Kaptajn P. K. Borrits i forsvarsministeriet gennemgår operationerne ved Dunkirk og foretager en kortfattet sammenligning med forhold i Vestsjælland i tilfælde af en eventuel dansk evakuering herfra.
A. Indledning.
I de senere år — og måske ikke mindst i den senere tid, har man set tanker nedfældet, som har forsøgt at bryde en breche i den almindelige opfattelse, at dansk forsvarskamp må føres landsdelsvis uden tyngdeforlægning fra den ene landsdel til den anden under kampens føring. Nærværende redegørelse skulle derfor -— foruden at give en „h istorisk“ redegørelse for forløbet af operationerne i forbindelse med Duukirk-evakuationen — tillige primært tjene til en belysning af evakuationsmulighederne under vanskelige forbold og hermed eventuelt danne grundlag for videre diskussion af de problemer, som måtte komme for, såfremt en dansk evakuation fra østre- til vestre landsdel måtte blive aktuel.
B. Optakten til Dunkirk-evakuationen. Den 9. maj 1940 stod den britiske ekspeditionsstyrke på fransk grund, inkorporeret i det franske forsvar som det fremgår af skitse nr. 1. De britiske styrker, hvis organisation i store træk fremgår af nedenstående skema var således indsat langs den belgiske grænse, som af neutralitetshensyn ikke måtte krænkes.
Den 10. maj angreb tyskerne fort EBENEMAEL , og den 15. maj finder man 1. franske armé samt den britiske ekspeditionsstyrke i DYLE-linien. De tyske styrkers organisation fremgår ligeledes i store træk af nedenstående skema.
Den 20. maj, efter at den udvigende kamp mod vest er begyndt, træffes de allierede styrker i ESCAUT-linien, men stort set samtidig gennembryder det tyske tyngdeangreb ført fra H E ER ES G R P A, fronten ved SEDAN i et fremstød med retning over C AM BRA I. E t allieret, modangreb ved AR R AS udløses, men uden at give resultat.
1. franske armé samt den britiske ekspeditionsstyrke blev skilt fra de øvrige franske bærstyrker. (Jfr. i øvrigt skitse nr. 1).
Herefter springes frem til den 26. maj, bvor situationen mere detailleret skal belyses, i det væsentlige således som den tog sig ud for den engelske chef, general lord Gort (jfr. i øvrigt skitse nr. 2).
— Den belgiske bær var hårdt trængt i linien C A N A L de D ER IVA - TIO N -ZO NNE B E K E af ni tyske IN FD1V af H E ER ES G R P B.
-—- Egen britisk „Østfront“ boldtes af II og I korps fra H A L L U IN til PO N T å M ARQ . Tre tyske D IV pressede på i skillelinien mellem egne og belgiske hærstyrker. Egen 5. og 50. D IV var dirigeret til for at eliminere den fj. trussel mellem H A L L U IN og ZO NNE B E K E — I. franske armé holdt lommen SE for L IL L E i linien M A U LD EM AR C H IEN N ES , og herfra mod N V var
— egne enheder (46-, 2-, 44- og 38 D IV , i det væsentlige udsparet af I og II korps) indsat på „Vestfronten“ ind til CASSEL.
— Endelig lukkedes strækningen fra CASSEL til kysten af franske styrker. De tyske styrker her overfor var i store træk flg .:
—- A f H EER ES G R P B (von Bock) kunne femten D IV af 18. og 6. armé identificeres i fronten, mens tre D IV var i umiddelbar reserve.
— SV for H EERESGR P-skillelinien var der af G R P A (von Rundstedt) lokaliseret fem PND1V, to SSD1V, en M O TD IV og fem IN FD IV i fronten og i alle tilfælde to-tre P N D IV i området bag fronten.
Allerede den 23. maj havde von Rundstedts panserspids nået kanalen ved BO U LO G N E og CALA IS , og det var herefter på det alvorligste frygtet, at en tysk indsvingning mod N og E ville følge. Der skete im idlertid følgende: Den 23. maj udstedte von Rundstedt ordre til reorganisering og fremdragning af IN FD IV ’er for at sikre flankerne mod S og N, idet han frygtede kraftige modangreb fra disse retninger. P N D IV ’erne havde i øvrigt lid t væsentlige tab og var udmattede. Vedligeholdelsestjeneste og hvile var stærkt påkrævet, såfremt panserenhederne hurtigt skulle være rede til fortsat at virke mod S. Den 24. maj udgav den øverstkommanderende for H E ER ES G R P A og B (von Brauchitsch) im idlertid ordre til uden pause fortsat at ind
kredse og nedkæmpe de afskårne F j. nordstyrker. For disse operationer udnævntes én kommanderende, chefen for H E ER ES G R P B (von Bock). Samtidig tildeltes han styrker for opgavens løsning, hvilket indebar, at store dele af von Rundstedts enheder, herunder hovedparten af P N D IV ’- erne, skulle underlægges G R P B. Samme dag (den 24.) landede H itle r på besøg hos von Rundstedt, hvor han erfarede om von Brauchitsch’s ordre, som ikke havde været forelagt Oberkommando der Wehrmacht (OKW ). Von Rundstedt foreholdt H itle r sit synspunkt, udtrykt i ordren af 23. maj, og H itle r godkendte dette på stedet samtidigt med, at han ophævede Brauchitsch’s ordre. Von Brauchitsch blev siden kaldt til Hitler, og efter hans hjemkomst herfra udgik da den 25. maj den opfølgende kontraordre. Ifølge Haider (von Brauchitsch’ stabschef) hedder det således: „Der schnelle linke Flügel, der keinen Feind vor sich hat wird dabei auf ausdrücklichen Wunsch des Führers angehalten“ . Det har været en almindelig opfattelse, at denne ordre var et personligt diktat fra Hitler. Det lille spil i dagene 23., 24. og 25. maj viser dog, at von Rundstedt var en væsentlig rådgiver for H itle r i denne sag. Kontraordren den 25. maj er et afgørende træk i evakuationsoptakten, og det har været skønnet naturligt at tage det med, ikke mindst fordi det har stået som noget uforståeligt dunkelt, at den tyske indkredsning ikke blev mere effektiv. Man har været tilbø jelig til at søge en vis forklaring i Hitlers psykopati, men snarere skal den nok søges i von Rundstedts fejlagtige bedømmelse af, hvor megen kraft der burde bevares, dels for at hindre fra S kommende allierede angribende styrker i at forenes med nordstyrkeme, dels for i den senere og afgørende kamp mod de i S stående franske enheder at have bevaret fornøden styrke. Men tilbage til Lord Gort’s hovedkvarter. Tidlig morgen den 26. maj sendtes situationsrapport til krigsm inisteriet i England, og siden indløb to personlige telegrammer fra M r. Eden af bl. a. følgende ordlyd: „Jeg har modtaget informationer, der alle peger i retning af, at fransk offensiv fra SOMM E ikke vil kunne opnå tilstrækkelig styrke til at have udsigt til at nå Deres styrker i nord. Under sådanne betingelser vil den eneste udvej for Dem være at kæmpe Dem vej tilbage mod V, hvor alle kyststrækningshavne fra G R A U E LIN N ES og mod E v il blive anvendt til udskibning“ .
Senere samme dag indløb: „Premierministeren har haft et møde med M. Reynaud. Herefter står det klart, at det ikke v il være m uligt for franskmændene fra S at angribe med sådan kraft, at forbindelse kan skabes med Dem. You are now authorized to operate towards coast forthwith in conjunction with French and Belgian armies“ . Koordinerede planer for den videre udvigen var allerede fastlagt, og planerne skulle nu sættes i værk. For så vidt angår en m aritim planlægning for en eventuel evakuation var en sådan allerede den 19. maj begyndt i England. Som maritim chef var udpeget D O V ER ’s kommandant, viceadmiral Ramsay. Evakuationen planlagdes ud fra muligheden af at benytte havne i BO U LO G N E , CA LA IS og D U N K IR K . Allerede efter begivenhederne den 23. og 24. maj var im idlertid kun D U N K IR K ’s havn tilbage. Frem mod den 26. maj blev planlægningen højaktuel, og især glødede telefontrådene mellem D O V ER og admiralitetet i London for at få aftaler om fremskaffelse af fornøden tonnage for evakuationen igennem. Forinden problemet var endeligt løst, indløb im idlertid ordren, den 26. maj kl. 19 00: „O PE R A T IO N D Y N AM O (evakuationens kodeord) is to commence“ .
C.
Evakuationens forløb. I det følgende skal fremdrages de vigtigste begivenheder på de forestående evakuationsdage, såvel for land- som for søoperationemes vedkommende.
1. Den 27. maj 1940. a. Hærsituationen.
På tysk side stod det nu von Rundstedt klart, at man ikke længere kunne forvente væsentlige fjendtlige modangreb. Hans styrker var i nogen grad blevet reorganiserede, og han påtænkte da atter at stille forslag for enhedernes offensive deltagelse i indkredsning og nedkæmpning af de allierede nordstyrker. Inden dette skete, indløb ordre fra O KW om, at venstre flø j atter med fuld vægt skulle deltage i operationerne. For de allierede betød dette et op gennem den 27. maj stigende pres såvel på E- som på V-fronten. Tyngden i de fjendtlige angreb erkendtes snart i V at ligge i området mellem L E S T R E M og L A BASSEE, i E at ligge i skillelinien mellem belgiske og engelske styrker.
Det var påtrængt, at I og II KO R PS samt 1. franske armé måtte tilbage til LYS-linien i løbet af natten 27.— 28. maj. For III KO R PS’ vedkommende havde dets chef allerede den 26. maj fået ordre til at organisere et snævert brohovedforsvar mellem D U N K IR K og OSTENDE , og retningslinierne for ordningen i brohovedet lå da også klar i løbet af den 27., idet forsvarsperimeteren inddeltes således, at franske styrker skulle holde en sektor V for D U N K IR K , og herfra mod E skulle III, I og II KO R PS følge (jfr. skitse nr. 2). Der anvistes endvidere samleområder bag perimeterinddelingen, hvorfra afventning og udskibning skulle finde sted. Der blev derimod uheldigvis ikke lagt fornøden vægt på en koordineret vejtildeling mellem franske og britiske styrker. Op på dagen — den 27. maj — modtog Lord Gort dernæst følgende melding fra den engelske forbindelsesofficer ved de belgiske styrker (uddrag): „Kongen frygter, at det øjeblik hurtigt nærmer sig, hvor han ikke længere kan stole på sine troppers modstandsevne. — Han ønsker, at De skal forstå, at han sikkert vil blive tvunget til overgivelse, før evakuationen kan afsluttes“ . Det er indlysnde, at denne melding måtte udløse alvorlige overvejelser hos Lord Gort for sikring af egen østlige flanke, og da hertil kom, at egne styrker på det hårdeste havde kæmpet hele dagen for at holde vejene over L IL L E åbne, så må følgende afslutning på dagen, et personligt signal fra den franske øverstkommanderende ved de franske styrker i S, have forekommet nærmest tragisk-komisk. Det lød: „E n personlig appel til general Gort. De britiske styrker må deltage på det kraftigste i de nødvendige, forenede modangreb. Situationen kræver, at der slås hårdt. — slut“ . Midnat den 27. maj standsede den belgiske hær ilden.
b. Dagens søværts resultater. Det mål, man fra flådemyndighedernes side stilede imod — og mente opnåeligt at få evakueret på de to dage, som man højst forventede, at brohovedet kunne holde, androg ca. 45.000 mand. Den første maritime vanskelighed, som meldte sig den 27. maj, var, at den minestrøgne rute Z (jfr. skitse nr. 1) kun kunne benyttes med stor risiko for beskydning fra tysk a rtilleri omkring G R A VE LIN ES . Rute X og Y blev derfor minestrøgne. Disse ruter var im idlertid betydeligt længere end rute Z, og det betød, at overfartstiden ved at anvende dem forøgedes, hvorved fjendens m uligheder for at indsætte sø- og luftangreb blev større. Endnu baserede man sig i det væsentlige på evakuation fra havn, men admiralitetet gjorde alt for at få så stort et antal småfartøjer som m uligt dirigeret mod D O VER , for at disse herfra kunne blive indsat i den evakuation fra åben strand, som man hurtigt indså i vid udstrækning måtte tages i anvendelse (specielt måtte der opstå et meget stort behov for småfartøjer til færgefart mellem strandbred og større skibe til ankers). Dagens evakuationsresultat androg 5.718 mand, hvilket — i sammenligning med senere opnåede resultater — tydeligt indicerer begyndervanskeligheder. Udskibningen forløb i øvrigt også under alvorlig indgriben fra tysk luftvåbens side, hvis angreb forårsagede tab af to troppetransportskibe.
2. Den 28. maj 1940.
a. Hær situationen. 1 overensstemmelse med gårsdagens planlægning udførte de b ritiske styrker tilbagegang til LYS-linien samtidig med, at en D IV af II KO R PS i hast blev forskudt til den åbne østlige flanke, hvor situationen var kritisk efter Belgiens kapitulation. Om morgenen den 28. maj ankom den franske øverstkommanderende for de franske nordstyrker til Lord Gort’s hovedkvarter. Han var på dette tidspunkt endnu ikke vidende om den engelske regerings bemyndigelse til evakuation og havde beordret sine styrker ud fra den forudsætning, at der endnu maximalt måtte viges ud til LYS-linien. De franske styrker var derfor kun beordret tilbage til en line over L IL L E (jfr. skitse nr. 2). Dette gav straks Lord Gort anledning til indtrængende at anmode den franske chef om straks at fortsætte udvigningen. Tidspunktet var im idlertid forpasset, og kun kavalleristyrker og styrker af et fransk korps’s værdi slap tilbage, forinden de tyske panserdivisioner fra V fik kontakt med styrker af H E ER ES G R P B i E , hvorved 1. franske A R M E om L IL L E blev afskåret (jfr. skitse nr. 3).
Endnu i 4 dage kæmpede de franske styrker om L IL L E , og gennem den binding af tyske styrker, som disse kampe gav, ydede arméen utvivlsomt en ikke ringe støtte for den fortsatte britiske tilbagegang. Det tyske pres satte i øvrigt i løbet af dagen ind med tyngde især om CASSEL, dog med aftagende panserkraft. Som forklaring på sidstnævnte forhold kan sikkert fremdrages general Guderians (chef for X IV KORPS) indstilling til von Kleist. Indstillingen lød i uddrag således: „E fter den belgiske kapitulation er fortsættelse af panseroperationer uønsket, idet de koster unødige tab. Panserdivisionerne har kim ca. 50 % af deres styrke tilbage, og al udrustning trænger bydende nødvendigt til eftersyn, såfremt korpset skal være rede til nye operationer (mod S) i løbet af kort tid. Panserangreb er ikke formålstjenlige i dette marskagtige terræn, som nu efter næsten 24 timers kraftig regn er næsten bundløst. 18. A R M E (af H EERES - G R P B) nærmer sig mit KO R PS fra E. ARM Eens infanteristyrke er mere egnet end panserstyrker i dette terræn, og opgaven at lukke adgangen til kysten bør derfor overlades denne armé“ . Bemyndigelse til at trække panserstyrkerne ud af kampene indløb da også i løbet af dagen. I det allierede, snævre brohoved, planlagt af III KORPS , var situationen den (jfr. skitse nr. 2 og 3), at de franske tropper i vestsektoren blev trykket så meget mod E, at tysk a rtille ri nu kunne begynde at række D U N K IR K . III KO RPS (-) var rede i sin sektor, og i løbet af dagen indtraf udsparede dele af I KO R PS i midten. Styrker af II KO R PS var derimod endnu ikke indgået i østsektoren. En sammenflikket styrke, „Adam-force“ , blev im idlertid allerede i løbet af formiddagen kontaktet af tyske enheder, som efter den belgiske kapitulation var stødt helt frem til N IEU PO R T .
b. Dagens søværts resultater. På grund af tab og ødelæggelser af passagerfartøjer (troppetransportskibe) ved dels artilleribeskydning, dels luftangreb den 27. maj blev det bestemt, at sådanne fartøjer i det væsentlige kun måtte anvendes i mørke-timerne, medens mindre fartøjer og krigsfartøjer (specielt destroyere) fortrinsvis skulle operere om dagen i udskibning fra åben strand. Det skal her nævnes, at der for den 28. maj, aften, var planlagt anløb af følgende fartøjer til D U N K IR K ’ ydermole: 3 hospitalsskibe, 7 passagerdampere og 2 destroyere, som alle skulle være klar af det farlige område igen inden den 29. kl. 06 30. Foruden disse fartøjer operede ca. 100 mindre fartøjer fra kysten. Dagens evakuationsresultat beløb sig til 18.527 mand. Det skal bemærkes, at natten mellem 28. og 29. maj konstateredes kraftig mineudlægningsaktivitet fra tyske fly. Denne form for mineudlægning fortsattes de to følgende nætter.
3. Den 29. maj 1940.
a. Hærsituationen. Den engelske plan for fortsat udvigen natten 28.— 29. maj gik stort set ud på at svinge ind med CASSEL og Y PR E S som pivot, således at en linie C ASS E L-PO PER IN G H EU YPR ES forsøgtes holdt den 29. maj (se skitse nr. 3). Indsvingningen fuldførtes vel i løbet af natten, men det tyske pres mod CASSEL var så hårdt, at man så sig nødsaget til at give bemyndigelse til at opgive byen sidst på natten. Ordren nåede im idlertid ikke igennem, og ved morgengry den 29. var CASSEL om ringet og garnisonen afskåret. Det tyske tryk om CASSEL mod N E og om Y PR E S mod N V fortsattes med kraft frem gennem formidddagen. II KO R PS måtte derfor snart beslutte sig til ved dag at indlede frigørelse og tilbagegang ined 50. og 3. D IV udskilt som arrieregarder. K O R PS E T skuRe i øvrigt falde tilbage på YSER-linien. Herfra var det planen natten 29.— 30. maj at gå tilbage til det egentlige brohoved. Især i løbet af den 29. maj gik det rigtigt galt med vejreguleringen. De franske styrkers tilbagegang var ikke tilstrækkelig koordineret med den engelske, og den omstændighed, at franskmændene søgte mod den vestlige brohovedsektor, meden de britisk styrker i det væsentlige søgte mod II K O R PS’ østlige sektor, bevirkede nogle meget uheldige og sinkende krydsninger. I det egentlige brohoved tog situationen sig således ud: I V var trykket mod den franske tektor taget af, medens presset i E mod N IE U PO R T var meget kraftigt. II KO R PS’ enheder var dog nu ved at indfinde sig til forstærkning af de improviserede styrker i denne sektor.
b. Dagens søværts resultater.
Den 29. maj blev en dag præget af såvel store resultater som store tab. Det eneste vellykkede tyske overfladeangreb under operation „D Y N A M O “ fandt sted natten 28.— 29. maj. Det førtes af motortorpedobåde og ramte tre britiske destroyere på tragisk vis. Den 29. kl. 0045 blev to torpedospor opdaget på destroyeren WAR E FU E L . Den ene torpedo blev undgået, medens den anden ramte midtskibs. W A R E F U E L brækkede over og sank i løbet af få sekunder. Andre skibe ilede til, heriblandt CO M FO RT , G R A FTO N og LYD D . K l. 0250 under redningsarbejdet ramtes G R A FTO N af en torpedo, men sank ikke med det samme. CO M FO RT , som lå tæt op til G RA FTO N , da torpedoen ramte, blev slynget bort, kontrollen over skibet mistedes et øjeblik, og skibet løb ud på en cirkelbue. Da det atter kom ned mod LYD D og G R A FTO N , åbnede disse ilden mod C O M FO R T i den tro, at det var et fjendtligt angribende fartøj. C O M FO R T ramtes og sank. I løbet af knap tre timer mistede den engelske flåde således tre fartøjer. For også at give et indtryk af Luftwaffe’s indgriben i evakuationen den 29. skal dagens tab af tyske maskiner nævnes. Tabet androg således 65 fly, men forinden havde Luftwaffe også opnået væsentlige resultater, især mod skibskoncentrationer i D U N K IR K s yderhavn. Disse koncentrationer var opstået på grund af en tiltagende vindstyrke, som næsten umuliggjorde udskibning fra strand (på grund af brænding). Mange af de større fartøjer var derfor omdirigeret til D U N K IR K , og kl. ca. 1530 lå der 3 store transportskibe og 12 middelstore fartøjer i havnen. K l. 1600 satte det tyske luftangreb ind med det resultat, at 5 skibe brændte i havnen, medens 2 „haltede“ hjem med meget svære beskadigelser. Også på den åbne kyst havde dagen givet mange tab. 4 destroyere var blevet svært beskadigede, 2 troppetransportskibe var sænkede, medens 1 handelsskib og et stort antal mindre fartøjer var delvis ødelagte. Ikke desto mindre blev døgnets evakuationsresultat meget fint, idet det androg 50.331 mand.
4. Den 30. og 31. maj 1940.
a. Hærsituationen. Ved middagstid den 30. maj var styrkerne nået inden for det snævre brohoveds perimeter. III KO R PS’ styrker var i færd med at trække sig ud af sin sektor for indskibning, I KO R PS skulle dernæst overtage forsvaret i hele midterpartiet af perimeteren, medens II KO R PS fortsat holdt den østlige sektor og franske styrker den vestlige fjfr. skitse nr. 2). Som en særdeles ubehagelig foreteelse i forbindelse med forsvaret i brohovedet skal nævnes, at det mange steder på grund af grundvand ikke var muligt at grave sig ned, et forhold som gav meget svære tab hos de enheder, der var indsat umiddelbart i fronten. Tyskerne forsøgte i det væsentlige kim et tyngdeangreb denne dag, og det blev sat ind mod FURN ES , hvor kanalovergang lykkedes. E fter et britisk modangreb lykkedes det dog at få den indbrudte fjendtlige styrke kastet ud igen. Fra højt plan blev der nu lagt tryk på 4. A R M É af H E ER ES G R P A for at få arméen til at intensivere angrebene direkte mod D U N K IR K . Endvidere skete der det, at det tyske kommandoforhold nu endelig lagdes om, således som det allerede tidligere havde været forsøgt. Ansvaret for tilintetgørelsen af brohovedet blev alene lagt på chefen for 18. A R M E i H E ER ES G R P B, idet han samtidig fik underlagt en del infanteristyrker af H EER ES G R P A. Det er interessant at se, at den tyske overkommando (OKW ) så længe tøvede med at lægge ansvaret for føringen på én person i omringningsslag, som her udspilledes. En tøven i dette forhold er im idlertid absolut ikke enestående i krigshistorien, men den må betegnes som en forsyndelse. Også på engelsk side lagdes kommandoforholdet om i løbet af den 31. III KO R PS og store dele af II KO R PS var i det væsentlige evakuerede. Tilbage stod I KORPS , og det blev general Alexander, chef for 1 D IV , som fik kommandoen, og som, efter at Lord Gort forlod kontinentet, blev ansvarlig for den sidste kamp og evakuation. Kommandoen overdroges den 31. maj kl. 1800. A f det direktiv, som Lord Gort gav general Alexander, forinden kommandoen blev overdraget, skal her citeres pkt. 4 for at fremhæve den smidige, men også reelle formulering af direktivets måske vanskeligste punkt: „Såfremt der på noget tidspunkt efter Deres dømmekraft opstår en situation, hvorfra yderligere evakuation ikke er mulig, og ingen forholdsmæssig skade længere kan påtvinges fjenden, da er De bemyndiget til efter samråd nied admiral Du Nord (chef for den franske sektor) at kapitulere for at undgå unødig blodbad“ .
b. Søværts resultater den 30. og 31. maj.
Den 30. maj var vejret atter ideelt for strandudskibning, og denne fik da også et stort opsving. Man ser for første gang, at antal evakuerede udskibet fra strand overstiger antallet af evakuerede fra D U N K IRK s havn. Det skal herunder fremhæves, at interimistisk etablerede „strandkajer“ stærkt nedsatte indladetiden i de småfartøjer, som gik i rute fart mellem strand og de ventende opankrede skibe længere ude. Disse kajer medvirkede væsentligt til det store evakuationsresultat: 53.227 mand, hvoraf godt 29.000 var udskibet fra stranden. Evakuationen den 31. maj blev atter generet af vejret på grund af pålandsvind, dog kim om formiddagen. Med så megen mere kraft sattes evakuatioen ind om eftermiddagen og aftenen, og resultatet blev 64.141 evakuerede. Specielt for denne dag skal fremhæves de problemer, som omlægning af strandudskibningen gav. På grund af II KO R PS’ evakuation fra området N IE U PO R T— FUR N ES måtte mange skibe, der forlods var dirigeret mod denne kyststrækning, som fjenden i alle tilfælde fra morgenen den 1. juni kunne formodes at have besat, omdirigeres, en foreteelse som ikke var så lige til, når man erindrer de i hast improviserede kommandoforhold og manglen på meddelelsesmidler i mange af de mindre fartøjer. Omlægningen lykkedes dog uden tab, omend nogle mindre fartøjer forgæves forsøgte at evakuere tyskere.
5. Dagene 1., 2., 3. og 4. juni 1940.
Med II Korps’ ovennævnte evakuation indsnævredes brohovedet i Øst stort set til den belgisk-franske grænse (jfr. skitse nr. 3). Det var herefter general Alexanders faste overbevisning, at brohovedet ikke kunne indsnævres yderligere; skete det — ville hele fjendens lette a rtille ri kunne række stranden og havnen, og dette, bedømte han, ville umuliggøre yderligere evakuation. Den efterladte styrke, der successivt udtyndedes, bedømtes ydermere til næppe at kunne holde længere end til og med 2. juni. Bedømmelsen holdt i det væsentlige stik. K l. 0300 natten 2.— 3. ju ni forlod general Alexander kontinentets kyst og påfølgende nat fulgte admiral du Nord med de sidste franske styrkeer efter. Evakuationstallene for den 1., 2., 3. og 4. juni androg således 61.557, 23.604, 29.641 og 27.689. Den 4. juni middag afblæstes operation „D Y N A M O “ .
6. Kort resumé af evakuationen. I nedenstående skema er de opnåede evakuationsresultater sammenfattet. T illig e er der givet en oversigt over specielt de maritime tab i perioden. Man kunne dernæst drage betydelig lære af de i den beskrevne periode førte kamphandlinger på såvel allieret som tysk side. Gennemgangen har — som også antydet i indledningen — im idlertid ikke taget sigte herpå. Form ålet har primært været at give et indtryk af muligheden for at opnå evakuationsresultater, selv under særdeles vanskelige omstændigheder. Der skal derfor blot erindres om følgende forhold:
Endvidere erindres:
— at hærstyrkernes udvigende kamp og forsvarskamp førtes efter principper ikke ulig danske
— at der herskede absolut tysk overlegenhed i luften (på baggrund heraf, bør man specielt mærke sig natevakuationsresultateme den 2., 3. og 4. juni)
— at de allierede bevarede absolut maritim overlegenhed at der i den tyske føring under brohovedlikvidationen stedse blev taget hensyn til bevarelse af en kraftreserve, med henblik på kampenes videreførelse mod den franske hovedstyrke mod syd.
D. Kortfattet sammenlignende vurdering med specielle vestog nordvest-sjællandske forhold. Man må i det efterfølgende ikke se noget forsøg på at påpege sandsynlige udviklinger af kamphandlinger på Sjælland. Det skal blot tjene til at overføre brohovedbilledet fra D U N K IR K til sjællandske forhold, anstille nogle få sammenlignende betragtninger og herigennem eventuelt tvinge tanken til at beskæftige sig med evakuations- og forbindelsesmuligheder mellem østre- og vestre landsdel.
1. Sammenlignende betragtninger. Kystforhold. Taget imder ét, vil en evakuering fra strandbredden kunne gennemføres overalt fra Sjællands vest- og nordvest kyst. De fremherskende strøm- og bundforhold vil ikke lægge hindringer i vejen for en evakuering, men pålandsvind vil kunne vanskeliggøre den. Endvidere byder den sjællandske kyststrækning ved sin uregelmæssige form i ugunstigt vejr langt bedre muligheder for at finde læsteder for udskibning, end tilfæ ldet var ved D U N K IR K . Også dybdeforholdene ind under kysten er gode, hvilket har betydning for evt. ventende opankrede skibes placering (korte vendinger for småbådene, der går i fart mellem strand og større skib).
Havneforhold.
Havnen i Skelskør, Korsør, Halskov, Kalundborg, Nykøbing-Sjælland (og Hundested) vil i påkommende tilfælde være mulige udskibningshavne. Skelskør og Nykøbing-S.’ havne er de dårligst anvendelige på grund af vanskelige besejlingsforbold og ret ringe vanddybde. A f de resterende er Korsør— Halskov den havn, der bedst kan sammenlignes med D U N K IR K . Dunkirk havn havde således en kajlængde på ca. 6000 m, hvoraf de ca. 2500 m var anvendelige (yderhavnen, som ikke kunne rækkes af fjendens artilleri). Korsør havns kajlængde er ca. 2600 m, hvortil kommer Halskov’s ca. 1000 m. Også småhavnene M ullerup og Reersø i dette område kunne medregnes med ca. 300 meters bolværk, dog kun med vanddybder på 4— 5 m.
Terrænforhold.
Det skal fremhæves, at kystterrænet fra Dunkirk og ca. 25 km mod øst til Nieuport består af en klitfyld t sandstrand, som ind mod land bærer spredt kratvækst. Bag klitrækkeme findes engdrag med et meget stort antal grøfter og flere store hovedkanaler for afvanding. Terrænet vest for byen er endnu mere marskpræget og blødt. De flade engstrækninger, der fortsætter flere km ind i landet, giver selvsagt ringe observationsvilkår og tillige meget ringe muligheder for kampvognsenheders optræden. Terrænet begunstiger således en forsvarskamp. Det er et ganske andet terræn vi finder i V- og Nord-vestsjælland. Ved at placere 30. maj og 1. juni brohovederne fra Dunkirk (benævnt A og B, jfr. skitse nr. 4) i visse terrænområder i det vest- og nordvestlige Sjælland skal i det følgende fremholdes enkelte terrænkarakteristika i sammenligning med havne- og kystforholdene.
a. Korsør området.
Placeres A-brohovedperimeteren om Korsør (jfr. skitse nr. 4), er det interessant at se, at brohovedet passer helt godt ind i terrænet, idet det medtager kreten som fra BOESLUNDE-partiet i syd strækker sig over S LO TSB JÆ RG -B Y mod S LAG ELSE og herfra videre mod nord over B LÆ S IN G E-H Ø N G for at afsluttes i en tilslutning til TISSØ -HALLE-B Y Å. A lt i alt er det et terræn, som i alle tilfælde indledningsvis må tilstræbes holdt for at hindre fjendens observation mod udskibningsområdet om Korsør— Halskov— Musholm Bugt. Brohovedets store svaghed er manglen på effektive panserhindringer og dets hele udstrækning (Abrohovedet ved Dunkirk havde elementer af 4 divisioner indsat — en styrke lid t voldsom for sjællandske forhold). Havne- og kystforholdene i området er derimod udmærkede.
Betragter man brohoved B i Korsørterrænet, synes perimeteren med nogen rimelighed at kunne placeres i to områder:
— E t sydligt område, hvor perimeteren i nord og øst stort set falder sammen mod TU D E Å og V A A R B Y Å og i syd bøjer af over BOES LU N D E partiet. Der er i åerne opnået nogen panserhæmning, men fjenden vil være overladt et observationsterræn, der i hans hånd kan gøre brohovedet tvivlsomt.
— Et nordligt område, hvor perimeteren fra syd kan trækkes over DROSSEL B JÆ R G — M U L LR U P MOSE, S LAG ELSE H Ø JE og herfra over mosestrækningerne om B Ø S TR U P Å til TISSØ. Brohovedet indeholder ikke ringe panserhæmmende terræn (få indfaldsveje), men udskibningsforholdene er selvfølgelig ringere end ved det sydlige område. Resumérende for Korsør-området kan det siges, at medens de „tekniske“ betingelser for en evakuering i området er gode, så er betingelserne for etablering af et forsvar relativt dårlige.
b. Kalundborg-området.
Såvel brohoved A som brohoved B kan søge sin naturlige støtte i H A L L E B Y Å— TISSØ— SKARRESØ , og får herigennem gode muligheder for at dække Kalundborg havn og fjord som udskibningsområde. Om galt skulle være, kunne brohoved B vel endda også indpasses over LA M M E F JO R D — F A A R E V E J L E — D RAG SH O LM , hvorved man ganske vist opgiver Kalundborg havn, men stedse har et stort strandudskibningsområde og også råder over havnen i Nykøbing Sj. Resumérende kan det siges, at såvel de „tekniske“ muligheder som de forsvarsmæssige betingelser for evakuering i dette område er gode. Som karakteristisk for det nordvestsjællandske område skal fremhæves, at man ved at holde en kort landfront får et væsentligt bagterræn og en lang kyststrækning til sin rådighed. Det betyder, at man har en kærkommen mulighed for stor spredning i udskibningsområdet.
Nordvestsjælland er af mange grunde interessant.
c. Ganske kort skal det nævnes, at går man østen for IS EFJO RD med basis om H U N D ES TED og med forsvaret fremme i tilknytning til ARRESØ , kan der også i Nordsjælland skabes muligheder, der kan minde om nordvestsjællandske forbold. (Fjenden skulle dog i den forbindelse helst ikke have nået at interessere sig for H O R N S H ER R ED eller for RØRVIG-terrænet, hvorfra han ville kunne opnå ildvirkning mod H U N D ES TED området).
2. Søtransport aspekter.
Det er givet, at såfremt en relativ effektiv sikring af overfartsvandet ikke temporært kan tilvejebringes, vil mulighederne for store evakueringsresultater ikke være tilstede. Dels afhængig heraf — men i høj grad også af den landmilitære kamps udvikling — må det vurderes, om der i den enkelte situation vil være mulighed for egentlig materielevakuation eller kun for personelevakuation (med bårne lettere våben). Bedømmes det muligt at forsvare et af havneområderne, og kan kran- og færgelejekapacitet holdes intakte, må det skønnes muligt at etablere en delvis materieltransport. Der skal im idlertid ikke her nærmere redegøres for de foranstaltninger, som sikkert kunne opfindes for at bedre udsigterne for heldigt at gennemføre en materielevakuation. Blot skal det påpeges, at transport, af eksp. de tunge kampvogne, som — af materiel — vel netop var noget af det mest ønskelige at få overført, kræver specialfartøjer, som vi i øjeblikket ikke råder over. Måske kunne tanken om LCT- ell. lign. fartøjer til aflastning i jule- og påsketrafikken ved Storebælt atter genoplives med dette som baggrund. Personelevakuationen indebærer ikke ganske de samme store problemer. Som vel det gunstigste tilfælde kan man eksempelvis fremføre, at det i en mørkeperiode på ca. 7 timer vil være muligt at etablere ca. 35 færgeafgange fra Korsør-området, hvilket som resultat let kunne give 50.000 mand evakuerede. Dette billede er im idlertid næppe særligt realistisk, og dets modpol skal derfor skitseres med flg. forudsætninger:
— at der ønskes evakueret ca. en division (20.000 mand) til Jylland
— at evakuationen skal baseres på småfartøjer
—- at i det væsentlige kun strandevakuation er mulig
— at kim stort set mørketimer kan anvendes (hvert fartøj kan nå en last).
V il en sådan opgave være „teknisk“ løselig? Sætter man, at fartøjer med en bruttotonnage på 5— 50 tons har en transportkapacitet på gennemsnitlig ca. 20 mand, ville der være behov for at råde over 1000 fartøjer af denne type. I nedenstående oversigt er opgjort antallet af indregistrerede m indre skibe i indenlandske farvande. Uddrager man tallene for K A T T E G A T og B Æ L T E R N E heraf fås 4.000 motorfartøjer + 1.000 mindre både. Muligheden for, at ca. 40 % af disse — om de forlods gennem en „udskrivningsordre“ var indstillet herpå — skulle kunne sammendrages og indsættes i opgaven synes ikke utopisk.
En betingelse for en heldig gennemførelse af evakueringsoperationer kræver im idlertid først to værns vilje til at acceptere, at evakuationsmuligheder kan komme til at eksistere. Dernæst kræves en koordineret fredstidsplanlægning (med udnyttelse af de eksisterende transportressourcer), og i m ulig udstrækning en indøvning af omhandlede operationer. Uden det vil vor operation „D Y N A M O “ få for stor en mulighed for at gå „i fisk“.
P. K. Borrits.
