Af Premierlieutenant O. Bølck, f. T. til Tjeneste ved Skydeskolen.

Hertil Plan 1— II.

Nedenstaaende Afhandling, der er udarbejdet som Opgave ved Skydeskolen, skal ikke være noget Forsøg paa at omtale alt, hvad der i Ind- og Udlandet er fremkommen paa dette Omraade. De her anførte Distancemaalere ere blot Exempler paa de Principper, der have gjort sig gjældende ved de forskjellige Konstruktioner, saaledes at disse Principper formentlig blive belyste tilstrækkeligt til, at man kan fælde en motiveret Dom over deres Anvendelighed.

Den Opgave at finde en Distancemaaler, der kan bruges og gjøre Nytte under Kampen — dels ved Fodfolket og dels ved Feltartilleriet — har i den sidste Menneskealder beskjæftiget mange civile og militære Videnskabsmænd, uden at der dog er fremkommen noget fuldt ud tilfredsstillende Resultat. Grunden til, at disse mange og store Anstrængelser have vist sig tildels frugtesløse, maa først og fornemmeligst søges deri, at de Fordringer, som ifølge Sagens Natur maa stilles til et saadant Instrument, ere meget strænge og vanskelige at faa til at samstemme.

Disse Fordringer kunne sammenfattes under to Punkter, nemlig:

1. Nøjagtig Bedømmelse.

2. Hurtig og let Betjening, simpel Konstruktion, ringe Vægt og Dimension.

En Distancemaaler, der i et og alt svarer til sit Navn, maa kunne give saadanne Oplysninger, at man umiddelbart efter dens Benyttelse kan gaa over til en Beskydning af Maalet, at Maalingen med andre Ord træder i Stedet for Indskydningen. Den maa derfor være i Besiddelse af saa megen Nøjagtighed, at man, stolende paa dens Opgivelse, og idet man anbringer de ved Vejr- og andre Forhold nødvendige Korrektioner, er vis paa at kunne faa Træfning paa Maalet.

Da Maalingen skal repræsentere en Indskydning, maa den Tid, der medgaar til den, selvfølgelig være mindre end den, der antagelig vilde være nødvendig til en Indskydning. Da Distancemaaleren skal kunne bruges under alle, selv meget vanskelige Forhold, hvor meget bidrager til at distrahere den Maalende, maa del Arbejde, der skal udføres, være ringe og letfatteligt. Da den maa kunne udholde temmelig ublid Behandling og Transport, stilles derved store Fordringer til Konstruktionens Sirnpelhed og Soliditet.

Det ses, at der ikke kan slaas ret meget af paa nogen af Fordringerne. Kommer man nu til Spørgsmaalet om, hvorledes Fordringerne under 1 og 2 kunne bringes i Samklang med hinanden, ja saa vil man se, at ligesaa let det er at konstruere et Instrument, der maaler med stor Nøjagtighed, eller et Instrument med simpel og let fattelig Konstruktion, hurtig Betjening og ringe Vægt og Dimension — ligesaa vanskeligt er det at konstruere et, der indbefatter begge disse Egenskaber i sig. Lægger man til paa den ene Side, maa man trække fra paa den anden. De to Fordringer staa i absolut Modstrid med hinanden, ere at sammenligne med en positiv og en negativ Størrelse, der kun kunne nærmes til hinanden, ved at de begge gjøres mindre.

De Veje, man er gaaet for at løse Problemet, og de Principper, man herved har fulgt, ere meget forskjellige, og man er derved kommen til en Mængde Konstruktioner, der dog alle kunne føres ind under omstaaende Skema:

A. Optiske Distancemaalere.

I. Basis ved Standpladsen.

a. Basis paa Instrumentet.

b. Basis i Terrainet.

1. Direkte Observation.

2. Indirekte Observation.

II. Basis ved Maalet.

B. Akustiske Distancemaalere.

A. Optiske Distancemaalere.

Princippet ved alle Distancemaalere af denne Art er i Korthed følgende: (Fig. 1)

Ved Hjælp af en Basis b, hvis Længde kjendes eller maales, og Z tp, der enten er Vinklen mellem Sigtelinierne fra Endepunkterne af Basis til .Maalet (Basis ved Standpladsen) eller Vinklen mellem Sigtelinierne fra Standpladsen til Basis’ Endepunkter (Basis ved Maalet) — og som maales eller kjendes, beregnes Afstanden a, idet den ene af Vinklerne ved b som Begel er = 90° eller betragtes som = 90°. Man har nemlig a = b cot

I. Basis ved Standpladsen.

(Fig. 2). Era Basis’ ene Endepunkt S (Standpladsen) sigtes mod Maalet m ; man flytter sig til 

a. Basis paa Instrumentet.

Hvis et Instrument af denne Konstruktion skal være blot nogenlunde transportabelt og handleligt, kan Længden af Basis ikke overstige 1 Meter. Dets Konstruktion fremgaar af Fig. 3.

B B X er en Kikkert, som danner en ret Vinkel med Linealen A A X , naar dens Index viser paa Gradbuen B XC 's Nulpunkt ved B x. 1 denne Stilling rettes Kikkerten ind paa et skarpt fremtrædende Punkt af Maalet og flyttes dernæst tilligemed Gradbuen til A ,. For at være rettet mod samme Punkt af Maalet maa Kikkerten nu drejes med B mod Venstre, og Drejningen maales paa Gradbuen, der er saaledes inddelt, at Afstanden umiddelbart kan aflæses. Konstruktionen kunde ogsaa være saaledes, at Kikkerten stadig drejes en konstant Vinkel, og at dens Stilling paa Linealen vexler med Afstanden. (Fig. 4). Maalingen sker da paa den Maade, at Kikkerten — med Index paa B x — rettes ind paa Maalet (Fig. 6). Dernæst drejes den med Index paa B lx og forskydes langs Linealen, indtil m atter er indstillet. Afstanden aflæses paa Linealen.

Disse to Konstruktioner ere grebne ud af Luften, og jeg ved ikke, om de have noget Sidestykke blandt de fremkomne Projekter, men jeg ved, at man bar forsøgt Afstandsmaalere af ovennævnte Princip, som ikke kunne afvige ret meget i Konstruktion fra ovenstaaende. Om disse udtaler en bekjendt Autoritet paa dette Omraade, Carl v. Paschwitz, at han ikke kan forstaa, hvorledes de overhovedet ere naaede frem til Forsøg. Naar jeg alligevel omtaler dem og om lidt nærmere skal komme ind paa de Fejl og Mangler, der findes ved dem, saa sker det af forskjellige Grunde. Dels tjene de som gode Exempler paa de Principper, der gjøre sig gjældende ved al Afstandsmaaling, og dels er der ved en overfladisk Betragtning noget vist tiltalende ved deres Konstruktion, som gjør, at man let kan tro, at her er Vejen til Problemets Løsning, en Tro, som jeg vil bestræbe mig for at give Dødsstødet.

Det antages i det følgende, at Basis har en Længde af 1 .Meter, og at Kikkertens Længde er V2 Meter. Basis konstant, ip variabel. (Fig: o). Er Afstanden f. Ex. I000m, bliver tg ø = 0,001 og ø ca. ca. 3W . Tages her en Vinkelfejl paa V2', bliver Fejlen i den aflæste Afstand c. 140“ . Afstanden fra O-Punktet paa Gradbuen til det Punkt, der svarer til den anden Stilling af Kikkerten, bliver c. 0,25m/m (af x : 250 = I : 1000). Paa denne Strækning skulle aitsaa anbringes Inddelinger for mindst hver 100m fra 1000— 2100m, idet 2100m antages at være den yderste Afstand, man ønsker at maale. Paa 1100m vil det tilsvarende Stykke være 0,23m/m. Disse to Punkter ere kun 0 ,0 2m/'m fjernede fra hinanden. Paa 2000 og 2100m bliver den tilsvarende Afvigelse kun 0 ,0 0 6m/m. Udslagene blive henholdsvis 0,125 O g 0 ,1 1 9 m/m.

Det ses, at Instrumentets Princip umuliggjør dets Konstruktion.

ø konstant, basis variabel (Fig. 6).

Hvis man vil maale Afstande indtil 2100“ , bliver den konstante Vinkel, som ovenfor nævnt, maalt ved et Udslag af Kikkerten paa 0 , ll 9m/m, hvilket repræsenterer en Vinkel paa l 1/»'. Til en Afstand paa 100m svarer en Basis paa c. 4,8cm, og denne forøges med samme Størrelse for hver 100m, Afstanden forøges.

Er Afstanden f. Ex. 1000m, vil man ikke med Bestemthed kunne sigte paa samme Punkt af Maalet begge Gange, men vil her let kunne begaa en Fejl paa f. Ex. 10om (Fig. 6). Den Fejl x , som derved begaas paa Afstanden, findes af Trekant A B F , hvor A B = x , idet der til en Basis paa I0cm svarer en Afstand paa c. 210m.

Kommer nu hertil de altid uundgaaelige Fejl, fremkomne ved den i Instrumentets Fabrikation stedfindende Unøjagtighed og ved andre Unøjagtigheder, der opstaa ved Apparatets Transport og Opstilling, saa vil det være indlysende, at man aldrig vil naa Maalet ad denne Vej: Den korte Basis er en Hindring for Nøjagtigheden og fordrer — naar man søger at overvinde denne Hindring — en ganske overordentlig Finhed i Konstruktionen, hvilket alene er tilstrækkeligt til at gjøre Instrumenter af denne Art uanvendelige som Distancemaalere. Jeg skal her gjøre den Bemærkning, at man, naar man vil undersøge, om en Distancemaaler kan anvendes i det Øjemed, der er dens Bestemmelse, først og fremmest maa gjøre sig klart, om den Nøjagtighed, der fordres, overhovedet er mulig med den for Haanden værende Konstruktion.

Hovedmassen af Forsøg paa at fremstille en brugelig Distancemaaler ere grundede paa, at der vælges en 

b. Basis i Terrainet.

Man er her frit stillet med Hensyn til Længden af Basis og derved Maalingens Nøjagtighed. Den største Vægt maa derfor, hvis man vil løse Problemet, lægges paa at tilfredsstille det andet Punkt af Fordringerne. Ved de simpleste af de herunder hørende Instrumenter sigtes — paa lignende Maade som ovenfor — fra begge Endepunkter af Basis til Maalet ved 

1. Direkte Observation.

Som et Exempel paa Dislaucemaalere af denne Kategori vil jeg først anføre den Coldingske Afstandsmaaler. Instrumentet bestaar af en Kikkert med Traadkors, Gradbue og tilhørende Stativ. Kikkerten kan bevæges i vandret Retning om en T a p , der sidder paa et Kryds. Paa Krydsets Arme er der anbragt Skruer, som standse Kikkerten, naar den er drejet 90°. Endvidere kan Krydset og dermed Kikkerten udføre en Finbevægelse i vandret Retning, hvilken Bevægelse — ved Hjælp af en Tandbue og et lille Tandhjul — i forøget Grad overføres paa Gradbuen, hvor en Index angiver den til Kikkertens endelige Stilling svarende Afstand. Kikkertens Normalstilling angives ved, at Index viser paa qc .

(Fig. 7). Man opstiller sig i — med Index paa oo Punktet — mod m (1). Dernæst drejes Kikkerten 90° tilhøjre, og en Mand, som imedens har afskridtet eller udmaalt Basis saa vidt muligt _L paa Sigtelinien, indrettes nøjagtigt og markerer S j med en Pløk (2). Man flytter dernæst Instrumentet til S1 efter at have markeret S med en Pløk. S indstilles (3); Kikkerten drejes 90° tilhøjre og dernæst — ved Hjælp af Finskruen — indtil Sigtelinien naar m (4). Afstanden aflæses umiddelbart paa Gradbuen, hvor Index markerer den udførte Drejnings Størrelse.

Den Tid, der vil medgaa til en Maaling (Instrumentets Udpakning og Opstilling; 2 Observationer i 5 med Indretning af Pløken i »S,; Flytningen til S. og Opstilling sammesteds; atter 2 Observationer og Aflæsning af Afstanden) kan næppe sættes under 8 Minutter. Tiden bliver selvfølgelig reduceret, naar man udmaaler flere Afstande fra samme Standplads og end ydermere, naar disse Afstande ligge i samme Sigtelinie. Der fordres 2 Mand til Maalingen og 1 Mand til Transporten.

Princippet har den Fordel, at det er overordentlig simpelt, da det er en ligefrem Anvendelse af Grundprincippet for al Afstandsmaaling med Basis ved Standpladsen. Ved Coldings Afstandsmaaler er gjort alt for at gjøre Maalingen saa simpel og hurtig som muligt, og der er herpaa øjensynlig anvendt en betydelig Indsigt, saa at det fremkomne Resultat sikkert umuligt kunde være mere fuldkomment med det anvendte Princip. Men hvorledes end et saadant Instrument er indrettet, vil man aldrig kunne undgaa at tage 4 Observationer fra 2 Standpladse; denne Omstændighed alene er tilstrækkelig til at spærre denne Vej til Problemets Løsning, dels fordi den Tid, der medgaar til Maalingens Udførelse, absolut er for stor, og dels fordi man ad andre Veje (f. Ex. Paschwitz’ Telemeter — se nedenfor) har fremstillet Instrumenter, der udføre en lignende Maaling med kun 2 Observationer. —

Den Coldingske Afstandsmaaler vil derfor ikke kunne finde Anvendelse under selve Kampen, end ikke i Indledningskampen, hvorimod den nok vil kunne benyttes i permanente Stillinger, naar man ved Indretningen af Forsvaret vil udmaale Afstandene til fremtrædende Punkter i Forterrainet, og naar man har rigelig Tid til sin Raadighed. Under denne Forudsætning vil den kunne gjøre Gavn ved Brigade- og Regimentsstabe i suadanne Situationer, hvor det forud er givet, at vedkommende Brigade eller Regiment skal besætte en bestemt Forsvarslinie. T hi, naar den ved Transporten skjærmes mod Stød og Slag, og naar den ved Maalingen behandles med Omhu og Forsigtighed, lader den intet tilbage at ønske i Henseende til Maalingens Nøjagtighed. I det Følgende meddeler jeg Instrumenterne af de forskjellige Konstruktioner saa vidt muligt i kronologisk Orden.

Nolans Telemeter (range-finder) 1872. Denne Distancemaaler har været prøvet og indført i det engelske Feltartilleri, og der er ligeledes anstillet Forsøg med den i Frankrig og Rusland. (Fig. 8.) Den bestaar af en 14" lang Kikkert K K , som anbringes i to Y formede Opstandere paa Siden af Kanonen. Den ene Opstander sættes i Opsatshullet, den anden c. 10" længere fremme og saaledes, at Kikkertens optiske Axe bliver ^ Kanonens Kjærnelinie. Ovenpaa denne Kikkert er anbragt en mindre k k, som kan drejes i vandret Retning, og hvis Drejning kan maales paa en Gradbue gg, der sidder foran paa Kikkert K K , ved Hjælp af en Nonius n , som ved en Staalstang er fæstet til Kikkert kk. Den store Kikkert kan drejes i Axellejerne, uden at dens optiske Axe forandrer Retning; derved drejes den lille Kikkert i lodret Retning. Der maales samtidig fra to Nabokanoner, og Maalingen gaar for sig paa følgende Maade (Fig. 9.1: 

Kanonerne rettes samtidig ind paa Maalet først ved Hjælp af Opsatserne, dernæst — efter at disse ere udtagne og remplacerede af Kikkerterne — nøjagtigt ved Hjælp af disse. Dernæst drejes de smaa Kikkerter saaledes, at de sigte paa hinanden; deres Afvigelser fra Normalstillingen noteres. Samtidig hermed ndmaales Afstanden mellem Kanonerne. 1 Trekant m K xK 2 har man altsaa bestemt K l K . , , z . m K xK 2 og z _ m K 2K xx hvilket er tilstrækkeligt til at bestemme Afstanden a, idet

Man kan undgaa at udmaale Afstanden mellem Kanonerne, naar man yderligere drejer en af de smaa Kikkerter saa meget, at den derved rettes ind paa Nabokanonens Munding. Af Fig. tO ses, at man i A K XB K . , kjender B K 2 (Afstanden fra den lille Kikkerts Omdrejningsaxe til Kanonens Munding), Vinklerne ved K x og K 2 maales, og man kan derfor finde K XK 2, hvornæsl Afstanden K xm bestemmes som før. Alle disse Beregninger udføres automatisk ved Hjælp af en Regnestok, hvis Konstruktion jeg ikke her skal komme nærmere ind paa. Maalingen skal kunne udføres i Løbet af IV2— 2 M inutter, og naar man samtidig faar Meldinger fra et Batteris 6 Kanoner, vil deraf kunne uddrages et ret paalideligt Resultat. —

Resultatet af de i Rusland anstillede Forsøg med Nolans Telemeter viste, at der ved denne Distancemaaler klæbede forskjellige Mangler, men at disse Mangler maatte kunne afhjælpes. Hovedfejlene ved den var dens komplicerede Konstruktion og det, at man maatte bruge en Regnestok for at finde Afstanden. Det blev paalagt Oberst Paschkjewitsch at konstruere en Feltdistancemaaler, som med Bibeholdelse af Fordelene ved den Nolanske ikke havde dennes Mangler.

Han satte selv følgende Betingelser, som Instrumentet skulde opfylde:

1. Apparatet maatte være i Stand til ved middelklar Atmosfære at maale Afstande indtil 6000m. Ved Afstande indtil 3000“ maatte Middelfejlen ikke overstige 1,6% af Afstanden.

2. Med Apparatet maatte ogsaa kunne maales Afstande til bevægeligt Maal.

3. Apparatets Vægt skulde ikke overstige c. 33 kg., og det skulde kunne betjenes af 4 Mand.

4. Afstandsmaalingen inkl. Distancemaalerens Opstilling turde ikke tage mere Tid end 3 Minutter.

5. En konstant Hasis paa 20m.

Apparatets Theori grunder sig paa det Princip, at Afstanden er = Basis divideret med Tangens til Vinklen mellem Sigtelinierne fra Basis’ Endepunkter til Maalet, selv om ingen af disse Linier er J - paa Basis, hvilket ogsaa holder Stik, naar en af dem eller — som en Følge af Basis’ Lidenhed i Forhold til Afstanden — begge tilnærmelsesvis ere det. (Fig. 11). Man faar nemlig:

Med Udeladelse af Nævnerens sidste Led, som er forsvindende, faas:

Man finder derved Afstanden som kun i umærkelig Grad afviger fra a. Basis udmaales ved Hjælp af et 20m langt Maalebaand og er konstant. Gjøre imidlertid Forholdene det nødvendigt, at man maa arbejde med en kortere eller længere Basis bx, skal man blot korrigere den derved fundne Afstand ved at multiplicere den med ^ (Fig. 12).

Man faar nemlig:

idet man ved at sigte mod m fra C faar en Vinkel ved C, som — da Instrumentet er grundet paa en Basis af 20m — vil svare til en aflæst Afstand a 1.

Til at maale Vinklerne benyttes to Vinkelmaalere, som paa Trefødder anbringes i Basis’ Endepunkter. Deres Indretning er i Hovedsagen som ved den Nolan’ske Distancemaaler (Fig. 8): En lang Kikkert, som rettes ind paa Maalet og en mindre, -L paa den større, og som rettes ind paa den, der sidder paa det andet Instrument. Afvigelsen fra den lodrette Normalstilling maales, hvorved man faar Vinklerne ved Basis’ Endepunkter.

Apparaterne ere forskjellige fra Nolan's og afvige indbyrdes ved den Maade, hvorpaa Vinklerne a og /? (Fig. 9) maales. Maaden, hvorpaa dette sker i K l , fremgaar af Fig. 13. Ved at dreje paa S , som er en Skrue uden Ende, bevæges Klodsen L , der ved Stangen D staaer i Forbindelse med den lille Kikkert, langs med Inddelingen, indtil den lille Kikkert i K x er rettet ind paa den i K„. Det Stykke, den har bevæget sig, maales dels paa Inddelingen J og dels paa Mikrometerskruen F og meldes af Observatoren i K x til Observatoren i K 2. Denne har imidlertid udført en lignende Observation i K.2, har indrettet den store Kikkert paa m og den lille paa K x. Forinden han ved at dreje paa Skruen uden Ende indstiller den lille Kikkert, bevæger han el særligt paa Apparatet i K., anbragt Haandtag nedad; derved kommer Inddelingen J og Mikrometerskruen, som her er anbragt paa højre Side, til at deltage i Klodsens Bevægelse, saaledes at denne vel udfører den Bevægelse, der svarer til Z /?, men peger dog stadig med Index paa Inddelingens Nulpunkt. Bevægelsen maales paa følgende Maade (Fig. 14 og 15):

Paa venstre Side er paa Skruen anbragt en Skive F , som deltager i Skruens Bevægelse. 1 denne Skive er indskaaren en Spiralfure, hvori der bevæger sig en Strift, som er fastgjort forskydeligt i lodret Retning i en Udskæring i en Bøjle, som er i fast Forbindelse med Skalaen, og som omslutter Skiven. Naar Skiven altsaa drejes tilhøjre, flytter Stiften sig nedad i Udskæringen i Bøjlen og udad mod Skivens Periferi. Langs Furen i Skiven er anbragt Inddelinger, svarende til Afstanden. Paa det Tidspunkt, da begge de store Kikkerter ere rettede ind paa Maalet og de smaa paa hinanden, vil Skiven og dermed Stiften være bevæget et Stykke, svarende til Z /?• (Fig. 9). Naar Observatoren i K 2 nn har faaet Z a fra Observator i K x , drejer han det ovenfor nævnte Haandtag tilbage, saaledes at Skalaen nu ikke mere deltager i Klodsens Bevægelse. Dernæst flytter han — ved at dreje Skruen — Klodsen til den Inddeling, der svarer til z a. Skiven deltager atter i Bevægelsen og bliver altsaa ialt drejet et Stykke, der svarer til a + = Den langs Furen bevægelige Stift markerer da Afstanden. Af ovenstaaende fremgaar det, at Oberst Paschkjewitsch virkelig har bortskaffet en af Manglerne ved den Nolan’ske Distancemaaler, nemlig Brugen af en Regnestok, idet Afstanden umiddelbart aflæses paa Apparatet. Om den anden Mangel, den komplicerede Konstruktion, ogsaa er afhjulpen, er derimod tvivlsomt. Oberst P. havde blandt sine forud vedtagne Betingelser ogsaa den, at Maalingen skulde være tilendebragt i Løbet af 3 M inutter, og der findes ingen Oplysning, om muligvis Resultatet i saa Henseende har overtruffet hans Forventninger. Som det erindres, var Tiden ved den Nolan’ske Distancemaaler IV2— 2 Minutter. Hvis dette er paalideligt, findes jo her en betydelig Mangel ved Oberst P.s Distancemaaler. Men for det første vil en uhildet Vurdering af den Tid, der — ved Betragtning af de to Distancemaaleres Konstruktion og Brug — synes at maatte behøves til Maalingen, komme til et for Oberst P. gunstigt Resultat, og desuden er det ikke ganske klart, naar — ved den Nolan’ske Distancemaaler — Øjeblikket for Maalingens Begyndelse indtraf.

2. Indirekte Observation.

Som et ældre Exempel paa Distancemaalere af denne Art skal jeg nævne den af den russiske Oberst S tu b e n - d o r f konstruerede. Den 31. Oktober 1869 overdrog den russiske videnskabelige militære Komité Direktionen for Generalstabens topografiske Afdeling at udfinde el Felttelemeter, der opfyldte følgende Betingelser:

1. Telemeteret skulde have to faste Basis, den ene paa 10 Favne (21m,34), den anden paa 5 Favne (I0m,67i.

2. Det skulde i det væsentlige være et Lommeinstrument.

3. Maalingen skulde ske umiddelbart efter Observationen og uden Beregning.

Oberst Stubendorf overleverede da Ministeren et Instrument, som — efter hans Mening — opfyldte alle Komiteens Fordringer.

Princippet i Maalingen er følgende (Fig. 16): I Basis’ Endepunkter -S og (S, konstrueres to rette Vinkler m S S l og m P , og c maales. Den søgte

Telemeteret bestaar af to Apparater af samme Konstruktion (Fig. 17): En Kikkert med en cylindrisk Udvidelse, hvori findes et Glasprisme g af den i Fig. 18 angivne Konstruktion. z. B = 90°, z A E — C D = 45°. En Lysstraale, som træffer Fasen B C omtrent vinkelret, vil kastes tilbage fra de amalgamerede Flader A E og C D og forlade Prismet gjennem Fasen A B under en Vinkel paa 90° med dens oprindelige Retning, idet den Afvigelse, den faar ved Brydningen gjennem B C (naar Indfaldsvinklen ikke er 90°), ophæves ved den modsatte Brydning gjennem A B . Prismet kommer saaledes til at virke som et Vinkelspejl med en Spejlvinkel paa 4 5°. Dette Prisme er anbragt saaledes i Kikkertens Udvidelse, at Fasen B C tangerer Kikkertens optiske Axe , hvorved det bliver muligt samtidigt at observere to Punkter i Terrainet, hvis Retninger fra Standpladsen afvige 90° fra hinanden, det ene direkte, det andet ved Reflexion. I Udvidelsen findes to Aabninger, en i Forlængelsen af Kikkertaxen og en tilhøjre ud for BC . Prismets Højde er ikke større end, at man samtidig med at iagttage det reflekterede Hillede kan se, hvilket Punkt i Terrainet, der ligger lodret over dette. Paa Instrument I (Fig. 19), som skal benyttes i jS1} er foroven anbragt et Spejl R med en lodret mørk Stribe. Paa Instrument II, som skal benyttes i *S, er fæstet en inddelt Stang, paa hvilken et Spejl med lodrette mørke Baand kan forskydes. De to Instrumenter ere forbundne med et Haand, hvis Længde er = Hasis (10 Favne).

Der observeres af to Mand, der opstille sig i S og -S, saa langt fra hinanden, som Haandet tillader, saa vidt muligt i en Linie -L paa Retningen til Maalet. Observator i S1 holder Instrument I saaledes for Øjet, at han ser Spejlbilledet af in og sigter altsaa med Kikkerten i Retning af P . Observator i 5 stiller først Spejlet paa Instrument II1) paa den Inddeling, der svarer til den jugerede Afstand. Dernæst stiller ban sig, idet han udstrammer Haandet, paa en saadan Maade, at det reflekterede Hiilede af m dækker den lodrette Streg paa Spejlet paa Instrument I, medens ban direkte sigter paa dette Spejl. Naar det er Tilfældet, ved han, at den inddelte Stang staar nøjagtigt i Forlængelsen af m <$, og han averterer Observator i S, herom ved at raabe: «Godt I» eller lignende. Observator i mærker sig nu, paa hvilket Punkt af Spejlet i Billedet af m projekterer sig og raaber dernæst f. E x .: «Andet Haand (Mellemrum) — 1/4 ! 'i hvorpaa Observator i S strax paa Linealen aflæser den Afstand, der svarer til det Punkt, der blev ham angivet

Oberst Stubendorf anfører, atMaalingen med øvede Folk kan udføres i 2 Minutter, og har beregnet Fejlene at være:

0— 300 Favne ... 1%

300— 600 — ... 2%

600— 900 — .... 3%

900— 1200 — ... 4%

Hvis man ønsker at benytte en anden Basis, maa denne have en saadan Længde, at den Korrektion, der skal anbringes paa den aflæste Afstand, er simpel. Da (Fig. 16) b* = a c , vil man ved for samme A fstand at vælge en anden Basis b { faa en anden Aflæs

sammes Udsagn — være fortræffeligt og langt overgaa, hvad hidtil er fremkommen paa dette Omraade. Maalingen grunder sig paa samme Princip som ved Stubendorfs Distancemaaler, og selve Apparatet er i det væsentlige kun en Forbedring af denne. Man opstiller sig (Fig. 20) i Hasis’ Endepunkter ! og 

En Kikkert med en kasseformet Udvidelse foran Objektivet. Forneden i denne Udvidelse og ragende saa højt op, at Halvdelen af Objektivet dækkes, er anbragt et Vinkelspejl, der har en saadan Stilling og danner en saadan Vinkel (ca. 443/4°), at man samtidig med at se Maalet kan iagttage, hvad der ligger ca. 90° ud tilhøjre. I denne Udvidelse findes desuden en Diopter, hvis optiske Axe falder sammen med Vinkelspejlets Viserlinie. Ved Objektivet er anbragt et Kompensationsglas, som samler Billederne af de nærmere og fjernere Sigtepunkter i Nærheden af Traadkorset.

Kikkerten anbringes vexelvis i to Stativer, der opstilles i Basis’ Endepunkter ! og II. Længden af Basis er 25m. Paa hvert Stativ er paa den indvendige Side anbragt en l m lang Maalestok (Fig. 221 med Inddelinger baade paa Siden, svarende til Aflæsning fra den anden Standplads, og foroven til Aflæsning fra samme Standplads. Til Maalestokken ved I er fæstet en Messingskinne A B , forskydelig langs Stativet og med samme Inddeling som den, der findes foroven paa Maalestokken i II. Til Inddelingen svarer en Index C paa den bageste Stativgaffel. Foroven findes Inddelinger, svarende til Afstanden. Langs begge Maalestokke kan en bevægelig Sigteskive »S forskydes til Hjælp ved Markeringen af Sigtets Stilling paa Maalestokken.

Maalingen sker paa den Maade, at Observator i I indretter Kikkerten paa Maalet og ved at sigte gjennem Diopteren i Kikkerthovedet Stativ II nogenlunde i Diopterens Sigtelinie. Derefter indretter Observator i II ved Hjælp af en paa Maalestokken anbragt Diopter Maalestokken paa Maalet og forskyder dernæst — efter Observator i I’s Anvisning — den bevægelige Sigteskive frem og tilbage, indtil den ses sammenfaldende med Maalet og Traadkorset i Kikkerten i I. Observator i II aflæser paa Inddelingen foroven, hvor Sigteskiven staar, og de to Observatorer bytte Plads. Kikkerten anbringes i Stativ I I , hvor det samme Punkt af Maalet indstilles. Observator i I flytter ved Hjælp af Messingskinnen og Index C Maalestokken saa meget, at dens Midtpunkt kommer til at staa der, hvor det vilde staa, hvis Stativ II nøjagtigt var indrettet i Sigtelinien fra I. Messingskinnens Inddeling er saaledes indrettet, at dette bliver Tilfældet, naar Index C peger paa den Inddeling, som blev aflæst i II. Herved ophæves den Fejl, som Stativ li s mindre nøjagtige Indretning i Sigtelinien fra I ellers vilde medføre. (Se nedenfor). Nu flytter Observator i I Sigteskiven efter Observator i II’s Anvisning, og dens Plads angiver da Afstanden, som aflæses paa Maalestokkens øverste Flade.

I Fig. 23 angiver A B Maalestokken i I’s oprindelige Stilling, A x B x den Stilling, den har faaet ved at indstilles paa den til Aflæsningen i II svarende Inddeling, (m)»! = B P 1). I Figuren er Maalet tænkt uendelig fjernt. Er dette ikke Tilfældet, vil Kikkerten og dermed Sigtelinien P l w , drejes hen i en Stilling, der antydes ved de punkterede Linier, og Afstanden aflæses som Q. Som det ses, vil man herved kun kunne benytte Halvdelen af Maalestokken i I. — For at den hele skal kunne benyttes og for derved at faa større Inddelinger, er z. Am P gjort lidt mindre end 90° (ca. 89V2°). Forklaringen heraf ses i Fig. 24. Det antages, at Stativ II nøjagtigt er indrettet i Sigtelinien m P fra I. /_ x maa afpasses saaledes, at Sigtelinien fra II rammer Maalestokkens forreste Ende, naar Maalet er uendelig fjernt. Efterhaanden som Maalet rykker nærmere, vil man saa kunne faa Aflæsninger paa begge Sider af m langs hele Maalestokken.

Et Øje i O vil samtidig kunne iagttage Maalet m og et fjernt Punkt i Terrainet P, m ved Reflexion, P direkte, idet Lysstraalen fra m kastes tilbage fra de to Spejle *S og S 15 som indbyrdes danne en Vinkel paa 45°, i en Retning, der afviger 90° fra den oprindelige. Flyttes Spejlet hen ad Linien O P til B , , og stiller man det saaledes, at m atter ses ved Reflexion, vil det nu ses i en anden Retning B l P 1, som med den tidligere danner en Vinkel /?, der afhænger af Stykket B B x og Afstanden B m , idet B B X = B m tg/?. Betragter man, medens man bevæger sig fra B til B ,, stadig baade P og m, vil det derfor vise sig , at m under denne Bevægelse fjerner sig mere og mere fra P tilhøjre. Vil man flytte m tilbage i Retningen B P , kan dette ske derved, at

og bevægede sig i Retning P Q , saa vidt muligt -L paa m P , indtil han i A saa Billedet af m projicere sig paa Q. Derpaa gjordes omkring, og med omvendt Instrument gik han tilbage og fandt paa samme Maade Afstanden bestemtes da af a = ± A A 1 -tgA . Da den faste Vinkel, Spejlene dannede med hinanden, var meget udsat for Temperaturens Faavirkninger og derfor ikke uforandret bevarede samme Størrelse, erstattedes Spejlene senere af et Glasprisme af den i Fig. 27 angivne Form. En Lysstraale, som fra P kastes ind paa Fladen A B , brydes gjennem denne Flade, og efter at være kastet tilbage fra Fladerne B C og A C brydes den atter ud af Prismet under en Vinkel x med den oprindelige Retning P R , som er = /_ x ved B — naar z B — 2 Z C. Man har nemlig:

Steiners Distancemaaler 1 87 9. 1 et Messinghylster er fastskruet 3 Spejle (Fig. 28), af hvilke I og II danne en Vinkel paa 45°, I og III en Vinkel paa 44° 25'38", II og III en Vinkel paa 179° 59'25",6. Under Ilrugen holdes Apparatet saaledes, at Vinkelaabningen vender mod Maalet, saa at man, samtidig med at Maalet reflekteres gjennem Spejlene I til II eller 111, kan iagttage Terrainet i Retning OP. (Fig. 29). En Lysstraale, der træffer II, kastes tilbage mod O i en Retning, der afviger 90° fra den oprindelige, medens en Lysstraale, der træffer III, kastes tilbage med en Afvigelse paa 88° 51'16"; derved bliver z« = 1°8‘ 44". Ved at flytte Instrumentet foran Øjet kan man vexelvis faa Billedet af m i Retning P og P , . Maalingen sker nu paa den Maade, at man først reflekterer m i III og dernæst mærker sig det Punkt i Terrainet, der ses umiddelbart over Spejlbilledet af m i 1 i Retningen O P 1. Man bevæger sig frem i Linien 0 P 1 , indtil Billedet af rn alter ses i Retning O P , , m en denne Gang re flekteret i II. Z m B P l er da = 90°. Afstanden bestemmes af det Stykke, man har bevæget sig frem, idet a = A B : lg a . Er a, som her,

stiller sig i 5 med højre Side til Maalet m, og, idet Spejlvinklen, ved at man virker paa H , formindskes til 45°, bemærker man i Terrainet, som ses over Spejlene, et fjernt, skarpt fremtrædende Punkt P , som ses lige over Spejlbilledet af m. Man ved da, at Z PSm = 90°. Derpaa slipper man H , og Reaktionsfjeren tvinger I tilbage. Billedet af S ses nu et Stykke til vens tre for P i Retning S P l . Med Instrumentet for Øjet bevæger man sig frem i Linien SP, og i det Øjeblik, da m atter ses i denne Retning, gjør man Holdt. Det tilbagelagte Stykke b afskridtes eller maales under Bevægelsen.

mod -S og rykker frem, indtil m, iagttaget gjennem D C , atter falder i Retningen BS . Som det ses, er Princippet det sædvanlige, og en Indsender i Militär-Wochenblatt insinuerer tildels, at Opfindelsen er et Plagiat af Lieutenant Franz’s forbedrede Distancemaaler. Dette forekommer mig dog at være ubegrundet. Thi for det første er det ikke godt muligt at konstruere en Distancemaaler, der hviler paa ovennævnte Princip , uden at den nødvendigvis maa ligne en eller flere af sine Forgængere, og desuden synes jeg ikke, at Ligheden mellem disse to er særlig frapperende, idet f. Ex. den Souchier’ske Distancemaaler bestaar af et osidet Prisme, medens Franz’s er 3 sidet, og der med den førstnævnte kan tages to Slags Sigter, med den sidstnævnte kun en. Efter min Formening er den mindst lige saa beslægtet med Rocsandic’s Distancemaaler, der jo hviler paa nøjagtigt det samme Princip. Dette Instruments Fordele fremfor de i det foregaaende omtalte Distancemaalere skulle være dets solide og stabile Konstruktion og dets ringe Rumfang. Paa den øverste Flade af Prismet er anbragt en Tabel, der indeholder de til de forskjellige Længder af Basis svarende Afstande, begge udtrykte i samme Længdeenhed. Kapitajn Souchier’s Distancemaaler er antaget i den russiske Hær, som deraf har bestilt et Antal af 8000. Der er i Rusland anstillet vidtløftige Forsøg med den, bl. a. i Helsingfors af G. A. Gripenberg. Der omtales først 15 Maalinger, ved hvilke Basis blev afskridtet, og som bleve udførte af uøvede Folk. Middelfejlen blev her 3,3 % ; den største Fejl — paa en Afstand af 1965 «archin» (ca. 1375m, idet 1 archin = 0,7m) — blev 9,2°/o. Senere udførtes 25 Maalinger, ved hvilke Basis blev udmaalt. De gav en Middelfejl paa 1,74% og en største Fejl paa 3,9% (1155 archin). Vanskelighederne bestod hovedsagelig i at faa Basis nøjagtigt bestemt og at faa Billedet af Maalet til ved begge Observationer at ramme det samme Punkt i Terrainet.

Den første Vanskelighed overvandt Gripenberg ved at udmaale Basis ved Hjælp af et Maalebaand med smaa Blikskilte for hver archin fra 10— 45. Det anbragtes om Observators venstre Fod, og under hans Bevægelse oprulledes det af et Kabel, der holdtes af Hjælperen, som mærkede sig Basis Længde i det Øjeblik, Observator var naaet Basis’ 2det Endepunkt. Den anden Vanskelighed kunde — efter Gripenbergs Sigende — kun overvindes ved flittig Øvelse i Brugen af Instrumentet og ved et praktisk Valg af Orienteringspunktet. Ifølge Kapitajn Souchier’s Brugsanvisning skulde dette Punkt vælges paa en Afstand af højst 500m, hvorimod Gripenberg kommer til det Resultat, at Maalingen bliver desto nøjagtigere, jo fjernere dette Punkt er, hvilket ogsaa er i Overensstemmelse med de ved de tidligere Distancemaalere af lignende Art gjorte Erfaringer. Gripenberg anfører ikke den til Maalingens Udførelse nødvendige Tid, men omtaler, at flere Tropper i Rusland have underkjendt Souchier’s Distancemaaler, fordi Maalingen fordrede mere Tid end 1 Minut. Med Hensyn til disse Resultater, som vel nok alle kunne overføres paa de øvrige Distancemaalere af lignende Princip, skal jeg udtale : Da Lieutenant Franz i 1866 offentliggjorde sin Distancemaaler, mente man, at Problemet var løst, at dette var det Columbus’ Æ g , som saa mange havde ladet ligge uændset. Man kan ganske vist sige, at med dette System, dette P rin cip , er der gjort et betydeligt Skridt fremad mod Maalet. Men gaar man ud fra, at dette Maal er at fremstille en Distancemaaler, der med Fordel kan benyttes under alle Forhold, er det ikke naaet og bliver det vistnok aldrig ad denne Vej. Med disse Instrumenter kan man i heldigste T ilfælde med nogenlunde Nøjagtighed udmaale en Afstand i Løbet af lidt mindre end I Minut. Der mangler lidt i, at ethvert Punkt i Fordringerne ere tilfredsstillede:

Under Fægtningen vil det «gunstige Moment«, hvor al Energi skal sættes ind paa en hurtig og virksom Beskydning af Maalet, end ikke tillade en relativ uvirksom Periode paa Va Minut. Og naar saa desuden det Resultat, der opnaas, ikke er saa paalideligt, at man paa Grundlag heraf kan begynde Beskydningen med Vished om god Træfning, saa kunde den Tid , der anvendtes til Afstandsmaalingen, være brugt paa bedre Maade. Thi vel synes det efter de opgivne Resultater, at den i Fredstid opnaaede Nøjagtighed er tilstrækkelig. Men det er vistnok tvivlsomt, om en blot tilnærmelsesvis Nøjagtighed vil kunne opnaas i Krigstid under Forhold, hvor man af sine tidligere Erfaringer kun kan benytte de aller simpleste og enkleste, hvor ethvert Forsøg paa at anvende — selv kun yderst lidt — komplicerede Arbejder og Beregninger vil falde til Jorden af sig selv. Og slaar man af paa Fordringerne — enten i den ene eller den anden Retning — , saa maa man gjøre det paa en saadan Maade, at i det mindste den ene af dem bibeholdes i sin fulde Udstrækning: Man kan benytte et Instrument, som ved en øjeblikkelig Observation giver en Hjælp til Afstandsbedømmelsen og eliminerer de store Fejl, der medføre unyttige og undertiden vildledende Indskydninger. Det kan endvidere være af stor Betydning at være i Besiddelse af et Apparat, som — naar Forholdene tillade det — kan give de nøjagtige Afstande til fremtrædende Punkter i Terrainet. At ville forene disse to Egenskaber i samme Instrument har hidtil vist sig og vil — efter min Formening — fremdeles vise sig som en uløselig Opgave.

Det er ved de nævnte Instrumenter tvivlsomt, i hvilken Retning man skal gaa, om man skal lægge al Vægt paa Hurtigheden og Simpelheden ved Maalingen, eller om man — muligvis paa Bekostning af ovennævnte Egenskaber — skal søge at gjøre Maalingen saa nøjagtig som muligt. Hvilken af disse Veje man vælger at gaa, er afhængig af, hvor langt man kan naa ad den, om det kan lykkes at fremstille et Instrument, der særlig med Hensyn til de fremhævede Egenskaber er bedre end det hidtil fremkomne.

II. Basis ved Maalet.

Naar man ser paa, af hvilken Art den ved disse Maalinger anvendte Basis er (Mandshøjde eller -Bredde, Bredden af en Skvttekjæde i Terrainet, den Strækning, en Mand har tilbagelagt med et vist Skridtantal, Bredden eller Højden af et Hus o. s. v.) \il det være indlysende, at Længden af Basis kun kan jugeres, men derimod ikke bestemmes eller maales med nogen stor Nøjagtighed. L>a Afstanden bestemmes af Basis’ apparente Udstrækning eller med andre Ord af den D el, som Basis dækker af et Instrument, der holdes i konstant Afstand fra Øjet, vil det være uden praktisk Betydning at forsøge paa at konstruere et Apparat, som med stor Nøjagtighed maaler denne unøjagtige Basis.

De herunder hørende Distancemaalere udmærke sig derfor alle ved en meget simpel Konstruktion og Brug. De ældste at dem, bekjendte under Navnet «Stadia», vare indrettede paa følgende Maade (Fig. 34): En Plade med et trekantet Udsnit, og som ved Hjælp af en i Øskenen anbragt Snor holdes i konstant Afstand fra Øjet saaledes, at Basis (Mandshøjde) nøjagtigt udfylder det Sted af Udsnittet, hvorigjennem den ses. Paa Maalestokken under Udsnittets vandrette Kant findes de til Maalets apparente Højde svarende Afstande anførte. Maalingen sker da paa den Maade, at Enden af Snoren holdes imellem Tænderne, og, idet Snoren strammes, føres Dislancemaaleren opad, indtil den vandrette Kant af Udsnittet gaar igjennem den som Maal tjenende Mands Fod — og derpaa til Siden, indtil det øverste af Hovedet berører den skraa Kant, hvornæst Afstanden aflæses. De Fejl, der her begaas, ere selvfølgelig meget betydelige. (Fig. 35.)

p, Apparatets Afstand fra Øjet O, er konstant = ca. 50cm og forholdsvis nøjagtig, hvorimod saavel b som c indeholde betydelige Fejlkilder, idet en Procentfejl i en af dem medfører samme Procentfejl i Afstanden.

Omstændighed alene vilde være tilstrækkelig til at udelukke Brugen af Apparatet. Men alle de Vanskeligheder, som her kunne opstaa, ville ved en flittig Indøvelse og Repetition af Instrumentets Brug i Fredstid en Gang for alle kunne overvindes, saaledes at Resultatet fremgaar ved et maskinmæssigt, halvt ubevidst Tankearbejde. Hovedmangelen ved Instrumentet er selvfølgelig den ringe Nøjagtighed, der er en nødvendig Følge af den upaalidelige Basis samt den ustabile Opstilling.

B. Akustiske Distancemaalere.

Distaneemaalere af denne Kategori grunde sig paa det meget simple Princip , at det Tidsrum, der forløber imellem Synet af Krudtrøgen fra et Skud og Lyden af Knaldet, er et umiddelbart Maa) for Afstanden, idet man ved, at Lyden i Almindelighed tilbagelægger 333m i Sekundet. Konstruktionen gaar da blot ud paa at maale denne Tid paa en praktisk Maade. D e t s im p le s t e A p p a r a t e r e t L o m m e u h r . D e tte s la a r e lle r — om m a n v il — d ik k e r 5 S la g i S e k u n d e t . H o ld e r m a n d e t o p f o r Ø r e t o g b e g y n d e r a t tæ lle i d e t Ø j e b lik , R ø g e n s e s , o g v e d b liv e r , in d t il K n a ld e t h ø r e s , fa a s A f ­ s ta n d e n v e d a t d iv id e r e S la g a n t a lle t m e d 0 ,015. T h i 1 S la g 

høres, drejes den atter vandret, og Afstanden aflæses paa en langs Røret anbragt Maalestok. Da Svømmerens Hastighed er 25000 Gange mindre end Lydens, svarer en Millimeter paa Maalestokken til 25m. Vanskeligheden ved Brugen af disse Distancemaalere ligger deri, at man meget ofte ikke kan afgjøre, om det Knald, der høres, hidrører fra det Sted, hvortil Afstanden skal bedømmes, hvor Røgen saas. Derved indskrænkes i Almindelighed dens Brug til de under Fægtningen først afgivne Skud, senere ville de vise sig uanvendelige. Men da de paa dette indskrænkede Omraade maale hurtigt og med forholdsvis god Nøjagtighed, da deres Konstruktion og Anvendelse er simpel, deres Proportioner smaa, kan man ikke frakjende dem en vis Betydning.

Vil man fælde en Dom over de i det Foregaaende omtalte Distancemaalere og deres Brugbarhed som saadanne, saa vil denne Dom — efter min Forventning — ikke tale til Fordel for de af dem , som ved at nærme sig til Fordringernes Opfyldelse ad begge Veje ved en overfladisk Betragtning kunde synes at komme Problemets Løsning nærmest, men derimod snarere for saadanne, som — i den Retning, de virke — ere i Besiddelse af den største Fuldkommenhed. Blandt de Instrumenter, som lægge Hovedvægten paa Maalingens Nøjagtighed, maa Brødrene Paschwitz’ Telemeter vistnok anses for det bedste, idet denne Distancemaaler i saa Henseende er alle de andre overlegen, medens samtidig den til Maaliugen anvendte Tid er forholdsvis ringe. Lægges særlig Vægten paa Maalingens Hurtighed, vilde jeg være mest tilbøjelig til at give Lieutenant Mayers Basismaaler Fortrinet. Muligvis vil ogsaa et af de omtalte Spejlinstrumenter kunne finde Anvendelse under den Forudsætning, at alt sættes ind paa enten at reducere Tiden til det mindst mulige eller at gjøre Maalingen saa nøjagtig som mulig. De akustiske Distancemaalere give gode Resultater, baade i Henseende til Hurtighed og Nøjagtighed; men deres vanskelige og — i de fleste Tilfælde — umulige Anvendelse er en uovervindelig Hindring for deres Indførelse og Brugbarhed som almindelige Distancemaalere.

Tillæg.

Efter at ovenstaaende er skrevet, har jeg paa Skydeskolens Foranstaltning, foretaget en Række Forsøg med Souchier’s Distancemaaler. Det var Hensigten ved disse Forsøg at reducere det til Maalingen nødvendige Arbejde til det mindst mulige. Da man gik ud fra, at Nøjagtigheden ikke vilde være tilstrækkelig, naar Distancemaaleren anvendtes paa lignende Maade som f. Ex. Paschwitz’s Telemeter eller den Coldingske Afstaudsmaaler, altsaa ved en Stillings Indretning til Forsvar, var man af den Formening, at den eneste Mulighed for Instrumentets praktiske Anvendelse var den, at Maalingen blev gjort saa simpel og hurtig, at Distancemaaleren kunde benyttes i selve Kampen under kortvarige Pavser, hvor et Apparat af en mere kompliceret Natur og Brug vilde være uanvendeligt.

Af Forsøgene fremgik imidlertid for det første, at den Tid, der maa anvendes til Maalingen er for stor, det Arbejde der skal udføres, for vidtløftigt, til at der kan være Tale om at anvende Distancemaaleren under selve Kampen — og for det andet, at Nøjagtigheden langt overtraf de til den stillede Forventninger og opnaaedes, uden at det var nødvendigt at udføre Maalingen med en altfor minutieus Omhu, saaledes at man kan paaregne en i hvert Fald tilnærmelsesvis Nøjagtighed i Felten. Derved henvises Instrumentet til den Klasse af Distancemaalere, som kun kunne finde Anvendelse forinden Kampen, hvor en Stilling indrettes til Forsvar, og blandt de hidtil i dette Øjemed anvendte Distancemaalere indtager den absolut en fremragende Plads. Der blev med den udført 42 Maalinger, hvis Resultater fremgaa af nedenstaaende Liste:

For samtlige Afstande en Gjennemsnitsprocentfejl paa 1,4. Samtlige Maalinger ere udførte ved at rykke frem imod Orienteringspunktet og ved at afskridte Basis. Denne Fremgangsmaade er den hurtigste og simpleste, men giver paa den anden Side ikke fuldt saa paalideligt et Resultat som det, der opnaas ved, at man fjerner sig fra Orienteringspunktet og udmaaler Basis. Tiden for Maalingen varierede fra 1U til I Minut. Maalingerne ere udførte i den Orden, de staa i, og efter en kort indledende Øvelse, ved hvilken der maaltes 5 å 6 Afstande.

Af de ved Forsøgene indvundne Erfaringer skal anføres:

Det vanskeligste og mest tidsspildende ved Maalingen er at finde et passende Orienteringspunkt i Sigtets Retning. Denne Vanskelighed formindskes dog betydeligt., efterhaanden som man opnaar Færdighed i Brugen af Instrumentet, idet den Bevægelse — frem og tilbage eller til Siden — , som skal udføres, for at Billedet af Maalet kan bringes til at falde sammen med Orienteringspunktet, efter nogen Øvelse kan ske strax og hurtigt. Af aller største Betydning er det, at man vælger et fjernt Orienteringspunkt. Derved formindskes nemlig den Fejl, der begaas ved, at man ikke nøjagtigt er indrettet i Linien mellem den første Standplads og Orienteringspunktet.

Da Afstanden er 50 Gange Basis’ Længde, vil en Skridtlængde paa 4/5m (125* === 100m) svare til 40m af Afstanden og saaledes være bekvem ved Udregningen. En Udmaaling af Basis med Maalekjæde el. lign. vil selvfølgelig give et paalideligere Resultat end Afskridtningen. Men flere Grunde tale for den sidste Metode: Udmaalingen af Basis tager betydelig mere Tid og kan vanskeligt udføres af den Maalende selv, men maa foretages af en Hjælper. Da man endvidere næppe kan vente, at alle Instrumenterne ere udførte med saa stor Nøjagtighed, at Afstanden netop er 50 Gange Basis, vil det sikkert i mange Tilfælde vise sig nødvendigt, at anbringe en Korrektion paa den udfundne Afstand. Derved føres man til at maatte benytte en Tabel over de til de forskjellige Længder af Basis svarende Afstande. Fejlen kunde imidlertid ogsaa rettes derved, at det M aal, hvormed Basis udmaales, afviger lidt fra det rigtige, og denne Rettelse vil meget let eller snarere ganske uvilkaarligt blive udført, naar Basis afskridtes. Mærker man nemlig, at man stadig faar Fejl i samme Retning, vil man ændre sin Skridtlængde, indtil denne faar en til Instrumentet passende Størrelse.

Den paa Prismets Overflade anbragte Skala anses for overflødig, da de Regninger, der skulle udføres (Multiplikation med 5 eller 4), antagelig hurtigere udføres ved Hovedregning end ved Aflæsning paa en Tabel. Celluloidbelægningen paa Prismets Over- og Underflade skiller ved Sigtet Billedet af Maalet fra Orienteringspunktet og gjør det derved undertiden lidt vanskeligt at afgjøre, om disse falde i samme lodrette Linie. Denne iøvrigt ret uvæsentlige Mangel vil rimeligvis tildels kunne afhjælpes, naar den nævnte Belægning erstattes af en tyndere. Gaar man ud fra, at Souchier’s Distancemaaler skal benyttes forinden Kampen ved en Stillings Forberedelse til Forsvar, og sammenligner man den med de Instrumenter af andre Konstruktioner og Principper, som hidtil ere anvendte under disse Forhold (Paschwitz, Colding o. a.), vil Sammenligningen falde ud paa følgende Maade: De andre ere gjennemgaaende fine Kikkertinstrumenter, som let komme ud af Verifikation. Observationen skal for al give et tilfredsstillende Resultat udføres med stor Omhyggelighed, og der fordres herved mindst 2 Mand. Tiden for Maalingen er nogle Minutter. Apparaterne med tilhørende Stativer o. lign. have betydelige Dimensioner og Vægt og ere temmelig kostbare. Transporten, Udpakningen og Opstillingen vil under Feltforhold frembyde store Vanskeligheder paa Grund af Instrumenternes Følsomhed.

Den souchierske Distancemaaler bestaar af et 1cm højt Glasprisme, hvis største Dimension er c. 4cm, og den kan derfor med Lethed medføres i Lommen. Ifølge Konstruktionen kan den ikke komme ud af Verifikation. Maalingen udføres i Løbet af c. 1 Minut af 1 Mand og frembyder ikke nogen betydelig Vanskelighed, fordrer ej heller nogen særlig Omhu. Nøjagtigheden er fuldt ud tilfredsstillende. Instrumentet er billigt.

Sammenligner man endelig den souchierske Distancemaaler med de andre i Brug værende Distancemaalere af lignende Princip, nemlig Rocsandic (Østerrig) og Labbez (Frankrig), har den souchierske den Fordel, at den er af ringere Dimensioner, at den maaler nøjagtigere paa Grund af, at Vinklen er ubetinget konstant og endelig, at den kan benyttes i to Stillinger (vendes om), hvilket er af praktisk Betydning med Hensyn til Valget af et Orienteringspunkt. Den har den Mangel i Sammenligning med de nævnte, at den ikke — som de — tillader en ringe Forflytning af Sigtet, hvorved Valget og Indstillingen af Orienteringspunktet lettes. Denne Mangel overvindes dog tildels — som sagt — ved Indøvelsen i Brugen, og desuden er den uadskillelig knyttet til den Fordel, at Apparatet ikke kan komme ud af Verifikation, en Fordel, som sikkert er af langt overvejende Betydning. Forsøgene have altsaa formentlig godtgjort:

1. Den s o u chie r’ ske Distancemaaler vil kunne finde Anvendelse forinden Kampen ved en Stillings Indretning til Forsvar.

2. Den er under denne Forudsætning det bedste af de hidtil i samme Øjemed anvendte Instrumenter.

Ved Udarbejdelsen ere følgende Kilder benyttede:

Le télémètre du capitaine Nolan. Paris 1872.

Le télémètre du colonel Stubendorf. Paris 1872.

Telemeter Paschwitz. Kissingen 1877.

Instruction des Distanzmessers System Steiner. Graz 1879.

Télémètre à miroirs de M. Labbez. Paris 1881.

Anleitung des Distanzmessers von Leopold Pock. Wien 1883.

Mittheilungen über Gegenstände des Artillerie- und Geniewesens XV. Jahrgang 1884.

Das Schiessen der Infanterie. Hannover 1887.

Jahrbücher für die deutsche Armee und Marine. 73. Band 1889 og 84. Band 1892.

Finsk militær Tidskrift Januar 1891.

Militär Wochenblatt Nr. 17 & 40. 1893.