningstagerne måske allerede har dannet. De åbne kilder mangler ofte detaljer og kvalitet til at kunne erstatte hemmelige kilder, men er umiddelbar anvendelige som baggrundsmateriale og til horisontscanninger.
Proces:
Den klassiske opfattelse er at se efterretningsprocessen som cirkulær, benævnt efterretningskredsløbet, hvilket i realiteten er en fejlagtig repræsentation.
Der kan argumenteres for, at virkelighedens efterretningskredsløb er noget anderledes end det denne proces beskriver. Alene det at forestille sig at beslutningstagerne giver klare retningslinjer, som herefter gøres til efterretningsindsamlingsbehov, og som sluttelig ender med et produkt, der besvarer beslutningstagerens spørgsmål, er en ideel betragtning. Større identificerbare strategiske elementer er nok mulig at organisere på denne vis, hvilke eksempelvis kan være Irans mulige arbejde med at udvikle atomvåben, men dagligdagen er også præget af sporadisk opstående episoder, som i sig selv kræver et svar, eller som truer med at ”brænde hul i beslutningstagernes indbakke”. Dermed er det sjældent beslutningstagerne som bestemmer, hvad der skal fokuseres på. Oftest er det dem, som planlægger indhentningen, der mere eller mindre indirekte bestemmer, hvad som vil blive interessant.35 Som tidligere amerikanske Forsvarsminister D. Rumsfeld sagde ”der er ting som vi ikke ved, at vi ikke ved”. Det betyder også, at dem som planlægger efterretningsindhentning i stor grad er medvirkende til at afdække, hvad vi ikke ved, men som de beslutter, vi bør vide. Dermed er det ikke givet, at vi også får afdækket de vigtige ”ting som vi ikke ved, at vi ikke ved”. Desuden forventer beslutningstagerne ofte et svar, som kan understøtte den beslutning, der uofficielt allerede er taget.36 Dette skaber tit en virkelighed, hvor de behov beslutningstagerne faktisk definerer, kommer med et implicit ønske om at vise et resultat, som understøtter en allerede besluttet policy. Selvom selve analysen er den mest fascinerende del af efterretningsarbejdet, er det også den del som er dårligst forstået.37 Processen er præget af kognitiv bias, hvor den menneskelige hjerne simplificerer problemer eller former dem efter kendte og foretrukne mønstre.38 Det faktum, at der er ganske mange ubekendte i udarbejdelsen af en analyse, giver naturligvis også større mulighed for, at der kan stilles mere eller mindre uberettiget kritik af et efterretningsprodukt. Analyse er primært konceptdrevet og ikke drevet af data, hvor konceptet er mønstre af generaliseringer baseret på erfaring, som afbilleder en relation (eller relationer) mellem én eller flere entiteter.39 Dermed er der også en risiko for større subjektivitet og en større afhængighed af den menneskelige evne til at analysere. Udfordringerne er mangfoldige, og omfatter ”vent og se” holdningen, forsøg på at undgå problematikken, fiksering på nuværende begivenheder, ”ulven kommer”, sortering af relevant data fra støj, koordinationsproblemer, kommunikation og informationsdeling.40 En fejl som oftest ses er formodningen, at andre (personer, grupper, nationer) vil handle på samme vis som os selv, også benævnt mirrorimaging, på dansk spejlings-bias. Dette var blandt andet én af fejlene erkendt efter krigen i Irak, hvor de britiske efterretningsvurderinger vurderede Saddam Husseins mulige handlinger efter hvad de mente egne handlinger ville være i samme situation.41 Tidligere var der en stor usikkerhed alene ved anvendelse af ord for sandsynligheden. Det at noget var muligt, kunne tolkes ganske forskelligt af kunder og analytikere. Det er for størstedelen afskaffet i dag, hvor mange efterretningstjenester anvender en sandsynlighedsmodel for sprogbrugen. 42
Dermed er en væsentlig barriere til forståelse af budskabet i efterretningen blevet mindre, men det fremhæver også, at der kan være en stor usikkerhed om det mulige udfald ved at ord anvendes, der indikerer stor usikkerhed. En anden vigtig dimension er, hvor stor tillid der er til kilden, hvilket ikke nødvendigvis har indflydelse på, hvor sandsynlig begivenheden er. Dermed ikke sagt, at efterretningskredsløbet er en total fiasko som model, det er stadig en model, omend med mange fejl, som på rimelig vis illustrerer et idealiseret billede af processerne omkring produktionen af efterretninger. Om ikke andet bør efterretningskredsløbet være et ideal som stiles efter, da det burde give en bedre, mindre politiseret, proces, hvor efterretninger indsamles og bearbejdes for at besvare et spørgsmål og ikke anvendes til at bekræfte en allerede taget beslutning.
Produkt:
Efterretning bør tilgå beslutningstageren betids. Produktet bør være relevant og troværdig i en sådan grad, at kunderne anerkender kvaliteten i vurderingen, men også får vanskeligt ved at undsige denne. 43 Desuden er en (ofte citeret) efterretningsorganisations fornemmeste pligt at fortælle den nøgne sandhed (Truth to Power) desuagtet, hvor vanskelig den er. Hastigheden, hvormed informationer og nyhedsformidlingen spredes i dag, medfører, at beslutningstagerne meget hurtigt har modtaget en del informationer via de åbne kilder (i varierende kvalitet), og efterretninger skal derfor være af en højere kvalitet end før, da konkurrencen er blevet større.44 Produkterne er mangfoldige, og begynder ved ”current intelligence”, med hurtigt produceret efterretninger om for eksempel de seneste 24 timers begivenheder med relation til udvalgte emner. Denne type produkter anvendes tit som en hurtig informering af beslutningstagerne for derved at klæde dem bedre på til at håndtere eventuelle opståede situationer. Samtidig giver de mulighed for at imødekomme et efterretningsbehov ved at adressere begivenheden hurtigt og dermed, måske på baggrund af fejlinformationer og rygtedannelser, undgå at den vokser sig til en større opgave siden hen. Current intelligence indgår også ofte i varsling ved at be- eller afkræfte indikatorer. Andre produkter er efterretninger med sigte på organisationens strategiske mål, hvor formålet er at forbedre grundlaget for beslutninger med strategisk sigte. Dette kan eksempelvis være en vurdering af sandsynligheden for at etableringen af en regering i Libyen lykkes.
En udfordring er at organiseringen, og dermed produktionen, i store træk afspejler opdelingen i efterretninger fra taktisk til strategisk. Efterretninger bliver ofte klassificeret efter om de er taktiske (lokalt kontrolleret) eller strategiske (centralt kontrolleret), hvor taktiske efterretninger eksempelvis er til brug for den enkelte deling ude i felten, eksempelvis Talibans kampstillinger. Strategiske efterretninger er eksempelvis Irans mulige udvikling af atomvåben. Problemet er, at tiden til dels har overhalet denne opdeling. Strategisk indhentet efterretning kan være yderst anvendelige på taktisk niveau (som informationerne under 2. Verdenskrig, hvor Enigma informerede om positionen af tyske ubåde) og taktisk indhentet ditto på strategisk niveau (planer om terrorangreb). En bedre opdeling er at referere efterretninger til det rette niveau for beslutningstagen under hensyn til effekten. Hvis efterretningerne har strategiske implikationer, bør den klassificeres som strategisk efterretning og hvis taktisk effekt som taktisk efterretning.45 En anden udfordring er fordelingen af produkter, hvor den amerikanske tidligere chef for CIA (og senere forsvarsminister) Robert Gates bemærkede, at vi har moderne metoder til at indsamle informationer, men gammeldags metoder til at fordele dem. Den ønskelige situation for producenten, her efterretningstjenesterne, er, at produkter bliver lagt op på klassificerede hjemmesider, hvorefter kunderne kan ”browse” og hente den/de efterretningsvurderinger, som er interessante (pull). Dette er ofte en illusion, hvor dagligdagen for beslutningstagerne ikke levner megen tid til søgning og desuden forudsætter det, at beslutningstageren aktivt søger svar på et stillet spørgsmål. Som tidligere nævnt, er det umuligt at søge viden om forhold som man ikke ved er udfordringer (ikke at vide, hvad man ikke ved). Derfor er der stadig et behov for, at produkter bliver skubbet til beslutningstagerne (push). Beslutningstagernes behov er måske ikke nemt identificerbare og derfor kan en forbindelsesofficer være et effektivt middel. Forbindelsesofficeren kan bedre fornemme kundens behov, og er derfor bedre i stand til at 'markedsføre' relevante efterretningsprodukter.46 Det tidligere omtalte behov for hurtigt produceret proaktive efterretninger for mange geografiske/tematiske områder stiller en forventning til efterretningstjenesterne, som kan være vanskelige at indfri da ressourcebegrænsninger nødvendiggør en prioritering af udvalgte områder.
Overordnet set er der fire forhold, som efterretningstjenester må forholde sig til i relation til produktion. Det første er, at der er mere fokus på varsling end tidligere, grundet nutidens kapaciteters lave beredskab og mobilitet og den større kompleksitet som blandt andet terrorisme har bidraget med. Dette betyder bedre scanning af ”horisonten” for at give det nødvendige strategiske varsel. Det andet forhold er, at der stadig vil være behov for strategiske produkter til at understøtte strategiske beslutninger. Det tredje forhold er, at der er større behov for operationaliserede efterretninger, som kan anvendes direkte i eksempelvis varsling af et potentielt terrorangreb. Intelligence-Led Operations og Intelligence-Led Policing bliver mere og mere relevante, specielt med det stigende behov for at prioritere grundet stigende indsatsområder/arbejdsbyrde for forsvaret/politiet. Efterretninger kan anvendes til at optimere operationerne, også for politiets virke, hvor efterretningerne eksempelvis øger sandsynligheden for at de rette personer efterforskes og aktioner bliver fokuseret, hvor truslen er størst. Det fjerde forhold er, at udviklingen i direkte tilgængelige søgemaskiner såsom Google og adgang til peer-revieed forskning på strategisk vigtige områder, stiller stigende krav til efterretningstjenester om at retfærdiggøre deres eksistensberettigelse, og giver nye, billigere muligheder for at opbygge kapacitet.47 Disse forhold udfordrer efterretningstjenesterne, hvor det bliver vigtigere at formidle budskabet, at hemmelige kilder måske kun bidrager med en lille sandsynlighedsforøgelse, men selv ved en kun mindre gevinst, er der en fordel i at have et lidt bedre beslutningsgrundlag. Samtidig, er efterretningstjenesterne ofte væsensforskellige fra civile aktører på efterretningsmarkedet, da de kan specialisere sig i områder med sigte på støtte til nationale enheder, hvor civile aktører sandsynligvis har et bredere publikum. Nationale efterretningstjenester har ligeledes mulighed for at trække på en ikke uvæsentlig militær ekspertise, hvilke burde tilsikre en national militærfaglig solid funderet beslutningsstøtte i form af efterretninger, som kan indgå i udformningen af den overordnede strategi. Produkterne er den essentielle vare for efterretningstjenesterne. At have et godt produkt er ikke nok, at bringe det til beslutningstagernes kendskab med rettidig omhu er en yderligere udfordring. Mængden af informationer skal koges ned til korte præcise efterretninger, som har en chance for at blive læst, hvilket nødvendigvis vil indebære prioritering og bortvalg. Desuden skal produktet markedsføres, så beslutningstagerne synes det er værd at bruge tid på. Efterretninger, som produceres til kunder, men ikke når frem, er spild af tid og ressourcer. Derfor er der mange led i produktionen, hvor der bliver prioriteret og bortvalgt efterretninger. Dette for siden hen at gøre efterretningen så indbydende som mulig, for dermed at have større sandsynlighed for at den når helt frem til beslutningstageren. Disse tilpasninger er vigtige at erkende, for ikke at miste tilliden til efterretningstjenesterne selvom det måske senere viser sig, at relevante informationer var til stede, men ikke fremhævet grundet en forkert prioritering af væsentligheden.
Politisering:
Da efterretninger ofte skal understøtte beslutninger, herunder de politiske, er der en kraft, som trækker efterretningstjenester mod de politiske elementer. Det kan friste beslutningstagere til at forsøge at få efterretninger drejet henimod en vurdering, som støtter allerede trufne beslutninger. Dermed bliver efterretninger ikke kun et værktøj til at belyse kommende beslutninger, men også et politisk våben til at samle opbakning.48 I Storbritannien har der været debat om, hvorvidt efterretninger op til krigen i Irak i 2003, blev politiseret. Den engelske Butler-rapport om forløbet op til Irak-krigen påpegede, var der en tendens til at vurderinger, hvad angik Iraks mulige besiddelse af masseødelæggelsesvåben, blev trukket i en politisk favorabel retning, dog uden at blive politiseret.49 Dette indikerer, at objektiviteten influeres som følge af nærheden til det politiske system. Den seneste meget omfattende rapport, Chilcot Inquiry, bebrejdede den britiske efterretningstjeneste for ikke at have oplyst beslutningstagerne om, hvor usikre efterretningsvurderingerne var. Chilcot vurderer, dette har gjort stor skade på den befolkningens tillid til de politiske institutioners udtalelser, specielt dem, som beror på efterretninger.50 Forinden krigen i Irak i 2003 var der i USA en tendens til at tilpasse efterretninger til det politiske narrativ om, at Saddam Hussein agtede at erhverve nukleart materiale til våbenbrug. Efterretninger viste, at irakerne havde bestilt aluminiumsrør, og der var en diskussion i det amerikanske efterretningsmiljø, hvad disse rør skulle anvendes til.51 Den amerikanske autoritet på området, the Department of Energy (DOE), vurderede, at det var usandsynligt, at rørene kunne anvendes i centrifuger til at producere nukleart materiale til våbenbrug.52 Dimensionerne på de bestilte rør var præcis som rørene på det irakiske Nasser-81 raketsystem.53 Dette til trods vurderede Defence Intelligence Agency (DIA), at rørene kunne anvendes i det irakiske raketsystem, men det var mere sandsynligt, at de skulle anvendes i centrifuger med det formål at producere nukleart materiale til våbenbrug.54 Dette illustrerer, at målet må være en tilstrækkelig afstand mellem beslutningstagerne og efterretningstjenesterne. I Danmark har de manglende Weapons of Mass Destruction (WMD) i Irak også skabt debat. I det danske beslutningsgrundlag for deltagelsen i krigen Irak er masseødelæggelsesvåben nævnt,55 uden dog at fremstå som et eksplicit argument for krigsdeltagelsen. Den danske ’Whistle-blower’ Frank Grevil lækkede efterfølgende hemmelige oplysninger til pressen, hvoraf det angiveligt fremgik, at der ikke var sikkerhed om tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben i Irak.56
En stor del af en efterretningstjenestes arbejde foregår i sagens natur i det gedulgte. Dette skaber et dilemma mellem politisk kontrol og naturen i efterretningstjenestens virke. Desuden har tiltagene efter 9/11 skabt en frygt for etableringen af en ”Sikkerhedsstat”, hvor beføjelser retfærdiggjort af truslen fra terrorisme reducerer den demokratiske kontrol, og giver efterretningstjenesterne for megen magt.57 Dette medfører et naturligt krav om større kontrol med efterretningstjenesternes virke. I Danmark er der oprettet ”Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne” (betegnet Kontroludvalget), som er den parlamentariske kontrol med de danske efterretningstjenesters virke (Forsvaret Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste). Medlemmerne udpeges fra de fem største partier og er således ikke nødvendigvis forankret i regeringen.58 Sherman Kent, der har præget den amerikanske efterretningstjenestes tilgang til analyse, argumenterer for, at efterretningsorganisationer og politikere skal være adskilte med stor afstand for at undgå en politisering af efterretninger. Dette er også benævnt som værende den idealistiske tilgang. Robert Gates, tidligere Director CIA og senere amerikansk forsvarsminister, argumenterer for et tæt naboskab, da efterretninger ellers ikke vil være relevante eller blive hørt. Hvis efterretningstjenesterne ikke kender til beslutningstagernes behov, er det næsten umuligt at producere relevante efterretninger. Dette benævnes den realistiske tilgang.59 De to yderpunkter har naturligvis hver deres faldgruber, og sandsynligvis er hverdagen en balancering mellem disse. Faren for politisering minimeres også ved, at efterretninger som hovedregel besvarer hvad, der er sket, og hvad vi tror, vil ske, men netop udelader løsninger for at undgå politisering. Dermed er der behov for en vis form for naboskab, som tilsikrer, at efterretningstjenesternes produkter og vurderinger ikke styres af beslutningstagerne, men samtidig så nær, at efterretningstjenesterne har en fornemmelse for beslutningstagernes behov. Dermed forblivende relevante ved at kunne levere produkter med vurderinger, der kan anvendes som beslutningsgrundlag.
Efterretningsfejl:
Efterretningsfejltagelser er uundgåelige.60 Spørgsmålet er, om det er efterretningstjenesterne, der fejler, når de eksempelvis ikke når at afværge et terrorangreb. Grundet den store mængde informationer og begrænset kapacitet er prioritering af hvilke informationer, som bearbejdes nødvendig. Der produceres mange efterretninger; det er eksempelvis opgjort, at CIA producerer ca. 5000 længere studier hvert år.61 Da beslutningstagerne har begrænset tid, bliver udfordringen at fremlægge den rigtige efterretning. Støj er også et velkendt fænomen, hvor informationen eller efterretningen er til stede, men grundet alle de andre informationer og efterretninger er det næsten umuligt at identificere den, som senere viser sig at have været den vigtigste.62 Dette mudres også af, at efterretninger fra én kilde (single source) ofte er detaljeret, men mangler kontekst, hvorimod efterretninger baseret på flere kilder (all-source) mangler detaljer, men er forsøgt sat i den rette kontekst.63 Ikke alt kan opklares, følges og vurderes endsige forudsiges, men det er ikke mangel på informationer, som er problemet, men evnen til at skille de rigtige efterretninger fra som er vanskeligt. Som en CIA-analytiker sagde efter 9/11 med reference til informationsmængden, ”det er som at drikke af en brandslange”. Den store mængde efterretninger eller informationer skyldes til dels en fascination af indhentningsmidler,64og har resulteret i en ubalance mellem data og bearbejdningen. I USA har The House Intelligence Committee allerede i midt-90´erne adresseret ubalancen og anbefalede en fokusering på planlægning af indhentningen, bearbejdning, udnyttelse og formidling (tasking, processing, exploitation and dissemination - TPEDs).65 Udvikling af software har til dels hjulpet ved en automatisering af store dele af databehandlingen, men samtidig har forventningen om (proaktivt) at kunne skue ud i fremtiden stillet store krav til en automatisk behandling, og for nogle områder har kompleksiteten sandsynligvis forhindret en tilfredsstillende databehandling. Den automatiske databehandling må nødvendigvis styres ved hjælp af modeller, og hvis den rette model ikke anvendes, vil automatiseringen fejle. Desuden vil en automatisering, uden eftertanke, begrænse mulighederne for analysen, da modellen vil give en ensartethed uden den personlige helhedsforståelse som en behandler/analytiker måske besidder. Samtidig er god databehandling betinget af valid data (garbage in, garbage out). I relation til fejl i beslutningen, er der tit en kognitiv dissonans mellem hvad vi betragter den rigtige beslutning i situationen var, og hvad udfaldet blev. Beslutningens kvalitet bliver bedømt på udfaldet. Hvis vi skal vurdere udfaldet af et terningkast, og vi får to valgmuligheder – enten at udfaldet bliver mellem 1 og 5, eller at udfaldet bliver 6, vil den rigtige beslutning være at vælge 1 til 5 som mulighed, da der er 5/6 sandsynlighed for at dette vil ske. Hvis udfaldet er 6, vil beslutningen stadig have været den bedste i situationen på baggrund af det tilgængelige beslutningsgrundlag. Efterretninger forøger på samme vis sandsynligheden for rigtige beslutninger, men ikke nødvendigvis i det enkelte tilfælde. Ligeledes har et studie vist, at der er en tendens til efterfølgende at overestimere muligheden for at komme frem til den rigtige beslutning baseret på de data, som var tilgængelige i øjeblikket.66 At have det komplette efterretningsbillede garanterer ikke succes, og en mangel er ikke nødvendigvis ensbetydende med nederlag. Den tyske invasion af Kreta i 1941 blev udført med et tysk begrænset efterretningsbillede af situationen på Kreta, herunder manglende efterretninger på infanteripositioner.67 Ligeledes vidste de tyske styrker ikke, at deres planer var kendt af de allierede. Det gjorde det muligt, for de engelske styrker på øen at forberede sig på det tyske angreb med en detaljeret viden om den tyske styrkeindsættelse og dermed reducere usikkerhedsfaktorerne væsentligt. Dette til trods lykkedes det de tyske styrker at indtage Kreta ved vedholdenhed og delegeret føring, dog med store tab til følge.68 At de allierede kendte den tyske plan i detaljer gav en fordel, men den tyske vilje til at kæmpe trods modstand blev ikke vurderet korrekt, hvilket medførte tysk sejr. Kapaciteten (evnen) var kendt i detaljer, men viljen og evnen til delegering blev ikke vurderet korrekt. Selvom tyskerne vandt på trods af oddsene var imod dem, var det sandsynligtvis med et større tab end hvad det ellers ville have været tilfældet. Fra juni 1941 var briterne i stand til at læse den tyske kommunikation med deres ubåde, i de fleste tilfælde betids til at kunne anvende informationen, hvilket forhindrede tyskerne i at dominere Atlanterhavet.69 Evnen til at være informeret om de tyske ubådes positioner var et væsentligt element til at omdirigere konvojer på vej fra USA til de britiske øer med krigsmateriel og proviant. 70 At have efterretninger garanterer heller ikke at de bliver anvendt på bedste vis. En undersøgelse af ti tilfælde hvor militære operationsplaner var faldet i fjendens hænder, viste at i de fem tilfælde, hvor planerne var lækket med det formål at vildlede, blev planerne accepterede som sandfærdige. I de fem tilfælde, hvor planerne var ægte, blev de i fire tilfælde afvist som værende forfalskninger med det formål at vildlede.71
Varsling af terror:
Varsling af terrorangreb er en stor udfordring. Terrorister vil forsøge at undgå at blive opdaget, og vil sandsynligvis lære af offentligt tilgængelige erfaringer. Lettilgængelige moderne krypterede kommunikationsmidler besværliggør ligeledes muligheden for at erkende truslen, og alene mængden af informationer vanskeliggør identifikation. Der skal evne og vilje til. Tilstrækkelig evne ved enkeltpersoners ”lone wolf” angreb kan være en kniv, som eksempelvis anvendt ved mordet på soldaten Lee Rigby i London den 22. maj 2013. En almindelig lastbil kan også anvendes, som under angrebet på et julemarked i Berlin 19 december 2016. Eller pistoler/gevær, som blev anvendt under angrebet på natklubben i USA i Orlando 12. juni 2016. Viljen kan hurtigt ændre sig, og når evnen hurtigt kan erhverves, er usikkerheden stor. Efter angrebet på natklubben i Orlando, udført af en enkelt mand, var der også diskussion af, hvad som kunne have været gjort for at have forhindret angrebet. Specielt efter det var kendt at manden, som udførte angrebet, havde været i søgelyset af FBI. Ved det ulykkelige angreb i Bruxelles lufthavn den 22. marts 2016 blev der også talt om en efterretningsfejltagelse ved ikke at have identificeret truslen i rette tid. Dette ændrer ikke ved, at tildelte ressourcer giver en vis kapacitet til varsling. Efterretninger er sjældent fuldkomne nok til at kunne modgå taktiske trusler (såsom lone wolf angreb), og hvis de er, hører vi sjældent om dem grundet hensynet til beskyttelse af eksempelvis en informant. Såkaldte fejl i efterretningsarbejdet hører vi jævnligt om, blandt andet grundet det faktum at bombesprængninger, døde og sårede naturligvis stiller krav fra offentligheden om en forklaring på, hvordan det kunne ske og hvad som der gøres for at forhindre en gentagelse. Efterretningsfejltagelse er desværre uundgåelig, og 100 % effektiv varsling er en illusion, specielt i relation til angreb som kræver lille evne og vilje. Det tålelige og realistiske mulige niveau for usikkerheden fastsættes af politikerne, og terroristers evne og vilje bidrager til dette niveau, hvorefter efterretningstjenesternes ressourcer tilpasses.
Konklusion:
Efterretninger skal give overblik, forklare hvad som sker og forsøge at forudsige begivenheder. Det er informationer, som efter analysering fremsendes til beslutningstagere, der anvender disse til at afværge trusler eller skabe sig et forspring i fremtidige handlinger. Efterretninger består af hemmeligheder og mysterier, og forsøger at skabe klarhed hvor ingen er. Derfor er det vigtigt at kende de begrænsninger, som naturligt må medfølge. Efter den kolde krig har det stigende behov for operativt direkte anvendelige efterretninger, bl.a. som værktøj til aktivering af beredskabsstyrker, medført yderligere krav til efterretningstjenesterne. Efterretninger er ikke magiske, og der er ingen garantier. Analysen er influeret af kognitiv bias, og er en konceptdreven procedure, som kan medføre risiko for at efterretninger farves af egne begreber og opfattelser. Efterretningskredsløbet giver et idealiseret billede af processen, hvor hverdagen ofte er mere kaotisk med spring frem og tilbage. Vurderinger og varsler er produkterne som efterretningstjenesterne leverer. Kvaliteten er oftest relativ dårlig hvad angår evne til at spå om mysterier. Oftest er der endog meget stor sandsynlighed for, at efterretningen efterfølgende vil vise sig værende fejlagtig, men et kvalificeret gæt er ofte bedre som støtte for en beslutning end ingen information. Værdien skabes gennem en empirisk akkumulation af den forøgede sandsynlighed for de enkelte beslutninger. Efterretninger kan ikke altid være rigtige, de vil ganske givet fejle af og til, specielt hvad angår varsling om et angreb, selvom efterretninger måske var til stede (som før 9/11). Dette skyldes blandt andet behovet for prioritering med det formål at forøge chancen for, at efterretningen bliver læst af beslutningstagerne. Efterretningstjenesterne bør være tilpas tæt på det politiske niveau for at forblive relevante og lydhøre, men i tilstrækkelig afstand for at reducere politiseringen af efterretningsprodukterne. Efterretningsfejl er uundgåelige, men et defineret tåleligt og realistisk opnåeligt niveau for usikkerheden og tilførslen af ressourcer i tilstrækkelig grad kan sikre sammenhæng mellem forventninger og formåen. Hvis man forsøger at forudsige begivenheder, vil der ganske naturligt være en stor usikkerhed. Denne usikkerhed er vigtig at have erkendt når efterretninger anvendes i beslutningsprocessen, hvormed forventninger er bedre afstemt, og tilliden opretholdes trods periodiske uundgåelige fejltagelser.
Fodnoter:
1 Cradock, Percy (2002). Know Your Enemy: How the Joint Intelligence Committee Saw the World. London. John Murray. s. 290
2 Omand, David (2010). Securing the State. London. C. Hurst & Co. s. 46
3 Herman, Michael (1996). Intelligence Power in Peace and War. Cambridge University Press. Cambridge. ss. 82-83
4 Cradock, Percy (2002). Know Your Enemy: How the Joint Intelligence Committee Saw the World. London. John Murray. s. 291
5 Omand, David (2010). Securing the State. London. C. Hurst & Co. s. 46
6 Andrew, Christopher (1988). ”Churchill and Intelligence”. Intelligence and National Security (3:3). s. 181
7 Kent, Sherman (1946).”Prospects for the National Intelligence Service”, Yale Review, 36. s. 117
8 Warner, Michael (2002). “Wanted: A definition of Intelligence, Understanding Our Craft”. Studies in Intelligence (46:3). s. 3
9 AAP-06, 31 OCT 2013
10 Lowenthal, Mark M. (2006). Intelligence From Secrets to Policy. Washington DC. CQ Press. s. 9
11 Breakspear, Alan (2012). “A New Definition of Intelligence”. Intelligence and National Security. s. 11
12 Johnson, Loch (2003). ”Preface to a Theory of Strategic Intelligence”. International Journal of Intelligence and CounterIntelligence (16:4). s. 649
13 Morrison, J.N.L. (2011). ”British Intelligence Failures in Iraq”. Intelligence and National Security (26:4). s. 512
14 Grabo, Cynthia M. (2012), Anticipating Surprise: Analysis for Strategic Warning. Booklife. s. 17
15 Ibid. s. 18
16 Freedman, Lawrence (1986). “Intelligence operations in the Falklands”. Intelligence and National Security (1:3). s. 311
17 https://goo.gl/D3ce1M
18 Goodman, Michael S. (2007). “The Dog That Didn’t Bark: The Joint Intelligence Committee and Warning of aggression”. Cold War History (7:4). s. 542
19 Betts, Richard K. (2007). Enemies of Intelligence: Knowledge & Power in American National Security. New York, Columbia University Press. s. 113
20 Omand, David (2010). Securing the State. London. C. Hurst & Co. s. 58
21 Johnson, Loch K. (2003). “Preface to a Theory of Strategic Intelligence”. International Journal of Intelligence and Counter Intelligence (16:4). s. 638
22 Freedman, Lawrence (1986). “Intelligence operations in the Falklands”. Intelligence and National Security (1:3). s. 310
23 Ibid. s. 311
24 http://goo.gl/k3yt2M Accessed 15 April 2016.
25 Shlapak, David A. & Johnson, Michael (2016). Reinforcing Deterrence on NATO's Eastern Flank Wargaming the Defense of the Baltics. Rand. http://goo.gl/e0HQTN Tilgået 24 juni 2016
26 http://goo.gl/vC9nC3 Tilgået 24 juni 2016
27 Holzinger (2016). Carl von Clausewitz, Vom Kriege, Vollständige Ausgabe der acht Bücher. Berliner Ausgabe. S. 26, paragraf 20
28 Ferris, John Robert (2005). Intelligence and Strategy. London. Routledge. s. 278
29 Smith, Michael (2011). The Secrets of Station X. London. Biteback Publishing Ltd. s. 206
30 Handel, Michael I. (1990). “Intelligence and military operations”. Intelligence and National Security (5:2). s. 20
31 Jones, R.V. (1988). “Intelligence and command”. Intelligence and national Security (3:3). s. 288
32 Hulnick, Arthur. ”The Dilemma of Open Sources Intelligence: Is OSINT Really Intelligence”. Johnson, Loch (2010). The Oxford Handbook of National Security Intelligence. Oxford. Oxford University Press. s. 230
33 Chapter 8 of Preparing for the 21st Century: An Appraisal of US Intelligence, the report of the Commission on the Roles and Capabilities of the US Intelligence Community (known as the Aspin-Brown Commission), released 1 March 1996. s. 86
34 https://goo.gl/PTif81 Tilgået 19 juni 2016.
35 Hulnick, Arthur (2006). ”What´s wrong with the Intelligence Cycle”. Intelligence and National Security (21:6). s. 961
36 Hulnick, Arthur (2006). ”What´s wrong with the Intelligence Cycle”. Intelligence and National Security (21:6). s. 959
37 Hulnick, Arthur S. (1999). Fixing the Spy Machine: Preparing American Intelligence for the Twenty-First Century. Westport, CT. Praeger. S. 13
38 Heuer, Richards J. (1999). Psychology of Intelligence Analysis. Center for the Study of Intelligence, Central Intelligence Agency. s. 111
39 Lefebvre, Stéphane (2004). ”A Look at Intelligence Analysis”. International Journal of Intelligence and CounterIntelligence (17:2). S. 240
40 Shulsky, A. N, Schmitt, G. J. (2002). Silent warfare: Understanding the World of Intelligence. Washington, DC. Brassey’s. ss. 72-73
41 Morrison, John N.L. (2011). “British Intelligence Failures in Iraq”. Intelligence and National Security (26:4). S. 519
42 https://goo.gl/kWVMGh Side 50, tilgået 22 maj 2016.
43 Kent, Sherman (1968). Estimates and Influence, CIA: Studies in Intelligence.
44 Dupont, Alan (2003). ”Intelligence for the Twenty-First Century”. Intelligence and national Security (18:4). s. 24
45 Omand, David (2010). Securing the State. London. C. Hurst & Co. s. 35
46 Johnson, Loch K. (2003). “Preface to a Theory of Strategic Intelligence”. International Journal of Intelligence and CounterIntelligence (16:4). s. 653
47 Omand, David (2010). Securing the State. London. C. Hurst & Co. ss. 293-294
48 Hastedt, Glenn (2005).”Public Intelligence: Leaks as Policy Instruments – the case of the Iraq War”. Intelligence and national Security (20:3). S. 423
49 Report of a Committee of Privy Counsellors (Chaired by Lord Butler). Review of Intelligence on Weapons of Mass Destruction. London: The Stationery Office (2004). Para 332 and 511
50 Report of a Committee of Privy Counsellors. The Report of the Iraq Inquiry (Chilcot). Paragraf 838. http://goo.gl/Wq6fc6 tilgået 18 juni 2016.
51 Commission on the Intelligence Capabilities of the United States regarding Weapons of Mass Destruction (31 March 2005), Chapter 1, Case study Iraq, accessed 02 April 2016, https://goo.gl/ft7lq8 s. 49
52 Commission on the Intelligence Capabilities of the United States regarding Weapons of Mass Destruction (31 March 2005), Chapter 1, Case study Iraq, accessed 02 April 2016, https://goo.gl/XDBOni s. 56
53 Conway, Patrick (2012). “Red Team: How the Neoconservatives helped Cause the Iraq Intelligence Failure”. Intelligence and National Security (27:4). ss. 499-500
54 US Senate Select Committee on Intelligence (2004). Report on the U.S. Intelligence Community’s Pre-War Intelligence Assessments on Iraq. s. 92
55 https://goo.gl/sQbhho. Tilgået 27 November 2016.
56 https://goo.gl/NHjVbC. Tilgået 27 November 2016.
57 Gill, Peter (2004). ”Securing the Globe: Intelligence and the Post-9/11 Shift from Lidddism to Drainism”. Intelligence and National Security (19:3). s. 467
58 https://goo.gl/IHl7LT. Tilgået 22 Maj 2016.
59 Omand, David (2010). Securing the State. London. C. Hurst & Co. ss. 178-180
60 Betts, Richard K. (1978). ”Analysis, War, and Decision: Why Intelligence Failures Are Inevitable”. World Politics (31:1). Cambridge. Cambridge University Press. s. 61
61 Hulnick, Arthur (2006). ”What´s wrong with the Intelligence Cycle”. Intelligence and National Security (21:6). s. 966
62 Marrin, Stephen. ”Preventing Intelligence Failures by Learning from the Past”. International Journal of Intelligence and CounterIntelligence (17:2004). s. 659
63 Omand, David (2010). Securing the State. London. C. Hurst & Co. s. 44
64 Johnson, Loch K. (2010). “The Oxford Handbook of national security intelligence”. s. 17
65 Lowenthal, Mark M. (2003). “Intelligence From secrets to policy”. Washington DC. CQ Press. s. 69
66 Heuer, Richards J. (1999). Psychology of Intelligence Analysis. Center for the Study of Intelligence, Central Intelligence Agency. Ss. 161-163
67 Handel, Michael I. (1990). “Intelligence and military operations”. Intelligence and National Security (5:2). s. 45
68 Keegan, John (2003). Intelligence in War; Knowledge of the enemy from Napoleon to Al-Qaeda. London. Hutchinson. s. 372
69 Hinsley, F. H. (1990). “British intelligence in the second world war: an overview”. Cryptologia (14:1). s. 8
70 Keegan, John (2003). Intelligence in War ; Knowledge of the enemy from Napoleon to Al-Qaeda. London. Hutchinson. s. 379
71 Whaley, Barton (1969). Strategem: Deception and surprise in War. Cambridge Mass. MIT Center for International Studies. s. 230
