Dr. ph il Jens E. Olesen, Aarhus Universitet, skildrer kampen om Østersøen mellem Danmark og Sverige i Kristian IV’s og Gustav Adolfs regeringstid. Der argumenteres for, at begrebet Dominium Maris Balthici var en selvstændig,faktor i de to rigers magtkamp.
I det 17. århundredes nordiske historie er kampen om Østersøen vigtig, hvilket flere forskningsbidrag for længst har klarlagt. I Kristian IV’s og Gustav Adolfs historie indtager magtkampen om Østersøen en central rolle. Desværre savnes endnu en moderne, indgående behandling af Østersøpolitikken i disse år; grundlæggende er stadig blandt andet Nils Ahnlunds fine artikel fra 1946 »Svensk Ostersjopolitik under det tidigare 1600-talet«. I det følgende skildres kampen om Østersøen frem til Torstensson-krigen 1643-45 med inddragelse af de storpolitiske forhold i trediveårskrigens Europa. Til belysning af begrebet »Dominium Maris Balthici« kan, som Nils Ahnlimd har fremhævet, vælges en udtalelse af den hollandske udsending W. Boreel 1640 imder en konference med den svenske rigskansler Axel Oxenstiema: »Når disse riger Danmark og Sverige trætter om søen, så trætter de ikke de usu maris, sed de dominio«, - altså ikke om udnyttelsen af havet, men om magten over havet. Boreel fortsatte med at understrege, at hollænderne alene talte om handelens frihed, om nytteretten til havet og gennemfart og fiskeri. Til havet fandtes ingen ejendomsret, men det var tilladt alle at sejle, hvorhen de ønskede det. Den hollandske gesandt hævder mare-liberum doktrinen (Hugo Grotius 1609), som også indebærer en opdeling mellem det økonomiske og det i indskrænket mening politiske herrevælde på Østersøen. Ingen stat i datiden kunne i højere grad end Holland gøre krav på økonomisk at beherske Østersøen. Holland var den fremtrædende magt på dette hav. Noget dominium over havet i tidens egen mening har Holland derimod aldrig hævdet. For at sikre sin handel havde hoUændeme i lighed med andre vesteuropæiske sømagter i begyndelsen af 1600-tallet interesse i at sikre Sverige som en stabiliserende faktor i den østlige Østersø og svække Danmarks kontrol med Sundet og Bælterne. Udtrykket Dominium Maris Balthici er ikke entydigt med »Østersøvælde«. Formelen går tilbage til kong Frederik II (1559-1588) og indebærer et krav på herredømme over havets vandområde, ikke over dets kystlande i anden henseende, end at den territorielle magtstilling af naturlige årsager øvede indflydelse på havområdernes fordeling. Når Østersøen i de første årtier af 1600-tallet i stadig højere grad skulle blive skueplads for den svensk-danske magtkamp, hang dette ikke blot sammen med militærstrategiske forhold, men også med Vesteuropas stærkt stigende interesse for Østersøhandelen. For de to nordiske magter, som ikke havde en handelsflåde af samme betydning som hollændernes og englændernes og aldrig kunne gøre sig håb om at udkonkurrere disse i Østersøen, gjaldt det om at indskrænke den fri handel og drage økonomiske fordele af de fremmedes handel. Heraf skabtes faktisk Dominium Maris Balthici-begrebet, som kunne begrunde inddragelsen af told og afgifter for at få andel i de fremmedes handelsfortjenester. Dette begreb måtte derfor baseres på den politisk-militære højhed. Som følge af de datidige danske besiddelsers udstrækning efter linien Bomholm-Gotland-Øsel fik Danmark mulighed for at betragte broderparten af Østersøen som dansk søterritorium. Besiddelsen af nøglerne til farvandene, Øresund og Bælterne, styrkede Danmarks position og gjorde dets stilling som sømagt nummer eet ganske sikker, så længe den territorielle statsopdeling omkring Østersøen holdt sig i den form, den fik mod 1500-tallets slutning i forbindelse med den tyske ridderordens opløsning. Også efter den svenske erobring af Estland (1561) og endnu efter Stolbova-freden 1617, der gjorde den finske bugt til et indhav, var stillingen gunstig for Danmark. Det bør heller ikke overses, at forbindelsen til Norge og dets mange søduelige folk indirekte var af stor værdi for Danmarks krav som ledende Østersømagt. Naturligt voksede derfor Dominium Maris Balthici-begrebet hurtigere og stærkere frem i Danmark end i Sverige, og helt op til Gustav Adolfs tid (1611-32) spillede det en mere afgørende rolle for den danske end for den svenske regering. Ingen af parterne bestred den andens ret til at holde flåde på Østersøen. Princippet om et rent nordisk opdelt Dominium Maris Balthici bestod uafbrudt i alle disse år, trods den velkendte stærke politiske rivalitet. På baggrund af teorien om Dominium Maris Balthici undlod man ikke fra dansk side at udnytte kontrolpositionen i Øresund financielt. Sund tolden var øget i det 16. århundrede og omlagt 1567 til en lastetold. I takt med udvidelser af højhedsretten over Øresund (f.eks. ingen krigsskibe må passere Øresund uden særlig tilladelse, med soldater, våben og ammunition) skete der udvidelser af højhedsretten over selve Østersøen. Mens begrebet »danske strømme« oprindeligt kun havde indbefattet farvandene ved de danske kyster, gik det under Frederik II over til også at omfatte åben sø. I begyndelsen af 1600-tallet konsolideredes den opfattelse hos den danske kongemagt - som L. Tandrup har sammenfattet det - at den havde, hvad samtidens statsret betragtede som basis for herredømmet over et hav, nemlig
1) forpligtelsen til at holde havet frit for overlast imod handelen og søfarten,
2) retten til at pålægge told og lukke dominiet for andre nationers skibe,
3) retten til at holde orlogsskibe og kræve hyldest for flaget, hvilket var inkluderet i den såkaldte admiralitetsret.
Kristian IV undlod længe at udtale sig åbent om grænserne mod det svenske dominiiun. Fra dansk side lagde man dog ikke slgul på, at man opfattede området fra Øsel og Rigabugten og vestpå langs hele den tyske kyst som dansk dominium. De to nordiske magter var enige om, at man ikke ville tolerere andre magters orlogsflåder i Østersøen. Baggrunden herfor var de eksisterende magtforhold ved Østersøen. Rusland (indtil 1617) samt Polen og det tyske rige grænsede ganske vist også til Østersøen, men Sverige og Danmark var praktisk taget de eneste fuldt suveræne stater med kysten til Østersøen uden mellemled eller vasaller. Danmark og Sverige havde derfor en fælles interesse i at holde eventuelle nye magtkrævere ude. Faren truede ikke blot fra Polen, men også fra Habsburgeme. I årene op mod Kalmarkrigen 1611-13 og især i årene op mod Trediveårskrigen søgte kong Sigisumund at skabe en polsk Østersøflåde. En sådan var en nødvendig forudsætning for, at han kunne gøre krav på sin del af Østersødominiet og for en kongelig polsk generobring af Sverige. Det polske forsøg var først og fremmest en trussel mod udstrækningen af det danske, ikke det svenske dominium, mens den svenske regering hovedsagelig frygtede en polsk flåde som basis for en polsk erobring af Sverige. De polske flådebestræbelser fandt støtte fra de store katolske magter, især fra Spanien, som selv i perioder havde opmærksomheden henledt på Elfsborg og Øresund i forbindelse med et opgør med Holland. Frygten for et pludseligt spansk angreb og erobring af Sund- og Elfsborgområdet var levende hos den danske og den svenske regering, der også frem mod midten af 1620’eme frygtede for skabelsen af en katolsk orlogsflåde. Sveriges fremgang øgede konkurrencen med Danmark og optrappede konflikten om Dominium Maris Balthici. Den stadig kraftigere Østersømagtkamp hænger i det hele taget sammen med Sveriges ekspansion i den østlige Østersø og med Danmarks stadig kraftigere bestræbelser på at imødegå denne. Desto længere vestpå svenskerne forsøgte at trænge, desto skarpere strid med Danmark. Særlig alvorlig kunne kampen forventes at blive, hvis Sverige for alvor søgte at bryde det danske dominium ved en fremtrængen i sydlig retning, det vil sige ned i Livland og videre mod Kurland og de preussiske kyster. At dette kom til at slå til er velkendt. Udvidelsen af Sveriges Østersøherredømme spores tydeligt fra det andet årti af 1600-tallet. I det svensk-hollandske forbund 1614 toges det forbehold, at det ikke skulle være til skade for den svenske krones højhed, regalier og herredømme i Østersøen. Freden i Stolbova 1617 og Rigas erobring i 1621, om hvilken Kristian IV havde udbrudt: »Gudforbyde, at det sker«, blev mærkepæle for yderligere fremskridt. I 1622 fandt Kristian IV anledning til at forlange en erklæring fra rigsrådet om grænserne for sit Dominium Maris Balthici. I erklæringen den 6. juli blev det hævdet, at Danmarks strømme indbefattede alt inden for den linie, der begyndte midtvejs mellem Bomholm og Gotland på den ene og Sverige på den anden side, og strakte sig over til Øsel og Kurland, således at altså hele farvandet ved Preussens, Pommems og Mecklenburgs kyster regnedes med. Skulle Gustav Adolf sætte sig fast i Kurland og Danzig, ville rigsrådet i realiteten være bundet til sin formulering af grænserne. - To år efter forberedte Gustav Adolf et angreb på Danzig, og skønt det danske rigsråd frarådede Kristian IV at gøre noget, var forholdet i det hele taget så spændt, at man i 1624 kun med nød og næppe undgik en krig. Svenske skibe blev opbragt i Øresund, og der blev ført dansk-polske forhandlinger. Når det ikke dengang kom til krig, skyldtes det kong Kristians engagement i Nordtyskland, der beslaglagde hans ressourcer. Den dansk-svenske interesse i at bekæmpe de aggressive katolske magter formåede ikke at tilsløre, at magtkampen mellem rigerne var fundamental og blev en af de vigtigste årsager til udbruddet af Kalmarkrigen 1611-13 og til den dansk-svenske krise op til 1625.
I 1627 forsøgte kejser Ferdinand at vinde Sverige mod Danmark, og stillede Livland, Preussen og danske områder i udsigt. Forslaget blev afvist. Efter Kristian IV’s nederlag ved Lutter am Barenberg 17. august 1626 og kejserlige troppers invasion i Jylland vendte Kristian IV sig til Gustav Adolf med en anmodning om støtte mod kejserens hærfører, Albrekt von Wallenstein. Mistilliden mellem rigerne var dog for stor. Foranlediget af kejserens fremgang i Mecklenburg i 1627 søgte man fra svensk side at komme Danmark til hjælp for at sikre svenske interesser. Den 4. januar 1628 sluttedes et dansk-svensk beskyttelsesforbund på tre år fra maj til oktober mod at svenskerne stillede otte krigsskibe til hjælp for Danmark. Det forholdt sig sådan, at kejseren i januar 1628 udnævnte Wallenstein til det oceaniske og baltiske havs general, samtidig med at han blev forlenet med Mecklenburg, og Wismar skulle være flådecentrum. I det hele taget spillede huset Habsburgs planer med Østersøen en meget stor rolle i 1628. Når det ikke kom til en ren dansk-svensk alliance skyldtes det gensidige fordringer. Det er imidlertid så at sige den eneste gang, hvor Kristian IV og Gustav Adolf kunne enes om en fælles optrædén; de forskellige politiske mål hindrede et varigt samarbejde. Den store forskel i de to kongers opfattelse kom til udtryk i deres standpunkter på mødet i Ulfsbåcks præstegård 22.-25. februar 1629. Det første samtaleemne drejede sig om de indrapporterede kejserlige flåderustninger i Wismar og andre nordtyske havne. Kristian IV havde erfaret, at fjenden til sommeren håbede at have 22 orlogsskibe i søen samt de otte, som kong Sigismund af Polen havde sendt til forstærkning. Hvis de således i det lange løb styrkede sig til søs, fremhævede Gustav Adolf, skulle de kæmpe mod os om »de dominio maris«. Faren er ikke ringe, indvendte Kristian IV. Men hvorledes forhindre kejserens skibsbyggeri og knægte hans magt til søs? fortsatte Gustav Adolf. Man kunne angribe fjendens havne, mente Kristian, og sætte ild på skibene. Sammenhængen viser, at dette angreb skuUe foretages til søs, via flåden; desværre var fjenden nyligt begyndt at anlægge skanser ved indløbet til Wismar, hvilket måtte besværliggøre opgaven. Gustav Adolf var af en anden mening. Den eneste måde var at landsætte en hær og fratage fjenden hans pladser ved kysten. Kristian IV anså imidlertid planen for at være uigennemførlig. Men Gustav Adolf forsikrede, at den med nogen anstrengelse skulle kunne sættes i værk: »Krigen angår os begge«. Kongemødet i UKsbåck er sidst behandlet af Knud J. V. Jespersen, som har dokumenteret, at mødet ikke blot afspejler den fundamentale uforenelighed mellem danske og svenske interesser, men tillige indebar en taktisk diplomatisk sejr for danskerne til at øve en gunstig indflydelse på fredsforhandlingeme i Liibeck mellem kejseren og Kristian IV. Den ovennævnte ordveksling fra Ulfsbåck-mødet har en ikke ringe interesse for forståelsen af Gustav Adolfs Østersø-politiske taktik: beherskelsen af »søkanten«, af havnene og flodmundingerne. Kristian IV var imidlertid så overbevist om det danske Østersøherredømme, og også i kontinentale spørgsmål overbevist om det umulige for Danmark i at træde tilbage for Sverige, at der ikke kunne komme et samarbejde i stand imod kejseren. Ved sin blotte tilstedeværelse i Ulfsbåck bidrog Gustav Adolf ubevidst til at fremme fredsprocessen i Liibeck. Kongemødet skabte frygt hos kejseren for en svensk-dansk forbindelse, og dette forklarer, hvorfor freden i Liibeck 1629 blev så gunstig for Danmark. Kristian IV slap uden landafståelser, og forpligtede sig alene til aldrig mere at blande sig i interne tyske forhold. Kong ICristian IV var således isoleret og sat ud af spillet. Alle så hen til Gustav Adolf som den, der alene kunne tage kampen op mod katolicismen. Fra dette tidspunkt stræbte Sverige åbent efter Dominium Maris Balthici. I et berømt landgangsmanifest fra 1630, da Gustav Adolf gik i land i Nordtyskland, tiltog den svenske konge sig udtrykkeligt et »tutela peculiaris« over hele Østersøen, et særligt svensk beskyttelsesherredømme, der i realiteten frakendte Danmark den hidtil hævdede højhedsret. Danmark var i 1629 endnu tilsyneladende i besiddelse af Dominium Maris Balthici, men Kristian IV var frataget bevægelsesfriheden. Kun på bekostning af danske interesser kunne Sverige vokse frem til en europæisk stormagt. Sverige havde vendt sig mod Østersøens østlige områder. I 1617 var Karelen og Ingermanland kommet til den svenske krone, 1629 Livland, således at man med Finland og Estland (1561) besad et vældigt område. 1 1626-29 havde Gustav Adolf sat sig i besiddelse af de vigtigste kystområder Memel, Pillau, Elbing samt belagt alle flodmundinger med told, hvorved han overvågede den samlede østlige Østersøhandel. Da Gustav Adolf vendte sig mod Mecklenburg og Pommern efter i december 1629 i Altmark at have sluttet en polsk-svensk våbentUstand, var Danmarks interesser truet. Da Kristian IV’s hænder var bundet af fredsoverenskomsten med kejseren og rigsrådets uvilje mod nye foretagender, måtte han tage sin tilflugt til via diplomatiske midler at skade sin modstander. Gustav Adolf var klar over, at han fortsat måtte regne med Danmark som fjende, og i det svenske rigsråd blev der i oktober 1629 truffet forholdsregler med henblik på en eventuel senere krig med Danmark. For at hindre Gustav Adolf i at gribe ind i kampen mod kejseren, havde Kristian IV i maj 1629 formidlet et møde i Danzig mellem kejseren og svenskerne i håb om at bevare freden og sikre Danmark mod en krig. Forhandlingerne ledte ikke til et resultat, men trak blot tiden ud for en kamp mellem Sverige og kejseren. Også på anden måde havde Kristian IV søgt at hindre en landsætning af svenske tropper på Riigen. Kristian IV havde indledt forhandlinger med hertugen af Pommern om en afståelse af Riigen. Begrundelsen var, at øen var militært vigtig, og Kristian TV ønskede at få kontrol med Odermundingen ogbaglandet, hvorved forbindelsen mellem Sverige og Pommern kunne brydes. På øen Ruden havde Kristian TV ladet opføre blokhuse, og han havde til hensigt her at opkræve told. Svenskerne kom ham imidlertid i forkøbet i marts 1630, og Gustav Adolf tvang Pommern til at indgå et forbund med sig, hvilket indebar endnu et skridt mod det svenske Østersøherredømme. I juni 1630 landede Gustav Adolf på øen Usedom ved Pommern. Nu viste det sig klart, at det drejede sig om »Sveriges interesser ved det baltiske hav«. Hermed afsløredes det også, hvor afmægtig Kristian TV trods alle diplomatiske udfoldelser var over for svensk politik. Med overenskomsten mellem Sverige og Pommern var nået en meget vigtig operationsbase, idet Pommern blev samleområde for tropper og krigsmateriel og sikrede svenskernes vej tilbage til Sverige i tUfælde af et tilbagetog. I bestræbelserne på at styrke sin stilling kom Kristian IV via sin vilkårlige toldpolitik til at spille hollænderne over på svenskernes side. Kong Kristian søgte endvidere at tilegne sig kontrollen med Elben og i sin egenskab af hertug af Holsten kræve told. Dette skete fra 1630 ved Gliickstadt. Kristian TV kom herved i konflikt især med Hamburg, og Sverige søgte at vinde denne by. Det danske rigsråd fik dog i april 1630 bilagt striden i bestræbelser på at hindre en tilnærmelse mellem Hamburg og Sverige. I foråret 1630 havde kong Kristian også foreslået rigsrådet at erklære Sverige krig, hvilket rådet dog kraftigt frarådede. Endnu i marts 1632 havde Gustav Adolf planer om at støtte Hamburg; kunne han foranledige hamburgerne til at udruste en flåde, skulle denne støde til den svenske flåde i Elben, for at de i fællesskab kunne angribe den danske flåde, såfremt Kristian IV vovede at gribe tU militære forholdsregler. Østersø-politikken blev væsentligst bestemt af Kristian IV personligt. Sundtoldpolitikken blev ledet mindre af statspolitiske og mere af dynastiske og financielle bestræbelser. Sundtolden var den store indkomstkilde for de danske konger, og Kristian IV forstod at få indtægterne til at vokse støt. Det var især hollandske penge, som gik i kongens kasse som følge af den store hollandske Østersøskibsfart. På grund af hollandske klager over overgreb og toldsatsens forhøjelse sendte Kristian en gesandt til Haag for at berolige hollænderne samt søge at fremme et forslag til danskhollandsk forbund for at ærgre Sverige. Fra svensk side søgte man at fastholde det svensk-hollandske forbund fra 1614, men hollænderne indtog en tilbageholdende politik over for både danskere og svenskere, især på grund af svenskernes opkrævning af told i Østersø-området. Den hollandske utilfredshed med svenskerne skulle synes at åbne gode udsigter for en dansk-hollandsk tilnærmelse, i særdeleshed fordi Sverigés stadig stærkere magt i Østersøområdet måtte indebære en fare for Holland. I januar 1631 foreslog Kristian IV rigsrådet et forbund med Holland, men stødte på meget stærk modstand, idet man frygtede for at udfordre Sverige ved et sådant skridt. Kristian IV gik med til at nedsætte Sundtolden til den tidligere sats. Afspændingen var dog kun kort; snart lød fornyede klager over konfiskerede skibe og varer. På trods af aftaler mellem Danmark og Sverige skærpede Kristian IV kontrollen med skibe i Sundet, og han søgte ligeledes åt kræve told af de svenskere, som var bosat i Sveriges nye provinser, skønt disse skød sig ind under moderlandets toldfrihed. Fra svensk side blev der klaget, også over Kristians told ved Ruden. For at undgå den sidste told, tog skibe fra Pommern og Mecklenburg vejen om ad Svinemiinde. Dette foranledigede imidlertid, at Kristian IV søgte at tvinge disse skibe til at give toldbetaling, skønt han ingen ret havde hertil. Skibe fra Stettin og Wolghast blev opbragt i Øresund, hvis de ikke kunne fremvise pas fra Ruden. Sverige havde på dette tidspunkt hele Østersøkysten fra Reval til Wismar i sin besiddelse. Det er forståeligt, at man i Danmark var meget urolig over den svenske fremgang i Østersøen, som gav Sverige mulighed for at angribe fra syd. Indkomster fra havnene gav Sverige ca. halvdelen af dets samlede indtægter. Ikke uden grund frygtede Kristian IV, at Sverige ville tilegne sig Østersøherredømmet. I et forslag til rigsrådet fra august 1632 troede kongen, at tiden var kommet til at trænge Sverige tilbage, men rådet besluttede at forholde sig afventende på grund af ringe militære forberedelser og ressourcer. Faren for et angreb skulle i stedet søges imødegået ved at arbejde for et godt forhold til Holland, Frankrig og England, og især til kejseren, og man skulle styrke rigets sydligste fæstninger.
Kong Kristians had til Sverige var vokset med dette riges fremgang. Striden udspandtes ikke kun mellem de to lande, men alle europæiske magter blev på den ene eller anden måde inddraget. Kristian IV knj^ede således nye diplomatiske forbindelser, blandt andet til Rusland, og efter juli 1630 havde han hemmeligt og åbenlyst styrket sig til søs. Det var svensk opfattelse, at forholdsreglerne var møntet på Sverige; dog gav Kristian IV gentagne gange udtryk for et venskabeligt forhold til Sverige. Fra svensk side var man ikke uden blik for, at kong Kristian agtede at krydse svenske interesser og hemmeligt konspirerede med kejseren. For at imødegå et dansk flådeangreb fremsatte Axel Oxenstierna forslag om en styrkelse af den svenske flåde i Østersøen. I juni 1631 var Gustav Adolf overbevist om det nødvendige i at ruste sig mod Kristian IV. Kong Kristian IV var ved freden i Lubeck i 1629 blevet gjort til en naturlig forbundsfælle for kejseren og Wallenstein. Da kejseren søgte at lade Wallenstein falde, foranledigedes denne til at drive selvstændig politik og skaffe sig forbundsfæller. En forståelse med Danmark lå her lige for, og senest i februar 1630 blev der ført hemmelige forhandlinger mellem Danmark og Wallenstein. Også mellem kong Kristian og kejseren blev der ført hemmelige forhandlinger, som sigtede mod at sætte Sverige ud af spillet. De svenskfjendtlige forhandlinger vakte i Sverige imidlertid ikke så stor uro som intrigerne i Kursachsen, som vidste at fortælle om Kristian IV’s forræderiske forbindelser med de kejserlige og saksiske fyrster. Gustav Adolf søgte at få en svensk-brandenburgsk ægteskabsforbindelse i stand for at styrke sin stilling. Dette foranledigede efter den svenske sejr ved Breitenfeld den 7. september 1631 et dansk modforslag om ægteskab mellem Kristian IV’s søn heitug Ulrik (han var administrator i Schwerin) og Gustav Adolfs datter. For at forbedre sine forbindelser til det saksiske fyrstehus havde Kristian IV i øvrigt planer Om et ægteskab mellem sin ældste søn Kristian og kurfyrstens datter. Ægteskabet skulle gå hånd i hånd med grundlæggelsen af en ny protestantisk union. Planen kom dog ikke i stand. De to kurfyrster af Sachsen og Brandenburg sluttede sig til Gustav Adolf. - Fra svensk side var man ikke i tvivl om, at Kristian IV med forbindelsen søgte at få indflydelse på eventuelle fredsforhandlinger mellem kejseren og Sverige I England og Frankrig så man med uro på forbindelsen mellem Danmark og de kejserlige, idet man her modarbejdede kejseren af huset Habsburg. En fransk udsending var i 1629 blevet sendt til Kristian IV for at forelægge en plan om en alliance mellem Frankrig, Bayern og den katolske Liga, og hvis freden ikke kom i stand, da at tilbyde Kristian IV økonomisk hjælp på 500.000 pimd livres. Kongen afslog tilbudet. En ny fransk plan i januar 1630 gik ud på at forene Kristian IV med Sverige eller i det mindste få kongens sønner til at støtte Sverige og således aflaste Frankrig på den italienske krigsskueplads. Kristian IV afviste dog atter forslaget. - En fransk udsending vendte sig herefter snart til Gustav Adolf for at forhandle om en fransk-svensk alliance. Trods indvendinger fra Axel Oxenstiemas side kom forbindelsen i stand i januar 1631. Frankrig forpligtede sig til at stille en flåde til rådighed og betale subsidier. En betingelse var dog, at katolske områder skulle skånes for at være krigsskueplads. - Sverige ordnede ved denne tid sit forhold til Rusland ved en våbentilstand i Altmark. I forholdet til Polen og tronstriden i dette rige lykkedes det ikke svenskerne at bilægge den svensk-polske modsætning. Her var et punkt, hvor Kristian TV kunne forsøge at skaffe sig fordele. I august 1630 var Wallenstein blevet afsat af kejseren. Wallenstein havde imidlertid som tidligere nævnt ikke kun søgt hjælp hos Danmark, hvorfra han forståeligt ikke ventede større støtte; men han havde også vendt sig til Sverige. Det var dog først i sommeren 1631, at Wallenstein knyttede de første forbindelser med Sverige. Der vides ikke meget om forhandlingerne, som ikke ledte til et resultat, og Wallenstein søgte på ny forståelse med kejseren. I oktober 1631 var Rostock kommet på svenske hænder, i januar 1632 også Wismar og Wamemunde, og Sverige fik ret til ved en overenskomst med de Mecklenburgske hertuger at opkræve told. Med den svenske fremgang voksede Sveriges mål og fordringer for at slutte fred med kejseren. Foruden at fastholde de nye landområder havde Gustav Adolf planer om at samle alle evangeliske fyrster, stænder og byer under en fælles ledelse, et Corpus evangelicum efter Generalstatemes form, hvorefter han optog forhandlinger med hertugen af Braunschweig og landgreven af Hessen. Forhandlingerne stødte imidlertid på kraftig modstand fra Sachsen. I mellemtiden havde kurfyrst Maximilian af Bayern, som følte sig truet af den svenske sejr ved Breitenfeld den 7. september 1631, forsøgt at formå Kristian IV til at indgå et forbund med de katolske rigsstænder. Også kejseren nærmede sig Danmark under indtryk af den politiske situation. Man fremstillede den fare, som truede Danmark i Østersøen fra Sverige og i Nordsøen fra Holland. Opmuntret af disse hemmelige forhandlinger med kongens svigersøn Kristian von Pentz som mellemmand troede Kristian IV at kunne tilføje svenskerne i Nedersachsen et slag. Den 12. februar 1632 indtog en dansk oberst fæstningen Freiburg ved Elben i Bremen stift og overmandede ærkebisp Johan Frederiks tropper. Krigen mellem Danmark og Sverige syntes således uundgåelig. Allerede i efteråret 1631 havde Gustav Adolf haft planer om at benytte sin stilling i Tyskland til et angreb på Holsten og om et forbund med hertugen af Gottorp mod Danmark, tanker som varslede om fremtiden. Under indtryk af et svensk ultimatum undskyldte Kristian IV episoden ved Freiburg, og også det danske rigsråd besluttede at stille sig afventende. I toldspørgsmålet synes en vis afspænding at være indtrådt. Da forsøget på et militært opgør glippede, gjorde Kristian IV sig imidlertid atter bestræbelser på at virke som fredsmægler. Danske gesandter forsikrede svenskerne om neutralitet, men Gustav Adolf modtog dem med mistro, og der gik rygter om Kristian IV’s udrustninger af flåden m.m. De hemmelige forhandlinger mellem Danmark og Kursachsen og Hessen overbeviste Gustav Adolf om, at Kursachsens bestræbelser på at slutte en særfred med kejseren var foranlediget af Kristian IV. I det hele taget så man i Sverige med dyb mistro på den danske fredsmægling. Også Spanien arbejdede på at skille Sachsen fra Sverige, hvilket syntes at skulle lykkes. I oktober 1632 begrundede Gustav Adolf et tog mod Sachsen med Danmarks farlige forbindelser med Kursachsen, landgreven af Hessen med flere. Forhandlinger mellem Sachsen og kejseren blev dog foreløbig udskudt, og den svenske plan ligeledes. Grunden hertil lå tillige i, at Holland forholdt sig afventende, og at Sverige kun kunne regne med en ringe hjælp fra Frankrig, som var begyndt at frygte, at Sverige skulle bemægtige sig den venstre Rhin-bred. Gustav Adolfs død i slaget ved Liitzen den 6. november 1632 skabte en helt ny situation, som måtte svække Sveriges fremgang. Mange, som havde allieret sig med svenskekongen, tænkte nu ikke mere på at opfylde deres forpligtelser. Axel Oxenstiema overtog ledelsen for formynderregeringen hjemme i Sverige og sendtes snart til Tyskland for at lede den svenske politik. Kristian IV optog ved efterretningen om Gustav Adolfs død fredsmæglingen med kraft, hvilket skulle sikre ham kontrol med begivenhederne i Tyskland, hindre Pommems afståelse til Sverige og Sveriges overhøjhed over de øvrige evangeliske stænder i det tysk-romerske rige. Kongen håbede at vinde de nordtyske stifter og få kejserens stadfæstelse på Elbtolden. I december 1632 vidste den svenske resident Salvius i Danmark at berette hjem, at Kristian IV forhandlede med Kursachsen og de øvrige over-, og nedersachsiske kredse om at trænge Sverige tilbage fra de nordtyske kystonaråder. Han kunne endvidere berette om, at Kristian IV atter ville hævde sin højhedsret på Østersøen og fratage Sverige alle havne, »så at dets Dominium skal tilskrives Danmarks konger og krone«. På et rådsmøde den 6. december 1632 anmodede kong Kristian om at måtte udruste en flåde, som skulle hævde hans krav. Rigsrådet frygtede imidlertid for en større krig. Kristian IV fortsatte dog med sin plan trods rigsrådets modvilje. Allerede i december 1632 skrev han tU Wallenstein og kejseren og tilbød officielt at virke som fredsmægler. Den 3. januar 1633 afgik tilsvarende breve til Sachsen, Brandenburg og til Axel Oxenstiema. Franske og engelske gesandter samt det danske rigsråd frarådede dog mæglings forsøget. Trods modstanden i det danske råd blev der foretaget større rustninger. Den svenske regering var nøje underrettet herom, og på et rådsmøde den 16. januar 1633 blev der forhandlet om forholdsregler i tilfælde af et dansk angreb. Det blev vedtaget også at ruste sig som sikkerhedsforanstaltning. Situationen skønnedes alvorlig, og i det svenske råd var man i øvrigt forberedt på at overlade Frankrig en del af Tyskland, ligesom også hollænderne skulle have en del. Hermed ville man få frie hænder mod kurfyrsten af Sachsen og mod Kristian IV. Der var hermed indledt et betydningsfuldt svensk omsving i statsførelsen, som synes at gå tilbage til Axel Oxenstiemas og Gustav Adolfs forskellige opfattelse af den førte politik. Axel Oxenstiema ville sikre et ærefuldt tilbagetog og sikre besid delsen af Pommern. Endnu foruroligede den voksende svenske styrke stærkt kong Kristian, som så det nødvendige i at formidle en fredsslutning, førend Sverige på ny kunne få styrket sin stilling efter Gustav Adolfs død. I marts 1633 sendte kongen udsendige til kejseren og til Wallenstein, som skulle søge at udelukke Sverige fra forhandlingerne mellem kejseren og de tyske stænder. Kejseren anerkendte det danske mæglingstilbud. På et dansk rigsrådsmøde i april 1633 søgte kong Kristian atter støtte til sit krav om at beskytte højhedsretten på Østersøen mod Sverige. Rigsrådet var dog fortsat modstander af planen og tilhænger af ét godt forhold til nabostaterne, især da Sverige stadigvæk besad størsteparten af Østersøen. I Tyskland tilsluttede Sachsen sig dansk mægling, og Kristian IV søgte at fremskynde ægteskabsforhandlinger mellem prins Kristian og prinsesse Sibylla af Sachsen. Den almindehge fredsforhandling mislykkedes imidlertid; i juli 1633 tilstod kejseren dog Kristian IV Elbtolden på fire år, og i august måned begyndte opkrævningen. Når kong Kristian IV’s planer om almindelige fredsforhandlinger ikke lykkedes, skyldtes det, at Axel Oxenstiema i april 1633 i HeUbronn var nået til enighed med Frankrig og de øvretyske stænder, hvUket sikrede Sverige lederskabet og hovedindflydelsen. I september 1633 sluttede de fire øvretyske kredse xmder Sveriges ledelse et forbimd med Frankrig for at opretholde »securitas maris Balthici et Oceani«. Kristian IV havde i juli søgt at indkalde til en fredskongres i Breslau, hvilket var mislykkedes på svensk og brandenburgsk foranledning. I oktober 1633 ville Kristian IV indkaldé til et nyt forhandlingsmøde, men også Axel Oxenstiema havde planer om et konvent og førte en forstående, men henholdende politik. De resultatløse danske mæglingsforsøg førte på kejserens foranledning tU nye forhandlinger med Sachsen og Brandenburg. Mellem Sverige og Brandenburg trådte det pommerske spørgsmål stadig stærkere frem og forhindrede i sidste instans Axel Oxenstiemas plan om at knytte kurf3n"steme til sig. I oktober førtes hemmelige forhandlinger i Sverige med udsendige fra Pommern og Brandenburg. Den danske resident Stig Pors havde det indtryk, at Sverige ikke var stemt for fred, men at Sverige vUle beholde de erobrede byer og en del af Østersøkysten til sikring af freden »paa dett de der udj Søen kunde spille Mester«, fremfor at befri de evangeliske i Tyskland. Kristian IV havde i mellemtiden haft held med de dansk-saksiske forhandlinger om en trolovelse mellem prins Kristian og prinsesse Sibylla, og bryUuppet stod med stor pragt i København den 5. oktober 1633. Kong Kristian søgte tillige tilnærmelse til Polen, hvorfor Axel Oxenstiema for at hindre et nøjere dansk-polsk samarbejde ikke var uvillig til at tilstå Danmark besiddelsen af det omstridte bispesæde Bremen. Det svenske nederlag ved Nordlingen i august 1634 fremmede også den svenske imødekommenhed. Kristian IV’s søn hertug Frederik blev således ny ærkebisp i februar 1635, og indgik en overenskomst med Sverige om neutralitet.
Det svenske rigsråd regnede med dansk imødekommenhed og tak og mente tillige hermed at have vist alle øvrige europæiske magter, at Sverige besad oprigtig fredsvilje. Trods tilsyneladende fremgang var Kristian IV’s stilling dog svag. I 1635 indgik kurfyrst Johan Georg uden kongens vidende på forhandlinger med kejseren, hvilket ledte til en fredsoverenskomst i Prag. Freden lod dog store spørgsmål stå uløste. I september samme år fomyedes Altmarkaftalen ved fransk og engelsk mellemkomst mellem Sverige og Polen for 20 år, hvilket frigjorde Sveriges hære til brug i Tyskland. Samtidig sluttedes der overenskomster med Frankrig. I september 1636 vandt den svenske hær en betydelig sejr over den forenede kejserlige og sachiske hær. Kristian IV vovede sig i denne situation længere frem. I 1636 indlod han sig på betingede tUsagn til kejseren, som ikke var forenelige med hans upartiskhed som fredsmægler. Forhandlingerne førtes af kongens svigersøn Knstian von Pentz. I september 1636 af gik en skrivelse fra kong Kristian til kejseren, som svævende stillede en aktiv optræden mod Sverige i udsigt, hvis Sverige fastholdt ubillige krav for at slutte fred med kejseren. Dette gentog sig i februar 1637. Fra foråret 1637 begyndte under Kristian rV’s mægling forhandlingerne om fredspræliminæreme. Der var tale om langvarige forhandlinger. Visse realiteter tegner sig dog klart: kejseren ville skille Sverige fra Frankrig m.m. Den 15. december 1641 undertegnedes fredspræliminæreme om en ny fredskongres i Munster og Osnabriick i marts 1642. Forinden var der dog indtrådt nye vanskeligheder i form af en trussel om en tilnærmelse mellem Sverige og kejseren, eller i alt fald en afgørelse af det pommerske spørgsmål til gunst for Sverige inden kongressens åbning. Kristian IV så klart faren ved en sådan eventuel overenskomst. Indtrængende forelagde han faren for et svensk Østersødominium for rigsrådet: »Hvor farligt og præjudicerligt sligt nu disse riger og lande i fremtid vil falde, gøres ufomødent at deducere. Sverige har givet Danmark nok at skaffe, førend dets grænser enten i Rusland eller Livland blev extenderede; skulle nu Pommern eller en del deraf desforuden komplificere sådan deres magt og helst på de steder i Østersøen, hvor Danmarks krone aldrig nogen tilforn nogen ret eller højhed har været gestændig, og Danmark således fast fra Narven til Liibeck med svenske besætninger fast blive indelukt og beængstet, da kunne i længden intet andet end vort kære fædrelands største præjudice deraf forårsages«. Rigsrådet benægtede ikke, at en sådan fare var til stede, men som situationen var, så rådet ingen mulighed for at skride aktivt ind over for Sverige; en sådan ville blot medføre, at Sverige udsonede sig med kejseren og vendte sig alene mod Danmark med støtte fra Frankrig og Holland, der ikke ønskede en standsning af den svenske krig i Tyskland. Kristian IV indlod sig heller ikke på et fredsbrud med Sverige. Til gengæld blokerede han i 1643 Elben og »vandt« Hamburg. Ved fredsforhandlingeme i september 1643 fandt der drøftelser sted mellem de danske og de kejserlige gesandter. Der faldt herunder antydninger om kong Kristians tilbøjelighed tU et forbund med kejseren og et angreb på Sverige, for så vidt som dette rige opretholdt sine krav på Pommern, og for så vidt som kejseren ville tilstå Tyskland amnesti, Kristian IV Élbtolden og Pinneberg. Svaret var imidlertid kun lidet imødekommende. Grunden hertil var, at den svenske hærfører Torstensson, som havde truet de østrigske arvelande, var brudt op med sin hær og havde vendt sig mod nord. Kejseren kunne følgelig ånde friere, hvorimod Kristian IV snart skulle se krigen i øjnene. Kong Kristians fredsmægling for at standse Sveriges fremgang havde indebåret store farer og øget fjendskabet mellem de to magter. Små episoder hjalp til at uddybe konflikten. I 1640 hjalp Kristian IV således den svenske enkedronning til at flygte. Kristian IV var udmærket klar over faren for en krig med Sverige. I 1639 havde han forlangt rigsrådets samtykke til en forøgelse af de hvervede tropper. Medvirkende til at ophidse Sverige var endvidere de danske forhandlinger med Rusland. I 1643 afrejste kongens søn Valdemar Kristian for at blive gift med zarens datter. Vigtigst var forholdet til Holland. Kristian IV havde haft chancen for at vinde HoUand ved udsigt til hollændernes afstandtagen fra Sveriges voksende Østersømagt, men flere træk medvirkede til et ulykkeligt resultat: Élbtolden, forhøjelser af de norske toldafgifter, tilnærmelsen til Spanien og Sundtolden. Élbtolden og Sundtolden var kong Kristians eneste muligheder for at skaffe penge uden om rigsrådet. Sundtolden var blevet forhøjet allerede i de første år efter 1629. Kongen havde dog givet efter for klager, og der blev nogenlimde ro. I 1635 begyndte forhøjelserne igen, mest afgørende i 1638-39, hvor der var tale om store pålæg. I 1638 forhøjedes afgiften for skibe med omtrent en fjerdedel. Indtægten af tolden steg i 1639 tU over 600.000 rigsdaler, mod ca. 230.000 rigsdaler i 1637.
Det kan ikke undre, at hadet mod Danmark voksede i Holland. 1 1640 så det næsten ud til at ville fremkalde et fredsbrud. Så vidt kom det dog ikke; men Sverige og Holland fandt til gengæld sammen. I september 1640 indgik de parter et forbund gældende for 15 år, som, skønt Danmark ikke blev nævnt, var rettet mod dette rige. Misstemningen mellem Danmark og Holland vedblev at bestå, skønt Kristian IV bekvemmede sig til at nedsætte tolden for hollændernes vedkommende til satsen fra 1637. Toldopkrævningen påvirkede også forholdet til Sverige og ledte til øget ransagning af gods på grund af falske certifikater. I maj 1643 forelagde Axel Oxenstiema, der som Østersøpolitiker for så vidt var mere konsekvent end den afdøde Gustav Adolf, spørgsmålet om krig mod Danmark for det svenske rigsråd. Langvarige drøftelser mundede ud i, at man først ved kontakt til det danske rigsråd viUe søge at opnå en ændring i Kristian IV’s politik. Lykkedes dette ikke, ville man erklære Danmark krig. En instruks til hærføreren Lennart Torstensson blev afsendt allerede i maj måned, men først i september måned modtog han den. Den 12. december 1643 overskred Torstensson Holstens grænse. Sveriges krigserklæring fulgte først en måned senere af taktiske grunde af hensyn til Hollands stilling. To år senere måtte Danmark som bekendt give op og tage imod Bromsebrofredens hårde vilkår. En hollandsk flåde havde vist sig i Øresund og fremtvunget de ønskede toldlettelser, mens Danmark måtte ofre Gotland og Øsel til Sverige samt indrømme dette rige fuld toldfrihed for sig selv og sine Østersøprovinser overalt, hvor der blev krævet told. Endelig afstod Danmark Jåmtland og'Håtj edalen i Norge samt Halland for 30 år. Svenskerne havde oprindelig krævet Skåne og Vendsyssel, men den hollandske frygt for svensk beherskelse af Øresund og Skagerrak havde lidt efter lidt ført til, at det svenske krav om landafståelser blev overført til norsk land. Bromsebrofreden betegnede et politisk vendepunkt i Norden. Drømmen om et dansk Østersøherredømme var rystet i sin grundvold og rystedes yderligere tre år senere ved den westphalske fred, hvor Sverige erhvervede Forpommem med Riigen - ja selv herredømmet over Elben og Weser. Fra dansk side begyndte man for alvor at indse, at det ved en fremtidig kamp mod Sverige gjaldt pm at nærme sig til Frankrig og Holland fremfor kejseren, Polen og Rusland.
Jens E. Olesen.
Litteratur
Ahnlund, N: Svensk Ostersjopolitik under det tidigare 1600-talet. Forum navale nr. 7 (Uppsala 1946) s. 3-15. Bøggild-Andersen, C. P. 0.: Christian IV’s Tidsalder. Schultz’ Danmarks Historie bd. III. København 1942. Dalgård, S.: Østersø, Vestersø, Nordsø. Dominium maris Baltici & maris SeptentrionaHs 1638. Dansk Historisk Tidsskrift 11:5 (1956-59) s. 295-320. Fabricius, K,: Christian IV og det nederlandske Gesandtskab 1639. Dansk Historisk Tidsskrift 11:1 (1944-46) s. 150-167. Fridericia, J. A.: Danmarks ydre politiske Historie i Tiden fra Freden i Lybek til Freden i Prag (1629-1660) I-II. Kjbh. 1876-1881. Genoptrykt København 1972. Gihl, T.: Studier i Internationell Rått. Stockholm 1955. Jespersen, K. J. V.: Kongemødet i Ulfsbåck præstegård februar 1629. En dansk diplomatisk triumf på tragisk baggrund. Historie, Jyske Samlinger Ny Række XIV, 3 1982 s. 420-439. Roberts, M.: Oxenstierna i Germany 1633-36. Scandia 1982 s. 61-105. Ræstad, A.: Kongens Strømme. Historiske og Folkeretslige undersøkelser angående sjøterritoriet. Kristiania 1912. Sobieski, W.: Der Kampf um die Ostsee. Leipzig 1933. Tandrup, L.: Mod triumf eller tragedie. En politisk-diplomatisk studie over forløbet af den dansk-svenske magtkamp fra Kalmarkrigen til Kejserkrigen med særligt henblik på formuleringen af den svenske og især den danske politik i tiden fra 1617 og især fra 1621 til 1625. I-II. Aarhus 1979. Voges, U.: Der Kampf um das Dominium Maris Balthici 1629 bis 1645. Schweden und Danemark vom Frieden zu Liibeck zum Frieden von Bromsebro. Zeulenroda 1938.
