Log ind

Diskussion af Artiklen „Et Eksempel paa Fodfolksangreb over aabne Flader“

#

i „Militært Tidsskrift" Nr. 3/1927. Af Oberstløjtnant Søltoft.

Franskmændene har skabt en ny Form for Undersøgelse af Problemer paa Følingens og Taktikkens Omraade. De stiller en Situation op, udkaster en Løsning, der tilsyneladende er gennemarbejdet, men rummer det størst mulige Antal Fejl, diskuterer denne Løsning og fastslaar gnnem denne Diskussion Fejlene og de rig ­ tige Slutninger og Fremgangsmaader. De naar ad denne Vej at slaa Principperne ganske anderledes fast i Hukommelsen, end hvis disse straks var blevet fremstillet i deres endelige Form. Men denne Metode kræver en Fantasi og aandelig Bevægelighed, der sikkert ikke er mange givet. De fleste maa nøjes med at anvende Metoden paa andres Arbejder. Det er det, der skal forsøges her med Spidsartiklen i næstsidste Nummer af „Militært Tidsskrift", fordi denne Artikel giver ualmindelig gode Betingelser for at paavise det rigtige paa Baggrund af det urigtige. For at gaa grundigt til Værks kan man begynde med Titlen. Den er misvisende. Her er ikke Tale om noget Fodfolksangreb, men om et Angreb med et „ Fantasifodfolk", som er organiseret i Kampgrupper, der er lige anvendelige som Maskingevær- og som Rekylgeværgrupper, en Organisation, som Forsøgene herhjemme har undlivet af taktiske Grunde, og saa mangler tilmed ogsaa den tekniske Forudsætning, den lette Affutage. Til Fodfolkets Hovedelement, der altsaa er hentet fra Fantasiens Rige, er der knyttet Minekastere med noget vel gunstige Skudvidder. Men lad dette passere, saa holder dog deres Kaliber paa 75 mm og 15 cm stadig det hidtil uløste Problem om Fremskaffelsen a f tilstrækkelig Ammunition aabent, særlig som her, hvor det stadig understreges, at man er i en hurtig afspillet Situation under Bevægelseskrig. Men har Minekasterne deres Berettigelse, saa er i hvert Fald det 20 mm Fodfolkskanonbatteri et aldrig prøvet Fantasifoster paa et meget svagt Realitetsgrundlag.

Selve det „materielle" Grundlag for Problemernes Behandling rummer altsaa en hel Række uløste Spørgsmaal, som hverken Forfatter eller Læser kan have nogen begrundet Mening om, og det maa komme til at præge Behandlingen. Men den manglende Sans for Realiteter strækker sig langt ud over dette Omraade, i Virkeligheden til alle andre Omraader. Det Grundlag, der er givet paa Skitse 1, fo r Situationens Udvikling giver et grundfalsk Billede af den moderne Kamps Indledning.

Afstanden mellem de to Kantonnementer er kun 18 km, og efter Opbruddet fra Kantonnementet er man derfor meget snart inde paa Kamppladsen i udvidet Betydning. Man kan derfor ikke gaa frem som under en Rejsemarch, men maa bevæge sig fra Terrainafsnit til Terrainafsnit under stadigt Hensyn til at have gunstige Betingelser for hurtig Afprotsning af Artilleri, og denne Fremrykningsmaade bliver mere og mere nødvendig, jo nærmere man kommer Linien Ørslev— Gummersmark. Vender man sig specielt til det røde Detachement, saa viser det sig, at det ganske unødvendigt er bundet til en detailleret fastsat Marchlinie, der først fører det ind i en faretruende Nærhed under de -— som det viser sig uopklarede — Skove mellem Giesegaard og Onterød, og senere paalægger det en Flankemarch paa 3 km fra Klippede til Ørslev, inden for tungt Artilleris Rækkevidde, 11 km fra de Kantonnementer, som Fjenden har haft inde om Natten. Bevægelsen over Klippede burde derfor ikke være befalet a f Divisionen, og navnlig burde den ikke have været fastholdt a f Ob,, efter at han et Sted omkring Nordrup havde faaet at vide, at fjendtligt Artilleri allerede var i Fremrykning inden for 6 km Afstand fra Linien Klippede— Ørslev. Det er en Forsyndelse mod en af Føringens absolute Grundlove, som man finder i „Vejledning i Fodfolkets Kampforhold" i Punkt 7. Der staar:

„Et Troppeled, der nærmer sig et Terrain, i hvilket der er Mulighed for, at det kan blive udsat for fjendtlig Beskydning, bør, forinden det kommer ind i Farezonen, indtage en Formation, der paa passende Maade svarer til den forudsete Beskydning."

Det er denne gennemførte Forudseenhed, baade i tanke og i Handling, der sikrer Føreren Handlefriheden og sætter ham i Stand til at imødegaa det uforudsete, der altid indtræ ffer paa Kamppladsen. Bærer man sig ad, som Ob, har gjort, saa udsætter man sig for, at Fjenden bestemmer, hvordan man skal disponere, man mister sin Handlefrihed og udsætter sig for en Panik-Udfoldning under Tab, en sørgelig Indledning til en Kamp. Det er det, der er sket her, og det i langt større Udstrækning end det ser ud til ved en flygtig Betragtning. Det er nemlig galt med Kortlæsningen. E t Blik paa Kortet viser et Terrain med gennemgaaende, ganske flade Former, som byder ringe M uligheder for Skjul, hvis der i det Terrain, som Fjenden lcan have inde, findes et nogenlunde højt Observationsstade, og det findes der i det sydøstlige Hjørne a f Storgaardsskov (Punkt 187). Dette maa opfordre til Fo rsigtighed under Fremrykningen. E fter den Situation, der er vist paa Skitse 1, kan fjendtlige Artilleriobservatører være etablerede i Storgaards Skov, inden Detachementet naar frem til Klippede, og fjendtligt A r ­ tilleri være i Stilling indenfor 5 km Afstand fra K lip ­ pede. Alligevel gaar Detachementet sorgløst videre i Marchkolonne og standser en rum Tid paa Vejene paa begge Sider a f Klippede, skønt en omhyggelig Kortlæsning maatte henlede Opmærksomheden paa, at der kunde være Fare ved Ophold paa disse forholdsvis højt liggende Veje. Under March kan man, selv om man lægger Snit paa Kortet, ikke skaffe sig fuld Sikkerhed for et tvivlsomt Terrains Muligheder for at give Skjul. Desto vigtigere er det, at man disponerer saa tidligt, at man har Vished for at være paa den sikre Side, og lægger man Snit, vil man se, at Detachementet er ført letsindigt frem i en kompromitterende Situation, der i høj Grad understreger Nødvendigheden a f at disponere i Tidn. Vejen fra Klippede imod Sydøst er fuldt overset fra Punkt 187 over en Strækning af 500 m fra Klippede imod Sydøst, og det samme gælder Skraaningerne op imod Klippede (fra Kurve 140), hvor der senere under Kampen skal hentes Ammunition fra Ammunitionskolonnen. Smediebakken og dens nordvestlige A ffald , indtil 400 m imod Nordvest, er indset fra Punkt 187, og her vælger Ob± at udgive Befaling til Afdelingscheferne. Endelig er Lavningen mellem Punkt 42 og Punkt 45 (se Skitse 3), der betegnes som en god Udgangsstilling for det senere første Angreb, fuldt indset fra Punkt 187 og i stor Udstrækning fra Punkt 160, Nordvest for Storgaard, og fra Punkt 148 ved Storgaard Skovs Nordvesthjørne. Disse Kendsgerninger kan formodentlig suppleres med flere af samme Art, men i sig selv understreger de Nødvendigheden a f at være paa Færde i rette Tid. Detachementet har i Virkeligheden ladet sig berøve Handlefriheden, inden det er kommet til Engagement med Fjenden.

Vender man sig nu til Fordækningen, maa man blive betaget,, om ikke a f Beundring, saa dog a f Forundring. Denne dygtige A fdeling har, i Løbet af 7 Kvarter, ikke blot tilbagelagt 5 (X> km, delvis i Tferrainet, men ogsaa — i Forbindelse med 1’ Rytterregiment — kastet en fjendtlig Eskadron ud a f Ørslev, udgivet maaske flere Befalinger og, under en besværlig Frontforandring, faaet spredt sig ud over en Front paa 2 km, og endelig kæmpet sig frem til Erkendelse af, at den maa standse. Og dette ved Ob, allerede. Men han optræder ogsaa, som om Opretholdelsen af Kommandoen indenfor Fjendens lldomraade var den letteste Sag a f Verden. Han tager Ophold paa en Bakke, Smediebakken, der næsten fuldstændig ligger under Fjendens Ild, ogsaa paa Bagskraaningen, og kun er fjernet 1300 m fra etableret, fjendtligt Fodfolk. Han gaar frem i forreste Linie til en isoleret Deling, der ligger i en ganske uopklaret Situation, og kalder Afdelingscheferne frem til sig, saaledes at han lader Kolonnen om at affinde sig med de Overraskelser, der kan møde den fra Fjendens A rtille ri i Fronten og fra de ganske uopklarede Skove, Øst for Klippede, i venstre Flanke. Det er den Situation, der er vist paa Skitse 2. Skitse 2 trækker Øjet og Tanken imod Sydøst. Man faar Indtrykket af, at alle Led — Rytterregiment, Fo rdækning og Detachement — er helt optagne a f deres egne, snævre Interesser, og dette faar man fuldt bekræftet, naar man læser Ob,s Overvejelser. Grundtanken for enhver Operation, selv med de mindste Led, alle Kræfters Samvirken mod det fælles Mcuil, er forsvundet. Skitsen viser en Række Forsyndelser mod de grundlæggende Principper for Føringen. Ob, har sorgløst ført sin Hovedstyrke frem som et let Bytte for Ildoverfald og har betalt sin P ris ved at miste sin Handlefrihed. Hverken hans Rytteri eller Fodfolk giver noget som helst Bidrag til Opklaringen af Divisionens Hovedmodstander, og han staar ganske uden Sikring nær ind paa de uopklarede Skove, Øst for Klippede.

Fordækningens Chef har i en Time vidst, at F jenden kunde naa Terslev før han. Alligevel er han marcheret videre over Ørslev og har blottet sin Hovedstyrkes Front, skønt et Front-Sikringsleds Opgave er at stille sig imellem Fjenden og Hovedstyrken. Desuden har han ganske forsømt Sikring imod Øst i Højde med Klippede. — Kommer han i det hele taget til Klippede, maa hans Tanke være at bemægtige sig Storgaard og Storgaards Skov for at skaffe sin Hovedstyrke et Manøvrerum, saadan som det er en Frontsikrings første Pligt, men han kan her ikke udføre det paa egen Haand, dels fordi han maatte forlade den befalede March vej, og dels fordi han kan komme til at krydse Ob,s Hensigter. Det vilde derfor i alle Henseender have været rigtigt, om han var blevet staaende ved Smediebakken. Rytterregimentet er fuldt optaget a f den Eskadron, som de har tru ffet i Ørslev og fulgt til Tjæreby, men viser ikke den fjerneste Interesse for sin egentlige Opgave, det troppefri Vejstykke fra Terslev østpaa og Terrainet nord derfor, helt til Fjendens Styrker mellem Sæder og Vollerslev.

Ser man nu paa de Overvejelser og den Beslutning, som denne Situation fører Ob, ud i, saa møder man en Række Fejlsyn. De stammer fra, at Tanken om Samhørighed med det større Led overhovedet ikke lever hos Ob,. — Selve Forudsætningen, en næsten fuldstændig Uvidenhed om Divisionens Hensigter, kan vanskeligt tænkes ved saa stort et Led, der kun er fjernet 4 km fra sin Hovedstyrke, og et rigtigt Anlæg a f M archen, fra Terrainafsnit til Terrainafsnit, vilde fuldstændig have fjernet enhver Mulighed for, at en saadan Situation kunde opstaa. Men selv om man forudsætter, at Meddelelsestjenesten har glippet fuldstændigt, saaledes at Ob, staar overfor at træffe en selvstændig Beslutning, saa beror den fremstillede Beslutning og dens hele Opbygning paa Fejlsyn. Det er allerede nævnt, at den Tanke, der skal besjæle alle Førere under Operationerne, er at bringe alle Kræ fter til at virke i det heles Interesse. Det gælder ogsaa for Ob,, og selv om man betragter Detachementet som en Flankesikring, understreger det blot i endnu højere Grad Pligten til Samarbejde, fordi en a f en Flankesikrings væsentligste Opgaver er at gribe ind til Fordel for Hovedstyrken. Navnlig kan et saa stort et Detachement, som det der her er Tale om, ikke have den rent passive Opgave „at sikre", og den tilsyneladende mandige Tanke, der tillægges Ob,, at man sikrer „bedst ved at slaa Fjenden", dækker i Virkeligheden over en snæversynet Stirren udelukkende paa egne Interesser, maaske over Mangel paa Mod til at tage et Ansvar. Den Betragtning, som Ob, anlægger, og som fører ham til at binde hele Detachementet Syd og Sydøst for Klippede, kan kun tjene Fjendens Formaal. Den fjendt lige Styrke ved Terslev binder paa den Maade tre Gange sin egen Styrke i ørkesløs Venten, mens Afgørelsen falder ved Vollerslev og højst sandsynligt kunde gøres baade hurtigere og mere fuldstændig ved en Indgriben sydfra. Det er derfor saa langt fra rigtigt, at Ob, binder sit Detachement, at han tværtimod maa have den Plig t at bevare Divisionsgeneralens Handlekraft, ogsaa med Hensyn til Detachementets Manøvre, ved at holde det i Beredskab til en Bevægelse østpaa fra Klippede. M uligheden for at handle paa eget Initiativ har han jo berøvet sig selv ved ikke at have nogen Opklaring Øst for Skovene. Det eneste, der bør sættes ind, er en Styrke, der kan binde Fjenden ved Terslev, men en saadan Styrke bør ikke optræde mellem Ørslev og Terslev, derimod nordligere i en saadan Stilling, at den tillige kunde danne Pivot for Bevægelsen østpaa, og det er saaledes ganske planløst, at Fordækningen har faaet Lov til at gaa frem mellem Ørslev og Terslev.

Om den svage og isolerede fjendtlige Styrke ved Terslev bliver slaaet, maa være Divisionen ganske ligegyldigt, naar blot den bliver bundet. Der kan ske et af to. Divisionen sejrer, eller den ligger under ved Vollerslev. Hvis Divisionen sejrer, vil Detachementets Optræden Øst for Skovene, Øst for Klippede, blive a f lamniende Virkning, og en efterfølgende Tilintetgørelse af Fjendens Terslevstyrke vil blive let og bekvem, hvis man lader en Mand, der forstaar sit Kram, binde den under Detachementets østgaaende Bevægelse. — Lig ­ ger Divisionen under ved Vollerslev, vil Detachementets Tilstedeværelse Øst for Skovene i høj Grad lette en Degagering af Divisionen og hindre en Forfølgning gennem Skovene, mens man stadig kan binde Terslevstyrken, saa heller ikke den kan komme til at gribe ind. Ob, maa altsaa være paa det rene med, at, hvordan Forholdene saa udvikler sig, tjener han det hele og sig selv bedst, hvis han kan fortsætte lige mod Øst fra K lip ­ pede med den størst mulige Del a f sin Styrke, og Grundlaget for denne Beslutning maa han have i Meldinger fra 1’Rytterregiment. Det maa forlængst have konstateret, at Styrken ved Terslev er isoleret, hvis det da ikke, hvad Opstillingen paa Skitse 2 og 3 kunde tyde paa, ligesom Ob,, har ladet sig lokke bort fra sin egentlige Opgave for at beskæftige sig udelukkende med den fjendtlige Eskadron. E r Ob,s Betragtninger angribelige, saa er hans Befaling det i ligesaa høj Grad, selv om man gaar ud fra, at hans Beslutning er rigtig, og at Terrainforholdene er saadan, at den kan gennemføres.

Punkt 7 siger, at „Fordækningen er standset ved Bjergbakke (incl.) og Gærdet Nord— Syd over B jergbakke". Dette er misvisende. Befalingen maa paa Grund a f Terrainforholdene udgives i Lavningen ca. 400 m nordvest for Bakkens Top, og Cheferne kan derfor ikke selv se Fordækningen. De maa gaa ud fra, at FrontSikringsleddet er standset mellem Kolonnen og Fjenden, som de ved er ved Storgaard, og maa — ogsaa under Hensyn til, - at Terraingenstande normalt nævnes fra højre til venstre — faa det Indtryk, at Fordækningen ligger fra Bjergbakke nordpaa, medens det modsatte er Tilfældet.

Punkt 2. I sine Overvejelser er Ob, kommet til det Resultat, at det ikke synes „rig tig t at træffe endelig Beslutning om Angrebet", men her mener han alligevel at kunne befale, at „Detachementet gør sig rede til at foretage et Angreb paa Fjenden ved Terslev og Storgaard."

Punkt 3. Det er en Misforstaaelse at tro, at Troppeføreren skal bestemme Artilleriets Plads. Den bedste Løsning faar man, naar Troppeførerne kun stiller Opgaverne, saaledes at „Troppeføreren bestemmer, hvor Granaterne skal falde, Artilleriføreren, hvor Kanonerne skal staa".

Punkt h. 2’ Bataillon slippes, uden nogen som helst Anvisning, ud i et vidtstrakt Terrain med den dobbelte Opgave at dække Artilleriets Indrykning ved Smediebakken og gøre sig rede til sammen med Fordækningen at føre et Angreb mod Storgaard og Storgaards Skov. Ingen a f disse Opgaver binder Bataillonen til noget bestemt Terrain, og Ob, udsætter sig for senere at komme til at afpasse sin Plan efter Betaillonens tilfældige Opstilling i Stedet for at sætte Bataillonerne ind efter sin Plan.

Punkt 5. Det er ret overflødigt at befale, at 1’ Bataillons Forhold som Fordækning ophører. Derimod savner man en Befaling om, hvordan Bataillonen skal forholde sig, om den skal fortsætte sine Forsøg paa at vinde frem, om den skal blive, hvor den er, om den skal ændre sin, spredte, Opstilling, eller om den skal beholde den. Dette er nødvendigt, baade for Bataillonen selv og for Ob,s senere Dispositioner og endelig for de andre Afdelinger, der har Krav paa at kende den Situation, de optræder i, især da de, som nævnt, maa vente at finde Bataillonen et helt andet Sted end der, hvor den er.

Punkt 6. Der samles her alt for mange Kampmidler uden Skjul paa et snævert Rum. Det forudsættes senere, at egen Division raader over Flyvere, og man kan vel ogsaa gaa ud fra, at Fjenden har Flyvere. Hvad disse opdager i Omegnen af en Grusgrav, der er let at kortlægge, kan Fjendens Artilleri faa rigelig Tid til at tage under Behandling, da man jo foreløbig vil blive staaende paa ubestemt Tid.

Punkt 7. Ørslev Oredrev er et ubestemt Sted, udsat for Overraskelser fra Skoven og udsat baade for Artilleriild og Maskingeværild fra Fjendens Side, hvis Opstillingen tages blot en Sn.ule for langt imod Syd.

Punkt 8. Utilstrækkelig Stedsangivelse.

Punkt 9. At stykke Flyverbeskyttelsen ud paa alle Fodfolksafdelinger betyder, at denne Virksomhed ikke vil blive planmæssigt ledet og derfor heller ikke effektivt. Desuden fører denne Fremgangsmaade til, at flere Kampmidler, end nødvendigt, bliver bundet.

Ordet „Fodfolksafdelinger" er uklart. Formodentlig maa vel et Fodfolkskanonbatteri regnes med, og maa vel ogsaa deltage i Flyverbeskyttelsen, da det formodentligt er den eneste Afdeling, der raader over panserbrydende Projektiler til Anvendelse mod Kampflyvere. Om Minekasterkompagniet er en Fodfolksafdeling faar staa hen.

Punkt 10. Ordren er ganske utilstrækkelig. A fdelingerne maa vide, hvor og hvorledes Patronvognene tilgaar. I øvrigt er det mer end tvivlsomt, om Regimentet paa dette Tidspunkt bør give sin Ammunitionsreserve ud a f sin Haand.

Særlige Bestemmelser om Frembringning af Fodfolkskanonbatteriets og Minekasterkompagniets Ammunition savnes. Det er ikke nogen hel Spøg at bringe hverken 20 mm, 75 mm eller 15 cm Ammunition frem, og der maa som Regel Hjælp til fra Fodfolket.

Punkt 11. Forbindingspladsens Beliggenhed bør først bekendtgøres, naar den er fastslaaet.

Punkt 12. En ejendommelig Plads for en Kommandostation, indset og beskudt a f Fjendens A rtille ri og Fodfolk uden Mulighed for skjult Tilgang.

Punkt 13. Den almindelige Regel er, at Artilleriet sørger for Forbindelsen til Fodfolket, og dette maa vel ogsaa være Tilfældet for Minekasterkompagniet.

Befalingen gør altsaa intet for at sikre en maalbevidst Placering a f Fodfolket, og den træ ffer ingen som helst Foranstaltninger til at tilvejebringe det manglende Efterretningsgrundlag for et Angreb, som dog tydeligt tilsigtes. A lt overlades til Bataillonschefernes tilfældige Indskydelse.

Den Gennemførelse af Befalingen, der er skitseret, er ogsaa derefter. Skønt den Opgave, der er stillet 2’ Bataillon ikke paa nogen Maade berettiger til det, sender Bataillonen et Kompagni — 1’ Kompagni — langt ud imod Øst, og det lykkes den derved at forlænge Detachementets i Forvejen stærke Frontspredning til 8 km, vel at mærke i en Beredskabsstilling før Udfoldning til Angreb. Den befalede „Stillen sig rede" til Angreb ser man nemlig intet til. Kompagniet bliver stillet op med aaben Flanke, med en uopklaret Skov i Ryggen, paa 700 m Afstand fra Fjenden og med 2000 m Afstand til den nærmeste Understøttelse, Bataillonens 2Vo Reservekompagnier i Ørslev Oredrev.

Udsendelsen af dette Kompagni kan komme til at krydse Detachementets Planer. Hvis Fjenden har en overfløjende Reserve omkring Aarløse Gaard, og denne Reserve gaar frem mod Kompagniet, hvad den synes at burde gøre, maa 2’ Bataillon støtte sit detacherede Kompagni, maaske med hele sin Reserve, og det vil saaledes blive Fjenden, der kommer til at bestemme, hvorledes Ob, kommer til at sætte en stor Del af sit Fodfolk ind.

1’ Kompagni skal tilmed sikre baade mod Aarløse Gaard og ved Patrouiller gennem Onterød. Navnlig det sidste vil komme til at trække stærkt paa Kompagniers Styrke, selv om Kompagnichefen er en noksaa modig Mand. Endelig skal Kompagniet søge Forbindelse med Divisionens Hovedstyrke, en voksen Opgave for et Kompagni, og selv om der menes med nærmeste Led a f denne Hovedstyrkes forreste Linie, saa turde det være noget dristigt at forudsætte, at Baaillonschefen eller Kompagnichefen skulde vide, hvorledes de skal gribe den Ting an, naar Ob, er saa uvidende om de, som om han forudsættes at være.

1/2 2’ Kompagni a f 2’ Bataillon sendes ud til Bakken, ca. 600 m Nordøst for Smediebakke, og Bataillonen gennemfører altsaa det samme Princip som Fordækningen, at blotte det Led, der skal sikres, her Artilleriafdelingen, paa den Linie, hvor Afstanden er kortest til Fjenden.

Baade 1’ Kompagni og Halvkompagniet faar Befaling til at „føle frem mod" Storgaards Skov og mod Storgaard med Patrouiller. H er er altsaa dog en E r ­ kendelse af, ,at man m,aa have Efterretninger, naar man vil forberede et Angreb, men det Udslag, som denne Erkendelse giver sig, er ganske formaalsløst. Man kan ikke „føle frem imod" en etableret Fjende med Pa ­ trouiller. Efterretningsgrundlaget skaffes gennem Fodfolkskamp, støttet a f Artilleri, og denne Kamp maa altsaa tilrettelægges a f Ob,. Patrouiller kan kun virke som Kuglefangere, og de Oplysninger, som de kan skaffe i det aabne Terrain, kan uden Tab a f Menneskeliv opnaas gennem Kikkertrekognoscering. Det er naivt at tro, saadan som det senere siges, at Fremdrivning af Grupper skulde „lokke Fjenden til at vise saa meget som muligt a f sin Besættelse". Det eneste, man faar at se, er, at Grupperne falder for Ild fra usete Skydevaaben.

Under dette udvikler Situationen sig saaledes, at Divisionen har kæmpet paa Linien Gjørslev— Gummersmark, altsaa ret langt imod Nord. Men den har følt sig foranlediget til at sende mindre Styrker saa langt imod Syd som til Bisbakke — 2500 m Nord for Smedien, Nord for Aarløse — og nu lader den et Regiment gaa til Gjørslev Vænge og Onterød. Heri ligger den stærkest mulige K ritik af, at Detachementet ikke er kommet til Anvendelse netop paa disse Steder. Det kunde have været paa Plads langt tidligere og med større Virkning end det ankommende Regiment og uden at skulle udføre en fa rlig Flankemarch.

Desuden skaber det nordfra kommende Regiment en ny Situation, der fuldstændig berøver Ob,s Beslutning om nu at gaa over til Angreb enhver Berettigelse. Det nye Regiments Ankomst tilvejebringer alle Betingelser for en langt hurtigere, sikrere og billigere Tilintetgørelse a f Fjendens Terslevstyrke ved Manøvre, og den gunstigste Situation, at Terslevstyrken sætter sig i Bevægelse østpaa, kan maaske opstaa, uden at Detachementet behøver at røre en Finger for at fremkalde den, ved at Fjendens Styrker ved Vollerslev bliver kastede. Terslevstyrken vil da a f sig selv falde i Armene paa en, maaske endog mindre Styrke, som Detachementet forud kan placere Nord eller Nordøst for Aarløse, mens den Del a f Detachementet, der har skullet binde Terslevstyrken, slæber paa Bevægelsen, og Dele a f 1’ Rytterregiment, navnlig Cyklistkompagniet, spærrer ved Kværede, eller mulig vestligere. Her ligger Cyklistkompagniets Opgave og ikke — som vist paa Skitse 3 — i en formaalsløs og virkningsløs Indgriben mod Terslev, der ikke i samme Grad truer Fjenden og paavirker hans Beslutning.

Manøvren er saa meget mere at foretrække, som man vanskelig kan tænke sig, at Fjenden skulde stille sig op, som det er vist paa Skitse 2 og 3. Han vil sikre sine Flanker ved bagud-overfløjende Styrker, og en a f den forudgaaende Rekognoscerings Opgaver vilde være at konstatere saadanne Styrkers Plads. Paa venstre Flø j vilde en saadan Echelon hindre den Optræden a f Cyklistkompagniet, der er vist paa Skitse 3, og paa højre Fløj vilde en Echelon, omkring Aarløse Gaard, dels kunne gaa angrebsvis frem mod 2’ Bataillons 1’ Kompagni, og dels kunne hindre Opstillingen af det Geværbatteri, der er Forudsætningen for første A n ­ greb. Afstanden til denne ganske lineære Formation er kun 1500 m, og den kan tages under næste fuldt enfilerende Ild. E t enkelt Maskingevær i Egnen omkring Aarløse Gaard kan afgøre det hele, og saa ligger Geværbatteriet tilmed blot for Fjendens Artilleri i' en Formation, der byder Artilleriets Udvirkning de gunstigt mulige Betingelser.

Selv i den altfor snævre Opstilling, som Fjenden har omkring Terslev— Storgaard— Storgaards Skov paa de to Skitser, har han gode Betingelser for skjult Opstilling af Maskingeværer til Bestrygning af Terrainet, tæt foran sin forreste Linie, og Betingelserne for fo rberedte Modstød efter er Indtrængen i Stillingen er særdeles gode. Angrebet vil derefter koste Blod og Tid og Ammunition, saa man maatte se sig om efter Manøvren, selv om den ikke bød sig saa umiddelbart frem som her. Men Ob,s Overvejelser rører slet ikke ved dette ene fornødne. Tværtimod lader han sig Angrebet og Angrebsretningen paatvinge af Fjenden, sine urigtige Dispositioner og sine falske Ræsonnementer, idet han slaar fast, at det synes „naturligt at angribe fra Vest, da Angriberens øjeblikkelige Gruppering bedst svarer hertil". — Hvad mener man om en fastholdende Styrke omkring Smediebakken til Dækning af den største Del a f Artilleriafdelingen i Stilling til enfilerende Skydning, Nord om Storgaards Skov, og derpaa Angreb fra Onterød? Forskelligt af Ob,s Overvejelser er allerede behandlet foran, og andet skal tages op til Betragtning i en anden Sammenhæng, men her kan det være nyttigt at se paa de Betragtninger, der anstilles over Artilleriets Anvendelse.

Det mere end antydes flere Gange, at Artilleriet — og iøvrigt ogsaa Fodfolket — ikke har tilstrækkelig Ammunition til at give Fodfolkets Angreb en virksom Støtte. Men har man ikke Raad til at gøre den materielle Indsats, der er nødvendig, maa man opgive at angribe. Man kan intet forandre ved den Kendsgerning, at „man ikke kæmper med Personel mod Materiel". Andetsteds hævdes det. at „det ikke med 6 Batterier vil være muligt vedvarende at præstere saa stærk Ild, at ethvert Maal paa Angrebsfronten holdes nede". Dette er et Krav, som man overhovedet aldrig kan vente at faa tilfredsstillet, hvor stærkt Artilleriet end er, og 6 Batterier er i den foreliggende Situation fuldt tilstrækkeligt under 2 sucsessive Angreb, der hver for sig spænder over 600 m, selv om noget A rtilleri maa tage Fjendens A rtilleri under Behandling. Endelig hævdes det, at „for Artilleriets Anvendelse er Forholdene simple". Helt simpelt er det dog ikke at anvende Artilleri, der staar 4— 5 km borte, ved Giesegaard, under et Angreb ved Storgaard, og i det hele taget er Simpelheden opnaaet ved, at Ob, undlader at træffe Foranstaltninger til Samvirken mellem Fodfolkets Bevægelse og Artilleriets Ild.

Allerede Fordelingen af Artilleriets Ild skaber Vanskeligheder, der maa forhindre en planmæssig Gennemførelse af Angrebet og maaske vil faa det til helt at strande. Det tunge A rtilleris Ild samles mod Storgaarden. Men „Sikkerhedsbæltet" for tungt A rtille ri er 400 m, og 1’ Bataillons 3’ Kompagni vil derfor praktisk talt ikke kunne bryde frem fra den Udgangsstilling, der er vist paa Skitse 3, fø r Artilleriilden er taget bort fra Terrainet om Storgaard, og saa er det endda tvivlsomt, om det kan vinde nogenlunde hurtigt frem. Men under alle Omstændigheder vil det komme ca. 600 m bagefter 2’ Bataillon og saaledes give frit Spil for Modstød i Storgaards Skov i et Moment, som Ob, selv betegner som kritisk. M ulig kan den tunge A rtilleriild ogsaa komme til at trykke 2’ Bataillons Bevægelse, hvis Ilden ligger tilstrækkelig langt imod Nord. Alene dette viser, at man ikke kan nøjes med Befalingens knappe Meddelelse om, at Artilleriet stdtter „ved bygevis Beskydning a f Terrainet ved Storgaards Skovs Vestudkant, Storgaarden og Terrainet Syd for Gaarden", Skal Fodfolket kunne udnytte Artillerihjælpen, maa det kende Ildens Beliggenhed og A r t og Bygernes Rækkefølge. Den uheldige Anvendelse af Artilleriilden med de Vanskeligheder, som den bereder 1’ Bataillons 3’ Kompagni, kan ogsaa komme til at krydse Planen for det andet Angreb, fordi dette Angrebs Forudsætning er en fast etableret Ildunderstøttelse ved Storgaard, og det er højst tvivlsomt, om denne Forudsætning kan være rettidig til Stede. Den Befaling, som Ob, udgiver, er præget af en forstyrrende og unødvendig Indgriben i Enkeltheder, som hans undergivne bedre kunde ordne, og til Gengæld forsømmer Ob, at træffe tilstrækkelig faste Bestemmelser paa Omraader, hvor han burde gribe ind, men for ikke at trætte skal Behandlingen holde sig til Hovedlinierne.

Disse Hovedlinier er prægede af en ganske vilkaarlig Sønderbrydning a f de organisatoriske Led og brutale Indgreb i Kommandoforholdene, der bl. a. forøger Ob,s Dispositionsenheder fra det uundgaaelige Antal paa 11— 12 til 18— 20 Enheder. I det vanskelige Angrebsøjeblik, der kræver Simpelhed og tilvante Former, staar begge Bataillonschefer overfor at skulle improvisere nye Former, der passer til vilkaarligt sammensatte Led, og som skal tillempes efter en Fodfolksild-Understøttelse, der er bundet a f Ob,, baade med Hensyn til Ildens Beliggenhed og Ildvaabnenes Plads. Oblt, er forholdsvis heldigst stillet. Han har dog en halv Bataillon og skal kun, før han kommer i Gang, overvinde de — sikkert betydelige Vanskeligheder — der kommer til at opstaa a f det forreste Kompagnis Spredning over en Front paa 800 m. Det er andre Vanskeligheder, der kommer til at tage Kraften af denne Bataillons Angreb. Enhver, der kan tænke sig om, maa være klar over, at det maa strande, hvis det møder Modstand, fordi den ringe Styrke maa indtage, enten en ringe Front eller en ringe Dybde, og Angrebet vil ikke have nogen Virkning, fordi Fjenden i det aabne Terrain straks maa være paa de rene med, at det bliver ført med utilstrækkelige Kræfter. Ved 2’ Bataillon er Fo rholdene derimod ganske forvirrede. Chefen har kun Raadighed over 214 a f sine egne Kompagnier. Denne Styrke bliver „forstærket" med 4 Fodfolkskanoner, der formodentlig er underlagt Chefen. Derimod modtager det Kompagni a f 1’ Bataillon (3’ Kompagni), der ogsaa skal „forstærke" Bataillonen, alle Befalinger om sit Forhold fra Ob, og kan altsaa ikke være underlagt Bataillonschefen. I selve det kritiske Moment efter Indtrængelsen i Storgaards Skov faa ObltL, Raadighed over det lVo Kompagni a f hans Bataillon, der hidtil har været Geværbatterier, men vel at mærke i Opstillinger, som Ob, har fastsat, og som maaske ikke svarer til den nødvendige Anvendelse. Selv om man kan gaa ud fra, at en fornuftig Bataillonschef har sat sig ud over det formelle og har givet disse to Led en orienterende Befaling forinden Angrebet, er det meget tvivlsomt, om de har den I'iads og navnlig den r ormation, som han maa ønske. Det vil tage Tid, som netop i den foreliggende Situation er kostbar, at passe dem ind i Batailionens Plan, og saa kan Bataillonschefen tilmed iKke i f orvejen vide, Hvor han har det halve 2 Kompagni, fordi Obi har beialet det at „bringe Rekylgeværer saa langt frem mod Storgaards Skov som muligt ', saacian at det altsaa kan operere helt paa egen naand.

’fypisK for begge Angrebene er det, at Indbruddet, navnlig hvis det Kompagni, der skal til Storgaard, som rimeligt er, bliver iorsinket, tænkes gennennørt med Styrker, der ikne er væsentlig stærkere end de ljenuthge Styrker, som man maa vente at møde ved eller i Nærheden a f fndbrudsstedet, og Reserve findes ikke i rimelig Nærhed. Det første Angreb viser tillige en saa smal Angrebsfront, at der maa blive let Spil for Modstød efter Indbruddet.

Det Billede, man faar af Angrebet, er altsaa en successiv ludspæden aj utilstrækkelige Kræfter, der maa føre til partielle Nederlag, og end ikke den utilstrækkelige Parade, som Obi antyder i sine Overvejelser, nemlig at aflaste 2' Bataillon i Storgaards Skovved et Angreb paa Terslev, lykkes det at tage Befalingsteknisk. Befalingen bestemmer, at „ P Bataillon stiller sig, naar Angrebet paa Storgaard og Storgaards Skover gennemført, rede i Terainet Syd for Vejen Ørslev— Terslev til at gaa til Angreb paa Terslev". Bataillonen har saaledes ikke faaet paalagt nogen Plig t til at foretage sig noget som helst, før Angrebet nordpaa er gennemført, et ubestemt Tidspunkt, som det iøvrigt ikke er Bataillonen muligt at bestemme. Men selv om den stiller sig rede før dette Tidspunkt, vil den ogsaa komme for sent. I begge Tilfælde maa der en Ordre til fra Oh, om Frembruddet, men Befalingen burde avertere om, at en saadan Ordre kan ventes.

Den Sum a f Fejltagelser og den Mangel paa Realitetssans, som er paapeget, stammer helt igennem fra den anvendte Arbejdsmetode, som man kunde kalde den a priori-ske Metode, den Metode, der forud fastsætter Resultatet og fjerner alt det, der kunde modvirke det, enten ved at lukke Øjnene eller ved at feje det bort med en flot Haandbevægelse. Det er denne Metode, der har levet højt herhjemme i de senere Aar under Frem føringen a f den dobbeltvirkende Kampgruppe, og her er den samme Metode anvendt i den samme Hensigt. Forhaabentligt staar det allerede klart, hvor vaklende Underbygningen er, men derfor kan det alligevel have sin Interesse at betragte selve Problemet saadan, som det fremstiller sig her. Det er allerede paavist, at Udbrydningen af d> : ganisatoriske Formationer a f de Led, der skal præstere Ildunderstøttelsen, skaber betydelige Vanskeligheder for Føringen, og man gaar sikkert ikke for vidt, hvis man hævder, at disse Vanskeligheder i Praksis vil være uovervindelige. V il man have en haandgribelig Prøve paa Vanskelighederne, behøver man blot at gennemtænke, hvorledes OblU skal kunne gennemføre en planmæssig Ordning af Ammunitionserstatningen under Kampen. Vanskelighederne baade ved Føringen og ved Ammunitionserstatningen undgaas, hvis man har særlige Maskingeværformationer, der er bestemt til Udstykning. i Eksemplet her paatager Obx sig at fordele Skudopgaverne paa alle de spredte Led. Om det er praktisk gennemførligt, er et stort Spørgsmaal, og f rerngangsmaaden er i Strid med Principperne for Anvendelsen af de moderne, komplicerede Kampmidler, der netop Kræver, at Detaillerne fastsættes a f den særlige Sagkundskab, altsaa her a f Maskingeværofficeren, der altsaa savnes. — Desuden frembringer Or^s Indgriben paa dette Omraade en Stivhed, der ikke er til Gavn for Kræfternes Samvirken. Der er en øjensynlig Erkendelse af, at man ikke kan bryde enkelte Maskingeværer ud ar et r'odfolkskompagni, eller i det hele taget bør bryde Kompagnierne itu. Derfor anvendes der, f. Eks. i det første A n ­ greb, to hele og et halvt Kompagni til Ildunderstøttelse. Men der er vist 31 Maskingeværer i Stilling, altsaa et Gevær for hver 20 nr af Angrebsfronten. Dette er langt mere end nødvendigt, en Mangel paa Økonomi med Kampmidler, som haardt savnes i Angrebsfodfolket, og det vil kun føre til et ganske urimeligt Ammunitionsforbrug, ligesom Anvendelsen af Geværbatterier i tætte Linier, hovedsagelig kronende Bakkekreterne, vil føre til store Tab. — Sker der noget uforudset, vil Manglen paa Dybde og Spredning i de placerede M askingeværers Opstilling blive skæbnesvanger, og i P rin ­ cippet er en saadan Opstilling stridende mod Krigens Erfaringer med Hensyn til den overvældende Udvirkning, og om Dybde i de derved paatvungne, spredte Formationer.

Medens Maskingeværet kun kræver et ringe Antal Mand til Betjening, er der her fuldtallige Grupper til Stede ved hvert Maskingevær, og desuden er der 2 Geværgrupper i hver Deling. A lt dette overskydende Personel kommer formaalsløst til at lide Tab. Det er en Mangel paa Økonomi med Personellet, der helt undgaas ved Anvendelsen a f særlige Maskingeværformationer. A lt ialt viser dette Eksempel saa tydeligt de særlige Maskingeværformationers Fortrin, at man, trods alle Mangler ved Forfatterens Redegørelse, maa være ham taknemlig, fordi han har bidraget sit til at tage Livet af en dødfødt Tanke.